Det næste punkt på dagsordenen er:

12) Forhandling om redegørelse nr. R 7:

Udenrigsministerens sikkerhedspolitiske redegørelse 2013.

(Anmeldelse 14.01.2014. Redegørelse givet 14.01.2014. Meddelelse om forhandling 14.01.2014).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Søren Pind som Venstres ordfører.

Først og fremmest tak til ministeren for redegørelsen. Den giver et udmærket overblik over de sikkerhedspolitiske udfordringer i 2013, og når man læser redegørelsen, ja, så kan der ikke herske tvivl om, at Danmarks aktivistiske udenrigspolitik har rodfæstet sig i Folketinget, hvilket ikke mindst understreges af Danmarks udsendte bidrag. I den sammenhæng skal det også fremhæves, at arbejdet med at skabe større samtænkning i vores eksterne politikker har en fremtrædende placering. Det er et arbejde, der blev igangsat af den tidligere regering, og jeg synes derfor, at der er god grund til at rose den nuværende regering for at fortsætte indsatsen.

Hvis man nu skulle kaste et mere kritisk blik på redegørelsen, må det siges, at jeg savner en mere strategisk tilgang frem for en opremsning af danske aktiviteter, som redegørelsen bærer præg af. Hvor er prioriteringerne? Danske interesser nævnes et par gange, men ikke en gang nævnes værdierne. Kort sagt: Hvad er det egentlig, der driver regeringens udenrigspolitik? Jeg tror, der var en radikal ordfører, der i sin blog i går eller i dag har kaldt det »Find Holger og den danske udenrigspolitik«. Hvad er det videre perspektiv, hvad er den røde tråd? Vi synes ikke nødvendigvis, at der behøver at være en rød tråd, men bare en tråd ville være rar.

Måske skyldes udeladelsen simpelt hen, at regeringen på lange stræk står uden en sammenhængende udenrigspolitik. I stedet agerer man ud fra kortsigtede mavefornemmelser, hvor det vigtigste hensyn er hele tiden i det enkelte sekund, det enkelte minut eller på den enkelte dag at stå på den rigtige side uden at have gjort sig selvstændige overvejelser om, hvad det rigtige egentlig er.

Vi kan tage situationen i Syrien som eksempel. Her skriver regeringen på side 1 i redegørelsen: Den danske regering gik forrest i det internationale pres, for at angrebet ikke skulle stå uimodsagt. Som jeg husker begivenhedernes gang, havde regeringen i 2 år advokeret for en politisk løsning på situationen i Syrien. Det var sågar den eneste moralsk rigtige udgang på konflikten, argumenterede den tidligere udenrigsminister i en debat om bistand til de moderate oprørere.

Trods en indædt modstand mod at anvende militære midler vendte regeringen pludselig alligevel på en tallerken og sluttede op om de amerikanske planer om et militært angreb uden om FN. Uden at vi på nogen måde havde fået en henvendelse, meldte regeringen klar til kamp i strid med sin hidtidige overbevisning. Og da angrebet i sidste ende aldrig kom, ja, så var det selvfølgelig regeringens analyse, at det nu alligevel også var bedst.

I morgen skal den politiske løsning så stå sin prøve, når Genève II-konferencen indledes. Jeg venter allerede spændt på regeringens næste kursskifte i Syrienspolitikken, ikke mindst i lyset af at Assad i går oplyste, at han genopstiller som præsident.

Ligesom regeringen fører nødvendighedens politik fra Finansministeriet, ja, så kan vi konstatere, at nødvendighedens politik også har gjort sit indtog på Asiatisk Plads. I det hele taget virker den finansministerielle logik til at være retningsgivende for regeringens udenrigspolitik. Det er de seneste besparelser det tydeligste eksempel på.

I fravær af sammenhængende udenrigspolitik er man slået ind på handelsdiplomatiet med fuld styrke. Det er ikke nødvendigvis en forkert prioritering, så længe vi bare ikke glemmer, at Danmarks repræsentationer er til for mere end handelssamarbejde. Det vil være en fejl og resultatet af kortsigtet planlægning, hvis konsekvensen bliver en nedprioritering af det klassiske diplomati. Det har Venstre sagt længe, og derfor har vi også i de seneste 2 års finanslovsforslag afsat flere midler til at styrke udenrigstjenesten, nemlig 70 mio. kr. I den sammenhæng vil jeg derfor gerne bede udenrigsministeren redegøre for, hvad han ser af nye muligheder i den ændrede repræsentationsstruktur, og hvilke tanker der ligger bag.

Det, jeg egentlig savner, er udmeldinger fra regeringen, både i redegørelsen, men også generelt, om de mere overordnede perspektiver for vores udenrigs- og sikkerhedspolitik. I lande som Amerika, Holland, i Storbritannien udarbejder man en egentlig sikkerhedsstrategi, som adresserer risici, trusler, muligheder som led i en generel debat om udenrigspolitikken.

I Danmark bygger vi i stedet på en analyse fra udenrigsministeren. Det kom senest til udtryk i en overskrift i weekenden, hvor udenrigsministeren gav udtryk for, at verden er blevet mere sikker – undskyld, verden er blevet mere usikker, en analyse, som står i skarp kontrast til udmeldingen fra i sommer, hvor den tidligere udenrigsminister og SF's ordfører i en fælles kronik kunne oplyse, at vi aldrig har været tættere på verdensfreden. Jeg ved ikke, hvad der er skiftet på de 6 måneder, bortset fra ministeren, men det er måske meget sigende.

Derfor ville det efter vores opfattelse være passende, hvis ministeren i dag kunne præcisere, hvad det er for nogle trusler, han ser, mod en fredelig udvikling, og hvilke tanker han har gjort sig om, hvordan Danmark trods sin størrelse kan påvirke verdens gang.

Der er en kort bemærkning fra hr. John Dyrby Paulsen.

Tak, og tak til hr. Søren Pind for indlægget, som jo åbner mange spændende perspektiver.

Med hensyn til Syrien vil jeg sige, at det kan være, at jeg husker fejl med hensyn til hr. Søren Pinds egen involvering i den debat, men det forekommer mig, at hr. Søren Pind havde den holdning, at nogle måtte gøre et eller andet i Syrien. Og når man så dengang spurgte hr. Søren Pind, hvem nogle var, og specielt hvad det var, der skulle gøres, så var holdningen, at det kunne hr. Søren Pind ikke rigtig redegøre for – hverken hvem nogle var, eller hvad det var, der skulle gøres i Syrien. Og jeg vil bare høre, om hr. Søren Pind i mellemtiden er blevet klogere og nu kan delagtiggøre os i, hvem det var, der eventuelt skulle have gjort noget, og hvad de eventuelt skulle have gjort på daværende tidspunkt.

Ordføreren.

Det er normalt vane her i Folketingssalen, når man hævder, at nogle har haft nogle bestemte synspunkter, at man bringer nogle citater, som illustrerer det synspunkt, med en direkte henvisning. Det undrer mig ikke, at hr. John Dyrby Paulsen ikke gør det.

Det, Venstre bl.a. påpegede, var, at den danske regering på det tidspunkt burde understøtte f.eks. Frankrigs og Storbritanniens ønske om at levere våben til de moderate oprørere. Det var vi ganske klart ude at melde; det ønskede regeringen ikke. Tværtimod troede regeringen på opretholdelsen af våbenembargoen i Syrien, som nu har ført til, at de moderate oprørere er hårdt presset, både af islamister og af Assads styre. Det er blot ét af mange eksempler, man kunne nævne, på en anden linje, regeringen har valgt som udtryk for en passiv udenrigspolitik i præcis den her sammenhæng. Og her må regeringen påtage sig ansvaret for den politik, man selv har valgt, til forskel fra den, man har fravalgt.

Hr. John Dyrby Paulsen.

Jeg tror ikke, at der er nogen her – og slet ikke i regeringen – der ikke vil påtage sig ansvaret for den politik, der er valgt.

Nu bad hr. Søren Pind mig om at finde nogle citater, og det vil jeg meget gerne gøre. Hr. Søren Pind sagde dengang til Jyllands-Posten, tror jeg det var:

Hvis der er brugt nervegas – altså i Syrien – er det uacceptabelt, og det internationale samfund må gøre noget. Vi kan ikke bare se på.

Men når han direkte skulle forholde sig til, hvad Vesten burde gøre, sagde hr. Søren Pind dengang:

Jeg er ikke militærstrateg, men man må gøre noget, og man må gøre, hvad man kan, for at standse det her.

Det sidste er jeg jo ikke uenig i, men det virker som en lidt let omgang at sige, at nogle må gøre noget, uden at forholde sig til, hvad det konkret var – på daværende tidspunkt, vil jeg sige til hr. Søren Pind; det handler ikke om, hvad man skulle have gjort for 1½ eller 2 år siden, men på daværende tidspunkt. Og det er jo derfor, jeg er sådan lidt interesseret i, når hr. Søren Pind beder regeringen om at komme med en strategi og en holdning til, hvad man konkret skal gøre, at bede hr. Søren Pind om at gøre rede for, hvad det er, hr. Søren Pind mener, når han mener, at nogle bør gøre noget.

Ordføreren.

Vi bad ved den her konflikts start om, at regeringen i samarbejde med Center for Militære Studier analyserede, på hvilken måde Vesten kunne påvirke den her konflikt, og på hvilke specifikke måder Danmark kunne bidrage. Det afviste regeringen blankt. Og det er jo det, der får mig til at sige: Jeg er ikke en militærstrateg; jeg kan pege på masser af muligheder: sikrede korridorer, flyforbud, levering af våben til oprørere, hvilket vi har nævnt. Alt det kan jeg jo sagtens stå og sige, men jeg har ikke militærfagligt belæg for at sige, at det er den kurs, man skal følge, og derfor har vi konstant opfordret regeringen til at få foretaget de her analyser. Det har regeringen afvist.

Regeringen har i stedet for sammen med store dele af Vesten ført en passiv politik, og derfor må man jo tage konsekvensen af den udvikling, som er sket.

Hr. Christian Juhl, kort bemærkning.

Tak til hr. Pind for ikkesvaret. Jeg kunne godt tænke mig at have fået uddybet, hvad en politiker vil foreslå. Det er trods alt politikerne, der skal styre forsvaret, og ikke omvendt. Findes der så i givet fald ikke politiske muligheder for at påvirke den forfærdelige situation, som der er i Syrien?

Ordføreren.

Til det er der jo kun et modspørgsmål: Hvordan synes hr. Christian Juhl selv det går med den politiske proces?

Hr. Christian Juhl.

Det må jeg vente med at svare på, til jeg har lidt mere tid til det, så jeg vil gerne gentage mit spørgsmål: Har Venstre overhovedet et politisk bud eller et militært bud eller et handelsmæssigt bud på, hvordan vi kan påvirke processen i Syrien, eller skal vi gætte os til det?

Ordføreren.

Venstre har kontinuerligt foreslået, at man bl.a. kunne bevæbne de moderate oprørere, at man skulle støtte et pres på Vestens ledere for at få dem til at foretage sig noget, der kunne forandre den bane, som man jo hele tiden har kunnet se. Men vi har nu set spørgsmålet om at forfølge den politiske proces udfolde sig i adskillige år. Det har resulteret i i nærheden af 140.000 dræbte, 9 millioner internt og eksternt fordrevne flygtninge og altså bl.a. den tortur, som man ser folk stå hændervridende og betragte, men som jo ikke er nogen som helst overraskelse, hvis man ved bare en lillebitte smule om Assads sikkerhedssystemer og måden, han har grebet det an på.

Tak til Venstres ordfører. Hr. John Dyrby Paulsen som socialdemokratisk ordfører.

Tak, hr. formand. Den sikkerhedspolitiske redegørelse fra regeringen, som vi debatterer her i dag, vidner jo om, hvor omfattende Danmarks sikkerhedspolitiske engagement rundtomkring i verden i virkeligheden er. Den vidner desværre også om, hvor mange sikkerhedsmæssige udfordringer verden stadig væk kæmper med lige fra sikkerhedspolitiske konsekvenser af klimaforandringer til terrorisme – udfordringer, som også Danmark har en klar interesse i at løse, og hvor vi kan være med til at fremme vores værdier om menneskerettigheder, om fredelig sameksistens og ikke mindst om bekæmpelse af sult, hungersnød og fattigdom.

Herfra skal der også lyde en tak til Danmarks udsendte – til de udsendte i Afghanistan, til de udsendte i Kosova, til de søfolk, der har bekæmpet pirater ved Afrikas Horn, til de danskere, der lige nu hjælper med at destruere Syriens kemiske våben, til de mange civile danskere, der hjælper så mange steder rundtomkring i verden. Jeres indsats er påskønnet, og I fortjener tak hver og en.

Der er rigeligt at tage fat på i 2014, der var rigeligt at tage fat på i 2013, og der vil også de kommende mange år være rimeligt at tage fat på. Det vidner regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse desværre også om.

I vores egen baghave, i det arktiske område, er der også rigeligt at tage fat på, og Arktis er nu for alvor kommet på dagsordenen i mange sammenhænge. Et forstærket arktisk samarbejde ikke mindst i Arktisk Råd er vigtigt for den fortsatte fredelige udvikling i det arktiske område med alle de ændringer, som issmeltningen fører med sig. Det er helt afgørende, at de arktiske stater arbejder tæt sammen, og at der ikke sker en militær opbygning i Arktis, bortset altså fra den indsats, der er livsvigtig i forhold til SAR-beredskabet, altså vores evne til at komme nødstedte til hjælp, uanset hvor de måtte have brug for det i det arktiske område.

