Klima-, Energi- og Bygningsministeriet d. 12. november 2013
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Ændring af direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for
drivhusgasemissioner i Fællesskabet med henblik på i 2020 at gennemføre en
international aftale om anvendelse af en global markedsbaseret foranstaltning i
forbindelse med emissioner fra international luftfart
KOM(2013) 722 endelig
1. Resumé
EU-Kommissionen har fremsat et direktivændringsforslag, der reducerer antallet af emissioner, der
er omfattet af EU’s kvotehandelssystem for luftfart. Forslaget skal bl.a. ses som et tiltag til at
forbedre det internationale forhandlingsklima for en global løsning med virkning fra 2020.
Forslaget indebærer at samtlige ruter til og fra 3. lande undtages i 2013. I perioden 2014-20
omfattes den del af ruten til og fra 3. lande, der foretages inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområdes (EØS) landenes luftrum. Herudover undtager forslaget ikke-kommercielle
operatører med en udledning på under 1000 tons årlig, samt ruter mellem EØS og udviklingslande,
der tegner sig for mindre end 1 pct. af den globale luftfartsaktivitet.
Endeligt indeholder forslaget visse administrative lempelser fsva. rapporterings- og
verifikationskrav.
2. Baggrund
I 2008 vedtog EU-landene, at CO
2
udledningen fra luftfart skulle omfattes af EU’s
kvotehandelssystem fra 2012. Dette indebar, at udledningen fra fly, der afgik til og ankom fra 3.
lande skulle omfattes af EU’s kvotehandelssystem. Således blev der lagt et kvoteloft for luftfart,
hvoraf 15 % skulle auktioneres og resten ville blive tildelt som gratis kvoter. Kvoterne ville blive
fordelt efter de enkelte operatørers aktivitet.
Internationalt har der været betydelig kritik af EU’s kvotehandelssystem, da flere lande mente, at
det krænkede deres suverænitet ved, at udledninger fra deres lufthavne og internationalt luftrum
blev omfattet af en regional regulering. Som følge heraf har disse lande løbende kritiseret EU-
landene i FN’s luftfartorganisation ICAO (International Civil Aviation Organisation), og visse lande
har ligeledes nægtet at efterkomme bestemmelserne i reguleringen. EU besluttede som følge heraf
midlertidigt at undtage ruter til og fra 3. lande i 2012 med det såkaldte stop-the-clock direktiv for
herigennem at forbedre forhandlingsklimaet forud for ICAO-forsamlingen i efteråret 2013.
EU-Kommissionen angiver overordnet, at EU-landene er gået forrest ved at inddrage sektorens
emissioner i EU’s kvotehandelssystem, som samtidig vurderes at have været en afgørende drivkraft
for de internationale drøftelser i ICAO.
På ICAO’s 38. forsamling i efteråret 2013 blev det besluttet at arbejde mod en global
markedsbaseret foranstaltning med implementering i 2020. Imidlertid var der ikke opbakning blandt
et flertal af lande til regionale markedsbaserede foranstaltninger, med mindre de blev baseret på
aftaler mellem lande, hvilket var en klar henvisning til EU’s regulering.