Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 262
Offentligt
1487254_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2 – 1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015-207
16. januar 2015
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger
i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse
af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den
danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af
dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-
686/13
Titel og kort sagsresumé
X
Sagen vedrører: Er artikel 49 TEUF og 63 TEUF til
hinder for en national lovgivning, hvorefter
hjemstedsstaten ikke tillader fradrag af valutakurstab,
som er integreret i et kapitaltab på erhvervsmæssige
andele i et selskab, som er hjemmehørende i en anden
medlemsstat, idet hjemstedsstaten anvender et system,
hvor kapitalgevinster og kapitaltab på sådanne andele
ikke tages i betragtning ved beregning af
beskatningsgrundlaget?
Kommissionen mod Rådet
Påstande: Afgørelse vedtaget af Rådet og
repræsentanterne for regeringerne for Den Europæiske
Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet, af 16. juni 2011
om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig
anvendelse af lufttransportaftalen mellem Amerikas
Forenede Stater som den første part, Den Europæiske
Union og dens medlemsstater som den anden part,
Island som den tredje part og Kongeriget Norge som den
fjerde part og om undertegnelse på Unionens vegne og
midlertidig anvendelse af en tillægsaftale mellem Den
Europæiske Union og dens medlemsstater som den
første part, Island som den anden part og Kongeriget
Norge som den tredje part om anvendelsen af
lufttransportaftalen mellem Amerikas Forenede Stater
som den første part, Den Europæiske Union og dens
medlemsstater som den anden part, Island som den
tredje part og Kongeriget Norge som den fjerde part
(2011/708/EU)( 1 ), annulleres. Virkningerne af
afgørelse 2011/708/EU opretholdes. Rådet for Den
Deltager i PD
Skatteministeriet
Justitsministeriet
Udenrigsministeriet
Processkridt
GA
Dato
22.01.15
C-28/12
Justitsministeriet
Udenrigsministeriet
Transportministeriet
Trafikstyrelsen
GA
29.01.15
1
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0002.png
C-67/14
C-
125/14
Europæiske Union tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Alimanovic
Sagen vedrører: 1) Gælder ligebehandlingsprincippet i
artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 – med
undtagelse af udførselsfor-buddet i artikel 70, stk. 4, i
forordning (EF) nr. 883/2004 – også for de særlige, ikke-
bidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 70,
stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 883/2004? 2) Såfremt
spørgsmål 1 besvares bekræftende: Er – og i så fald i
hvilket omfang – begrænsninger af ligebehandlings-
princippet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004
tilladt på grundlag af bestemmelser i nationale
retsforskrifter til gennemførelse af artikel 24, stk. 2, i
direktiv 2004/38/EF, ifølge hvilke adgangen til disse
ydelser altid er udelukket, når en unionsborgers
opholdsret i den anden medlemsstat alene udspringer af
dennes status som arbejds-søgende? 3) Er artikel 45, stk.
2, TEUF, sammenholdt med artikel 18 TEUF, til hinder
for en national bestemmelse, som i alle tilfælde nægter
unionsborgere, der som arbejdssøgende kan påberåbe sig
deres ret til fri bevægelighed, en socialydelse, der tjener til
at sikre eksistensgrundlaget og samtidig også
letter adgangen til arbejdsmarkedet, for den periode, hvor
en opholdsret kun gælder arbejdssøgning, og uafhængigt
af tilknytningen til værtsmedlemsstaten?
Iron & Smith
Sagen vedrører: 1) Kan det eksisterende renommé i en
medlemsstat være tilstrækkeligt til at godtgøre et EF-
varemærkes renommé som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i
direktiv 2008/95/EF om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om varemærker (herefter
»direktivet«), selv i det tilfælde, hvor ansøgningen om
registrering af et nationalt varemærke, over for hvilket
der er rejst indsigelse under påberåbelse af et sådant
renommé, er indgivet i et andet land end den pågældende
medlemsstat? 2) Kan de af Den Europæiske Unions
Domstol fastsatte principper om reel brug af EF-
varemærket finde anvendelse inden for rammerne af de
territoriale kriterier, der anvendes i forbindelse med
bedømmelsen af et EFvaremærkes renommé? 3) Såfremt
indehaveren af det ældre EF-varemærke har godtgjort
EFvaremærkets renommé i andre lande end den
medlemsstat, hvortil ansøgningen om national
registrering er indgivet – og disse lande udgør en
væsentlig del af Den Europæiske Unions område – kan
det da uanset ovenstående kræves, at der også for så vidt
angår den pågældende medlemsstat fremlægges
tilstrækkelige beviser? 4) Såfremt det foregående
spørgsmål besvares benægtende, kan der da – i
betragtning af de særlige kendetegn ved det indre marked
– opstå en situation, hvor det varemærke, som i vid
udstrækning anvendes i en væsentlig del af Den
Europæiske Union, er ukendt for den relevante nationale
forbruger, og hvor den anden betingelse for at kunne
påberåbe sig registreringshindringen i direktivets artikel 4,
stk. 3, således ikke er opfyldt, eftersom der ikke er risiko
for, at varemærkets renommé eller særpræg påføres skade
eller udnyttes utilbørligt? Såfremt dette er tilfældet, hvilke
Beskæftigelsesminister
iet
Justitsministeriet
Udenrigsministeriet
Ministeriet for Børn,
Ligestilling,
Integration og Sociale
Forhold
MF
03.02.15
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Justitsministeriet
Udenrigsministeriet
MF
04.02.14
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0003.png
forhold skal indehaveren af EF-varemærket da godtgøre,
for at den nævnte betingelse bliver opfyldt?