Som socialdemokrater ønsker vi naturligvis, at Danmark fortsat fører en både aktiv og ansvarlig udenrigs- og sikkerhedspolitik, ikke kun, fordi vores sikkerhed som lille land bliver styrket af et forpligtende internationalt samarbejde, men også, fordi mange mennesker har brug for vores hjælp bare for at overleve. Vi ønsker at styrke det internationale samarbejde i FN, vi ønsker et stærkt NATO, og vi ser meget gerne et mere aktivt EU i verdens brændpunkter. Det er afgørende, at vi har alle redskaberne, fra den bløde institutionsbygning til den hårde sikkerhed, og at vi tør bruge dem, og at vi kan bruge dem. Samtidig er det også afgørende, at kampen mod terrorismen fortsættes, og ikke mindst, at skrøbelige og konfliktramte stater hjælpes. Det må ikke ske igen, at terrorister får fristeder, som vi så det tidligere i Afghanistan.

Det er derfor ikke et spørgsmål, om vi skal engagere os i konflikter og stabiliseringsindsatser, men om, hvor og hvordan Danmark i fremtiden skal engagere sig. Vi vil altid engagere os som en del af en samlet international indsats i et tæt samarbejde med vores internationale partnere, primært FN og NATO. Udgangspunktet må også her være, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Det er i øvrigt også billigere ikke bare i kroner og øre, men også i liv og levned. Og det sidste er vigtigt, for sikkerhedspolitikken handler jo til syvende og sidst først og fremmest om mennesker: Det handler om de børn, der ikke kan gå i skole. Det handler om de børn, der ikke får mad nok. Det handler om den landmand, der ikke kan gå ud på sin mark. Det handler om den købmand, der ikke kan åbne sin butik. Stabilitetsindsatser i verden handler om at give børnene mulighed for at gå i skole, give dem mulighed for at få mad hver dag, give landmanden mulighed for at gå ud og dyrke sin mark og give købmanden mulighed for at åbne sin butik. Det er det, der skaber fremgang, det er det, der skaber stabilitet, og det er det, der skaber liv og levned hos de mennesker, der ellers ikke har mulighed for at få det. Det har vi en forpligtelse til at hjælpe med til.

Den tid er heldigvis forbi, tror vi i hvert fald, hvor stater erklærede hinanden krig, og det er selvfølgelig godt. Men i stedet ser vi en række væbnede konflikter rundtom i verden, som regel i kølvandet på omvæltninger i skrøbelige stater, hvor man ikke ved, nøjagtig hvem de stridende parter er, hvor de ikke identificerer sig, og hvor slagmarken er overalt – på markerne, i byerne, i forretningerne og i folks huse.

Det siges ofte, at sandheden er det første offer i krige og væbnede konflikter. Det kan godt være. Men de næste ofre er børnene og de almindelige mennesker, der blot ønsker at leve i fred og se deres egne børn vokse op, og det skal vi selvfølgelig hjælpe til med der, hvor vi kan. Den sikkerhedspolitiske redegørelse sætter en tyk streg under, at Danmarks sikkerheds- og udenrigspolitik er mest effektiv, når vi engagerer os i at bekæmpe årsagerne til sikkerhedsproblemerne. Her er en styrkelse af udviklingsbistanden, en klar støtte til FN og viljen til at bruge magt, når det er nødvendigt, vigtige forudsætninger.

Vi behøver ikke at opfinde nye konflikter; der er rigeligt at tage fat på. Der er ingen fredsdividende, der kan indkasseres. Der er måske en vi er ligeglade-dividende, men Danmark og danskerne bliver aldrig ligeglade. Vi engagerer os i verden. Og når det kommer til stykket, handler det helt enkelt om at være med til at gøre børns liv bedre, gøre almindelige menneskers liv bedre der, hvor de ikke selv har en mulighed for at tage vare på deres egen sikkerhed. Det har vi også en forpligtelse til at hjælpe med til, og det vil vi gerne. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Hr. Søren Espersen som Dansk Folkepartis ordfører.

Dansk Folkeparti takker udenrigsministeren for redegørelsen. Inden jeg går ind i et enkelt af de aktuelle forhold, som redegørelsen nævner, så vil jeg lige kort indlede med at forklare, hvad der overordnet altid bør prioriteres, når det gælder Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik: Vores vigtigste målsætning bør til enhver tid være at sikre Danmarks frihed og selvstændighed.

Det er historisk ret bemærkelsesværdigt, at vi ikke for længst er blevet opslugt af mere magtfulde naboer, og det skyldes, at vi har haft viljen og evnen til at bevare selvstændigheden. Det betyder ikke, at Danmark på noget tidspunkt har kunnet føre en politik, der var helt uafhængig af verden uden om os, men det betyder derimod, at vi har formået at varetage vore egne forhold på en måde, som har tjent vore interesser og vores selvstændighed bedst.

Udviklingen er nu om dage hurtigere end tidligere. Vi har historisk altid haft behov for alliancer, og det har vi også i dag. Det betyder imidlertid ikke, at vi skal lade den omgivende verden diktere, hvilken politik Danmark skal føre. Vi må fortsat med de nødvendige midler hævde Danmarks selvstændighed og suverænitet, og vi må anvende de nødvendige ressourcer til dette formål.

I den forbindelse vil jeg fremhæve, at det er Dansk Folkepartis holdning, at vi ad åre bør komme op på at anvende 2 pct. af BNP på forsvaret, som NATO anbefaler. Det kræver noget at være med i NATO, og for os er det en æressag at yde det nødvendige militære bidrag. Derfor må Danmark til enhver tid stå med et troværdigt og effektivt militær med tiptop moderne hær, flåde, flyvevåben og hjemmeværn.

I den skriftlige redegørelse nævnes kun med fire små linjer situationen i Det Østkinesiske Hav og Det Sydkinesiske Hav – og det kan undre. Det er den del, jeg vil tage fat på, for der er tale om en potentielt meget farlig situation, som USA nu med rettidig omhu da også er ved at vende hele sin sikkerhedspolitiske opmærksomhed mod. Overskriften kunne være: Kinas stigende aggressivitet.

Da Japans statsminister forleden besøgte en mindelund for de japanske faldne, blandt disse en håndfuld notoriske krigsforbrydere, skete det til akkompagnement af harmfulde og tårevædede protester fra Kina. Og harmen er jo forståelig, for mange kinesere led for 70 år siden under japanernes herredømme. Men da Kina samtidig lod tårerne ledsage af en grædekoncert om menneskerettigheder og forbrydelser mod menneskeheden, så forstod man snart, at den kinesiske gråd var indstuderede krokodilletårer, som alene havde til formål endnu en gang at fuppe ikke mindst den europæiske opinion.

Da det igen lykkedes, måtte man både le og græde, for Europa vil altså åbenbart bedrages af endnu et kommunistisk diktatur, som nu også formaster sig til at udsmykke deres potemkinkulisser med ord som menneskerettigheder og forbrydelser mod menneskeheden. Tankerne går jo uvilkårligt i den forbindelse til Kinas politiske indespærrede i de tusindvis af koncentrationslejre, til landets nedrige organhøst, til Tibets undertrykte, til det stigende kvælertag på Hongkongs demokrati, der finder sted, til arrogancen over for Taiwan, til Kinas nådesløse tromlen igennem Afrika, til chikanen over for alle de små lande, som ikke makker ret, herunder Danmark, og senest til den utålelige aktivitet i forhold til nabolandene i Asien. Ja, Kina spiller nu for alvor med musklerne på præcis samme måde, som vi husker det med Sovjet.

Historien gentages, for i årtier var det med enkelte storslåede undtagelser reelt kun USA, der forstod alvoren i truslen fra Sovjet, mens Europa ikke fattede en brik. Ja, hvor latterligt det i dag må lyde, var der faktisk europæiske parlamenter, der dengang troede på, at Sovjet mente det seriøst, når de i Helsinki underskrev menneskerettighedserklæringer, når de påstod, at Warszawapagten var en forsvarsalliance, eller når de gik ind for atomvåbenfri zoner.

Men heldigvis – midt i al Europas fjogede naivitet – var vi i den lange periode begunstiget af, at der i USA sad skiftende præsidenter, som helt anderledes pragmatisk og køligt var i stand til at gennemskue, at man som udgangspunkt aldrig bør stole på et kommunistisk diktatur og – vigtigst – forstod, at en hvilken som helst imødekommelse af et diktatur som oftest bliver betragtet som svaghed.

Så mens det officielle Danmark smilende sender den lille havfrue på rejse, afbryder kontakten til Dalai Lama og brutalt maler et kryds hen over Tibet, så har USA heldigvis forstået, hvad der egentlig er i gang i Kina. Dette kan man se af, at præsident Obama har ladet offentliggøre, at USA nu drosler sit militære engagement i Europa, Mellemøsten og Nærøsten ned, mens man i stedet vil rette al sin opmærksomhed mod Fjernøsten. For så hurtig og kostbar er Kinas militære oprustning, at hvis der ikke foretages modtræk, vil landets militære formåen allerede om 20 år kunne matche USA's.

Aktuelt er det nogle småøer, der udgør den voksende konflikt mellem Kina og Japan, og hvor jo også Taiwan som følge af sin geografiske beliggenhed er involveret. Men det er netop i den situation, at det er så afgørende vigtigt, at USA og Japan står fast for ikke at blive betragtet som svage. Og som så ofte før må de små asiatiske lande samt os i Europa forlade os på, at USA vil vide at vise styrke, for det er kun USA, der genkender lugten af et kommunistisk diktatur.

Jeg kunne godt tænke mig, at USA og Europa i lyset af den dramatiske kinesiske oprustning i højere grad forstod fornuften i at søge tilnærmelse til Rusland, som i den her situation kunne blive en formidabel allieret i det opgør, der synes i gang i forhold til Kina. Og man kunne jo sagtens forestille sig, at det netop er den vej, USA kommer til at gå – og det vil man hilse velkommen.

Men under alle omstændigheder er det vigtigt for Danmark og de øvrige medlemmer af NATO, at vi – i en situation, hvor USA bliver nødt til militært at satse på Fjernøsten – tager vores del af det sikkerhedspolitiske ansvar. Og her mener jeg sådan ret lokalt, at det nu må være slut med, at ethvert indgået forsvarsforlig nødvendigvis skal være et spareforlig. Vi må nu i Danmark fremover gå den modsatte vej for langsomt at nærme os det 2-procentskrav, som NATO stiller. Det synes jeg jo vi skylder ikke mindst USA. Tak.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg vil gerne spørge hr. Søren Espersen, om ikke det er rigtigt, at da det økonomiske verdensherredømme skiftede for 100 år siden fra England-Frankrig til USA, skete det via to verdenskrige, og om ikke han er enig i, at der i øjeblikket netop er ved at ske et økonomisk skift fra USA, der er dybt forgældet og i min personlige opfattelse dybt utroværdig også på udenrigspolitikkens område, til måske Kina, til måske et andet land, og at vi derfor bør overveje en helt ny måde at fordele magten i verden på i stedet for at sige: Nå ja, så tager vi en ny krig med Kina, fordi det var jo det, der var resultatet af skiftet fra Europa til USA.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Christian Juhl i, at Kina er på vej, kommer buldrende frem. Det er også derfor, jeg synes, at man skal tage det alvorligt. Der er en stor forskel på, om det et kommunistisk land, som begynder at møve sig frem, eller det er et demokrati.

Hr. Christian Juhl.

Men alligevel peger hr. Søren Espersen på, at vi skal opruste og gøre os stærke militært. Hvad i alverden havde hr. Søren Espersen tænkt sig at vi skulle bruge en oprustning til? Hvis der sker et økonomisk skift i verden, så er det vel økonomisk-politiske ting, der skal ske, for at man vil forhindre det.

Ordføreren.

Det er sjovt, men jeg har sådan på fornemmelsen, at hr. Christian Juhl ville have sagt det samme i forbindelse med Sovjetunionen for snart mange år siden: Hvad skal vi da med alt det her oprustning? Hvorfor skulle vi da ikke bare gøre det, som hr. Christian Juhl foreslår? Men der var altså præsidenter i USA, senest Ronald Reagan og også andre, der forstod, at det ikke er måden, man handler med et kommunistisk diktatur på. Jeg siger ikke, at man skal starte en krig. Jeg siger, at man skal være på vagt, og jeg siger, at vi skal opruste i det samme tempo, som Kommunistkina gør.

Hr. Christian Friis Bach for en kort bemærkning.

Tak for det. Hr. Søren Espersen taler ihærdigt for øgede forsvarsudgifter. Redegørelsen afspejler jo vigtigheden af, at udvikling og sikkerhed går hånd i hånd, at det sammentænkes, og at vi både investerer i skoler og sygeplejersker og i soldater og politi. Anerkender ordføreren dermed ikke, at et så markant fald i udviklingsbistanden, som Dansk Folkeparti ønsker, også kan have sikkerhedspolitiske negative konsekvenser for Danmark på lang sigt?

Ordføreren.

Nej, det vil jeg ikke sige at jeg anerkender. Jeg synes bestemt, at der vil kunne skæres rigtig mange penge på udviklingsbistanden, som jo i øjeblikket nok er på – det ved jeg ikke – 14, 15, 16 mia. kr., og den kunne sagtens skæres ned til det, som FN anbefaler, omkring de 0,7 pct., for at få nogle mere effektive hjælpemidler i forhold til de lande, der har behov for det.

Hr. Christian Friis Bach.

