Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 11:

Udenrigsministerens redegørelse om Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

(Anmeldelse 28.03.2014. Redegørelse givet 28.03.2014. Meddelelse om forhandling 28.03.2014).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver først ordet til Venstres ordfører, hr. Flemming Damgaard Larsen.

Da Venstres ordfører på området, hr. Peter Juel Jensen, ikke har mulighed for at være til stede her ved denne debat, har jeg lovet at læse ordførertalen op:

Tak til ministeren for en god og grundig redegørelse til Folketinget. Ukraine har i den seneste periode fyldt rigtig meget på OSCE's dagsorden. I 2013 havde Ukraine formandskabet for OSCE. Det var et formandskab med en pragmatisk og realistisk tilgang til arbejdet, som søgte at slå bro mellem Øst og V est trods voksende uenigheder mellem Rusland og Vesten på områder som menneskerettigheder og demokrati. Formandskabet opnåede flere vigtige resultater. For OSCE var det bl.a. væsentligt, at der blev skabt konsensus om udnævnelsen af en ny højkommissær for nationale mindretal og om forlængelsen af mandatet for OSCE's mediefrihedsrepræsentant. Det lykkedes tillige at lancere Helsinki +40-processen, der skal lede frem til en markering af 40-året for Helsinkitraktaten i 2015.

Også ved årets ministerrådsmøde i Kiev blev der opnået positive resultater. For første gang i 3 år lykkedes det at skabe konsensus om beslutninger i den menneskelige dimension, nemlig om religions- og trosfrihed og om at styrke arbejdet for at forhindre menneskehandel. Der blev ligeledes truffet beslutninger inden for de øvrige dimensioner, væsentligst om tillidsskabende foranstaltninger inden for cybersikkerhed.

De folkelige protester i Ukraine, der fulgte i kølvandet på den daværende regerings beslutning om ikke at underskrive en associeringsaftale med EU, kastede dog en skygge over ministerrådsmødet. Senere har begivenhederne for alvor taget fart, først med Krims løsrivelse, der nok må betegnes som i strid med international ret, Ruslands anerkendelse af Krim og de ulykkelige konflikter og den væbnede kamp i det østlige Ukraine. Og danske OSCE-observatører er kommet i klemme i to omgange. Her fra Folketingets talerstol skal der lyde en varm anerkendelse til de to danskere, der har været taget til fange af separatisterne, noget, der kun kan betegnes som ren sabotage af OSCE's mission i Ukraine. Vi håber, at observatørerne og deres familier kommer godt igennem det, og at der ydes al den hjælp, der er behov for. Det har uden tvivl været en ganske grim oplevelse, hvilket vi også har kunnet forstå på vores dialog med Udenrigsministeriet.

Ved valget den 25. maj deltog to medlemmer af OSCE PA, og det var en stor lettelse, at valget gik lige efter bogen, at der var en relativt høj stemmeprocent, og at stemningen i landet var god – dette på trods af at nogle dele af landet ikke havde mulighed for at deltage i valget. Det var OSCE PA's største mission nogen sinde og var med til at sende et klart signal om, at man i Ukraine ikke står alene. OSCE's institutioner og feltmissioner spiller fortsat en aktiv rolle for understøttelse af reformprocesser og overholdelse af OSCE's forpligtelser på områder som demokratisering, valg, god regeringsførelse, bekæmpelse af transnationale trusler som terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet, reformer på rets- og politiområdet og mindretalsforhold. Der sker løbende en bevægelse i fokus fra det i stigende grad stabiliserede Balkan hen mod Centralasien, herunder i lyset af ISAF-tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2014, og det sydlige Kaukasus.

Der skete ikke i 2013 afgørende nye udviklinger, hvad angår løsningen af de frosne konflikter i Transnistrien, altså Moldova, Georgien eller Nagorno-Karabakh, men der gøres fortsat en betydelig indsats for at opretholde forhandlingsformaterne. Og der opnås enkelte resultater af tillidsskabende og praktisk karakter. I OSCE's politisk-militære dimension er fokus på konventionel våbenkontrol og tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger. Der arbejdes på at afklare fremtiden for konventionel våbenkontrol i Europa efter Ruslands opsigelse af CFE-traktaten.

Blandt væsentlige temaer for Danmarks engagement i OSCE fremhæves cybersikkerhed, mediefrihed og de centralasiatiske lande, Kirgisistan og Tadsjikistan. OSCE-samarbejdet udgør en unik del af den europæiske sikkerhedsarkitektur. Samarbejdet, der har afsæt i Helsingforsslutakten fra 1975, har fra begyndelsen været præget af forholdet mellem Øst og Vest. I de senere år har OSCE været karakteriseret af voksende uenigheder og værdikonflikter, bl.a. som følge af en mere selvhævdende russisk udenrigspolitik.

