PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2012-13
KOM (2013) 0554 Bilag 1
Offentligt

Civilafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

6. september 2013

Procesretskontoret

Morten Duus

2013-1901-0055

874226

GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT

vedrørende Kommissionens forslag til

Europa-Parlamentet og Rådets forordning

om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på

det civil- og handelsretlige område (den omarbejdede Bruxelles I-

forordning)

KOM (2013) 554 endelig

Resumé

Forslaget har til formål at gøre det muligt at sætte patentdomstolsaftalen i

kraft. Endvidere har forslaget til formål at sikre overensstemmelse mellem

den omarbejdede Bruxelles I-forordning og henholdsvis patentdomstolsaf-

talen og traktaten om Beneluxdomstolen. Herudover afhjælper forslaget

manglen på kompetenceregler for fælles retter i forhold til sagsøgte i lan-

de uden for EU. Forslaget fastslår bl.a., at en ret, der er fælles for flere

medlemsstater, er en ret i forordningens forstand, og udstrækker forord-

ningens regelsæt til at gælde herfor. Herudover indføres to nye værne-

tingsregler for fælles retter. Forslaget vurderes ikke at være i strid med

nærhedsprincippet. Da forslaget er omfattet af retsforbeholdet, vil vedta-

gelsen af forslaget ikke umiddelbart have lovgivningsmæssige konsekven-

ser. Efter parallelaftalen vil Danmark imidlertid kunne meddele, at man

ønsker at gennemføre forordningen i dansk ret. I så fald vil forordningen

på mellemstatsligt grundlag gælde mellem Danmark og de øvrige med-

lemsstater. En sådan gennemførelse vurderes umiddelbart ikke at ville ha-

ve lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget vurderes ikke umiddelbart

at have statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge tilkendegi-

velser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Danmark er

overordnet set positivt indstillet over for forslaget.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

1. Baggrund

Bruxelles I-forordningen

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om

anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og

handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen) udgør grundlaget for

samarbejdet mellem medlemsstaternes retter om civilretlige spørgsmål i

Den Europæisk Union. Bruxelles I-forordningen fastlægger bl.a., hvilken

retsinstans der er den mest egnede til at løse tvister på tværs af

landegrænserne, og skal hindre, at der verserer parallelle sager ved retterne

i forskellige medlemsstater. Endvidere skal forordningen sikre, at

retsafgørelser, der er afsagt i en medlemsstat, let kan anerkendes og

fuldbyrdes i andre medlemsstater. Forordningen finder bl.a. anvendelse på

tvister om intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder patenter.

Den 12. december 2012 blev Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (den

omarbejdede Bruxelles I-forordning) vedtaget. Den væsentligste ændring

af Bruxelles I-forordningen indebærer en afskaffelse af den såkaldte

eksekvaturprocedure, så en retsafgørelse truffet i én medlemsstat som

udgangspunkt uden videre kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat. Den

omarbejdede Bruxelles I-forordning (EU) nr. 1215/2012 vil finde

anvendelse fra den 10. januar 2015.

I december 2012 blev der indgået en aftale om den såkaldte patentpakke,

et lovgivningsinitiativ, der består af Europa-Parlamentets og Rådets For-

ordning (EU) nr. 1257/2012 af 17. december 2012 om gennemførelse af et

forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse og Rådets

Forordning (EU) nr. 1260/2012 af 17. december 2012 om gennemførelse

af et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse for så

vidt angår gældende oversættelsesordninger samt en international aftale

(Aftale om en fælles patentdomstol).

Forordningerne om enhedspatentet blev vedtaget inden for rammerne af et

forstærket samarbejde, der omfatter 25 medlemsstater (samtlige

medlemsstater

med

undtagelse

Italien

Spanien).

Patentdomstolsaftalen blev undertegnet henholdsvis den 19. februar og den

5. marts 2013 af 25 medlemsstater (samtlige medlemsstater med

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

undtagelse af Polen og Spanien). Der er mulighed for, at Polen, Spanien,

Kroatien og eventuelt tiltrædende EU-lande kan tilslutte sig aftalen senere.

Når forordningerne træder i kraft, er det muligt at opnå europæisk patent

med ensartet retsvirkning (enhedspatent) for alle 25 kontraherende

medlemsstater, hvilket vil nedbringe omkostningerne til opnåelse af

patenter og lette landenes administrative byrder forbundet hermed.

