Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til lov omændring af udlændingeloven (Gennemførelse af den reviderede Dublinfor-ordning af 26. juni 2013) (L 7), som Folketingets Udvalg for Udlændinge-og Integrationspolitik har stillet til justitsministeren den 9. oktober 2013.Spørgsmålet er stillet efter ønske fra medlem af Folketinget JohanneSchmidt-Nielsen (EL).

”Ministeren bedes kommentere Dansk Flygtningehjælps be-mærkning i organisationens høringssvar om, at frihedsberøvel-se ikke bør kunne opretholdes i situationer, hvor det anmodedeland har afvist Udlændingestyrelsens anmodning om overta-gelse eller tilbagetagelse, og oplyse, om domstolene i dag efterretspraksis tillader fortsat frihedsberøvelse i den situation.”

Svar:

Som det fremgår af den kommenterede høringsoversigt oversendt til Ud-valget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 1. oktober 2013, inde-holder Dublinforordningen ikke særlige frister for frihedsberøvelse i densituation, hvor den anmodede medlemsstat ikke accepterer overtagelse el-ler tilbagetagelse. Justitsministeriet har derfor ikke fundet anledning til atfastsætte særlige frister herfor.Som det også fremgår af den kommenterede høringsoversigt, kommer detmed lovforslaget til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen i § 37, stk. 9,at en frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt, og at denkun må opretholdes, så længe afvisningen eller overførslen er under forbe-redelse og gennemføres med omhu.Af de specielle bemærkninger til den foreslåede bestemmelse fremgår det,at bestemmelsen afspejler dansk rets almindelige proportionalitetsprincip,hvorefter det løbende skal vurderes, om betingelserne for at opretholde enfrihedsberøvelse fortsat er til stede.Det er domstolene, der på baggrund af proportionalitetsprincippet og pågrundlag af Danmarks internationale forpligtelser og sagens konkrete om-stændigheder sætter grænserne for frihedsberøvelsens varighed.I forlængelse heraf kan det oplyses, at Østre Landsret i en kendelse af 20.juni 2012, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen side 3160, løslod en udlæn-ding, som den 14. december 2011 søgte om asyl i Danmark, og som Frank-rig henholdsvis den 26. december 2011 og den 5. marts 2012 havde afslåetat tage tilbage. Udlændingen var i 2010 blevet udvist af Danmark og ud-2

sendt til Frankrig på grund af et tidligere opnået fransk visum. De franskemyndigheder var efterfølgende blevet anmodet om at revurdere sagen, menhavde ikke svaret herpå. Under disse omstændigheder lagde landsretten tilgrund, at der ikke længere var udsigt til inden for kortere tid at få afklaretspørgsmålet om, hvorvidt Frankrig var ansvarlig for asylsagsbehandlingen.Landsretten bemærkede, at det i forarbejderne til udlændingelovens § 35,stk. 2, er forudsat, at varetægtsfængsling i medfør af denne bestemmelsekun opretholdes, i det omfang asylsagsbehandlingen ikke trækker unødigt ilangdrag. Det er endvidere forudsat, at den såkaldte Dublin-procedure,hvorved en asylansøger søges overført eller tilbageført efter Dublin-forordningen, alene iværksættes, hvis der er udsigt til, at spørgsmålet om,hvilket land der er ansvarlig for asylsagsbehandlingen, vil blive afklaretinden for kortere tid. Henset hertil og under hensyn til karakteren af detstrafbare forhold, der havde begrundet bestemmelsen om udvisning af U,samt at en realitetsbehandling af asylansøgningen på daværende tidspunktend ikke var påbegyndt, fandt landsretten ikke, at der var grundlag for atopretholde varetægtsfængslingen af udlændingen.

Spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til lov om ændring af udlændinge-

loven (Gennemførelse af den reviderede Dublinforordning af 26. juni

2013) (L 7):

Svar: