Forsvarsudvalget 2013-14
B 123
Offentligt
1404184_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Den 1. oktober 2014
Spørgsmål fra Forsvarsudvalget
til udenrigsministeren af 1. okto-
ber 2014. FOU – B 123 spørgs-
mål 38 stillet af Christian Juhl
(EL)
FOU – B 123 spørgsmål 38:
Omfatter alle nødvendige midler også tropper på jorden, jf. Afsnit VI: ”Under den
internationale konference om fred og sikkerhed i Irak, der blev afholdt i Paris den 15.
september 2014 med Irak og Frankrig som værter, gav de deltagende lande, herunder Danmark,
deres tilsagn om at støtte den irakiske regering i kampen mod ISIL med alle nødvendige midler,
herunder passende militær assistance.”?
Svar:
Det militære bidrag til kampen mod ISIL sker på irakisk opfordring og på baggrund af den
alvorlige trussel, som ISIL udgør. Irak har samtidigt givet udtrykkeligt samtykke til, at USA
leder den internationale koalitions indsats mod ISIL. USA har i denne forbindelse fremlagt en
flerårig samtænkt otte-punktsplan til at bekæmpe ISIL, hvori den militære del bl.a. består af
offensive luftoperationer mod ISIL samt træning og uddannelse af de irakiske og kurdiske
enheder. Det er bl.a. disse elementer, som USA har anmodet Danmark om at bidrage til. Og
det er disse elementer, som Danmark nu bidrager til.
Det ligger ikke i de nuværende overvejelser i den internationale koalition at bidrage med
tropper på jorden. Derimod skal Danmark bidrage til, at de irakiske og kurdiske
sikkerhedsstyrker på jorden bliver i stand til at genvinde territorial kontrol.