Den fælles patentdomstol bliver en fælles ret for de medlemsstater, der har

til trådt aftalen om en fælles patentdomstol. Den vil være underlagt de

samme forpligtelser i henhold til EU-retten som nationale domstole, og

dens internationale kompetence fastlægges i henhold til bl.a. den

omarbejdede Bruxelles I-forordning. Patentdomstolen vil have

enekompetence i langt de fleste retssager om europæiske patenter og

enhedspatenter og vil træde i stedet for nationale domstole i det omfang, at

retssagerne er omfattet af aftalen om en fælles patentdomstol.

Den fælles patentdomstolen består af en førsteinstansdomstol og en appel-

domstol. Førsteinstansdomstolen består af en central afdeling (med hjem-

sted i Paris og underafdelinger i London og München) samt lokale og regi-

onale afdelinger. Alle kontraherende medlemsstater kan etablere op til fire

lokale afdelinger. Herudover kan to eller flere kontraherende medlemssta-

ter sammen etablere en regional afdeling. Appeldomstolen etableres med

hjemsted i Luxembourg.

Hovedreglen i patentdomstolsaftalen vedrørende stedligt værneting i sager

krænkelse

af europæiske patenter og enhedspatenter er, at sådanne sa-

ger skal anlægges ved den lokale afdeling af førsteinstansdomstolen i den

medlemsstat, hvor krænkelsen eller truslen om krænkelsen har fundet sted

eller kan finde sted, eller ved den lokale afdeling i den medlemsstat, hvor

sagsøgte er hjemmehørende. Hvis den pågældende kontraherende med-

lemsstat deltager i en regional afdeling af førsteinstansdomstolen, kan

krænkelsessagen anlægges der.

Hovedreglen i patentdomstolsaftalen vedrørende stedligt værneting i sager

om et patents

gyldighed

er, at sådanne sager skal anlægges ved den centra-

le afdeling, det vil sige i Paris, London eller München. Hvis en krænkel-

sessag om samme patent mellem samme parter allerede er anlagt ved en

lokal eller regional afdeling, skal ugyldighedssøgsmålet som udgangspunkt

anlægges dér, idet den lokale eller regionale afdeling dog kan vælge at

henvise ugyldighedssagen til den centrale afdeling.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter patentdomstolsaftalens artikel 89, stk. 1, kan patentdomstolsaftalen

først træde i kraft, når de ændringer til den omarbejdede Bruxelles I-

forordning, der regulerer forholdet mellem de to instrumenter, er trådt i

kraft.

Beneluxdomstolen

Den 15. oktober 2012 undertegnede Belgien, Luxembourg og

Nederlandene (Benelux-landene), som er kontraherende parter i traktaten

af 31. marts 1965 om oprettelse af en Beneluxdomstol og dennes

kompetence, en protokol om ændring af den nævnte traktat.

Beneluxdomstolen er en ret, der er fælles for Benelux-landene, og som har

kompetence inden for en række områder, som de pågældende

kontraherende medlemsstater fastlægger. Formålet med Beneluxdomstolen

er at sikre ensartet anvendelse af Benelux-landenes fælles regler

vedrørende de områder, som de kontraherende medlemsstater har fastlagt,

f.eks. intellektuelle ejendomsrettigheder (særligt visse rettigheder

vedrørende varemærker, modeller og design). Protokollen åbner imidlertid

mulighed for at udstrække Beneluxdomstolens kompetence til at træffe

afgørelser på særlige områder, som falder ind under Bruxelles I-

forordningen.

Protokollen til Beneluxtraktaten forudsætter på samme måde som Aftale

om en fælles patentdomstol en ændring af den omarbejdede Bruxelles I-

forordning.

Det danske retsforbehold

Forslaget til forordning er fremsat med hjemmel i artikel 67, stk. 4, og

artikel 81, stk. 2, litra a), c) og e), i Traktaten om Den Europæiske Unions

Funtionsmåde (TEUF). Forslaget er derfor omfattet af Danmarks

forbehold vedrørende retlige og indre anliggender. Protokollen om

Danmarks Stilling, der er knyttet til Lissabon-traktaten, finder på denne

baggrund anvendelse.

Ifølge protokollens artikel 1 deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af

foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V, og

ifølge artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

TEUF, tredje del, afsnit V, bindende for Danmark, ligesom de ikke finder

anvendelse i Danmark (”retsforbeholdet”).

