Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 51:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen og forskellige andre love. (Indførelse af en længere og mere varieret skoledag).

Af undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 31.10.2013).

Sammen med dette punkt foretages:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 52:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen. (Indførelse af obligatorisk lektiehjælp og faglig fordybelse).

Af undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 31.10.2013).

Forhandlingen er åbnet. Fru Karen Ellemann som Venstres ordfører.

Tak, formand. Tilbage i december måned 2010, altså for snart 3 år siden, foreslog den daværende VK-regering en reform af folkeskolen med et udspil, der hed »Faglighed og frihed«. Man måtte konstatere, at det udspil ikke rigtig blev til noget. Jeg tror, det er rimeligt at sige, at den daværende opposition ikke helt var indstillet på at indgå en aftale.

Så blev der udskrevet valg. Den daværende opposition vandt magten, og som på måske mange andre områder valgte man her at skifte lidt mening, i forhold til hvad man syntes om reformudspillet, for i december måned 2012, altså 2 år senere, kom der faktisk et udspil fra regeringen til en stor reform af vores folkeskole. Det var et reformudspil, som på rigtig mange områder lignede det reformudspil, som den tidligere VK-regering kom med. Det er det resultat, vi førstebehandler i dag, eller dvs. dele af resultatet. Vi sambehandler L 51 og L 52. Men alt i alt er det et bredt forlig baseret på noget, som i store træk ligner det, som VK-regeringen præsenterede for altså snart 3 år siden.

Lad mig starte med at slå fast, at vi i Venstre er meget, meget glade for den politiske aftale, der ligger her. Jeg vil også konstatere, at det er en aftale, som har fået klare liberale aftryk, og det vil jeg benytte lejligheden til lige at fremhæve her. Helt generelt er der jo enighed om, at den her reform handler om at forbedre det faglige niveau i den danske folkeskole, altså skabe et fagligt løft af eleverne, og det gøres ved flere timer i dansk, matematik og historie, altså flere timer i kernefagene.

Så bliver der indført engelsk fra 1. klasse, og for os var det også vigtigt, at vi i det hele taget var meget fokuseret på fremmedsprogstilegnelsen helt generelt. Derfor er det med glæde, vi kan konstatere, at vi nu fremrykker tidspunktet for, hvornår man så begynder på det andet fremmedsprog, og at der helt generelt er skabt mulighed for, at elever kan forlade folkeskolen med hele tre fremmedsprogskompetencer. Det synes vi er en væsentlig forbedring, og det glæder vi os meget til at se resultaterne af.

Helt generelt er der jo altså tale om mere og bedre undervisning. Og det er jo ikke bare mere af det samme, for vi indfører her en helt ny måde at arbejde på, ved at vi har skabt et nyt begreb, der hedder tid til den understøttende undervisning. Det synes jeg er meget visionært, og jeg er spændt på, hvordan det håndteres ude på de enkelte skoler. Men altså, tid til den understøttende undervisning vil i langt højere grad, end tilfældet er i dag, kunne imødekomme det behov, der er for at skabe differentieret undervisning, for at alle elever bliver så dygtige, som de overhovedet kan.

Så er der nu opnået mulighed for at kunne lave mere holddeling, både holddeling i forhold til det faglige niveau, men også opdeling af pædagogiske årsager. Det er en frihedsgrad, som vi længe har efterlyst, som skolerne har efterlyst, og som jeg har stor tillid til at skolerne vil kunne håndtere på bedst mulig måde præcis med det formål at sikre, at eleverne får det stærkest mulige faglige udbytte.

Vi har sikret, at skolebestyrelserne får mere kraft. Bl.a. har vi sikret, at de nu skal bearbejde principper for forældreansvar, altså for, hvordan hele forældregruppen selvfølgelig har et enormt stort ansvar i forhold til elevernes trivsel, tilstedeværelse og deltagelse i skolen. Vi har samtidig også skabt mulighed for, at det lokale erhvervsliv kan være en del af skolebestyrelserne. Så helt generelt har det for os været vigtigt at sikre størst mulig frihed, både for eleverne, for forældrene, for skolerne og for kommunerne. Det synes jeg vi har skabt rammerne for med L 51 og i særdeleshed med L 52.

Nu er det to forskellige lovforslag. L 51 er den store pakke, som vi alle sammen er enige om. L 52 er så den pakke, der for alvor giver friheden til, at kommunerne tilrettelægger tiden. Og det er jo en diskussion om: Skal skoledagen være obligatorisk, eller skal den ikke? Jeg synes, det er mærkværdigt, at der er bekymring for, at man bruger noget af tiden på skolen til at arbejde med lektier, altså at have tid til den faglige fordybelse. Det sker jo allerede i dag, så det her skræmmebillede, der er skabt af en skole, hvor man også har tid til lektietræning, synes jeg ikke står mål med virkeligheden, og jeg er sikker på, at vi ikke med det her får skabt lektiefrie skoler. Det er der i hvert fald ikke noget i lovforslaget der lægger op til.

Så det her med, at forældrene nu fuldstændig kan slippe ansvaret og skolen klarer det hele – sådan er virkeligheden ikke. Der vil fortsat være hjemmeopgaver, der vil fortsat være et stort behov for forældreansvar og forældredeltagelse.

Hvad fik vi så ikke med? Vi fik ikke det med, at afgangsprøverne reelt skal betyde noget. Det er vi meget kede af at vi ikke fik med i folkeskoleforhandlingerne, fordi for os var det sådan set vigtigt at pointere, at det er i folkeskolen, altså igennem de her 10 års skolegang, at man får så stærke faglige forudsætninger, at man da som minimum kan håndtere dansk og matematik til karakteren 02; og at det selvfølgelig er det første adgangskriterium til en ungdomsuddannelse. Det var ikke muligt at få med i forhandlingerne før sommerferien, det ønskede regeringen ikke dér.

Men jeg skal love for, at sommerferien har bekommet regeringen godt, tror jeg, for her i efteråret så vi så udspillet til en reform af erhvervsuddannelserne, og der begyndte man lige pludselig at tale om adgangsforudsætninger for overhovedet at komme ind på en ungdomsuddannelse. Så man har altså rykket sig til at sige, at man ikke tør placere ansvaret i folkeskolerne og hos kommunerne, hvor det efter min mening reelt hører hjemme, men man vil sikre sig, at det så er ved indgangsdøren til ungdomsuddannelserne, og det er vi heller ikke modstandere af.

Men lad mig sige helt overordnet: Ja, i Venstre støtter vi både L 51 og L 52. Jeg vil gerne sige tak til både ministeren og hele forligskredsen for et meget konstruktivt, meget givende og meget fyldigt samarbejde, og det kommer vi jo også til at have fremadrettet. Det er nu og her, når det hele er vedtaget, at vi skal se, hvordan det rammer virkeligheden. Det ved jeg at rigtig mange kommunalkandidater, kommunalbestyrelser og forvaltninger er særdeles optaget af. Så det er godt, at vi kommer i gang med førstebehandlingen i dag, og det er godt, at det her bliver fremtidens folkeskole.

Der er foreløbig tre til korte bemærkninger. Fru Merete Riisager først.

Tak. Ordføreren siger, at folkeskolereformen i store træk ligner det, som VK fremlagde. I mine ører lyder det som hykleri på højt plan, for dengang folkeskoleforhandlingerne løb af stablen, var der repræsentanter fra Venstre ude og undsige både heldagsskole, helhedsskole og aktivitetstimer, som jo er rygraden i den her reform. Og nu står ordføreren så igen og siger, hvilket hun også gjorde, dengang reformen blev fremlagt, at det her er opfundet af VK. Hvad i alverden mener Venstre egentlig? Er det her opfundet af VK, eller bryder man sig ikke om helheds- og heldagsskole og aktivitetstimer, som nu hedder understøttende undervisning?

Ordføreren.

Det, vi ikke brød os om i regeringens oprindelige udspil, og som vi netop fik ændret ved en solid, konstruktiv forhandling, var, at man på daværende tidspunkt havde et begreb, der hed aktivitetstimer, som ikke var defineret med et fagligt formål. Det var vigtigt for os at slå fast, at al den tid, man tilbringer i folkeskolen, er undervisningstid. Som jeg sagde igen og igen, og jeg gentager det gerne nu, så er skolen et lærested – skolen er ikke et værested. Og det var det, der var vores anke mod de daværende aktivitetstimer, som altså nu har fået det her meget konkrete faglige indhold, i forhold til at al tid er undervisningstid.

Merete Riisager.

Det kan godt være, at ordføreren kan se forskel på aktivitetstimer og understøttende undervisning, men det tror jeg ikke der er ret mange andre der kan. Jeg tror heller ikke, at man overhovedet vil kunne mærke forskel ude på skolerne. Når politikere kan mærke, at befolkningen vender sig mod et begreb, så kalder man det bare noget andet, men indholdet er jo fuldstændig det samme. Med den understøttende undervisning får man pædagogerne ind at varetage undervisningen alene ved katederet. Hvordan i alverden kan Venstre støtte det? Og hvordan i alverden kan Venstre, som har været et liberalt parti, støtte, at man inddrager børnenes og familiernes tid og fjerner det frie valg ved at udfase SFO'er og klubber?

Ordføreren.

Jeg tror ganske enkelt ikke, at Liberal Alliances ordfører kender forslaget til bunds, når ordføreren står her og taler om, at tiden til understøttende undervisning er en pædagog, der står ved katederet. Det er jo ganske enkelt ikke i overensstemmelse med lovforslaget. Tid til understøttende undervisning og al undervisning på skolen har et fagligt sigte, har et fagligt mål og endda nogle meget klare mål, i forhold til hvilken læring den enkelte elev skal opleve i den danske folkeskole.

I forhold til hele problematikken og diskussionen om, om det her nu er et indgreb i den personlige frihed, vil jeg sige, at jeg ikke synes, det er et indgreb i den personlige frihed, at man som 2.-klasseelev går i skole fra kl. 8 til kl. 14. Det synes jeg giver rigtig god mening.

Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak. Det er lidt i samme retning som det, fru Merete Riisager spurgte om. Da man startede på diskussionerne om folkeskolereformen og derfor også det her lovforslag, var Venstre meget uforstående over for, hvad en aktivitetstime egentlig er. Nu har det så ændret navn til at være understøttende undervisning. Jeg vil bare gerne spørge fru Karen Ellemann, hvad det er, der har gjort, at det lige pludselig er blevet konkret for Venstre, hvad det her går ud på? Når Venstre før mente, at det var meget konkret, hvad er det så, der gør, at det nu er blevet konkret? Det er vi måske nogle andre der har lidt svært ved at gennemskue, så hvis fru Karen Ellemann kunne forklare os det, ville det være dejligt.

Ordføreren.

Jeg skal gerne gentage, hvad der lige præcis blev ændret i de daværende aktivitetstimer, så vi fik det, vi står med i dag. Understøttende undervisning har et fagligt formål. Tiden til den understøttende undervisning er også undervisning. Tidligere var aktivitetstimer ikke defineret som undervisning, og deraf kom hele mit mantra om, at skolen er et lærested, skolen er ikke et værested.

Det, der også er vigtigt og en stor kvalitet i tiden til den understøttende undervisning, er hele åbenheden over for det omgivende samfund, altså muligheden for, at personer med relevante kompetencer kan bidrage til undervisningen, men det vil stadig væk være den faguddannede lærer, som har det faglige ansvar for, at der sker den læringsprogression, som enhver elev har krav på.

Rosa Lund.

Tak for et meget klart svar fra Venstre. Er det så korrekt forstået, at den understøttende undervisning og det her lovforslag rent faktisk betyder, at der bare kommer mere af den folkeskole, vi kender i dag, mere af den undervisning, vi kender i dag, og at der ikke kommer den her nye og spændende skoledag, som i hvert fald andre partier i forligskredsen har fremhævet meget? For jeg synes da, det lyder på fru Karen Ellemann, som om den understøttende undervisning bare er lidt flere matematiktimer og lidt flere dansktimer.

Ordføreren.

På ingen måde, for når man nu indfører en forholdsvis pænt stor pulje af tid til understøttende undervisning, hvor andre med relevante kompetencer kan bidrage til den type undervisning, der foregår der, så er det en mulighed for at gå lidt ud over det, man måske i dag har omtalt som klassisk katederundervisning. Det skal heller ikke forstås sådan, at den almindelige fagopdelte undervisning ikke kan foregå andre steder end lige i klasseværelset.

Men helt generelt tror jeg det ville gavne også Enhedslisten at se på de muligheder, der rent faktisk skabes, ved at man både har fagopdelt undervisning og nu har et begreb, der hedder tid til den understøttende undervisning, hvor man selvfølgelig hele vejen igennem er fokuseret på læringsmålene for den enkelte elev, så alle elever i den danske folkeskole bliver så dygtige, som de overhovedet kan.

Så er det fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Tak til Venstres ordfører. Jeg vil sige, at Det Konservative Folkeparti jo på meget lange stræk er enig med partiet Venstre og fru Karen Ellemann i, at det er en god reform, der vil give et fagligt løft til folkeskolen. Vores bekymring er særlig omkring den tvungne lektiecafé. Nu har fru Karen Ellemann selv her fra talerstolen sagt, at det, der er afgørende for Venstre, er, at folkeskolen er et lærested og ikke et værested, og derfor vil jeg også spørge Venstres ordfører, om det er sådan, at Venstre kan garantere, at det personale, der er til stede i lektiecafeen, altså der, hvor børn kan få hjælp til at få lavet deres lektier, er faguddannet personale, der er i stand til at hjælpe eleverne med lektierne. Kan Venstre give den garanti?

For en af de ting, der har været rejst under debatten, er, at man frygter, at kommunerne for at spare penge bare sætter en pædagog eller en anden ind i lokalet, og så er det et værested og ikke et lærested.

Ordføreren.

Jeg synes, vi i hele det lovforberedende arbejde har gjort meget ud af netop at få defineret, hvad det vil sige at have de relevante kompetencer i forhold til at kunne løse forskelligartede opgaver i folkeskolen. Vi taler helt specifikt om, at tiden til den understøttende undervisning, herunder jo også den tid, som desværre – desværre, fordi De Konservative jo modsætter sig det – først bliver en naturlig del af skolehverdagen efter et folketingsvalg, alt andet lige har et fagligt formål, og at det netop skaber mulighed for større grad af undervisningsdifferentiering.

Så nej, det der med at stå og give garantier for, at det lige er en speciel faggruppe, ønsker jeg ikke, jeg ønsker sådan set, at det her lige så meget er en tillidsreform, hvor man altså giver de rigtige rammer til, at skolerne, skolelederne igen får ansvaret, og at kommunalbestyrelserne i høj grad også følger op på, at der sker den her faglige forbedring, altså det faglige løft af enhver skoleelev.

Lene Espersen.

Jeg frygtede, at det var det, der ville være svaret, for jeg tror faktisk, der er mange forældre – også de forældre, der måske ville være lidt mere positivt stemt, end Det Konservative Folkeparti er over for lektiecafeer – der i hvert fald forventer, at hvis børnene skal sidde der, 1 time efter skolen er slut, så er det mindste, de kan forlange, at børnene får hjælp til den matematik eller dansk, de ikke kan finde ud af. Men det får man altså ingen garanti for.

Jeg vil så ikke grave mere rundt i det, men spørge fru Karen Ellemann, om fru Karen Ellemann vil være indstillet på at støtte et ændringsforslag til lovforslaget. Vi har jo haft besøg af Det Danske Suzuki Institut, som jeg synes meget overbevisende argumenterede for, at det ikke nytter noget, at vi bare lader det være det kommunale musiktilbud, der har monopol på at få dispensation, hvis nogle af børnene har behov for at passe deres musikundervisning, og derfor vil jeg høre, om Venstre vil være indstillet på, at vi siger til ministeren, at vi ønsker at give Suzukiinstituttet eller andre private musikundervisere på så højt et niveau muligheden for at undervise børnene.

Jeg synes i hvert fald ikke, at de mange koncertmestre og andre, der har brugt Suzukimetoden, skal frarøves muligheden for, at der kommer nye i fremtiden.

Ordføreren.

Lad mig røbe en ting: Jeg har engang selv været Suzukielev. Det var fantastisk. Jeg var det desværre kun, da jeg gik i børnehaveklasse, så havde jeg ikke talent til mere på den konto.

Jeg har lyttet til Suzukiinstituttets bekymringer, i forhold til at de med rette ser, at det kan blive vanskeligt at fastholde undervisningen til den gruppe elever. Samtidig er jeg ikke indstillet på bare at skabe carte blanche til, at man kan få dispensation til hvad som helst, for formålet er sådan set, at det mere er det elitære spor, både i forhold til sport og i forhold til musik. Men jeg vil gerne give så stort et tilsagn, at vi skal finde en løsning på det, for lige nu og her står de med et problem, og det må vi løse i udvalgsbehandlingen. Så det er et tilsagn.

Så er det hr. Lars Dohn for en kort bemærkning.

Jeg bliver jo nødt til at sige tillykke. Jeg synes, der er grund til som Venstres ordfører i dag at glæde sig over, at man har fået det igennem, man ikke kunne få igennem, mens man sad med regeringsmagten. Så jeg må sige, at det er et flot forhandlingsresultat.

Det, som jeg tror er den vigtigste sejr for Venstre i det her, er, at man har fået fjernet eller fået prikket hul i den udelte enhedsskole, altså at der er blevet givet adgang til niveaudeling i folkeskolens undervisning. Jeg vil gerne have ordføreren til at forklare mig, hvad fremskridtet i at niveaudele er – det afskaffede vi for 40 år siden.

Ordføreren.

Tak for gratulationen – det er jo altid godt med en ansvarlig opposition.

Jeg er meget optaget af, at man stadig væk har en stamklasse. Det står velbeskrevet i lovforslaget, at den her udvidede mulighed for at lave holddeling stadig væk skal kunne begrundes pædagogisk og fagligt, og at der netop ikke er tale om en permanent niveaudeling. Det er netop, fordi vi sådan set støtter, at man har en stamklasse.

Så jeg er glad for, at hr. Lars Dohn ser alle de gode ting, der ligger i folkeskolereformen, og at hr. Lars Dohn hermed forhåbentlig også er beroliget, i forhold til at stamklasser og det her tilhørsforhold, som jo også er vigtigt for den sociale trivsel, ikke fuldstændig er gået fløjten.

Lars Dohn.

Nu er det jo sådan, at det her forslag udhuler stamklassebegrebet, idet man jo netop kan lave holddannelse uden et maksimum antal af elever. Så er ordføreren ikke enig med mig i, at i forhold til den nuværende lovgivning svækkes klassen som den bærende enhed i folkeskolen?

Ordføreren.

Jeg betragter det på ingen måde som en svækkelse af stamklassen, at enhver elev bliver så dygtig, som man kan, og at de på skolerne har muligheden for at indgå i forskellige samarbejder. Det sker allerede i dag i stor stil. Kommunerne og skolelederne har efterlyst, at de kunne få lov at få lidt friere tøjler i forhold til at lave den her niveaudeling, f.eks. af pædagogiske årsager, fordi man synes, man vil lave drenge-pigehold i hjemkundskab – nu kommer det så til at hedde noget andet – og fordi man i langt højere grad har mulighed for at lave forskellige hold til elevernes bedste, dog stadig væk med beskyttelse af stamklassen. Så jeg er ikke enig i, at det er en udvanding. Tværtimod er det snarere en styrkelse for eleverne.

Tak til Venstres ordfører. Og så er det den socialdemokratiske ordfører, hr. Troels Ravn.

Tak. I dag er en god dag for folkeskolen. Regeringen har et stort ønske om at gøre en god folkeskole bedre, at give folkeskolen et fagligt løft og at indføre en længere og mere varieret skoledag.

Folkeskolen som institution spiller en stor og afgørende rolle i vores samfund. Det helt centrale i folkeskolen er børnenes undervisning, børnenes dannelse, uddannelse og trivsel. Alle børn skal blive så dygtige, de kan, og skal have de bedste muligheder for trivsel og udvikling. Vi har en god skole i Danmark, og vi har nogle tydelige udfordringer. Vi har dygtige og engagerede lærere og pædagoger. Vi har skoleledere, som er optaget af at udvikle skolen, og aktive forældre, som gerne vil understøtte skolen og give deres bidrag. Og først og fremmest har vi nysgerrige, glade børn, som gerne vil gå i skole og lære en masse.