Nu kan man sige, at de 0,7 pct. er det minimum, som FN anbefaler. De hindrer jo ikke nogen lande i at gå foran og yde en stærkere indsats, og er det måske ikke rigtigt, at Danmark især der kan yde en aktiv også sikkerhedspolitisk indsats i verden?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at det er generende, at vi, hver eneste gang vi har et forsvarsforlig, skal skære ned. Sidste gang her var det næsten 3 mia. kr., der forsvandt af forsvarsbudgettet, næsten 10 pct. Så kommer der en ny regering, og så sætter man ulandsbistanden op. Jeg synes, at det er en forkert måde at gøre det på. Det er en forkert udvikling. Jeg synes, at man skal forsøge virkelig at hjælpe USA i den her situation, som USA står i, ved at tage vores del af ansvaret. Det kan ikke være rigtigt, at det altid er USA, der skal betale for de ubehagelige ting.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Christian Friis Bach som radikal ordfører.

Tak for det. Da jeg i november var i Afghanistan, mødte jeg i Helmand lige efter hinanden først de danske politifolk, der træner deres afghanske kollegaer, og derefter en række landmænd, der med dansk støtte producerede de største blomkål, jeg længe har set, og i øvrigt en række andre afgrøder. Det er jo virkelig stabilisering i verdens skrøbelige lande – sikkerhed og udvikling må gå hånd i hånd: politi, landmænd, soldater, skolelærere og sygeplejersker. Og det skal ske med et stærkt nationalt ejerskab.

Det er det solide budskab i redegørelsen og i Danmarks nye politik for sammentænkte stabiliseringsindsatser i verdens brændpunkter. Det er en politik, der læner sig op ad principperne i den internationale dialog om fredsopbygning og statsopbygning, for det er præcis det, det handler om: Man skal bygge en fred, og man skal bygge en stat på samme tid. Redegørelsen om sikkerhedspolitik er derfor ikke alene en redegørelse om trusler og terror og om krudt og kugler, men om den bredspektrede indsats for diplomati, udvikling og sikkerhed. Den afspejler, at vi ikke længere må tænke i siloer og klassiske søjler i FN og i det internationale samfund, men skal tænke i synergi og sammenhæng i indsatsen, og det er hele forudsætningen for stabilitet og sikkerhed.

Redegørelsen viser, at regeringen er kommet langt. Der er i den grad både styrke og sammenhæng i dansk udenrigspolitik, vil jeg sige til hr. Søren Pind. Redegørelsen viser også, at FN og det internationale samfund er kommet langt. Men den viser også, at der er langt igen. Det er en debat, som Danmark allerede løfter og fremadrettet også skal løfte i både FN, EU og NATO. Vi skal derfor fortsætte indsatsen for at skabe sammenhæng i stabiliseringsindsatsen. Særlig afgørende bliver det i år 2014 selvfølgelig i Syrien, i Afghanistan.

I Syrien går det rigtig skidt, og der er meget langt igen, men Danmark har været helt i front – vil jeg igen sige til Venstre – med at få fjernet de kemiske våben, i front med at støtte de moderate kræfter i den syriske opposition, i den humanitære indsats og er nu aktivt med i forhandlingerne om en fredsløsning. 2014 må og skal blive året, hvor konflikten bliver stoppet, og der er kun ét håb, én proces at klynge sig til – der er ikke nemme smutveje, vil jeg sige til hr. Søren Pind. Det er Genève II-processen, der starter i disse dage, vi må sætte vores lid til. Det skal forhandles, freden skal forhandles.

Afghanistan bliver også afgørende, som redegørelsen afspejler. Det internationale samfund skal fastholde et stædigt engagement, og Afghanistan skal selv levere. Vi skal lære af de fejl, der skete med tilbagetrækningen fra Irak. Der er brug for, at vi står sammen om at garantere den fremtidige sikkerhed og udvikling. Der skal sikres finansiering til de afghanske sikkerhedsstyrker, og den afghanske regering skal fortsætte udviklingen af et mere effektivt politi og militær, og vi skal have skabt en fælles, stærk ramme i form af en bilateral sikkerhedsaftale mellem Afghanistan og USA og en status of forces agreement med NATO. De aftaler skal på plads hurtigt. Der er brug for stædighed og sammenhæng. En af de andre ting, vi lærte i Afghanistan, var betydningen af hurtigt at komme i gang med at opbygge de nationale sikkerhedsstyrker.

Det skal vi huske nu i Somalia, hvor de afrikanske styrker i AMISOM med stort mod og desværre store tab har skabt en skrøbelig sikkerhed, og i Mali, hvor først den franskledede intervention og siden AFISMA og MINUSMA har genskabt sammenhængen og sikkerheden. Nu skal der investeres i nationale sikkerhedsstyrker i Mali og Somalia. I Mali er EU-træningsmissionen i gang – desværre uden dansk deltagelse på grund af det danske forsvarsforbehold – og i Somalia er der også initiativer i gang. Men politiet er for svagt, og militæret er for svagt. Soldaterne står med forskellige uniformer, udstyr og kulturer. Der er brug for en samlet og styrket indsats, og netop den type indsats skal være en central fremtidig prioritering for både EU og NATO. Og så skal den kombineres med initiativer som det danske Sahelprogram med dialog og forsoning, sikkerhed og bekæmpelse af ekstremisme og kriminalitet – sammenhæng og synergi.

Redegørelsen viser også en stigende betydning af de regionale organisationer. Ikke mindst må det anerkendes, at Den Afrikanske Union på historisk vis forsøger at tage hånd om sikkerheden på det afrikanske kontinent. Det viser betydningen af regionale organisationer, strategiske partnerskaber i fremtidens sikkerhedspolitik – igen en vigtig udfordring for både EU og NATO.

Endelig vil jeg kort nævne redegørelsens beskrivelse af forholdet til vores nabolande mod øst og syd. Her er det afgørende, at EU står klar med både klare krav, men også med en kontant belønning til de lande, der gør fremskridt. Mere for mere-linjen i den europæiske naboskabspolitik skal udbygges, og her må kortsigtede økonomiske hensyn ikke blokere for den langsigtede vision om fred og stabilitet i Europa og demokrati og fremskridt for Europas borgere. Danmark skal presse endnu mere ihærdigt på for, at EU aktivt og konstruktivt rækker hånden ud mod nabolandene mod øst og syd.

Den sikkerhedspolitiske redegørelse ser på fortiden, men tegner en klar linje til fremtidens indsats i Europa, i verden – en stærk dansk indsats for fred og fremgang, en indsats, der bygger på sammenhæng og synergi i sikkerhedspolitikken. Og det er til gavn for verden og til gavn for Danmark. Tak for ordet.

Hr. Steen Gade som SF's ordfører.

Også jeg vil sige tak for redegørelsen. Det blev fremhævet af hr. Søren Pind, at der ikke er nogen linje i redegørelsen, og det er da helt rigtigt, at det i høj grad er en opsummering af, hvad der er sket, men jeg vil da så hjælpe hr. Søren Pind og måske andre lidt ved at fremhæve nogle af de ting, som står i redegørelsen, og som er udtryk for en klar linje.

Det har jo været regeringens klare linje ikke bare i det år, der er gået, men også i perioden før, at lave en mere sammenhængende og mere aktiv politik for nedrustning og ikkespredning og våbenkontrol. Der kan man jo sige, at i det år, der er gået, har vi jo i hvert fald fået en våbenhandelstraktat i FN-regi, og en vigtig opgave er jo nu at gøre noget for, at den gennemføres. Det er jo noget, Danmark har brugt rigtig mange kræfter på, også tidligere udenrigsministre har brugt en del kræfter på at få den landet. Jeg vil egentlig også nævne IAEA's tillægsprotokol for Grønland, som jo er et vigtigt element i den sikkerhedspolitiske diskussion, som nødvendigvis må komme, hvis Grønland for alvor tager beslutningen om at eksportere uran, så på den måde er vi jo så lidt bedre rustet i den diskussion, for dermed også at understrege det sikkerhedspolitiske element i den. Det var nedrustning.

Så vil jeg egentlig som det andet hæfte mig ved samtænkning, som også andre har været inde på. Det behøver jo ikke at være sådan, at vi ikke alle sammen er enige om samtænkning. Det er jo ikke en stor kvalitet, at vi ikke er enige, det kunne godt være, at det indimellem også var en kvalitet, at vi var enige. Der mener jeg at samtænkning er en vigtig udvikling fra den tanke, at man bare tror, at man kan løse problemerne ved militære midler. Det kan man ikke. Og i den sammenhæng mener jeg også, at i den samlede politik skal det at have en stor, effektiv ulandsbistand også ses som en del af en langsigtet og forebyggende sikkerhedspolitisk tænkning.

Jeg er glad for, at der er en række betragtninger om klimaændringernes påvirkning i forhold til en sikkerhedspolitisk diskussion. Alt det her handler i høj grad om skrøbelige stater, og skrøbelige stater er der jo fokus på fra regeringens side, også i redegørelsen, men der har jo også været fokus på dem tidligere, noget, SF faktisk også har presset på for at få sat under den tidligere regering, og nu gør vi det så. Her er jo så det at tænke stabilitet også ofte sammenfaldende med, at det er de samme lande, som bliver ramt af klimaændringerne; det mest oplagte er selvfølgelig hele området syd for Sahara. Og en af de ting, jeg håber, vi kan videreudvikle både fra dansk side, men især i globalt og i FN-regi, er virkelig at få sat forebyggelsen mere i system.

Altså, det er jo langt at foretrække, at vi handler, inden vi når en situation, hvor de militære elementer bliver nødvendige. De kan blive nødvendige, men jo mere man på forhånd har tænkt igennem, hvordan man vil handle, jo bedre. Jeg opfatter det selv som en naturlig videreudvikling af samtænkning, for hvad handler det om i skrøbelige stater? Det handler selvfølgelig om at undgå, at det fører til krig – borgerkrig er det jo ofte, som det her handler om. Det handler altså om at undgå det, men det handler også om at bygge effektive stater op, og så handler det om at skabe økonomisk udvikling. Det er jo sikkerhed, økonomi og statsopbygning, det handler om, når et land ligger åbent for aggression eller for terrorgrupper, der slår sig ned og finder fristeder og dermed også truer andre lande, herunder vores sikkerhed.

Det tredje område, jeg vil nævne, er så det arktiske område, igen et område, hvor der klart skal ske mere, også i de kommende år. Jeg synes, det er en særlig forpligtelse for Danmark at være aktiv i det arktiske samarbejde sammen med Grønland, men det er jo en vigtig og meget stor udfordring for os at tænke de næste 20-30 år frem, også i en sikkerhedspolitisk sammenhæng. Altafgørende er, at det bliver en fredelig og ikke militær udvikling, og det er jo rigtigt nok, at nogle gange handler den fredelige udvikling faktisk om, at der bliver nogle militære skibe, som sejler rundt. Men man skal jo ikke lade sig snyde af, at det, fordi det er militære skibe, så dermed bliver en oprustning. Det tror jeg bliver en meget vigtig del af den diskussion, vi skal have, for vi bliver jo nødt til at have meget mere inspektion, vi bliver nødt til at have mange flere folk til stede, ikke alene af sikkerhedsmæssige grunde i forhold til den store trafik, der bliver, men også for at sikre en stabilitet i området.

Jeg vil så komme med nogle betragtninger om noget, jeg mener vi skal bruge lidt ekstra krudt på i de kommende år, og det drejer sig om at være mere med i FN's fredsbevarende arbejde og måske også bruge det nordiske samarbejde lidt her. Det er jo god gammel nordisk tradition, og der kan arbejdes tættere på det her. Det vil også være en opfølgning på Stoltenbergrapporten, hvis man tænker mere i de baner. Vi må også se i øjnene, at det her er nogle af de ting, det drejer sig om. Jo mere vi vil satse på fredsbevarende aktioner, jo mere kommer vi nok til også at få en synliggørelse af, at vores EU-forbehold giver os nogle begrænsninger, og det må vi også tage en åben diskussion om med befolkningen, som måske ikke altid lige har de diskussioner så tæt inde på livet.

Jeg har også nogle betragtninger om Mellemøsten. Konflikten i Syrien er jo forfærdelig, og som politiker står og føler man en usædvanlig afmagt og et ubehag over, at det foregår så få timers flyvning fra, hvor vi står nu. Jeg synes, vi har gjort mange gode ting. Til det med at få de kemiske våben ud vil jeg sige, at jeg må indrømme, at jeg ikke lige havde været sikker på, at vi kunne nå så langt. Det er faktisk vigtigt, men ikke kun i forhold til Syrien, som præcedens i forhold til verdens sikkerhed, for det er jo masseødelæggelsesvåben, vi er i gang med at destruere, og den indsats må vi fortsætte med – også i forbindelse med vores støtte til oppositionen, som faktisk er ganske massiv og tæt. Det andet er den humanistiske indsats med rigtig mange penge til flygtninge. Men tilbage står jo, at situationen er meget forfærdelig, og at man føler afmagt.

Til hr. Søren Espersen, som på en måde siger, at vi bare kunne have gjort en hel masse andet, vil jeg sige, at jeg misunder folk, der er så skråsikre. Tænk sig, at man står her og siger, at vi bare kunne have givet oprørerne en masse våben, så ville det hele være løst. Det ved hr. Søren Pind da ikke en pind om – for at sige det på den måde. For det andet vil jeg sige, at jeg synes, man må have lidt større ydmyghed, for det kunne jo også være gået helt galt og have involveret mange flere, end der er involveret i dag.

Så til sidst har jeg en lille betragtning og et håb. Vi har startprocessen omkring Irans atomprogram. Det må vi håbe kan køre godt igennem, at der kan komme en næste fase, og at der bliver en aftale. Så har vi Geneva II, som starter i dag. Det må vi håbe kan arbejde videre. Så har vi erfaringen med de kemiske våben, som jo trods alt, når vi analyserer det, et eller andet sted handler om, at USA og Rusland fandt en eller anden balance i forhold til regionen – hvad enten de kan lide det eller lide at sige det eller ej. Så har vi Kerrys initiativ vedrørende Palæstina. Man må jo godt udtrykke et vist håb om, at det her kunne udvikles til en større og mere samlet løsning for Mellemøsten. Det kommer ikke på én dag, men det er meget vigtigt, at vi har øjnene åbne for alle elementerne her og støtter alle de steder, vi kan.