I kraft af parallelaftale af 19. oktober 2005 er Danmark imidlertid på mel-

lemstatsligt grundlag tilknyttet reglerne i Bruxelles I-forordningen, således

at reglerne i forordningen gælder mellem Danmark og de øvrige medlems-

stater. Aftalen trådte i kraft den 1. juli 2007.

Det følger af parallelaftalen, at hvis der foretages ændringer i Bruxelles I-

forordningen, skal Danmark inden 30 dage efter vedtagelsen meddele

Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af ændringer-

ne, og om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver godkendelse

i Folketinget. Hvis Danmark meddeler Kommissionen, at Danmark ikke

ønsker at gennemføre indholdet af ændringerne, følger det af parallelafta-

len, at aftalen skal betragtes som opsagt. Forordningens regelsæt vil heref-

ter ikke længere gælde mellem Danmark og de øvrige medlemsstater.

Regeringen vil inden 30 dage efter vedtagelsen af forordningen meddele

Kommissionen, om man fra dansk side ønsker at gennemføre indholdet af

ændringerne i forordningen. Regeringen vil i den forbindelse tage stilling

til, om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver lovændringer

og dermed godkendelse i Folketinget.

2. Indhold

2.1. Generelt

Kommissionens forslag har til formål at muliggøre patentdomstolsaftalens

ikrafttræden. Efter patentdomstolsaftalens artikel 89, stk. 1, forudsætter

aftalens ikrafttræden, at den omarbejdede Bruxelles I-forordning ændres.

Endvidere har forslaget til formål at sikre overensstemmelse mellem den

omarbejdede Bruxelles I-forordning og henholdsvis patentdomstolsaftalen

og traktaten om Beneluxdomstolen. Herudover afhjælper forslaget

manglen på kompetenceregler for fælles retter i forhold til sagsøgte i lande

uden for EU.

2.2. Nærmere om hovedelementerne i forslaget

2.2.1. Fastslåelse af, at den fælles patentdomstol og Beneluxdomstolen

er ”retter” som defineret i den omarbejdede Bruxelles I-forordning

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Som følge af den interne kompetencefordeling i den fælles patentdomstol

vil en person eller en virksomhed kunne sagsøges ved en afdeling, der ikke

ligger i den medlemsstat, som fastlægges efter reglerne i den omarbejdede

Bruxelles I-forordning.

Som eksempel kan nævnes, at hvis Danmark tilslutter sig Aftale om en

fælles patentomstol, vil en dansk statsborger med bopæl i Danmark, der

efter artikel 4, stk. 1, i den omarbejdede Bruxelles I-forordning skal

sagsøges i bopælslandet (Danmark), ifølge aftalen kunne blive sagsøgt ved

den kompetente centrale, regionale eller lokale afdeling, som vil kunne

befinde sig i en anden medlemsstat end Danmark, afhængigt af hvor den

regionale eller lokale afdeling for de nordiske lande oprettes.

Tilsvarende vil en person eller et selskab, herunder fra en medlemsstat der

ikke er kontraherende part til Beneluxtraktaten, som følge af overdragelsen

af kompetence til Beneluxdomstolen, kunne blive sagsøgt ved en afdeling

af domstolen, der ikke ligger i den medlemsstat, der udpeges efter reglerne

i den omarbejdede Bruxelles I-forordning.

Den omarbejdede Bruxelles I-forordning indeholder ikke en definition af

begrebet "ret". Med henblik på at skabe den fornødne retssikerhed og

forudsigelighed foreslås det derfor, at der indføjes en bestemmelse, hvoraf

fremgår, at en ret, der er fælles for flere medlemsstater (fælles retter), skal

forstås som en ret i en medlemsstat, der i henhold til den aftale, ved

hvilken den blev oprettet, udøver kompetence på det civil- og

handelsretlige område, som defineret i forordningen. Herudover foreslås

det fastslået, at forordningens begreb "ret" omfatter den fælles

patentdomstol og Beneluxdomstolen.

Ved at præcisere, at både den fælles patentdomstol og Beneluxdomstolen

skal anses for "retter" som defineret i den omarbejdede Bruxelles I-

forordning, sikres det, at disse retters internationale kompetence er fastsat i

forordningen.