Vigtigheden af en god skolegang er enorm. Her skabes grundlaget for uddannelse. Du får viden og kundskaber, og du udvikler dine evner, færdigheder og kompetencer. Du får stimuleret din lyst til at lære mere, og du erfarer igen og igen, at du kan lære. Her bliver du til som menneske og som aktiv medborger i et levende demokrati. Og vi skal have alle med. Den længere og mere varierede skoledag vil også omfatte tilbuddene om specialundervisning, og med lovforslaget kan skoledagen tilrettelægges fleksibelt, så den skaber gode og sikre rammer om elever med behov for ekstra støtte og opmærksomhed. Alle børn skal blive så dygtige, de kan, og når de er færdige med skolen, skal de kunne komme videre, tage en ungdomsuddannelse, bygge ovenpå, finde fodfæste på arbejdsmarkedet, få en god tilværelse og leve et godt liv.

Vi udvikler og styrker nu folkeskolen og får på afgørende områder en ny skole – en længere og mere varieret skoledag med øget undervisningstid og nye undervisningsformer. Antallet af undervisningstimer i først og fremmest dansk og matematik øges, men der bliver også flere timer i fremmedsprog og natur/teknik. De praktisk/musiske fag bliver styrket med flere timer til musik og ved indførelse af de nye fag håndværk og design samt madkundskab.

Derudover indføres en ny tid til understøttende undervisning, som skal supplere og understøtte undervisningen i fagene i den øvrige del af skoledagen. Eleverne skal endnu mere op af stolene og være aktive i deres læring. Vi skal udvide læringsrummet. Eleverne skal have nogle flere ahaoplevelser, arbejde i værksteder og laboratorier, have ting og materialer i hånden, undersøge og erfare, at det, du lærer i teorien, også kan anvendes i praksis. Vi har i Danmark brug for at være innovative. Vi har brug for entreprenører og iværksættere, og det hele starter i skolen.

Den længere tid i skolen gør det endvidere muligt at sikre, at alle børn er fysisk aktive og får bevæget sig hver dag, og at alle børn får tilbud om lektiehjælp og faglig fordybelse. Vi skal nemlig i Danmark være bedre til at bryde den negative sociale arv, at give lige muligheder for alle. Et vigtigt mål med dette lovforslag er således, at betydningen af børnenes sociale forhold skal mindskes i forhold til deres faglige og sociale udbytte af skolen. Socialdemokraterne mener, at vi med dette lovforslag tager et stort skridt i retning af at nå denne målsætning, og jeg er overbevist om, at netop tilbuddet om lektiehjælp bliver en vigtig, vigtig indsats.

Lærere og pædagoger i samarbejde om folkeskolens opgaver udgør en stærk alliance. Og jeg er rigtig glad for, at vi med udgangspunkt i respekt for de forskellige uddannelser og kompetencer medarbejdergrupperne imellem med lovforslaget får bedre mulighed for at inddrage pædagoger og øvrigt pædagogisk personale i skoledagen. Det vil skabe mulighed for bl.a. den understøttende undervisning og børnenes generelle trivsel. Det er tillige meget vigtigt, at et kompetenceløft af lærere, pædagoger og ledere er et mål med reformen.

Også elevernes udskoling bliver forbedret. Når du skal vælge din vej efter folkeskolen, er det nødvendigt, at du er parat til uddannelse og har et kvalificeret grundlag og en god viden om de muligheder for ungdomsuddannelse, der findes. At der med lovforslaget indføres en forpligtelse for folkeskoler til at åbne sig over for lokalsamfundet, herunder forenings-, kultur- og idrætslivet samt musikskoler og ungdomsskoler, er positivt og vil åbne op for mangfoldige samarbejdsrelationer og være til glæde for de lokale ildsjæle og det samlede foreningsdanmark.

Med lovforslaget, L 51, sætter vi nye standarder for folkeskolen. Jeg er sikker på, at det vil være til glæde for børnene, og det er børnenes undervisning, der er det centrale. Det vil også være til glæde for forældrene. Og hele lovforslaget her vil understøtte og udvikle det meget kvalificerede og fine arbejde, som allerede i dag foregår ude på mange af landets folkeskoler. Vi tager i dag et historisk kvantespring, som i fremtiden vil sætte mange positive spor for vores fælles folkeskole.

Jeg vil også kort runde L 52 om indførelse af obligatorisk lektiehjælp og faglig fordybelse. Lovforslaget om lektiehjælp og faglig fordybelse skal understøtte målet om, at alle elever bliver så dygtige, som de kan, og det skal bidrage til at mindske den negative sociale arv. Derfor skal lektiehjælp og faglig fordybelse målrettes både de fagligt stærke elever og de fagligt svage elever. Tiden til faglig fordybelse og tilbud om lektiehjælp m.v. skal have fokus på at styrke elevernes faglige niveau, bl.a. ved at tilbyde eleverne faglig træning, faglige udfordringer eller turboforløb, som er tilpasset deres niveau og behov.

Vi lægger op til, at tilbuddet skal rettes mod forskellige grupper af elever. Nogle kan få talentforløb og faglig fordybelse, nogle kan få ekstra tid til at arbejde med eksempelvis matematik eller læsning, og nogle kan få tid og hjælp til de konkrete lektier i fagene. Det er en misforståelse, hvis man tror, at tiden til lektiehjælp og faglig fordybelse alene handler om at give eleverne et sted at være. Initiativet, indsatsen skal netop bidrage til elevernes læring. Træning, øvelse og udfordringer er helt centralt i elevernes læringsproces, og lektiehjælpen og den faglige fordybelse skaber mulighederne for dette.

Socialdemokraterne støtter selvsagt L 51 og L 52. Tak.

Der er korte bemærkninger. Først er det fra fru Merete Riisager.

Tak. Venstres ordfører, fru Karen Ellemann, hævder i dag, at det er VK-regeringen, der har opfundet den her reform, og at det er den nuværende regering, der har gennemført den. Er det rigtigt? Og hvis det er rigtigt, er det så blevet sådan i Danmark, at vi bare har embedsfolk til at sidde og opfinde politik, mens politikerne bare retter nogle kommaer og ellers skubber tingene igennem? Er det der, vi er nået til?

Embedsfolkene er jo ikke, kan man sige, på valg, og på den måde kan de bedre ignorere, at der også gerne skulle være forskning bag, når man gennemfører noget. Der er det jo sådan, at John Hattie, som er en af de fremmeste forskere i verden, har undsagt lige præcis det her forlig. Han siger, at det er en absurd måde at forandre uddannelsessystemet på. Regeringen sagde inden reformen, at John Hattie er en fremragende forsker, men jeg har ikke hørt så mange citater af John Hattie på det seneste, efter han har været i Danmark og er kommet med denne udtalelse om reformen. Vil ordføreren kommentere dette?

Ordføreren.

Jeg glæder mig over, at der er bred politisk opbakning til løftet af folkeskolen. Det er et løft af folkeskolen, som har klare politiske pejlemærker, klare socialdemokratiske skolepolitiske pejlemærker. Jeg har været inde på dem i min ordførertale. Det gælder sigtet om, at alle elever skal bliver så dygtige, som de kan, at vi skal have en god skole, der bliver løftet, øget trivsel osv. osv. Det er helt rigtigt.

Hvad angår polemikken, som vi også har haft under reformens tilblivelse, om, hvorvidt det forskningsbaserede kan dokumenteres, om det bygger på evidens osv. vil jeg sige, at jeg er helt sikker på, at det gør det. Når fru Merete Riisager nævner John Hattie, vil jeg bare sige, at John Hattie, TIMSS, PIRLS osv. kan tolkes, måske også mistolkes. Jeg er helt tryg ved den dokumentation, den forskning, der ligger til grund for vores skolereform og de utallige skoleforsøg, som i løbet af de senere år er blevet afviklet i den danske folkeskole. Jeg har selv erfaring derudefra, og jeg ved, at det her peger i den rigtige retning.

Merete Riisager.

Trivsel osv. osv. er det bedste argument, som ordføreren kan komme i tanker om i forbindelse med en folkeskolereform, som fuldstændig vil ændre hverdagen for danske skolebørn. Det synes jeg alligevel er imponerende.

Nu vil jeg så tillade mig at trække noget anden tung forskning ind, som ordføreren åbenbart ikke engang har styr på, nemlig en SFI-rapport, som meget tydeligt peger på, at det, der faktisk virker – særlig for børn med indlæringsvanskeligheder, som ordføreren åbenbart er optaget af – er struktur, tilbagemeldinger, ro, opfølgning, klar klasserumsledelse, altså en fuldstændig anden skole end den sammenrodning af fritid og faglighed, som ordføreren står her og plæderer for.

Så vil ordføreren ikke ulejlige sig med at forklare mig, hvordan det hænger sammen, at han gerne vil gøre noget for de svageste elever, men at forskningen viser, at det er det modsatte, der virker?

Ordføreren.

Faglige mål, at eleverne bliver så dygtige, som de kan, at de også samtidig trives, at her bliver mennesker til – det var det, jeg var inde på i min ordførertale, og det er det, der er det vigtige i den her reform.

Det er rigtigt, at vi nu tager et kvantespring. Vi vil ændre folkeskolen, vi vil løfte folkeskolen, og det helt centrale er elevernes undervisning. Hvad angår klasserumsledelse, er det fuldstændig rigtigt, at vi har stor tillid til de dygtige og engagerede lærere derude. Det er vigtigt, at man mestrer klasserumsledelse, og at læreren sætter dagsordenen. Det er i det hele taget det vigtigste element i skabelsen af et godt læringsmiljø og en god læring.

Med hensyn til diverse rapporter vil jeg sige, at vi også har flere rapporter om eksempelvis lektiehjælp, der viser, at den netop kan være med til at løfte og bryde den negative sociale arv.

Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er sådan set enig med den socialdemokratiske ordfører i, at man er i gang med at tage et kvantespring med hensyn til den danske folkeskole. Jeg mener så bare, at det er et kvantespring i den fuldstændig forkerte retning.

Jeg lægger meget mærke til, at hr. Troels Ravn siger, at det skal være lærerne, der sætter dagsordenen. Jeg vil bare gerne spørge hr. Troels Ravn, hvordan man hos Socialdemokraterne forholder sig til, at lærerne er meget, meget kede af finansieringen af den her reform.

Ordføreren.

Et kvantespring i den rigtige retning, ja. Det er så Enhedslistens holdning – og det anerkender jeg at Enhedslisten inklusive ordføreren mener – at det er et kvantespring i den forkerte retning. Jeg er sikker på, at vi med den øgede tid til fagene, med den anvendelsesorienterede undervisning, den understøttende undervisning, med muligheden for lektiehjælp, med bevægelse og motion, øget samarbejde pædagoger og lærere imellem osv. osv. tager et kvantespring for vores elever med hensyn til at få et større udbytte af undervisningen og en styrket trivsel samt med hensyn til at nå den vigtige målsætning om at bryde den negative sociale arv.

Enhedslisten skal have ret til at have sin holdning og også sin tolkning af lærernes eventuelle opbakning til det her. Jeg er sikker på, at det her er en reform, der vil løfte den danske folkeskole til glæde for eleverne – det er det, det handler om – men også til glæde for medarbejderne.

Rosa Lund.

Tak. Nu må jeg prøve at spørge på en lidt anden måde så, for det lyder jo rigtig dejligt med al den her undervisning, som hr. Troels Ravn snakker om, som er anvendelsesorienteret, som bygger på et samarbejde mellem lærere og pædagoger, og hvor der er bevægelse og alle mulige ting, som sikkert kan være rigtig godt for eleverne i den danske folkeskole. Et enkelt spørgsmål til hr. Troels Ravn, som jo selv kommer fra folkeskolens verden: Kræver det ikke forberedelse?

Ordføreren.

God undervisning kræver god forberedelse, og der er naturligvis også forberedelse i fremtidens folkeskole. Netop den understøttende undervisning er igen et eksempel på det kvantespring, vi tager. Elevernes forskellige intelligenser og forskellige måder at lære på, det, at man erfarer og får aha-oplevelser, at man kan lære, er så vigtigt for, at man har lyst til at lære, til livslang læring. Vi sætter læring i spil nu, og vi ville netop svigte som regering, hvis vi ikke løftede folkeskolen, hvis ikke vi løftede til glæde for de elever, der er derude, som har forskellige interesser og forskellige behov, forskellige forudsætninger for at gå i skole. Den mangfoldighed møder vi nu med vores reform af folkeskolen, med det her løft.

Hr. Lars Dohn for en kort bemærkning.

Efter folketingsvalget var der jo store forventninger til den nye regering. Efter en række år med styring ovenfra med hr. Bertel Haarder og andre i ministerstolen skulle der nye boller på suppen. Noget af det nye skulle være, at nu skulle man samarbejde med aktørerne i skolen. Undervisningsudvalget tog til Canada. Der så man en vellykket reform, og man fik det gode råd, at man skulle gøre det i samarbejde med lærerne.

Så tog man hjem, og så indledte man en krig med lærerne. Man kan i dag i Danmarks Radios seneste undersøgelse af, hvordan lærerne vil stemme til kommunevalget, se, at Socialdemokraterne er gået fra 33 til 6 pct.s opbakning fra lærerne. Giver det fald i opbakning anledning til overvejelser hos ordføreren over, at noget måske kunne være håndteret anderledes?

Ordføreren.

Der blev nemlig med rette stillet store forventninger til den nye regering i 2011, og de forventninger er vi jo godt i gang med at indfri netop på uddannelsesområdet. Vi har reformen her af folkeskolen, og om lidt får vi en reform af erhvervsuddannelserne. Vi gør noget ved tingene. For det at få en uddannelse, det at komme godt af sted har stor betydning for de chancer, man har siden hen i livet med hensyn til at få fodfæste på arbejdsmarkedet og leve en god tilværelse.

Netop det samarbejde, det partnerskab, vi har haft under tilblivelsen af reformen, bl.a. med involvering af Danmarks Lærerforening og en lang række andre interessenter, har været vigtigt. Helt konkret får ledelse og medarbejdere med det her forslag, med den her reform, ude på den lokale skole nu langt større råderum til at kunne præge den lokale skole og den dagligdag, som skal give eleverne det størst mulige udbytte af undervisningen og den bedst mulige trivsel. Også dér har vi taget et kvantespring.

Lars Dohn.

Jeg kan ud fra svaret tolke, at faldet i tilslutningen fra 33 til 6 pct. ikke har givet anledning til nogen nærmere overvejelser.

Mit næste spørgsmål er så: Hvordan kan det være, når nu man vil have samarbejdet med lærerne, at man har gjort det frivilligt for den enkelte kommune, om den skal have et pædagogisk råd, altså et sted, hvor det pædagogiske indhold i skolen kan drøftes med det pædagogiske personale? Da man afskaffede lærerrådet, blev det virkelig betragtet som en markant forringelse af lærernes vilkår. Nu går man skridtet videre i en socialdemokratisk ledet regering og fjerner dialogmuligheden gennem det pædagogiske råd. Jeg vil gerne have en forklaring på, hvad pokker meningen er med det i forhold til demokratiet.

Ordføreren.

Hvad angår ændringerne i forhold til pædagogisk råd, styrker vi netop mulighederne for dialog, skaber mere fleksibilitet, og jeg vil sige til hr. Lars Dohn og Enhedslisten, at vi ikke har brug for central styring på alle de her områder. Vi har tillid til, at det magter man sagtens ude på den lokale skole i samarbejde med de lokale kommuner.

Vi har respekt for, at det er en betydelig omstillingsproces, der nu sættes i gang, en stor reform – sådan må det være – og også respekt for, at medarbejdergrupper kan have bekymringer. Det skal vi imødekomme. Det gør vi med dialog, det gør vi ved at sætte en række initiativer i gang, eksempelvis også i form af et kompetenceløft af medarbejderne. Der er afsat 1 mia. kr. til indsatsen. Næste forår går vi også i gang med et stort program, med at lave inspirationskataloger, så skolerne kan lære af hinanden osv. Der er rigtig mange gode ting i gang.

Så er det fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Jeg vil også gerne sige tak til Socialdemokratiets ordfører for at fremhæve mange af de gode ting, som Det Konservative Folkeparti også er enige i der er i folkeskolereformen, men der er jo et punkt, vi er uenige om, og det er spørgsmålet om den tvungne lektiecafé.

Jeg lagde mærke til, at den socialdemokratiske ordfører lagde meget vægt på at forklare, at man i lektiecafeen kunne få den faglige hjælp, man havde brug for. Så jeg vil gerne spørge Socialdemokratiets ordfører, hr. Troels Ravn, om Socialdemokratiet kan garantere, at der er faguddannet personale til stede i lektiecafeen til at hjælpe de elever, der nu skal sidde der, så de rent faktisk kan få hjælp til lektierne, så skolen er et lærested og ikke et værested.

Ordføreren.

Skulle vi nu ikke en gang for alle blive enige om, at der ikke er tale om tvungen lektiehjælp. Der er tale om, at kommunerne skal udbyde lektiehjælp, at den enkelte skole skal tilbyde lektiehjælp, men det er frivilligt for eleverne. Indtil efter næste valg ligger lektiehjælpen i forlængelse af skoledagen, efter næste valg ligger den som en del af skoledagen, stadig væk som et frivilligt tilbud. Vælger eleverne ikke at tage imod lektiehjælpen, jamen så er der faglig fordybelse.

Vi burde kunne blive enige med De Konservative om, at det at imødegå den negative sociale arv og give lige muligheder for alle elever er et stort politisk skridt at tage, en stor målsætning. Jeg tror meget på, at vi med vores lektiecafé netop tager et skridt i den rigtige retning her.

Der skal være faglighed. Det kan sagtens være sådan, at pædagoger forestår lektiecafeerne, det kan også være lærere. Det beror helt på en lokal planlægning. Det har vi også tillid til at man evner derude.

Lene Espersen.

Jeg tager svaret sådan, at jeg ikke kan få nogen garanti for, at den 9.-klasseelev, der har brug for hjælp, kan være sikker på, at der sidder faguddannede matematiklærere eller dansklærere til at hjælpe vedkommende elev. Men den diskussion kan vi så tage igen på et senere tidspunkt.

Det samme spørgsmål, som jeg stillede til Venstres ordfører, vil jeg gerne stille til Socialdemokratiets ordfører. Det er spørgsmålet om, om Socialdemokratiet vil være indstillet på, at vi under udvalgsbehandlingen finder en løsning for Det Danske Suzuki Institut, der jo mødte i deputation i udvalget, og som jeg syntes argumenterede meget overbevisende for, at der for at sikre musikundervisningen for den type elever, som de nu har, altså er behov for, at de har samme dispensationsmulighed som de kommunale musikskoler. Og det vil jeg høre om man vil være indstillet på.

Ordføreren.

Jeg vil gerne til det første, som ordføreren var inde på, sige, at hver enkelt elev i den danske folkeskole i fremtiden kan være sikker på at få et tilbud om kvalificeret lektiehjælp, der skal tage udgangspunkt i de læringsmål, der nu er sat for den enkelte elev. Det mener jeg er meget, meget væsentligt.

Med hensyn til musikundervisningen og Suzukimetoden osv. vil jeg sige, som Venstres ordfører, fru Karen Ellemann, sagde, at det tager vi under udvalgsarbejdet. Vi har jo haft besøg i Børne- og Undervisningsudvalget, et rigtig godt besøg, og har måske fået en viden, som vi sammen skal have vendt.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så giver jeg ordet til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Alex Ahrendtsen.

For knap et år siden offentliggjorde regeringen sit udspil om folkeskolen, og fra flere sider blev det lovprist, bl.a. af partier her i salen. Dansk Folkeparti var mere nøgtern i sin vurdering. I vore øjne indeholdt det både gode og dårlige ting, og derfor satte vi os fra starten for at ville forbedre udspillet, så vi kunne få en folkeskole, der på sigt ville forbedre elevernes kundskaber og færdigheder.