Det er vist min tid.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Det handler om atomvåbenfri zoner. Hr. Steen Gade nævnte Mellemøsten, og jeg vil gerne høre, om det er aktuel SF-politik, at vi skal arbejde aktivt for en atomvåbenfri zone, inklusive Israel, i Mellemøsten. Og så vil jeg gerne spørge, om det sikkerhedsmæssigt er problematisk at arbejde for en atomvåbenfri zone i Arktis. Det har vi da i hvert fald tidligere diskuteret, og vi har været enige om, at det ville være et rigtig godt og vigtigt mål, når nu der kommer mere passage deroppe.

Ordføreren.

Altså, atomvåbenfri zoner mener jeg er vigtige mål.

I forhold til Mellemøsten lægger jeg altså lige nu vægt på, at Kerrys projekt lykkes og der bliver lavet en aftale om en tostatsløsning – men det skal vi diskutere bagefter. Det ville være det, jeg synes var det vigtige at kigge på nu.

I forhold til det arktiske område har jeg jo forstået, at der er blevet lavet sonderinger i kredsen om, hvorvidt det er en sag, vi kan få til at flyve nu, og hvis den ikke er til at få til at flyve nu, er det ikke en sag, vi tager op som den, vi vil fylde alle dagsordener med. Der er nok at tage fat på på det arktiske område, og jeg håber også, at vi kan komme frem til, at der kan laves en atomvåbenfri zone. Men jeg har forstået, at det ikke er en, som andre vil byde ind på, og så er det jo måske ikke det vigtigste.

Hr. Christian Juhl.

Jamen vi har da aldrig på venstrefløjen været bange for at byde ind på noget, selv om der på forhånd ikke var flertal for det. Så får man jo aldrig nogen ideer udviklet.

Jeg har også et spørgsmål om fredsbevarende styrker. Hr. Steen Gade sagde, at EU-forbeholdene giver begrænsninger. Det forstår jeg ikke helt. Hvis Danmark skal deltage i fredsbevarende styrker, skal det så ikke helst foregå via FN og under FN's ledelse? Vi har vel aldrig haft en fælles politik i Danmark om, at det skal foregå under EU's ledelse, og at EU egentlig skulle militariseres?

Ordføreren.

Jamen jeg vil sige til hr. Christian Juhl, at jeg mener, at venstrefløjen skal gøre ligesom alle andre. Vi skal tænke over, hvordan vi bruger vores kræfter, og hvad vi giver førsteprioritet, og hvad vi giver andenprioritet og tredjeprioritet. Det mener jeg i hvert fald at vi skal, og det var det, jeg forsøgte at svare på.

I forhold til det andet, vil jeg sige, at jeg bare rejste det problem, at man faktisk godt kan forestille sig, at jo flere gange vi kommer ind i at ville være med i nogle fredsbevarende operationer, jo flere gange kan det blive nogle, hvor FN siger: Jamen kan EU ikke påtage sig den opgave? Det er jo akkurat, som hr. Christian Juhl ved, ligesom når FN den ene gang efter den anden siger det til Den Afrikanske Union. Og det er jo noget, vi støtter – også, tror jeg, fra hr. Christian Juhls side – nemlig at Den Afrikanske Union kan sende soldater ind. Så vil man jo også kunne forestille sig, at Den Europæiske Union kan stille med soldater til en fælles fredsbevarende FN-styrke.

Der er det bare jeg lige så forsigtigt siger, at hverken Enhedslisten eller SF eller andre egentlig synes, det er noget, der er særlig smart, at et eller andet forbehold skulle hindre os i at være med i en sådan fredsbevarende aktion.

Tak til SF's ordfører. Hr. Christian Juhl som Enhedslistens ordfører.

Først vil jeg gerne sige tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Efter min mening er den her dag, hvor vi diskuterer det, en af de vigtigste datoer i Folketingets kalender, og jeg havde, første gang jeg var med til at diskutere den, en drøm om, at så sad alle Folketingets medlemmer på deres pladser og tog aktivt del i debatten om Danmarks sikkerhed og den udenrigspolitiske situation. Helt sådan er det jo desværre ikke.

Danmark har mere tilfælles med fattige bønder i Latinamerika, sultende børn i Asien og underbetalte arbejdere i Afrika end med USA's, Englands og Frankrigs økonomiske interesser. Klassekampen raser stadig, uligheden vokser, og de multinationale selskaber er mere grådige end nogen sinde. Overskud via billige naturressourcer og den billigst mulige arbejdskraft til produktionen er deres mål.

Da det økonomiske verdensherredømme skiftede fra Frankrig og England til USA, skete det gennem to verdenskrige. Ja, det er ved at være 100 år siden. Det næste økonomiske skift er på vej. USA er ved at gå bankerot og spiller ikke en stor rolle længere og er langsomt på vej ud, og Kina er ved at overtage den økonomisk dominerende placering. Tiden er inde til, at vi modarbejder enkelte staters økonomiske dominans. Det gør vi ikke via oprustning og risiko for nye verdenskrige, men via en udligning af de økonomiske forskelle.

Enhedslisten ønsker, at Danmark skal føre en både aktiv solidarisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, og at vores sikkerhed og mulighed for at hjælpe andre styrkes af et forpligtende internationalt samarbejde, ikke mindst igennem Europarådet, OSCE og FN. FN bør både styrkes og reformeres. Vi ønsker ikke et stærkt NATO og ikke et militært aktivt EU. Ja, vi ønsker faktisk slet ikke de to organisationer. Det er afgørende, at vi har alle redskaber i en blød udenrigspolitik, tætte kontakter til andre lande, samarbejde om opbygning af demokrati og menneskerettigheder, bekæmpelse af sult, sygdom, fattigdom, ulighed, klima- og naturkatastrofer og krige.

Ofte griber verdens stærkeste lande til den absolut sidste mulighed i værktøjskassen først, nemlig militær indgriben. Desværre har Danmark ofte meldt sig som deltager. Militære indsatser er ofte med til at skade situationen meget mere, end den gavner. Derfor hilser vi indenrigsministerens sidste udtalelser om at gå tilbage til en forebyggende og blød udenrigspolitik velkommen. Ofte griber vi alt for sent ind, ofte er verdens kapacitet af forebyggende midler alt for svag, freds- og konfliktløsningsmidlerne er alt for svage og for dårligt udviklet. Tænk, hvis der blev brugt lige så mange penge til udviklingsbistand og udvikling af evnen til freds- og konfliktløsning, som der bliver brugt til militær, så ville verden se anderledes ud.

Den bløde udenrigspolitik var kendetegnende for Danmark i 50 år indtil 2001. Den forrige regerings udenrigspolitik ændrede sig væsentligt på det område. Den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik betød, at vi gik i krig i Irak, i Afghanistan og i Libyen. En vigtig lære blev, at vi som hovedregel har forladt landene i en dårligere stand, end da vi ankom, og bagefter har vi måttet bruge millioner af bistandskroner på at lappe på de store sår, vi har skabt i landene.

Jeg er enig i regeringens opprioritering af den bløde sikkerhedspolitik. Det er det, som skaber dansk autoritet ude i verden. Det er det, som gør, at vi skaber nogle muligheder for at indgå alliancer. Det er det, der gør, at vi i mange år har haft en meget stor indflydelse i forhold til indbyggertallet i vores land.

I finansloven for 2012 aftalte vi, at der skulle oprettes en freds- og konfliktforskningsenhed på universitetet. Afdelingen er kommet godt i gang, og det er en lille start, som andre især nordiske lande også har, med at opbygge vores kapacitet på det her område. Sammen med freds- og konfliktforskningsenheder i andre lande skal vi opbygge en kapacitet, der kan gribe forebyggende ind. Alt for ofte har vi ikke kendt magtstrukturerne der, hvor vi blandede os, med katastrofale skader til følge; se blot på resultatet af det arabiske forår. Men se også på Norge og Cuba, der lige nu trods det, at de er små lande, hjælper med at skabe en fredelig situation i Colombia. De har formidlet forhandlingerne mellem FARC og regeringen, og det ser ud til at lykkes.

Som danskere har vi utrolig meget at byde på, hvad angår konfliktløsning og fredelig udvikling, og vi bør tage flere skridt ad den vej. Vi kan fuldt på højde med Norge og andre lande spille en rolle også på de her områder, og det synes jeg at vi bør gøre.

Det er godt, at Danmark i FN spiller en vigtig rolle i spørgsmålet om våbenkontrol og våbenhandel og endda spiller en central rolle i at udmønte aftalerne. Vi er selv en stor transportør af våben, og det er ikke alle transportører, som vi kan være lige stolte af – så vi skal også feje for egen dør.

Så vil jeg sige lidt om pirateriet. Når man fratager et land dets mulighed for at leve af fiskeri, fordi multinationale selskaber tømmer havet gennem overfiskeri, bliver fattige mennesker paniske efter at finde en vej til at overleve. Det medførte i Somalia, at nogle fiskere begyndte at ernære sig ved pirateri. Aktiviteterne voksede, og organiserede bander stod bag de indbringende aktiviteter. Skibene blev større og våbnene mere moderne. Det blev en trussel for handelsflåderne, og militæret blev sat ind.

Så langt burde det ikke være kommet. Der burde være sat ind med meget mere systematisk hjælp til fiskeriaftaler, før mulighederne for fiskeri og en ordentlig levevej for fiskerne blev ødelagt. Udviklingsbistanden kom ikke tidligt nok og ikke i stort nok omfang.

Danmark blev ramt af en piratkapring og havde seks søfolk siddende som gidsler i 838 dage. Den længste og mest omfattende gidseltagning i mange år. Den burde have ført til en grundig undersøgelse, så vi kunne have lært af den. Hvorfor sørgede rederiet, der hedder Shipcraft, ikke for en hurtig frigivelse? Hvorfor sendte de deres professionelle rådgivere hjem? Hvilken rolle spillede Udenrigsministeriet og efterretningstjenesten? Og hvad kunne der være været gjort for at gribe ind? Hvorfor skal vi ikke lære af den situation, så vi kan forebygge andre lignende situationer?

Desværre blev der kun igangsat en lille undersøgelse frem til gidseltagningen. Ingen dommer for bordenden, ingen pligt til at tale sandt, kun almindelige søforklaringer. Regeringen afviste at lave en tilbundsgående undersøgelse under gidseltagningen og afviste at diskutere, om vi kunne lave nogle forebyggende indsatser. Ja, gidseltagningen er ikke engang omtalt i den supplerende redegørelse om en indsats mod pirateri over for danskere. Hvorfor mørklægges denne katastrofale gidseltagning?

Der er stort fokus på Arktis, ikke mindst sikkerhedsspørgsmålene omkring uran. Jeg opfordrer til, at Grønland aldrig bliver eksportør af uran, alene af den grund, at det kan bruges til atomvåben. Desuden skal vi arbejde for, at Arktis bliver en atomvåbenfri zone. Uanset om der er stor eller lille opbakning til ideen, skal vi være dem, der lancerer den, fordi det er meget, meget vigtigt for området, at der aldrig nogen sinde bliver hverken sejlads med eller stationering af atomvåben i det område, nu hvor råstofferne bliver tilgængelige og isen smelter.

Så er der Israel og Palæstina. Jeg synes, at der er taget gode initiativer for at anerkende Palæstina som selvstændig stat, i hvert fald her i landet. Ambassadelignende repræsentation er jo et stykke af vejen, et lille stykke. Jeg ønsker, at Palæstinas repræsentation i Danmark også opgraderes til en egentlig ambassade – det ville være et endnu skridt, som kunne vise, hvilken vej vi vil. Det må vi tage under det næste punkt på dagsordenen i dag.

Så er der Syrien. Det var lige ved at gå galt sidste år. Det viste sig, at der havde været brugt kemiske våben. USA truede med at bombe landet, og desværre sprang den danske regering hurtig til og sagde: Vi vil være med. Det kunne være blevet benzin på bålet i den usikre region, og jeg er glad for, at det aldrig blev til noget. Jeg havde håbet, at den danske regering havde besindet sig. Heldigvis var der andre magter i verden, som var mere besindige, og det lykkedes at undgå en katastrofe. I stedet blev det muligt at lave en aftale om at fjerne de kemiske våben, og den mission er i fuld gang.

Desværre ser det broget ud ved forhandlingsbordet om en våbenhvile, og desværre ser det også ud til, at selv de mest moderate kræfter i oppositionen smuldrer. Det vil sige, at vi får et umuligt valg. Skal man vælge mellem at støtte Assad eller fundamentalistiske kræfter i oppositionen? Det er et umuligt valg. Vi skal selvfølgelig arbejde aktivt for en våbenhvile, og vi skal hjælpe humanitært. En militær løsning eksisterer ikke i Syrien, uanset hvor meget Venstres repræsentant råber på dette.

Så vil jeg sige, at jeg ville have sagt, at udviklingsbistanden er den bedste sikkerhedsfaktor, og derfor skal vi have vores udviklingsbistand op på 1 pct. af bruttonationalproduktet. Det er pinligt, synes jeg, at vi stadig væk på tredje år arbejder med en procent af bruttonationalindkomsten, der er lavere, end den var det sidste år under den borgerlige regering. Vi er et af verdens rigeste lande, vi har råd til det, og det er den bedste vej til mere sikkerhed. Derfor: Lad os samles om at få det løst og lad os finde de penge, der er nødvendige.

