Tak.
Den frie bevægelighed på det indre marked er et slaraffenland for virksomheder, der kan ansætte på alle mulige dårlige vilkår.
Der er for meget fri konkurrence og fri leg for virksomheder på bekostning af lønmodtagere og arbejdspladser.
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.
Der var måske nogle, der sad og troede, at det var noget, som jeg havde fundet på.
Det er det altså ikke.
Det er hr.
Jeppe Kofod, Socialdemokraternes spidskandidat til EU-valget, der udtalte sig sådan i Politiken i går.
Han satte gang i en debat, der gjorde, at hele spørgsmålet om social dumping rykkede øverst på dagsordenen i EU-valgkampen.
Det er vi glade for i Enhedslisten og i Folkebevægelsen mod EU, for det er dér, det spørgsmål hører hjemme – øverst på dagsordenen.
Vi har indtrykket af, at Socialdemokraternes og SF's kandidater til EU-valget bredt har den samme opfattelse.
At vi stadig har store problemer med social dumping, kom jo også frem i går.
Det kom nemlig frem, at der stort set er lige så mange fuskerfirmaer i 2013 som i 2012, dvs.
firmaer, udenlandske virksomheder, der forsøger at flyve under radaren, men som bliver grebet i det.
Der blev nemlig grebet 395 firmaer, som lige havde glemt at registrere sig i RUT.
Jeg tror, at vi alle sammen, i hvert fald de fleste partier, er enige om, at det kun er toppen af isbjerget.
I dag kom det jo frem, at det især er hos disse firmaer, at der er store problemer med arbejdsmiljøet.
I løbet af 2012 og 2013 har Arbejdstilsynet besøgt 1.738 virksomheder, som ikke var registreret i RUT.
Hos hver anden – 865 – var der alvorlige problemer med arbejdsmiljøet.
Der er derfor al mulig grund til at stramme yderligere op.
3F offentliggjorde den 20.
marts en undersøgelse af, hvad der egentlig sker på det danske arbejdsmarked med hensyn til østarbejderne.
Jeg vil gerne lige gennemgå essensen af tallene.
Den viser nemlig, at hvis man kigger på en række brancher af dem, vi plejer at kalde de udsatte brancher, når vi taler om social dumping, så er det de brancher, der har hyret mest østeuropæisk arbejdskraft til erstatning for dansk arbejdskraft.
Hvis vi tager rengøringsbranchen, så er der ansat knap 10.000 østarbejdere, der er fyret 5.200 danskere.
Hvis vi tager bygge- og anlæg, så er der ansat 9.141 østarbejdere, der er fyret 26.226 danskere.
Landbrug, skovbrug og gartneri:
Her er ansat 7.758 østarbejdere, der er fyret 8.134 danskere.
Hotel og restauration:
Der ser det en lille smule bedre ud.
Alt er relativt.
Der er ansat 4.278 østarbejdere, men der er kun ansat 1.297 danskere.
Hvis vi går til transportområdet, så er der ansat 3.216 østarbejdere og fyret 21.927 danskere.
De tal taler jo for sig selv.
De er jo i sig selv et dementi af de evindelige påstande fra borgerligt hold om, at danskerne ikke gider tage job i de her brancher.
Tallene viser jo, at det forholder sig lige omvendt.
Der er kyniske og grådige virksomheder i Danmark, der ikke kan få det billigt nok, som helt systematisk fyrer herboende dansk arbejdskraft – og her taler jeg ikke om etnisk oprindelse, men om danskere, dvs.
mennesker, som har slået sig ned for at bo og arbejde i Danmark.
De bliver fyret, for at man kan importere udenlandsk arbejdskraft i stedet.
Gennem de sidste mange år og stort set hver eneste dag får vi eksempler på, at det sker på langt ringere vilkår, end de mennesker, som er blevet fyret, var ansat under.
Regeringen og Enhedslisten har gennem to finanslovsaftaler gjort en god indsats, men de her tal og de her fakta viser, at der skal skrappere midler til.
