Det forholder sig jo sådan med lovforslaget her, L 4, hvilket de to foregående ordførere allerede har været inde på, at der er tale om et lovforslag, som er en gang blandede bolsjer, eller som min partifælle under det foregående dagsordenspunkt sagde:
Man blander pærer med bananer og tilsætter noget flæskekød.
Det er meget forskellige elementer, der indgår i lovforslaget her.
Det vil jeg gerne sige.
Og jeg vil også godt sige, jeg synes det er en uskik, at man især fra Skatteministeriets side ofte fremsætter lovforslag, som indeholder meget forskellige ting, og som overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre.
Det ville især klæde skatteministeren at lytte efter, når han bliver kritiseret.
Men det har han så ikke tid til.
Dansk Folkeparti forholder sig til hvert eneste af de punkter, der er her i forslaget.
Det første punkt i lovforslaget handler jo om at sidestille EØS-lande, som ikke er medlem af EU, på en måde, sådan at selskaber i de lande kan indgå i skattefri fusioner og spaltninger og tilførsel af aktiver med danske selskaber, og dermed sidestilles de så med selskaber i andre EU-lande.
Der er tale om et dekret fra EU, og det er jo normalt ikke noget, Dansk Folkeparti lader sig styre af.
Men vi tager jo stilling til punkterne ud fra det materielle indhold, og der synes vi faktisk, at det er meget fornuftigt, at EØS-landene, som ikke er medlem af EU – og det er jo så Norge, Island og Liechtenstein, der er tale om – sidestilles med selskaber i andre EU-lande.
Dansk Folkeparti går jo meget ind for det nordiske samarbejde.
Derfor ser vi meget frem til, at Norge og Island især bliver sidestillet med EU-lande.
Så det er et punkt, som vi kan støtte.
Så har EU også været inde og blande sig i, hvem Danmark skal give nedslag i ejendomsværdiskatten.
Vi har jo den ordning i Danmark, at vi giver nedslag til folkepensionister med en ejerbolig.
Hvis de ikke har en så høj indtægt, kan de få et nedslag i deres ejendomsværdiskat, og det er jo meget sympatisk.
I dette tilfælde handler det så om, at EU kræver, at folkepensionister, som bor uden for Danmark, skal have samme ret som folkepensionister her i Danmark.
Jeg vil godt sige, at i Dansk Folkeparti mener vi ikke, at det er noget, som EU skal blande sig i.
Det er noget, som skal reguleres af Danmark.
Det er sådan, at vores skattelovgivning er noget, vi selv vil bestemme i Danmark.
Derfor skal EU ikke blande sig i det.
I Dansk Folkeparti ser vi det på den måde, at hvis man, som der er tale om i det her tilfælde, har en ejerbolig i Danmark og en bopæl i udlandet, ja, så må man også have råd til at betale ejendomsværdiskat.
Så vi kan egentlig ikke tilslutte os, at der kommer et nedslag til folkepensionister med bopæl uden for Danmark.
De to andre elementer i lovforslaget, som handler om fusioner inden for vandsektoren mellem skattefrie og skattepligtige selskaber, synes vi lyder ganske fornuftige, altså at der gives yderligere adgang til, at vandselskaber kan fusionere.
Dermed skulle man jo gerne ende med, at forbrugerne i Danmark får billigere vand på længere sigt.
Så der er fuld tilslutning til det.
Det sidste element, som handler om www.energinet.dk, hvor der gives mulighed for at tilføre aktiver skattefrit til datterselskaber, synes vi også lyder ganske fornuftigt.
Så vi kan fra Dansk Folkepartis side sige ja til tre ud af de fire elementer her i lovforslaget.
Og så vil jeg da bare bede skatteministeren om at give tilsagn om, at man opdeler lovforslaget her.
Nu ved jeg, at formanden lige nævnte emnet før.
Men jeg vil alligevel bede om, at det sker i dette tilfælde, for det handler for os om, at vi kan komme til at stemme ja til de elementer, som vi kan tilslutte os, og nej til det element, som vi ikke bryder os om i lovforslaget.
Dermed kan man så også sige, at vi adskiller de forskellige temaer i lovforslaget fra hinanden, sådan at de temaer, der handler om fusionsskatteloven og selskabsskatteloven, hører hjemme i et lovforslag, mens det tema, der hedder ejendomsværdiskatten, som ikke har noget som helst at gøre med de andre ting, kan få sit eget lovforslag.
Så det er Dansk Folkepartis indstilling til det.
Hvis vi ikke kan få den indrømmelser, må vi stemme nej til lovforslaget.
Jeg håber, at skatteministeren hørte, hvad jeg sagde.
Det gjorde han ikke.