Efterhånden gik det op for offentligheden, hvad udspillet ville medføre, og en rasende debat tog form. Oven i alt dette valgte regeringen sammen med KL at indlede en krig mod lærerne ved at lockoute dem i stedet for at søge samarbejde. Konflikten blev afsluttet med et lovindgreb.

Nogle af de mest omdiskuterede emner var forholdet mellem lærere og pædagoger på den ene side og den længere skoledag på den anden side. Det blev løst ved hjælp af et nyt begreb, den understøttende undervisning, som heldigvis afløste regeringens lidt besynderlige planer om aktivitetstimer og ligestilling af pædagoger og lærere.

Dansk Folkeparti er med i aftalen om at styrke elevernes faglighed – det er det altafgørende for os. Derfor vil vi også følge meget nøje, hvilken virkning loven får ude i skolerne og i kommunerne. Hvis det viser sig, at reformen ikke virker efter hensigten, er vi selvfølgelig rede til at rette op på tingene.

Vi har dog en behersket tro på, at de mange tiltag, især de øgede krav til både lærere, ledere, elever og forældre, vil øge fagligheden. Vi er derfor meget tilfredse med, at der skal ske en progression af elevernes kunnen år for år, at der bliver fulgt op på skolernes præstationer, og at der bliver skredet ind over for skoler og kommuner, der ikke leverer varen.

Nu et år senere skal vi så vedtage lovforslaget. Jeg har jo haft lejlighed til at kigge på det flere gange, efter at aftalen om folkeskolen blev indgået. Der har været en lang række justeringer og tilpasninger i forligskredsen – og tak for det. Særlig tilfreds er jeg med indhegningen af den understøttende undervisning og pædagogernes afgrænsede rolle. Jeg tror godt, jeg kan sige, at hvis det ikke havde været for Dansk Folkeparti, var lærernes ansvar for undervisningen blevet en smule udhulet.

Læreren er jo den afgørende person i undervisningen. Det, der sker mellem elev og lærer, afgør, hvor meget eleven får ud af undervisningen. Derfor skal vi selvfølgelig ikke undergrave lærerens autoritet, men styrke den. Læreren er jo leder af sin klasse, mens skolelederen er leder af skolen. Når disse roller respekteres, er der mulighed for at give god undervisning. Pædagogen og andre personalegrupper får så ansvaret for at støtte læreren i dette arbejde. Det er undervisningens treklang. Vi vil lytte nøje efter, om der i de kommende år kommer mislyde og falske klange. Gør der det, skal vi selvfølgelig rette op på det.

Nogle gange står det vigtigste ikke i loven. Det er lidt mærkeligt at skulle sige dette fra Folketingets talerstol. Jeg tænker selvfølgelig på internationale linjer og skoler, der efter pres fra Dansk Folkeparti blev skrevet ud af aftalen. Det er mig stadig en gåde, at dansktalende og dansksindede folketingsmedlemmer kan finde på så målrettet at arbejde for at undergrave vort sprog og vor kultur. Selvfølgelig skal undervisningssproget være dansk bortset fra i sprogfagene. Selvfølgelig skal eleverne ikke undervises på andet end dansk – vi bor jo i Danmark, globalisering eller ej. Der er rige muligheder for at lave internationale skoler i privatskoleregi, hvilket Dansk Folkeparti jo støtter.

Til gengæld er vi meget tilfredse med, at både musik og historie bliver styrket, hvilket skyldes Dansk Folkepartis indsats bl.a. Vi er glade for, at musikskoler og folkeskoler bliver gensidigt forpligtet, at der kan oprettes talentmusikklasser, og at elever kan bruge deres valgfag til at modtage musikskoleundervisning.

Vi håber også på, at Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling vil styrke formidlingen af vores historie. Det er vigtigt, at eleverne har et godt kendskab til deres historie, hvad vi kommer af, og hvorfor vi er her.

Vi er også glade for, at der endelig kommer fokus på at skabe ro i klasserne. Det er ikke en direkte del af lovforslaget, men det bliver det som følge af læringskonsulenterne, der skal rådgive skolerne. Forældrenes ansvar bliver også gjort tydeligere. Skolelederen og læreren skal have støtte til at gribe ind over for børn, der er utidige, ikke opfører sig ordentligt og laver ballade.

Vi er glade for, at eleverne får mere bevægelse og idræt. Vi er også tilfredse med, at § 28 vedrørende lærerkompetencen bliver skærpet gennem indhegningen af § 29 A. Nogle kommuner har i dag udnyttet § 28 til at spare penge ved at sætte pædagoger til at stå for undervisningen. Hvis regeringen havde fået held til at ligestille pædagoger og lærere i undervisningen, ville endnu flere kommuner have ansat pædagoger til at undervise, fordi de overenskomstmæssigt er billigere. Dansk Folkeparti har i den forbindelse spillet en nøglerolle for at sikre lærernes centrale rolle i undervisningen.

Vi er selvfølgelig også tilfredse med, at kristendomsfaget ikke kom til at hedde religion, og at der ikke kom ændringer på dette område. Det lader dog til, at konfirmationsforberedelsen kan risikere at løbe ind i utilsigtede problemer. I 7. klasse har eleverne færre timer på grund af forberedelsen som erstatning for kristendom. Jeg tror, vi skal have nøjere beskrevet, hvordan konfirmationsforberedelsen i den længere skoledag kommer til at være. I bemærkningerne står der, at der ikke er ændret på de nuværende vilkår, men vi vil godt sikre os, at konfirmationsforberedelsen fortsat er en naturlig del af skolegangen. Der er jo kommuner og borgmestre, der har talt for at lægge den, så den ikke længere har tilknytning til folkeskolen.

Vi skal se på, hvordan den understøttende undervisning kan konverteres til konfirmationsforberedelse. Vi går ud fra, at konfirmationsforberedelsen i 7. klasse skal ligge i tidsrummet kl. 8-15 og ikke kl. 8-16, som er de gældende regler, da den jo er en erstatning for det eksisterende kristendomsfag. Men dette må udvalgsbehandlingen jo afklare.

Så er der også nogle andre småjusteringer, som vi skal have kigget på, f.eks. klasselærerfunktionen i § 18, som er en smule uklart formuleret. Det kunne vi godt tænke os at kigge på, og det vil vi søge at få præciseret under udvalgsbehandlingen.

Ellers ser Dansk Folkeparti frem til den fortsatte behandling af lovforslagene. Det er jo en stor dag. Efter næsten et års behandling, diskussion, debat, slagsmål i medier og andre steder står vi nu her i dag og skal endelig tage stilling til lovforslagene, og det ser jeg frem til at få afsluttet med en tredjebehandling om ganske kort tid.

Fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil også sige tak til hr. Alex Ahrendtsen for talen. Der er meget, vi er enige om i den folkeskolereform, men hr. Alex Ahrendtsen sagde ikke så meget om den tvungne lektiecafé. Derfor vil jeg egentlig gerne spørge Dansk Folkepartis ordfører, om han har den opfattelse, at det personale på skolen, der skal være til stede i lektiecafeerne – altså, der er nogle her, der nærmest forsøger at sige, at der ikke kommer nogen lektiecafeer, men det kommer der – skal være faguddannet personale, eller om det er Dansk Folkepartis opfattelse, at det skal være op til kommunerne selv at beslutte, hvad det er for nogle mennesker, der skal sidde og give lektiehjælp i lektiecafeerne.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er lidt forvirret, for så vidt jeg har forstået De Konservative, mener man jo, at det er forældrene, der skal tage sig af lektiehjælpen, og forældre er jo langt hen ad vejen ikke faguddannede. Nu får børnene så mulighed for at få hjælp i skolen, og vi ser selvfølgelig helst, at det er lærere, der støtter dem. Men det er en lokal beslutning; det er skolen, der skal afgøre det.

Så vil jeg sige, at jeg synes, De Konservative glemmer, at lektiehjælpen er frivillig for eleverne – også efter valget. Den eneste forskel efter valget er jo, at den bliver obligatorisk for skolerne. Før valget er den frivillig for skolerne og eleverne, og efter valget er den frivillig for eleverne og obligatorisk for skolerne. Det vil sige, at forældrene kan sige til skolen: Vi vil selv fortsætte med at give lektiehjælp derhjemme.

Fru Lene Espersen.

Jeg vil sige til hr. Alex Ahrendtsen, at grunden til, at jeg stiller spørgsmålet, jo er, at det, jeg i hvert fald oplevede, da debatten kørte på det højeste, var, at det især var de svageste elever, der blev skubbet foran, og at man fik at vide, at for at hjælpe de svageste elever, og for at de ikke skulle føle sig stigmatiserede, skulle alle være på skolen, og alle skulle have tilbud om lektiehjælp. Og erfaringerne fra Norge viser jo altså for det første, at hvis man stuver en masse unge mennesker ind i et klasselokale sammen, er det faktisk de svageste, der er taberne, og så får de ikke nogen hjælp. Og for det andet er det sådan, at hvis ikke det er faguddannet personale, hjælper det ikke. Erfaringerne fra Norge er faktisk, at så bliver de svageste elever svagere, og det var grunden til, at jeg stillede spørgsmålet. Og svaret er altså, at det aner vi ikke, for det bliver kommunen selv, der beslutter det.

Så vil jeg gerne spørge hr. Alex Ahrendtsen om noget, som jeg også har spurgt de øvrige ordførere om, nemlig om Dansk Folkeparti vil være indstillet på at finde en løsning for Det Danske Suzuki Institut, der var i deputation i udvalget, og som jeg synes meget overbevisende argumenterede for, at de skal have den samme dispensationsordning, som vi giver de kommunale musikskoler. For der er faktisk elever, der brænder for deres klassiske musikundervisning, og dem synes jeg vi skal hjælpe.

Ordføreren.

Erfaringerne fra Norge viser, at de svageste elever går hjem, når de har mulighed for det, i stedet for at tage imod lektiehjælpen. Og det er den løsning, vi har før valget, fordi De Konservative ikke vil være med. Det, der kommer til at ske – og det ved vi jo – er, at de svageste elever ikke tager imod det. Derfor er det sådan efter valget, at de skal blive på skolen, og der får lærere og pædagoger så bedre mulighed for at tilbyde den lektiehjælp, som de svageste elever har gavn af. Det er erfaringen, og det vidste vi, allerede inden den undersøgelse om Norge blev offentliggjort i Berlingske.

Med hensyn til Det Danske Suzuki Institut: Ja, vi vil meget gerne være med til at finde en løsning. Man kunne jo forestille sig, at en skole eller en kommune kunne ansøge ministeriet om dispensation i hvert enkelt tilfælde. Så kunne vi løse den her problemstilling, som vi har, for de bliver klemt. Og vi har også påtalt det.

Hr. Lars Dohn for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren for en præcis beskrivelse af, hvad det egentlig var, der foregik med hensyn til det der med at tage ud og lade sig inspirere og så tage hjem og lave et overgreb. Jeg mangler bare lige svar på: Hvordan forholdt Dansk Folkeparti sig til overgrebet, da det kom til afstemning her i salen?

Ordføreren.

Det svarede vi allerede på dengang i salen: Vores begrundelse for at stemme ja var at få afsluttet den her konflikt, der ikke kunne blive ved med at køre. Vi havde selvfølgelig helst set, at regeringen og KL havde samarbejdet med lærerne, for det er klart det bedste. Der er mange lærere, som stadig væk er kede af det, og der foreligger et stort oprydningsarbejde og reparationsarbejde for regeringen og KL. Hvis vi ikke får engagerede lærere, der tager hånd om eleverne, kan vi lave nok så mange systemændringer og forandringer i folkeskolen; det, der foregår mellem eleven og læreren er det afgørende for, hvad de lærer, og det ved hr. Lars Dohn jo alt om, fordi hr. Lars Dohn selv er skolelærer.

Lars Dohn.

Netop det engagement og det drive, der skal til for at skabe god undervisning, er det, der er truet med den her reform. Vi er ude i en meget, meget alvorlig situation ude i folkeskolen – det er i hvert fald det, jeg igennem mine mange kontakter i folkeskolen får at vide.

Ordføreren lægger også meget vægt på kvalitet i undervisningen, og det anerkender jeg. Derfor vil jeg gerne spørge, om det er gode resultater, ordføreren har fået på to områder: for det første i de yngste klasser, hvor man som pædagog uden fagdidaktisk uddannelse kan undervise i alle fag, og for det andet i den situation, hvor der i stedet for den lange spændende skoledag sættes to voksne på. Og det er to voksne, for der stilles ingen uddannelseskrav til nr. 2. Er det den form for kvalitet, ordføreren efterlyser i folkeskolen?

Ordføreren.

Læreren har den generelle undervisningskompetence for 1.-10. klasse. I indskolingen er der nogle særlige afgrænsninger, så pædagogen i afgrænsede tilfælde kan undervise, og på samme måde er der også afgrænsninger over for læreren i forhold til det pædagogiske arbejde. Indskolingsdefinitionerne hviler jo på de evalueringer, vi har haft i forhold til skolestartsforsøgene. Men læreren har den generelle undervisningskompetence, og pædagogens opgaver er afgrænset. Det er understøttende undervisning, de skal støtte lærerne i deres faglighed, så lærerne kan udøve deres undervisning på den bedste måde.

Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har et enkelt spørgsmål til hr. Alex Ahrendtsen. I 2010 var Dansk Folkeparti meget kritiske over for heldagsskoler. Hvad er det, der har gjort, at man har ændret holdning på det punkt?

Ordføreren.

Vi gik til forhandlingerne med det sigte at få en skoledag, der gik fra kl. 8 til 14. Vi har så fået en skole, der går fra kl. 8 til 14, kl. 8 til 14.30 og kl. 8 til 15. Det synes jeg er svært at kalde en heldagsskole. En heldagsskole går fra kl. 8 til 16 eller kl. 8 til 17, som man kender det fra en lang række andre lande. Så vi har ikke ændret holdning i dette spørgsmål. Vi havde helst set en skoledag fra kl. 8 til 14 hele vejen igennem.

Vi er seks partier, der spænder fra Det Radikale Venstre til Dansk Folkeparti, og der har været ønsker fra alle seks partier. Det her er et stort forlig, et bredt forlig. Man tager og giver i sådan et forlig, og det har vi gjort; det har de andre partier også. Jeg tror, det er til gavn for folkeskolen generelt, at der er så stort et flertal, der bakker op om folkeskolen.

Rosa Lund.

Man skulle jo mene, at det er det indhold, man bliver enige om, der er det vigtige, og ikke hvor bred en aftalekreds er, men lad nu det ligge.

Jeg har bare ét opfølgende spørgsmål. Dansk Folkepartis kritik af heldagsskolen har ikke kun tidligere gået på, at børn ligesom mister en ret stor del af deres fritid, men den har også gået på, at man ikke kunne tvinge en heldagsskole ned over alle skoler, fordi kommuner er forskellige og folkeskoler er forskellige. Hvordan kan Dansk Folkeparti så nu lige pludselig synes, at det er en god idé, at vi tvinger en heldagsskole eller helhedsskole – jeg er sådan set ligeglad med, hvad vi kalder den – og altså den samme model ned over alle landets folkeskoler?

Ordføreren.

Vi får ikke en heldagsskole, vi får maksimalt en skoledag fra kl. 8 til 15. Allerede med den eksisterende lovgivning kan kommunerne jo i indskolingen lave en skoledag fra kl. 8 til 15, og der er ingen begrænsninger ellers bortset fra lærernes undervisningstid. Man kan faktisk i dag have en skoledag fra kl. 8 til 19 med den eksisterende lovgivning. Det, vi har gjort, er, at vi har sagt, at en skoleuge maksimalt må være på 35 timer, så vi har faktisk skærpet lovgivningen i forhold til i dag, så det ikke er muligt at lave en heldagsskole fremover, medmindre der kommer en dispensation.

Nu har jeg ikke engang tid til at svare på det med fritid, det beklager jeg.

Jamen så kan det være, at Merete Riisager vil hjælpe. Værsgo.

Meget gerne. Dansk Folkeparti er gået med i en reform, der indskrænker familiernes egen tid. Dansk Folkeparti er gået med i et forlig, der gør det muligt for pædagoger at stå alene i klasselokalet og varetage en dansktime i 2. klasse. Dansk Folkeparti er gået med i et forlig, der passer som fod i hose med undervisningsministerens og finansministerens vision om, at borgerne er små brikker i konkurrencestaten, og derfor er det oplagt at lægge lektier, fritidsaktiviteter, oplevelser og bevægelser ind i skoledagen.

Jeg ved godt, at Dansk Folkeparti har fået lidt musikundervisning, men mener ordføreren, at Dansk Folkeparti har måttet give afkald på sit borgerlige værdigrundlag for at komme med i reformen?

Ordføreren.

Allerede i dag kan pædagoger jo stå alene med undervisningen. Det har vi en række eksempler på, bl.a. i min egen kommune, hvor man har ladet pædagoger stå alene med undervisningen med henvisning til § 28. Med det nuværende lovforslag bliver de muligheder indskrænket, så pædagogen står med understøttende undervisningsopgaver.

Det borgerlige værdigrundlag mener jeg da i høj grad vi har bevaret, men selvfølgelig giver og tager man jo i et forlig. Altså, hvis Dansk Folkeparti skulle have lavet den her skole, havde vi jo ikke opereret med understøttende undervisning. Så havde vi sagt, at al tid i skolen skal bestå af undervisning, at alle timer skal være fagtimer, og så må skolerne selv finde ud af, om de vil bruge, hvad der svarer til understøttende undervisning, eller om der skal være mere bevægelse eller der skal være lektiehjælp. Vi ville bare have sagt: Det skal være fra kl. 8 til 14, og så må I altså selv finde ud af det, bare I løser opgaven, nemlig at øge fagligheden, og at eleverne bliver dygtigere.

Merete Riisager.

Hr. Alex Ahrendtsen bevæger sig på kanten af sandheden, når han taler om pædagogernes rolle, for det er jo bare sådan med det her forlig, at pædagoger kan komme til at stå alene i klasselokalet i en hvilken som helst time med 0. til 3. klasse og i den understøttende undervisning på alle klassetrin, og det er sandelig nyt. DF vil gerne have ro i lokalet og respekt for lærerne, men helt ærligt: Er det respekt for lærerne og for læring og det faglige at indsætte pædagoger alene i klasselokalet?

Så kan det godt være, at de har gjort det i Hjørring Kommune, men nu får vi det over hele landet. Kan Dansk Folkeparti virkelig stå inde for det? Og når inklusion ramler sammen med den her længerevarende, varierede skoledag, får vi det modsatte af ro i lokalet. Hvor i alverden er Dansk Folkepartis rygrad blevet af?

Ordføreren.

Det står meget klart i lovforslaget, at pædagogerne har afgrænsede opgaver, ligesom lærerne også har afgrænsede opgaver, når det drejer sig om indskolingsklasserne. Det står meget klart, så jeg ved ikke rigtig, hvorfor Liberal Alliances ordfører anklager mig for at komme med usandheder. Jeg kunne jo sende bolden tilbage til ordføreren, for vedkommende er lidt polemisk i dag. Men det er blevet afgrænset. Allerede i dag er der jo skoler, der lader pædagoger stå for undervisningen alene.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Og vi går straks til den radikale ordfører, fru Lotte Rod.

I dag er en god dag for Asmus, der har masser af krudt i røven og ikke får meget ud af at skulle sidde stille hele skoledagen. Det er en god dag for Birgitte, der lærte allermest, den dag de var i skoven sidste skoleår, og som glæder sig til, at de nu fast skal have undervisning i skoven. Det er en god dag for Carl, der elsker at spille guitar og kan se frem til at gå i musikskole som en del af skoledagen. Det er en god dag for Ditte, der ikke rigtig kan få hjælp til lektierne af sine forældre, men som nu kan lave lektier henne på skolen og have helt fri, når hun kommer hjem. Det er en god dag for Esben, som har ADHD og hurtigt kommer til at sidde uroligt på stolen, og som fra næste skoleår kommer meget mere i spil, når de skal til at lave flere innovative processer i undervisningen.