Og det førte jo til, at jeg i går sendte et brev til beskæftigelsesministeren og opfordrede hende til straks at indkalde til forhandlinger, så vi hurtigt kan lave en aftale om at gennemføre nogle ting, som regeringen, SF og Enhedslisten i det store og hele er enige om i forvejen, men som af andre grunde ikke er blevet til aftalestof endnu.
Det, jeg foreslog, var, at vi koncentrerede os om hårdere straffe til de virksomheder, der flyver under radaren, herunder muligheden for at sende dem hjem, hvor de kommer fra, hvis ikke de kan finde ud af at overholde reglerne, id-kort i byggeriet – for vores skyld også gerne i andre udsatte brancher – og en styrket myndighedskontrol.
Jeg skal senere vende tilbage til, hvad mine forventninger er til ministerens svar.
Det tager jeg afslutningsvis.
Jeg vil bare sige, at det jo kun kan gå for langsomt med at få lavet en sådan aftale og at vise befolkningen, at der er nogle partier her i Folketinget, der tager indsatsen mod social dumping alvorligt.
Men vi skal også erkende, at der altså ud over de ting, som jo kan gennemføres, det tror jeg vi er enige om, uden store opgør med EU-reglerne, er brug for, at vi i det hele taget får nogle langt bedre redskaber, der kan sikre det, som de fleste eller måske alle herinde, bortset fra Liberal Alliance, står og siger, nemlig at det er vigtigt, at de udenlandske arbejdere, de udenlandske virksomheder er velkomne her i landet, men også at de skal fungere på lige vilkår med dem, der er her i forvejen.
De skal følge de samme regler som danske virksomheder og danske arbejdere.
Det er jo for at sætte fokus på de redskaber, vi har brug for, at vi har fremsat de her tre beslutningsforslag plus forslaget om børnechecken, som jo allerede har været til behandling.
Nogle bemærkninger til de enkelte forslag.
B 48 – fair konkurrence:
Det handler jo ganske enkelt om at afskaffe de urimelige skattefordele, som udstationerede virksomheder har, når de opererer her i landet.
De er skattefritaget i 6 måneder, og det kan forlænges til 12 måneder.
De kan medbringe deres egne ansatte på hjemlandets løn- og ansættelsesvilkår, og de skal i øvrigt heller ikke betale skat her i landet.
Det er jo ikke mærkeligt, at nogle kan føle sig fristet til at få leveret tjenesteydelser fra sådan nogle virksomheder, for det siger sig selv, at de kan levere ydelserne langt billigere end danske virksomheder.
Hertil kommer jo det særlige forhold, at EU-Domstolen i den såkaldte Lavaldom har fortolket det direktiv, der sætter rammerne for den her trafik, nemlig det såkaldte udstationeringsdirektiv.
Den fortolkning er jo en stærkt begrænsende fortolkning, som går imod det, vi alle sammen troede det her udstationeringsdirektiv drejede sig om, nemlig at det var et minimum, og så kunne medlemslandene bygge ovenpå med de love og regler eller overenskomster, whatever, de nu ønskede at bruge som et redskab til at sikre lige vilkår.
Men nej, nej, det mente Domstolen vi helt havde misforstået.
Udstationeringsdirektivet blev af Domstolen fortolket som et maksimumsdirektiv.
Det lægger et loft over, hvad vi må kræve af udstationerede virksomheder, og dermed blev det slået fast, at vi ikke har ret til at stille de samme krav til udstationerede virksomheder fra andre EU-lande, som vi må stille til danske virksomheder.
Konfliktretten blev begrænset, og det gjorde den også ved, at man rettede ind gennem en dansk lov.
Så allerede her har vi jo et alvorligt problem, som der skal gøres op med.
Og ja, det er rigtigt forstået, at hvis vi kan komme igennem med det synspunkt, som ligger i vores forslag, B 48, er vi kommet langt i forhold til at gøre op med det.
Så vil jeg bare lige præcisere en ting af hensyn til nogle indlæg, der var tidligere, jeg tror, det var fra Dansk Folkeparti.
Der er altså intet i vores forslag, B 48, som siger, at danske arbejdere, der arbejder for en dansk virksomhed, som opererer i et andet land, skal ansættes på ringere vilkår, end hvis de var ansat i Danmark.