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-
482/13 -
C-
487/13
Titel og kortsagsresumé
Unicaja Banco m.fl.
Sagen vedrører: A) Når en national retsinstans
tager stilling til, om der foreligger et urimeligt
kontraktvilkår om morarenter på boliglån, skal
den da, i overensstemmelse med Rådets
direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om
urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler,
herunder især direktivets artikel 6, stk. 1, og
med henblik på at sikre beskyttelsen af
forbrugere og brugere i overensstemmelse
med ækvivalens- og effektivitetsprincippet,
fastslå, at det pågældende kontraktvilkår er
ugyldigt og ikke bindende, eller skal den
tilpasse vilkåret om renter og pålægge
rekvirenten eller långiveren at foretage en
fornyet beregning af renterne? B) Udgør den
anden overgangsbestemmelse i lov nr. 1 af 14.
maj 2013 ikke blot en klar begrænsning af
forbrugerbeskyttelsen, når retten herved
underforstået pålægges en forpligtelse til at
tilpasse et urimeligt vilkår om morarenter ved
at foretage en genberegning af de fastsatte
renter og opretholde gyldigheden af en
urimelig bestemmelse i stedet for at erklære
dette kontraktvilkår for ugyldigt og ikke
bindende for forbrugeren? C) Er den anden
overgangsbestemmelse i lov nr. 1 af 14. maj
2013 i strid med Rådets direktiv 93/13/EØF
af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i
forbrugeraftaler, herunder især direktivets
artikel 6, stk. 1, idet den er til hinder for
anvendelsen af ækvivalens- og
effektivitetsprincippet på forbrugerbeskyt-
telsesområdet og ikke giver mulighed for at
anvende den sanktion, hvorved urimelige
kontraktvilkår om morarenter, som er fastsat i
aftaler om boliglån, der er indgået inden
ikrafttrædelsen af lov nr. 1 af 14. maj 2013,
erklæres for ugyldige og uden bindende
virkning?
Felber
Sagen vedrører: 1) Udgør det – i første
omgang med forbehold af artikel 52, stk. 1, i
Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder (herefter
»chartret«) og artikel 6 i Rådets direktiv
2000/78/EF af 27. november 2000 om
generelle rammebestemmelser om
ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og
Interessent
Erhvervs- og
Vækstministeriet
Finanstilsynet
Sagstype
Orienteringssag
Processk
ridt
Dom
Dato
21.01.15
C-
529/13
Beskæftigelsesmi
nisteriet
Orienteringssag
Dom
21.01.15
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0004.png
erhverv (herefter »direktivet«) – en (direkte)
ulige behandling på grundlag af alder som
omhandlet i henholdsvis chartrets artikel 21,
stk. 1, og direktivets artikel 2, stk. 1 og stk. 2,
litra a), hvis perioder med skolegang på en
skole på mellemniveau eller højere niveau
kun kan medregnes som
beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden
pensionsalderen for tjenestemænd
(»Ruhegenussvordienstzeiten«, herefter
»beskæftigelsesperioder inden
pensionsalderen«), hvis de er tilbagelagt efter
det fyldte 18. år, når de nævnte
beskæftigelsesperioder inden pensionsalderen
ikke blot har betydning for erhvervelse af en
pensionsret, men også for størrelsen heraf, og
den nævnte pension (den samlede pension) i
henhold til national ret anses for fortsat
betaling af vederlag inden for rammerne af et
offentligretligt tjenesteforhold, som stadig
består, også efter at tjenestemanden er gået på
pension? 2) Hvis spørgsmål 1 besvares
bekræftende, kan en tjenestemand da – hvis
den ulige behandling ikke er begrundet i
henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, eller
direktivets artikel 6 (jf. herom spørgsmål 3) – i
en sag om anmodning om medregning af
beskæftigelsesperioder inden pensionstiden
påberåbe sig, at chartrets artikel 21 og
direktivets artikel 2 skal anvendes direkte, også
selv om vedkommende endnu ikke er gået på
pension på det tidspunkt, hvor sagen føres,
idet vedkommende i henhold til national ret –
hvis retsstillingen er den samme, når han går
på pension – i forbindelse med en sag om
pensionsberegning eller ved en ny anmodning
om medregning af de pågældende
beskæftigelsesperioder vil kunne blive mødt
med en indsigelse om, at afslaget på en sådan
anmodning har retskraft? 3) Hvis spørgsmål 2
skal besvares bekræftende, er den pågældende
ulige behandling da i henhold til chartrets
artikel 52, stk. 1, eller direktivets artikel 6, stk.
