Det næste punkt på dagsordenen er:

21) Forespørgsel nr. F 29:

Forespørgsel til erhvervs- og vækstministeren om bankunionen:

Vil ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser en dansk indtrædelse i bankunionen vil få for samfundsøkonomien i Danmark, og for, hvorvidt bankunionen vurderes at være et tilstrækkeligt værn mod fremtidige bankkrak?

Af Nikolaj Villumsen (EL), Christian Juhl (EL) og Frank Aaen (EL).

(Anmeldelse 22.04.2014. Fremme 24.04.2014).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 15. maj 2014.

Det er ordføreren for forespørgerne, hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten, der begrunder. Værsgo.

Tak for det. Den danske regering og de øvrige partier i Folketinget står over for en afgørende beslutning. Den afgørende beslutning er, om vi skal gå med i bankunionen, eller om vi ikke skal gå med i bankunionen. Bankunionen bliver kaldt det største projekt i EU siden euroen og flytter grundlæggende ansvaret for de største banker fra nationalt niveau til EU-niveau. Alligevel har regeringen i mange måneder nu ikke villet tone rent flag, med hensyn til om man ønsker, at Danmark skal være med i bankunionen, eller om man ønsker, at Danmark ikke skal være med i bankunionen.

Partierne har desværre for vane at tvinge suverænitetsafgivelse igennem, uden at danskerne bliver spurgt. Det er senest sket i forbindelse med dansk tilslutning til finanspagten, som gør, at EU nu blander sig i vores finanspolitik, uden at danskerne er blevet hørt ved en folkeafstemning.

I dag har vi haft en situation, hvor et flertal i Folketinget endnu en gang har nægtet at love befolkningen, at den skal høres gennem en folkeafstemning i det meget afgørende spørgsmål om, hvorvidt Danmark skal gå med i bankunionen eller ej. Det synes jeg er trist.

Til gengæld synes jeg, det er godt, at vi nu har mulighed for at få en forespørgselsdebat, hvor alle Folketingets partier kan melde klart ud, hvad deres holdning er til bankunionen. Det håber jeg man vil gøre. Jeg synes, det er vigtigt, at vælgerne har en klar mulighed for at sætte deres kryds med viden om, hvor partierne står i afgørende diskussioner i fremtidens EU.

I Storbritannien og Sverige har man gjort op, at man ikke ønsker at tiltræde bankunionen. Det undrer mig, at man fra dansk side ikke kan have en klar holdning til bankunionen.

Fra Enhedslistens side er holdningen klar: Med bankunionen kan EU's banksektor fortsat galopere frem mod næste krise, vel vidende at de har de europæiske statskasser i ryggen. Vi opfordrer fra Enhedslistens side derfor til, at Danmark ikke tager del i bankunionen. Det er vores klare holdning. Jeg håber, at ordførerne fra de andre partier kan komme med lige så klare udmeldinger, så vælgerne ved, hvad de har at forholde sig til, og jeg ser rigtig meget frem til debatten.

Tak til ordføreren. Så er det erhvervs- og vækstministeren. Værsgo.

Tak for forespørgslen. Vi har jo her i Folketinget – via det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti fremsatte – lige behandlet spørgsmålet om, hvorvidt vi skulle have en folkeafstemning eller ej om, om vi skulle tilslutte os banksamarbejdet i EU. Jeg ved ikke, i hvilket omfang man kan tilføje nye og uddybende argumenter, som vil gøre noget særligt indtryk, men man kan i hvert fald sige, at konklusionen fra sidste debat står uændret, og den er, at vi seriøst afventer en analyse, hvor vi gerne vil have alle økonomiske forhold og aspekter i forbindelse med en eventuel deltagelse meget, meget grundige belyst, førend vi tager stilling hertil. Det mener vi seriøst, og det er også derfor, at vi ikke på nuværende tidspunkt vil tage stilling til, om vi ønsker at tiltræde, endsige om der skal være en folkeafstemning om det.

Men Enhedslisten rejser jo med deres forespørgsel også nogle andre spørgsmål, som selvfølgelig er meget spændende: Vil en indtrædelse i bankunionen også betyde, at man eventuelt kunne undgå fremtidige bankkrak? Det kan jeg jo svare meget direkte på, nemlig at det kan det ikke – det vil jeg helt sikkert ikke kunne garantere. Men det ville jeg heller ikke kunne garantere, hvis man stod uden for. Jeg tror ikke, at der findes nogle særlige scenarier, hvor man med fuldstændig præcision kan forudse, hvilke finansielle kriser den her verden vil tumle rundt i. Derfor vil man også fremover skulle indrette sig på en verden, hvor der sker bankkrak.

Men vi kan selvfølgelig gøre os umage med at lære af de ting, som der er sket, sådan at vi i videst muligt omfang undgår, at samme ulykke rammer os en gang til. Og det er derfor, at der som opfølgning på krisen er indført omfattende regulering for netop at mindske sandsynligheden for, at banker fremover bliver nødlidende.

Jeg skal nok lade være med at opliste alt, hvad der er sket, men blot nævne, at bankerne skal have mere kapital, at de skal have mere likviditet, at de generelt skal være bedre polstret, og at Folketinget netop i marts måned har vedtaget lovændringer, der følger op på bankpakke VI, som indfører ekstra skrappe krav til SIFI'er, altså meget store systemiske banker. Derudover skal der fremover gælde samme regler i hele EU for, hvordan man håndterer nødlidende banker. Reglerne skal altså gælde både inden for og uden for det styrkede banksamarbejde, og dermed understøtter vi det indre marked.

Som et led i de nye regler vil alle banker skulle have både genopretnings- og afviklingsplaner, og myndighederne skal på forhånd vurdere, om bankerne er organiseret på en måde, så de kan håndteres af myndighederne, hvis de bliver nødlidende – alt sammen for at sikre, at vi ikke er uforberedte, hvis der skulle komme en ny finanskrise.

Så regeringen har, og regeringerne rundt omkring i Europa har i allerhøjeste grad taget ved lære af den finansielle krise og alt, hvad der ramte verden der. Så må vi håbe, at det er tilstrækkeligt. Det tror vi, og det håber vi på, men det er i hvert fald en god begyndelse.

Så der er som sagt mange vigtige spørgsmål, der skal analyseres, før regeringen kan vurdere, om Danmark tjener sine interesser bedst ved at blive en del af bankunionen, eller om vi skal stå uden for. Og det analysearbejde er i fuld gang – det skal gøres ordentligt – og det afventer vi. Vi afventer også resultatet af et ECB's sundhedstjek og den efterfølgende opfølgning, hvilket selvfølgelig også er af fundamental betydning for, hvilken stilling vi vil tage.

Tak til ministeren. Og så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Nikolaj Villumsen. Værsgo.

Bankunionen bliver som sagt kaldt det største projekt i EU's historie siden euroen og kommer til at flytte ansvaret for banker fra nationalt til europæisk niveau. Regeringen er tryg ved, at man har lavet en god regulering, men det må jeg sige at jeg desværre ikke er. I Enhedslisten mener vi, at det er et afgørende spørgsmål, om Danmark går med i den her bankunion. Vi frygter for konsekvenserne af en ny finanskrise, hvis Danmark er med i bankunionen, og vi mener, at det derfor også bør være en afgørende diskussion op til valget til Europa-Parlamentet.

Både finanslobbyen og Europa-Kommissionen har præsenteret bankunionen som et vigtigt skridt i retning af at tøjle finanssektoren og sikre os mod fremtidige finanskriser. Det mener Enhedslisten mildest talt er en sandhed med modifikationer. Det, der rent faktisk er sket, er nemlig, at EU's banksektor fortsat kan galopere fremad, og nu ved de så også, at de har alle statskasser fra EU-landene i ryggen. For os er bankunionen et tilbageskridt i kampen mod banker, som tjener styrtende i gode tider, og som lader samfundet betale, når det går galt. Der er enkelte gode elementer, men de fejler i forhold til det fundamentale formål, nemlig at sikre, at bankerne ikke endnu en gang tørrer regningen af på skatteborgerne, når der næste gang kommer en finanskrise.

