Tak for de mange bemærkninger, og også tak for, at der kan konstateres et flertal i Folketinget, som støtter beslutningsforslaget; som støtter, at man skal følge dansk lov; som støtter, at der skal være nogle værnsregler, som sikrer, at man skal bo, arbejde og betale skat i Danmark for at få adgang til offentlige ydelser i Danmark.
For det er jo grundlæggende ikke rimeligt, at man fra første dag, man ankommer til Danmark, optjener retten til velfærdsydelser, som det har taget generationer at bygge op.
Derfor indførte vi i 2011 et optjeningsprincip, som hidtil har sikret, at modtagere af børnefamilieydelse og børnetilskud har en reel tilknytning til det danske samfund.
Vi var naturligvis dengang opmærksomme på, at der, afhængigt af hvilken model der blev valgt, kunne være problemer i forhold til EU-retten i forbindelse med begrænsning af andre EU-landes borgeres ret til velfærdsydelser.
Og indførelsen af optjeningsprincippet blev således vurderet i forhold til EU-retten og udformet på en sådan måde, at den var juridisk holdbar.
Konkret skulle ydelsesmodtagerne have haft bopæl eller beskæftigelse i Danmark i 2 år inden for de sidste 10 år for at få fuld ydelse.
Siden da har den nuværende regering modtaget en skrivelse fra en embedsmand i Bruxelles, som siger, at optjeningsprincippet er i modstrid med EU-retten.
Regeringen har intet – og jeg siger intet – overhovedet gjort for at udfordre dette eller søge fælles fodslag med vores nabolande, som har tilsvarende udfordringer.
Man har ikke taget nogen dialog med Kommissionen, man har ikke gjort nogen indsigelser, og man har heller ikke interveneret i de to konkrete sager, det handler om, men man har siddet og ventet på, at andre lande har forsøgt at diskutere principperne i de her sager.
I lyset heraf har vi gjort to ting.
For det første har vi udfordret og opfordret regeringen til at prøve sagen i Bruxelles, hvor man passende kunne danne en koalition med lande som Frankrig, Tyskland og Sverige, som har lignende sager.
Og for det andet har vi peget på, at man kunne komme med et kludetæppe, et helt arsenal af forskellige løsninger, som kunne være med til at sikre nogle fornuftige værnsregler i Danmark, så man først fik adgang til offentlige ydelser, når man havde boet her, arbejdet her og betalt skat her.
Det er jo en debat, man har rundtomkring i Europa, men det er ikke en debat, som Danmark – i hvert fald ikke hidtil – har deltaget i.
I sommer annoncerede den tyske kansler, Angela Merkel, og den britiske premierminister, David Cameron, at de ville forsøge at samle en gruppe lande inden for EU, der skulle kæmpe mod den øgede sociale integration og udvandringen af medlemslandes kontante ydelser som f.eks.
børnepenge.
Vi forsøgte også allerede dengang at få den danske regering med på vognen, men det ville den ikke.
Det har skadet danske interesser, at vi ikke har reageret i tide, men en god del af skaden kan godt gøres god igen.
Derfor vil vi gerne endnu en gang opfordre regeringen til som aktiv medspiller at gå sammen med andre europæiske lande om at finde en mindelig løsning på problemerne.
Der kæmpes en kamp rundtomkring i Europa for at være med til at forhindre, at vi får en ny social union.
Der kæmpes også af forskellige konservative kollegaer rundtomkring i EU.
Angela Merkel har f.eks.
udtalt – og jeg citerer:
at vi ikke behøver at gøre alt fra Bruxelles.
Og hun har senest udtalt, at EU ikke er en social union.
Og det er vi helt enige i.
David Cameron, den engelske premierminister, har i forbindelse med sagen udtalt – og jeg citerer:
at EU i dag er anderledes end for 30 år siden, og at vi derfor er nødt til at erkende, at den frie bevægelighed har udløst større folkevandringer på grund af stigende indkomstmuligheder.
Det er vi også enige i.
Barroso, den konservative formand for Kommissionen, mener – og jeg citerer:
at Europa skal fokusere på de områder, hvor det kan tilføre mest værdi, og ikke blande sig andetsteds.