1 eller 2 a./ begrundet, idet der derved også
skal indrømmes personer, hvis fødselsdato
ligger efter datoen for skolestart i det år, hvor
skolegangen begynder, eller personer, der går
på en skole med forlænget
gymnasieuddannelse, og som af denne grund
er nødt til at gå i skole, også efter de er fyldt
18 år, for at kunne afslutte skoleuddannelsen,
de samme betingelser som de personer, der
afslutter deres skolegang på mellemniveau
eller højere niveau, allerede inden de fylder 18
år, også selv om muligheden for at medregne
uddannelsesperioder efter det fyldte 18. år
ikke er begrænset til at omfatte de nævnte
tilfælde; b./ begrundet, idet det derved skal
udelukkes, at der kan optjenes
4
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0005.png
T-
509/11
C-55/14
pensionsrettigheder i perioder, i hvilke der, set
ud fra en gennemsnitlig betragtning, ikke
udøves erhvervsaktivitet og følgelig ikke ydes
nogen bidrag; foreligger der en sådan
begrundelse, uanset at der også for de
perioder, hvor en person efter at være fyldt 18
år går på en skole på mellemniveau eller
højere niveau, i første omgang ikke skal
betales bidrag, og der alligevel skal betales et
særligt pensionsbidrag, hvis sådanne perioder
med skolegang senere medregnes? c./
begrundet, fordi udelukkelsen af muligheden
for at medregne beskæftigelsesperioder inden
pensionsalderen, der er tilbagelagt inden det
fyldte 18. år, skal sidestilles med den situation,
at der fastsættes »aldersgrænser for adgang til
erhvervstilknyttede sociale
sikringsordninger« som omhandlet i
direktivets artikel 6, stk. 2?
Makhlouf mod Rådet
Påstande: Annullation af
gennemførelsesafgørelse 2011/488/FUSP af
1. august 2011 om gennemførelse af afgørelse
2011/273/FUSP om restriktive
foranstaltninger over for Syrien, for så vidt
som den vedrører Mohammad Makhlouf
(kaldet Mohammad). Rådet for Den
Europæiske Union tilpligtes at betale sagens
omkostninger i henhold til artikel 87 og 91 i
Rettens procesreglement.
Régie communale autonome du stade Luc
Varenne
Sagen vedrører: Udgør tilrådighedsstillelse af
faciliteter i et sportsanlæg, som udelukkende
anvendes til fodbold, hvorved der ved
tilrådighedsstillelse skal forstås muligheden for
på visse tidspunkter at anvende og udnytte
stadionets fodboldbane samt
omklædningsrum til spillere og dommere i
højst 18 dage i hver sportssæson (en
sportssæson løber fra 1. juli i et kalenderår til
den 30. juni det efterfølgende år), udlejning af
fast ejendom, der er afgiftsfritaget i henhold til
artikel 13, punkt B, litra b), i Rådets sjette
direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om
harmonisering af medlemsstaternes [org. s. 22]
lovgivning om omsætningsafgifter – Det
fælles merværdiafgiftssystem: ensartet
beregningsgrundlag (artikel 135, stk. 1, litra l),
i momsdirektiv 2006/112), for så vidt som
den, der overdrager brugs- og
udnyttelsesretten: – har den fulde og
ubegrænsede mulighed for at indrømme
tilsvarende rettigheder til andre fysiske eller
juridiske personer efter eget valg uden for de
ovennævnte 18 dage – har ret til på et hvilket
som helst tidspunkt at få adgang til de
pågældende faciliteter uden forudgående
tilladelse fra indehaveren af brugs- og
Justitsministeriet
Udenrigsminister
iet
Orienteringssag
Dom
21.01.15
Kulturministeriet
Orienteringssag
Dom
22.01.15
5
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0006.png
C-
317/13
og C-
679/13
C-
463/13
C-
519/13
udnyttelsesretten, navnlig for at sikre en
korrekt anvendelse af faciliteterne og
forhindre skade, alene på betingelse af, at den
korrekte afvikling af sportsbegivenhederne
ikke forstyrres – desuden bevarer retten til på
permanent basis at kontrollere adgangen til
faciliteterne, også i den periode, hvor de
bruges af R.F.C.T. – opkræver et fast vederlag
på 1 750 EUR om dagen for brug af bane,
omklædningsrum, benyttelse af
udskænkningssted, viceværttjenester, tilsyns-
og kontroltjenester for alle faciliteter, idet 20%
af det opkrævede beløb i henhold til aftalen
vedrører retten til adgang til fodboldbanen og
80% udgør modydelsen for de forskellige
ydelser i tilknytning til vedligeholdelse,
rengøring, pasning (slåning, såning af græs
osv.) og sikring af, at banen lever op til
standarderne samt tilknyttede tjenesteydelser,
der leveres af overdrageren af brugs- og
udnyttelsesretten (i den foreliggende sag
Régie, der er appellant)?