Bankunionen gør intet ved de grundlæggende strukturelle problemer i den europæiske banksektor. Man gør ikke nok for at tage skridt for at skride ind over for de europæiske storbanker. Man gør faktisk ingenting for at få dem delt op. Ja, de regler man opstiller i forhold til tilsynsmekanismen, er overraskende svage. Hvis man f.eks. tager kravet til bankernes kapitalbeholdning, er det sådan, at man indfører et niveau, der ligger langt under, hvad førende økonomer, herunder den tidligere nationalbankdirektør i USA, Alan Greenspan, anser for nødvendigt. Bankunionen vil blokere for yderligere tiltag i de enkelte lande og på den måde cementere, at vi har en fuldstændig utilstrækkelig afviklingsmekanisme for banker i krise. En tilslutning til bankunionen er derfor de facto, at man accepterer en uholdbar situation uden mulighed for, at Danmark kan gå længere og kan stille mere progressive forslag.

Hvad angår den fælles redningsfond, som etableres i forbindelse med bankunionen, er der ingen garanti for, at skatteborgerne ikke kommer til at gribe til lommerne, næste gang vi rammes af en finanskrise. Med en økonomisk polstring, som nærmest er en brøkdel af omkostningerne af den seneste krise – kun 410 mia. kr. i forhold til de omkring 12.000 mia. kr., som er blevet givet i garantier og direkte bankpakker – kan befolkningen i både Danmark og hele Europa meget let igen komme til at ende med regningen. Der er da også en række økonomer, som har slået alarm.

Med bankunionen vil EU derfor blot fortsætte med at kaste redningskranse ud efter spekulanter, mens skatteborgerne får lov at samle regningen op, men nu ikke bare alene for danske banker, men også for cypriotiske, spanske og irske banker. Den europæiske finanslobby er rigtig, rigtig glad over resultatet med bankunionen. De slipper af sted med at indskyde blot et mindre milliardbeløb, i forhold til hvad der samlet er blevet givet dem siden krisen. Og man kan ikke dække ind i forhold til en ny international finanskrise.

Kun 6 år efter en ødelæggende finanskrise, der stadig trækker spor i Danmark, i Europa, i form af nedskæringer, i form af arbejdsløshed, så synes jeg ærlig talt, det er rystende, at det politiske modsvar til bankerne er så svagt. Frem for et opgør med banksektorens problematiske adfærd, er man altså blot ved at forberede sig, og dårligt forberede sig, til en ny krise, hvor regningen igen kan blive sendt til skatteborgerne.

Jeg vil derfor på den baggrund fremsætte følgende forslag til vedtagelse på vegne af Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget henviser til vigtigheden af, at Danmark skal kunne stramme reglerne for den finansielle sektor i en sådan grad, at den danske statskasse ikke endnu engang skal betale til bankerne, opfordres regeringen til ikke at tiltræde bankunionen. Herudover bemærker Folketinget,

- at et afgørende første skridt til at sikre os imod fremtidige finanskriser er en opdeling af bankerne,

- at bankunionen ikke gør op med de grundlæggende problemer i den europæiske finanssektor, herunder de såkaldte too-big-to-fail-banker,

- at bankunionen giver de store banker bedre muligheder for at konsolidere deres position som too-big-to-fail på det europæiske finansmarked,

- at ECB først og fremmest tager politiske hensyn til eurozonen og dermed ikke er en god tilsynsførende for Danmark og

- at den fælles afviklingsmekanisme ikke er tilstrækkelig stor til at beskytte statskasserne ved fremtidige finanskriser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 38).

Tak for det. Forslaget indgår i den videre forhandling.

Der er et par spørgsmål til ordføreren. Den første er hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg har selvfølgelig hørt ordførerens tale og også begrundelsen indledningsvis, men jeg er måske en lille smule i tvivl om, hvad det egentlig er, Enhedslisten vil i forhold til at sikre banker imod at gå ned. Jeg har forstået, at man ikke ønsker, at Danmark skal være med, men jeg går også ud fra, at det også er Enhedslistens hensigt, at der ikke er banker i Europa, i EU generelt, som går ned. Og så er jeg bare i tvivl om, hvad det så er, man vil. Er det, fordi der skal være en afviklingsmekanisme, der er større, eller er det bare, fordi man vil lave en overtagelse, altså en nationalisering af alle bankerne? Altså, jeg er lidt i tvivl, så det kunne være rart at høre det fra ordførerens egen mund: Hvad er det så, man ønsker der skal sættes i stedet for?

Tak. Ordføreren.

Jamen tusind tak for spørgsmålet. Det er da skidt, hvis den socialdemokratiske ordfører er i tvivl om Enhedslistens politik, det kan vi ikke have. Derfor er det rigtig godt, at ordføreren stiller et spørgsmål, så vi kan få det afklaret.

Det, som Enhedslisten synes og foreslår man bør gøre, er jo, at man bør sikre en opdeling af de store banker. Det er ikke en holdning, vi står alene med, det er et meget udbredt forslag, i forhold til at sikre at vi ikke har de her såkaldte too big to fail-banker, altså i høj grad på mange måder, hvad man betegner Danske Bank som: en så stor bank, at den danske stat ikke kan leve med, at den falder. Den bedste måde at undgå, at den danske stat er afhængig af direktøren i Danske Bank og direktionen i Danske Bank, er at opdele banken. Det foreslår vi. Vi foreslår oprettelsen af en statsbank; det er ikke en nationalisering af alle banker, men det er oprettelsen af én bank – ligesom vi havde Giro Bank for relativt få år siden – hvor man trygt kan have sine penge, uden at spekulanter skalter og valter med dem på børserne.

Så foreslår vi en bedre regulering, og det her, hvor vi siger at EU's kapitalkravsdirektiv desværre er utilstrækkeligt, og det stiller krav om, at Danmark ikke må lave bedre regulering, og det synes vi er problematisk.

Hr. Benny Engelbrecht.

Kunne ordføreren ikke lige sige, hvor meget man skal splitte bankerne op? For almindelig sund logik siger jo, at hvis man tager Danske Bank som eksempel og splitter den over i midten, så har man ikke en, men to banker, der er for store til at falde. Hvis man splitter den en gang til, har man fire banker, der er for store til at falde, simpelt hen fordi Danske Banks samlede engagement jo er så stort, at det udgør 180 pct. af Danmarks BNP. Så kunne ordføreren ikke lige forklare, hvad det er for en slags æggedeler, vi skal have gang i, for at den der tankegang overhovedet virker? Og kunne ordføreren i øvrigt forklare, hvor mange af de europæiske banker, der så i øvrigt skal splittes op, og i hvor små andele de skal splittes op?

Tak. Ordføreren.

Tak for det. Jamen altså man kan sige: Hvad er det, som ville være rigtig godt at få ændret ved Danske Bank og de danske banker generelt? Det synes jeg da bare er at få splittet den spekulative del fra det ganske almindelige ind- og udlån. Altså, det ville da være den bedste måde at undgå, at man som almindeligt menneske satte sine penge i banken, og så lige pludselig var de spillet op et sted langt væk. Men jeg vil også sige, at hvis vi kan få en forhandling med Socialdemokraterne om at opdele de store banker, er vi jo åbne for at se på at lave kompromiser, ligesom vi altid er fra Enhedslistens side. Jeg synes, det her er et rigtig vigtigt emne – det er afgørende, vi ikke kommer ind i nye finanskriser.

Tak. Hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre, kort bemærkning.

Tak for det. Jeg forstod på det forslag til vedtagelse, som hr. Nikolaj Villumsen læste højt – og undskyld, at jeg ikke citerer ordret, det er efter hukommelsen – at Enhedslisten ønsker tiltag, der skal sikre, at den danske stat ikke endnu en gang skal betale for de danske banker. Kan hr. Nikolaj Villumsen ikke lige genopfriske min hukommelse? Hvornår er det, at den danske stat har betalt for de danske banker?

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jamen det, man har gjort, er jo, at man har stillet nogle garantier til rådighed. Det er ikke opgjort endnu, om vi har haft tab eller overskud på det, men der er ingen tvivl om, at vi kunne have endt i en situation, hvor vi havde betalt rigtig, rigtig mange penge. Det kan vi gøre igen, nu ikke bare, hvis vi går med i bankunionen, for danske banker, men for alle EU-medlemslandenes store banker, og det synes jeg er problematisk. Jeg synes, at det den forkerte vej at gå.