2.2.3. Anvendelse af kompetencereglerne i forhold til den fælles

patentdomstol og Beneluxdomstolen på den ene side og på den anden

side retter i en medlemsstat, der ikke er kontraherende til Aftale om

en fælles patentdomstol eller Beneluxtraktaten

Med det formål at skabe klarhed over den samtidige og sammenhængende

anvendelse af Aftale om en fælles patentdomstol og Benelux-traktaten på

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

den ene side og den omarbejdede Bruxelles I-forordning på den anden

side, indeholder forslaget en bestemmelse, der angiver, at den fælles

patentdomstol og Beneluxdomstolen kun har kompetence, når en national

ret i en af de respektive kontraherende medlemsstater ville blive tillagt

kompetence på grundlag af kriterierne fastlagt i den omarbejdede

Bruxelles I-forordning.

Den fælles patentdomstol og Beneluxdomstolen har således ikke

kompetence til at træffe afgørelser om patent, når ingen national ret i en

kontraherende medlemsstat har kompetence i henhold til forordningen.

2.2.4. Nye kompetenceregler i forhold til sagsøgte i tredjelande

Det fremgår af artikel 31 i patentdomstolsaftalen, at den fælles

patentdomstols internationale kompetence fastlægges i henhold til den

omarbejdede Bruxelles I-forordning eller i givet fald på grundlag af

Luganokonventionen.

I det omfang en sagsøgt har bopæl i et tredjeland eller en ikke-

kontraherende stat til Luganokonventionen, fastlægges den internationale

kompetence på baggrund af national ret i sagsøgerens bopælsland, jf. den

omarbejdede Bruxelles I-forordnings artikel 6 og Luganokonventionens

artikel

Den

omarbejdede

Bruxelles

I-forordning

(og

Luganokonventionen) indeholder derimod ikke regler om, hvilke

(nationale) regler der skal anvendes ved fastlæggelsen af international

kompetence for retter, der er fælles for flere medlemsstater, når sagsøgte

har bopæl i et tredjeland eller en ikke-kontraherende stat.

Der er på denne baggrund behov for at udbygge kompetencereglerne i den

omarbejdede Bruxelles I-forordning i forhold til sager, der vil høre under

den fælles patentdomstol og Beneluxdomstolens kompetence, og hvor

sagsøgte har bopæl uden for EU.

Det foreslås, at forordningens kompetenceregler i kapitel II udstrækkes til

at omfatte tvister, der involverer sagsøgte med bopæl i tredjelande

(tredjelandssagsøgte). Endvidere sikres det, at den fælles patentdomstol og

Beneluxdomstolen har kompetence til at anvende foreløbige retsmidler,

herunder sikrende retsmidler, i tilfælde, hvor en ret i et tredjeland er

kompetent til at påkende selve sagens realitet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ifølge kapitel II i den omarbejdede Bruxelles I-forordning skal en sagsøgt

uanset nationalitet som hovedregel sagsøges ved retterne i den

medlemsstat, hvor han har bopæl (hjemting), jf. artikel 4. Kapitlet

indeholder dog en række specielle kompetenceregler, der fraviger

hovedreglen. Eksempelvis kan en person med bopæl på en medlemsstats

område sagsøges i en anden medlemsstat i sager om kontraktsforhold ved

retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er

opfyldt eller skal opfyldes (kontraktsværneting). I sager om erstatning

uden for kontrakt kan personen sagsøges ved retten på det sted, hvor

skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå (deliktsværneting). Den

omarbejde Bruxelles I-forordning indeholder endvidere regler om

enekompetence i udvalgte sager. I sager om registrering eller gyldighed af

bl.a. patenter er retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt

om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er

foretaget eller i henhold til en EU-retsakt eller international konvention

anses for at være foretaget, enekompetente, uden hensyntagen til parternes

bopæl.

Der vil dog fortsat kunne opstå situationer, hvor forordningens

kompetenceregler i ikke indeholder hjemmel til at tillægge

patentdomstolen eller Beneluxdomstolen kompetence, f.eks. hvor

betingelserne i ovennævnte kontrakts- og deliktsværneting ikke er opfyldt.

På den baggrund skabes der med forslaget hjemmel til yderligere et

værneting for tvister, der involverer sagsøgte med bopæl uden for EU, og

hvor ingen ret i en medlemsstat er kompetent i henhold til forordningen.