Europa-Parlamentet mod Rådet for Den
Europæiske Union
Påstande: Rådets gennemførelsesafgørelse
2013/496/EU af 7. oktober 2013 om at
underkaste 5-(2-aminopropyl) indol kontrol-
foranstaltninger annulleres. Virkningerne af
Rådets gennemførelsesafgørelse
2013/496/EU opretholdes, indtil afgørelsen
afløses af en ny retsakt, som er behørigt
vedtaget. Rådet for Den Europæiske Union
tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Stanley International Betting et Stanleybet
Malta
Sagen vedrører: 1) Skal artikel 49 TEUF ff. og
artikel 56 TEUF ff. samt principperne i
EU-Domstolens dom af 16. februar 2012 [i de
forenede sager C-72/10 og C- 77/10]
fortolkes således, at de er til hinder for, at der
udbydes koncessioner med en kortere
varighed end de tidligere udstedte
koncessioner, såfremt det omhandlede udbud
er blevet afholdt for at afhjælpe
konsekvenserne af, at en række
erhvervsdrivende ulovligt er blevet udelukket
fra udbudsrunderne? 2) Skal artikel 49 TEUF
ff. og artikel 56 TEUF ff. samt principperne i
EU-Domstolens nævnte dom af 16. februar
2012 [i de forenede sager C-72/10 og C-
77/10] fortolkes således, at de er til hinder for,
at behovet for omorganisering af systemet,
således at udløbstidspunktet for alle
koncessioner synkroniseres, kan begrunde, at
koncessionerne i udbud har en kortere
varighed end de tidligere tildelte koncessioner?
Alpha Bank Cyprus
Sagen vedrører: 1) »Er forkyndelse af
standardattesten i henhold til forordning (EF)
Udenrigsminister
iet
Orienteringssag
GA
22.01.15
Justitsministeriet
Udenrigsminister
iet
Orienteringssag
Dom
22.01.15
Justitsministeriet
Orienteringssag
GA
22.01.15
6
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0007.png
T-
176/12
T-
420/11
og T-
56/12
nr. 1393/2007 påkrævet i alle tilfælde, eller
kan der være undtagelser? 2) Hvis det fastslås,
at forkyndelsen er påkrævet i alle tilfælde, er
undladelsen heraf i det foreliggende tilfælde da
en grund til at erklære forkyndelsen ugyldig?
3) I benægtende fald, kan forkyndelsen da ske,
i overensstemmelse med hensigten og
formålet med forordning (EF) nr. 1393/2007,
ved forkyndelse for de indstævntes advokat,
som har indvilget i at give møde under
protest, idet han over for sine klienter har
forpligtet sig til at modtage forkyndelsen, eller
skal forkyndelsen ske ved en ny forkyndelse i
henhold til den procedure, der er fastsat i
forordning (EF) nr. 1393/2007?«
Bank Tejarat mod Rådet
Påstande: Punkt 2 i tabel I.B. i bilag I til
Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23. januar
2012 om ændring af afgørelse
2010/413/FUSP om restriktive
foranstaltninger over for Iran (EUT L 19, S.
22), annulleres, for så vidt som det vedrører
sagsøgeren. Punkt 2 i tabel I.B. i bilag I til
Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr.
54/2012 af 23. januar 2012 om gennemførelse
af forordning (EU) nr. 961/2010 om
restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT
L 19, s. 1), annulleres, for så vidt som det
vedrører sagsøgeren. Punkt 105 i tabel B i
bilag IX til Rådets forordning (EU) nr.
267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive
foranstaltninger over for Iran og om
ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010
(EUT L 88, s. 1), annulleres, for så vidt som
det vedrører sagsøgeren. Det fastslås, at artikel
20, stk. 1, i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP
ikke finder anvendelse på sagsøgeren. Det
fastslås, at artikel 23, stk. 2, i Rådets
forordning (EU) nr. 267/2012 ikke finder
anvendelse på sagsøgeren. Det fastslås, at
annullationen af punkt 2 i tabel I.B. i bilag I til
Rådets afgørelse 2012/35/FUSP og Rådets
gennemførelsesforordning (EU) nr. 54/2012
og punkt 105 i tabel B i bilag IX til Rådets
forordning (EU) nr. 267/2012 har umiddelbar
virkning.
IRISL Maritime Training Institute m.fl.
mod Rådet
Påstande: Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af
1. december 2011 om ændring af afgørelse
2010/413/FUSP om restriktive
foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, af
2.12.2011, s. 71), og Rådets gennemførelses-
forordning (EU) nr. 1245/2011 af 1.
december 2011 om gennemførelse af
forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive
foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, af
2.12.2011, s. 11) annulleres, for så vidt som de
vedrører sagsøgerne. Rådet tilpligtes at betale
Udenrigsminister
iet
Erhvervsstyrelse
n
Orienteringssag
Dom
22.01.15
Udenrigsminister
iet
Orienteringssag
Dom
22.01.15
7
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0008.png
C-
375/13
C-
417/13
C-1/14
C-
544/13
og C-
545/13
sagens omkostninger.
Kolassa
Sagen vedrører: Art. 15, stk. 1, art. 5, nr. 1),
litra a), art. 5, nr. 3), art. 25 og 26 i forordning
(EF) nr. 44/2001 (Bruxelles I-forordningen).