Det vigtigste er at styrke verdens arbejdere til at kunne organisere sig og forsvare deres ret til en andel af værdierne i deres land. En sådan hjælp bærer fremtiden i sig, og den bærer en mere retfærdig verden i sig. Uden en organiseret arbejderklasse, uden at verdens fattige står sammen, går det ikke, og det er det, der skal kendetegne vores udviklingsbistand.

Vi er på vej. Jeg synes, der er gode toner i redegørelsen, men vi kan altid blive bedre, og vi kan gøre det mere synligt, at der er kommet en ny regering i Danmark.

Tak til Enhedslistens ordfører. Fru Mette Bock som Liberal Alliances ordfører.

Tak for det.

Også jeg vil sige tak for redegørelsen og må også i år konstatere, at der i bogstaveligste forstand er tale om en redegørelse. Der er tale om en opremsning af, hvor Danmark er og hvad Danmark laver rundtomkring i verden, og meget af det er naturligvis prisværdigt. Men jeg synes også, at der er noget, der er skuffende. Bl.a. synes jeg, at redegørelsen også udtrykker en vis håndskyhed fra den nuværende regerings side. Når man f.eks. læser de få bemærkninger, der er omkring det, der foregik i Egypten sidste sommer, kan man undre sig over, at den danske regering tilsyneladende simpelt hen ikke kan få ordet militærkup over sine læber. Det tog rigtig, rigtig lang tid. Det gjorde det også sidste sommer. Der var tale om et militærkup. Hvorfor vil man ikke tale om det? Man får mistanke om, at de store allierede har hvisket i øret: Hvad skal I nu huske at sige, og hvad må I endelig ikke sige, fordi det kan få nogle frygtelige konsekvenser.

Jeg synes også, der var tale om en håndskyhed og en meget mærkelig strategi, da vi jo desværre oplevede den frygtelige situation med brug af kemiske våben i Syrien, hvor den danske regering igen tilsyneladende lagde sig fladt ned for de store alliancepartnere, og hvor man hørte ord komme ud af munden på medlemmer af de nuværende regeringspartier, som man for få år siden, da de samme partier sad i opposition, ville have forsvoret nogen sinde ville komme over de pågældendes læber. Nu var der lige pludselig al mulig grund til en militær indsats, ovenikøbet uden et FN-mandat. Det må jeg sige at jeg synes var noget, man i høj grad kunne undre sig over.

Men hvad er det så, man må konstatere, som jeg også spurgte, da vi sidste gang stod her? Jamen det er, at den nuværende regering jo i den grad mangler en udenrigspolitisk strategi. Nu har vi haft et regeringsskifte, og det kan man jo ikke klandre nogen for, det har sine gode grunde. Derfor skal den nye udenrigsminister naturligvis også have mulighed for at sætte sig ned og tænke sig om og nedfælde nogle ord, men jeg synes i allerhøjeste grad, at der er brug for, at Danmark får en udenrigspolitisk strategi. Der gik faktisk ikke ret lang tid efter det sidste regeringsskifte, før vi fik en udviklingspolitisk strategi, hvilket jeg synes man må rose og anerkende, en strategi, der blev fremlagt for og diskuteret af Folketingets politiske partier. Vi var uenige om nogle ting, men der var dog trods alt en bred opslutning til det. Og sådan burde det jo også være med hensyn til udenrigspolitikken.

Hvorfor har Danmark ikke en udenrigspolitisk strategi? Vi står jo på mange måder midt i et vadested. Er Danmark en stormagt? Nej, det vil vi nok alligevel ikke sige. Er Danmark en mellemmagt? Ja, det er der i hvert fald nogle, der gerne ville have kunnet betragte Danmark som igennem de sidste til 10-15 år. Eller er Danmark en småstat, som må finde sin rolle som småstat, og hvor man må arbejde for, at vi, selv om vi er en lille stat, ikke nødvendigvis behøver at være en dum stat eller en stat, som bare lægger sig fladt ned i forhold til store alliancepartnere?

Ser man på regeringsgrundlaget, er det jo faktisk i den grad tyndt, og det trænger til at blive fyldt ud. Der står, at Danmark skal engagere sig, og at vi skal gøre en forskel ude i verden, men vi spørger stadig væk os selv: Jamen hvordan? Hvis vi kunne få en udenrigspolitisk strategi, drøfte den blandt Folketingets politiske partier, tror jeg, det er rigtig, rigtig mange, som ville blive glade. Vores diplomati, vores forsvar, Folketinget, ja, i det hele taget den danske befolkning, tror jeg, sukker efter at få at vide, hvad det er, Danmark vil udenrigspolitisk.

Det er, som om regeringen bærer videre på en kuffert, der har været fyldt med alle mulige ting, grimme ting også, våben og deslige, igennem de sidste 10-15 år, hvor vi har været engageret i krige ude i verden. Nu er kufferten tom, men regeringen bærer alligevel videre på kufferten uden at finde ud af at få fyldt nye ting i den. Hvad er det så, et lille, men klogt land kan gøre i den situation, det står i nu? Ja, for mig at se ville det være interessant at drøfte, hvordan vi som et lille land kunne skubbe på og komme med ideer til, hvordan man kunne få gennemført dybe reformer af de store, gamle, tunge, internationale organisationer som f.eks. FN og NATO.

Vi ved, at krige imellem stater er blevet til borgerkrige. Vi ved, at vi får færre fattige og flere mellemindkomstlande. Vi ved, at der er flere stater, der har adgang til atomvåben. Vi er på den lange bue gået fra en sikkerhedspolitisk magtbalance mellem USA og Sovjet og amerikansk dominans til en multipel verdensorden med mange flere magtcentre, som i høj grad er blevet diffuse.

Hvilken strategi vil vi fra dansk side lægge udenrigspolitisk? Det er det vendepunkt, vi står ved. Det savner jeg en grundig diskussion af, meget gerne på baggrund af et oplæg fra den nye udenrigsminister. Nu skal ministeren have nogle uger i ro og fred, men fra Liberal Alliances side vil vi blive ved med at efterspørge det her, ikke for at drille regeringen, men for at få svar på de mange spørgsmål, som stilles rundtomkring til dansk udenrigspolitik.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jamen jeg synes også, det er vigtigt, at man påpeger fejl og mangler i ministeriernes arbejde, når man kommer ud for dem. Men er det ikke også vores opgave som politikere bare at komme med et forsøg på nogle bud på, hvad sådan en strategi så skal indeholde, eller hvilken retning den skal gå i, eller hvilke elementer vi skal have lagt på bordet, for at den bliver fornuftig? vil jeg spørge fru Mette Bock. Er det ikke også politikeres pligt at give et par gode råd til ministeren? Det andet bliver sådan lidt fattigt, synes jeg.

Ordføreren.

Nogle gange skal man jo begrænse sig for at få budskabet til at stå lidt klarere, men jeg vil gerne komme med nogle få bud:

Det er blevet nævnt mange gange i debatten her i dag, og det nævnes også i redegørelsen, at der er behov for samtænkning. Samtænkning er jo sådan noget, man dårligt kan sige man er imod. På den anden side synes jeg også, man skal være meget varsom med, hvad det egentlig er, man samtænker, og hvor langt samtænkningen kan gå. Jeg ved f.eks., at der er en række ngo'er, som i den grad gerne vil bede sig fritaget for at blive spændt for en sikkerhedspolitisk strategi, fordi de derved mister deres troværdighed og uafhængighed og dermed mulighed for at kunne agere også i verdens brændpunkter. Det er et eksempel på det.

Et andet eksempel på det handler om, hvordan vi skal forholde os til de helt konkrete konflikter, der er – Syrienkonflikten er jo den ene – og jeg tror, at vi alle sammen må erkende, at i den konflikt er der bare ingen nemme løsninger. Det er utrolig broget. Men vi stod jo, vil jeg sige til hr. Christian Juhl, skulder ved skulder, da vi sidst havde diskussionen om muligheden for en militær intervention, altså om man skulle eller ikke skulle gøre det, og jeg synes, det er et meget godt eksempel på, at den danske regering altså vælger – jeg vil ikke sige døvblindt – at lægge sig i halen på de store alliancepartnere og gøre, hvad de beder Danmark om. Vi skal også bruge vores egen sunde fornuft og ikke blot kigge på en reaktion på en konkret situation, men også tænke langsigtet: Hvad kan på den lange bane bidrage til, at vi får løst konflikterne og ikke bare får markeret os i forhold til den forfærdelige situation, der var lige nu og her? Så det er de lange sigtepunkter, hvor det ikke kun er et spørgsmål om at reagere på konkrete ting, de lange linjer, vi også meget gerne vil være med til at diskutere. Undskyld taletidsoverskridelsen, hr. formand.

Christian Juhl.

Det vil sige, at på to områder er Liberal Alliance så helt på linje med ministeren, kan jeg forstå. På den ene side kan samtænkning være godt, og det kan mange være for – jeg er personligt meget negativ over for det – og på den anden side er det problematisk. Det er jo også det, der står i ministerens papirer.

Syrien – ja, der er ingen nemme løsninger. Det er også det, han konkluderer i sit papir, og det er jeg egentlig fuldstændig enig i. Det eneste, jeg er helt sikker på, er, at militære løsninger ingen løsning er. De politiske løsninger er de eneste, der er mulige i øjeblikket – og det er ikke engang sikkert, de er mulige. Jeg mener bare, at vi der skal prøve at hjælpe ham lidt mere på vej, hvis vi skal give ham nogle perspektiver.

Det er jeg helt enig med hr. Christian Juhl i. Det tror jeg både Enhedslisten og Liberal Alliance meget gerne vil hjælpe til med. Jeg kan se, at formanden her sidder og tripper i sin stol, fordi jeg allerede har talt for længe i mit første svar, og jeg kan kun sige, at vi gerne bidrager til diskussionen, men jeg synes, at regeringen har ikke bare en initiativret, men også en initiativpligt til at få fastlagt en strategi.

Tak til ordføreren. Fru Lene Espersen som konservativ ordfører.

Jeg vil gerne på vegne af Det Konservative Folkeparti indlede med at takke udenrigsministeren for den sikkerhedspolitiske redegørelse. Grundlæggende ønsker Det Konservative Folkeparti, at Danmark aktivt skal tage et medansvar for verdens sikkerhedsudfordringer, først og fremmest fordi globaliseringen og teknologien har medført, at sikkerhedsudfordringer i andre dele af verden også direkte påvirker vores dagligdag i Danmark. Det er, hvad enten vi taler om pirateri ud for Afrikas Horn, der forsinker og fordyrer den globale handel, eller de islamiske terrorister, der planlægger terrorangreb i Vesten fra Yemen eller Somalia. Men vi ønsker også at gøre en forskel og tage et medansvar, fordi vi mener, det er vores ansvar at bidrage til at hjælpe andre, når vi kan.

Vi er grundlæggende enige med den sikkerhedspolitiske redegørelse i, at de største sikkerhedspolitiske udfordringer lige nu ligger i Syrien og andre dele af Mellemøsten, hvor der er manglende demokratiske fremskridt. De ligger også i Sahelregionen, hvor store dele af Afrika er uden sikkerhedsmæssig kontrol. De ligger i Sudan, Sydsudankonflikten, og i Somalia. Endelig er der verdenssamfundets evige problembørn: Iran med deres atomprogram og Nordkorea med deres rædselsregime og atomprøvesprængninger, der i bogstaveligste forstand er en tikkende bombe, som skal håndteres. Endelig savner jeg som mange andre ordførere også, at der står noget mere i redegørelsen om Det Sydkinesiske Hav. Jeg tror, det bliver en temmelig stor udfordring med den måde, alle parter ligesom også taler konflikten op, men jeg mener bestemt ikke, at man skal undervurdere det, der sker der.

Derimod ser vi med sikkerhedspolitiske briller fremskridt i det arktiske samarbejde. Vi ser fremskridt i det europæiske samarbejde. Vi ser fremskridt i NATO – også i forhold til at sætte fokus på en potentiel trussel i form af cybercrime.

Jeg vil gerne knytte nogle flere bemærkninger til både udfordringer og fremskridt.

Krigen i Syrien kan meget vel ende med at blive vores generations største svigt. Mere end 7 millioner er flygtet – jeg hører også her i dag nogle sige 9 millioner – og heraf er 2 millioner flygtet til nabolandene. Over 100.000 mennesker er blevet dræbt, uden at verdenssamfundet og ikke mindst FN har ageret for at få stoppet det. Ganske vist har man som følge af angrebet på civile med kemiske våben i regi af FN og OPCW med støtte og direkte deltagelse fra Danmark iværksat en destruktion af de kemiske våben – og det vil naturligvis forhindre Assadstyret og andre i at anvende disse fremadrettet. Men grundlæggende er problemet, at de civile ikke beskyttes, og at Rusland holder hånden over regimet og forhindrer et FN-baseret tiltag, der kan stoppe nedslagtningen af civile.

Vi Konservative mener – og det har vi ment i meget lang tid, i langt over 1 år – at en no fly-zone, altså en flyveforbudszone ville have været den rigtige vej at gå for at lave en humanitær korridor, der kunne sikre en bedre civil beskyttelse. Ja, det er et militært tiltag, men det ville beskytte de civile. Det har vi stået temmelig alene med, men vi mener stadig væk, at det var noget af det, verdenssamfundet kunne have gjort.

I Sahelregionen har Danmark ydet et væsentligt bidrag til den franskledede mission i Mali og er fortsat en del af missionen. Og jeg synes, det er vigtigt her i dag at få sagt, at det er en relevant opgave, og at den opgave, vi løfter der, er noget, vi kan være stolte af.

Situationen i Somalia er fortsat anspændt, men det er værd at glæde sig over, at antipirateriindsatsen med Danmarks medvirken i »Operation Ocean Shield« har vist sig at virke. Der tages fortsat pirater til fange, og de sættes for en domstol, og vi ser slet ikke længere i samme omfang, at skibe bordes af pirater.