Jeg tror, at der er rigtig mange, der har det sådan, at de synes, at det var underligt, at der kunne være en fest i bankerne, og så var det almindelige mennesker, der skulle træde til, da der kom en krise. Det er en ting, som i Danmark har haft nogle konsekvenser. Kigger man på Irland, kigger man på Spanien, på de meget kriseramte lande, har det jo haft rigtig, rigtig store konsekvenser, hvor man har statskasser, der er dybt, dybt forgældede, fordi man kastede milliarder og milliarder ind i en privat sektor, altså i en banksektor, der havde levet dybt over evne, og det er der, hvor jeg siger: Skal vi bidrage til det fra den danske statskasse i fremtiden? Nej, det synes jeg ikke. Skal vi stramme reglerne, så det ikke sker igen? Ja, det synes jeg er en rigtig god idé.

Tak. Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Det var et mægtig fint svar på et spørgsmål, som jeg kunne have stillet, men ikke gjorde. Det, jeg spurgte om, var jo, ... nej, jeg kan omformulere spørgsmålet: Er det ikke sandt, at den danske stat ikke har betalt nogen penge til de danske banker? Der er blevet stillet nogle garantier, og det har været en overskudsforretning, men som hr. Nikolaj Villumsen indledningsvis også nærmest indrømmede, kunne man være kommet til at have betalt noget, men det er jo ikke det, der står i forslaget til vedtagelse, er det vel?

Ordføreren.

Tak for det. Som Venstres ordfører godt ved, er det ikke opgjort endnu, hvad de samlede udgifter for staten har været i forbindelse med bankpakkerne. Den nuværende erhvervsminister har kaldt en af bankpakkerne for danmarkshistoriens største bankrøveri eller kup eller sådan noget, hvis jeg husker det korrekt, og det er jo, fordi der ikke er nogen tvivl om, at vi er gået glip af en masse penge, og formentlig har vi også haft nogle udgifter, der er store. Var det op til os, om de udgifter ville blive sat i spil? Nej, det var det ikke. Det var egentlig bare op til, hvor uansvarlige bankdirektørerne havde været, og det synes jeg er en rigtig dum måde at bygge dansk økonomi op på.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Benny Engelbrecht, undskyld, hr. Jakob Ellemann-Jensen. Det er så godt, når man kommer herop; så kan jeg også finde ud af det. Værsgo.

Tak for det. Vi får lidt motion, og det er fint. Tak, formand.

Vi har jo netop drøftet mange af de her spørgsmål under det foregående punkt. Alligevel spørger hr. Nikolaj Villumsen om, hvad partiernes holdning er til bankunionen, så lad mig derfor blot opsummere Venstres holdning til bankunionen.

Vi mener, at en bankunion vil stabilisere markedet for finansielle tjenester ved at bryde båndet imellem bankgæld og statsgæld. Derfor støtter vi bestræbelserne på at skabe en bankunion, uanset om Danmark ender med at være med eller ej. Vi deler nationalbankdirektør Lars Rohdes opfattelse af, at en bankunion vil fungere som en fælleseuropæisk forsikringsordning til gavn for de deltagende lande.

Venstre stiller sig derfor også positivt over for dansk deltagelse, og at vi ikke endnu har taget endelig stilling, skyldes, at vi ønsker at afvente resultatet af den stresstest af de europæiske banker, der skal gennemføres indtil efteråret. Vi skal kende kvaliteten af de banker, der er med i bankunionen, inden vi siger ja til dansk deltagelse, så vi undgår ubehagelige overraskelser.

Endvidere har vi bedt regeringen udarbejde en redegørelse, der har til formål at afdække, hvad de præcise konsekvenser for dansk deltagelse vil blive. Det gælder konsekvenserne for banksektoren, og det gælder konsekvenserne for realkreditten. Det gælder også en vurdering af Danmarks stilling i samarbejdet som ikkeeuroland. Disse spørgsmål skal vi have klart svar på, så vi kan tage en debat på baggrund af dem, sådan at vi har et solidt grundlag at tage stilling til bankunionen på.

Jeg ser frem til, at ministeren måske allerede i dag kan indvie os i regeringens overvejelser og give Folketinget et fingerpeg om, i hvilken retning regeringen bevæger sig i forhold til dansk deltagelse. Det kunne jo være på sin plads med bare 12 dage til europaparlamentsvalget.

Igen skal jeg hilse fra Det Konservative Folkeparti og udtrykke deres enighed med, hvad jeg netop har sagt.

På vegne af ordførerne for Venstre, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget støtter den styrkede finansielle regulering i EU, som mindsker sandsynligheden for fremtidige finansielle kriser både i og uden for det styrkede banksamarbejde, og det nye EU-regelsæt for håndtering af nødlidende banker, hvor hovedprincippet er, at det ikke er skatteyderne, der skal betale regningen. Folketinget støtter endvidere etableringen af det styrkede banksamarbejde, der vil bidrage til øget stabilitet i euroområdet. Det vil være til gavn for hele EU og Danmark, uanset om Danmark deltager eller ej. Samtidig noterer Folketinget med tilfredshed, at det styrkede banksamarbejde er åbent for både euro- og ikke eurolande, og at det vil være samme overordnede regelsæt, der vil gælde i og uden for det styrkede banksamarbejde, hvilket er vigtigt for sikring af det indre marked. Folketinget noterer sig, at regeringen aktuelt er ved at analysere konsekvenserne ved eventuel dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 39).

Tak for det. Også dette forslag indgår i den videre forhandling.

Så er der et par spørgsmål fra ordførerne. Den første er fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal bare høre om en enkelt ting, nemlig om den såkaldte forsikringsordning, som nationalbankdirektøren har kaldt den her bankunion, egentlig ikke er meget lig de danske bankpakker, vi har lavet? Hvis ordføreren bekræfter dette, betyder det så ikke, at danske banker kommer til at betale to gange? Man kan også vende det om og sige, at danske bankkunder kommer til at betale to gange for en forsikringsordning.

Ordføreren.

En af de betingelser, som vi fra dansk side har lagt stor vægt på, og som den danske regering også har lagt stor vægt på, har været, at man anvender den samme model, som er blevet anvendt i bankpakke III, altså den model, som sikrer, at det netop er bankerne og ikke skatteborgerne, som står bag den her finansiering. Jeg mener ikke, at det kommer til at betyde, at man betaler to gange for den samme forsikring. Der er jo tale om en ny forsikringsordning.

Fru Pia Adelsteen.

Men skal jeg forstå det sådan, at de danske bankpakker bliver fjernet og det, som de danske banker har betalt til i forbindelse med de danske bankpakker, lige pludselig bliver annulleret, fordi nu betaler man til EU's bankpakke i stedet for, hvis vi kan kalde det det, så man ikke betaler to gange? Det kunne jeg godt lige tænke mig at få opklaret.

Tak. Ordføreren.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk ikke er helt klar over det. Jeg synes, det er et utrolig godt spørgsmål, og det vil jeg meget gerne undersøge. Men jeg er ikke klar over det. Det er et vanvittig godt spørgsmål. Tak for det.

Den næste spørger er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan forstå på Venstre, at man er positiv over for bankunionen. Det er jo en fair sag at være positiv over for den fra Venstres side.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre fra Venstres ordfører: Er man egentlig betrygget ved, at det i fremtiden, hvis vi går med i bankunionen, vil være Den Europæiske Centralbank, som skal tage stilling til, om Dansk Bank skal reddes eller falde under en ny finanskrise, og ikke Folketinget?

Tak. Ordføreren.

Jeg tror, at det vil være at trække den lidt vidt, hvis vi mener, at det er Folketinget, der afgør, om danske banker skal stå eller falde. Det er jo altså markedet, uanset hvad hr. Nikolaj Villumsen mener om markedet, som i sidste ende afgør det.

Det er klart, at hvis man har en bankunion, og hvis man har et fællesskab der, må man have en fælles mekanisme, som regulerer de her ting. Det synes jeg er meget rimeligt.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen.

Venstres ordfører ved jo lige så vel som jeg, at vi i Danmark har haft rigtig mange bankpakker. Jeg tror, det er helt op til seks bankpakker, som lige præcis blev lavet for at redde de danske banker. Det kan man synes er godt eller skidt, men det var det, man gjorde.

