L 119 - 2013-14 - Bilag 9: Henvendelse af 27/3-14 fra Finansrådet

L 119— indførelse af forbud mod variabel aflønningErhvervs- og vækstministeren har den 29. januar 2014 fremsat lovforslag L119, hvori det i forslagets§1, nr. 14, foreslås at indføre et forbud modbrug af variabel løn, “der er afhængig af opnåelse af et salgsmål for denansatte, som angiver en salgsmængde af finansielle instrumenter, som skalvære opnået i forhold til kunder, der ikke er en professionel kunde eller engodkendt modpart.” Det følger af bemærkningerne til forslaget, at der der-med menes detailkunder.Formålet med bestemmelsen er ifølge bemærkningerne til lovforslaget atfølge op på anbefaling 17 fra Rangvid-rapporten (“Den finansielle krise iDanmark årsager, konsekvenser og læring”).—

Forslaget er ikke i overensstemmelse med Rangvid-rapportens anbefaling.Finansrådet skal derfor opfordre til, at der fremsættes et ændringsforslag,hvorefter lovforslagets forbud mod variabel løn, der er afhængig af et be-stemt salgsmål, i stedet finder anvendelse i forhold til privatkunder og i erhvervsmæssige kundeforhold, hvis disse ikke adskiller sig væsentligt fra etprivat kundeforhold.Finansrådet har naturligvis forståelse for behovet for at sikre særlig beskyttelse af privatkunderne og støttede også Rangvid-rapportens anbefaling 17.Men begreberne privatkunder og detailkunder dækker ikke over sammepersonkreds, og den overimplementering, som lovforslaget er udtryk for, vilhave særdeles negative konsekvenser for de danske pengeinstitutter, hvisder ikke sker ændringer. Derfor kan Finansrådet ikke støtte forslaget i detsnuværende form.Den udvidelse af Rangvid-anbefalingen, der lægges op til i det fremsattelovforslag, kan hverken finde saglig begrundelse i Rangvid-rapporten eller igældende lovgivning, hvorimod Finansrådets forslag stemmer fuldt udoverens med Rangvid-rapportens anbefaling 17, uden at der dermed indføres særlige danske regler, der vil indebære en markant forringelse af dedanske pengeinstitutters konkurrenceevne.

aflønning, hvori medarbejderes værdiskabelse for pengeinstituttet indgårsom kriterium. Det vil svække de danske pengeinstitutters konkurrenceevnei forhold til rekruttering og fastholdelse at medarbejdere. Følgerne heraf kanblive, at de pågældende funktioner vil skulle varetages af medarbejdereuden for Danmark, eller de faste lønninger vil skulle hæves betragteligt,uden at pengeinstitutterne dermed har sikkerhed for, at givne salgsmål nås.Den variable aflønning baseret på blandt andet salgsmål er med andre ordet nødvendigt aflønningsredskab for de danske pengeinstitutter.Finansrådet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det allerede i dagvil være i strid med gældende regler at koble aflønning direkte sammenmed salget af specifikke finansielle instrumenter eller af en specifik kategoriaf finansielt instrument, uden at der samtidig indgår kriterier som eksempelvis kundens afkast, medarbejderes adfærd i forhold til kunderne, kunde-tilfredshed eller øvrige personlige kompetencer hos rådgiveren, såsom atden pågældende sikrer vidensdeling, er en teamplayer mv.Finansrådet gjorde allerede i sit høringssvar vedrørende lovforslaget opmærksom på, at lovforslaget går langt videre, end der blev lagt op til iRangvid-rapporten. Rapportens anbefaling vedrører personer involveret irådgivning og salg til privatkunder, mens lovforslagets forbud omfattersalgsmål i forhold til detailkunder.Hvad er forskellen på privatkunder og detailkunder?Privatkunder er som betegnelsen antyder private personer, der er kunder i et pengeinstitut. Disse kunder betjenes almindeligvis i de lokale filialeraf lokale medarbejdere, og der er for disse kunder et beskyttelseshensyn attage i en rådgivnings- og salgssituation.——