Det er en god dag for Frederikke, der drømmer om at blive så god til tysk, at hun kan snakke noget mere med sin Skypeveninde fra München. Det er en god dag for Gert, som i årevis har undervist i natur/teknik uden at være uddannet i det, men som nu efter mange års snak endelig kan blive efteruddannet. Det er en god dag for Helene, der har kedet sig en del i timerne, og som nu får chancen for at lave tilbagevendende forløb med sciencetalenterne. Det er en god dag for Ibrahim, der synes, det er vildt motiverende at løse rigtige opgaver for en rigtig virksomhed, og som derfor glæder sig rigtig meget til, at han kan få lov til at gå til afgangsprøve i et produkt, han selv har været med til at skabe. Det er en god dag for Jenni, der synes, at vikingerne er vildt spændende, og som nu får flere forløb sammen med museet, hvor de bl.a. bliver klædt ud og oplever historien på deres egen krop.

Det er en god dag for Keld, der er et af de nye skolebestyrelsesmedlemmer, som gerne vil bruge sin erfaring fra sin designvirksomhed til at få skolen sporet ind på at arbejde mere med iværksætteri og kreativitet. Det er også en god dag for Lene, der elsker at tegne og bygge modeller og nu får chancen for at tage et valgfag hos snedkerne på den lokale erhvervsskole. Det er en god dag for Morten, der har været noget frustreret over ikke at have redskaberne til inklusion, men som nu får et tættere samarbejde med en af de dygtige pædagoger og oplever, hvordan klassen trives, og at det bliver sjovere at undervise. Det er en god dag for Nina, der var lige ved at blive en af de 15 pct. af eleverne, der indtil nu har forladt folkeskolen uden de tilstrækkelige læsefærdigheder, men som nu får glæde af, at vi fortsætter Danmarks Lærerforenings Læs for Livet-projekt.

Det er en god dag for Ole og resten af hans team, som gerne vil planlægge undervisningsforløb i fællesskab, fordi det gør eleverne dygtigere og giver mere sparring til ham som lærer. Det er en god dag for Pernille, der er mor til to børn, og som med bekymring har set på, hvordan der er blevet skåret ned på timetallet i hendes kommune, men som nu er glad for, at der bliver faste rammer. Det er en god dag for Qasim, der ikke plejede at gå til noget i fritiden, men som nu gennem skolen får øjnene op for den lokale fægteklub. Det er en god dag for Rikke, der har haft masser af nederlag i matematik, men nu endelig bliver testet for ordblindhed og finder ud af, at hun ikke er dum, men bare er talblind, og at det kan hun faktisk godt få hjælp til.

Det er en god dag for Simon, der ikke har overvejet andre muligheder end gymnasiet, men nu pludselig får et forløb med en gæstelærer fra erhvervsskolen og får øjnene op for, hvor fedt det er at bruge matematikken til at tegne skitser og skabe noget virkeligt. Det er en god dag for Trine, der er en af de lærere, der ikke rigtig har brugt »Fælles Mål«, fordi de var temmelig lange og temmelig uoverskuelige, og som gerne vil blive bedre til at give eleverne feedback. Det er en god dag for Ulrik, som snart kan lægge billet ind på supervision fra en læringskonsulent og afprøve nye undervisningsteknikker, der skaber så stor begejstring hos eleverne, at han selv bliver helt høj af det.

Det er en god dag for Vibeke, der tidligere har brugt alt for meget tid på at udfylde papirer, og som virkelig glæder sig til, at de nationale test, elevplanerne og kvalitetsrapporterne rent faktisk bliver et pædagogisk redskab. Det er en god dag for William, der både lærer at udregne mængder og grave kartofler op i skolehaven. Det er en god dag for Yrsa, der bliver så opslugt af den varierede undervisning, at hun ikke kan lade være med at synes, at skoledagen er blevet kortere, selv om hun er lidt længere tid på skolen hver dag. Og det er en god dag for Zakarias, skolelederen, som vil skabe en skole, hvor eleverne fløjter, når de går i skole, og fløjter, når de går hjem igen, og hvor alle elever kommer op og står på tæer hver dag for at blive så dygtige, de kan. Hans erfaring er nemlig, at det også er en skole, hvor lærerne trives.

Er det nyt? Nej, det er det ikke. Tværtimod er det en anerkendelse af det, som rigtig mange lærere og skoler allerede gør. Det nye er, at rammerne bliver bedre med mere tid og nye samarbejdsmuligheder. Og det kan gøres på mange måder. Eksemplerne her viser nogle af de muligheder, der er. De vil selvfølgelig ikke alle sammen findes på den samme skole, og der skal udvikles en masse udeomkring i kommunerne og på skolerne. Der ligger et stort arbejde, men der er også mange muligheder, og man kan sikkert finde på endnu bedre ideer og eksempler ude på skolerne, end jeg er kommet på.

Folkeskolereformen her er den første rammereform i lang, lang tid på skoleområdet. Det er en tillidsreform, ved at vi ikke herindefra siger, hvordan det skal være. Det giver i første omgang lidt mere udviklingsarbejde ude på den enkelte skole, men det er, fordi tillid er ansvarspådragende.

I Radikale Venstre tror vi på fremtiden og på den enkelte skole.

Jeg siger tak til ordføreren. Så er der et par korte bemærkninger. Hr. Lars Dohn fra Enhedslisten.

Det var en kreativ ordførertale, det vil jeg lade ordføreren, og skal jeg være lidt ondsindet, må jeg sige, at det var lige før, ordføreren havde brug for det, at der ikke er loft over antallet af elever på holddannede hold, i sin eksemplificering af antallet af elever. Da jeg gik i skole, var det noget med »28 skal der stå«. Men der var jo en lærer med inde til sidst.

Jeg vil spørge, hvad det er, der er sket med det gamle radikale lærerparti. Tidligere var det 15 pct. af lærerne, der ville stemme på De Radikale. Det er jo en markant overrepræsentation af den faggruppe. Nu er det svundet ind til 2 pct. Jeg tror godt, at alle kender forklaringen, men jeg vil gerne have ordførerens overvejelser over den forklaring.

Ordføreren.

Nu synes jeg ikke, vi skal lave en folkeskolereform på baggrund af meningsmålinger. Tværtimod er jeg som radikal meget optaget af, at vi skaber den skole, som vil være den bedste for børnene. Og det, som jo er den gode nyhed ude fra de skoler, der er længst med at arbejde på den her måde, er, at de siger: Det kan godt være, at vi i udgangspunktet lavede en skole for at lave den bedste skole for børnene og tog udgangspunkt i, hvad der får børnene til at trives og til at lære mest. Men det, vi faktisk også er endt med, er endnu mere glade lærere, der trives i deres job, og som oplever, at de lykkes med den opgave at få eleverne til at trives.

Hr. Lars Dohn.

Jeg tror ikke, vi er på samme planet, hvad det sidste angår.

Jeg vil også spørge ordføreren, hvad der er sket, når det gælder det helt grundlæggende: Skal vi dele eleverne? Reformen giver jo mulighed for at niveaudele i en vis udstrækning. Hvis vi tager, hvad kulturministeren tidligere har udtalt om det, kan vi jo konstatere, at hun har henvist til den forskningsbaserede viden om det forkerte i at dele elever. Hvad er der sket, som giver grundlag for, at De Radikale nu støtter en niveaudeling i folkeskolen?

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige fuldstændig klart, at i Det Radikale Venstre er vi ikke tilhængere af en fast niveaudeling. For som hr. Lars Dohn påpeger, er der netop forskning, der viser, at hvis man fast opdeler eleverne på niveau, så sker der det, at eleverne sådan set ikke bliver dygtigere af det; tværtimod går det ud over de svageste elever, fordi man også sænker forventningerne til dem.

Så det, der har været fuldstændig afgørende for os i de her forhandlinger, da der nu var nogle partier, der kom og sagde, at de gerne ville kigge på holddelingsreglerne, var at sige: Okay, vi kan godt finde ud af en eller anden åbning, men til gengæld skal vi indhegne det på en måde, så det er skrevet fuldstændig klart i loven, at man ikke må lave fast niveaudeling.

Fru Merete Riisager.

Tak. Og tak til ordføreren for fremlæggelsen. Jeg blev lidt i tvivl om, om der var tale om et vendespil eller en fremlæggelse af en fuldstændig gennemgribende folkeskolereform.

Men hvis vi bare lige skal tage to af de grupper ud, som ordføreren nævnte, nemlig ADHD-børn og børn med indlæringsvanskeligheder og så lærerne, så vil jeg godt spørge, hvordan det lige er, at den her reform gør hverdagen bedre for dem. ADHD-elever, som får gavn af innovative processer i undervisningen: Altså, har ordføreren overhovedet nogen indsigt i, hvad der gavner børn med ADHD og børn med indlæringsvanskeligheder?

Igen vil jeg henvise til forskning – ja, det er lidt kedeligt, men det er jo bare sådan, at sådan nogle børn har rigtig meget glæde af forudsigelighed og struktur omkring sig. Og det er jo altså lige præcis det modsatte, vi her tilbyder. Lærerne skal inkludere de her børn i klasserne og får en stor opgave her. Så hvordan forbedrer det hverdagen for disse grupper?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig uenig med Liberal Alliance, når de prøver at få den nye folkeskolereform til at lyde, som om den skulle være i modstrid med muligheden for at lave struktur. Tværtimod. Ved at give den enkelte skole frihed kan man jo netop planlægge det på en måde, der giver mening.

F.eks. siger vi nu, at alle børn skal bevæge sig hver dag, fordi vi kan se, at når man får pulsen op, kan man også koncentrere sig meget bedre, så lærer man også meget bedre. Det kan man sagtens indtænke på en fuldstændig struktureret måde. F.eks. kan man jo lægge et løbebånd hver morgen, så det er fuldstændig fast. Indtil nu har det jo fungeret på den måde, at når man ville arbejde med f.eks. et løbebånd, så blev hver lærer bedt om at aflevere nogle minutter fra deres timer til at pulje det sammen, så man kunne lave det her løbebånd. Fremover bliver det sådan, at med tiden til den understøttende undervisning behøver man ikke at tage tiden fra dansk og matematik og de andre fag, som Liberal Alliance er så optaget af, for så kan man både undervise i sine fag, og man har tiden til at løbe.

Fru Merete Riisager.

Det lyder for mig, som om man i Det Radikale Venstre ikke er ked af at sige, at månen er en grøn ost, hvis det lige er det, der passer ind. Nu er det bare sådan, at L 51 handler om en længere og mere varieret skoledag. Det er det, man her står og argumenterer for. Så kan det godt være, at ordføreren forsøger at fragmentere det til navne og enkeltsager, men det er det, som reformen går ud på. Det er altså, at man skal variere og skifte mellem lærere og pædagoger osv.

Jeg har et kort spørgsmål: Hvilket forskningsmæssigt grundlag hviler den her reform på ifølge ordføreren?

Ordføreren.

Vi kan godt tage diskussionen om forskning igen, så lad os bare tage det element for element: Vi har rigtig gode erfaringer med de indskolingsforsøg, vi har lavet, hvor lærere og pædagoger arbejder tæt sammen; vi har masser af forskningsbelæg for, at når man indtænker bevægelse i skoledagen, kan eleverne koncentrere sig bedre, og så lærer de mere; vi har undersøgelser, der peger på, at veluddannede lærere er det allervigtigste for, at børn lærer noget i skolen, og derfor afsætter vi 1 mia. kr. til efteruddannelse.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak. Jeg vil egentlig bare følge lidt op på hr. Lars Dohns spørgsmål om holddeling i folkeskolen. Nu siger fru Lotte Rod selv, at man i De Radikale er optaget af, at der ikke bliver lavet for meget holddeling, og at der er forskningsmæssigt belæg for at sige, at det går ud over de svageste elever. Det er jeg sådan set fuldstændig enig i, men det, der så bare undrer mig, er, hvorfor man så i De Radikale vælger at bakke op om et lovforslag, hvor der bliver sat meget frie rammer for holddelingen, som netop vil gå ud over de svageste elever. Det har ordføreren jo lige selv stået og sagt, så hvorfor står det så i det her lovforslag, hvis De Radikale er modstandere af det?

Ordføreren.

Mit problem går ikke på holddeling generelt, det går på fast niveaudeling. Derfor har det været meget vigtigt for Det Radikale Venstre, at vi, samtidig med at vi åbner op for holddelingen, så præciserer, at man ikke må lave fast niveaudeling, for det vil jo bare være at genindføre den gamle skole, som vi er glade for at vi er kommet af med.

Men når jeg synes, at der sådan set kan være en god idé i at åbne for holddeling, er det jo, fordi man ude på nogle skoler har rigtig gode pædagogiske erfaringer med f.eks. at køre aldersintegrerede klasser, eller at man, hvis man har årgangen på en gang, så kan lave forskellige ting ud fra interesser eller efter forskellige emner. Det synes jeg sådan set vi har fundet balancen for i det her lovforslag. Vi gør det muligt, at skolerne kan arbejde på den gode pædagogiske måde, som de jo allerede er i gang med, og som de har ønsket at de kunne få lov til at gøre, uden at det var på kant med loven, samtidig med at vi har præciseret, at man ikke må lave fast niveaudeling.

Fru Rosa Lund.

Man må ikke lave fast niveaudeling, men man må dog gerne lave niveaudeling. Altså, niveaudeling er vel sådan set både skadelig for de stærke og de svage elever, i hvert fald hvis man skal tro på forskningen, som jeg kan forstå at De Radikale læner sig op ad. Jeg vil da sige, at det her lovforslag netop er et skridt tilbage til 1950'ernes skolegang. Nu har fru Lotte Rod jo remset op, hvem det er en rigtig god dag for i dag; det vil jeg så nok være lidt uenig med fru Lotte Rod om, men jeg vil da i hvert fald bare sige, at det er en dårlig dag for Det Radikale Venstre, hvis man holder op med at bero sin folkeskolepolitik på forskningen.

Ordføreren.

Med fare for at komme til at sige det samme en gang til vil jeg sige, at vi jo netop har gjort os umage med at få indsnævret det. For det var jo sådan, at man ude på skolerne, med de regler, vi havde før, godt nok havde den her 50-procentsregel, men det var jo ikke, fordi den som sådan blev kontrolleret; omvendt var det ret åbent med hensyn til holddeling i 8.-10. klasse. Og der synes vi faktisk at vi har fundet en meget fin balance ved at sige: Lad os give skolerne friheden til den pædagogisk begrundede holddeling, som kan give god mening, hvis man f.eks. arbejder aldersintegreret eller arbejder med at opdele i emner og en gang imellem også i niveau; man må bare ikke lave en fast niveaudeling, for så sænker man forventningerne til de svageste elever, og så går det ud over dem.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Pernille Vigsø Bagge fra SF.

Kære ordførere fra V, K, O, R og S, kære fru minister og kære embedsfolk dernede i hjørnet: Tak for et meget langt forår i hyggeligt samvær. Der har været kage, kæpheste, kompromiser og kampe. Vi har grinet, og vi har stridt, og jeg var lige ved at skrive et meget stort episk digt, hvor der stod, at vi havde diskuteret ånd, dannelse og tanke og sågar Dybbøl Banke, men i stedet vil jeg bare fremhæve nogle af de ting i de her to lovforslag, som vi i SF er meget glade for. Så kan vi jo tage debatten derefter.

I Danmark har vi en god folkeskole, og den gør vi nu endnu bedre. Som Einstein engang sagde, så starter menneskets intellektuelle rejse meget, meget tidligt i tilværelsen, og derfor er det også så vigtigt, at den her nye folkeskole kan bygge oven på en rigtig god indsats i vores daginstitutioner og kan øge børns samlede udbytte af skolegangen, fra de tager deres første skridt ind i klasselokalet i børnehaveklassen, til de går ud 9 eller 10 år senere.

I SF har vi jo selvfølgelig især været begejstret for, at lovforslaget rummer mulighed for, at man kan have to voksne i klassen ad gangen, fordi det vil give mere tid til det enkelte barns læring, f.eks. inden for kernefag som dansk og matematik, der jo danner grundlag for tilegnelsen af megen anden læring. Det er altså helt nødvendigt med en ekstra indsats på de her områder, da det jo har vist sig, at alt for mange elever af en gennemsnitlig 9.-klasseårgang i dag forlader skolen uden de fornødne færdigheder i netop dansk og matematik.

Det er ikke godt nok i et land som Danmark, og derfor er det også nødvendigt, at man gennemgribende forandrer måden at tænke, tilrettelægge og afvikle undervisningen på, så flere børn kommer vel igennem folkeskolen. Hvis det skal lykkes, er det også nødvendigt, at der kommer fokus på indsatsen for de børn, der af den ene eller den anden grund ikke altid kan få hjælp hjemme hos mor og far til den svære matematik eller den vanskelige grammatik.

Det er også derfor, at vi i SF har været optaget af, at der i den nye skole bliver et sted, hvor man kan henvende sig, hvor der er tid og ro til den faglige fordybelse og lektiehjælp. Det vil desuden betyde, at mange af eleverne rent faktisk kan holde helt fri, når de går ud af skolegården, vel vidende, at der ikke ligger en stor bunke lektier og venter på dem derhjemme, når de engang har været til musik, sport eller spejder.

Vi glæder os også over, at lovforslaget er banebrydende for dansk skolepolitik, fordi det er første gang i danmarkshistorien, at børns trivsel og øgede sociale mobilitet indgår som erklærede, klare mål i en folkeskoleaftale. Med et øget fokus på børns trivsel, på arbejdsmiljø, på ro og på orden får vi nemlig en folkeskole, der både danner og uddanner vores børn.

Der er rigtig mange gode, nye, fornuftige tiltag. Vi er glade for, at skolerne forpligtes til at åbne sig over for et lokalsamfund og inddrage foreninger, virksomheder og kulturelle institutioner i undervisningen. Vi skal styrke børnenes relation til det lokalsamfund, de er en del af, i tråd med formuleringen i folkeskolelovens formålsparagraf, hvor der står, at skolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Sidst, men ikke mindst vil jeg slutte der, hvor jeg startede. Det er rigtig, rigtig glædeligt, at der er så bred en opbakning fra Folketingets partier til den her reform af folkeskolen. Det giver jo et begrundet håb om, at vi kan give ro til implementering af de her ændringer, og det vil i sidste ende være til stor gavn for både børn, lærere og forældre.

Der er en enkelt kort bemærkning, fra fru Rosa Lund.

Jeg har et enkelt spørgsmål til fru Pernille Vigsø Bagge. I valgkampen i 2011 havde SF et ret godt slogan – det synes jeg i hvert fald – som hed: Fra danske banker til danske børn. For det gav for mig at se rigtig god mening, at de danske banker skulle betale for, at vores børn kunne få det lidt bedre i folkeskolen – det var en glimrende finansieringskilde til at gøre folkeskolen bedre. Hvorfor ændrede SF holdning til, hvordan vi bedst finansierer den danske folkeskole?

Ordføreren.

SF synes sådan set stadig væk, at erhvervslivet skal give en klækkelig del, give sit bidrag til det danske samfund. Vi har sågar været ude at rose Mærsk – og det er jo ikke tit, SF gør det – for at smide 1 mia. kr. til folkeskolen. Vi synes, det er på tide, at f.eks. Mærsk betaler en del tilbage til samfundet. Vi synes sådan set stadig væk, at det er meget, meget vigtigt, at de store multinationale selskaber bidrager til festen i det her samfund. Det er også derfor, vores skatteminister er meget, meget obs på den del af sin indsats.

Men når det gælder skattepolitikken, skulle vi måske hellere tage det op under et andet lovforslag og med en anden minister.

Fru Rosa Lund.

Vi diskuterer meget gerne skattepolitik med SF i den her sal en anden dag. Men grunden til, at jeg spørger, er jo, at vi i Enhedslisten undrer os over, at SF, som jo ellers er et parti, der har støttet lærerne i, at god forberedelse giver god undervisning, lige pludselig siger ja til en finansiering af en folkeskolereform, som er betalt af lærerne. Det kan vi i Enhedslisten sådan set bare ikke forstå.

Ordføreren.