Jeg kunne godt tænke mig at høre Venstre om noget. Vi kan stå i en fremtidig situation, hvor Danske Bank er ramt af krise og Den Europæiske Centralbank beslutter at lade Danske Bank falde. Det vil have store konsekvenser for dansk økonomi. Vil Venstres holdning så være: Det er helt o.k., det er helt fint, at de træffer den beslutning, det er helt op til Den Europæiske Centralbank at træffe den, vi er overhovedet ikke kede af, at man ikke har indflydelse på det i Danmark?

Ordføreren.

Jeg kan forsikre hr. Nikolaj Villumsen om, at hvis en bank på størrelse med Danske Bank skulle krakke, vil vi også i Venstre være ualmindelig utrygge ved det og meget, meget kede af det.

Som jeg nævnte før, udgør Danske Banks portefølje altså det dobbelte af Danmarks bruttonationalprodukt, og det ville være fuldstændig ødelæggende, og det er jo netop derfor, at vi ser en idé i at indtræde i en bankunion, hvor man altså har muligheden for at deltage i den her forsikringsordning, som vi ikke selv på nogen måde vil kunne holde hånden under. Hr. Nikolaj Villumsen opstiller jo et scenarie om, at vi her kan beslutte, at vi vil gå ind og redde noget, der er dobbelt så stort som hele Danmark. Det kan vi jo ikke. Det er jo ikke sådan, virkeligheden er.

Tak til ordføreren. Og så er den næste ordfører hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokraterne. Værsgo.

Debatten har jo allerede været godt i gang i et stykke side, al den stund at vi er ude i anden debat i form af en forespørgsel, og derfor har rigtig mange ting selvfølgelig også været berørt under det tidligere behandlede beslutningsforslag. Men alligevel er det selvfølgelig stadig væk væsentligt at få slået fast, at Socialdemokraterne fuldstændig deler regeringens holdning, altså dette, at vi vil tage stilling til en eventuel dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde ud fra en samlet vurdering af fordele, ulemper og konsekvenser.

Jeg synes, der er et par ting, som set i lyset også af den tidligere debat kan være relevante at fremhæve. Et af de elementer er selve bankafviklingsmekanismen, fordi den jo ligger så tæt op ad det, vi allerede kender fra bankpakke III. Det er altså det helt grundlæggende princip i det styrkede banksamarbejde og den fælles afviklingsmekanisme, at det er bankerne selv, der skal betale. Det vil sige, at det er aktionærer, det er kreditorer, der skal betale en regning, hvis der er en bank, der kommer i krise.

Det kommer til udtryk på mange forskellige måder – først og fremmest ved at gældskonvertering og nedskrivning, den såkaldte bailin, er den helt afgørende hovedregel. Det betyder konkret, at det er bankernes aktionærer og kreditorer, der skal betale regningen, og den fælles afviklingsfond, som er finansieret af bankerne, vil kun direkte kunne indskyde kapital i et nødlidende institut i ekstraordinære situationer, hvor det er nødvendigt af hensyn til at videreføre instituttets kritiske funktioner og lignende.

Det ville i givet fald være et krav om forudgående bailin af et betydeligt beløb, konkret svarende til 8 pct. af instituttets balance. Når fonden har indskudt midler i instituttet svarende til 5 pct. af instituttets balance, skal alle såkaldte simple kreditorers tilgodehavender nedskrives, før fonden kan skyde yderligere midler i instituttet. Er fonden tom, kan den låne midler fra andre sider, herunder fra staterne. Disse midler skal dog tilbagebetales af den finansielle sektor, hvorfor eventuel brug af sådanne midler vil være fiskalt neutral på længere sigt. Alt i alt er der altså tale om et system, hvor det er bankerne, aktionærerne, kreditorerne, der betaler selv. Det er et system, som vi allerede kender fra Danmark i bankpakke III, og som vi har – det kan jeg vist rolig tillade mig at sige – gode erfaringer med.

Det er altså også lidt væsentligt at få understreget, synes jeg, i en situation, hvor vi på et tidspunkt måtte vælge at tilslutte os. Det har vi ikke taget stilling til på nuværende tidspunkt, men hvis den situation skulle opstå, vil jeg sige, at vi jo i den danske sektor har en meget væsentlig spiller blandt de finansielle institutioner, nemlig realkreditsystemet, og derfor er det selvfølgelig også helt afgørende og har været meget væsentligt at sikre, at realkreditsystemet i givet fald ville kunne omfattes af det her styrkede banksamarbejde, og det er tilfældet.

Angående dansk realkredit har man fra dansk side arbejdet hårdt på at sikre, at der tages hensyn til realkreditinstitutternes særlige forretningsmodel og den meget stabile karakter, de har i det danske realkreditsystem. Det er særlig kommet til udtryk i den fælles afviklingsmekanisme. Her har regeringen bl.a. konkret fået sikret, at den fælles afviklingsinstans ikke som for andre typer af institutter på forhånd stiller meget store krav til realkreditinstitutter om kapital og gæld, der skal kunne nedskrives. Et sådant krav ville være uhensigtsmæssigt for realkreditinstitutterne, idet deres forretningsmodel netop består af sikrede lån og sikrede obligationer, som er undtaget fra bailin.

Det er derudover blevet sikret, at der skal tages hensyn til institutternes risiko, forretningsstruktur m.v., når størrelsen af bidragene til den fælles fond skal fastsættes. Det er relevant, hvis Danmark beslutter sig for at deltage. Bidragsreglerne skal dog fortsat operationaliseres gennem delegerede og implementerede retsakter, og her vil vi fortsat have fokus på hensynet til realkreditten.

Angående den fælles tilsynsmekanisme har Danmark ligeledes arbejdet hårdt på at sikre, at der tages hensyn til den danske realkreditmodel, og det er derfor særlig vigtigt, at ECB er forpligtet til at tage hensyn til særlige forretningsmodeller og er bundet af eksisterende lovgivning og guidelines på samme måde som øvrige medlemsstater.

Med andre ord er hensigten at sikre en reel og lige mulighed for, at Danmark vil kunne deltage, hvis vi skulle ønske det, men også, at man altså heller ikke skal diskrimineres, hvis man står uden for. Begge dele har været meget afgørende, og jeg synes, det har været meget hensigtsmæssigt at arbejde for det. Det er jo altså også det, som et meget bredt flertal i Folketingets Europaudvalg har givet regeringen som mandat.

Det giver os et godt grundlag for, at vi kan drage nærmere konklusioner, når man har afsluttet den vurdering af sundhedstilstanden i de 130 største banker i euroområdet, som jo er helt afgørende for at finde ud af, om vi kan sikre os, at der ikke er danske banker, som, om jeg så må sige, i givet fald skal hænge på regningen. Først når det arbejde er afsluttet senere på året, vil det være muligt at kunne tage stilling til en eventuel tilslutning fra Danmarks side.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Nikolaj Villumsen. Værsgo.

Tak for det. Hr. Benny Engelbrecht siger, at bankerne selv skal betale for fremtidige kriser gennem denne afviklingsfond. Ja, de skal i hvert fald betale de ca. 400 mia. kr., som de skal indbetale, men ser man på, hvad der er blevet givet i garantier og i direkte bankpakker i EU ved den her finanskrise, er det jo omkring 12.000 mia. kr. Altså, hvis vi kommer ind i en lignende krise i fremtiden, vil den her fond hurtigt blive tom, og så er det jo statskasserne, der er bagstoppere.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Mener Socialdemokraterne virkelig, at den her fond er stor nok? Mener Socialdemokraterne virkelig, at den her fond er stor nok til, at man kan sige, at det ikke længere vil være statskasserne, der skal betale for uansvarlige bankdirektører?

Ordføreren.

Vi har rimelig godt styr på, hvordan det ser ud i de danske banker. Der må man sige at vores Finanstilsyn har gjort et godt stykke arbejde for at sikre et sådant overblik. Jeg tror ikke, der er nogen i det her Folketing, som med nogen som helst sindsro vil kunne sige, at de har det samme overblik over de 130 største banker i Europa, og hvordan de har det, hvordan deres sundhedstilstand er. Derfor er det jo relativt svært at svare på det spørgsmål, som hr. Nikolaj Villumsen stiller, og det er jo sådan set også derfor, at både Socialdemokraternes og regeringens tilgang er, at vi skal have undersøgt det, før vi tager stilling til det spørgsmål.