OSCE er et samarbejde mellem 57 lande, der dækker et område fra Nordamerika til Mongoliet, Centralasien og det østligste Rusland. Det er baseret på et bredt sikkerhedsbegreb, der omfatter tre dimensioner: Den politisk-militære dimension, den økonomisk-miljømæssige dimension og den menneskelige dimension. Det er et veludbygget samarbejde med stor aktivitet ude i felten, særlig i de OSCE-lande, hvor der er eller har været konflikter eller potentiale for konflikt. I 15 lande har OSCE en fast tilstedeværelse, herunder på Balkan, i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi til Socialdemokraternes ordfører, fru Ane Halsboe-Jørgensen.

Tak for det, formand. Og tak til udenrigsministeren for redegørelsen og til ordføreren for Venstre for en grundig gennemgang. På den baggrund kan jeg gøre det kort.

Danmarks bidrag til OSCE er vigtigt. Senest har vi set det, da situationen i Ukraine blussede op. OSCE løfter en stor og vigtig opgave for vores demokrati over en bred kam ved at udføre professionelle valgobservationer. Sammen med kollegaer deltog jeg i sidste uge i en valgobservation i Ukraine, hvor vi i den sammenhæng igen kunne se organisationens tyngde ved at gennemføre den største valgobservation nogen sinde. Det betød, kunne vi se – os, der var ude på de forskellige valgsteder i forskellige dele af landet – rigtig meget for de lokale folk, at der var internationale observatører, at de kunne se, at Europa bekymrer sig om deres land, om deres demokrati og om deres frie ret til at vælge en ny præsident. Det gjorde indtryk, men det skabte også en tryghed hos de mennesker, og ikke mindst kan vi se, at meldingerne internationalt efterfølgende har været afgørende, i forhold til at vi som internationale observatører har kunnet slå fast inden for de rammer, der nu engang var mulige, at der kunne gennemføres et frit og fair valg i størstedelen af landet.

Den rolle, som OSCE spiller i den sammenhæng, er rigtig, rigtig afgørende, og det glæder mig, at det danske parlament fortsat støtter det arbejde, både økonomisk, men også ved at sende parlamentarikere af sted.

Jeg mener, at vi fortsat skal støtte OSCE's arbejde, og jeg takker for redegørelsen.

Tak til ordføreren. Så tager vi Dansk Folkepartis ordfører, hr. Mikkel Dencker.

Jeg vil også sige tak til udenrigsministeren for redegørelsen om OSCE's arbejde det seneste år.

OSCE er en organisation, der på mange måder har mindre betydning i dag, end det var tilfældet tidligere. Tidligere var det jo det eneste fælles forum, hvor Øst og Vest kunne mødes til samtaler om verdenssituationen. Derfor blev OSCE også et vigtigt organ for nedrustning og for våbenkontrollen i Europa samt for demokratiudviklingen i de nye lande, der opstod efter Sovjetunionens sammenbrud. I dag står organisationen mindre centralt, men den har dog beholdt en vis betydning for især demokratiudviklingen via de mange og meget vigtige valgobservationer og i det hele taget for udbredelsen og også nogle gange for opretholdelsen af basale frihedsrettigheder for borgerne i primært de stater, der opstod efter Sovjetunionens sammenbrud. Det har OSCE gjort gennem sine aktiviteter og gennem den opsamlede viden om disse lande.

I den sammenhæng er OSCE's aktiviteter på det seneste også kommet mere i fokus, må man sige, og desværre på en negativ baggrund. Gentagne gange er OSCE's observatører blevet taget som gidsler af oprørsgrupper i det østlige Ukraine. Det er helt uacceptable handlinger fra de russisksindede gruppers side, og derfor vil jeg da også godt fra Dansk Folkepartis side udtrykke vores anerkendelse af de danske observatørers indsats og især også vores medfølelse med de observatører, som enten har været eller måske stadig er taget som gidsler, og især også med deres pårørende.

Ud over dette arbejde gør organisationen også fortsat en indsats for stabilisering og våbenkontrol, og OSCE fungerer tillige som forum for samarbejde om grænseoverskridende trusler; her vil jeg bl.a. nævne internetsikkerhed, narko og terrorbekæmpelse.

Dansk Folkeparti har ved tidligere lejligheder sagt, at vi ser positivt på organisationens arbejde. Det er fortsat tilfældet, og jeg vil tillade mig at sige, at vi ser konstruktionen af OSCE som et godt eksempel på et internationalt samarbejde mellem suveræne lande og dermed også en form for modvægt til EU-samarbejdet, som jo konstant udvides i omfang og direkte overtager mere og mere kompetence fra medlemslandene, og det er jo ikke tilfældet i den her sammenhæng.

Som nævnt sætter vi i Dansk Folkeparti pris på OSCE-samarbejdet, og derfor vil jeg endnu en gang benytte lejligheden til at takke ministeren for redegørelsen.