Jamen nu har Enhedslisten måske så også det problem, at man ikke sådan kan se, hvad der ligger lige for, f.eks. at vi finansierer den her folkeskolereform med 0,5 mia. kr. om året de næste 8 år, og dertil kommer penge til efteruddannelse af lærere, ledere, pædagoger og øvrige ansatte. Jeg synes måske, at Enhedslisten en gang imellem, når der kommer nogle nye penge, også skulle anerkende, at det så reelt er nye penge, der kommer. For det passer jo ikke, at lærerne er dem, der primært finansierer den her reform. Der følger penge med, og heldigvis for det.

Hr. Lars Dohn.

I forhold til det allersidste om finansieringen vil jeg gerne spørge, om det er forkert, når Danmarks Lærerforening i sit høringssvar skriver, at det, der er bevilget til efteruddannelse, er mindre end det, der er sparet i de senere år på efteruddannelse.

I det hele taget kan jeg da godt undre mig over, hvad det er, SF har fået, altså når der i den her reform indgår niveaudeling, der indgår nationale test, PISA, kæmpe hold, skoler uden egen ledelse, pædagogisk råd som noget, der kan være der, nej til lokale arbejdstidsaftaler, overgreb mod aldersreduktionsordning, overgreb mod klasselæreraftaler osv. Eller ligger der heri forklaringen på, at SF's tilslutning blandt lærerne er faldet fra 23 pct. til nu 5 pct.?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at hr. Lars Dohn er blevet ekstremt interesseret i meningsmålinger, og det synes jeg også selv er enormt spændende. Men SF's fokus har – måske i modsætning til Enhedslistens – været børnene. Det er derfor, de tre overordnede mål for reformen – at flere skal lære mere, at de dygtigste elever skal blive dygtigere, og at også de elever, der har det svært, skal have et løft som det første mål; at børns trivsel skal i højsædet som det andet mål; og at vi skal øge den sociale mobilitet og bryde negativ social arv som det tredje mål – er helt overordnede mål, som SF har kæmpet for skulle være en del af den her folkeskolereform. Det er vi simpelt hen så glade for.

Vi er også rigtig glade for de elementer, som at der er lektiehjælp, som at der er mulighed for to voksne i undervisningen, at der er mulighed for bevægelse, at de praktisk/musiske fag får et løft, og at vi kan regne med, at trivsel bliver noget, som ingen voksne kan undslå sig for at gå ind i i forhold til den enkelte elev. Det har været helt afgørende for SF, og det er det stadig.

Hr. Lars Dohn.

Det, jeg sådan kunne udlede af det, var faktisk, at det, man fik for det, var to voksne. I professionel sammenhæng hed det jo under valgkampen tolærerordning i de yngste klasser. Nu er det så blevet til, at vi skal spørge: Hvad har du så lært af den voksne? For vi må ikke kæde en fagbetegnelse på. Det er sådan en del af det resultat, der er. Jeg vil mene, at jeg kan konstatere, at den lange række af ting, som SF indædt har kæmpet imod i rigtig, rigtig mange år, er ædt med den her reform.

Ordføreren.

Allerede i 2009 eller 2010 laver SF et betænkningsbidrag i undervisningsudvalget, hvor der står, at det er vores ønske, at pædagoger kan blive en fast del som fastansatte i folkeskolen. Det ved jeg godt hr. Lars Dohn som uddannet folkeskolelærer er inderligt imod, og jeg ved godt, at pædagogerne og de gode resultater, der er, med at have pædagoger i folkeskolen er et kæmpeproblem for Enhedslisten og for hr. Lars Dohn. Det er det ikke for SF, for vi er så glade for de godt 10.000 pædagoger, der allerede de sidste 14 år har været i folkeskolen, og vi håber sådan set, at det gode arbejde kan fortsætte. Og det holder vi fast i.

Fru Merete Riisager.

Tak. Fru Pernille Vigsø Bagge er optaget af de 20 pct., som kommer ud af folkeskolen med utilstrækkelige kundskaber. Det er vi sådan set også i Liberal Alliance. Men hvorfor er fru Pernille Vigsø Bagge så ikke mere optaget af, hvad der egentlig virker, og hvad forskningen faktisk siger virker?

Nu redegjorde fru Lotte Rod på pinligste vis for det meget spinkle forskningsgrundlag, som hele reformen hviler på. Hvad ved reformen mener fru Vigsø Bagge vil gøre disse elever dygtigere?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at når man opstiller nogle mål, fuldstændig som Liberal Alliance gør det i masser af henseender på forskellige politikområder, så lever man op til de mål. Og hele målet om, at flere børn skal lære mere, og at vi skal bryde den negative sociale arv med den her reform, kommer vi til at leve op til, fordi der er så mange gode håndtag i den her reform. Og der er også forskningsmæssigt belæg for, hvor godt det er, når pædagogernes faglighed arbejder sammen med lærernes faglighed, og når skolen ikke, som det er sket siden 2007, hvor den har mistet en hel måned, mister undervisningstid. Så er der altså belæg for at sige, at det her er noget, der løfter.

Fru Merete Riisager.

Det er bare mærkeligt, at der ikke er nogen af ordførerne, som kan finde ud af at pege på denne fantastisk evidens. Når nu sådan nogle som den meget dygtige forsker John Hattie kalder reformen for absurd, når SFI peger på, at det er nogle helt andre ting, der virker, nemlig struktur og opfølgning, og når TIMSS- og PIRLS-forskerne siger, at en længere skoledag ikke har nogen som helst betydning for fagligheden, så er det bare mærkeligt, at fru Vigsø Bagge og de andre ordførere ikke kan grave noget op.

Men lad mig lige til sidst spørge til afvikling af SFO'er og klubber. Som ordføreren er klar over, er det jo KL's intention med den her reform at få afviklet nogle SFO'er og klubber, sådan at pædagogerne kan komme med over i folkeskolen. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Det er jo ikke en del af det her forums opgave at diskutere KL's intentioner. Vi har i de seks partier, der er med i den her aftale, en klar intention om at give et løft til folkeskolen. Uanset hvad KL så i øvrigt har lyst til ude i kommunerne i forhold til klubtilbud, har vi jo ikke ændret en tøddel i lovgivningen, i forhold til at det stadig væk er en fuldstændig klar forudsætning i folkeskoleloven, at man skal tilvejebringe pasning fra 0. til 3. klasse på passende vis i kommunerne. Det er der jo ikke lavet om på med den her aftale.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak. Jeg er både oven på debatten i dag og oven på den debat, vi har haft det sidste år, ikke i tvivl om, at vi alle sammen holder af den danske folkeskole. Vi ønsker alle sammen, at børn skal udfordres, udvikles og trives i folkeskolen. Jeg betvivler altså ikke intentionerne bag det her lovforslag, jeg mener blot, at indholdet i lovforslaget skyder fuldstændig forbi målet.

Med lovforslaget skal børnene i folkeskolen være længere tid i skole, og ja, der er forsvundet mange timer i folkeskolen som følge af besparelser ude i kommunerne over det sidste par år. Så det er bestemt godt, at minimumstimetallet hæves til det vejledende, så vi kan sikre, at eleverne får flere timer. Men at gå i skole 30 timer om ugen er altså lang tid, når man er 6 år, især hvis man er en af dem, der har det lidt svært i skolen, en af dem, der har svært ved at følge med, når det går stærkt, en af dem, der har svært ved at følge med, når sætningerne bliver for lange, eller en af dem, der ikke kan forstå de tal, der står på tavlen.

Samtidig har mange børn brug for at opleve, at de ikke altid skal være ham eller hende, der er dårlig til matematik, men at de også kan være den, der er god til at lege dåseskjul, god til at udvikle ting i værkstedet eller er den gode kammerat. Flere pædagogiske forskere har da også peget på, at børn har brug for at opleve et sceneskift i løbet af deres dag. Børn har også brug for at definere deres egen leg, og børn har ret til selv at bestemme. Den leg, børnene selv udvikler, er vigtig, fordi den lærer børnene at samarbejde og være kreative og være innovative.

Det er netop den kreativitet, som Danmark bl.a. skal leve af i fremtiden, i hvert fald hvis man skal tro regeringen, som jo gerne vil fremme innovationen. Men hvis det her lovforslag bliver vedtaget, og det er der jo rigtig meget der tyder på det gør, er der ikke meget plads til den frie leg i børnenes hverdag fremover, og det er et stort problem, for så er der netop ikke plads til at udfolde kreativiteten.

For at sikre, at børn fortsat har mulighed for at udforske verden og udfolde deres sociale kompetencer i nogle andre rammer, har vi brug for fritidstilbud af høj kvalitet, hvor børnene kan være børn, når de endelig har fri fra at være elever. Men når skoledagen bliver længere, giver det selvsagt mindre tid i SFO'en eller klubben efter skole, og det kan sikkert få nogle forældre til at vælge tilbuddet fra, fordi det ikke giver mening at betale mange penge for et tilbud, hvor børnene skal være i kortere tid. Og regeringen forventer – står der i lovforslaget – at forældrebetalingen fastholdes på det niveau, som den ligger på i dag.

Det, at børnene skal være der i kortere tid, kan også få nogle kommuner til at nedprioritere områderne, altså fritidstilbuddene, det har vi f.eks. set i Hjørring Kommune, hvor man har foreslået, at der skulle være frivillige i SFO'erne i stedet for pædagoger. Det mener vi i Enhedslisten er et problem, fordi frivillige ikke har de samme pædagogiske forudsætninger for at stimulere børnene, som uddannede pædagoger har.

Idealet for vores fælles folkeskole må være, at alle børn har det godt, at alle børn lærer, og at alle børn udvikles, og det kræver bestemt en skoledag, der tager hensyn til børnenes forskellige måder at lære på. Det kræver en varieret, en opdateret og en spændende skoledag. Men hvis lærerne skal kunne levere den undervisning, vi alle sammen gerne vil have, der er nytænkende, der skaber begejstring, kræver det altså, at de har tid til at forberede sig, præcis som vi alle sammen har forberedt os til den her debat i dag, så den kan blive så god som mulig. Men når lærerne skal være flere timer i skolen uden at få mere tid til forberedelse, frygter vi i Enhedslisten, at det vil gå ud over kvaliteten af undervisningen.

Det giver god mening, at lærerne skal være mere sammen med eleverne, det giver god mening at efteruddanne lærerne, så de er uddannet i det fag, de underviser i, men det giver ikke mening, at lærerne skal løbe hurtigere for at kunne leve op til regeringens målsætning, og det giver ikke mening, at der skal spares et andet sted, når lærerne skal efteruddannes, fordi man skal finde pengene til vikardækningen. Det giver bare dårligere undervisning.

Så de fine løfter, som vi også har hørt i dag, om, at nu bliver undervisningen mere spændende, mere praktisk orienteret og med mere bevægelse, kommer ikke til at holde, for med det her forlig bliver skoledagen bare længere, finansieret af lærerne og på bekostning af børnenes udvikling og frie leg.

Som om det ikke var nok, får vi også en folkeskole, der er indrettet efter de stærkeste elever, hvis det her lovforslag bliver vedtaget, for det bliver nu muligt med elite- og talentklasser. Eleverne skal tidligere vurderes uddannelsesparate, elevplanen får mere betydning, eleverne skal testes mere, og skolerne får lov til at inddele eleverne oftere på baggrund af deres faglige niveau.

I Enhedslisten er vi sådan set enige i målet om, at alle skal blive så dygtige, som de overhovedet kan. Vi er også enige i, at alles talent skal udfordres, men det gør man altså ikke ved at dele eleverne op i A-hold og B-hold. Når klassen som det bærende fællesskab forsvinder, bliver det for det første sværere for de elever, der kommer fra ressourcesvage hjem, fordi de har sværere ved at navigere i løse strukturer, som det er blevet belyst i en rapport fra SFI, som har været nævnt flere gange herinde i salen i dag. For det andet fremgår det af den samme rapport, at alle elever, både de fagligt stærke og de fagligt svage, får mest ud af at gå i klasse sammen.

Alle bliver altså løftet, når klasserne har mange forskellige slags elever. En niveauopdelt folkeskole, der fokuserer på eliten, er meget langt fra den folkeskole, hvor pedellens søn går i klasse med lægens datter og de sammen lærer, udvikles og trives i folkeskolen i et trygt klassefællesskab. Det er vores vurdering, at vi kommer til at se en endnu større kløft mellem de børn, der kommer fra hjem med fyldte bogreoler, og de børn, der kommer fra hjem, hvor mor og far også selv har svært ved at læse og regne. I Enhedslisten støtter vi ikke L 51, vi støtter eleverne, vi støtter lærerne, og vi støtter den fælles folkeskole.

Så vil jeg bare lige knytte et par ord til L 52. For selv om vi i Enhedslisten er modstandere af den nye folkeskolereform, støtter vi L 52, fordi det trods alt giver lidt mere frihed til skolerne til at kunne tilrettelægge skoledagen på skolerne selv. Det er ikke noget, vi i Enhedslisten mener man skal diktere fra Christiansborg. Når vi støtter lovforslaget, er det, fordi vi mener, at det måske kan være med til at rette op på nogle af de skævheder, der ellers ligger i folkeskolereformen.

Vi mener altså i Enhedslisten, at det er en god idé, at alle børn får faglig fordybelse, at alle børn kan få hjælp til lektierne. Vi så selvfølgelig helst, at man afskaffede lektier helt, og det håber vi da også L 52 måske de facto kan gøre, altså at børnene kan få fri, når de så endelig efter en lang skoledag har fri. Derfor støtter vi ikke L 51, men støtter L 52.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Merete Riisager.

Vi behandler i dag L 51 om en længere og mere varieret skoledag og L 52 om obligatoriske lektiecafeer.

Denne folkeskolereform er en katastrofe, der venter på at indtræffe. Regeringen har sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vedtaget en ny folkeskolereform hen over hovedet på både lærere og forældre. Befolkningen har ikke bedt om denne reform, lærerne har ikke bedt om denne reform, forskningen peger i en helt anden retning, og alligevel gennemføres en længere og mere varieret skoledag på alle skoler i Danmark.

Det vil føre til følgende: en lang skoledag, mindre fritid, men ikke mere faglighed; lukning af SFO'er og klubber overalt i landet; pædagoger, som kommer til at stå alene ved katederet og undervise folkeskoleelever, og det kommer til at gå ud over fagligheden; mere uro, når elever med særlige behov skubbes ind i almindelige klasser i en lang og varieret skoledag; børn med ADHD eller indlæringsvanskeligheder, der tabes på gulvet, fordi det, de har allermest brug for, er struktur og forudsigelighed; demotiverede lærere, der ikke tror på projektet.

Det er i dag allerede sådan, at op mod en femtedel af folkeskolens elever efter 9 års skolegang hverken kan læse, skrive eller regne på et rimeligt niveau. I København er tallet for drenge med indvandrerbaggrund helt oppe omkring de 50 pct. i forhold til dårlige læsefærdigheder. Med denne nye reform risikerer vi at tabe langt flere unge mennesker på gulvet. Det er fuldstændig uanstændigt.

En af verdens førende uddannelsesforskere, John Hattie, betegner reformen som en absurd måde at forandre uddannelsessystemet på, og han mener, at vi meget hellere skulle gøre som i Finland, hvor man lægger vægt på at uddanne og opkvalificere lærerne. Det kan man nemlig dokumentere virker.

Liberal Alliance mener, at regeringen og VKO gør skade på folkeskolen og dens elever og lærere. Vi tror, at man kan få en meget bedre skole med følgende enkle midler: Giv lærerne en universitetsbaseret uddannelse, sæt skolerne fri til at vælge deres egen kurs, lærerne skal have tid til at undervise eleverne, skolelederne skal have fokus på faglig kvalitet, der skal være mere frihed og fritid for familierne, og der skal være en tættere dialog mellem skole og forældre.

Det er sølle, at politikerne lader sig spise af med en reform, som er skrevet af embedsmænd i stedet for at lytte til forældres og læreres ønsker. Hvis folkeskolen vitterlig skal være folkets skole, skal folket også have indflydelse på den. L 51 om en længere og mere varieret skoledag er, hvad der sker, når politikerne bliver for dovne til at føre politik og overlader det til embedsmændene, og når embedsmændene kører deres egne dagsordener, uanset om regeringen er blå eller rød, og uanset hvad befolkningen eller forskere måtte mene om det.

På DR 2 i Debatten sagde finansministeren, at folkeskolereformen var den reform, han var allermest stolt af. Det håber jeg virkelig ikke han bliver ved at hævde, fordi så tegner der sig et sort billede af regeringen. Folkeskolereformen ligger fint i forlængelse af finansministerens og undervisningsministerens vision om den perfekte borger i konkurrencestaten. Her er borgerens liv reduceret til en beregnet nytteværdi for staten, og det er derfor naturligt, at staten overtager så stor en del af børnenes opdragelse som muligt.

Med reformen kibbutzgøres barndommen. Leg, fritid og lektier bliver statens anliggende, eller som økonomi- og indenrigsministeren beskrev det i et andet program på DR 2, er hun mere tryg ved, at børnene løber sig en tur i skolen, end at de sidder foran computeren hjemme i deres såkaldte fritid. Regeringens respekt for borgernes egen tid, familiernes egen tid kan ligge på et meget lille sted.

Men hvad med de borgerlige? Nu har vi hørt Venstre og Dansk Folkeparti slå syv kors for sig. Om lidt vil De Konservative gøre det samme. Det ændrer bare ikke på, at de alle sammen har slugt folkeskoleforliget. De har ændret småting og benævnelser, men de har ikke ændret ved hele det forfejlede grundlag for reformen.

Venstre vil have, at skolen skal være et lærested og ikke et værested, men et værested er præcis det, folkeskolen bliver ved folkeskoleforliget. Det har Venstre ikke rykket en tøddel ved.

Dansk Folkeparti vil have ro i klassen og respekt for lærerne. Det sidste, der bliver, når inklusionen ramler sammen med en længere, mere varieret skoledag, er ro i klassen. Respekt for lærerne er vel ikke lige det, der ligger i at gøre pædagoger til lærere og gøre det hip som hap, om man har en faglig baggrund, når man står bag katederet.

Konservative, ja, hvad skal jeg sige? De har fået udskudt lektiecafeerne indtil næste folketingsvalg, og tak for det. Men lad nu være at smøre for tykt på, når I kommer op på talerstolen. I hoppede lige ind i skoleforliget med alt, hvad dertil hører, og I har sat jeres fine, grønne segl på L 51, også kaldet heldagsskolen. Det er godt, at der er 2 år til næste folketingsvalg, så de borgerlige partier kan nå at besinde sig på en mere ambitiøs dagsorden for folkeskolen.

Folkeskoleforliget er det, der sker, når politikere holder op med at føre politik. Liberal Alliance fortsætter med at kæmpe mod heldagsskolen både lokalt og i kommunerne og på Christiansborg. Hvis nogen skulle være i tvivl, siger vi nej til både heldagsskole og obligatorisk lektiecafe.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er lige en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen.

Det er altså en uskik at angribe nogle folk, der ikke kan forsvare sig, og det er jo embedsapparatet. Altså, jeg vil virkelig henstille til, at ordføreren angriber Dansk Folkeparti og alle andre ordførere og partier, og jeg ved ikke hvad, men ikke embedsapparatet, for de har ingen mulighed for at tage til genmæle. Jeg vil bare henstille til, at man ikke gør det til kutyme at angribe folk, der ikke kan svare igen. Det er altså en uskik både her og andre steder.

Ordføreren.

Det må Dansk Folkepartis ordfører jo gerne synes. Det, jeg her beskriver, er en reform, som er blevet lavet af ikkefolkevalgte, og en situation, hvor de folkevalgte har ulejliget sig meget lidt med at ændre på det, som embedsmændene har udarbejdet. Og det mener jeg er et stort problem i denne folkeskolereform. Det kan også være, det er det andre steder i det politiske landskab. Det er den erfaring, jeg har gjort mig med det her, og det synes jeg befolkningen bør vide.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det er fint nok at have den holdning. Jeg vil bare henstille til, at man ikke angriber folk, der ikke kan svare igen, for det er jo sådan i Danmark, at embedsapparatet ikke svarer igen. Så man skal da angribe ordførerne. Og jeg vil bare sige, at lovarbejdet jo foregår i et samarbejde mellem politikere og embedsstanden. Man skal da angribe politikerne, for det er os, der har ansvaret for det, der bliver lavet – også dette lovforslag. Det er os her – de seks partier – der har ansvaret. Man skal angribe os. Det andet er simpelt hen en uskik, og jeg vil henstille til, at man ikke fortsætter den linje fra Liberal Alliances side.

