Altså, jeg er meget optaget af, at der skal være en stærk demokratisk kontrol med vores efterretningstjenester.
Det er også grunden til, at vi fra januar i år har erstattet Wambergudvalget med et endnu stærkere tilsyn af både PET og Forsvarets Efterretningstjeneste.
Det er altså vigtigt, at vi både beskytter Danmark mod angreb og står vagt om danskernes retssikkerhed.
I forhold til de oplysninger, som spørgeren spørger til, er det i sagens natur ikke muligt for mig her i dag at gå i detaljer med deres omfang og karakter.
Men det kan nævnes, at vi naturligvis med vores efterretningstjenester følger, hvad der sker ude i verden, tæt.
Efterretninger er nødvendige for at beskytte Danmark og danskerne mod terrorangreb, men i sagens natur skal det naturligvis altid ske med respekt for den lovgivning, der gælder for efterretningstjenesterne.