Tak til ordføreren. Så går vi til De Radikales ordfører, fru Liv Holm Andersen.

Mange tak for det. Jeg vil starte med at hilse redegørelsen velkommen og takke udenrigsministeren for den på vegne af Radikale Venstre. Det er spændende læsning, og vi er i Radikale Venstre glade for den her lejlighed til at trække OSCE og arbejdet i organisationen frem og få en drøftelse af det.

For Radikale Venstre er alt samarbejde i europæisk og internationalt regi af stor vigtighed, og således er vi også meget glade for OSCE og det arbejde, der foregår der. Det er et arbejde, hvor Danmark kan være med til at gøre en forskel, og det arbejde, som vi her kan gøre, og som vi her kan støtte, mener vi er af en umådelig stor og vigtig karakter. Det tror jeg egentlig også krisen i Ukraine understreger og har mindet os alle om.

Jeg og vi i Radikale Venstre synes, at OSCE opfylder en vigtig rolle som en slags bindeled mellem Øst og Vest. Det er ikke en enkel opgave, det er faktisk tværtimod ofte en tung opgave og et trægt arbejde – noget, som man også kan se netop nu i Ukraine med tilbageholdelsen af vores observatører osv., og især i det lys at Rusland, som det jo også bevidner, og lande inden for Ruslands umiddelbare interessesfære ikke på samme måde som andre lande, i hvert fald i OSCE, er opsat på at gå forrest og fremme menneskeret, demokrati osv. Tværtimod opstår der, som flere også har nævnt, stadig og ofte i organisationen uenighed om netop de her spørgsmål. Men alligevel fortsætter OSCE med at debattere og dokumentere overtrædelse af menneskerettighederne og angreb på demokratiet og er jo netop derfor den her stærke og vigtige stemme for menneskerettigheder og demokrati i særlig det østlige og sydøstlige Europa og i Centralasien.

Netop fordi der er noget, der er svært, giver det jo så meget desto mere grund til også at dvæle ved de positive historier og de positive resultater, som der er i det her arbejde. Noget, der glæder mig personligt efter flere rejser i både privat og politisk regi, er den grad af stabilitet, vi nu finder på Balkan – et område, der for bare få år siden var i fokus hos OSCE; men fokus kan nu rettes andre steder hen. Blandt sådan helt konkrete, glædelige resultater, som vi i forlængelse af redegørelsen kan pege på i det forgangne år, er det her med, at der er skabt konsensus om udnævnelsen af en ny højkommissær for nationale mindretal, og at der er et forlænget mandat til OSCE's mediefrihedsrepræsentant. Det er to meget positive resultater, ligesom det er godt, at arbejdet omkring religion og trosfrihed er styrket.

Noget mere, der kan peges på, er det styrkede arbejde omkring menneskehandel og cybersikkerhed. Det understreger jo, at der arbejdes benhårdt videre i OSCE, også for at man fortsat kan spille en aktiv rolle på demokratiseringsdagsordenen i forhold til god regeringsførelse og i forhold til bekæmpelse af de her transnationale trusler som terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet, og så der kan ske en endnu større tilslutning til OSCE-forpligtelserne med bedre implementering og bedre overholdelse.

Jeg tror, det er klart for os alle, at Ukraine vil fylde rigtig meget fremadrettet, men alligevel er Radikale Venstres håb og overbevisning, at OSCE også vil kunne skabe rum til en fortsat tilstedeværelse i de her såkaldt frosne konflikter, Transnistrien, Armenien, Aserbajdsjan, Sydossetien og Abkhasien – det er nogle ret svære navne, synes jeg, så jeg har øvet mig lidt på dem hele morgenen.

Men jeg fortsætter ufortrødent, for noget, som vi også synes er rigtig vigtigt, er, at i det her område, Nagorno-Karabakh, arbejder OSCE jo som den eneste organisation med adgang til frontlinjen, og det vidner bare om den styrke og den ballast, der alligevel ligger i organisationen. Selv om der er, hvad kan man sige, en træghed og der kan være et tilbageslag for en organisation som den her, så er der også bare rigtig mange ting, der spiller med i, hvor vigtig organisationen er.

Man har været omkring Ukraine, og man har været omkring de her frosne konflikter, og der er jo naturligvis også som tidligere nævnt i min tale interesse for en fortsat varetagelse af det her brede spektrum af indsatsområder. Det er jo, som jeg tidligere har været inde på, alt fra menneskerettigheder til sikkerhedssamarbejde og de mere praktiske opgaver, som tidligere ordførere også har nævnt, med valgobservationer, hvor den senest overståede er den i Ukraine, med organisering af valg og en lang række andre demokratiske feltarbejder.

Alt i alt fører de her ting til, at vi i Radikale Venstre mener, at der gøres et utrolig flot stykke arbejde, og det er vi sikre på at der også vil blive gjort fremadrettet. Det er et arbejde, som vi ikke alene bakker op om, men som vi også søger og vil søge at engagere Danmark mest muligt i.