Ordføreren.

Jeg mener, at den danske befolkning skal vide det, når politikerne laver så lidt politik, som det er tilfældet i forhold til den her reform. Befolkningen bør vide, at Venstres ordfører står her på talerstolen og siger, at denne reform var fuldstændig den samme, dengang den blev bygget under dem, som når den nu bliver fremlagt af en anden regering. Det er da bemærkelsesværdigt, og det synes jeg er en sammenhæng, som jeg ikke ser nogen grund til at skjule for befolkningen.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det fru Lene Espersen fra De Konservative.

Der har lige været en lang ordveksling, der har handlet om, hvorvidt det er politikere, der laver politik, eller det er andre, der laver politik. Jeg synes, det er vigtigt at få understreget, at L 51, der handler om vores folkeskolereform, er konservativ politik.

Før vi for alvor gik i gang med forhandlingerne, fremlagde Det Konservative Folkeparti vores forslag til en folkeskolereform. Det gjorde vi i sommeren 2012. Vores ønske var, at der skulle være flere timer i dansk og matematik. Vi ønskede, at der skulle være bedre mulighed for at lave hold i folkeskolen, således at vi kunne støtte de elever, der havde brug for at blive løftet meget fagligt, men vi ønskede også at understøtte de elever, der var allerdygtigst, i at blive endnu dygtigere. Vi ønskede muligheder for tonede forløb. Vi ønskede engelsk fra 1. klasse. Vi ønskede et andet fremmedsprog fra 5. klasse. Vi ønskede, at der var fokus på innovation og entreprenørskab. Alt det er en del af det her lovforslag.

Det er bare for at sige, hvis der er nogen, der sidder og følger debatten her i dag, at man altså ikke skal tro, at det er nogle embedsmænd, der har fundet på, at Det Konservative Folkeparti skulle mene det. Det er noget, vi har ment igennem meget lang tid. Og jeg er rigtig glad for, at der her i Folketinget har været bred enighed om, at vi skulle gøre den danske folkeskole endnu bedre, så den bliver førstevalget for langt, langt flere forældre og elever, end det i dag er tilfældet.

Vi tror på, at man i et moderne uddannelsessystem skal forene respekten for viden, kundskab og faglighed på den ene side med udviklingen af selvstændighed, kreativitet og tværfaglighed på den anden side, og det synes jeg faktisk er lykkedes utrolig flot for os med den aftale, der er indgået på folkeskoleområdet. Vi har haft det som en politisk målsætning igennem de år, hvor jeg har været medlem af Det Konservative Folkeparti – og det har jeg været siden 1984 – at vores børn skulle lære noget mere i folkeskolen. I mange år stod vi faktisk uden for folkeskoleforlig, fordi vi syntes, at der var for meget fokus på det, nogle kalder rundkredspædagogik, dvs. manglende fokus på faglighed. Det er der kommet, og jeg synes faktisk, at det er lykkedes for Folketinget meget bredt at finde hinanden i nogle kompromiser, og kompromiser er der tale om.

Jeg vil da sige, at ud af alt det, jeg har læst op vi fik igennem, så var der også ting, vi ikke fik igennem. Jeg tror, fru Karen Ellemann var inde på det samme. Vi havde ønsket, at folkeskolens afgangseksamen talte noget mere, for så tror jeg altså, at man ville gøre sig ekstra umage til sidst. Jeg husker min egen niece, der ringede og spurgte: Hvorfor skal jeg egentlig læse til eksamen? For det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg får i karakter. Jeg er allerede kommet ind på gymnasiet.

Jeg vil sige, at den diskussion kan vi tage en anden gang, men selvfølgelig kommer man ikke igennem med alt, hvis ikke man har 90 mandater. Men jeg synes, at vi er kommet igennem med mange ting, og derfor vil jeg også gerne stå på mål for den her reform.

Vi synes bl.a., at det er godt, at der fra 7. klasse bliver valgfag, der giver den enkelte elev mulighed for at fordybe sig der, hvor interessen er. Vi tror faktisk på, at det er rigtig godt. Vi mener også, at mange af de andre initiativer, der er til forbedring af udskolingen, er rigtig gode. Det gælder bl.a. anvendelsen af valgfag og mulighederne for eliteidrætsklasser. Det at dyrke eliten er jo noget af det, der næsten har været et tabu i mange år, og det er godt, at det er kommet med. Der kommer en ny prøve i idræt, og der bliver også nogle ændringer af adgangsbeviset for folkeskolen, som trækker i den rigtige retning.

Vi er glade for kompetenceudviklingen af lærerne, der er en central del af reformen. Der er mange, der har fremhævet det. Vi er også glade for de mange regelforenklinger, det er lykkedes at komme igennem med. For vi må jo indrømme, at vi også i Folketinget har en tendens til at dynge skolen til med nye regler, og her er det faktisk lykkedes os at komme med liberaliseringer, så der er større frihed også til fællesledelse på tværs af flere folkeskoler. Så der er tale om et betragteligt løft, som vi er meget glade for.

Som jeg har spurgt ind til under behandlingen i Folketinget i dag, har der været et område, hvor vi mener der er behov for at få fundet en løsning, og vi er rimelig pragmatiske. Jeg er faktisk rimelig indifferent over for, hvilken løsning vi finder, men jeg mener, at vi bliver nødt til at tage den henvendelse, der er kommet fra Det Danske Suzuki Institut, alvorligt. De har et behov for at sikre, at deres elever også har mulighed for dispensation, på samme måde, som de kommunale musikskoler i dag har mulighed for at få en undtagelse fra de lange skoledage, så de har en mulighed for at påbegynde undervisningen af de første elever omkring kl. 13. Det vil jo ikke være muligt med en skoleuge som den her, der er på 28, 30 og 33 timer på henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Det håber jeg så vi kan finde en løsning på.

Jeg har også modtaget en anden henvendelse, som jeg håber på at vi kan finde en løsning på. Ganske mange familier står jo med børn, der er særlig udfordret. Det kan være en dreng med diagnosen infantil autisme. Mange af dem har jo deltidshjemmetræning. For dem bliver det altså en udfordring, hvis man holder fast i heldagsskolen, at de ikke får mulighed for at deltidshjemmetræne deres børn i noget af tiden.

Der håber jeg altså på at de særlige regler, som fremgår af lovforslaget, og som undervisningsministeren kan fastsætte, tillader, at man kan fravige det krav for elever, der modtager enten specialundervisning eller får en anden form for støtte. For jeg mener, at den gruppe af elever har rigtig, rigtig godt af den inklusion, der ligger i, at de er med i meget af den almindelige undervisning, men de skal selvfølgelig også passe deres støttetræning.

Den del af lovforslaget, L 52, som vi jo ikke er så glade for, er den del, der handler om diskussionen om lektiehjælp – og det er der blevet sagt rigtig meget om i dag.

Jeg vil gerne gøre det helt klart: Det Konservative Folkeparti har været tilhænger af, at der på alle skoler er et tilbud om frivillig lektiehjælp. Vi synes, det er en god idé, at der er det tilbud, og det er bl.a., fordi vi erkender, at der er forældre, der ikke kan hjælpe deres egne børn, og som har brug for, at der er læreruddannet personale, der hjælper de pågældende elever. Men vi vender os altså imod tanken om en obligatorisk lektiecafé eller tvungen lektiecafé til alle.

Der må jeg sige vi var uenige, og der endte det jo med, at Det Konservative Folkeparti forlod forhandlingerne, fordi vi ikke ønskede at være en del af den aftale. Det vælger regeringen så sammen med Venstre og Dansk Folkeparti at indføre med L 52. Jeg synes jo, at det er en lidt sjov måde, man formulerer sig på, for der står i L 52: Med nærværende lovforslag ophæves kravene til organisering af lektiehjælp, herunder at det er frivilligt at deltage i det. Det er en lidt sjov måde at formulere sig på, når det, det handler om, er, at man fjerner frivillighed og indfører tvang. Men vi er modstandere af det.

Jeg vil sige, også til hr. Alex Ahrendtsen, som jeg havde en drøftelse med under behandlingen tidligere i dag, at erfaringerne i Norge ikke bygger på, at de svageste elever går hjem. I den artikel, der var i Berlingske sidste år, står der sort på hvidt: Erfaringerne fra Norge bygger på, at når de svageste elever kommer ind i en klasse og går i en klasse, hvor der er utrolig mange elever i forvejen, der faktisk godt kan klare sig selv, så bliver der ikke så meget fokus på de svageste elever. Det er klart, for de ressourcestærke råber også op og vil have hjælp.

Det er det ene problem, altså at de svageste, om jeg så må sige, bliver nålen i høstakken, når der er fyldt med børn i rummet.

Den anden udfordring er, at det personale, der har været i Norge, ikke har været faguddannet personale, altså det har ikke været læreruddannet; det har ikke været matematiklæreren, dansklæreren, engelsklæreren. Og det har altså givet et dårligt resultat for de svageste. Jeg erkender, at der er resultater, hvor de dygtigere gør det bedre. Det har undervisningsministeren også kommenteret.

Men vi har en udfordring, og vores holdning er altså den, at vi synes, at tilbud om lektiehjælp skal være til dem, der har brug for det. Vi mener faktisk, at forældrene og eleverne selv skal have lov til at disponere over deres fritid. I det samfund, vi lever i i dag, hvor der er ganske mange, der arbejder forskudt, så er der faktisk også mange, der gerne vil sidde og lave lektier med deres børn derhjemme om eftermiddagen. Der er andre børn, der vil i Suzukiinstituttet og spille violin. Der er så nogle, der ikke har haft så gode erfaringer med det, hørte vi af fru Karen Ellemann, men så kan det være, at man vil spille håndbold eller fodbold eller badminton. Og det synes vi altså at forældrene og eleverne selv skal have lov til at bestemme.

Jeg vil sige, at der var noget, som jeg syntes var lidt underholdende, men nu valgte jeg ikke at drille Enhedslisten med det, for Enhedslisten holdt en lang tale, der handlede om, at man ikke syntes, at eleverne skulle gå så lang tid i skole. Og det eneste lovforslag, de støtter, er et, der øger antallet af timer, som eleverne skal være i skolen – fra 28 til 30 timer ved indskolingen, fra 30 til 33 timer på mellemtrinnet og fra 33 til 35 timer ved udskolingen. Så jeg havde bare lidt svært ved at forstå logikken i Enhedslistens måde at argumentere for det på.

Men vores holdning er altså den, at den tvungne lektiecafé ikke er vores kop te. Derfor har vi jo så respekteret, at de andre partier kan gennemføre det efter et folketingsvalg, for så er vi ikke en del af forligskredsen. Men resten af folkeskoleaftalen er vi faktisk ganske tilfredse med. Der er nogle hjørner som sagt, vi gerne vil arbejde med under udvalgsbehandlingen, og der håber jeg at vi kan finde hinanden.

Tak til ordføreren. Fru Karen Ellemann.

Tak for det. Jeg bliver nødt til at spørge, om det gør indtryk på ordføreren, at de i en af de store konservative højborge, nemlig Frederiksberg Kommune, faktisk så sent som i går aftes i deres undervisningsudvalg har vedtaget, at de gerne vil sørge for, at skolerne kan få lov til at søge om dispensation til at starte på den her lektiecafé før tid. Faktisk har man spurgt kommunens ti skoler. Ni ud af ti skoler vil rigtig gerne i gang allerede i det kommende skoleår og ser det som et enormt stort problem i forhold til tilrettelæggelsen, at vi i første omgang definerer, at det skal tilrettelægges i ydertimerne. Det er så den store konservative højborg. Jeg er interesseret i at høre ordførerens holdning til det og høre, om det gør indtryk på ordføreren.

Så vil jeg også høre ordføreren, om det gør indtryk på ordføreren helt generelt, at vores kommunale kandidater rundtomkring – det være sig både Venstrekandidater og konservative og alle mulige andre – sådan lidt undres over, hvad det er for en pudsig ting, der lige er sket derinde på Christiansborg.

Ordføreren.

Man følger jo altid med – også i lokalpolitik. Nu bor jeg ikke på Frederiksberg, jeg bor jo i Dragør, men jeg ved godt, at det er Socialdemokratiet, Venstre og Radikale, der har stillet det forslag i kommunalbestyrelsen som et drilleforslag. Og så har man for at være høflig over for skolerne naturligvis spurgt, hvad de mener om det forslag. Jeg synes stadig væk, det er en utrolig dårlig idé, og det mener flertallet af lærerne også. Der var en meningsmåling i sidste uge – ikke at vi skal lade os drive af dem – men hvis man spørger forældrene, og det er trods alt nogle, der har en vis part i folkeskolen, hører man, at flertallet så faktisk ikke ønsker at benytte sig af det tilbud, der er om frivillig lektiehjælp.

Så jeg vil sige, at mine erfaringer sådan set er, at det ikke er noget, der er særlig populært, for nu at sige det på nordjysk, og de mange steder, hvor jeg har været ude i kommunalvalgkampen, har jeg faktisk oplevet, at det her er den enkeltstående sag, som Det Konservative Folkeparti har fået mest ros for, nemlig vores modstand mod tvungen, obligatorisk lektiecafé.

Fru Karen Ellemann.

Nu gjorde jeg et stort nummer ud af at tale om, hvordan lektietræning sådan set allerede er en del af skoledagen i dag, og at vi ikke er i gang med at indføre lektiefri skoler, men lad nu det ligge. Det var faktisk til afstemning i går i den konservative højborg med et flertal også blandt De Konservatives stemmer, så det er jo sådan set vigtigt.

Jeg tænkte så også, om ordføreren har lyst til at kommentere, hvad partifællen hr. Brian Mikkelsen i et interview her i sommer, hvor han tegnede nogle visioner for den fremtidige folkeskole, bare ganske kort sagde: Lillesøster C er i skole flere timer om ugen, end skolebørn er det i dag, også flere timer, end der er lagt op til i den nye folkeskoleaftale, fordi det er nødvendigt for at opnå et tilstrækkelig højt uddannelsesniveau i Danmark.

Det vil jeg også gerne høre ordførerens reaktion på og høre, hvordan det harmonerer med den nuværende konservative position.

Så er det ordføreren, og jeg skal gøre opmærksom på, at der er 30 sekunders taletid i anden omgang.

Tak. Jeg vil sige, at jeg da synes, at hr. Brian Mikkelsens interview jo var meget spændende. Det handlede om sådan at kigge langt ud i fremtiden. Og jeg vil sige, at vi Konservative sådan set aldrig har lagt skjul på, at vi ikke har noget problem med, at der bliver flere undervisningstimer f.eks. i dansk og matematik. Det, vi vender os imod, er tanken om, at det er nogle af de her mere fluffy timer, der skal indføres i folkeskolen, hvor ingen rigtig ved, hvad det er, der skal foregå. Hvis det handlede om, at der skal være 2 timer mere i dansk om ugen, tror jeg såmænd ikke, der var nogle, der ville have det dårligt med det. Altså, mine børn går allerede i dag i skole på mellemtrinnet i 30 timer, så det, at det bliver 30 timer fremadrettet, er da ikke noget, der får mig til at ligge søvnløs om natten.

Men vi er modstandere af obligatorisk lektiecafé, og vi er modstandere af at indføre timer, hvor der ikke er et reelt fagligt indhold og mest muligt fagligt indhold.

Så er det fru Merete Riisager.

Tak. Hr. Lars Barfoed har rigtig mange gange gentaget, at det er hjerteblod for De Konservative at gå imod heldagsskolen. I dag står ordføreren så og taler varmt for L 51 om en længere og mere varieret skoledag, som jo, som ordføreren ved, indeholder understøttende undervisning og på den måde gør skoledagen meget længere. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Jeg vil sige til fru Merete Riisager, at det timetal, der bliver lagt op til i lovforslaget, L 51, er henholdsvis 38 og 33 timer, som jeg også tror hr. Alex Ahrendtsen svarede fru Merete Riisager tidligere. Og jeg vil sige, at for mine egne børns vedkommende er det det, de går i skole i dag. Det er for mig at se ikke nogen heldagsskole at være i skole fra kl. 8.00 til klokken er 14 eller rettere sagt 13.50. Det er ikke nogen heldagsskole. Mine børn har tid til at gå til spejder, gå til klaver, gå til fodbold og gå til svømning uden problemer.

Det, jeg vender mig mod, er en skole, hvor man er i skolen, til klokken er 15.30, 16 eller 17, og derfor har vi sagt, at det for os er afgørende, at man ikke begynder at bruge skolen som en slags opbevaringsanstalt, hvor man bare partout skal være, hvis man ikke modtager fagundervisning. Derfor har vi vendt os imod den obligatoriske lektiecafé, men hvis det, som jeg svarede fru Karen Ellemann før, handler om at give flere reelle timer i dansk og matematik, synes jeg da altid, man skal fokusere på, om man på nogle af disse områder kan løfte niveauet yderligere.

Fru Merete Riisager.

Jeg skal bare lige forstå det helt klart: Altså, når De Konservative snakker om heldagsskole, så snakker man i virkeligheden om en lektiecafé på 2 timer, som mange skoler vil gennemføre alligevel. De får lov til det gennem at søge dispensation for det, og det vil så blive gennemført efter et folketingsvalg. Og det kan jo komme snart. Så bliver det gennemført alligevel. Så når man taler om en heldagsskole, er det i virkeligheden lektiecafeen, man taler om.

Ordføreren.

Nej, når man taler om en heldagsskole, så taler man om, at man er i skole det meste af dagen og har svært ved at nå sine fritidsaktiviteter. Der vil, selvfølgelig alt efter hvilket klassetrin man er på, være forskellige niveauer. Jeg synes måske, at når man begynder at nærme sig de der 30, 33 og 35 timer, der oprindelig måske var lagt op til at være endnu højere, så begynder man at nærme sig en grænse, hvor det bliver svært, ikke mindst for de små, at nå det, de skal.

Det er også derfor, at jeg under behandlingen af forslaget her har lagt så meget fokus på, at nogle af de steder, som jeg også mener er vigtige for et barns dannelse som f.eks. at have tid til at udvikle sig på det musiske område, skal der altså være mulighed for at give dispensation, så barnet f.eks. også kan passe sin klassiske musikundervisning.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Tak. Jeg er lidt forvirret. Med hensyn til spørgsmålet om lektiehjælp synes den konservative ordfører, at der skal være læreruddannet personale i de her lektiecafeer, og at reformen ikke helt sikrer det ifølge De Konservative. Skal jeg forstå det sådan, at ordføreren ville stemme for L 52, hvis vi kan sikre, at der er læreruddannet personale i disse lektiecafeer?

Ordføreren.

Nej, sådan kan hr. Alex Ahrendtsen ikke forstå mig. Det, jeg har bare forsøgt at påpege, og grunden til, at jeg stillede spørgsmål til de fleste af ordførerne i starten, var, at rigtig mange har skubbet argumentationen om lektiecafeer foran sig på den måde, at de har sagt, at det er for at hjælpe de svageste elever, at alle skal blive tilbage på skolen obligatorisk og være der disse mange timer, for ellers ville de svageste ikke gå i lektiecafé. Så er mit spørgsmål: Hvis grunden til, at man gerne vil have de svageste i lektiecafé, og man så beder alle andre om også at blive, må det jo være, fordi man mener, at de svageste kan lære noget. Og det kræver i hvert fald, at der er læreruddannet personale, og det kan vi altså ikke få nogen sikkerhed for. Det bliver helt op til kommunerne selv at bestemme, om man lærer noget, når man er tvangsindlagt til at sidde på skolen.