Begrebet detailkunder kendes fra bekendtgørelsen om investorbeskyttelseved værdipapirhandel. Detailkundebegrebet er meget bredt og omfatterud over privatkunder i praksis stort set alle erhvervsvirksomheder, derikke har investering og værdpapirhandel som en del af deres forretnings-grundlag. Langt de fleste erhvervskunder serviceres fra bankernes handels-afdelinger og er særdeles krævende kunder, der kræver høj specialistvidensamt rådgivning og sparring på højt niveau, idet mange at disse detailkunder selv har medarbejdere med høj specialistviden. Der er således for langtden overvejende del af disse kunder ikke samme beskyttelsesbehov, somder er for privatkunderne.——

Der kan for de mindste erhvervsdrivende, som altså ikke omfattes af begrebet privatkunder, siges at være et beskyttelseshensyn svarende til det, dergælder for privatkunderne. I andre sammenhænge i den finansielle verdenomtales disse som “erhvervsmæssige kundeforhold, hvis disse ikke adskillersig væsentligt fra et privat kundeforhold” (privatkundelignende forhold).Dette gælder eksempelvis i forhold til behandling af sager for Pengeinstitutankenævnet samt i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, hvor man anerkender, at der ikke er tale om et privatkundeforhold,men hvor der gør sig tilsvarende beskyttelseshensyn gældende.

Beskyttelseshensynet i Rangvid-rapportens anbefaling 1.7Som Finansrådet også gav udtryk for i sit høringssvar vedrørende lovforslaget, har Finansrådet forståelse for behovet for at sikre, at der ikke er mcitamenter for rådgivere og sælgere i forhold til privatkunder til at handle imodstrid med kundernes interesser. I disse situationer er der et særligt be-hov for beskyttelse, som beskrevet i Rangvid-rapporten.I Rangvid-rapporten fokuseres der netop på forbrugerforhold og privatkundebeskyttelse. Det er generelt begrebet privatkunder, der anvendes i forbindelse med den rejste problemstilling, ligesom der i vidt omfang henvisestil sager, der er behandlet i Pengeinstitutankenævnet. Dette taler samlet setfor, at det har været privatkunderne og måske også de privatkundelignende forhold der har været målet for den pågældende anbefaling fraRangvid-udvalget.——

Der er intet, der tyder på, at man har haft de større erhvervsvirksomheder,som er omfattet af detailkundebegrebet, i tankerne ved affattelsen af Rangvid-rapporten.Internationale reglerForbrugerbeskyttelsesreglerne i investeringsbeskyttelsesbekendtgørelsenimplementerer bestemmelser fra MiFID-direktivet. ESMA (Den EuropæiskeVærdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) har udstedt Retningslinjer foraflønningspolitik og -praksis (MiFID). Finanstilsynet har angivet, at tilsynetfølger disse retningslinjer.Det fremgår af ESMA’s retningslinjer, at der ved fastsættelsen af variabelaflønning kan tages både kvantitative og kvalitative hensyn. Kvantitativehensyn er primært talmæssige eller finansielle data, der anvendes til at bestemme en relevant persons aflønning (f.eks. værdien af solgte instrumenter, salgsmængder, fastlæggelse af mål for salg eller nye kunder, osv.).Kvalitative hensyn er primært andre kriterier end kvantitative kriterier. Detkan også vedrøre talmæssige eller finansielle data, der anvendes til at vurdere kvaliteten af den relevante persons resultater og/eller service over forkunden, eksempelvis afkast på kundens investeringer, meget lavt antal klager over et langt tidsrum, osv.Som et eksempel på god aflønningspraksis nævnes eksplicit i retningslinjerne følgende:Ansatte betales både i forhold til mængden af solgte produkter og et effektivt afkast af disse produkter for kunden over en passende tidshorisont. Idette tilfælde anvendes vurderingen af finansielle data som en målestok forkvaliteten af den leverede tjeneste ydelse.Ved fastsættelsen af variabel aflønning kan salgsmængde således indgåsom et element i vurderingen af, om der skal tildeles variabel løn.

Det skal i den forbindelse igen understreges, at det allerede i dag vil være istrid med reglerne at tildele variabel lønalenepå baggrund af salgsmål.Salgsmål kan i stedet indgå som ét af flere kriterier ved tildeling af variabelløn.Lovforslaget bør ændresFinansrådet skal på baggrund af ovenstående gentage opfordringen til, atlovforslaget ændres, så forbuddet mod variabel løn, der er afhængig af etbestemt salgsmål, alene finder anvendelse i forhold til privatkunder og i privatkundelignende forhold.Finansrådet står naturligvis til rådighed for yderligere drøftelser af problemstillingen.Journalnr. 532/11Dok. nr. 519491-vi