Da den nationale domstol har stillet en lang
række spørgsmål, henvises der i øvrigt til selve
forelæggelseskendelsen.
Starjakob
Sagen vedrører: Fortolkningen af artikel 21 i
chartret om grundlæggende rettigheder,
sammenholdt med artikel 7, stk. 1, artikel 16
og artikel 17 i direktiv 2000/78/EF. Grundet
det præjudicielle spørgsmåls længde henvises
til selve den præjudicielle
forelæggelseskendelse for uddybning.
KPN Group Belgium et Mobistar
Sagen vedrører: 1. Skal Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts
2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i
forbindelse med elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester
(forsyningspligtdirektivet), navnlig artikel
9 og 32 fortolkes således, at den sociale takst
for tjenester omfattet af forsyningspligten
samt den i forsyningspligtdirektivets artikel 13,
stk. 1, litra b), omhandlede
kompensationsmekanisme ikke alene gælder
for elektronisk kommunikation ved hjælp af
en telefontilslutning til et offentligt tilgængelig
kommunikationsnet på et fast sted men også
for elektroniskkommunikation ved hjælp af
mobile kommunikationstjenester og/eller
internetabonnementer? 2. Skal
forsyningspligtdirektivets artikel 9, stk. 3,
fortolkes således, at medlemsstaterne må lade
flere særlige takstvalgmuligheder end de i
forsyningspligtdirektivets artikel 9, stk. 2,
omhandlede være omfattet af
forsyningspligten? 3. Såfremt svaret på første
og andet spørgsmål er benægtende, er de
pågældende bestemmelser i
forsyningspligtdirektivet forenelige med
lighedsprincippet, således som det er affattet i
blandt andet artikel 20 i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende
rettigheder?
Abcur m.fl.
Sagen vedrører: 1. Er et receptpligtigt
humanmedicinsk lægemiddel – der alene
anvendes af akutmedicinske tjenester, for
hvilket der ikke er udstedt en
Markedsføringstilladelse af den ansvarlige
myndighed i en medlemsstat eller i
henhold til forordning (EØF) nr. 2309/93,
der bliver fremstillet af en aktør som den i
sagen ved Stockholms tingsrätt omhandlede,
og som bestilles af sundhedsvæsenet under de
i sagen ved Stockholms tingsrätt foreliggende
Justitsministeriet
Orienteringssag
Dom
28.01.15
Beskæftigelsesmi
nisterie
Orienteringssag
Dom
28.01.15
Erhvervsstyrelse
n
Orienteringssag
GA
29.01.15
Sundhedsstyrelse
n
Konkurrence og
forbrugerstyrelsen
Orienteringssag
GA
29.01.15
8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0009.png
omstændigheder, omfattet af en af
undtagelserne i artikel 3, nr. 1) eller 2), i
direktiv 2001/83 om oprettelse af en
fællesskabskodeks for humanmedicinske
lægemidler, navnlig i en situation, hvor der
findes et andet godkendt lægemiddel med
samme aktive bestanddel, samme dosering og
samme lægemiddelform? 2. Såfremt et
receptpligtigt humanmedicinsk lægemiddel
som omhandlet i spørgsmål 1 ovenfor er
omfattet af artikel 3, nr. 1) eller 2), eller artikel
5, stk. 1, i direktiv 2001/83, skal lovgivningen
om reklameforanstaltninger for lægemidler da
anses for ikke at være harmoniseret, eller er
den type foranstaltninger, som i sagen påstås
at udgøre reklame, reguleret i direktiv
2006/114 om vildledende og sammenlignende
reklame? 3. Såfremt direktiv 2006/114 om
vildledende og sammenlignende reklame
finder anvendelse i henhold til spørgsmål 2,
under hvilke grundlæggende forudsætninger
udgør de foranstaltninger, som skal
efterprøves ved Stockholms tingsrätt (brug af
lægemidlets produktnavn, varenummer og
AnatomicTherapeuticChemical-kode,
anvendelse af en fast pris for lægemidlet,
udbredelse af oplysninger om lægemidlet i
Nationella Produktregistret för Läkemedel
NPL (nationalt produktregister for
lægemidler), påførelse af NPL
identifikationsmærke på lægemidlet, spredning
af et oplysningsblad om lægemidlet,
udlevering af lægemidlet via en elektronisk
bestillingstjeneste for sundhedsvæsenet og
meddelelse af oplysninger om lægemidlet
gennem en publikation, der udgives af en
national brancheorganisation), da reklame i
direktiv 2006/114’s forstand? 1. Kan et
receptpligtigt humanmedicinsk lægemiddel –
der tilberedes og udleveres under de i sagen
ved Stockholms tingsrätt foreliggende
omstændigheder, og for hvilket der ikke er
udstedt en markedsføringstilladelse af den
ansvarlige myndighed i en medlemsstat eller i
henhold til forordning (EØF) nr. 2309/93 –
anses for at være et lægemiddel som
omhandlet i artikel 3, nr. 1) eller 2), i direktiv
2001/83 om oprettelse af en
fællesskabskodeks for humanmedicinske
lægemidler, navnlig i en situation, hvor der
findes et andet godkendt lægemiddel med