Verdens to store problembørn er Iran og Nordkorea, og de er fortsat en kæmpe udfordring. Styret er ændret i Iran, og jeg har i hvert fald øjnet en retorisk opblødning fra det iranske styres side, men vi har stadig væk til gode at se, at det nye iranske styre ikke ønsker at have den ultimative trussel i sine hænder. Vi vil med meget stor interesse følge udviklingen det næste år for at se på, om der så også er ægte gode viljer bag den retoriske opblødning. Det nordkoreanske rædselsregime fortsætter sin fjendtlige og provokerende kurs over for omverdenen. Det er vigtigt, at verdenssamfundet både fastholder en konsekvent linje i forhold til diktaturet, men også sikrer, at det pres, man direkte eller nok nærmere indirekte kan påføre regimet via Kina, bliver endnu mere effektivt.

Verden har mange store udfordringer, men jeg synes også, det er værd i dag at glæde sig over de fremskridt, der sker. Der er sket store fremskridt på det arktiske område, hvor der ligger spændende nye muligheder. Vi investerer fra dansk side i et nyt fartøj og nye søredningshelikoptere, og der er et virkelig godt samarbejde, der bliver mere og mere konkret, i Arktisk Råd og også i andet regi for at sikre bedre koordination, ikke mindst i forbindelse med SAR-situationen og -beredskabet. Vi glæder os over arbejdet med at etablere en arktisk beredskabsstyrke, og det kan være med til at sikre beredskabet bedre på det enorme areal, der dækker Arktis.

I Afghanistan har afghanerne selv formelt overtaget sikkerhedsansvaret, og det bliver spændende at følge præsidentvalget i år, der på mange måder bliver en lakmustest på Afghanistans state of the nation.

Vi sætter stor pris på det transatlantiske bånd og ikke mindst det fremragende samarbejde, der foregår i NATO. Vi var i går i regi af NATO's Parlamentariske Forsamling i Bruxelles at besøge NATO, og jeg blev faktisk meget opmuntret af de mange spændende initiativer, man er i gang med at forberede frem mod NATO-topmødet i september måned. Initiativer, som vi i særlig grad vil fokusere på, er jo etableringen af missilforsvaret, der fortjener anerkendelse og også er noget, vi meget gerne ser Danmark deltage helt og fuldt i.

EU-samarbejdet har spillet en vigtig og afgørende rolle med hensyn til at lægge et pres på det iranske atomprogram, men også Beograd-Pristina-dialogen, der gav et gennembrud med normaliseringsaftalen mellem Serbien og Kosova i april 2013, er værd at fremhæve som noget, hvor der virkelig blev gjort en meget stor forskel, og hvor EU's udenrigsrepræsentant, Catherine Ashton, personligt gjorde meget for at få aftalen landet. Så det er der grund til at glæde sig over.

Den sikkerhedspolitiske redegørelse giver os et godt indblik i året, der gik, og jeg synes også, den er god som rettesnor for, hvor vi kan bruge kræfterne i året, der kommer.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg hørte bemærkningen fra fru Lene Espersen om en no fly-zone. Det lyder jo altid tiltalende og så pænt neutralt, men heldigvis sagde ordføreren jo, at det er en militæraktion. Ville en no fly-zone ikke skulle være så omfattende i militær indsats, at man ville risikere, at Iran, Qatar, Saudi Arabien og en række andre lande ville føle sig provokeret til netop at optrappe konflikten, og dermed risikere, at det blev en regional konflikt i stedet for?

Ordføreren.

Altså, jeg kan jo ikke udtale mig om, hvordan andre lande måtte se på det her, men der er jo ingen tvivl om, at de moderate kræfter i Syrien nu igennem en årrække faktisk har bedt om, at der kom en humanitær korridor i form af en flyveforbudszone, der kunne beskytte de civile. Og i og med at man kan sige, at de moderate kræfter jo i hvert fald bliver støttet af Saudi Arabien og andre aktører på den sunnimuslimske side, tror jeg faktisk, at der ville være ret stor regional opbakning til en sådan løsning.

Det, der er verdenssamfundets udfordring, er jo primært, at der er lande i FN's Sikkerhedsråd, der overhovedet ikke ønsker at gå den vej, men ønsker, at Assadregimet fortsat skal have fuld mulighed for at bombe og dræbe sin egen befolkning. Derfor ville man jo selvfølgelig modsætte sig, at FN's Sikkerhedsråd vedtog en sådan resolution.

Men vi mener fortsat, at en flyveforbudszone – det behøver jo ikke være hele Syrien, det kunne være en del af Syrien – kunne være lige præcis det, der gjorde, at både nødhjælpsarbejdere og de civile havde en mulighed for at sikre sig en ordentlig beskyttelse.

Hr. Christian Juhl.

Nu holder vi os da ellers normalt ikke tilbage for at udtale os om alt muligt i hele verden – det er jo det, vi sidder og gør i dag. Der tænkte jeg på, at den moderate del af oppositionen, i hvert fald i borgerkrigen, jo ikke er særlig synlig mere og tilsyneladende på retræte, og der ville det være interessant at høre, hvilken betydning det så har. Er det så den ekstreme opposition eller Assad, man skal støtte, hvis man skal støtte nogen dernede? Det spørgsmål synes jeg er meget, meget vanskeligt. Og hvis De Konservative, trods risikoen for, at det udvikler sig til en regional krig, synes, at no fly-zonen er o.k., så synes jeg, det er lidt af en risikabel strategi at have.

Ordføreren.

Enhedslistens ordfører må meget undskylde, men jeg synes, Enhedslisten er utrolig kynisk i den her debat. Vi taler om, at over 100.000 mennesker er blevet slået ihjel – hvor lang tid skal vi blive ved med at sidde på hænderne og vente?

Jeg mener bestemt ikke, at en flyveforbudszone vil udvikle sig til en regional konflikt; tværtimod vil den være med til at beskytte civilbefolkningen. Der er ikke mindst fra amerikansk side skrevet rigtig mange papirer om, hvordan man kunne etablere en sådan zone, og hvor meget der skal til, hvor meget af Assads luftværn og fly, der skal sættes ud, for at sådan en no fly-zone kan opretholdes. Men vi mener stadig væk, at det ville have været den rigtige vej at gå, og vi kan jo så håbe på nu, at de samtaler, der starter i Schweiz i morgen, kan medvirke til at få sat gang i fredsprocessen og få støttet de moderate kræfter.

Hr. Søren Pind, en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge den konservative ordfører, om den konservative ordfører mener, at den danske regering kunne have virket som en stemme i offentligheden i Vesten for, at man kunne have gjort noget i konflikten i forhold til Syrien, at man f.eks. kunne have bevæbnet de syriske moderate oprørere, at man i det hele taget skulle fravælge passiviteten og vælge at gøre noget i stedet for at sidde på hænderne.

Ordføreren.

Ja bestemt, og jeg vil sige, i den tid hvor jeg selv var udenrigsminister, støttede jeg også helhjertet sammen med Frankrig og Storbritannien, at EU skulle gå forrest i at støtte de moderate kræfter i Syrien. Det er jo meget ærgerligt, at passiviteten fra Vesten faktisk har betydet, at de eneste, man har støttet, er diktaturet i Syrien, der slår egen befolkning ihjel, og så er det de allermest ekstreme kræfter i form af al-Qaeda, der har fået vind i sejlene, fordi Vesten har været passiv. Så det er utrolig ærgerligt, at man ikke har været mere aktivt på banen for at sikre de moderate kræfter.

Hr. Søren Pind.

Hvad siger den tidligere udenrigsminister så til udsagnet om, at Danmark er et lille land og ikke selv kan gøre noget, altså at det ingen betydning har, hvad Danmark mener, siger og gør?

Ordføreren.

Jeg synes bare, at man skal se på Libyen. Så kan man se på, hvad betydning det har, at Danmark havde en klar stemme og var med i forreste række fra første færd. Hvis man spørger libyerne, tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, at de fleste libyere stadig væk takker Danmark ganske meget for ikke kun den håndsrækning, vi gav, men også den moralske opbakning, vi havde hele vejen igennem, og som jo påbegyndte politisk, og som så senere endte i et militært bidrag, bl.a. fordi de regionale kræfter og den arabiske liga bakkede op om det.

Tak til den konservative ordfører. Så er det udenrigsministeren.

Jeg vil godt sige tak til ordførerne for mange gode indlæg og overvejelser. Jeg synes, at den her debat understreger, at den årlige sikkerhedspolitiske redegørelse er en god og væsentlig lejlighed til at gøre status over det sikkerhedspolitiske landskab og til at drøfte, hvor i landskabet Danmark bør placere sig.

Jeg håber også, at dagens debat kan være med til at inspirere en bredere debat om Danmarks udenrigspolitik, også uden for Folketingets rammer. Det vil jeg og regeringen rigtig gerne medvirke til – det er også et svar til fru Mette Bock, som efterlyste det; det er faktisk noget, vi er ret optaget af i Udenrigsministeriet i øjeblikket, og vi vil komme med forskellige tiltag desangående.

Der har været en del, synes jeg, meget gode bemærkninger og også nogle kritiske bemærkninger – til sidst blev de, synes jeg, sådan lidt partitaktiske i retning af, hvad den tidligere regering havde gjort, i forhold til hvad den nuværende regering gør. Man forsøgte lidt at give indtryk af, at der er en meget stor forskel på det med hensyn til Syrienkonflikten, men det er usandt.

Altså, denne regering har jo støttet den moderate opposition meget, meget markant hele vejen igennem, og det har der ikke været nogen som helst tvivl om. Det er i forlængelse af, hvad den tidligere regering gjorde, det er jeg fuldstændig enig i, men når fru Lene Espersen ligesom begynder at stille sig op og retfærdiggøre sig selv og sige, at det var hende og den daværende regering, der støttede den moderate opposition i Syrien, og at vi ikke gør det, og at vi støtter Assad, så er det jo langt ude. Vi har hele tiden støttet den moderate opposition og vil også gøre det fremover. Det skal jeg lige vende tilbage til.

Det er jo rigtig nok, at det her handler meget om, hvad småstaten Danmark skal gøre i forhold til omverden. Jeg vil sige til fru Mette Bock, at der ikke er nogen tvivl om, at vi er småstat – det har vi sådan set været siden Kielerfreden for 200 år siden, da vi mistede Norge, så vi er småstat. Det, man hele tiden må gøre sig overvejelser om, er, hvordan vi kan operere i forhold til vores omverden, og det har vi jo siden 1814 gjort på mange forskellige måder, mildt sagt, med gode, men også mindre gode resultater til følge.

Det, som er det afgørende nu, er jo, at vi er i et meget aktivt alliancefællesskab med lande uden for vores grænser, og det er en meget, meget vigtig forudsætning for den danske udenrigspolitik. Hr. Søren Pind kritiserede lidt, at der var for meget om interesser ikke så meget om værdier i den her redegørelse. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi ikke gør interesser og værdier til et modsætningsforhold. Jeg mener faktisk, at der er en meget, meget klar sammenhæng mellem de to begreber. Ja, vi skal varetage danske interesser ude i verden, men det gør vi altså bedst, ved at vi tager udgangspunkt i de værdier, som vi som land står for, og som vi også mener kan være medvirkende til, at vi får en omverden, der bliver stabil i forhold til os.

Vi har jo lagt meget vægt på – og det fremgår også tydeligt af redegørelsen – indsatsen i forhold til skrøbelige og konfliktramte lande. Vi har lagt vægt på nedrustningsdagsordenen og forholdene i det arktiske område. Specielt blandt de skrøbelige stater er det helt klart, at man bedst får stabiliseret ved en forebyggende indsats, og det har noget at gøre med økonomisk udvikling; det har noget at gøre med udviklingsbistand; det gør man, ved at man er i stand til at bygge en demokratisk stat op – statsopbygning; det gør man, ved at man får skabt stabilitet i forhold til civilsamfundene i de pågældende lande.

Det er det, som jeg forstår ved samtænkning; det er, at vi tænker økonomi, politik, udvikling og kultur i bredeste forstand sammen i vores udenrigspolitik. Og det er også i høj grad det, som er en grundforudsætning for den ændring af vores repræsentationsstruktur, som jeg præsenterede for Udenrigspolitisk Nævn i sidste uge. Det er nemlig samtænkningen mellem handelspolitik, klassisk diplomati, udviklingspolitik, som vi er nødt til at udforme mere klart. Det kan godt være, at vi, vil jeg sige til fru Mette Bock, ikke har gjort det strategisk præcist nok endnu – muligvis – men det er faktisk en vigtig opgave, og vi arbejder på sagen, og jeg ser meget gerne en større offentlig debat om hele det spørgsmål.

Det er bare et eksempel på hele vores ambassadestruktur. Vi åbner i Nigeria. Der har været et stort pres fra det danske erhvervsliv, for at vi skulle åbne i Nigeria, der er store interesser, store danske økonomiske interesser i det, men der er også politiske interesser i det, fordi Nigeria jo er et af de største og mest betydningsfulde lande i Afrika i øjeblikket, det mest folkerige land, som spiller en stadig større rolle på det afrikanske kontinent politisk set i forhold til Den Afrikanske Union, i forhold til at løse de politiske konflikter, der også er i Afrika.

Derfor synes jeg ikke, at man skal se modsætningen mellem, at vi ligesom tager udgangspunkt i nogle økonomiske og handelspolitiske interesser og så det forhold, at det er et land, som vi også politisk set kan have glæde af at have et brohoved i, netop fordi vi politisk set har store interesser i, at man får en stabil udvikling på det afrikanske kontinent. Det er derfor, at vi er meget, meget optaget af, hvordan vi kan sikre det.