Så er det hr. Nikolaj Villumsen.

Det er så derfor, at man afventer stresstesten, og det er jo, kan man sige, interessant, for det er en stresstest af, hvordan situationen er, når den stresstest bliver gennemført, men hvad så, hvis det bliver dårligere et par år efter?

Man skal vel bygge en fond, så den kan håndtere en ny krise, lige meget om der er en uansvarlig bank i Portugal, Belgien, Frankrig, Cypern eller Grækenland. Fonden skal vel have en størrelse, så den modsvarer, hvad udgifterne til en ny krise kan være, hvis man vil påstå, at statskasserne ikke skal betale for fremtidige finanskriser. Og det er det, jeg hører Socialdemokraterne sige, nemlig at man er glad for, at det her med, at det er statskasserne, der skal betale fremtidige bankkriser, stopper. Kan man virkelig gøre det?

Ordføreren.

Jeg har også understreget meget tydeligt, at princippet jo er det, at selv hvis der skulle være et træk, som er så stort, at fonden ikke er tilstrækkelig stor – det kan i princippet godt ske, også i den initiale fase – så vil man blot fylde ekstra penge i fra bankernes side. Det er altså en bagstopper, ja, men det er jo ikke sådan, at der ikke skal fyldes yderligere midler i, hvis der så sker et træk. Det er jo sådan set princippet i det her. Dermed ligner det fuldstændig det danske princip, som har været sundt, og som har betydet, at de danske banker jo har indbetalt meget betydelige beløb.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det fru Pia Adelsteen, som allerede står på spring, som ordfører for Dansk Folkeparti.

Når vi nærmer os det her tidspunkt, begynder man at stå på spring for at komme på talerstolen.

Forespørgslen fra Enhedslisten vil jeg godt starte med at sige tak for. Jeg synes, det er rigtig godt, vi får diskuteret noget bankunion. Ordlyden er jo, hvilke konsekvenser en dansk indtrædelse i bankunionen vil få for samfundsøkonomien – det er egentlig det, man beder ministeren om at redegøre for – og om det er et tilstrækkeligt værn mod fremtidige bankkrak.

Altså, med hensyn til det sidste tror jeg, at uanset hvor store fonde man laver, vil det aldrig være et tilstrækkeligt værn; banker er store – så skal man sætte nogle andre regler op. Jeg tror aldrig, der er nogen, der får så mange penge, at man kan lave et tilstrækkeligt værn mod fremtidige bankkrak. Det er sådan en lidt personlig holdning. Men vi har jo ikke sådan ligefrem fået en redegørelse for, hvilke konsekvenser det vil have for den danske økonomi, og det skyldes nok, at man er i gang med at lave den her analyse.

Må jeg ikke bare sige, at for mig at se har bankunionen ikke rigtig noget med euroen at gøre. Jeg nævnte i debatten ved det tidligere punkt på dagsordenen, at den for mig at se er etableret, fordi bl.a. Tyskland har følt sig tvunget til at støtte de svage eurolande. Og det er simpelt hen på grund af frygt for, at deres økonomiske problemer ville gøre, at de ville forlade eurosamarbejdet. Og det tror jeg er en af årsagerne. Og i samme øjeblik man har valgt at støtte de svage sydeuropæiske lande, vil man også ind og have lidt styring på den økonomi, der er der. Det ser man jo i forhold til det, der bliver pålagt sydeuropæiske lande i form af reformer osv., men også i forhold til bankerne, fordi de selvfølgelig udgør en risiko i forhold til statsfinanser. Det ved vi også at Danske Bank gør i Danmark.

Men Danmark er altså ikke et euroland, og vi er altså ikke tvunget til at støtte svage eurolande. Vi kan gøre det frivilligt; vi gav bl.a. Irland et lån, men det kan vi jo bare vælge at gøre, hvis vi mener, at vi er nogenlunde sikre på at få pengene tilbage. Det har vi til hver en tid mulighed for. Derfor synes jeg, at en bankunion er unødvendig, i hvert fald set med danske briller.

For det er jo sådan, at fremover skal vi støtte banker i de andre lande, som deltager i bankunionen, og det betyder så også, at de bankkunder, som der er i stort set alle lande – eller skatteyderne, i hvert fald i et vist omfang – kommer til at betale for banker, der går ned i andre lande. Og det vil sige, at danske bankkunder – og måske skatteydere via skattebetaling – kommer til at betale, hvis der er banker i andre EU-lande, der går nedenom og hjem. Og det er ikke det eneste.

Den Europæiske Centralbank bliver så sådan en overmyndighed, som fremover skal kunne beslutte, om en dansk bank eller et dansk realkreditinstitut skal kunne lukkes. Og det gør man selvfølgelig, efter at man har ført tilsyn med det. Men så vidt jeg husker, står der også i aftalen om afviklingsmekanismen, at man i Danmark jo bare kan vælge at trække sig ud af aftalen. Men så giver det jo ikke rigtig mening at gå med, og det tror jeg heller ikke at de partier, der er tilhængere af bankunionen, ønsker.

Men man vil altså et eller andet sted sige ja til, at det er Den Europæiske Centralbank, der beslutter at lukke en dansk bank. Og der må jeg bare sige, at når man så ser på det, der også ligger i bankunionen, nemlig tingene omkring selve tilsynsmyndigheden, så har jeg haft meget svært ved at se, hvori forskellen består fra det europæiske finanstilsyn til det danske finanstilsyn. Det er ikke andet, end at det er en højere myndighed, og så er det danske finanstilsyn sådan set det europæiske finanstilsyns forlængede arm.

Til gengæld får det europæiske finanstilsyn nogle bemyndigelser. De kan nemlig intervenere, hvis der er udsigt til, at reglerne i kapitalkravsdirektivet brydes. De skal altså ikke være brudt, der skal bare være udsigt til det. Hvem der skal vurdere det, står hen i det uvisse. Men det må jo så være myndigheden. De kan også afskedige ledelsen og udpege en ny ledelse, før virksomheden – altså banken – ser ud til at fejle. Det undrer mig også. Og så kan myndigheden indkalde aktionærerne og foreslå reformer og kapitaludvidelser. Og det er da altid noget, at de bare skal foreslå det; om det så er et diktat, ved jeg heller ikke.

Så ligger der det i det, at de danske banker jo ligesom har betalt til en bankpakke – og nu er jeg godt klar over, at de nok kommer til at overføre det beløb til en europæisk bankpakke, men alt andet lige må vi sige, at vi har sørget for situationen herhjemme, og selvfølgelig skal vi ikke være med i en bankunion.

På vegne af Dansk Folkeparti vil jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til, at den danske befolkning ved en vejledende folkeafstemning får mulighed for at tage stilling til, om Danmark skal være en del af EU's Bankunion. Folketinget konstaterer, at en folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EU's Bankunion sikrer en bred folkelig og demokratisk debat om emnet og ligeledes sikrer folkelig legitimitet til deltagelse i Bankunionen, såfremt vælgerne skulle stemme for dansk tilslutning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Tak. Og det netop oplæste forslag til vedtagelse indgår naturligvis i de videre forhandlinger.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det fru Ida Auken som radikal ordfører.

Mange tak. Det er jo anden gang, vi har den her debat i dag, så jeg ved ikke, hvor meget der er tilføje, ud over at Det Radikale Venstre støtter en europæisk bankunion. Vi synes, det er meget vigtigt, at man får stabiliseret de finansielle markeder og sikrer, at EU-landene ikke igen havner i en gældskrise, at man sikrer det fornødne tilsyn og den fornødne kontrol også i resten af Europa. Vi synes, det er vigtigt, at det ikke er skatteyderne, men aktionærer og kreditorer og banker, der selv kommer til at bære omkostningerne ved bankkriser. Og vi synes, det er godt, at der kommer et europæisk system, der kan tage hånd om nogle af de her ting.