samme aktive bestanddel, samme dosering og
samme lægemiddelform? 2. Såfremt et
receptpligtigt humanmedicinsk lægemiddel,
der tilberedes og udleveres under de i sagen
ved Stockholms tingsrätt foreliggende
omstændigheder, er omfattet af direktiv
2001/83, kan direktiv 2005/29 om
virksomheders urimelige handelspraksis over
9
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0010.png
for forbrugerne da finde parallel anvendelse
med direktiv 2001/83 for så vidt angår de
påståede reklameforanstalt-ninger? 3. Såfremt
et receptpligtigt humanmedicinsk lægemiddel,
der tilberedes og udleveres under de i sagen
ved Stockholms tingsrätt foreliggende
omstændigheder, er omfattet af artikel 3, nr. 1)
eller 2), eller artikel 5, stk. 1, i direktiv
2001/83, skal lovgivningen om
reklameforanstaltninger for lægemidler da
anses for ikke at være harmoniseret, eller er
den type foranstaltninger, som i sagen påstås
at udgøre reklame, reguleret i (i) direktiv
2006/114 om vildledende og sammenlignende
reklame og/eller (ii) direktiv 2005/29 om
virksomheders urimelige handelspraksis over
for forbrugerne? 4. Såfremt direktiv 2006/114
om vildledende og sammenlignende reklame
finder anvendelse i henhold til spørgsmål 3,
under hvilke grundlæggende forudsætninger
udgør de foranstaltninger, som skal
efterprøves ved Stockholms tingsrätt (brug
eller påførelse af lægemidlets produktnavn,
varenummer og ATC-kode, anvendelse af en
fast pris for lægemidlet, udbredelse af
oplysninger om lægemidlet i NPL, påførelse af
NPL-identifikationsmærke på lægemidlet,
spredning af et oplysningsblad om lægemidlet,
udlevering af lægemidlet og oplysninger
herom via en elektronisk bestillingstjeneste for
sundhedsvæsenet og via egen hjemmeside,
meddelelse af oplysninger om lægemidlet
gennem en publikation, der udgives af en
national brancheorganisation, meddelelse af
oplysninger om lægemidlet i Apotekets
Centrala Artikelregister og et hermed
forbundet register (JACA), meddelelse af
oplysninger om lægemidlet i en anden
national oplysningsdatabase for lægemidler
(SIL), meddelelse af oplysninger om
lægemidlet via Apotekets Terminalsystem
ATS eller et tilsvarende ekspeditionssystem,
udlevering af oplysninger om ens egne og en
konkurrerende leverandørs lægemidler i
samarbejde med lægepraksisser og
patientorganisationer,
markedsføring af lægemidlet, foranstaltninger
vedrørende den farmaceutiske kontrol af
lægemidlet og konkurrerende lægemidler,
undladelse af at oplyse om dokumenterede og
relevante forskelle mellem produkterne,
undladelse af at oplyse om det egne
lægemiddels sammensætning og om
Läkemedelsverkets vurdering af
lægemidlet, undladelse af at oplyse
sundhedsvæsenet om Läkemedelsverkets
videnskabelige råds vurdering af det
konkurrerende produkt, fastholdelse af et vist
prisniveau for lægemidlet, angivelse af en
10
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0011.png
T-
593/13
C-
117/14
C-
148/14
gyldighedstid på tre (3) måneder for
recepter, ekspedition af det pågældende
lægemiddel – i stedet for det konkurrerende
lægemiddel – på et apotek, selv om patienten
har recept på det konkurrerende lægemiddel,
forsvar og hindring af markedsoverføring af
standardiserede tilberedninger til det
konkurrerende lægemiddel, herunder at
lokale apoteker har nægtet at leveret det
konkurrerende lægemiddel, samt anvendelse af
en fast pris som del af tilskudssystemet uden
forudgående afgørelse fra den nationale
myndighed) da reklame i direktiv 2006/114’s
forstand?
Siemag Tecberg Group GmHB mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre
Marked
Påstande: Afgørelsen, der blev truffet den 5.
september 2013 af Fjerde Appelkammer ved
Kontoret for Harmonisering i det Indre
Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (sag
R 1261/2013-4), annulleres.
Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale
sagens omkostninger. Der berammes en dato
for et retsmøde.
Nisttauz Poclava
Sagen vedrører: 1) Er en national lovgivning,
der bestemmer, at en tidsubegrænset
arbejdskontrakt til støtte for iværksættere skal
indeholde en prøvetid på et år, hvorunder
arbejdsgiveren frit kan opsige arbejdstageren, i
strid med EU-retten og forenelig med den
grundlæggende ret, der er sikret ved artikel 30
i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder? 2) Krænker
prøvetiden på et år i den tidsubegrænsede
arbejdskontrakt til støtte for iværksættere
formålet med og bestemmelserne – §§ 1 og 3
– i direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen
vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er
indgået af EFS, UNICE og CEEP?
