Grund- og nærhedsnotat til Folketingets
Europaudvalg
2. juli 2013
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en
medlemsstats område (omarbejdning)
KOM(2013) 311
1.
Resume
Kommissionen har den 30. maj 2013 fremlagt forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en
medlemsstats område. Der er tale om en omarbejdning af et eksisterende direktiv
(93/7/EØF).
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114 om harmonisering af
lovgivning vedrørende det indre markeds funktion og skal behandles efter den
almindelige lovgivningsprocedure. Baggrunden for forslaget er, at Kommissionen
gennem en række evalueringer har konstateret, at direktivet har haft begrænset
effektivitet i forhold til at sikre tilbagelevering af ulovligt udførte kulturgoder.
Kommissionen har derfor fremsat det foreliggende forslag til ændring af direktivet,
der navnlig betyder, at en række indsnævringer mht. de genstande, som kan
omfattes af direktivet, bortfalder; at fristen for at anlægge sag med krav om
tilbagelevering udvides fra ét til tre år efter, at den medlemsstat, der gør krav på
genstanden, blev opmærksom på dens opholdssted; samt at kravene til ”nødvendig
agtpågivenhed” hos besidder strammes, hvis der skal kunne opnås erstatning for
konfiskerede genstande.
Forslaget forventes at skulle forhandles i Rådets arbejdsgruppe for kultur i efteråret
2013. En vedtagelse af forslaget vil kunne medføre behov for ændringer i dansk ret;
umiddelbart vil ændringer dog kunne gennemføres via bekendtgørelse i medfør af
bemyndigelse til kulturministeren i den eksisterende implementeringslov.
2. Baggrund
Kommissionen har den 30. maj 2013 fremlagt forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en
medlemsstats område. Der er tale om en omarbejdning af et eksisterende direktiv
om tilbagelevering af kulturgoder (93/7/EØF).
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114 om harmonisering af
lovgivning vedrørende det indre markeds funktion og skal behandles efter den
almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294. Rådet træffer afgørelse med
kvalificeret flertal. Forslaget forventes præsenteret for Rådets arbejdsgruppe om
kultur den 12. juli 2013 og underkastet første egentlige drøftelse i samme
Dok. nr. 1806363