Så er det endnu for tidligt at sige, om Danmark skal tilslutte sig bankunionen. Det kræver jo, at vi får analyseret de ting igennem, vi diskuterede tidligere. Så ja, det er alt i alt så langt, som vi kan komme på nuværende tidspunkt. Men jeg synes også, ministeren har redegjort fint for det, som Enhedslisten har stillet spørgsmål om.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Det har jo flere gange været fremme, at den fond, som den finansielle sektor bliver sat til at betale ind til, er markant mindre end de udgifter, man har haft til bankpakker og bankgarantier i den nuværende krise. Hvorfor føler Det Radikale Venstre sig betrygget i, at en fremtidig finanskrise ikke bliver lige så slem som den, vi lige har haft? Og hvordan kan man på den baggrund sige, at det ikke bliver statskasserne, som kommer til at betale for en ny finanskrise? Det er jo lige præcis det, der kommer til at være tilfældet, såfremt en krise bliver lige så slem eller måske ligefrem værre end den krise, vi har haft.

Ordføreren.

Hvis jeg har forstået opbygningen korrekt, er det sådan, at det først og fremmest bliver fonden, der betaler, hvis der skulle komme problemer. Dernæst skal den tage et lån til at betale med, hvis den skulle bruge yderligere finansiering. Det vil sige, at det stadig væk er bankerne og deres aktionærer, der selv kommer til at betale. Og så er der jo heller ikke noget i vejen for at tro en lille smule på, at man kunne være blevet klogere i Europa, kunne have lært noget af den voldsomme långivning, der er givet, og som der ikke har været fuld dækning for. Det er da i hvert fald mit fromme håb, at der også er nogle mennesker, der har lært noget af det, der er sket de sidste 10 år.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jamen spørgsmålet er, hvem den afviklingsfond skal tage det lån hos. Der er bagstopperen jo de europæiske statskasser, altså de europæiske skatteborgere, og det vil sige, at udgiften for en ny finanskrise kommer til at ende hos hr. og fru Jensen endnu en gang. Derfor vil jeg bare gerne anfægte det synspunkt, som fremføres af Det Radikale Venstre og alle de partier, som siger, at de er positive over for den her bankunion – uden at ville turde love danskerne en folkeafstemning om den – nemlig at statskasserne ikke kommer til at betale for en fremtidig krise. For det er jo lige præcis det, de kan komme til at gøre.

Ordføreren.

Når man kigger på, hvordan det er gået i Danmark, så kunne man måske godt have haft den bekymring. Men som jeg har forstået det her, har det været en ganske god forretning for Danmark at give et lån til bankerne. Det er faktisk sådan, at bankerne meget gerne vil af med det lån, fordi de betaler så høje renter. Så hr. og fru Danmark har faktisk tjent på de bankpakker, vi har lavet i Danmark. Det vil sige, at det ikke bekymrer mig, om vi skulle putte endnu flere penge ind i den her fond, for jeg tror faktisk, at man fra ECB's side har vurderet ganske nøje, hvad der er nødvendigt.

Hvis man gør det, at man går ud og siger til bankerne, at de skal polstre sig endnu mere eller putte endnu flere penge i den her fond, hvem er det så, der kommer til at betale? Det er bankkunderne, og det er altså også os to, det er også skatteborgerne. Så kommer de til at betale for dyrere serviceydelser, de kommer til at betale mere for at tage et lån, de kommer til at betale mere for at have en konto osv.

Enhedslisten kan godt lide nogle gange at finde og opfinde penge forskellige steder, men der er altså altid en regning, der skal betales. Derfor handler det om at balancere tingene, og der er det Det Radikale Venstres vurdering, at når man beder om så store indbetalinger – og for Danmarks vedkommende er det, så vidt jeg har forstået, 10 mia. kr. – ja, så er det nok det rigtige sted at lægge det snit. Der sidder altså folk, som er klogere end os to, og vurderer: Hvordan sikrer vi det her? For intentionen er jo helt klart, at det ikke er skatteborgerne, der skal betale det her. Altså, hvis man virkelig fra Enhedslistens side er optaget af, at skatteborgerne ikke skal betale det her, er det virkelig uforståeligt for mig, at man ikke støtter en bankpakke. For hvem kommer så til at betale, hvis vi ikke får et banksamarbejde?

Tak til den radikale ordfører for det. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen som SF's ordfører.

Vi havde jo nøjagtig den samme debat lige før, så jeg vil ikke gentage hele min tale, men bare tage et par nedslagspunkter, nemlig at vi fra SF's side er gået helhjertet ind og sagt, at vi støtter bankunionen. For som jeg var inde på i min tidligere tale, bliver det tilsyn, der kommer, en velkommen tilføjelse til det tilsyn, vi også har i Danmark. Der kommer 410 mia. kr. ind i en fond, som kan vokse, fordi der er forskellige redskaber til, at de penge skal kunne gro. Der er kommet en række ekstra tiltag i form af et kapitalkravsdirektiv og andre regler, der skal stramme op. Hvis vi havde haft den her bankunion i 2008, var vi slet ikke kommet derud, hvor det var gået så galt, at hele landes samfundsøkonomi var på spil. Det var blevet grebet i opløbet, og krisen havde været meget mindre hård, og derfor kan jeg ikke forstå, at vi er to nabopartier på venstrefløjen, som ser så forskelligt på det her.

Det er selvfølgelig helt legitimt, men jeg kan ikke forstå, at man bruger det, at en fond på 410 mia. kr. ikke er stor nok, som et argument for, at man så slet ikke vil have en bankunion, og at de stramninger, der har været, ikke er stramme nok, så man heller ikke vil have det. Det er mig virkelig en gåde. Det her er ikke nok til at undgå fremtidige kriser, men det er et meget, meget vigtigt skridt til at sikre, at den kasinoopførsel, som en række banker og finansinstitutter har udsat os alle sammen for, bliver holdt i langt strammere tøjler. Og derfor støtter SF en bankunion, og vi synes også, det er en fordel, at vi får et ekstra tilsyn fra ECB's side.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Det er lidt sjovt. Altså, Den Europæiske Centralbank er i modsætning til Folketinget jo ikke demokratisk valgt. Hvorfor er det godt at give dem tilsynet med bankerne i stedet for at have det der, hvor Folketinget har herredømmet over tilsynet med vores banker? Tilsvarende siger SF, at det ikke er godt nok med de krav, man stiller til bankerne, og at de ikke engang er bedre end det, vi har i Danmark. SF siger også, at fonden er alt, alt for lille, og at det ikke kan garanteres, at der ikke kommer bankkriser i fremtiden. Altså, hvad er det gode ved det her? Hvad er det, der er det gode ved den her fond, og som gør, at det er helt fantastisk, og at Danmark skal kaste sig ind i eurolandenes bankunion? Det kunne vi jo lade være med. Altså, Enhedslisten står jo ikke alene med det her synspunkt. Ud over Folkebevægelsen Mod EU herhjemme er det jo sådan, at den europæiske venstrefløj mener, at bankunionen er en dum idé og synes, at det er alt, alt for lidt, og at vi i fremtiden kommer til at se, at statskasser betaler for bankernes kriser. Hvad er det gode, som SF kan se, og som den europæiske venstrefløj ikke ser?

Ordføreren.

Jeg forstår virkelig ikke hr. Nikolaj Villumsens argumenter om, at det, at vi får en bankunion, hvor man kunne ønske sig, at fonden var lidt større, og at der var lidt flere regler osv., men som er et kæmpe skridt fremad, skal være et argument for ikke at have en bankunion og ikke at have en fond. Jeg forstår det virkelig ikke, men det er jo fair nok, at vi er uenige på det her punkt.

Der var en lang række spørgsmål i hr. Nikolaj Villumsens korte bemærkning til mig, og jeg vil bare sige, at jeg grundlæggende ikke forstår, at det gode skal være det bedstes værste fjende. Jeg synes, at det her er et rigtig godt skridt på vejen. Det vil indføre en smule mere disciplin i bank- og finanssektoren, end der har været før. Der kommer et tilsyn fra ECB.

