NOTAT
Pesticider og Genteknologi
J.nr. MST-001-10241
Ref. OLK/red. masch
Den 22. januar 2014
REVIDERET GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS
EUROPAUDVALG
Ansøgning om godkendelse til markedsføring (dyrkning) i EU af
genetisk modificeret majs linje 1507 (C/ES/01/01) i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF.
Komitésag
1. Resumé
Den 6. november 2013 fremsendte Kommissionen et forslag til Rådets afgørelse
vedrørende godkendelse til markedsføring i EU af en genetisk modificeret majs
(’Linje 1507’) efter reglerne i del C i udsætningsdirektivet. Formålet med
forslaget er at få vedtaget en EU holdning til en ansøgning om markedsføring af
den genmodificerede majs med henblik på udsætning i EU.
Et lignende forslag blev den 25. februar 2009 behandlet på komitémødet under
udsætningsdirektivet efter forskriftsproceduren. Komitéen kunne ikke træffe
beslutning med det nødvendige kvalificerede flertal, og sagen skulle derefter
straks forelægges Rådet, som skal træffe beslutning inden tre måneder.
Danmark stemte i komitéen imod forslaget om godkendelse, idet der ikke forelå
en konsolideret moniteringsplan på afstemningstidspunktet. Kommissionen
oversendte imidlertid aldrig forslaget til Rådet. Den 26.september 2013 afsagde
EU’s førsteinstansret en dom, hvori det slås fast, at Kommissionen har udvist
passivitet i forhold til ansøgningen, som blev indgivet i 2001, ved ikke at
oversende sagen til Rådet. I overensstemmelse med denne dom oversendte
Kommissionen den 6. november 2013 et forslag om godkendelse til afgørelse i
Rådet. Sagen er på dagsordenen for COREPER I den 24. januar 2014. Det kan
ikke udelukkes, at sagen derefter vil blive bragt op på et kommende rådsmøde.
Såfremt Rådet ikke kan træffe beslutning med kvalificeret flertal, træffer
Kommissionen beslutning om forslaget.
Forslaget vil ikke have miljømæssige, lovgivningsmæssige eller økonomiske
konsekvenser. Hvis forslaget vedtages vil det medføre, at den genmodificerede
majs kan markedsføres og dyrkes i EU, herunder DK.
Det indstilles, at Danmark stemmer imod forslaget til rådsbeslutning om
godkendelse til markedsføring af majs linje 1507, idet der ikke foreligger en
konsolideret overvågningsplan.