Så her afslutningsvis vil jeg sige, at vi er stolte af Danmarks engagement i OSCE, særlig i de her tider, hvor der er mange udfordringer. Men de udfordringer skal vi jo bare søge yderligere at balancere med en stadig mere ihærdig indsats. Så med de ord vil jeg slutte og sige tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Og så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Trine Mach.

Tak til udenrigsministeren for den vældig interessante og gode redegørelse. Det er jo interessant at læse, hvor meget godt og vigtigt arbejde, der rent faktisk gøres i OSCE, om end det primært når danske mediers dagsorden, når det er observatører, der bliver tilbageholdt. Der er det godt med en årlig redegørelse, hvor vi faktisk kan se, hvor meget Danmark gør, og hvor meget man gør i OSCE-regi i det hele taget.

At der er brug for fælles europæiske og internationale institutioner og samarbejdsorganer, synes tydeligere end længe. Der er frygtelig meget brug for, at vi på retsstatsprincippernes, menneskeskerettighedernes og folkerettens grund holder øje med hinanden i Europa og hjælper hinanden frem mod at realisere de fælles mål, vi har, og giver fælles svar på de udfordringer, vi sammen også står over for.

Derfor glæder det mig også, at mine gode kollegaer her i Folketinget har deltaget som valgobservatører igen i år; det mener vi fra SF's side bestemt vi skal blive ved. Og i det hele taget mener vi, at Danmark meget fint kan engagere sig endnu mere i den brede palet af vigtige indsatsområder, som OSCE jo varetager.

Som man kan læse i redegørelsen, rakte det ukrainske formandskab, som det hedder i redegørelsen, ud til både Øst og Vest for at slå bro, og det sætter jo tingene, som de er i dag, hvor koldkrigsretorikken måske breder sig mere, end godt er, i et vældigt perspektiv. Og hvis man kunne drage den konklusion, at OSCE ikke kan bruges som samarbejdsorgan, fordi det lige nu ser ud til, at vi trækker os mere væk fra hinanden, end vi nærmer os hinanden, så er vores konklusion, som de andre ordførere her også har sagt, lige modsat, nemlig at det netop vidner om, hvor meget der er brug for et fælles europæisk forum for dialog og samarbejde om de brede sikkerhedspolitiske spørgsmål i en europæisk kontekst.

Så derfor vil jeg sige tak til udenrigsministeren og tak til regeringen for indsatsen i OSCE, den må man for os meget gerne øge og intensivere. Vi synes, der gøres et fantastisk godt stykke arbejde, og håber, man kan blive ved med det.

Tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Christian Juhl.

Jeg er enig med de tidligere talere, især dem, der har nævnt, at OSCE fylder alt, alt for lidt i almindelige danskeres bevidsthed. De fleste ved, hvad EU er, og de fleste ved, hvad NATO er. Og det burde jo være omvendt, sådan at de fleste vidste, hvad OSCE er, og hvad FN er. For det er jo da efter min mening de to vigtigste organisationer. De andre kunne vi til nød undvære, hvis det skulle være.

OSCE spiller en væsentlig rolle, fordi den netop har dialogen og konfliktløsningen som det centrale element, og den har alle de bløde værdier, som vi synes er væsentlige for demokrati og udvikling, som mål. Derfor er det også positivt at se, at der trods problemerne er sket noget i det forgangne år. Der er sket en forlængelse af mandatet for mediefrihedsrepræsentanten, og det er et meget vigtigt arbejde, især i de her tider, hvor der er lande, som synes, at det er staten, der skal bestemme, hvilke medier der skal udkomme, og hvor man forfølger journalister i et uhørt omfang.

Jeg er også glad for det, som er nævnt tidligere af andre, nemlig konsensus om religions- og trosfriheden og ikke mindst styrkelse af arbejdet med roma- og sintirettighederne. Det er jo forfærdeligt, at vi stadig væk skal slås med den måde, som disse mindretal bliver behandlet på. Også spørgsmålet om menneskehandel bør have et stort fokus, og det ser ud til, at der er fornuftige fremskridt.

Så er det vigtigt at nævne, at OSCE jo spiller en væsentlig rolle, når samfund kommer ind i reformprocesser, demokratisering, valg, mindretalsrettigheder og kamp mod grænseoverskridende kriminalitet. Ja, hvad angår valg, er det vel værd at bemærke sig, at Ukraine jo netop var helt, helt exceptionel, ved at der var rigtig, rigtig mange af sted. Det var særdeles interessant for mange at deltage, og det var også interessant for medierne at se, hvad der skete. Men vi er nødt til at tage ret alvorligt afstand, når OSCE-repræsentanter, uanset om det er fra den ene eller den anden del af OSCE, bliver tilbageholdt eller kidnappet eller lider overlast på anden måde. Det skal være sådan, at alle OSCE-medarbejdere frit kan arbejde med de opgaver, de skal løse, og det skal være sådan, at de lande, de bevæger sig i, skal garantere deres sikkerhed, sådan at vi ikke ser den slags ting. Det er jo vigtigt, at Ukraine er klar over, at det er deres opgave at sørge for, at de her folk kan færdes sikkert rundt i deres land.