Forslaget indebærer, at et søgsmål mod en tredjelandssagsøgt kan

anlægges der, hvor et formuegode, der tilhører vedkommende, befinder

sig, når værdien af dette ikke er ubetydelig i forhold til kravets værdi, og

tvisten har tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor søgsmålet

anlægges.

2.2.5. Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav

Med det formål at sikre, at den omarbejdede Bruxelles I-forordnings regler

om litispendens (regler for behandling af retssager om samme tvist anlagt

ved flere retter) og indbyrdes sammenhængende krav finder anvendelse i

forholdet mellem den fælles patentdomstol eller Beneluxdomstolen på den

ene side og retterne i medlemsstater, som ikke er kontraherende parter, på

den anden side, foreslås der indføjet en bestemmelse, der fastslår, at

bestemmelserne herom i den omarbejdede Bruxelles I-forordning finder

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

tilsvarende anvendelse, når der anlægges søgsmål ved en fælles ret og en

ret i en medlemsstat, der ikke er part i den aftale, ved hvilken den fælles

ret blev oprettet.

Det fastslås endvidere, at bestemmelserne i den omarbejdede Bruxelles I-

forordning finder anvendelse på søgsmål, der i den overgangsperiode, der

er omtalt i patentdomstolsaftalens artikel 83, stk. 1, anlægges ved den

fælles patentdomstol på den ene side og ved de nationale retter i

kontraherende medlemsstater på den anden side.

2.2.6. Anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af fælles

retter i ikke-kontraherende medlemsstater

Aftale om en fælles patentdomstol indeholder regler om anerkendelse og

fuldbyrdelse af patentdomstolens afgørelser i andre kontraherende

medlemsstater. Anerkendelsen og fuldbyrdelsen sker i disse sager med

hjemmel i aftalen. Hverken aftalen eller den omarbejdede Bruxelles I-

forordning indeholder regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af

afgørelser i forholdet mellem to medlemsstater, hvor kun den ene stat er

kontraherende til aftalen. Ligeledes indeholder forordningen ikke regler

herom vedrørende Beneluxdomstolen.

For at skabe fuldstændig klarhed over den samtidige og sammenhængende

anvendelse af de respektive internationale aftaler og den omarbejdede

Bruxelles I-forordning foreslås det, at forordningens regler om

anerkendelse og fuldbyrdelse finder anvendelse på retsafgørelser fra den

fælles patentdomstol og Beneluxdomstolen for så vidt angår anerkendelse

og fuldbyrdelse i ikke-kontraherende medlemsstater. På samme måde skal

retsafgørelser truffet af ikke-kontraherende medlemsstater anerkendes eller

fuldbyrdes i kontraherende medlemsstater efter reglerne i den omarbejdede

Bruxelles I- forordning.

Det betyder, at medlemsstater, der ikke ratificerer Aftale om en fælles

patentdomstol, som udgangspunkt vil skulle anerkende og fuldbyrde

retsafgørelser fra den fælles patentdomstol efter reglerne i den

omarbejdede Bruxelles I-forordning.

3. Gældende dansk ret

3.1. Den omarbejdede Bruxelles I-forordning

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.1.1. Forordningens anvendelsesområde

Den omarbejdede Bruxelles I-forordning er – i kraft af parallelaftalen her-

om og lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen

m.v. som ændret ved lov nr. 518 af 28. maj 2013 – en del af gældende

dansk ret. Eventuelle ændringer af den omarbejdede Bruxelles I-

forordnings regelsæt vil således – medmindre Danmark ønsker at ophæve

parallelaftalen – medføre tilsvarende ændringer i dansk ret.

Lovens § 9 indeholder imidlertid en bemyndigelse til justitsministeren til

administrativt at gennemføre senere ændringer af Bruxelles I-

forordningen. Efter lovens § 9, stk. 1, kan justitsministeren således fastsæt-

te nærmere bestemmelser om gennemførelse af lovens § 1, dvs. til opfyl-

delse af parallelaftalen mv. Det fremgår endvidere af lovens § 9, stk. 2, at

justitsministeren kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer

skal finde anvendelse på ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger

til Bruxelles I-forordningen eller Luganokonventionen. Der er således

hjemmel til, at justitsministeren administrativt kan tiltræde og gennemføre

ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til forordningen.

Det følger af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i sager, der er omfattet af lov

om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse udstedt i

medfør af loven, anvendes forordningens regler om værneting i stedet for

retsplejelovens værnetingsregler.