Så spørger hr. Nikolaj Villumsen mig, om vi skal overlade den demokratiske suverænitet her i Folketinget til ECB. Undskyld mig: Hvornår har vi her i Folketinget nogen sinde stemt om at lukke en bank? Vi laver bankpakker og alt muligt andet, men det er jo ikke sådan, at vi sidder og kigger på sparekassen i Nørre Snede og siger, at den skal lukkes. Danmark har da selv et tilsyn, og der sidder hr. Nikolaj Villumsen ikke og kan sige, at nu vil vi gerne give en næse til en bank, der ikke er polstret nok osv. osv. Det har vi nogle mennesker til, der har forstand på det, og vi har jo også sagt, at Danmarks interesser skal tilgodeses i det tilsynsråd, der skal være, og at vi vil behandles på lige fod med eurolande.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Der er mange ting, som SF's ordfører siger at SF's ordfører ikke forstår. Men SF's ordfører ved vel godt, at bankpakkerne er lavet og stemt igennem i Folketinget. Forskellen er jo, at en fremtidig beslutning om at redde Danske Bank ikke er noget, der tages i Folketinget, men i den Europæiske Centralbank, og der er jo en klar forskel.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge: Er det virkelig sådan, at SF synes, at det er venstreorienteret politik at oprette en utilstrækkelig regulering, lave en alt, alt for lille betaling fra den finansielle sektor og at skabe en situation, hvor man ikke kommer til at undgå fremtidige kriser, men binder sig til at betale for uansvarlige bankdirektører?

Ordføreren.

Jeg synes i hvert fald ikke det er venstreorienteret politik at synes, at 0 kr. i en fond er bedre end 410 mia. kr. i en fond. Jeg synes ikke, det er venstreorienteret politik at sige, at man hellere vil undvære en bankunion, fordi den ikke er perfekt, end have en, der er god, og hvor vi måske om et par år kan kigge tilbage og se, om der måske skal skrues på nogle knapper, som vi har gjort det med andre typer regulering. Og jeg synes ikke, det er venstreorienteret politik at sige, at hvis vi ikke kan få utopia i morgen, gider vi overhovedet ikke at gøre noget. Der tror jeg bare der er en grundlæggende forskel på Enhedslisten og SF.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg vil bare høre Socialistisk Folkepartis ordfører om, hvori fordelene ved bankunionen består for Danmark.

Ordføreren.

Vi har jo løbende fået orientering fra bl.a. økonomi- og indenrigsministeren i de forhandlinger, der har været, fordi vi har haft nogle krav om og nogle ønsker til, hvordan Danmark skulle behandles som et ikkeeuroland, altså, at der skulle være hensyn til, at vi har en realkreditsektor i Danmark, som gør, at vores finansielle sektor ser lidt anderledes ud end andre landes, at vi vil have indflydelse ved bordet, at vi vil kunne trække vores penge ud, hvis vi skulle blive smidt ud eller trække os fra samarbejdet. Der har været en lang række ting, som vi gerne ville have undersøgt i forhold til at være et ikkeeuroland for at kunne være med i det her. Det er jo ikke sådan, at jeg står her og siger, at vi skulle være med i en bankunion uanset hvad. Nej, der skulle være en række ting, der skulle være opfyldt, og det synes vi i SF de er. Og så synes vi også, at det er rigtig godt, at store danske banker kommer under et europæisk tilsyn ved siden af det tilsyn, der jo er i Danmark.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg synes ikke rigtig, jeg fik svar. Jeg kan forstå, at Socialistisk Folkeparti synes, at det tilsyn, man har fra ECB's side, er bedre end det danske finanstilsyn. Sådan må det forstås. Det, jeg egentlig spurgte om, var: Hvad er fordelene for Danmark ved at være med i en bankunion?

Når jeg lige præcis spørger Socialistisk Folkeparti om det, er det, fordi I så klart melder ud, at I vil være med og siger ja til bankunionen. Ergo må I da også vide, hvordan det vil gavne Danmark. Det er de argumenter, jeg egentlig bare gerne vil have.

Ordføreren.

Nu formulerede jeg mig måske ikke tydeligt nok. Jeg synes, der er en række fordele i, at vi kan komme med i bankunionen på lige fod med eurolande. Jeg forstår heller ikke helt Dansk Folkepartis ordførers sammenkobling med, at det her alene handler om at redde euroen, for for mig at se handler det om at afkoble forbindelsen mellem europæiske skatteydere og europæiske banker, uanset om man er euroland eller ej. Nationalbankdirektøren har jo også sagt, at det her vil være en rigtig stor fordel for Danmark, og det vil også være et kvalitetsstempel, at danske banker kommer med i bankunionen og bliver en del af det og bliver en del af tilsynet.

Så synes jeg ikke nødvendigvis, at ECB's tilsyn er bedre end det danske tilsyn, men vi må også bare i forbindelse med et dansk tilsyn, der skal holde øje med en meget, meget stor dansk bank, der har afdelinger i andre lande, sige, at det måske er meget godt at have et helikopterperspektiv, som ECB har.

Tak til SF's ordfører. Fru Mette Bock som Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Det har været en lang diskussion efterhånden, og det tager jo sådan set afsæt i en meget fundamental uenighed. Skal de europæiske økonomier integreres endnu dybere, eller skal de ikke integreres endnu dybere? Og det ikke nogen hemmelighed, at vi i Liberal Alliance ikke synes, at Danmark skal være med i bankunionen. Vi opfatter bankunionen som en udløber af eurosamarbejdet, som er bygget på et forkert grundlag, og derfor tager vi kraftig afstand fra, at Danmark skal deltage.

Jeg synes faktisk, når vi ser bort fra alle de tekniske ting, som vi har været inde over, at det er interessant, at finske Björn Wahlroos, som sidder for bordenden i bestyrelsen hos både Nordea og forsikringskoncernen Sampo, meget kraftigt understøtter, at Sverige holder sig uden for en europæisk bankunion. Han kalder det absurd, at bankerne skulle hæfte kollektivt i EU, og siger, at ideen om, at en god banks garantier vil løfte dårlige banker, lige så godt kan ende i det modsatte. Han siger, og jeg citerer:

Bankunionen viser bare endnu tydeligere, at en stor del af de europæiske banker befinder sig på randen af en konkurs.

Vi har også danske eksperter, som udtaler sig på det her område, f.eks. Jesper Rangvid, som er professor i finansiering ved Copenhagen Business School. Han siger:

Enten er Danmark helt med i bankunionen, eller også er vi ikke med. Og hvis Danmark siger ja til at gå med i EU's bankunion, vil landet blive omfattet af de samme forpligtelser som eurolandene, selv om Danmark fortsat formelt står uden for eurosamarbejdet. Det gælder også de økonomiske byrder, når det handler om at sanere og redde den gældsramte finanssektor i Sydeuropa og i Irland.

Jeg synes, det er tankevækkende udtalelser, både fra Sverige og fra vores egen danske professor Jesper Rangvid.

Vi ser faktisk bankunionen og den stilling, man skal tage i forhold til det, både som en udløber af eurosamarbejdet, men også som noget, vi bliver nødt til at hægte op i forhold til det nationale kompromis fra 1992. Af samme grund skal jeg på vegne af Liberal Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at oprettelsen af en Bankunion er et produkt af euro-samarbejdet. På den baggrund noterer Folketinget, at Det Nationale Kompromis fra 1992, hvoraf det fremgår, at »Danmark holder sig uden for den fælles mønt og de krav til den økonomiske politik, der er knyttet til 3. fase af Den Økonomiske Monetære Union«, også bør anvendes på en fælles Bankunion, hvorfor en dansk indtræden forudsætter afholdelsen af en folkeafstemning. Folketinget noterer endvidere, at der i forlængelse af oprettelsen af en Bankunion også etableres en redningsfond, hvor danske banker hæfter solidarisk med nødlidende banker i euro-området, på cirka 412 mia. kr. Heraf hæfter danske banker med 8 mia. kr., som danske bankkunder risikerer at skulle finansiere.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Det af fru Mette Bock oplæste forslag til vedtagelse indgår i de fortsatte forhandlinger.

Tak til ordføreren. Ministeren for erhverv og vækst.

