NOTAT
Dato
J. nr.
14. marts 2013
2013 - 633
Referat fra rådsmøde (transport, telekommunikation og energi –
transportdelen) den 11. marts 2013 i Bruxelles
Dagsordenspunkt: Kommissionens forslag til direktiv om
interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (4.
Jernbanepakke)
Kommissionen fremsatte den 30. januar 2013 forslag til en fjerde
jernbanepakke. Pakken indeholder udover meddelelsen tre forslag til
forordninger og tre direktiver. Pakkens sigte er at skabe bedre kvalitet og flere
valgmuligheder inden for jernbanetransporten i Europa.
Interoperabilitetsdirektivet omfatter forslag til ændring af godkendelser til
ibrugtagning af jernbanekøretøjer på det Indre Marked, samt godkendelse til
ibrugtagning af faste og mobile togkontrol- og signalsystemer. Forslaget
indebærer, at disse godkendelser skal foretages af jernbaneagenturet.
På rådsmødet den 11. marts 2013 var der en orienterende debat om
interoperabilitetsdirektivet. Flere lande udtrykte bekymring for forslaget om
overførelse af kompetence fra de nationale sikkerhedsmyndigheder til
agenturet. Begrundelsen var bl.a. at en sådan overførelse af kompetence kunne
føre til langsommelige og bureaukratiske procedurer. I forhold til godkendelser
i forbindelse med regionale og lokale netværk nationalt, var der generel
enighed om at dette skal foretages nationalt. Flere lande udtrykte endvidere
skepsis over for forslagets dele vedrørende delegerede retsakter.
Dagsordenspunkt: Kommissionens forslag til forordning om
indberetning af begivenheder inden for civil luftfart
Kommissionen fremsatte den 18. december 2012 et forslag til forordning om
indberetning af begivenheder inden for civil luftfart.
Det overordnede formål er, at sikre en harmonisering af reglerne for
indberetning af begivenheder inden for den civile luftfart, så der sikres en
større ensartethed i data og garanteres en effektiv anvendelse. Dette skal blandt
andet ske ved analyse af indberettede data, så der opnås større mulighed for at
vurdere og forhindre risici mod luftfartsikkerheden.