1. Udviklingsdagsordenen post 2015, inkl. udviklingsfinansiering
KOM (2013) 0531
Revideret notat
1. Resumé
Rådet ventes at drøfte status i det internationale arbejde med en ny global dagsorden for bæredygtig udvikling og
fattigdomsbekæmpelse for tiden efter 2015, der skal afløse FN’s 2015-mål. Drøftelsen vil desuden også omfatte
den finansiering, som skal til for at løfte post-2015 dagsordenen med afsæt i Kommissionens meddelelse,
KOM(2013) 531: ”Perioden efter 2015: På vej mod en omfattende og integreret strategi for finansiering af fattig-
domsudryddelse og bæredygtig udvikling”.
2. Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2013) 531 af 16. juli 2013 fremsendt meddelelsen ”Perioden efter
2015: På vej mod en omfattende og integreret strategi for finansiering af fattigdomsudryddelse
og bæredygtig udvikling” til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og
Regionsudvalget. Meddelelsen supplerer Kommissionens meddelelse KOM (2013) 92 af 27. fe-
bruar 2013: "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden"
og de konklusioner om EU’s foreløbige position til post-2015 dagsordenen, som blev vedtaget
med afsæt i denne meddelelse i juni 2013. I disse rådskonklusioner definerede EU en fælles
holdning vedrørende post-2015 dagsordenen med fokus på ét samlet forhandlingsspor, inklusiv
og grøn økonomisk vækst, energi og vand, miljømæssig bæredygtighed, en rettighedsbaseret til-
gang, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt fred, sikkerhed og konfliktforebyggel-
se. Samtidig lagde man vægt på, at EU kunne bevare fleksibilitet i de kommende forhandlinger
og ikke for tidligt lægger sig fast på en endelig position.
Den 25. september 2013 vedtog man i FN i forbindelse med en særlig event, at post-2015 pro-
cessen skal samles i et spor frem mod vedtagelsen i september 2015 af de mål for fattigdomsbe-
kæmpelse og bæredygtig udvikling, som skal gælde for tiden efter 2015. I 2014 vil processen være
forankret i den såkaldte åbne arbejdsgruppe om bæredygtighedsmål, som vil afgive rapport til
FN’s generalforsamling i september 2014. Danmark deler medlemskab af gruppen med Norge
og Irland. Når gruppen har afleveret sin rapport til FN’s generalforsamling i september 2014, vil
de mellemstatslige forhandlinger kunne gå i gang, idet man sigter mod at kunne vedtage den nye
globale ramme for bæredygtig udvikling i efteråret 2015.
Der er endnu ikke klarhed om, hvordan spørgsmålet om finansiering af post-2015 målene skal
håndteres. Der er bl.a. nedsat en ekspertgruppe, der på mandat fra Rio+20 skal udarbejde et for-
slag til strategi for finansiering af bæredygtig udvikling, der også skal afgive rapport til FN’s gene-
ralforsamling i september 2014. Dertil kommer det traditionelle FN-spor om udviklingsfinansie-
ring, der startede med Monterrey konferencen i 2002 om ”Financing for Development”, samt i
øvrigt arbejdet i relation til klimafinansiering og finansiering af biodiversitet.
1