Første fremmest tak til skatteministeren for besvarelsen.
Skatteministeren har jo helt ret i, at grunden til, at jeg spørger ind til den her sag, er, at en af de virksomheder, som vil få gavn af det her fradrag, når det engang måtte komme, er Aalborg Portland i Nordjylland, som beskæftiger ganske mange nordjyder og leverer billig overskudsvarme til enormt mange – jeg tror titusinder af husstande i Aalborg kommune.
Så det betyder faktisk noget i Nordjylland, hvor jobbene ikke hænger på træerne.
Derfor må jeg sige, at det jo så er lidt skuffende, at skatteministeren ikke klart siger, at 2 år er for lang tid, at der er gået for lang tid i den her sag, og at skatteministeren personligt vil lægge sig i selen for, at der sker noget fremadrettet.
Jeg har tidligere spurgt ind til den her sag via et skriftligt spørgsmål.
Jeg har spurgt, hvad der er sket i de sidste 2 år.
Har man siddet på hænderne i Skatteministeriet, og hvad har skatteministeren personligt har gjort?
Jeg har fået et udmærket svar, og det vil jeg godt kvittere for.
Men der kan man jo se, at embedsmændene har gjort noget, men at ministeren ikke har gjort noget.
Og vi ved alle sammen, at hvis der skal ske noget i nogle af de her sager på EU-plan, kan det være en fordel, at ministeren – den folkevalgte politiker – nogle gange lægger sig i selen for at få noget igennem.
Det er jo en gang imellem en prioriteringssag, også i EU, hvilke sager man behandler.
Og der kan man skubbe sager op, hvis det er en minister i stedet for en embedsmand, der kommer med en forespørgsel.
Derfor vil jeg godt spørge, hvorfor skatteministeren ikke har rejst det her i nogle sager i Kommissionen, hvorfor skatteministeren ikke selv har foretaget sig noget.
For man får jo det indtryk, at skatteministeren sådan set er mere eller mindre ligeglad med, hvornår det kommer igennem.
Og det her er vigtigt at få igennem, fordi det handler om nordjyske arbejdspladser.
Det handler om ejerne af Aalborg Portland og om, hvorvidt de vil investere i fabrikken.
Det handler om job og beskæftigelse.
Derfor vil jeg godt spørge skatteministeren igen, om skatteministeren ikke synes, at 2 år er urimeligt.
Og det andet er, at jeg vil høre, om skatteministeren ikke fremadrettet personligt vil lægge sig i selen for, at den her sag bliver ekspederet noget hurtigere igennem Europa-Kommissionen.