Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 145
Offentligt
1428989_0001.png
NOTAT
Kemikalier
J.nr. 001-12146
Ref. Nihla/kirst
Den 26. november 2014
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG OG MILJØUDVALG
Forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag XVII til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om
registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for
kemikalier (REACH) for så vidt angår bly samt forbindelser deraf
Komitésag
1. Resumé
Kommissionens forslag har til formål at indføre et forbud mod markedsføring og
anvendelse af bly og blyforbindelser i en koncentrationsgrænse over 0,05 vægt-
procent i varer, der leveres til offentligheden, hvis varerne, eller tilgængelige dele
deraf, under normale eller med rimelighed forudsigelige anvendelsesbetingelser,
kan puttes i munden af børn. Forslaget er sat til afstemning på et møde i REACH-
komitéen den 3. december 2014. Forslaget vurderes generelt at have en neutral
påvirkning på beskyttelsesniveauet. Regeringen støtter udfasning af bly i videst
mulige omfang, idet det kan have alvorlig skadevirkning på børns udvikling, hvis
de udsættes for bly. Regeringen agter derfor at stemme for forslaget.
2. Baggrund
Kommissionen har den 13. november 2014 sendt ovennævnte forslag til
medlemsstaterne med henblik på afstemning på et møde i REACH-komitéen den
3. december 2014. Forslaget har hjemmel i REACH-forordningens artikel 68, stk.
1, og afstemning skal derfor ske i henhold til forskriftsproceduren med kontrol, jf.
artikel 133, stk. 4, i REACH-forordningen.
Komitéen træffer afgørelse efter forskriftsproceduren med kontrol i henhold til
artikel 12 i forordning nr. 182/2011. Hvis der i komitéen er kvalificeret flertal for
forslaget, udsteder Kommissionen forordningen, efter at Europa-Parlamentet har
gennemført en legalitetskontrol af forslaget. Opnås der ikke kvalificeret flertal i
komitéen, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, og underretter samtidig
Europa-Parlamentet. Hvis der i Rådet er kvalificeret flertal imod forslaget, skal
Kommissionen behandle sagen på ny. Vedtager Rådet forslaget med kvalificeret
flertal, eller udtaler Rådet sig ikke inden en frist på højst to måneder, kan Kom-
missionen udstede forordningen, efter at Europa-Parlamentet har gennemført en
legalitetskontrol af forslaget.
3. Formål og indhold
Bilag XVII i REACH-forordningen – begrænsningsbilaget - indeholder en række
begrænsninger vedrørende fremstilling, markedsføring eller anvendelse af speci-
fikke stoffer.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kommissionen foreslår, at bly og dets forbindelser ikke må markedsføres eller
anvendes i artikler (varer), der leveres til offentligheden, hvis blykoncentrationen
(udtrykt i metal) i disse artikler eller tilgængelige dele deraf er lig med eller større
end 0,05 vægtprocent, og disse artikler eller tilgængelige dele deraf under normale
eller med rimelighed forudsigelige anvendelsesbetingelser kan puttes i munden af
børn, fx gardinvægte, lynlåse, knapper, manicuresæt. Dog finder denne grænse ik-
ke anvendelse, hvis det kan dokumenteres, at frigivelsen af bly fra en sådan artikel
eller enhver sådan tilgængelig del af en artikel, hvad enten den er overfladebe-
handlet eller ej, ikke overskrider 0,05 μg/cm
2
pr. time (svarende til 0,05 μg/g/t).
Grænsen finder ligeledes ikke anvendelse på overfladebehandlede artikler, hvis
overfladebehandlingen er tilstrækkelig til at sikre, at frigivelsen ikke overskrides i
en periode på mindst to år ved normal brug af artiklen.
Ifølge forslaget anses en artikel eller en tilgængelig del af en artikel for at kunne
puttes i munden af børn, hvis den er mindre en 5 cm på den ene led eller har en
aftagelig eller fremspringende del af den størrelse.
I forslaget foreslås der en række specifikke og generelle undtagelser til forbuddet
mod markedsføring eller anvendelsen af bly og dets forbindelser.
Specifikt undtages:
smykker, som i forvejen er genstand for begrænsning i REACH-forordningens
bilag XVII
krystalglas
ikke syntetiske eller rekonstruerede ædelstene og halvædelstene, medmindre
de er behandlet med bly eller dets forbindelser eller blandinger, der indeholder
disse stoffer
emalje, defineret som blandinger, der kan frittes som resultat af fusion, vitri-
ficering eller sintring af mineraler smeltet ved en temperatur på mindst 500˚C
nøgler og låse, herunder hængelåse
musikinstrumenter
artikler eller dele af artikler, der omfatter messinglegeringer, hvis
blykoncentrationen (udtrykt som metal) i messinglegeringen ikke overskrider
0,5 vægtprocent
spidsen af skriveinstrumenter.
Generelt undtages artikler, som falder ind under:
direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald
forordning (EF) nr. 1935/2004 om materialer og genstande bestemt til
kontakt med fødevarer
direktiv 2009/48/EF om sikkerhedskrav til legetøj
direktiv 2011/65/EU om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i
elektrisk og elektronisk udstyr.