Tak for det – og for debatten, hvor vi vel må sige, at vi efter de to forslag efter hinanden har været godt igennem emnet. Det er da egentlig meget lærerigt at tage sådan en debat, for jeg synes, den illustrerer på fineste vis, at der er mennesker, som tager ansvar på sig. De stiller sig jo op og siger, at vi skal lære af de fejl, der er blevet begået, og sørge for, at den ulykke, der ramte verden i forbindelse med den finansielle krise, ikke havner hos os igen på samme vis. Og derfor har man forsøgt at indrette den danske banksektor, den europæiske banksektor, den internationale banksektor med det formål, at det ikke skal ske igen. De selv samme mennesker er jo også dem, der for de flestes vedkommende stiller sig op og siger: Inden vi gør os den overvejelse og sikkert konkluderer, at vi ønsker at tiltræde det her, vil vi gerne have lov til at kigge tingene grundigt igennem. Så er der jo andre, som stiller sig op på forhånd og siger, at de allerede har svaret og vil være imod det hele. På den måde synes jeg egentlig det har været meget illustrativt.

Vi er jo ikke kommet længere i debatten end siden det første beslutningsforslag, nemlig at et klart flertal i Folketinget gerne vil have lov til at tage bestik af, hvordan virkeligheden ser ud, før man endeligt træffer en beslutning – og det synes jeg egentlig på fornuftigste vis er udtrykt i det forslag til vedtagelse, som et bredt flertal i Folketinget har fremsat.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jeg kan forstå, at ministeren undrer sig over, at nogle har draget en konklusion, på baggrund af at vi nu har en endelig aftale om bankunionen. Jeg havde diskussionen tidligere med den radikale ordfører, som ikke kunne nævne et eksempel på et eneste andet land ud over Danmark, som ikke har truffet en beslutning om, om de vil med eller ikke vil med. Men det kan være, ministeren ved noget, som den radikale ordfører ikke ved. Er der eksempler på andre EU-lande, som enten ikke har besluttet, at de vil med i bankunionen, eller som har besluttet, at de ikke vil med i bankunionen? Det ved vi jo at bl.a. Sverige og England har besluttet.

Ministeren.

Jeg har ikke forinden tjekket op på, hvordan status er i alle de andre lande, så jeg skal vende tilbage med et svar til hr. Nikolaj Villumsen; det kan jeg hurtigt få fremskaffet, men jeg har ikke fået tjekket op på det inden, så det bliver jeg svar skyldig i forhold til.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Okay, men man må så nok antage, at det i hvert fald ikke er urimeligt at tage et standpunkt i den her sag, når det ikke er muligt for ministeren at nævne et eneste land, som ud over Danmark undlader at have truffet en beslutning. Det kan selvfølgelig være, at der er et land, der ikke har det, men det ser vi så frem til at høre om fra ministeren.

Altså, det, jeg godt kunne tænke mig at høre, er så: Når ministeren nu vil afvente den her stresstest, hvad skal niveauet så være, før man træffer en beslutning? Hvordan kan man være sikker på, at stresstesten, selv hvis resultatet af den er god nu, så ikke kommer til at blive dårlig på et andet tidspunkt? Og er det så virkelig fornuftigt at binde den danske statskasse til at dække ind, såfremt finanssektorens bankfond ikke er tilstrækkelig stor?

Ministeren.

Jeg synes alligevel, det er utroligt, at man skal stå og høre, at man bliver hånet for, at man siger til Folketinget og et bredt flertal, at vi skal tænke os godt om og kende alle fakta. Altså, man kunne vende argumentet om og sige, at Enhedslisten jo altid er frisk til at indtage et hvilket som helst håbløst standpunkt, fordi man nu engang har det stærkt venstreorienterede synspunkt, man har, og er modstander af alt, hvad der nu engang er. Det er jo godt, at Enhedslisten aldrig nogen sinde har fået ansvaret for Danmark, for hvis det først var sket, var det da gået helt galt.

Der er nogle mennesker, som faktisk i fulde alvor vil tage vare på Danmark, tage vare på de danske lønmodtagere, tage vare på de danske banker og den danske økonomi og så sørge for, at den beslutning, vi måtte træffe, som kan være af vidtgående karakter, bliver truffet på et ordentligt grundlag.

Det er da noget underligt noget, at man skal stå og høre en forespørger her efter en debat sige, at det er et forkert grundlag at gøre tingene på. Jeg synes, det er den ansvarlige måde at gøre tingene på, og det er et bredt flertal i Folketinget heldigvis også enige i.

Tak til ministeren. Så ønsker hr. Nikolaj Villumsen ordet som ordfører for forespørgerne.

Tak for det. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for en god debat. Jeg må så sige, at der er nogle ting, som jeg undrer mig over på baggrund af det, som partierne har meldt ud. Men det kan vi jo tage i en videre debat med den danske befolkning. Og derfor synes jeg også, det er så godt, at vi har fået debatten i dag.

Man kunne høre, at Venstre var bekymret for, hvad konsekvensen ville være, hvis Danske Bank krakker – hvis det er en beslutning, som skal træffes i Den Europæiske Centralbank, altså om, om man redder Danske Bank eller ikke redder Danske Bank. Jeg synes så, det er interessant – og jeg håber, at vi kan få den debat videre frem – hvorfor det så er så smart at give Den Europæiske Centralbank lige præcis den beslutningskompetence, altså når man fra Venstres side er så bekymret for konsekvensen af at afgive magt til EU på det her område.

Regeringen og Socialdemokraterne indtager det standpunkt, at man først skal træffe beslutning, når man har haft en stresstest. Man kan så håbe, at den her stresstest af de europæiske banker giver et retvisende billede. Men man er så samtidig også villig til at acceptere, at man tilslutter sig en bankunion med en afviklingsfond, som vil have langt færre midler end de bankpakker og -garantier, der blev givet ved sidste finanskrise. Jeg undrer mig over, at man fra regeringens og Socialdemokraternes side har en tiltro til, at en ny krise ikke vil være på samme niveau som den finanskrise, som vi just er gået igennem, og som har betydet stor arbejdsløshed og stor elendighed i Europa.

Man kunne høre fra den radikale ordfører, at De Radikale var glade for bankpakkerne. Jeg vil lade det stå for De Radikales egen regning at være glade for, at skatteborgerne skal stille milliarder i garantier og bankpakker til bankdirektører; det tror jeg at man skal være radikal for at kunne være glad for.

SF mener ikke, at bankunionen har en tilstrækkelig regulering. De mener ikke, at man har tilstrækkeligt med penge, som bliver betalt fra den finansielle sektor, til at undgå, at regningen for fremtidige kriser igen kan ende i statskasserne. Okay, så spørger vi SF: Er der så en fordel i forhold til at undgå fremtidige kriser? Den eneste fordel, man hører om, er, at Danmark har lov til at være med, selv om man ikke er et euroland. Men til gengæld mener SF ikke, at man skal være et euroland. Jeg synes, det er en underlig argumentation, og jeg forstår ikke, at SF ikke slutter op om den europæiske venstrefløjs kritik af lige præcis bankunionen for at være utilstrækkelig og for at kunne betyde, at en ny finanskrise vil blive tørret af på statskasserne, på skatteborgerne.

Jeg vil sige, det er positivt i den her debat, at vi egentlig har fået en ret klar udmelding fra de EU-positive partier. De har sagt, at de synes, at bankunionen er god. De vil sjovt nok ikke tage stilling til, om Danmark skal gå med, før der har været EU-valg den 25. maj. Det har man fundet en god undskyldning for. Til gengæld kan man heller ikke love en folkeafstemning; det blev afvist i det beslutningsforslag, der blev behandlet lige før den her forespørgselsdebat. Så vælgerne kan altså ikke være sikre på at blive spurgt, såfremt der skulle være et flertal i Folketinget – hvilket meget tyder på – der ønsker, at Danmark skal gå med i bankunionen.

Så vi står i en situation, som er præcis den samme som den, vi stod i før Lissabontraktaten, før finanspagten, nemlig at man prøver at gå med, såfremt man kan få lov til det, uden at befolkningen bliver spurgt. Jeg synes, det er trist, men det er til gengæld lidt glædeligt eller i hvert fald interessant, kuriøst, at man i den her tids EU-debat, hvor alle er ret splittede, jo finder en samlet gruppe af japartier, som er samlet om én ting, nemlig at få Danmark med i mest muligt EU uden at love befolkningen, at de vil blive spurgt.

Så jeg synes, der har været noget ved den her debat, der har været interessant, og jeg vil gerne takke partierne for debatten.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 15. maj 2014.