Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (2. samling)
KOM (2013) 0136
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til udenrigsministeren af 7.
september 2015. Spørgsmål
nr. 25 ad KOM (2013) 0136
Spørgsmål 25:
Kan ministeren redegøre for, hvilke typer af brancher og virksomheder der risikerer at være
dårligere stillet som følge af en vidtgående handels- og investeringsaftale mellem EU og USA?
Spørgsmålet stilles på baggrund af, at det i en analyse fra Copenhagen Economics, bestilt af
Novo Nordisk, Lundbeck og Leo Pharma, påpeges, at medicinalindustrien potentielt kan opnå
stor økonomisk gevinst ved en ”ambitiøs” TTIP-aftale, ligesom dansk eksport potentielt set
kan få et løft. Det nævnes ikke, hvilke brancher og typer af virksomheder der vil klare det
dårligere ved øget konkurrence. (Copenhagen Economics: The Danish pharmaceutical industry
and TTIP:
http://www.copenhageneconomics.com/publications/publication/thedanishpharmaceutical-
industry-and-ttip)
Svar:
Grundlaget for bilaterale frihandelsaftaler er, at begge parter giver indrømmelser, som bidrager
til liberalisering af ens marked. Når markeder åbnes, er det klart, at enkelte brancher eller
virksomheder isoleret set kan påvirkes negativt af den øgede konkurrence. Dette er ikke
anderledes med frihandelsforhandlingerne med USA (TTIP). Øget konkurrence igennem
frihandel bidrager til en styrkelse af de mest produktive og konkurrencedygtige erhverv, og
dette har historisk set vist sig at være til gavn for både arbejdstagere og velstanden i Danmark.
Overordnet set er det derfor også den klare forventning, at en TTIP-aftale vil bidrage til øget
eksport, velstand og økonomisk vækst i Danmark.
For at få et billede af TTIP’s potentielle indvirkning på danske brancher og virksomheder har
Udenrigsministeriet via løbende høringer givet de relevante aktører mulighed for at bidrage
med deres egne vurderinger. Flere af disse høringssvar fremgår af tidligere oversendte
samlenotater til Folketingets Europaudvalg, og generelt kan det konstateres, at høringssvarene
er positive overfor TTIP.