Endelig indføres der en overgangsperiode, hvorefter artikler, der markedsføres
første gang inden for det første år efter forordningens ikrafttrædelse, er undtaget
forbuddet.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om forslaget. Europa-Parlamentet høres
forud for den endelige vedtagelse, om Kommissionen har overskredet sine beføj-
elser i forbindelse med forslaget; om udkastet ikke er foreneligt med basisretsak-
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1428989_0003.png
tens formål eller indhold; eller om det ikke overholder nærhedsprincippet eller
proportionalitetsprincippet.
5. Nærhedsprincippet
Da formålet med forslaget samlet set vurderes bedst at kunne indfries ved hjælp af
regulering på fællesskabsniveau, finder regeringen, at forslaget er i overensstem-
melse med nærhedsprincippet.
6. Gældende dansk ret
Danmark har siden 2000 forbudt import og salg af produkter, hvori bly indgår
med mere end 0,01 vægtprocent i produktets homogene enkeltdele. Formålet med
den danske blybekendtgørelse er overordnet set at beskytte miljøet ved at forhind-
re, at bly og blyforbindelser ender i affaldsstrømmen og i sidste ende miljøet. Bly-
bekendtgørelsen bestemmer, at bekendtgørelsens regler ikke hindrer import og
slag af produkter, der er reguleret af andre regler, der er udstedt i medfør af
kemikalieloven eller anden lovgivning.
7. Konsekvenser
Gældende dansk ret og forslagets lovgivningsmæssige konsekvenser:
Kommissionens forslag til forordning vil ved ikrafttrædelsen være umiddelbart
gældende i Danmark. En vedtagelse af forslaget kan medføre behov for tilpasning
af den danske lovgivning.
Forslagets økonomiske og erhvervsadministrative konsekvenser:
Forslaget vurderes ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative
konsekvenser for dansk erhvervsliv, idet Danmark siden 2000 har haft et nationalt
forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly. Det må derfor lægges
til grund, at erhvervslivet på nuværende tidspunkt har omstillet deres aktiviteter
og derfor ikke som følge af forslaget vil have udgifter hertil. I bedst fald vil dette
kunne indebære, at dansk erhvervsliv står i en stærkere udgangsposition i forhold
til det europæiske marked, når den foreslåede begrænsning træder i kraft.
Statsfinansielle og samfundsøkonomiske konsekvenser
Forslaget til begrænsning vurderes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser for staten, regionerne og kommunerne, idet Danmark siden 2000
har haft et nationalt forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly.
Af samme grund vurderes forslaget heller ikke at have samfundsøkonomiske
konsekvenser.
Beskyttelsesniveau:
Samlet set vurderes forslaget at påvirke beskyttelsesniveauet neutralt. Den foreslå-
ede begrænsning vil umiddelbart indebære, at den tilladte koncentrationsgrænse
for bly i produkter hæves fra 0,01 vægtprocent til 0,05 vægtprocent. Formelt set
indebærer dette en negativ påvirkning af beskyttelsesniveauet i Danmark, men i
praksis vurderes justeringen alene at medføre en marginal ændring af beskyt-
telsesniveauet. Begge grænser er så lave, at de reelt er udtryk for detektionsgræn-
sen for, om der er bly en genstand(vi går fra ingenting til ingenting). Begge græns-
er er derfor udtryk for, at bly ikke må tilsættes – hvis det er det, vil blyet findes i
langt større koncentration end både 0,01% og 0,05%. Forslaget vil samtidig have
en positiv påvirkning af beskyttelsesniveauet for så vidt angår de produkter, hvor
der i den danske bekendtgørelse ikke er fastsat en koncentrationsgrænse for ind-
holdet af metallisk bly. Her indføres der med den foreslåede begrænsning en kon-
centrationsgrænse på 0,05 vægtprocent. Som eksempel kan nævnes anvendelse af
bly i metaldele på beklædningsgenstande.
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1428989_0004.png
8. Høring
Det svenske forslag til begrænsning, der danner grundlag for Kommissionens
forslag til forordning, blev offentliggjort på ECHAs hjemmeside den 21. marts 2013
med høringsfrist den 21. september 2013.
Kommissionens forslag, samt et rammenotat om det, har været sendt i høring i
Miljøspecialudvalget 21. – 25. november 2014.
Dansk Industri og Dansk Byggeri oplyser begge, at de ikke har bemærkninger til
sagen.
LO oplyser, at man kan støtte ændringen, dog således at undtagelsen for nøgler,
låse, hængelåse og musikinstrumenter bør udgå og overgangsperioden maksimalt
bør sættes til to år.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er ikke kendskab til andre landes holdninger til forslaget.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen støtter udfasning af tungmetallet bly og dets forbindelser i videst
muligt omfang. Regeringen finder også, at fælles europæiske regler vil reducere
antallet af produkter på det danske marked, som ikke overholder danske krav.
Regeringen støtter derfor forslaget, da det forventes at ville forbedre beskyttelsen
af sundhed i Europa og agter derfor at stemme for det.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og
Miljøudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Miljøudvalg.
Sagen forelægges Folketinget til orientering.
4