Den omarbejdede Bruxelles I-forordning indeholder regler om, hvilke ret-

ter der er kompetente i internationale civile sager (værneting), og om gen-

sidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager. Forord-

ningen har således væsentlig betydning for gennemførelse af retssager på

tværs af grænserne inden for EU.

Kapitel 1 angiver forordningens anvendelsesområde. Det følger bl.a. heraf,

at forordningen finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område

uanset rettens art, jf. artikel 1. Forordningen finder bl.a. anvendelse på

tvister om intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder patenter.

3.1.2. Den omarbejdede Bruxelles I-forordnings kompetenceregler

Kapitel II i forordningen indeholder regler om, hvilket lands retter der er

kompetente til at afgøre en retstvist. Som hovedregel skal forordningens

kompetenceregler anvendes, hvis sagsøgte har bopæl på en medlemsstats

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

område. Har sagsøgte ikke bopæl i en medlemsstat, gælder nationale kom-

petenceregler.

Værnetingsreglerne i forordningen gælder umiddelbart i medlemsstaterne

og skal anvendes forud for nationale værnetingsregler. Hvis sagsøgte ikke

har bopæl i en medlemsstat, er forordningens udgangspunkt, at kompeten-

cen afgøres af de nationale værnetingsregler i den medlemsstat, hvor sagen

er anlagt. Der gælder dog nogle undtagelser hertil, jf. nedenfor.

Bopælsbegrebet er nærmere defineret i artikel 62-63. Det afgørende er,

hvorvidt en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er an-

lagt, efter denne medlemsstats lovgivning. Forordningen fastsætter endvi-

dere et bopælsbegreb for selskaber og andre juridiske personer.

De almindelige kompetenceregler findes i artikel 4-6. Hovedreglen er, at

en sag skal anlægges ved sagsøgtes bopæl (hjemting). Artikel 7-9 indehol-

der som undtagelse til hovedreglen en række alternative kompetenceregler

på særlige områder. Artikel 10-23 indeholder særlige kompetenceregler i

forsikringssager, sager om forbrugeraftaler og sager om individuelle ar-

bejdsaftaler.

Herudover indeholder forordningens artikel 24 særlige bestemmelser om

enekompetence for en bestemt ret uden hensyn til parternes bopæl i sager

om bl.a. immaterialretlige sager, herunder patenter. I sager om registrering

eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende ret-

tigheder, der forudsætter deponering eller registrering, uanset om spørgs-

målet rejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af indsigel-

se, er retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om depone-

ring eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget

eller i henhold til en EU-retsakt eller international konvention anses for at

være foretaget, enekompetente.

Som endnu en fravigelse af udgangspunktet om, at sagsøgte skal sagsøges

i den medlemsstat, hvor han har bopæl, har parterne visse muligheder for

at aftale værneting (artikel 25) uden hensyn til parternes bopæl.

En ret anses for at være kompetent, hvis sagsøgte giver møde i retten uden

at bestride rettens kompetence (artikel 26).

Forordningen indeholder i artikel 27-34 visse processuelle regler om sa-

gens behandling:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter artikel 27 skal en ret erklære sig inkompetent i sager, hvor en ret i en

anden medlemsstat er enekompetent. Efter artikel 28 skal retten af egen

drift undersøge sin kompetence, såfremt en sagsøgt, der ikke har bopæl i

landet, ikke giver møde.

Bestemmelserne i artikel 29-34 vedrører behandlingen af sager, hvor krav,

der har samme genstand eller er indbyrdes sammenhængende, fremsættes i

forskellige medlemsstater eller et tredjeland. Forordningen indeholder

endvidere en definition af, hvornår der indtræder litispendens, dvs. hvornår

en sag skal anses for anlagt med den virkning, at en tilsvarende sag mellem

de samme parter ikke kan anlægges i en anden medlemsstat (artikel 32).

Hensigten med bestemmelsen er at tage højde for forskellene i medlems-

staternes retssystemer med hensyn til, hvornår litispendens indtræder, da

nogle retssystemer f.eks. anser stævningens indgivelse til retten for afgø-

rende i relation til sagsanlæg, mens andre lægger vægt på tidspunktet for

forkyndelse for sagsøgte.

3.1.3. Forordningens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse

Kapitel III i forordningen indeholder regler om anerkendelse og fuldbyr-

delse af retsafgørelser, som er truffet i en anden medlemsstat.