Nordzucker
Sagen vedrører: Skal emissionshandels-
direktivets artikel 16, stk. 3 og 4, i fortolkes
således, at bøden for overskridelse af
emissionskvoterne også skal pålægges i
tilfælde, hvor driftslederen senest den 30. april
i et år har returneret et antal kvoter, som
svarer til den samlede emission, som han har
angivet i sin rapport om anlæggets emissioner
i det foregående år, og denne rapport er
vurderet som tilfredsstillende af verifikator,
men den kompetente myndighed efter den 30.
april konstaterer, at de samlede emissioner
fejlagtigt er anført for lavt i den verificerede
emissionsrapport, rapporten korrigeres, og
driftslederen returnerer de yderligere kvoter
inden for den nye frist?
Erhvervsstyrelse
n
Orienteringssag
Dom
30.01.15
Udenrigsminister
iet
Orienteringssag
Dom
05.02.15
Energistyrelsen
Orienteringssag
GA
05.02.15
11
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0012.png
C-
392/13
Rabal Cañas
Sagen vedrører: 1. Skal begrebet »kollektiv
afskedigelse« i artikel 1, stk. 1, litra a), i
direktiv 98/59, som – afhængigt af den
fastsatte kvantitative grænse – omfatter alle
»afskedigelser, som foretages af en
arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke
kan tilregnes arbejdstageren selv«, henset til, at
der er tale om et EU-retligt begreb, fortolkes
således, at det er til hinder for, at den
nationale gennemførelsesforskrift begrænser
dette begrebs rækkevidde til alene at omfatte
en nærmere bestemt type opsigelser, nemlig
opsigelser, der sker af økonomiske, tekniske,
organisatoriske eller produktionsmæssige
grunde, således som det er fastsat i artikel 51,
stk. 1, i Estatuto de los Trabajadores? 2. Skal
der ved beregningen af antallet af
afskedigelser, der skal medregnes med henblik
på at fastslå, hvorvidt der foreligger en
»kollektiv afskedigelse« som defineret i artikel
1, stk. 1, i direktiv 98/59 – hvad enten der er
tale om »afskedigelser, som foretages af en
arbejdsgiver« [litra a)], eller »opsigelser af
arbejdskontrakter, som foretages af en
arbejdsgiver af en eller flere grunde, som
ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, forudsat
at antallet af afskedigelser udgør
mindst fem« [litra b)] – tages hensyn til
individuelle ophør af arbejdskontrakter på
grund af udløbet af en tidsbegrænset
arbejdskontrakt (aftalt tidsrum, arbejdsopgave
eller tjenesteydelse), såsom de ophør af
arbejdskontrakter, der er omhandlet i artikel
49, stk. 1, litra c), i Estatuto de los
Trabajadores? 3. Skal begrebet »kollektive
afskedigelser foretaget inden for rammerne af
arbejdskontrakter, der er indgået for et
bestemt tidsrum eller med henblik på en
bestemt arbejdsopgave«, som er anvendt i
artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 98/59, der
omhandler situationer, på hvilke direktivet
ikke finder anvendelse, defineres udelukkende
på grundlag af det strengt kvantitative
kriterium i artikel 1, stk. 1, litra a), eller kræves
det endvidere, at grunden til den kollektive
afskedigelse hidrører fra et og samme
kollektive aftalegrundlag vedrørende samme
tidsrum, tjenesteydelse eller arbejdsopgave? 4.
Tillader begrebet »virksomhed« som et »EU-
retligt begreb«, der er væsentligt for
definitionen af, hvad der skal forstås ved
»kollektiv afskedigelse« i artikel 1, stk. 1, i
direktiv 98/59, henset til direktivets karakter
af minimumsdirektiv, som fastsat i dettes
artikel 5, en fortolkning, der gør det muligt, at
den retsforskrift, der gennemfører direktivet i
medlemsstatens nationale lovgivning – i
Spaniens tilfælde artikel 51, stk. 1, i Estatuto
Beskæftigelsesmi
nisteriet
Orienteringssag
GA
05.02.15
12
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0013.png
de los Trabajadores – med henblik på
beregningen af omfanget af den kvantitative
begrænsning udelukkende refererer til et
»foretagende« [»empresa«] som helhed og
dermed udelukker situationer, hvor den i
nævnte bestemmelse fastsatte kvantitative
grænse ville være blevet overskredet, hvis
virksomheden var blevet valgt som
referenceenhed?
C-
498/13
Agrooikosystimata
C-
607/13
Sagen vedrører:: Er det nødvendigt at være
landbruger for at have ret til at være omfattet
af den langsigtede plan for at tage
landbrugsarealer ud af drift i henhold til
reglerne [i forordning (EØF) nr. 2078/92 og
forordning (EF) nr. 746/96], eller er det
tilstrækkeligt at de pågældende har påtaget sig
den økonomiske risiko for de arealer, der er
omfattet af planen, og er ansvarlige for driften
heraf?
Cimmino e.a.