Vi vil under alle omstændigheder have den holdning, at det må være op til forældrene og eleverne selv at beslutte, hvor de laver deres lektier, men vi mener, at der skal være et tilbud om lektiehjælp, ikke mindst til de svageste elever, og det tilbud, de får om hjælp, skal være en lærer, der rent faktisk kan hjælpe dem til at få løftet deres niveau.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Øv, jeg havde lige håbet på, at jeg kunne få De Konservative med i hele forslaget. Den konservative ordfører er godt klar over, at det er frivilligt for eleverne at deltage både før et valg og efter et valg. Det bliver obligatorisk efter et valg for skolerne. Kommer den længere skoledag så til at gå ud over eleverne og deres musik? Nej, og derfor har vi også fået ind, at valgfag kan konverteres til musikskoleundervisning, så det ikke går ud over elevernes klassiske musikspil eller deres rockspil, hvis det skal være. Anerkender De Konservative ikke, at det er sådan, det forholder sig?

Ordføreren.

Jeg påpeger bare, at der i hvert fald i forhold til de forslag, vi behandler her i Folketingssalen i dag, er et problem, f.eks. når det gælder Suzuki Instituttet, fordi det ikke er omfattet af den dispensationsmulighed, som der er i lovgivningen i dag. Undervisningsministeren har sådan set også allerede klart redegjort for, at det er der ikke mulighed for, sådan som reglerne er nu. Så der har vi brug for at ændre på det.

Men tilbage står der fra konservativ side det synspunkt, at vi simpelt hen ikke mener, at de elever, der ønsker at lave lektier i deres fritid, skal blive på skolen, hvis ikke de får undervisning af deres lærere.

Fru Lotte Rod.

Jeg vil gerne følge op på fru Karen Ellemanns spøgsmål, nemlig det her med, at så mange skoler på Frederiksberg bare brænder efter at komme i gang med folkeskolereformen, og at De Konservative på Frederiksberg derfor støtter, at hvis der var en dispensationsmulighed, skulle skolerne have lov til at søge den og kunne komme i gang med den fulde folkeskolereform. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Som sagt ved jeg jo, at forslaget ude fra Frederiksberg var et drilleforslag, der blev stillet af Socialdemokratiet, fru Lotte Rods partifæller, De Radikale, og Venstre, og som alene havde til formål at drille De Konservative derude. Og det, at man i skolerne og i et uddannelsesudvalg er nået frem til, at man mener, at skolerne skal have mulighed for, når lovforslaget engang er vedtaget, at søge en dispensation om at måtte komme i gang lidt tidligere, tager jeg sådan set ret afslappet.

Jeg er uenig i det, og langt de fleste, ikke kun Konservative, jeg taler med, men faktisk langt de fleste danskere, et meget stort flertal af danskerne, og ikke mindst forældrene, ønsker faktisk slet ikke at benytte sig af det tilbud, der er om frivillig lektiecafé, og derfor håber jeg selvfølgelig også på, at når vi når et folketingsvalg, at de partier, der partout ønsker, at det her skal være obligatorisk, alligevel vil tænke sig om en ekstra gang.

Fru Lotte Rod.

Jo, men nu var det jo faktisk ikke bare et drilleforslag, for den konservative formand for undervisningsudvalget, Margit Ørsted, sagde jo faktisk: Vi valgte at gennemføre rundspørgen til skolerne, så vi kunne vide, om de overhovedet ville være interesseret i en dispensation, hvis vi fik mulighed for at søge den. Det har de så åbenbart været interesseret i, så derfor bør vi søge dispensationen. Altså, De Konservative på Frederiksberg vil synes, at det var en god idé, at skolerne fik mulighed for at komme i gang med folkeskolereformen med det samme. Gør det ikke indtryk på ordføreren?

Ordføreren.

Nej, sådan tror jeg nu ikke man kan lægge ordene i munden på fru Margit Ørsted. Jeg tror nærmere, det handler om, som udvalgsformanden mener, at hun selvfølgelig vil lytte til det, de enkelte skoler siger er deres ønske. Hvad hendes egne holdninger måtte være, er så en anden sag.

Jeg vil sige, at det, der er afgørende for os, er jo altså, at vi ikke mener, at det at lave obligatorisk lektiecafé og dermed også sige til samtlige elever, at de skal blive længere tid på skolen, er den rigtige vej at gå, hvis vi skal udvikle vores folkeskoler. Og det holder vi selvfølgelig fast i, uanset at der er nogle steder lokalt, hvor man måtte have en anden holdning.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Nu blev jeg bare nysgerrig, da Konservatives ordfører, fru Lene Espersen, sagde, at i hele diskussionen omkring helhedsskolen eller heldagsskolen, alt efter hvad man vælger at kalde det, havde det været diskuteret, at børnene skulle være i skole til kl. 16.30-17. Kan ordføreren ikke oplyse mig om, hvem det er, der har fremlagt forslag om, at børn skulle være i skole så længe?

Ordføreren.

Mig bekendt er der ikke nogen, der har fremlagt forslag om det her, men der er jo en lang diskussion om, hvorvidt Danmark skal kopiere det, man gør i mange andre lande, hvor børnene er i skole hele dagen. Nogle steder er man så kun i skole 4 dage, og så har man 1 dag fri, men til gengæld er man i skole, til klokken er 18. Og det kan der være forskellige holdninger til, i forhold til om det er godt eller skidt for børnene. Vores holdning er bare den – og man kan sige, folkeskolepolitik er om noget værdipolitik – at folkeskolen er et sted, hvor man skal lære noget, både noget fagligt, men også noget med at arbejde sammen og være sammen med andre mennesker. Men den tid, man bruger derhjemme, skal bl.a. gå til at lave lektier, og jeg tror faktisk, at det for de fleste børn er meget afgørende, at forældrene støtter op om det at lave lektier og det at få pligter ind. Jeg tror, der er en kæmpe værdi i, at mor eller far sidder ved siden af, uanset om man kan hjælpe sit barn eller ej, men at man sidder ved siden af, når de laver lektierne, og giver den opbakning.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Man kan jo sagtens være politisk uenige om lektiecafeer osv. Men jeg vil bare gerne have bekræftet, at fru Lene Espersen ikke mener, at der var nogen fra regeringen eller regeringspartierne, da man fremlagde det her forslag, som foreslog, at man gik i skole til kl. 16.30-17.

Ordføreren.

Jeg er jo ikke tankelæser, så jeg kan ikke vide, hvad hvert eneste medlem af regeringspartierne måtte mene, men det har jeg bestemt ikke sagt. Der har alene været en diskussion om, hvor lang den skulle være i den sidste ende. Og som jeg har forstået det på andre her i dag, mener de, at det er en sejr, man har fået skoletiden ned på 35 timer om ugen i udskolingen. Det er altså betragtelig længere, end langt de fleste voksne danskere arbejder. Jeg tror gennemsnitstiden for kvinder er nede på 31 timer, og det er ganske lang tid.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det undervisningsministeren.

Der er nogle dage, der er helt særlige i Folketingssalen, og sådan en dag synes jeg det er i dag. Det er en helt særlig dag, efter at vi igennem en meget lang, meget grundig og meget konstruktiv proces har drøftet, hvad der skal til, for at vi kan gøre en god folkeskole endnu bedre. Det er faktisk mange år siden, at det er lykkedes at samle et bredt flertal i en forligskreds, der faktisk er historisk bred i forhold til at sætte nogle virkelig ambitiøse mål på vores børns vegne.

Det er jo tre nationale mål, vi sætter for fremtidens folkeskole. Det er, at alle børn – jeg vil godt sætte streg under alle børn – skal blive så dygtige, som de overhovedet kan. Det er de børn, der har nogle særlige udfordringer, som skal have det løft, der skal til, for at de bliver dygtigere; det er de rigtig dygtige børn, som også skal opleve, at de bliver fagligt udfordret; og det er selvfølgelig alle de mange børn, som er et eller andet sted derimellem.

Med den her folkeskoleaftale giver vi muligheden for, at man kan lave et udfordrende læringsmiljø, der møder meget forskellige børn, og dermed også sagt det andet mål, der er i folkeskolereformen – og det er, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan uanset baggrund. Uanset deres forældres sociale baggrund, uddannelsesbaggrund, kulturelle baggrund skal vores børn her i Danmark møde en skole, der gør dem så dygtige, som de kan blive.

Så indfører vi som noget tredje og som noget nyt, der er lige så centralt og banebrydende, at vi både sætter skyhøje faglige ambitioner på vores børns vegne, men også har et mål om, at de skal trives. Og når vi synes, det er så vigtigt, at børn skal trives, er det, fordi et undervisningsmiljø, der er fagligt stimulerende, og hvor de har gode venner og gode relationer til lærerne – et undervisningsmiljø, der gør, at de hver dag, når de kommer hjem fra skole, glæder sig til at fortælle forældrene: Det her har jeg lært, det her var spændende, og jeg glæder mig til, at jeg skal lære endnu mere – giver lysten til at lære. Høj faglighed og trivsel er forudsætningen for, at børn bliver så dygtige, som de kan.

Det kræver selvfølgelig, at man også virkelig diskuterer, hvad det er for en ramme, der skal til, for at vi får udviklet fremtidens folkeskole ud fra de her tre nationale mål. Og når det er en stor dag, er det, fordi vi er seks partier – aldrig har så mange partier været med i et fælles forlig. Selvfølgelig er det sådan, at når man er i en forligskreds, er der forskellige holdninger. Sådan må det være, det er en del af demokratiet. Men det er faktisk lykkedes os ved at gøre os umage med at snakke med alle de mange interessenter, der gerne vil det bedste for den fælles folkeskole, og ved at bøje os i forhold til hinanden at lave en meget stor, helstøbt pakke, der udstikker nogle meget langtrækkende spor for udviklingen af folkeskolen. Og det synes jeg er en kæmpe styrke.

Vi har ikke brug for, at folkeskolen udgør et partipolitisk slagsmål år efter år efter år. Vi har børn, der starter i 0. klasse og forlader folkeskolen efter 9. eller 10. klasse. Vi har en masse rigtig dygtige lærere, flere og flere pædagoger, der er en del af skolen, dygtige skoleledelser, dygtige forældrebestyrelser, som alle sammen gerne vil være med til at planlægge, hvordan vi udvikler en skole, der løfter vores børn. Og det kræver, at vi giver hinanden håndslag på, at når vi sætter en stor reform i søen, står vi sammen om den. Og det er her – seks partier på tværs – lykkedes os at bøje os i forhold til hinanden, ikke efter mindste fællesnævner, men højeste fællesnævner. Jeg vil godt sige tak til hver og en af ordførerne, der er til stede her, for det samarbejde, vi har haft, for det er altså stort. Det er ikke tit, det sker, og det her kommer til at sætte sig spor, som vil kunne mærkes af vores børn mange år frem.

Jeg vil gerne fremhæve nogle af de hovedelementer, der er i skoleaftalen. Noget af det har der været snakket en del om – nogle af de indholdsting, som ligger i reformen – men det vil jeg også godt lige dvæle en lille smule ved. Det er en række elementer, som er genkendelige – det er også blevet sagt af flere her – og det er jo, fordi vi har en skole, der hele tiden er i udvikling. Vi har jo rigtig gode skoler rundtomkring, der har været med i forsøgs- og udviklingsarbejdet på en række punkter, hvor der har været følgeforskning, hvor der har været undersøgelser.

Man har fulgt, hvad det er, der sker, hvis man f.eks. arbejder med bevægelse som et af de tiltag, som med rette fylder meget i reformen. Det skal være sådan, at børnene igennem den længere og mere varierede skoledag oplever en skole, hvor det med bevægelse – sport, sundhed, bevægelse på forskellige måder – er noget, man møder i løbet af dagen. Og hvorfor er det godt? Det er, fordi vi kan se af den forskning, der er, og af de efterhånden mange skoler, som arbejder med bevægelse igennem dagen, at det betyder rigtig meget for børnenes koncentration, deres motivation og dermed også deres lyst til at arbejde med nogle af de mere teoretiske fag, der er i folkeskolen – ud over at det i øvrigt er sundt og sjovt; konkurrence på en god måde.

Når vi indfører fremmedsprog tidligere, sådan at alle elever fra august 2014, hvor den nye reform træder i kraft, skal starte med engelsk allerede fra 1. klasse, og når de fra 5. klasse skal vælge imellem enten tysk eller fransk, så er det, fordi vi ved, at i et lille land som Danmark er det utrolig vigtigt, at man kan forskellige fremmedsprog. Vi kommer til at arbejde med folk fra andre lande, vi kommer til at rejse til andre lande, vi kommer til at uddanne os med nogle fra andre lande, vi kommer til at læse litteratur – faglitteratur, manualer – og være på nettet, hvor vi skal kunne bruge sprog. Det skal vi møde tidligere, og vi skal udvikle gode undervisningsmetoder, sådan at man, fra når man er helt lille, i Danmark leger sprog ind, så vi bliver rigtig kompetente også på fremmedsprog.

Når vi gennem den længere, mere varierede skoledag styrker, at flere forskellige fagpersoner kan arbejde sammen – ikke mindst et endnu tættere samarbejde mellem lærere og pædagoger – så er det jo heller ikke nyt. Så er det for de mange år, hvor der har været vidtgående forsøg og udviklingsarbejde med samordnet indskoling med rigtig gode resultater. Det er der jo heller ikke noget at sige til. Der er jo en grund til, at vi her i Danmark vægter en rigtig god læreruddannelse, en rigtig god pædagoguddannelse og i øvrigt også andre faglige kompetencer, som kan spille ind og understøtte ud fra et helhedssyn på børnenes liv. Det er de gode erfaringer, vi har med i reformen her.

Så det er bare for at sige, at der er en række elementer, der er genkendelige, samtidig med at det også er en reform, som sætter en radikalt ny ramme for, hvordan vi giver det bedste læringsmiljø til alle vores børn. For når man skal tilrettelægge skoledagen med flere timer, med mere varieret undervisning, så er det netop med udgangspunkt i eleven. Det handler om, hvordan man kan arbejde med et fleksibelt skema, hvor man hele tiden følger, at den enkelte elev bliver dygtigere. Det er jo også noget af det, som ligger i reformen – nemlig at vi jo ikke bare tror , det virker; vi bruger den bedst tilgængelige viden, der er på området, og så følger vi år for år, at eleverne bliver dygtige i de grundlæggende fag, dansk og matematik, fordi vi ved, at hvis eleverne har rigtig godt fat på de grundlæggende fag inden for dansk og matematik, så klarer de sig som regel også godt i de andre fag. Men det er jo ikke tilstrækkeligt, for vi hviler på et bredt faglighedsbegreb. Det har vi gjort i mange år her i Danmark, hvor man både skal være rigtig solid i sine faglige kompetencer, man skal kunne sætte dem i spil til andre igennem den måde, man samarbejder på med hinanden på; man skal udvikle sine personlige kompetencer. Det kræver tid, fordybelse, ro, til at man kan arbejde med forskellige måder at undervise på. Det er derfor, eleverne får flere timer – med alt det arbejde, der skal til, for at man netop kan udvikle forskellige typer af undervisningsformer til meget forskellige børn.

Der har været stor diskussion om antallet af timer. Jeg vil bare stilfærdigt sige, at når folkeskolereformen træder fuldt i kraft – og det bliver så senest med udgangen af 2015 – så vil det være sådan, at de mindste elever vil få en skoledag, hvor de normalt vil få fri kl. 14.00, eleverne fra 4. til 6. klasse vil normalt få fri ved 14.30-tiden, og de ældste elever fra 7. klasse og frem vil få fri ved 15-tiden. Det er det, vi taler om. Det betyder faktisk et markant timeløft for eleverne, og godt for det. For desværre har vi jo set gennem en lang årrække, og der er rigtig mange, der har været bekymrede over det, at eleverne har fået færre og færre timer.

Selvfølgelig betyder antallet af timer da noget, hvis man skal kunne give et fagligt løft til alle elever. Men det er jo ikke antallet af timer i sig selv. Derfor har jeg selv været noget forundret over den diskussion, som måske har fyldt allermest, hvor det kun er antallet af timer, det har drejet sig om. Nej, det, det handler om, er flere timer af høj kvalitet. Og hvad er det, der giver den høje kvalitet? Det er rigtig veluddannede lærere, veluddannede pædagoger i skolen, rigtig dygtige skoleledelser. Det er der måske ikke blevet snakket så meget om i debatten her, men det er jo faktisk en af de andre hjørnesten, som vi har i reformen. Det er et massivt kompetenceløft både til skoleledelser og til lærerne, hvor alle lærere skal efteruddannes, sådan at de i de fag, de har i folkeskolen, har, hvad der svarer til linjefagskompetence. Det er også efteruddannelse til de pædagoger, som får en tydeligere rolle i samarbejdet med lærerne.

Det er også en ny måde at se på, hvordan vi i det hele taget laver vidensdeling, for den praksis og forskning, der er, og som skal styrkes, skal sættes i spil hver dag ude på skolerne, ude i klasselokalerne, ved at man deler viden på tværs. Nogle kalder det aktionslæring, men det betyder, at vi skal have styrket hele den kæde, der er: vidensudveksling mellem professionshøjskolerne, der har lærer- og pædagoguddannelserne, der har efter- og videreuddannelserne, ud i de enkelte klasselokaler. Og den viden skal tilbage igen, så vi hele tiden sammen bliver klogere på, hvad det er for nogle undervisningsmetoder, der virker, for at vi kan møde meget forskellige børn. Det er en kæmpe indsats, der sker med hensyn til kompetenceløftet. Der er afsat 1 mia. kr. alene til et kompetenceløft, for nøglen til, hvordan vi får kvalitet i flere timer, er rigtig, rigtig dygtige lærere, pædagoger og skoleledelser.

Nogle af de ting, som jeg glæder mig rigtig meget til at se blive udfoldet i folkeskolereformen, er, at samtidig med at eleverne får en længere skoledag, sker det på en måde, hvor den længere skoledag inviterer mange andre til at bidrage til børnenes læring. En af de vigtige overskrifter er det, som vi har kaldt for den åbne skole, og det, der ligger i den åbne skole, er, at skolen åbner sine døre endnu mere til den lokale omverden. Det er bl.a. i form af at invitere virksomheder ind. Der vil det jo være sådan i den nye skole, at alle elever fra 7. klasse vil kunne møde forskellige linjer og valgfagspakker og i højere grad kunne vælge efter motivation og lyst, så de også på den måde er med til at præge deres uddannelsesforløb, i et tæt samarbejde med, at de kan lave opgaver sammen med lokale virksomheder eller sammen med lokale idrætsforeninger og kulturinstitutioner, som i øvrigt også inviteres til at lave nogle forløb sammen med eleverne som en del af dagen.

Noget af det, som jeg med stor glæde har lyttet til, kommer jo netop fra idræts-, forenings- og kulturlivet, som nu kan se, at de får en reel rolle i samarbejde med skolerne og med underviserne, der er der. For vi har jo en lang og en stolt demokratisk tradition for foreningsarbejde i Danmark, og selvfølgelig kan de ressourcer også sættes i spil i sammenhæng med, at demokratisk dannelse også er noget, som vores folkeskole hviler på. Fremover vil det være sådan, at skolerne og kommunerne formulerer en politik for, hvordan de samarbejder med Foreningsdanmark. Hvordan kan de lokale musikskoler og kulturskoler være en del af den længere skoledag? Hvordan kan man, hvis man som elev er med i eliteidræt, få det ind som en del af den længere skoledag? Det skal der laves samarbejdsaftaler om. Der er fleksibilitet, sådan at det kan passes ind.

Det er også en enorm styrke, at vi med den her skolereform netop ikke laver en fælles model for alle, men at vi sætter en fælles ramme. For et er, at mange skoler laver forskellige typer af forsøgs- og udviklingssamarbejde; noget andet er, at hvis vi vil have det her løft af alle børn, så skal vi også sætte en fælles ramme. Men der er mange måder, man kan indrette skolen på, og den fleksibilitet har vi lagt ind i skolereformen.

Dermed også være sagt noget om et tredje og meget vigtigt element. Det er de frihedsgrader, der er i det. Der har lidt været en diskussion om det, at vi f.eks. giver mere fleksible muligheder for holddannelse. Betyder det nu, at vi så indfører gammeldags niveaudeling ad bagvejen? Nej, det gør det ikke. Det bygger på, at vi kan se, at der lige præcis er balance, så man holder fast i fællesskabet, stamklassen, holdet, årgangen – det er organiseret på forskellige måder – for man skal have det sociale kit, som klassefællesskabet giver, men med muligheder for forskellige typer af hold.

