Til Folketingets Retsudvalg
Udvalgssekretariatet
Christiansborg
1240 København K.
Til omgående omdeling til alle retsudvalgets medlemmer!
Under henvisning til Deres mail af 18.5.2014 skal jeg herved på Auktionslederforeningens vegne meddele,
at vi kommer til stede med følgende deputation ved mødet tirsdag den 27. maj kl. 14.40 – 14.55:
Auktionsleder Jørgen Byriel, Frederiksberg, auktionsleder og advokat Ole Madsen, Næstved og
undertegnede auktionsleder, cand. jur. Hans Jørgen Eriksen, Holstebro. Alle er bestyrelsesmedlemmer i
Auktionslederforeningen.
I fortsættelse af min skrivelse af 14.5.2014, hvor jeg orienterede Retsudvalget, skal jeg meddele, at
Auktionslederforeningen nu har fået den ønskede aktindsigt, der til orientering vedhæftes i 2 filer.
Det fremgår af det fremlagte materiale, at det er Lauritz.com A/S og Autocom A/S, der allerede ved
skrivelse af 12.3.2013 har rettet henvendelse til Justitsministeren. Herefter foreligger notater af
telefonsamtaler frem til 4.7.2013, hvoraf navnlig et notat fra den 22.3.2013 tyder på, at Justitsministeriet
har givet en mere indgående redegørelse om planer for en lovændring til de 2 selskabers advokat.
Det fremgår af skrivelsen, at Lauritz.com allerede forinden, igennem nogen tid, har haft indgående
drøftelser med politiet, der efter det oplyste har et stort ønske om mulighed for salg af hittegods på
internetauktion.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår af side 10 i 2. spalte, 2. afs: ”Med forslaget imødekommes
endvidere et ønske fra auktionsbranchen om at give branchen mulighed for at kunne indgå aftale med
politikredsene om at udbyde bortsalg af hittegods ved afholdelse af internetauktioner.”
Det er en særdeles uheldig og direkte usand oplysning, idet ingen af de beskikkede auktionsledere har
udtalt sig til ministeriet herom. De beskikkede auktionsledere er de eneste officielle repræsentanter for det
man rent juridisk kan betegne som ”auktionsbranchen”.
Det er helt forkasteligt, at ministeriet holder statens officielle repræsentanter for auktionsbranchen,
nemlig auktionslederne, helt uden for indflydelse i en så vigtig sag. Ministeriet burde have orienteret
Auktionslederforeningen allerede i marts 2013, i stedet for blot ensidigt at orientere 2 internetfirmaer. Det
er også meget uheldigt, at Rigspolitiet efter det oplyste igennem en længere periode har ført forhandlinger
med internetauktioner, uden at man har inddraget statens officielle auktionsrepræsentanter, nemlig
auktionslederne, der trods alt har bistået politiet siden 1935.
Den usædvanlige tilgang til lovgivningsarbejdet i denne sag, er nu endt op i et forhastet og uigennemtænkt
lovforslag, tilsyneladende alene baseret på et advokatbrev fra Lauritz.com og Autocom, der jo blot er et
ensidigt partsindlæg, uden nogen som helst form for dokumentation for de givne oplysninger, og
regnskabsoplysningerne mangler jo væsentlige oplysninger om selskabskonstruktioner, overskud og
egenkapitaler m.m. Umiddelbart vil enhver jo tro, at der er tale om et brev udfærdiget af en
reklamekonsulent. Samtidig har man fuldstændig undladt at redegøre om de mange krav lovgivningen
stiller til, at en auktionsleder kan opretholde sin stilling, herunder årlige regnskabsoplysninger.