Det står der ikke noget om, og det er heller ikke konsekvensen af det.
Så er der B 49 om arbejdstilladelsen.
Jamen det er jo sådan set kerneforslaget i forhold til at sikre, at udenlandske arbejdere kan arbejde her på lige vilkår og sikre det forhold.
Forslaget går jo ud på, at for at man som udenlandsk arbejder skal kunne påbegynde arbejde her i landet, skal der foreligge en arbejdskontrakt, en ansættelseskontrakt, og af den skal det fremgå, at ansættelsen sker på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.
Så er der en meget vigtig tilføjelse, nemlig at den kontrakt skal godkendes af den fagforening, der har overenskomsten på det pågældende område.
Og til Liberal Alliance vil jeg sige, at det jo intet har at gøre med at give fagforeningen en lovstatus eller en myndighedsstatus, for hvem er bedre til at kontrollere, om ansættelsen er sket på sædvanlige og lige vilkår?
Ja, det må da være den fagforening, der har overenskomsten.
Under den såkaldte østaftale havde vi faktisk et sådant redskab.
Det, vi foreslår, er en mildere udgave af det normale princip i udlændingeloven, som jo er, og som stadig gælder for tredjelandsborgere, at for at udlændinge kan arbejde her i landet, skal de have en arbejds- og opholdstilladelse, de skal have en ansættelseskontrakt på sædvanlige danske vilkår, arbejdsmarkedets parter skal høres, om de er enige i, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Det er jo det grundlæggende princip i udlændingeloven.
Disse regler gælder stadig for tredjelandes borgere, men i kraft af EU-medlemskabet og det indre markeds regler er det sat ud af kraft, når det drejer sig om EU- og EØS-borgere, og det er jo det helt grundlæggende problem, som vi siger vi bliver nødt til at forsøge at gøre op med og tage en kamp for.
Så er der forslaget om optjening af dagpengeret.
Også her skal der være lige vilkår.
Men det er jo altså sådan, at en EU- og EØS-borger, en vandrende arbejdstager, som det hedder, kan opnå dagpengeret efter 3 måneders medlemskab af en dansk a-kasse og 3 måneders arbejde her i landet, hvor en dansk lønmodtager skal have 1 års medlemskab af en a-kasse og 1 års arbejde ud af de seneste 3 år.
Det er jo en helt urimelig skrap regel at have, men det er desværre det, der er flertal for i Folketinget, som hr.
Bjarne Laustsen så rigtigt konstaterede.
Det burde vi gøre op med, men det har vi ikke flertal for, og derfor går forslaget på, at udenlandske arbejdere her i landet skal følge de samme regler som danske herboende lønmodtagere skal følge for at opnå dagpengeret.
Og der er det jo ikke rimeligt at henvise til optjeningsperioder for andre EU-lande, fordi man jo der har optjent dagpengeretten under helt andre vilkår, først og fremmest det forhold, at man ikke har været medlem af en dansk a-kasse i det samme antal måneder som danske lønmodtagere.
Og der er det jo, som hr.
Bjarne Laustsen også rigtigt påpegede, en unik ordning, vi har.
Der adskiller dagpengeforsikringen sig jo afgørende fra alle de andre velfærdsydelser, fordi – og det er der en speciel historie om, vi ikke skal ribbe op i her – den netop betinger, at man har bidraget i x antal måneder til en dansk a-kasse.
Så er der min vurdering af debatten.
Ja, den ligner jo de andre debatter, vi har, altså at når det kommer til noget, der bare er i skyggen af at være i konflikt med EU, så er der en bestemt gruppe af partier fra SF til og med De Konservative, som så ikke er her i dag, men de er nok stadig væk enige med Venstre, der ikke rigtig vil forholde sig substansen.
I spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt eller ikke rimeligt, henviser man bare til, at det er i strid med EU, så det kan vi ikke lave om.
Det er jo ikke ret meget, der løfter sig på baggrund af en sådan debat.
Og så kan man jo spekulere på, hvorfor der argumenteres på den måde.
Jeg er kommet til den konklusion, at der jo kun kan være to grunde til det.