Nogle gange skal man kunne lave hold, hvor eleverne er sammen med nogle, der er på samme faglige niveau i et fag. Andre gange kan det være sådan, at man laver forskellige forløb – nogle gange noget for piger og andre gange noget for drenge. Andre gange kan man variere forskellige undervisningsformer, så man ved, at hvis man skal møde de her bestemte børn, så skal man koble de teoretiske fag på det praktiske, og så kan man lave holddeling efter det.

Nogle gange – og det ved vi også rigtig meget om – skal vi gøre noget særligt, hvis vi skal blive rigtig dygtige til inklusion og styrke den fælles almene folkeskole for langt flere børn. For jeg må sige, at det jo er en af skandalerne i folkeskolen, at der, uden at der har været en eneste politisk diskussion, og mens vi i øvrigt hylder den fælles folkeskole, er alt for mange børn, der hen over årene er blevet kanaliseret væk fra den fælles folkeskole, væk fra deres kammerater og over til det specielle, over til nogle særlige skoler. Nogle børn har brug for så meget ekstra støtte, at det er det helt rigtige tilbud for dem, men langt de fleste børn skal kunne blive i den fælles folkeskole med den nødvendige støtte sammen med deres kammerater. Men de har selvfølgelig brug for, at holddeling kan bruges meget mere fleksibelt, at der kan være små hold i mere skærmede miljøer, så man netop ikke nødvendigvis altid er sammen med mange elever, men er i én type af undervisning, hvis man har brug for ro og fordybelse selv. Det giver holddeling mulighed for. Også her har vi givet frihed til, at man kan sætte pædagogikken og didaktikken i centrum med udgangspunkt i det enkelte barn, der skal kunne løftes mest muligt fagligt.

Der bliver en stor satsning i forhold til udvikling af den digitale skole. Det er klart, at vores børn nærmest bliver født med det fra starten, og det skal være en del, der præger hele undervisningen, ikke hvor det handler om, hvilket it-grej man har, men hvilken it-pædagogik man bruger i forhold til at udvikle forskellige undervisningsforløb. Så ved vi jo i øvrigt også, at hele det arbejde med digital læring, at man har sit digitale penalhus og man kan bruge de sociale medier i et læringsperspektiv, vil jeg godt understrege, er rigtig motiverende for mange børn.

Når vi ønsker fleksibiliteten i skolen, er det også, fordi der selvfølgelig skal være mulighed for, at man kan arbejde med talentspor, for det er ikke i modstrid med den fælles enhedsskole, at vi vægter, at børn går sammen fra 0. til 9. klasse, men med forskellige typer af holddeling. Det skal også give mulighed for, at man kan arbejde med sine særlige talenter. Vi permanentgør muligheden for at arbejde med eliteidræt, vi giver mulighed for forsøg med elitemusik, og vi giver mange bedre muligheder for, at man kan lave forskellige typer af talentforløb, fordi børn kan have talenter på mange forskellige måder, og det, at man har muligheden for noget, man brænder særlig meget for, man er særlig dygtig til og kan blive endnu dygtigere, er godt for den enkelte elev, men det er også utrolig inspirerende for andre elever. Vi ved nemlig, at elever spejler sig positivt op imod hinanden. Det bliver der også åbnet for endnu mere med den nye reform.

I det hele taget er den grundlæggende tænkning, at vi skal være langt dygtigere til at kombinere teori, praktik, anvendelsesorientering, fordi det er godt for alle elever, hvis vi kan gøre det i det rigtige miks. Og så igen tilbage til, at det skal understøttes af kompetenceløftet, som er i forhold til medarbejderne, og til, at der er mere fleksible rammer for, hvordan man kan organisere folkeskolen her i Danmark.

Et sidste ord i forhold til lektiecafeer, som jo har fyldt meget: Jeg glæder mig til, at det bliver den fulde skoledag, som vores elever vil møde senest med udgangen af 2015, fordi lektiecafeer jo ikke bare er lektiecafeer, som det så bliver nu, som noget, der skal være efter alt det andet. Det er vi enige om i forligskredsen, bortset fra Det Konservative Folkeparti, netop at man skal kunne arbejde med muligheden for, at man kan få hjælp til sin lektier, men det er egentlig ikke det, der er det allervigtigste. Det vigtigste er at kunne få hjælp til lektier og arbejde med faglig fordybelse.

For hvad er det, der skal til, for at børn husker ting, de har lavet, som de arbejder med, bliver motiveret til at træne og øve, fordi det er også en del af skolen? Ja, det er jo derfor, man har lektier. Det er, fordi man skal træne og øve ting, som man skal bruge siden hen. Det kan også være ting, man gør, ikke fordi man nødvendigvis har fået en lektie for, men fordi man gerne vil fordybe sig i noget på et højt niveau. Det kunne være på et talenthold eller andet.

Så det er hele tænkningen om, at der skal være tid til faglig fordybelse herunder lektiehjælp. Det skal skolerne selvfølgelig kunne tilrettelægge fleksibelt, så det passer i løbet af skoledagen, og det skal selvfølgelig være sådan, at det er med det miks af medarbejdere, som der vil være i fremtidens skole, som er lærere, pædagoger og andre medarbejdere med relevante kompetencer.

Der er nogle, der har gjort grin med det og sagt: Jamen det skal jo ikke være sådan, for det – jeg ved næsten ikke engang, hvordan jeg skal sige det – har været en blanding af hulahoptid eller væretid. Det, der er udgangspunkt for den her skole, er, at det, der sker, er læring på mange måder. Det er undervisning, det er læring, det er leg, men alt sammen noget, der skal følges, sådan at eleverne bliver dygtigere.

Vi bliver klogere sammen undervejs. Vi bygger på den bedst tilgængelige viden, men vi har brug for meget mere viden om velfungerende undervisningsmetoder, så det er en stor reform, og som flere har sagt: Når man sætter et meget stort skib i søen, skal det følges. Jeg tror også, at vi vil komme til at se, at der er nogle ting, vi skal justere undervejs, men vi har turdet med alt den bedst tilgængelige viden og med en meget bred dialog og med meget bred opbakning på en indholdsreform, der gør en meget vigtig forskel for vores børn. Det har vi gjort her. Det har vi været rigtig mange om. Det vil jeg gerne sige tak til alle sammen for, og jeg glæder mig utrolig meget til at følge den her reform til dørs.

Jeg er ked af, at mine børn er blevet for gamle til at være en del af det. De ville have været glade for den, men så vil jeg følge alle de andre børn, som vil få gavn af den her nye skole, der bygger på meget kendt, men også giver en bedre ramme for alle børn. Tak.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger. Hr. Lars Dohn fra Enhedslisten.

Først vil jeg stille et spørgsmål vedrørende det der meget, meget vigtige spørgsmål om den udelte enhedsskole. Jeg har lagt mærke til, at Danmarks Lærerforening i sit høringssvar skriver, at det her forslag reelt øger mulighederne for at lave niveaudelt undervisning. Det vil jeg gerne have en klar kommentar til: Øger det her muligheden for at lave niveaudelt undervisning, eller mindsker det den?

Tidligere var der en holddelingsregel, der gik på, at det skulle være 50 pct. – nu hedder det »i overvejende grad«. Allerede da det skulle være 50 pct., var der skoler – jeg kunne godt nævne navne på nogle af dem her, men det skal jeg undlade – som f.eks. kørte niveaudelt undervisning i matematik hele året. Nu bliver det ret så ustyrligt, for nu tales der om, at det kun skal være en overvejende del af tiden. Det vil jeg gerne have en kommentar på: Øger det, eller mindsker det?

Ministeren.

Det giver bedre muligheder for, at man kan arbejde med holddeling, men det, der er det afgørende, er, at der skal være en pædagogisk begrundelse for at kunne lave holddeling, og derfor kan man ikke bare lave holddeling, der i realiteten er en niveaudeling fra start til slut. Det skal være med en pædagogisk begrundelse, og det skal løbende vurderes, også undervejs igennem året, om den pædagogiske begrundelse holder i forhold til at arbejde med de forskellige typer af hold.

Derfor er det også understreget meget præcist i bemærkningerne til lovforslaget, at udgangspunktet er, at der faktisk bliver strammet op på stamklassens og fællesskabets betydning for undervisningen, men at det er vigtigt, at man bruger mulighederne for holddeling, fordi det er det, der gør, at man kan lave mere varieret undervisning for forskellige børn, men det skal vel at mærke altid være med en pædagogisk begrundelse. Det står meget præcist i lovforslaget.

Det er faktisk ikke det, at 50-procentsreglen, for at sige det lidt ufolkeligt, bliver fjernet, der gør forskellen; det er, at man netop forholder sig til den pædagogiske begrundelse for, hvorfor man arbejder med hold undervejs, og derfor kan man ikke bare lave permanent niveaudeling med det, der ligger her.

Hr. Lars Dohn.

Ud over det, at man efter min og Danmarks Lærerforenings klare opfattelse øger muligheden for niveaudelt undervisning, fjerner man jo også loftet over, hvor mange elever der kan være på holdene. Og allerede da ministeren gennem udfordringsretten gav tilladelse til, at der var skoler, der måtte køre med megaklasser, viste det sig jo, at det i hvert fald i en af de to kommuner, som fik lov til at køre med megaklasser, ikke engang er sådan, at indeklimareglerne for normale klassestørrelser på op til de 28 elever er overholdt. Hvordan vil ministeren sikre, at det her ikke bliver en, jeg havde nær sagt, megakatastrofe, hvad indeklima angår?

Ministeren.

Jeg tror, at der er behov for, at jeg bare lige siger, hvad det er, der sker med hensyn til mulighederne for holddeling i lovforslaget. For det, der sker, er, at det bliver understreget, at for så vidt angår eleverne i 4.-10. klasse, skal de i væsentligt omfang undervises med udgangspunkt i deres stamklasse, og hvis vi kigger på de ældste elever i 7.-10. klasse, bliver dette suppleret med et krav om, at der skal være en pædagogisk begrundelse, og at der jævnligt, dvs. mindst hver anden til tredje måned, skal foretages en konkret pædagogisk vurdering af brugen af holddannelse på baggrund af fagligt niveau i forhold til såvel klassen som den enkelte elev.

Så det er faktisk meget præcist beskrevet, hvorfor man skal arbejde med hold – det skal være ud fra en pædagogisk begrundelse. Hvis der så i øvrigt er nogle kommuner, som har problemer med indeklima, vil jeg sige, at det jo er kommunernes ansvar at sørge for, at der er et ordentligt indeklima på deres skoler. Det har ikke noget med holddelingsreglerne at gøre

Fru Merete Riisager.

Tak. Ministeren er optaget af børnenes trivsel. Man kan så undre sig over, at regeringen ikke har ulejliget sig med at tage en længere debat med dem, som er allermest optaget af børns trivsel, nemlig forældrene. Asger Baunsbak-Jensen, som er et radikalt koryfæ, har været meget kritisk over for folkeskolereformen, og han siger, at det er en lov, som blev vedtaget uden nogen folkelig debat, og at den er udemokratisk. Han siger også, at det er et problem, at ministeren ikke har fået defineret en ny formålsparagraf i forbindelse med en så gennemgående reform. Hvad mener ministeren om det? Er det ikke en mærkelig bagvendt måde at gøre det på først at vedtage en fuldstændig gennemgribende reform og bagefter tale om, hvad der er formålet med folkeskolen?

Ministeren.

Jeg har haft en rigtig, rigtig god dialog med Skole og Forældre, som jo er den organisation, der repræsenterer forældrene. Skole og Forældre har på lange strækninger bakket op om hele hovedtanken bag reformen. De har ligesom mange andre også været positivt optaget af, at det er en kombination af et fagligt løft, og at man måler på trivsel, for de to ting skal gå hånd i hånd. Så jeg kan ikke genkende billedet af, at forældre ikke skulle bryde sig om det lovforslag om folkeskolen, som vi her har til første behandling. Tværtimod har de bakket op om store dele af folkeskolereformen.

Jeg kan heller ikke genkende billedet af, at der ikke har været en folkelig debat, og at det skulle have været udemokratisk. Jeg kan ikke mindes, at jeg har været med i noget, der er blevet diskuteret mere og flere steder, og jeg tror, jeg kan se, at alle her rundt omkring mig sidder og nikker. Jeg kan ikke mindes, at der har været en længere og mere offentlig debat i samtlige medier i en lang, lang periode. Det har været meget langvarigt og meget nyttigt.

Det er jo ikke det samme, som at alle parter er enige, men der har været et partnerskab både før og efter, at regeringen kom med sit udspil til en folkeskolereform. Det partnerskab er i fuld gang, og vi har hele tiden forskellige synspunkter, sådan at vi når bedst muligt videre. Så jeg kan slet ikke genkende billedet af, at det har været en udemokratisk og lukket debat.

Fru Merete Riisager.

Arh, nu er ministeren jo godt klar over, at der har været gennemført forskellige spørgeundersøgelser. Der blev gennemført en, mens forhandlingerne stod på, som viste, at helt op til 70 pct. af forældrene på daværende tidspunkt var imod folkeskolereformen. Det tror jeg godt ministeren er klar over.

Lad os lige gå tilbage til formålsparagraffen. Vil ministeren ikke lige svare kort på, hvad formålet med folkeskolen er. Og er det ikke bagvendt først at gennemføre en reform og bagefter ændre formålsparagraffen?

Ministeren.

Jeg synes, at formålsparagraffen for folkeskolen rummer mange fine formuleringer, der så – som overordnet formål – jo netop bliver udfyldt på en bedre måde med den længere og mere varierede skoledag, vi sætter på dagsordenen nu.

Jeg synes da, det er relevant at diskutere, om man på et tidspunkt skulle drøfte, om der var brug for at se på formålsparagraffen med friske øjne. Men der er mange fine elementer i den nuværende formålsparagraf, som bliver understøttet af det, vi gør med folkeskolereformen. Jeg synes i hvert fald ikke, at det er nogen forhindring at sætte den her reform i søen, når der faktisk er en rammebeskrivelse på formålene, som fint bliver opfyldt – også med det, der ligger på bordet her.

Fru Rosa Lund.

Tak. Nu er det jo et meget stort lovforslag, vi behandler i dag, og jeg kunne have lyst til at stille spørgsmål til rigtig mange dele af det. Der er dog en ting, som ikke har fyldt så meget hverken i debatten i dag eller i den offentlige debat, som jeg gerne lige høre ministerens kommentarer til.

I bemærkningerne til lovforslaget står der, at børnene får senere fri fra skole og derfor får et mindre behov for et pasningstilbud, men der står samtidig, at forældrebetalingen til pasningstilbuddene holdes uændret. Mener ministeren virkelig, at det er rimeligt, at forældrene skal betale den samme pris, når deres børn er mindre tid i SFO'en, klubben, eller hvilket pasningstilbud de nu er i?

Ministeren.

Nu er det ikke noget, at lovforslaget forholder sig til, for det er jo kommunerne, der fastsætter prisen for deres SFO-tilbud. Så jeg tror, at det må være noget andet, fru Rosa Lund har set. Det her fastslår, at eleverne får en længere skoledag. Det vil være sådan, at den længere skoledag jo vil gøre, at eleverne har brug for kortere tid i SFO'en. Det er jo også derfor, at der er flere pædagoger, der bliver en del af den længere skoledag, og der bliver en bedre mulighed for lærer-pædagogsamarbejdet.

Fru Rosa Lund.

Altså, der står i bemærkningerne til lovforslaget om de økonomiske og administrative konsekvenser, at det er lagt til grund for lovforslaget, at forældrebetalingsandelen holdes uændret. Jeg er klar over, at forældrebetalingen bestemmes i kommunerne, at der ikke er noget loft over forældrebetalingen til SFO'erne, og det er netop derfor, at jeg spørger til ministerens holdning til: Er det rimeligt, at forældrebetalingen bare kan stige og stige, når der nu bliver mindre tid i pasningstilbuddet?

Ministeren.

Det er sådan, når vi taler om forældrebetalingsandelen, at i og med at eleverne har brug for lidt kortere tid i SFO, har vi beregningsteknisk lagt til grund for den samlede finansiering af reformen, at kommunerne kan vælge at nedsætte prisen for forældrebetalingen. Det er en beregningsteknisk forudsætning, vi har lagt ind i det. Men hvad kommunerne så vælger at gøre, er ikke noget, vi regulerer med dette. Det er kommunerne selv, der fastsætter, hvilken takst de har for SFO'en. Men vi har lagt til grund, at forældrebetalingen kan nedsættes set i lyset af den kortere SFO-åbningstid.

Så er det fru Karen Ellemann.

Jeg har et ganske kort spørgsmål i forbindelse med hele lockouten, der kørte i foråret, og det deraf følgende lovindgreb, L 215. Der står i det lovforslag – jeg er helt med på, at det ikke er ministerens lovforslag – at lokalaftaler om anvendelse af arbejdstiden bliver ophævet. Jeg er interesseret i at finde ud af, om ministeren har et overblik over, hvor mange lokalaftaler der på nuværende tidspunkt er indgået rundtomkring i kommunalbestyrelserne. Grunden til, jeg spørger, er, at jeg møder rigtig mange socialdemokratiske kandidater nu her i kommunalvalgkampen, som taler for, at man gerne vil lave lokalaftaler, og jeg vil egentlig gerne høre dels ministerens vurdering af, hvor omfattende det allerede er, dels ministerens holdning til, om det er en god idé at lave lokalaftaler.

Ministeren.

Jeg har ikke et overblik over det, men der er jo ikke nogen tvivl om, at intentionen er at give størst muligt ledelsesrum på de enkelte skoler i forhold til at kunne løfte, hvad det er for en undervisningsopgave, der er i forhold til eleverne. Og det er jo også noget af det nye, der er i hele tænkningen, altså at sige, at det ikke skal være på forhånd fastsat tid, der definerer, hvad det er for nogle undervisningsforløb, der laves; det er, hvad det er for en opgave med de elever, der er, og hvilke læringsforløb der skal laves, hvorefter man så tilrettelægger det med de lærere og pædagoger og andre medarbejdere, som er på skolen. Selvfølgelig er udgangspunktet som på enhver anden arbejdsplads, at det bør, hvis det er en vel ledet skole, være i et tæt samarbejde mellem skoleledelse og medarbejdere. Det er den måde, man får gode skoler, virksomheder og institutioner på.

Fru Karen Ellemann.

Tak for svaret, jeg er fuldstændig enig. Ministeren og jeg havde fornøjelsen af et debatmøde her sidste weekend, hvor vi også hørte og lyttede til overvejelser om, hvordan man så vil rammesætte de her timer til den understøttende undervisning. Der var også forslag fremme om, at man fra forvaltningernes side vil definere det fast, at halvdelen skal læses af læreruddannede, og at den anden halvdel så skal læses af pædagoguddannede – altså sådan en, efter min overbevisning, meget fastlåst 50/50-ordning. Har ministeren en holdning til, hvorledes man rammesætter tiden til den understøttende undervisning?

Ministeren.

Allerførst er det vigtigt at få slået fast, for det har også lidt været en diskussion i debatten, at det er lærerne, der har ansvaret for at tilrettelægge og planlægge undervisningen. Når vi snakker om den del af undervisningen, der hedder den understøttende undervisning, som giver noget mere tid, det kan være til flere fag, det kan være andre måder at arbejde med faglig fordybelse i fagene på, det kan være til lektiecafé osv., så er det op til skolens ledelse at beslutte, om det skal være med lærere, pædagoger eller andre med relevante kompetencer. Der er der igen her beregningsteknisk sagt, at det kan være fifty-fifty lærer og pædagog, men det er op til den enkelte skole at beslutte, hvordan man sikrer sig, at der er den rigtige kombination af faglige kompetencer. Men igen vil jeg understrege, at når vi snakker om undervisning, er det lærerne, der har ansvaret for at tilrettelægge undervisningen.

Jeg siger tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er derfor sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene går videre til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 51:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen og forskellige andre love. (Indførelse af en længere og mere varieret skoledag).

Af undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 31.10.2013).

Sammen med dette punkt foretages:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 52:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen. (Indførelse af obligatorisk lektiehjælp og faglig fordybelse).

Af undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 31.10.2013).

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.