23. april 2013
5. kontor/ ASBRI
Samlenotat vedrørende Kommissionens ændringsforslag nr. 2 til
EU’s budget for 2013
Resume
Kommissionen fremlagde d. 27. marts ændringsforslag nr. 2 til EU’s 2013-budget på i alt 11,2
mia. euro i øgede betalinger, svarende til en stigning på 8,5 pct. ift. det vedtagne 2013-budget.
Forslaget omfatter desuden en opjustering af skønnet for andre indtægter til EU på 290 mio.
euro. Gennemføres forslaget uændret, vil det isoleret set øge det danske EU-bidrag med ca. 1,7
mia. kr. til knap 22 mia. kr. i 2013.
Langt den største del af forslaget (80 pct.) udgøres af betalinger til samhørighedspolitikken,
hvortil Kommissionen ønsker tilført 9,0 mia. euro. De resterende ca. 2,2 mia. euro fordeler sig
på alle andre udgiftsområder med undtagelse af administration.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt ændringsforslag nr. 2 til EU’s budget for 2013 (KOM
(2013) 183), der omfatter en forhøjelse af betalingsniveauet på 11,2 mia. euro til
budgetkategori 1a, 1b, 2, 3 og 4 samt en opjustering af skønnet for andre indtæg-
ter til EU (f.eks. bøder) på 290 mio. euro i 2013.
Formålet med ændringsbudgettet er ifølge Kommissionen at dække udestående
betalingsbehov ved udgangen af 2013, så det bliver muligt at indfri løbende og
tidligere indgåede forpligtigelser.
Hjemmelsgrundlag
Traktatens art. 314 (beslutningsprocedure for budgettet).
Nærhedsprincippet
Eftersom der er tale om et forslag i relation til EU’s budget, kan det kun behand-
les på EU-niveau. Forslaget vurderes derfor at være i overensstemmelse med nær-
hedsprincippet.
Formål og indhold
Kommissionens forslag til ændringsbudget nr. 2 indebærer en stigning i
betalingsbevillingerne på 11.225,2 mio. euro. Forudsat at Kommissionens
ændringsforslag nr. 1 til EU's budget for 2013 vedtages uændret, vil der være en
uudnyttet margin tilbage på 14,8 mio. euro i 2013, såfremt ændringsforslag nr. 2
ligeledes vedtages uændret. Kommissionen forventer, at den uudnyttede margin
vil skulle anvendes til betalinger til solidaritetsfonden i løbet af 2013.