Reglerne om anerkendelse findes i artikel 36-38, mens reglerne om fuld-

byrdelse findes i artikel 39-44. Reglerne om afslag på anerkendelse findes

i artikel 45, mens reglerne om afslag på fuldbyrdelse findes i artikel 46-51.

Endelig indeholder artikel 52-57 fælles bestemmelser for anerkendelse og

fuldbyrdelse.

Retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat anerkendes uden videre, dvs.

at afgørelsen har retskraft, uden at anerkendelsesstaten prøver den døm-

mende rets kompetence og sagens realitet. Bestrides det, at afgørelsen skal

anerkendes, kan retten i anerkendelsesstaten prøve, om der foreligger

grunde til at nægte anerkendelsen, jf. nedenfor. Retten kan derimod ikke

prøve sagens realitet, dvs. om afgørelsen materielt er rigtig. Anerkendelsen

indebærer, at retsafgørelsen tillægges retskraft, hvilket bl.a. medfører, at

retsafgørelsen skal lægges til grund i andre retssager, og at en ny retssag

om samme spørgsmål mellem de samme parter ikke kan anlægges.

Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan en berettiget part i for-

bindelse med afgørelsens fuldbyrdelse få rettens afgørelse af, om retsafgø-

relsen skal anerkendes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forordningens artikel 45 angiver udtømmende, i hvilke tilfælde retten kan

nægte at anerkende en retsafgørelse truffet i et andet medlemsland.

Efter artikel 45 kan der ikke ske anerkendelse, såfremt anerkendelsen

åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den

medlemsstat, hvor den gøres gældende.

Anerkendelse kan endvidere ikke ske, såfremt sagsøgte er dømt som ude-

bleven, uden at stævningen er forkyndt i tide og på passende måde, med-

mindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen,

selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det.

Endvidere kan anerkendelse ikke ske, hvor retsafgørelsen er uforenelig

med andre tidligere trufne retsafgørelser mellem samme parter i en anden

medlemsstat eller et tredjeland.

Herudover kan anerkendelse ikke ske, hvis forordningens kompetencereg-

ler vedrørende forsikringssager, sager om forbrugeraftaler og sager om in-

dividuelle arbejdsaftaler er tilsidesat, eller hvis retsafgørelsen strider mod

forordningens regler om enekompetence. Det er i øvrigt ikke grund til at

nægte anerkendelse, at retsafgørelsen strider mod forordningens kompe-

tenceregler.

Forordningens bestemmelser om fuldbyrdelse findes i artikel 39-44. Af ar-

tikel 39 fremgår, at en retsafgørelse, der kan fuldbyrdes i den stat, hvor af-

gørelsen er truffet, skal være eksigibel i de øvrige medlemsstater, uden

krav om en erklæring om eksigibilitet.

En eksigibel retsafgørelse giver uden videre adgang til at anvende ethvert

sikrende retsmiddel, der findes i henhold til lovgivningen i det fuldbyrden-

de land. I øvrigt finder loven i fuldbyrdelsesstaten anvendelse på fuldbyr-

delsen af retsafgørelser fra andre medlemsstater, dog med de begrænsnin-

ger, der følger af forordningens artikel 39-44. Også fuldbyrdelsesstatens

lovgivning finder anvendelse på spørgsmålet, om fuldbyrdelsen skal afslås

eller udsættes, så længe den ikke er uforenelig med de grunde, der er an-

ført i artikel 45, jf. ovenfor.

Forordningens bestemmelser om afslag på fuldbyrdelse findes i artikel 46-

51. Fuldbyrdelsen afslås i henhold til artikel 46 efter anmodning, når det

konstateres, at en af de grunde, der er anført i artikel 45, jf. ovenfor, fore-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ligger. Anmodningen fremsættes over for den ret, som fuldbyrdelsesstaten

har meddelt Kommissionen (i Danmark fogedretten), der straks træffer af-

gørelse i sagen. Afgørelsen kan appelleres til den ret, som fuldbyrdelses-

staten har meddelt Kommissionen (i Danmark landsretten).

3.2. Værneting for personer, der ikke har bopæl i EU

I forhold til personer der har bopæl uden for EU, fastlægges kompetencen

til at behandle en sag som udgangspunkt af nationale regler, jf. afsnit 3.1.2.

Mulighederne for at sagsøge personer og virksomheder mv., der ikke har

bopæl eller hovedkontor i EU, ved retter her i landet, er reguleret i retsple-

jelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.