Jeg vil ikke sige noget om de frosne konflikter. Det er jo ganske uændret, og det er vigtigt at arbejde med dem. Jeg vil hellere sige, at jeg er rigtig glad for, at Danmark fokuserer meget på den konventionelle våbenkontrol, og det er fortsat en vigtig opgave. Jeg synes, det er ærgerligt, at russerne ikke kan forstå, at vi skal fortsætte CFE-traktaten, og at den skal fungere, sådan at vi ved, hvor våbnene er henne, og hvordan de bliver flyttet rundt.

Hvad angår selve Ukrainespørgsmålet, mener jeg dog, at vi bliver nødt til at sige noget om vores egne samarbejdspartnere. Når jeg siger vores egne, er det jo, hvad skal man kalde det, vestdelen af OSCE's samarbejdspartnere. Jeg tænker især på EU og NATO. Hvis ikke man kan læse sin modstander eller hensigterne fra den, man ikke er så vild med og frygter, så opstår der sjældent venskaber og gode relationer. Hvis man i stedet for presser hinanden og prøver at true hinanden, sker der jo det, som ofte sker i sådan nogle situationer, nemlig at man kommer til at spille rollen som en hund i et spil kegler eller, som nogle kalder det, en elefant i et glasbur.

I konflikten om Ukraine mener jeg bestemt, at både EU og NATO har spillet med nogle muskler, de ikke har, og at de har spillet en ikke særlig hensigtsmæssig rolle. Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at når EU presser hårdt på, for at Ukraine absolut skal vende sig hen imod EU – og visse kredse i Europa mener endog, at de absolut skal vende sig hen imod NATO – så har EU fuldstændig glemt, at Ukraine for det første selvfølgelig skal have ret til selv at diskutere og beslutte den slags ting, og at Ukraine for det andet har en helt, helt særlig placering.

Hvorfor har de det? Ja, det har de jo, for efter 1990, hvilket en af mine kolleger tidligere nævnte, skete der det, at Muren faldt, og der kunne man jo så sige at en del af OSCE's opgaver blev ændret. Man skal bare huske, at i 1990 sagde James Baker til Gorbatjov, da de skulle aftale, at Øst- og Vesttyskland kunne slås sammen, at hvis Øst- og Vesttyskland blev genforenet, ville NATO ikke blive udvidet med så meget som en centimeter mod øst.

Siden da er der jo sket en del. Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Kroatien, Ungarn, Bulgarien, Albanien, Makedonien, Estland, Letland og Litauen er efterfølgende blevet indmeldt i NATO. Det vil sige, at ordene fra USA's udenrigsminister ikke var meget værd i den situation. Det er derfor, det er så vigtigt at kunne se, at forklaringen på, at Rusland ikke anser sig selv som den aggressive part, jo netop ligger i den her proces. Derfor er det vigtigt også at sige, at når vi skal forstå Rusland, er det naturligt at sige, at nu er vi ved at nå helt op til grænsen med NATO-medlemskaberne.

Så er det klart, at man er nødt til at aflæse Ruslands flygt og nervøsitet for, hvad der ellers vil ske, hvis man vil løse konflikten. Hvis man vil spille den stærke mand, skal man bare fortsætte med at spille med nogle muskler, som man i øvrigt slet ikke har, når det kommer til stykket. Her tænker jeg på EU og NATO. Derfor vil jeg gerne anbefale, at vi arbejder for, at der arbejdes anderledes med fred og konfliktløsning, i stedet for at der bruges de aggressive metoder, for det får vi ikke noget godt ud af.

Jeg er bestemt ikke enig med Putin, og jeg er bestemt ikke enig i forståelsen af russernes rolle i Ukraine, men jeg tror ikke, at vi er nået en centimeter nærmere en løsning med Rusland ved at spille med NATO-musklerne. Derfor vil jeg opfordre til, at OSCE får en mere central rolle i de kommende år. Nu fylder OSCE snart 40 år, og jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi kan som nation, for at fremme, at OSCE får den freds- og konfliktløsende rolle, som er så vigtig i verden. Man kunne drømme om, at OSCE havde lige så mange ressourcer, som f.eks. NATO har, for hvor store resultater kunne vi så ikke nå? Men det kan vi jo prøve at arbejde på, for det er den fredelige, ikkemilitære model, der er den egentlige model, hvis vi skal finde en løsning på alle de problemer, vi har foran os.

