Mange tak.
Jeg synes, det er pudsigt, at fru Lene Espersen starter med at sige, at jeg ikke kan være bekendt at så tvivl om den danske Kinapolitik.
Det er jo netop tvivl, der er sået, og som hr.
Holger K.
Nielsen jo roser.
Det er jo tvivlen, der er så enestående god.
Så jeg har ikke sået tvivl.
Det har en regering, som ikke ønsker at få oversat ting til godt gammeldags dansk.
Jeg vil fortælle noget om den her note.
Jeg er nødt til at komme med en lille forklaring på, hvordan det her egentlig startede.
Hr.
Holger K.
Nielsen var så venlig at fortælle noget om historikken.
Men det her var altså en note, som ændrede alt.
Det var i december 2009.
Jeg husker det ganske tydeligt.
Jeg var ovre hos daværende udenrigsminister hr.
Per Stig Møller.
Vi blev kaldt over parti efter parti og skulle læse det her.
Jeg læste det hurtigt igennem og havde egentlig bare en enkelt sætning.
Jeg sagde:
Kan vi ikke prøve at moderere den sætning lidt?
Nej, det kunne vi ikke.
Så var jeg klar over, at det nok ikke var en sætning, vi havde produceret, men at den var produceret andetsteds.
Det var så det, og derfor ønskede jeg bare at få den modereret lidt.
Det drejede sig egentlig bare om et enkelt ord, nemlig ordet oppose.
Jeg ønskede at få det udtrykt på måske en anden måde.
Det ville man ikke.
Det var så det, der gjorde, at vi ikke tilsluttede os, og det gjorde Enhedslisten heller ikke.
Efter det – det var så ved årsskiftet 2009/2010 – var der debatter i Folketingssalen, netop som hr.
John Dyrby Paulsen har fortalt.
Jeg var også ude til flere forskellige ting om Tibet, om Kina osv.
Den her verbalnote kom jo frem igen og igen, for den havde afgørende betydning for, at den kinesiske vulgære chikane mod Danmark ophørte over natten, som det hedder – over night.
Måske skulle vi bare gøre det her på engelsk.
Det kunne da egentlig være meget bedre, så vi kunne blive så upræcise som muligt.
Nej, men den blev altså afgørende for hele processen, og igen fik vi et fornuftigt forhold til Kina.
Og det var på grund af den.
Der var så de her mange debatter.
Det var bl.a.
i både radio og tv, hvor jeg var med, og jeg tror det i øvrigt også var sammen med hr.
Holger K.
Nielsen, som jeg var overrasket over dengang.
Han var SF'er, og de har jo haft et særligt forhold til Tibet.
Vi vidste ikke, om det gjaldt, for de turde pludselig ikke melde klart ud.
Men de var nok nærmest, som hr.
Søren Pind antydede, utrolig optagede af at komme i regering.
Det oplevede jeg også selv under forsvarsforligsforhandlingerne, hvor man var klar til alting for at komme med i forsvarsforliget.
På et tidspunkt tænke jeg på, om man skulle foreslå, at vi fik et hangarskib og indførelse af kernevåben.
Det var nok de eneste to ting, der kunne have holdt SF ude fra forsvarsforliget.
Så sådan var de dengang.
De var simpelt hen så salonfæhige og klar til, hvad det skulle være, og det var hr.
Holger K.
Nielsen altså også.
Så går der alligevel en rum tid, og vi har de her debatter.
Og der må jeg sige, at det er unfair at komme med, at jeg ikke ville bede den tidligere regering om at oversætte det.
Selvfølgelig ville jeg da det.
Jeg havde da ikke nogen særlig følsomhed over for dem, hvad angik Tibet og Kina, og det tror jeg også hr.
Per Stig Møller og tidligere udenrigsminister fru Lene Espersen kan bekræfte.
Så stillede jeg et § 20-spørgsmål den 22.08.
hvori jeg skrev, at nu syntes jeg, at det egentlig ville være rart lige at få det her på plads, så kunne vi ikke få oversat de der halvanden side?
Det kunne ikke være det store problem.
Og der gik lang tid.
Det undrede mig.
Og så kom svaret:
Det kunne desværre ikke lade sig gøre.
Man ønskede ikke at oversætte den for mig.
Så havde jeg masser af disputter med regeringen om det – det var hr.
Villy Søvndal, der var udenrigsminister dengang – og så klagede jeg til Folketingets Præsidium midt i september, og vi har også her i dag fået at vide af fru Camilla Hersom, hvordan det foregik.
Man har jo drøftet det igennem.
Og svaret kom så den 24.9.
Og der synes jeg for historieskrivningens skyld, at det lige skal læses op.
Det ikke ret meget.
Så det er et citat.
Jeg behøver ikke det her med tak for brevet og tak for ditten og tak for datten.