Der synes jeg at man har et meget godt eksempel på, hvordan den her samtænkning fungerer, og hvordan det i det hele taget afspejler den ambassadestruktur, som vi præsenterede i sidste uge, og som jo også har nogle sikkerhedspolitiske implikationer.

Men overordnet er det vigtige det, jeg vil kalde multilateralisme, at vi går ind og samarbejder i internationale organisationer, at vi samarbejder med forskellige lande i det. Det er fuldstændig korrekt, som også fru Mette Bock sagde, at magtcentrene forskyder sig, og der kommer nye magtcentre til, og det er vanskeligt at få hold på, hvor de stærkeste magtcentre er. USA er der stadig væk, men der er jo andre, der kommer op ved siden af USA. Det så man jo med stor, brutal klarhed på COP15-mødet i København i sin tid, og det er den nye virkelighed i verden, vi skal forholde os til.

Det er også det, vi gør, og der lægger vi os jo ikke bare på maven for samarbejdspartnere, hverken for USA, for Storbritannien, for Tyskland, for Sverige eller andre, men vi tager udgangspunkt i, hvad vores interesser er. Vores interesse er ikke mindst, at vi får et meget stærkt FN-engagement. Jeg tror, at man må sige, at FN blev prioriteret noget ned i den danske udenrigspolitik i en periode. Det kan man have mange forskellige meninger om, men det er i hvert fald vigtigt, at man med den nuværende globale udvikling, da får et meget, meget stærkt FN-engagement. Det gælder bredt set, men også omkring de militære operationer.

Vi skal også have et nordisk perspektiv. Jeg er meget enig med hr. Steen Gade i det perspektiv. Forsvarsministeren og jeg tager til Reykjavik om nogle uger for at deltage i nordisk forsvars- og udenrigsministermøde, hvor vi også vil diskutere Stoltenbergrapportens forskellige forslag. Det tager vi faktisk meget alvorligt, og det har også sammenhæng med, at Arktis er et meget, meget vigtigt område for de danske sikkerhedspolitiske udfordringer. Der har vi et direkte ansvar oppe. Det er et stadig vigtigere område, man kan få flere ressourcer udvundet deroppe. Vi ved altid, at når der er ressourcer på spil, kan der også blive konflikter. Det handler mange konflikter i verden om. Sejlruterne kan give nye udfordringer med hensyn til ulykker.

Det er i øjeblikket et lavspændingsområde, og det skal forblive et lavspændingsområde. Der er risici for, at det kan ændre sig, men vi skal fra dansk side gøre, hvad vi kan, for at det forbliver et lavspændingsområde, hvor vi løser eventuelle konflikter gennem folkerettens principper, således som det er klarlagt i Ilulissat-erklæringen, og der vil jeg godt rose den tidligere udenrigsminister, hr. Per Stig Møller, for hans store arbejde for at få den erklæring gennemført, som jo netop giver et grundlag for, hvordan vi får løst de fremtidige konflikter i det arktiske område. Jeg synes ikke, at vi er ustrategiske på det. Det er jo igen, at vi siger, at vi forsøger at forebygge, vi forsøger at fastholde områder, hvor vi har sikkerhedspolitiske interesser, som lavspændingsområder.

Vi forsøger at gå ind og forebygge i skrøbelige stater. Vi har også en politik om nedrustning, som efter min mening er blevet underprioriteret lidt i den offentlige diskussion. Jeg har gjort mig nogle bemærkninger omkring de mange atomvåben, der er, der er alt for mange atomvåben i verden, og den dagsorden, Obama satte op, da han blev præsident, skal vi jo give medløb, og det gør vi også i videst muligt omfang.

Min forgænger, hr. Villy Søvndal, gjorde en meget stor indsats sammen med Tyskland og Polen omkring CFI-aftalen vedrørende de konventionelle våben i Europa. Jeg drøftede den sag med min tyske kollega på mit første besøg hos ham, og han er enig i, at det arbejde skal vi fortsætte. Det er Danmark, Polen og Tyskland, der tog fat på det. Der er aftaler omkring våben, våbenkontrol osv.

Det er en dagsorden, som vi fortsætter, som jeg også ved, den tidligere regering faktisk prioriterede, men som vi har tænkt os at fortsætte meget, meget offensivt. Er det ustrategisk? Jeg synes det ikke. Det ligger da i forlængelse af det, jeg sagde, i forhold til at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at forebygge konflikter rundt omkring i verden. Vi skal gøre, hvad vi kan for at føre en aktivistisk udenrigspolitik, men ikke nødvendigvis med militære midler – også med andre midler. Det kan være nødvendigt at bruge militære midler, ja, men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vi undgår det og i stedet bruger andre midler for at løse de konflikter, der måtte være.

Der har været en række spørgsmål vedrørende Syrien og Genève II-konferencen. Som sagt skal jeg ikke gå ind i den her, synes jeg lidt, ikke særlig hensigtsmæssige polemik, der var før, i forhold til om der skulle have været gennemført flyveforbudszoner for nogle år siden. Det er i hvert fald ikke en debat, der er særlig relevant lige nu, for de faktiske forhold i jernindustrien er, at der er indgået en aftale mellem russerne og FN og USA om, at vi får fjernet de kemiske våben, og at man indkalder til Genève II-konferencen, dvs. der er sat en politisk proces i gang. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen i den her sal, der kunne forestille sig, at man ville kortslutte den politiske proces ved at gå ind og så bombe sig til flyveforbudszoner. I så fald synes jeg nok, at der er brug for en vis behandling, om man så må sige. Det kan jeg dårligt forestille mig at der er nogen der mener, og det kan vi jo ikke gøre.

Så derfor er vi i øjeblikket på det politiske spor, og derfor tager jeg til Genève her i aften efter den her debat og deltager i Genève II-konferencen i morgen. Der er nogle, der siger, at det jo ikke bliver til noget, at der ikke bliver noget fred ud af det. Nej, der er ikke fred på fredag; der er ikke nogen aftale på fredag. Det tror jeg ikke der er nogen i denne verden der overhovedet forestiller sig. Men jeg håber, at man får gang i den politiske proces. Der har været meget tummel det sidste døgn vedrørende Irans deltagelse, og jeg skal ikke kommentere de forskellige meldinger, der har været i forhold til det. Jeg håber på, og det er jeg overbevist om, at man får gang i konferencen og også, at den moderate opposition deltager i konferencen. Det er en afgørende forudsætning for, at man kan komme frem til noget. Jeg er fuldstændig enig i, at det jo er dem, vi støtter, og de skal deltage i konferencen, og derfor er det hele lidt afgørende.

Jeg synes så, og det synes EU-landene også, at det kunne være en fordel, hvis Iran deltog, forudsat at de accepterer præmisserne fra Genève I-kommunikeet – det har Iran ikke ønsket at gøre tilsyneladende. Om den sag er færdigdiskuteret, kan jeg ikke sige her i dag, men det får vi jo at se, når vi starter i morgen. Men der bliver i hvert fald grundlag for en politisk proces, som betyder, at man forhåbentlig kan nå frem til nogle resultater i forhold til en fredsløsning, som kan indeholde muligheden for en overgangsregering, som parterne selv får forhandlet.

Noget andet, og det er nok så vigtigt, er, at man bliver enige om, at den humanitære hjælp i højere grad kan komme ind i Syrien. Det kan være igennem nogle våbenhvilearrangementer, det kan være forskellige aftaler, der kan laves der, i forhold til at man kan komme ind forskellige steder med humanitær hjælp. Det ved jeg Røde Kors er meget optaget af, og jeg ved, at de humanitære organisationer er meget optaget af det; jeg ved, at vi alle sammen skal være optaget af, at der kan komme humanitær hjælp ind. Det er simpelt hen problemet i øjeblikket; det er ikke muligt at få det ind i øjeblikket, men vi håber meget på, at der bliver lavet aftaler, så det bliver muligt at få den humanitære hjælp ind i Syrien. Men som sagt er jeg ikke optimist, jeg er heller ikke pessimist, jeg er realist, og på det grundlag håber jeg, man får en proces i gang.

Der har været forskellige bemærkninger. I forhold til Kina, som hr. Søren Espersen brugte stort set hele sin taletid på, vil jeg sige, at de fleste af os jo er enige i, at der er mange problemer vedrørende menneskerettigheder i Kina, og at Kina kan blive et problem. Men i forhold til Kinas størrelse synes jeg ikke, at man, hvad angår oprustning, og hvad angår andelen af verdens våben, kan påstå, at Kina er, om man så må sige, mere bevæbnet, end USA f.eks. er. Vi ved jo, det ikke er tilfældet.

Så på den måde er Kina jo hverken det ene eller andet sted en global trussel, og det tror jeg er vigtigt at holde fast. Hvis vi ser på vores sikkerhedspolitiske interesser, er det vigtigt at sondre imellem, om der er tale om nogle globale trusler eller ej, og jeg synes, det ville være forkert at sige, at Kina er det. Derfor kan det jo godt få betydning for os på forskellige måder, og derfor skal vi naturligvis også forholde os til, hvad der sker i Asien på det her område.

I den sammenhæng er vi jo så også opmærksomme på, at amerikanerne i højere grad ligesom lægger deres vægt på det asiatiske område. Det er der, de har deres fokus i øjeblikket. Det betyder så, at de har mindre interesse i Europa. Det betyder så igen, at vi er nødt til i Europa at blive bedre til selv at styre vores ting, og derfor er jeg også meget stor tilhænger af EU-samarbejdet på det udenrigspolitiske område.

Jeg er sådan set tilhænger af, at man ophæver forsvarsundtagelsen. Vi vedtog i går på rådsmødet, at der skal sendes tropper til Den Centralafrikanske Republik i en EU-operation med FN-mandat. Den kan vi ikke deltage i. Forhåbentlig kommer der det tilstrækkelige antal soldater af sted alligevel. Det tror jeg også der gør. Men det er jo alligevel, kan man sige, opgaver, som vi ud fra en klassisk dansk udenrigspolitisk synsvinkel godt vil kunne deltage i. Under alle omstændigheder skal vi blive klar over, at vi skal klare flere ting selv i Europa. Det er sådan set mest der, jeg ser de mere snævre danske sikkerhedspolitiske interesser komme ind.

Tanken om, at vi sammen med Rusland, kunne jeg forstå på hr. Søren Espersen, nærmest skulle lave en front imod Kina, tror jeg ikke kan nyde fremme her i Folketingssalen. Det håber jeg heller ikke, for det er dog helt perspektivløst. Jeg er helt uforstående over for det.

Jeg mener altså, at vi ligesom skal anerkende, at der er nogle interesser, som Danmark har. Ruslandspolitikken er også noget, som ikke har været nævnt her så meget i dag, og som jo spiller en ganske stor rolle. Vi diskuterede det også meget på EU-udenrigsministermødet i går og er enige om, at EU skal have en mere sammenhængende politik over for Rusland. I den politik skal man på den ene side erkende Ruslands vigtighed for Europa, men vi skal også i fællesskab være i stand til at kritisere Rusland, når landet overtræder menneskerettighederne, når det f.eks. fører en uacceptabel pressionspolitik over for naboerne.

I forlængelse af det skal vi være meget opmærksomme på, at Georgien og Moldova kan fastholdes som en del af det vestlige interesseområde, hvad de selv gerne ved. De skal ikke presses væk fra en situation, hvor de får en tæt tilknytning til os. Derfor skal vi også fra dansk side føre en ganske aktiv politik over for den del af Østeuropa. Tilsvarende gælder det for Ukraine, som vi er opmærksomme på at der skal være en dør åben for. Der skal være en dør åben til Europa for ukrainerne.

Det sidste, jeg vil sige om det mere strategiske aspekt, er, at magtcentrene ændrer sig, og det skal vi tage stilling til. Jeg vil sige, at den klassiske udenrigspolitik også ændrer sig. Fra tidligere at være primært statsligt drevet med diplomater, der taler med hinanden, indgår forskellige civilsamfundsorganisationer, ngo'er nu meget mere direkte i udenrigspolitikken. Man kan sige, at der måske mangler lidt strategisk tænkning fra vores side om, hvordan vi kan drage ngo'erne, inddrage civilsamfundene i den måde, vi fører politik på. Det har været gjort. F.eks. støtter vi jo forskellige menneskerettighedsorganisationer i Rusland og også i Kina og andre steder. Det er også en del af udenrigspolitikken, nemlig at man støtter civilsamfundene. Man siger: Okay, du har en stat her, som vi er meget uenige med på nogle områder. Vi vil godt snakke med dem, men vi vil også godt støtte forskellige grupperinger, forskellige ngo'er. Vi bruger vores egne ngo'er offensivt til at få kontakter andre steder i verden. Det vil sige, at verden er multipolær på flere forskellige måder. Det angår både spørgsmålet om, hvor verdens magtcentre ligger, og hvor man kan operere fra. Det er ikke udelukkende fra de statslige ministerier, men også gennem civilsamfund og forskellige ngo'er, som man kan bruge aktivt. Det er vi meget opmærksomme på, og det er også det, vi tænker i retning af. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg har to ting. Centralafrika ser jo forfærdelig ud i øjeblikket, og ministeren nævnte beslutningen om at sende EU-tropper derned og antydede dermed, at vi også skulle ophæve forsvarsforbeholdet. Jeg er nu ikke så sikker, men jeg vil gerne høre:

Er ministeren opsat på, at vi skal militarisere EU som organisation? Er en indsats i Centralafrika ikke bedre styret og ledet fra FN's side med det grundlag, vi trods alt har i FN? Der er jo en væsentlig forskel på EU's grundlag for at deltage i sådan nogle aktioner og FN's grundlag. Personligt er jeg mest tryg ved at tage udgangspunkt i FN's grundlag, der både er afprøvet og har en meget, meget bredere opbakning end et EU-grundlag.