Den ene grund er, at hvis man argumenterer indholdsmæssigt, skal man jo til at indrømme, at alle de løfter, man er kommet med igennem mange, mange års medlemskab af EF og EU, om, at medlemskabet aldrig ville få nogen negative konsekvenser for den danske overenskomst og velfærdsmodel, ikke holdt vand.
Og det er jo noget skidt, når man indrømmer det, for så er man forpligtet til at gøre noget ved det, og det er det, man af en eller anden mystisk grund har meget, meget svært ved.
Det tror jeg man kommer til at lave om på, netop fordi den aktuelle debat viser, at det jo er ved at gå op for befolkningen, at alle de her løfter ikke holdt vand, så befolkningen i stigende grad kræver, at der bliver lavet om på det.
Så vil jeg gerne vende tilbage til den aktuelle situation, som jo er, at Enhedslisten i går opfordrede beskæftigelsesministeren til omgående at indkalde til forhandlinger om, hvordan vi kan gøre en øget indsats imod social dumping.
Der udvalgte vi os nogle emner, som vi på forhånd ved der er enighed om ikke kræver opgør med nogen EU-regler.
Det er muligt, Kommissionen har en anden opfattelse af det, det må vi finde ud af til den tid, men pragmatiske, som vi er, sagde vi:
Lad os dog få gang i noget af det, vi er enige om.
Og de emner, som vi udvalgte, er noget, vi har drøftet flere gange, og som vi har været tæt på at skrive aftaler om.
Det er så blevet forpurret af uenighed om andre ting, men det er jo:
en styrket myndighedsindsats; det er spørgsmålet om nogle skrappere straffe over for de virksomheder, der ikke overholder reglerne; og det er forslaget om et id-kort i byggeriet.
Og der kan jeg sådan set ikke forstå, at beskæftigelsesministeren ikke allerede har indkaldt til forhandlinger om de her ting, det må dog ligge på den flade.
Når man kigger på, hvordan debatten kører her op til EU-valget, ville det da være en ren vindersag for regeringen, for SF sammen med Enhedslisten at lave nogle aftaler om de her ting, hvor der ikke burde være nogen principielle uoverensstemmelser.
Det ville jo vise et flertal af befolkningen, at der altså er et flertal i Folketinget, der tager deres bekymringer omkring social dumping alvorligt.
Vi tror også på, at det vil give hele debatten op til EU-valget nogle helt andre og meget mere håndterlige skruer, for hele den her debat om den påståede velfærdsturisme har nok kun den karakter, den har, fordi vi har det problem, der hedder social dumping.
Derfor kan jeg ikke forstå, at ministeren ikke allerede har indkaldt regeringspartierne, SF, Enhedslisten, og hvem der ellers gerne vil være med til at løfte noget her, til en forhandling for at få sluttet en aftale om de forhold.
Jeg er jo meget spændt på, efter de bemærkninger der er kommet i dag, hvordan beskæftigelsesministeren svarer på Enhedslistens opfordring, om man virkelig vil synke så dybt, at man siger:
Nej, I skulle jo – som nogle ordførere fra SF og Socialdemokraterne har været inde på i dag – have kendt jeres besøgelsestid her for en måned siden, da vi snakkede om børnecheck, eller for 4 måneder siden, da vi snakkede finanslov, og da I ikke kunne finde ud af det, vil vi ikke noget nu.
Jeg tror, at man lige skal overveje, om det er den forklaring, man skal komme med.
Jeg tror i hvert fald, at der er mange ude i befolkningen, der holder skarpt øje med, om alle de her udsagn om, at man gerne vil gøre noget ved social dumping, nu også bliver omsat til praktisk handling.
Nu ligger der en gylden chance; der ligger – for at bruge hr.
Bjarne Laustsens billedsprog – guld på gaden, fordi Enhedslisten har taget pengene med, så vi får indløst de her forslag og får lavet en aftale om dem.
Så til hr.
Bjarne Laustsen, fru Lisbeth Bech Poulsen, fru Camilla Hersom og beskæftigelsesministeren:
Nu er det bare med at komme i gang med at få samlet det guld op.
Tak for ordet.