Efter retsplejelovens § 246 kan der anlægges sag ved de retter, som efter

de almindelige værnetingsregler har kompetence, herunder ved erhvervs-

værnetinget (§ 237), filialværnetinget (§ 238), fast ejendomsværnetinget (§

241), opfyldelsesværnetinget (§ 242) og retskrænkelsesværnetinget (§

243). En person, der ikke har bopæl i EU, kan endvidere i sager, der vedrø-

rer formueretsforhold, sagsøges ved en dansk ret, hvis personen opholder

sig i retskredsen ved stævningens forkyndelse (§ 246, stk. 2). Endelig kan

både fysiske og juridiske personer sagsøges ved retten på det sted her i

landet, hvor de ved sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet an-

går, befinder sig (§ 246, stk. 3).

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget er som nævnt fremsat med hjemmel i TEUF, tredje del, afsnit V,

og er dermed omfattet af det danske retsforbehold. Danmark deltager såle-

des ikke i vedtagelsen af forordningen, som ikke vil være bindende for el-

ler finde anvendelse i Danmark.

Hvis forslaget til forordning vedtages, skal Danmark i overensstemmelse

med parallelaftalens bestemmelser inden 30 dage efter vedtagelsen medde-

le Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af ændrin-

gerne, og om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver godken-

delse i Folketinget, jf. pkt. 1 ovenfor.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis forslaget til forordning vedtages, vurderes en eventuel gennemførelse

af forslaget i dansk ret umiddelbart ikke at ville have lovgivningsmæssige

konsekvenser, idet gennemførelse i givet fald på det foreliggende grundlag

forventes at kunne gennemføres administrativt, jf. § 9, stk. 2, i lov om

Bruxelles I-forordningen m.v.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

En eventuel gennemførelse af forslaget til forordning i dansk ret vurderes

ikke umiddelbart at ville have statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring

Forslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer

m.v.:

Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter, Den

Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolssty-

relsen, Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Danmarks Ju-

rist- og Økonomforbund, Dansk Journalistforbund, Danske Advokater,

Danske Mediers Forum, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiver-

forening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Er-

hverv, Dansk Industri (DI), Dansk InkassoBrancheforening, Retspolitisk

Forening, Danske Speditører, De Danske Patentagenters Forening, Det

Danske Voldgiftsinstitut, Fagligt Fælles Forbund 3F, Finansrådet, FOA –

Fag og Arbejde, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere (FDM),

Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af Statsforvaltnings-

jurister, Forsikring & Pension, FSR – danske revisorer, Funktionærernes

og Tjenestemændenes Fællesråd, Domstolenes Tjenestemandsforening,

HK/Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Håndværksrådet,

Institut for Menneskerettigheder, KL, Københavns Retshjælp, Københavns

Universitet, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i

Danmark (LO), Liberale Erhvervs Råd, Procesbevillingsnævnet, Realkre-

ditforeningen, Realkreditrådet, Restaurationsbranchens Forbund, Rigsad-

vokaten, Rigspolitiet, Sammenslutningen af Danske Pantebrevshandlere,

Syddansk Universitet, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed,

Aalborg Universitet, Aarhus Retshjælp og Aarhus Universitet.

6. Nærhedsprincippet

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det er regeringens vurdering, at forslaget ikke er i strid med nærhedsprin-

cippet, da samspillet mellem på den ene side den omarbejdede Bruxelles I-

forordning og på den anden side den fælles patentdomstol og Bene-

luxdomstolen kun kan løses ved EU-lovgivers mellemkomst. Det er endvi-

dere nødvendigt at foretage en harmonisering af kompetencereglerne an-

gående sagsøgte med bopæl uden for EU for at skabe lige vilkår for virk-

somheder, der er aktive på det indre marked. Dette kan ikke gennemføres

af medlemsstaterne alene.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdninger til forslaget.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Danmark kan overordnet støtte, at der foretages de foreslåede ændringer af

den omarbejdede Bruxelles I-forordning med henblik på at muliggøre

ikrafttræden af Aftale om en fælles patentdomstol.

De enkelte bestemmelser i forslaget vurderes fortsat nærmere.

9. Orientering af andre af Folketingets udvalg

Grundnotatet sendes – ud over til Folketingets Europaudvalg – til Folke-

tingets Retsudvalg.