Ministeren.

Det kan man sådan set godt mene, men det er bare ikke aktuelt her, vel? Det er meget Frankrig, der har presset på, og det er blevet en EU-operation, men med FN-mandat. Jeg tror måske, at vi skal passe på med at komme til at fokusere så meget på, om det er FN, EU eller NATO, at vi ligesom glemmer, at der er nogle opgaver, der skal løses. I det her tilfælde er der en opgave i Den Centralafrikanske Republik, der skal løses, så der er EU gået ind og har ligesom sagt: Okay, vi vil godt stille omkring 1.000 mand til det.

Burde det så have været FN? Måske, men det er bare ikke FN, og derfor skal vi så forholde os til, om vi burde kunne deltage. Det kan vi ikke i øjeblikket. Som jeg siger, tror jeg nok, man skal finde de soldater, der skal findes til den her opgave. Så det er ikke, fordi det på den måde bliver katastrofalt for indsatsen dernede, det tror jeg ikke det gør, men det ville da være naturligt ud fra vores udenrigspolitiske prioriteter i almindelighed, at vi kunne deltage.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg tror, at jeg forstod svaret. Jeg kan nemlig godt forestille mig, at FN sagde til europæiske lande: Vil I hver især stille nogle tropper til en fredsbevarende styrke? Man skal passe på, at tingene ikke skrider, så det ikke er fredsbevarende opgaver, men alt muligt andet, man går i gang med.

Med hensyn til Arktis vil jeg gerne høre, om ministeren vil uddybe sine standpunkter om, at en atomvåbenfri zone ikke længere er aktuel for Arktis, som jeg hørte i pressen for nylig. Jeg synes, at jo mere is der smelter, jo mere land der bliver frit, jo mere trafik der kommer deroppe, jo mere aktuelt bliver det fra starten af at sige: Hey, her er en dagsorden, som er mindst lige så vigtig som spørgsmålet om, hvorvidt vi kan handle eller få fat i råstofferne.

Ministeren.

Jeg vil sige, at operationen i Den Centralafrikanske Republik ikke er nogen fredsbevarende aktion. Der er ikke nogen fred at bevare dernede for nu at sige det meget mildt. Det vil være en stabiliseringsoperation.

Med hensyn til Arktis og atomvåbenfri zone er jeg stadig væk tilhænger af det. Det er regeringen stadig væk, men vi har jo ligesom, om jeg så må sige, haft en føler ude for at finde ud af, hvor realistisk det er i øjeblikket. Sandheden er bare den, at der ikke er nogen, der vil støtte det forslag, og derfor synes jeg ikke, det er særlig klogt, at man går ud i den store verden og forsøger alle mulige steder at lancere et forslag, som der ikke er nogen – heller ikke af dem, man kunne forvente ville støtte os – der vil støtte. Men bliver der en mulighed for det, hvis vi mærker en opblødning hos nogle af de lande, som kunne støtte os, så er der da en ny situation, så jeg vil ikke afvise, at det kan blive aktuelt igen.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ... Det er der. Jeg skulle lige have den rigtige ministertitel på tavlen.

Tak for det, formand. I lighed med udenrigsministeren vil jeg gerne takke ordførererne for deres indlæg og bemærkninger. Mens vi står i Folketingssalen i dag, er forsvaret i fuld gang med at udføre vores fælles beslutning om, at Danmark leder den maritime dansk-norske transportoperation af kemiske kampstoffer væk fra Syrien, hvortil Storbritannien og Finland bidrager. Også lande som USA, Rusland, Kina og Italien giver deres bidrag til den fælles FN-OPCW-mission med at fjerne de kemiske våben fra Syrien. Vi har afhentet den første last af kemiske stoffer fra Syrien og afventer nu i internationalt farvand besked om, at den næste sending er klar til afhentning. Det er en operation, der er med til at illustrere bredden i forsvarets bidrag til den aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Inden vi gik på juleferie, besluttede vi her i salen, at forsvaret her i 2014 også skal bidrage til MINUSMA, FN's mission i Mali. Stabsbidraget er klar til udsendelse og forventes at være på plads i løbet af de næste par måneder. Transportbidraget forventes – også som planlagt – at være klar til at flyve for MINUSMA pr. 1. februar. Det er vigtigt, at Danmark og verdenssamfundet bakker op om indsatsen i Mali og i regionen, og det er også vigtigt, at vi bakker op om FN.

Jeg ser også frem til, at danske soldater her i 2014 skal træne libyske soldater i Storbritannien i fællesskab med briterne. Kapacitetsopbygning af den libyske hær er central, så Libyen bliver i stand til at tage vare på sin egen sikkerhed. Nye indsatser er således allerede i gang eller er besluttet at skulle iværksættes inden længe. Det er helt i tråd med regeringens ønske om, at forsvarets evne til at bidrage med veluddannede og dygtige soldater i internationale missioner fortsætter – også selv om forsvaret skal spare.

Vi må samtidig ikke glemme de militære indsatser, som i 2013 fortsat har udgjort væsentlige elementer i Danmarks aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik i Afghanistan, i Adenbugten, i Kosovo, i FN's missioner i bl.a. Afrika og Mellemøsten samt i kapacitetsopbygning i Østafrika. Det er indsatser, som i 2014 også vil være vigtige opgaver for forsvaret. Det danske bidrag til indsatsen i Afghanistan efter 2014 vil blive drøftet, når der er mere klarhed over NATO's overordnede planlægning og indgåelsen af en bilateral amerikansk-afghansk sikkerhedsaftale.

Et aktivt engagement i verdens brændpunkter kan ikke lade sig gøre uden vores udsendte, og jeg vil derfor gerne i dag benytte lejligheden til at sige tak til de udsendte for Forsvaret, Hjemmeværnet, beredskabet , Politiet og civile myndigheder og organisationer for den indsats, der er ydet i året, der er gået. Det er i høj grad deres fortjeneste, at der er så stor respekt om Danmarks internationale engagement.

Nogle betaler desværre den højeste pris. I 2013 mistede vi en soldat i Afghanistan, og senest oplevede vi i sidste uge endnu et tragisk tab, da en civil dansk udsendt mistede livet ved et fejt terrorangreb. Vi skylder de, som giver deres liv, den største tak og anerkendelse. Det samme gælder de af vores udsendte, som kommer med ar på krop og sjæl. Det er et fælles ansvar, at vi støtter op om dem, som har passet godt på os, og jeg er derfor meget glad for, at vi 2013 fik en aftale, der betyder, at veteraner, der har fået PTSD, som følge af at de har været udsendt for Danmark, kan få den nødvendige støtte, de fortjener. Det er samtidig vigtigt at huske, at langt de fleste af dem, vi sender ud, kommer styrket hjem efter deres udsendelse, og også de fortjener stor tak.

Som jeg allerede har været inde på, bliver der meget at se til i 2014. Som også udenrigsministeren var inde på, spiller Arktis en helt central rolle for rigsfællesskabet, og regeringen tillægger området særdeles stor betydning, alt imens den globale interesse for Arktis er stigende. Forsvaret løser i disse egne en række vigtige opgaver, herunder overvågning, suverænitetshævdelse, redningstjeneste og beskyttelse af havmiljøet. Og netop fordi forholdene i Arktis ændrer sig, er vi nødt til også selv at være på forkant med udviklingen. Derfor iværksatte vi før jul i bred enighed i forligskredsen en større analyse af Forsvarsministeriets opgaver og kapaciteter i det arktiske område. Det er nødvendigt for at kunne bidrage til, at vi også i fremtiden bedst muligt kan løse vores opgaver. Arktis er en central prioritet i aftalen om forsvarsområdet i 2013-2017.

En anden er cybertruslen, som ses at være stigende. Den betegnes af Forsvarets Efterretningstjeneste som en af de alvorligste trusler mod Danmark og danske interesser. Regeringen har derfor lagt stor vægt på også at styrke indsatsen for cybersikkerhed her i Danmark, og etableringen af Center for Cybersikkerhed er et meget konkret tiltag.

Ser vi på NATO, kan vi se, at organisationen fortsat udgør hjørnestenen i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik – også selv om organisationens rolle vil være under forandring i de kommende år.

I 2014 skal der holdes NATO-topmøde. Sidst det skete var i 2012. NATO's indsats i Afghanistan har i mere end 10 år været et centralt omdrejningspunkt i alliancen, og efter 2014 vil det for alvor ikke længere være tilfældet. Et nyt kapitel skal påbegyndes. Vi har brug for en robust alliance med et stærkt transatlantisk bånd, og en alliance, der betyder, at vi har de rette kapaciteter til vor tids sikkerhedspolitiske udfordringer – hvor svære de end er at forudsige. Vi har brug for et NATO, der går fra at være indsat til at være indsatsparat, og jeg ser derfor meget frem til topmødet i september.

Det er dog selvsagt ikke alene NATO, der skal være tidssvarende. Det gælder i lige så høj grad FN og andre internationale samarbejdsfora, hvor vi skal sikre tilstedeværelsen af de rette værktøjer på en effektiv og hensigtsmæssig måde. Vi skal være aktive, vi skal styrke sikkerheden der, hvor vi engagerer os, og vi skal styrke de internationale organisationer – herunder FN – og fortsætte samarbejdet i nordisk regi. Nøgleordene er samtænkning af stabiliseringsindsatser og forebyggelse gennem kapacitetsopbygning. Deri ligger i sidste ende svaret på vores udfordringer, og dermed også muligheden for at passe godt på Danmark.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Christian Juhl.

Jeg synes, det er godt, at missionen omkring fjernelse af kemiske våben er kommet i gang. Lad os håbe, at de erfaringer kunne gøre, at vi kunne fjerne samtlige kemiske våben på hele kloden. Men når vi nu har fået en regering, som sætter humanitært arbejde, miljømæssig indsats, sikkerhedsmæssig indsats, sågar social dumping meget, meget højt, vil jeg høre, hvorfor i alverden forsvaret ikke har sikret, at DFDS-skibet sejler på danske overenskomster, så de ikke skal nøjes med en lav international aflønning, hvor der ikke er overenskomstmæssige rettigheder i f.eks. konfliktret. Det passer jo slet ikke overens med profilen for regeringen at køre på det ualmindelig lave niveau.

Ministeren.

Det danske skib »Ark Futura«, som i øjeblikket udfører en meget vigtig opgave for Danmark og verdenssamfundet ved at transportere de kemiske stoffer ud fra Syrien, sejler under dansk flag, har dansk kaptajn og officerer samt polsk mandskab. Rederiet DFDS har over for forsvaret oplyst, at de menige søfarende fra Polen er aflønnet i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået med danske faglige organisationer i DIS-Kontaktudvalget, som har til formål at sikre, at danske fagforeninger har indsigt i og kan sikre sig, at udlændinge beskæftiget med danske skibe aflønnes på et internationalt acceptabelt niveau. Og det er naturligvis vigtigt for regeringen, at vi overholder de spilleregler, der gælder på området, også når forsvaret indgår kontrakter. Der er fra ordførerens side også stillet spørgsmål i anden anledning, og der vil vi naturligvis også fra Forsvarsministeriets side undersøge, at det er tilfældet, at spillereglerne overholdes, og derfor vil jeg også bede Kammeradvokaten om at kigge det igennem, sådan at vi er helt sikre på, at alt er, som det skal være.

Hr. Christian Juhl.

Sådan at fagforeningerne har indsigt. Der findes ingen aftaler for det skib rent fagretsligt. Det er et stort problem. Der findes ingen rettigheder i forhold til de internationale faglige konventioner, og jeg synes ikke, det er acceptabelt at sende folk ud på så farefuld en færd til en løn på omkring 10.000-12.000 kr. om måneden. Men jeg glæder mig til at få svarene, og så glæder jeg mig til, at vi kan få rettet op på den fejl, der er gjort i den her sammenhæng, sådan at det hele er i orden, når vi laver internationale aktioner på det høje niveau.

Jeg vil gerne spørge, om ikke man kunne forestille sig, at en del af de udgifter, som planlægges at blive brugt til bombefly, kunne flyttes over til overvågnings- og beredskabsaktiviteter i stedet for. Et fly og et skib til det store område omkring Grønland er helt ærligt ikke ret meget, hvis der sker nogle ting deroppe. Jeg er bange for, at vi har et alt, alt for svagt beredskab og spilder vores penge på bombefly i stedet for, og der vil jeg gerne have, at man overvejede at flytte pengene derover, hvor de reelt kan gøre nytte.

Ministeren.

Det er jo sådan, at vi er i gang med at styrke vores indsats og beredskab også i Arktis. Det skal bl.a. forstås derved, at vi er ved at anskaffe et nyt og bedre skib til at afløse et af de skibe, vi har i Grønland, og at vi også anskaffer nye helikoptere, som kan være med til samlet set og i tæt samarbejde med andre lande i det arktiske område at give en bedre sikkerhed, ikke alene når det gælder søredning, men også når det gælder miljøforureningsopgaver. Så set med regeringens øjne er der en klar opprioritering. Det er noget, vi har et bredt flertal bag i Folketinget. Enhedslisten har så valgt ikke at være en del af det flertal, og det tager jeg til efterretning, men andre partier i det her Folketing har rent faktisk taget det ansvar på sig, og jeg mener ikke, at det, at vi anskaffer os nye kampfly til erstatning for de F-16-fly, der er ved at være pensionsmodne, er ensbetydende med, at vi ikke også kan styrke på andre områder. Det er sådan set det, der er hele tanken bag forsvarsforliget.

Tak til forsvarsministeren. Der er ikke flere, der vil stille spørgsmål.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen er sluttet.