Men i øvrigt tak for redegørelsen.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, fru Mette Bock.

Tak for det. Og mange tak for redegørelsen. Den er vi glade for, og jeg synes, den viser, at selv om det nu er 40 år siden, OSCE blev oprettet, er der fortsat brug for en organisation af den her type, og at udviklingen har vist, at mange af de ting, som man bliver nødt til at fokusere på, også har ændret sig, uden at man af den grund skal opgive det, som var det oprindelige formål med dannelsen af organisationen.

Udviklingen og opretholdelsen af både frihedsrettigheder, mindretalsrettigheder, internetsikkerhed osv. viser jo, at der fortsat er masser at gøre. I den forbindelse synes jeg det er lidt af et paradoks, at det lige præcis var Ukraine, der havde formandskabet på et tidspunkt, hvor Ukraine selv havde været i en meget skrøbelig situation, og hvor vi jo havde oplevet, at repræsentanter, som var udsendt i forbindelse med valgobservationer, faktisk risikerede at blive taget som gidsler. Det tyder jo på, at det arbejde, der bliver gjort fra observatørerne side, ikke er velset alle steder, heller ikke de steder, hvor man måske i virkeligheden burde have særlig opmærksomhed på det.

Det er selvfølgelig noget, man også fremover skal være særdeles opmærksom på, fordi OSCE jo har vist sig at være et meget stærkt og godt eksempel på, at et mellemstatsligt samarbejde rent faktisk kan udvikle sig og holde fokus, også i situationer, hvor verden ændrer sig så meget, som den gør.

Vi er også meget tilfredse med de institutioner, der ligger under OSCE, og det arbejde, der bliver gjort der, og er helt overbeviste om, at især det, som handler om den menneskelige dimension, er noget, som vi bliver nødt til at opruste i de kommende år. Hvor det ellers kan være en fristelse at se på de hårde sikkerhedsmæssige forhold, tror vi, at nogle af de dimensioner, der handler om mindretalsbeskyttelse, frihedsrettigheder, mediers frihed osv., i virkeligheden er nøglen til også at få mere styr på nogle af de andre mere hårde aspekter i OSCE's arbejde.

Så vi støtter fortsat indsatsen, og vi er glade for, at Danmark spiller den rolle, som Danmark gør, i det fortsatte samarbejde.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det udenrigsministerens tur. Værsgo.

Lad mig starte med at takke for alle de mange positive indlæg, der har været fra ordførerne. Det er rart at mærke så bred opbakning bag OSCE's arbejde, så stor villighed til at give OSCE den rolle, som jeg tror vi alle sammen er enige om er så nødvendig i øjeblikket.

Jeg synes, det er naturligt her, inden jeg går i gang med de mere generelle bemærkninger, at give en status for den dansker, der sammen med tre andre desværre stadig er tilbageholdt i det østlige Ukraine, som blev taget til fange for en uge siden, og som vi selvfølgelig arbejder på højtryk for at få ud. Vi aktiverede allerede sidste mandag en krisestab, som nu består af enheder ude og hjemme samt Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen, Rigspolitiet og flere andre, og der er et tæt og velfungerende samarbejde. Men vi er også enige med de andre nationaliteter, der er indblandet, de tre andre lande, der har observatører i gruppen, om, at det er helt afgørende, at det er OSCE, der i Kiev arbejder for at skabe kontakt til de tilbageholdte, og så holder de os informeret i ambassaderne i Kiev og ved OSCE i Wien.

Grunden til, at det er vigtigt, at det er OSCE, er selvfølgelig, at det er dem, der har den bedste fornemmelse af, hvad der sker on ground, men det er også, fordi det er vigtigt at handle som én enhed her. Det har vist sig i de andre tilbageholdelsessager, vi har haft, at OSCE meget professionelt har udvirket frigivelse af de tilbageholdte. Det håber vi selvfølgelig også vil ske i dette tilfælde, så hurtigt som muligt. En del af forklaringen på, at det har været muligt, er, at vi har talt med én stemme, men vi holder os selvfølgelig klar, og vi holder også tæt kontakt til de andre tre lande, der er involveret.

Mere generelt om OSCE har flere været inde på, hvor unikt et forum det er: 57 deltagende stater, der kan drøfte et bredt spektrum af demokratiske, menneskeretlige og sikkerhedspolitiske udfordringer i Europa. Ikke mindst krisen i Ukraine har vist, hvor vigtig OSCE er, og at OSCE's aktive rolle i forhold til mægling, monitorering og andre bidrag til stabilisering i Ukraine har understreget organisationens betydning. Danmark har fra krisens start fremhævet OSCE som en organisation, der kunne spille en vigtig rolle med hensyn til stabilisering og kriseløsning i Ukraine. OSCE fremstår som følge af den brede deltagerkreds som upartisk og har mekanismer, der er anvendelige i en krise som denne. Vi har derfor også støttet OSCE's aktiviteter og missioner i Ukraine, både med finansielle bidrag og ved sekundering af personel.