Så det kommer her:
Præsidiet har efterfølgende drøftet sagen.
Præsidiet er opmærksom på den særlige praksis omkring oversættelse for Det Udenrigspolitiske Nævn af engelsksproget materiale.
Præsidiet lægger dog vægt på, at regeringen udviser fleksibilitet, når medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn som her ønsker oversættelse af et kortfattet dokument af væsentlig udenrigspolitisk betydning og det ikke påfører regeringen uforholdsmæssigt store udgifter.
Det er således Præsidiets opfattelse, at Udenrigsministeriet bør oversætte den omhandlede verbalnote.
Det er underskrevet af Folketingets formand, hr.
Mogens Lykketoft.
Der stod, at det var et dokument af væsentlig udenrigspolitisk betydning.
Det tror jeg vi alle sammen er enige om.
Det er nok det væsentligste dokument, der nogen sinde er blevet forfattet mellem Kina og Danmark, og det har fået afgørende betydning.
Den del var opfyldt.
Den anden del var, at det ikke måtte påføre særlige udgifter.
Jeg tror også godt, man kan regne med, at det nok ikke vil tage mere end bare 20 minutter for en frisk oversætter i Udenrigsministeriet.
Så det har ikke været det.
De to ting var opfyldt, for jeg er helt med på, at man ikke kan oversætte alle dokumenter.
Det kan ikke lade sig gøre, men så vidt muligt skal man forsøge, og især hvis der bliver anmodet om det fra et medlem af Folketinget eller jo her også fra Det Udenrigspolitiske Nævn.
Så jeg tænkte egentlig, at det jo var dejligt.
Jeg var glad for det.
Aviserne skrev om, at nu fik Søvndal en næse, tror jeg ligefrem de kaldte det.
Det er der så meget med.
Det kom der i hvert fald nogle avisartikler ud af.
Jeg erklærede mig glad og godt tilfreds, og det var dejligt, at retfærdigheden skete fyldest.
Nu kunne jeg også få det dokument ordentlig forklaret.
Men det mærkelige skete, at regeringen overhovedet ikke reagerede.
Vi havde et nævnsmøde den 2.
oktober – det var så i fjor – hvor jeg bragte det frem.
Jeg havde bedt om at få det på dagsordenen.
Jeg spurgte, hvornår man kunne forvente at få den der oversættelse.
Det kunne være skønt nok lige at få det på plads.
Der sagde man – det var udenrigsminister hr.
Villy Søvndal – at regeringen havde besluttet sig til, at man ikke ville oversætte den note, uanset hvad Præsidiet så havde sagt.
Det betragter jeg jo som en arrogant facon.
Altså, først og fremmest var alle de forskellige betingelser opfyldt, nemlig at det var et væsentligt dokument, at det var kortfattet, og at man oven i købet fik et helt Præsidium med til at sige, at det her ikke er rimeligt over for et medlem af Folketinget.
På trods af det var man fuldstændig ligeglad.
Jeg synes ikke, at det er i orden.
Jeg synes, at regeringen på en eller anden måde bør komme med en bedre forklaring end den, man har givet, på, hvorfor man ikke vil.
Det er simpelt hen hele sagen, som den er.
Jeg tror, de her diskussioner fortsætter.
Jeg har ikke nogen særlig lyst til at få det i salen igen.
Det vil så måske blive en gang i den nye samling.
Det kunne oven i købet være, at vi når frem til at få en ny regering, måske oven i købet en Venstreledet regering, og så kan det da godt ske, at jeg fremsætter det igen.
Det kan også være, at man her kommer til fornuft og så gør det.
Jeg synes, det giver et dårligt klima i Folketinget, hvis det er sådan, at man ikke kan få sådan nogle ting opfyldt af regeringen.
Regeringen plejer jo altid at være utrolig villig til at assistere i alle ender og kanter, det anerkender jeg, og jeg gør det med glæde.
Af og til kan jeg sagtens finde på at spørge i Udenrigsministeriet, og om man vil hjælpe med ditten og datten, og der plejer at være næsten fuldstændig frit spil.
Jeg synes heller ikke, jeg misbruger det.
Sådan plejer vi at have det, men i stedet for har man altså nu sået tvivl.
Det er også blevet nævnt i dag – det synes jeg er væsentligt – at kineserne jo nok vil være ligeglade.
Jeg tror simpelt hen ikke på forklaringen om – jeg ved ikke, om den er kommet fra udenrigsministeren; det tror jeg faktisk ikke den er – at det vil skabe utrolig panik i Kina, hvis vi oversætter den her til dansk.
Det er jo, som det er, og jeg tror egentlig, det bunder i, at i hvert fald nogle af de partier, specielt SF, i den her situation er utrolig flove over, at man gik med på den galej.
Ja, det var det.
Mange tak, og tak for debatten og det hele.