Supplerende samlenotat – Rådsmøde (udenrigsanliggender) den 31. januar 2013
9. Mali
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
Med udgangspunkt i rådskonklusionerne fra det ekstraordinære rådsmøde den 17. januar 2013 ventes Rådet at
drøfte status for situationen i Mali, herunder de forskellige instrumenter, som EU har til rådighed i forhold til
Mali. Drøftelsen ventes at omhandle EU’s kommende militære træningsmission, EUTM Mali, samt EU’s
finansielle støtte til den afrikansk-ledede interventionsstyrke (AFISMA). Endelig ventes spørgsmålet om
genoptagelse af dele af bistanden til Mali samt behovet for en stærk international koordination af indsatser i
Mali at blive berørt.
2. Baggrund
Mali har siden august 2012 haft en relativt bredt funderet transitionsregering med tidligere
parlamentsformand Traoré som midlertidig præsident. Der påhviler transitionsregeringen et
stort ansvar: Dels vil den skulle udarbejde og fremlægge en køreplan for overgangsperioden
frem mod afholdelse af præsident- og parlamentsvalg, dels vil den skulle håndtere situationen i
Nordmali, hvor rebelgrupper (flere med forbindelser til Al-Qaida i Islamisk Maghreb (AQIM)),
kontrollerer over halvdelen af Malis territorium.
AU anmodede allerede i foråret 2012 FN’s Sikkerhedsråd om mandat til indsættelse af
sikkerhedsstyrker, og Sikkerhedsrådet vedtog den 5. juli 2012 resolution 2056, som udgør første
etape i retning af en mulig autorisation til en militær styrke foruden eventuelle sanktioner. Som
opfølgning herpå vedtog Sikkerhedsrådet den 12. oktober 2012 resolution 2071, hvori der
udtryktes parathed til at besvare den maliske anmodning om en international styrke. Med
vedtagelsen af resolution 2085 den 20. december 2012 – vedtaget i henhold til FN-pagtens
kapitel VII – bemyndigede Sikkerhedsrådet en afrikansk-ledet styrke (AFISMA) til at anvende
alle nødvendige militære magtmidler til bl.a. at støtte Malis regeringsstyrkers bestræbelser på at
genvinde kontrollen med områder i det nordlige Mali. Samtidig opfordrede Sikkerhedsrådet
FN’s medlemslande og internationale organisationer til at yde støtte til AFISMA’s løsning af de
nævnte opgaver, herunder militær og logistisk støtte. AFISMA forventes deployeret snarest
muligt med deltagelse af lande fra regionen.
I forhold til den meget aktuelle trussel mod Malis territoriale suverænitet har den maliske
præsident den 10. januar 2013 anmodet Frankrig om militær bistand. Danmark har modtaget en
anmodning fra Frankrig om et dansk bidrag (C-130 transportfly) til den militære operation, som
er blevet behandlet i Udenrigspolitisk Nævn den 14. januar 2013 og ved beslutningsforslag B49
den 15. januar 2013.
Fra EU’s side ser man fortsat med stor alvor på situationen. På EU’s vegne modtog
kommissionsformand Barroso den 18. september 2012 en anmodning fra Malis præsident og