Det er ikke nogen hemmelighed, som flere ordførere også har været inde på, at OSCE i de senere år har været påvirket negativt af en større uenighed mellem de østlige og de vestlige medlemslande. Det har desværre vist sig, at Rusland og andre lande i SNG-regionen i stadig mindre omfang deler vestlige værdier. På trods af dette har OSCE også i 2013 under ukrainsk formandskab formået at opnå resultater. Selv om der kræves konsensus for at vedtage beslutninger i OSCE, lykkedes det i 2013 bl.a. at opnå enighed om nye beslutninger vedrørende bekæmpelse af menneskehandel og om øget samarbejde om cybersikkerhed. Samtidig er det fortsat en udfordring for OSCE at sikre, at OSCE-landene så rent faktisk også implementerer de beslutninger, som bliver taget i og af organisationen.

Fremme af ytrings- og mediefrihed er en dansk hovedprioritet for OSCE's arbejde. Det havde regeringen mulighed for at bekræfte, da OSCE's mediefrihedsrepræsentant, Dunja Mijatović, efter dansk invitation aflagde besøg i København den 21. november sidste år, og fra dansk side vil vi fortsat arbejde for udvikling og implementering af OSCE-forpligtelserne på dette område også. OSCE var også i 2013 via kontoret for demokratiske institutioner og menneskerettigheder, ODIHR, meget aktiv på valgobservationsområdet. En stor del af den internationale anerkendelse får OSCE for sine valgobservationer, som er kendt for deres høje grad af professionalisme, hvilket også kom til udtryk her ved det nylige præsidentvalg i Ukraine, hvor ODIHR gennemførte sin største valgmission nogen sinde. Fra dansk side støtter vi også aktivt disse valgmissioner.

Endelig synes jeg, det er værd at nævne her i Folketinget, at de OSCE-parlamentarikere, som også er til stede her, og som har været i Ukraine, gør en enorm indsats, og jeg tror, at jeres arbejde er ganske afgørende for OSCE's troværdighed. Ikke mindst jeres aktive deltagelse i valgobservationerne gør en afgørende forskel, hvilket det nylige præsidentvalg i Ukraine er et klart eksempel på. Så jeg vil gerne rette en stor tak til alle de folketingsmedlemmer, der har været af sted.

Dansk Folkeparti nævnte i sit ordførerindlæg, at OSCE blev født ud af en anden historisk kontekst og en anden historisk virkelighed. Det er jo rigtigt. Det er jo lige så rigtigt, som også ordføreren var inde på, at det er, som om OSCE lidt oplever en renæssance i øjeblikket nu, hvor vi begynder at få konflikter i Europa, som vi vel ikke havde drømt om at vi skulle have. Så er det så meget desto vigtigere at holde organisationen vital og levende.

Enhedslisten var inde i en større diskussion omkring hele krisen i Ukraine, og hvordan den er blevet håndteret. Det er ikke temaet for dagens debat, men en enkelt ting vil jeg dog gerne lige holde fast i, fordi jeg sådan set synes – og der er jeg meget enig med hr. Christian Juhl – at OSCE kan og bør spille en meget vigtig rolle i Ukrainekonflikten. Vi håber også, at det vil ske, og har gjort, hvad vi kunne. Men et udgangspunkt er vi nok lidt uenige om, og det er det der med, at det ligesom er EU, der har tvunget ukrainerne ud i den her situation. Jeg tror, man skal huske på – vi skal jo ikke så langt tilbage i historien, det er sådan set kun et halvt års tid siden – at det, der skete, jo var, at et stort set enigt parlament i Ukraine med den daværende præsident, Janukovitj, ønskede at etablere en associerings- og handelsaftale med EU; det var demokratisk valgte politikere, udtryk for et enigt ukrainsk samfunds ønske om en tilnærmelse.

Så skiftede præsidenten holdning – og man kan vel godt tillade sig at sige: fordi han var under et vist pres fra Moskva – og tilbagekaldte den beslutning, og så startede optøjerne. Så at sige, at det ligesom er EU, der har truffet den beslutning, at ukrainerne ønsker det her, synes jeg måske er at tage munden lige lovlig fuld, så meget desto mere som et af OSCE's bærende principper, som, så vidt jeg husker her fra talerstolen, også er nedfældet i OSCE's grundprincipper, jo er retten til at vælge de alliancer, som man gerne vil være en del af, som et frit valg. Derfor skal ukrainerne selvfølgelig selv diktere deres fremtid; det skal hverken Moskva eller for den sags skyld EU.

Men resten af diskussionen om, hvordan vi håndterer Ukraine, vil jeg glæde mig til at tage i mange andre fora. Den har vi jo løbende, og den er jeg bange for vi vil komme til at tage et pænt stykke tid fremover, da tingene ikke ser ud til at falde til ro i Ukraine endnu.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak. Det kunne ellers blive til mange korte bemærkninger nu, kan jeg høre.

