Tak for det.
Jeg takker for den store, brede opbakning til forslaget.
Det er jo et resultat af forhandlinger mellem de to parter, og når alle slutter op om det, så kan det ikke være smukkere.
Jeg skal ikke begive mig ud i nogen filosofiske betragtninger om det her tilskud denne gang, men jeg vil tilslutte mig Enhedslistens markering af, at det er vigtigt, at den 3-årige aftale er en politisk aftale, som betyder, at såfremt der kommer en anden regering på Færøerne, som ønsker, at fastfrysningen skal fortsætte, kan den her lov ændres.
Så har jeg også et andet spørgsmål til finansministeren.
Der har været en del diskussion om, hvad bloktilskuddet er betaling for.
Det blev i sin tid sådan, at man i stedet for en refusion på forskellige områder fik blokstøtte, som blev udregnet på basis af, hvor stor refusionen havde været.
Så fik man en pose penge i stedet for betaling på nogle områder.
Siden har der været lidt diskussion om, hvorvidt det stadig væk er staten, der finansierer specifikke områder på Færøerne, eller om det er en pose penge, som man på Færøerne gør med, hvad man vil.
I det her forslag skrives der gang på gang ikke bloktilskud, men tilskud til de bloktilskudsfinansierede områder.
Det vil sige, at der ligger i det, at det er tilskud til specifikke områder på Færøerne.
Der har jo været en del diskussion på Færøerne om den her sag.
Der har været nogle, der har ønsket at forhøje bloktilskuddet markant, fordi man har sagt, at staten er forpligtet på visse områder på Færøerne, og derfor har staten, siden aftalen om fastfrysning og nedskæring blev indgået i 2001, underfinansieret de områder, som staten har ansvaret for.
Imod det synspunkt har man sagt:
Nej, det er forkert, blokstøtten er et generelt tilskud, som man på Færøerne kan gøre med, hvad man vil, og derfor ville det være fint, hvis finansministeren fortalte, hvad regeringens holdning er.
Er det sådan, som det står i lovforslaget, at der er tale om tilskud til nogle specielle bloktilskudsfinansierede områder, eller er det et generelt tilskud, som man kan gøre med, som man vil?
Bloktilskuddet rejser mange spørgsmål angående forholdet mellem Danmark og Færøerne.
Dem vil jeg ikke komme ind på i dag.
Vi får jo rig lejlighed til at diskutere rigsfællesskabet i sin helhed, når det kommer til generel debat til foråret.
Det blev jo vedtaget af et enigt Folketing efter forslag fra hr.
Flemming Møller Mortensen, tror jeg, at vi skal sætte rigsfællesskabet på dagsordenen en dag i Folketinget, og på den dag kan vi så gå mere i dybden med de forskellige aspekter.
Tak for det.