Og det er vi også enige i.
Så her har vi altså forbundsfæller blandt nogle af de stærkeste og vigtigste politiske ledere i Europa, men den danske regering har ikke deltaget i den diskussion.
Jo, det er man så begyndt på i løbet af de sidste 8, 9, 10 dage.
Presset af en indenlandsk debat, presset af et flertal i Folketinget, presset af et flertal i befolkningen og presset af dårlige meningsmålinger er man så begyndt verbalt at sige noget, men man har ikke deltaget aktivt i kampen for at værne om vores sociale systemer.
Så opnåede vi samtidig det helt uhørte – det helt uhørte – at en regering vil sidde et flertal i Folketinget overhørigt.
Så kan man diskutere teknikaliteter:
Er det et beslutningsforslag, er det et lovforslag, er det et mistillidsvotum eller ej?
Men sagens kerne er jo den, at det danske Folketing og vores måde at udøve demokrati på har været præget af, at man har haft respekt for Folketingets flertal.
Da man i 1901 efter flere årtiers Højreregering fik gennemført parlamentarismen, var det jo et udtryk for, at man skulle have et flertal bag sig i Folketinget for at sikre en folkelig kontrol med regeringen.
Og her blev det fuldstændig krystalklart, eksplicit knæsat, at en regering ikke må sidde med et flertal imod sig.
Det blev knæsat i 1901, og det princip gælder stadig i dag.
Men vi oplever en regering, som ikke følger det princip.
Det Radikale Venstre har skatteministerposten, men en af Det Radikale Venstres åndelige fædre – han var ikke med til at stifte partiet – var Viggo Hørup, som i slutningen af 1890'erne, altså nogle få år før partiet blev stiftet, i forbindelse med forfatningskampen med Højre udtalte:
Ingen over og ingen ved siden af Folketinget.
Det er en klassisk radikal sætning fra en af åndsfædrene bag partiet.
Og hvad oplever vi i dag?
Jo, vi oplever, at der er nogle over og også nogle endnu mere ved siden af Folketinget, nemlig regeringen, som ikke vil følge et flertal i Folketinget, som her i dag har tilkendegivet, at man støtter beslutningsforslaget.
Det er uhørt.
Jeg synes også, det er problematisk for vores måde at agere politisk på, men det må vi jo så tage til efterretning og tage en konsekvens af i forhold til yderligere politisk handling i den kommende tid.
Det er det ene spor.
Det andet spor er, at vi samtidig vil opfordre regeringen til at gå ind og konstruktivt prøve at finde en løsning på den udfordring, det er, at de danske velfærdsydelser er under pres, og at man ikke hele tiden skal opleve, at vi skal hoppe sådan fra tue til tue.
Nu har vi en sag om børnechecken, så havde vi en sag om dagpengene for 2 uger siden, så har vi haft en sag om kontanthjælpen, så har vi haft en sag om SU'en, og sådan kan vi se den ene sag opstå efter den anden.
Det må være muligt i en konstruktiv og pragmatisk ånd at kunne finde en løsning på det, så man ikke bare skal stoppe noget ned i hullerne hver gang, men altså at prøve på at finde en samlet løsning på de udfordringer, der er med hensyn til EU's velfærdsydelser og den måde, man fortolker forordningen på.
Så vores appel og opfordring til regeringen er altså, at man konstruktivt sætter sig ned og prøver at finde en løsning – vi vil meget gerne være med fra konservativ side, fordi vi mener, at det er den måde, vi kan forsvare vores velfærdskonstruktion på, samtidig med at vi forbliver aktive, positive medlemmer af det europæiske fællesskab.
Regeringen må lytte til et flertal i Folketinget.
Imens vil vi samtidig kraftigt opfordre til, at der bliver nogle reelle forhandlinger og ikke bare udendørs forhandlinger om, hvordan vi får løst de udfordringer, der er.
Så med de ord vil jeg takke for den opbakning, der har været, til beslutningsforslaget.
Jeg håber på, at de også resulterer i konkret handling, som betyder, at vi får etableret nogle fornuftige værnsresultater i Danmark.