Udenrigsministeren sagde, at Rusland ikke deler vestlige værdier. Det ved jeg ikke om de gør. Altså, russerne er vel lige så forskellige som europæere og andre vestlige folkeslag. Vi har jo mange forskellige værdier; vi har ikke én fast værdi. Vi har prøvet at diskutere det her i salen og var jo enige om, at det nok var svært at pege på en bestemt værdi.

Men jeg vil gerne spørge: Er det virkelig forudsætningen for, at OSCE fungerer, at de vestlige værdier er dominerende i de andre lande, eller er årsagen til, at vi har lavet OSCE, ikke netop, at man har forskellige syn på forskellige ting?

Man har også forskellige sikkerhedsinteresser, og hvis vi snakker sammen om dem og arbejder sammen om dem, kan vi måske finde løsninger, som er ikkemilitære, som ikke undertrykker mennesker og mindretal, og som ikke går ud over andre mennesker, men netop prøver at opretholde fred og sikkerhed. Jeg synes, det er en forkert indgangsvinkel at sige, at vi skal dele vestlige værdier, for at vi kan lave et stykke arbejde sammen i OSCE.

Udenrigsministeren.

Nu var det Rusland, jeg sagde – og ikke russerne. For jeg er meget enig i, at man ikke bare kan skære sådan en hel befolkning over en kam. Men den regering, der er i Rusland i øjeblikket, har jo i hvert fald vist, at den ikke, om jeg så må sige, tager de grundlæggende demokratiske spilleregler, som der f.eks. er i Ukraine, alvorligt.

Det er rigtigt – og det er jo også tilfældet i FN – at når man har den form for meget brede organisationer, er et af formålene jo netop, at man kan samle lande, der ikke umiddelbart er enige om alting. Det er jeg sådan set enig i som en grundpræmis. Men det er også klart, at når jeg taler vestlige værdier i den her sammenhæng, er det demokrati, fred og menneskerettigheder, jeg tænker på. Og dér har der da været en, vil jeg sige, meget, meget positiv enighed i OSCE i mange år om, at det var det, man skulle forsøge at forfølge.

Det er også, synes jeg, vigtigt at sige, at det jo ikke kan være et mål i sig selv, at man ikke tilslutter sig demokrati, menneskerettigheder og fred. Altså, det må vel være tilladt at sige, at det er noget, man håber man kan blive enige om som et fundament for det arbejde, der skal være i OSCE. Det er i hvert fald mit håb.

Christian Juhl.

Jamen det er jo netop det, vi har OSCE for, nemlig for at kæmpe for menneskerettigheder. Men nogle har ét syn på menneskerettigheder, og nogle har ét syn på våbenkontrol, mens andre har andre nuancer. Og det er jo der, jeg mener vi ikke skal blive så selvtilfredse, at vi siger, at vores syn altid er det rigtige. For så er det jo netop, at vi får konflikterne.

Vi er jo nødt til at gå ind i en dialog og diskutere, hvordan vi kommer frem i en proces. Og det, der har kendetegnet de første 40 år med OSCE – det er i hvert fald min påstand – er jo, at OSCE har været med til at forebygge konflikter, og måske også krige, og har været med til at fremme menneskerettigheder, været med til at fremme demokrati. Og det er jo ikke noget, der kun er gået den ene vej. Det er gået begge veje.

Det er sket i en vekselvirkning, og jeg er af den klare overbevisning, at vestlandene har fået meget inspiration fra samarbejdet med andre lande. Og der synes jeg man skal være lidt mere ydmyg og ligeværdig i sit samarbejde end at sige, at vores værdier er dem, vi skal slås for. Så bliver det jo sådan en slags kulturimperialisme, og den synes jeg ikke om.

Udenrigsministeren.

Jeg synes nu, det giver meget god mening at stå ved de værdier, der er ens egne. Det skal ikke føre til selvtilstrækkelighed eller selvretfærdighed for den sags skyld, men det må være fair at sige: Hvad er det, vi kæmper for? Og jeg kæmper for demokrati, jeg kæmper for menneskerettigheder, og jeg kæmper for fred.

De kræfter, der ønsker noget andet, tror jeg det er rigtigt at man også kan påvirke gennem en kritisk dialog, selv om man er uenige, i sådan et forum som OSCE. Det kan man heldigvis også ved bilaterale kontakter, sådan som man jo gør det med en række lande ud over OSCE, og det er sådan set en god idé at have sådan nogle fora. Men jeg mener også, det er et politisk mål netop at bruge sådan et forum til at påvirke de andre lande i retning af de her basale værdier, som vores politiske systemer bygger på.

Tak til udenrigsministeren og til alle ordførerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.