Tak for det.
Nu har vi jo snakket om det her emne rigtig mange gange, og der er et spørgsmål, der går igen og igen.
Det er spørgsmålet:
Er det et problem for mange mennesker, at den tidligere regering forringede dagpengeperioden i 2010?
I 2010 spurgte den daværende beskæftigelsesminister, fru Inger Støjberg, sig selv:
Vil dagpengereformen betyde sociale problemer?
Hendes svar var:
Nej, det vil den ikke.
Vi har til førstebehandlingen af dette lovforslag spurgt Venstres ordfører, om hun så havde ret i det, hun sagde dengang.
Og her var svaret knap så entydigt.
Selv til folketingsvalget var en stor del af den danske befolkning i tvivl, men man må jo sige, at dette billede har ændret sig.
Selv Venstreborgmestrene rundtom i landet er ikke i tvivl længere og giver nu venstrefløjen ret.
De fleste kender nogle, som vil komme i vanskeligheder, og de fleste kender nogle, som ikke ville have haft noget at leve af efter den 1.
juli 2012, hvis vi havde haft en blå regering.
Derfor har denne regering hjulpet de her mennesker, netop fordi vi ikke vil finde os i, at folk bliver ladt i stikken.
Og derfor indfaser vi nu også den dagpengereform på en mere nænsom måde, så ingen vil vågne op den 1.
januar og finde ud af, at de har meget lidt at leve af, samtidig med at vi jo laver nogle bedre indsatser for at få dem tættere på arbejdsmarkedet.
Men denne regering har jo ikke kun gjort noget for at gøre folk mere trygge.
Vi har samtidig skabt arbejdspladser, og vi har samtidig kigget fremad.
Vi har brugt historisk mange penge på offentlige investeringer, vi har brugt historisk mange penge på uddannelser, og vi har sikret flere gode tiltag i de reformer, vi har lavet, netop for at få rigtig mange tættere på arbejdsmarkedet.
Nu kigger vi også fremad og prøver på at gøre beskæftigelsesindsatsen bedre og lave en dagpengereform, som bliver mere nutidig og mere fleksibel.
Der er bare en ting, jeg ikke helt forstår, og det er, at der er nogle ting, som Venstre ikke vil anerkende, nemlig at dagpengereformen kom på et tidspunkt, hvor den netop ville skabe problemer for en del familier, fordi den blev lavet midt i en krise med høj arbejdsløshed, at Venstre slet ikke har villet være med til at løse de problemer, som de selv har skabt, og at Venstre ikke i 10 år og heller ikke i det seneste beskæftigelsesudspil har vist en holdbar løsning, som kan få de her mennesker i arbejde.
Jeg kan dog ikke lade være med at glæde mig over, at Dansk Folkeparti er med til at stemme for det her lovforslag, og at regeringen sammen med Enhedslisten har peget på en god løsning, så ingen, der står op efter nytårsraketterne, starter med at have store økonomiske tømmermænd.