Sagen vedrører: 1) Skal artikel 11 i forordning
(EF) nr. 2362/98, hvorefter medlemsstaterne
skal kontrollere, at de erhvervsdrivende
udøver importvirksomhed for deres egen
regning som en selvstændig økonomisk enhed
med hensyn til ledelse, personale og drift,
fortolkes således, at al importvirksomhed, som
udøves for en traditionel erhvervsdrivendes
regning, er udelukket fra de toldfordele, der
normalt indrømmes, når denne virksomhed
udøves af personer, der kun formelt opfylder
de krav, der er fastsat for »nye
erhvervsdrivende« i den pågældende
forordning? 2) Giver forordning (EF) nr.
2362/98 en traditionel erhvervsdrivende
mulighed for at sælge bananer, hidrørende fra
området uden for Den Europæiske Union, til
en nytilkommen erhvervsdrivende med hvem
det aftales, at bananerne skal indføres
til Unionens område til en lavere toldsats og
videresælges til den nævnte traditionelle
erhvervsdrivende til en pris, som aftales inden
transaktionen i sin helhed, uden at den
nytilkomne erhvervsdrivende bærer nogen reel
forretningsrisiko eller iværksætter nogen
organisatoriske foranstaltninger med henblik
på gennemførelsen af en sådan transaktion? 3)
Udgør aftalen i ovenstående punkt 2 en
tilsidesættelse af forbuddet mod
overdragelse af nye erhvervsdrivendes
rettigheder til traditionelle erhvervsdrivende i
artikel 21, stk. 2, i forordning (EF) nr.
2362/98, således at den foretagne
overdragelse er uden virkning, og der skal
betales den fulde toldsats og ikke den lavere
sats som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i
forordning nr. 2988/95?
Ministeriet for
Fødevarer,
Landbrug og
Fiskeri
Orienteringssag
Dom
05.02.15
Ministeriet for
Fødevarer,
Landbrug og
Fiskeri
Orienteringssag
GA
05.02.15
13
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0014.png
C-
627/13
og C-
2/14
C-
671/13
M
Sag C-627/13:
Sagen vedrører: Er lægemidler som defineret
ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/83/EF af 6. november 2001 om
oprettelse af en fællesskabskodeks for
humanmedicinske lægemidler, der indeholder
registrerede stoffer, altid undtaget fra
anvendelsesområdet for forordning (EF) nr.
273/2004 og forordning (EF) nr. 111/2005 i
medfør af artikel 2, litra a), i disse
forordninger, eller er det kun tilfældet, når
lægemidlerne er sammensat på en sådan måde,
at de registrerede stoffer ikke let kan benyttes
eller udskilles ved hjælp af let anvendelige eller
økonomisk fordelagtige midler?
Sag C-2/14:
Er lægemidler som defineret ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF
af 6. november 2001 om oprettelse af en
fællesskabskodeks for humanmedicinske
lægemidler, der indeholder »registrerede
stoffer«, altid undtaget fra anvendelsesområdet
for forordning (EF) nr. 273/2004 og
forordning (EF) nr. 111/2005 i medfør af
artikel 2, litra a), i disse forordninger, eller er
det kun tilfældet, når lægemidlerne er
sammensat på en sådan måde, at de ikke
let kan benyttes eller udskilles ved hjælp af let
anvendelige eller økonomisk fordelagtige
midler som omhandlet i de nævnte
forordninger?
Indėlių ir investicijų draudimas et
Nemaniūnas
Sagen vedrører: 1) kan artikel 7, stk. 2, i
direktiv 94/19, sammenholdt med punkt 12 i
bilag I hertil, fortolkes således, at såfremt en
medlemsstat fastsætter bestemmelse om, at de
indskydere, der er indehavere af værdipapirer
(indskudsbeviser) udstedt af et kreditinstitut,
ikke er omfattet af en garantiordnings
dækning, omfatter denne udelukkelse kun de
indskudsbeviser, der har (udviser) samtlige de
egenskaber, der kendetegner et finansielt
instrument i henhold til direktiv 2004/39 (når
der samtidig henses til eksistensen af andre
EUretsakter, eksempelvis Den Europæiske
Centralbanks forordning 25/2009), herunder
omsætningsmuligheden på sekundære
markeder? 2) Såfremt den berørte
medlemsstat vælger at gennemføre direktiv
94/19 og direktiv 97/9 i den nationale ret
således, at garantiordningen for indskydere og
investorer fastsættes i den samme retsakt (den
samme lov), kan artikel 7, stk. 2, i direktiv
94/19 og punkt 12 i bilag I til direktiv 94/19
sammenholdt med artikel 2, stk. 2, i direktiv
97/9 og under hensyn til artikel 3 i direktiv
97/9 da indebære, at indehavere af
Sundhedsstyrelse
n
Orienteringssag
Dom
05.02.15
Finanstilsynet
Orienteringssag
GA
05.02.15
14
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0015.png
indskudsbeviser og obligationer ikke er
dækket af nogen af (garanti)ordningerne som
omhandlet i de nævnte direktiver? 3) Da de
nationale bestemmelser indebærer, at
indehavere af indskudsbeviser og obligationer,
der er udstedt af et kreditinstitut, ikke er
dækket af de garantiordninger, der er nævnt i
direktiv 94/19 og direktiv 97/9, spørges: a)
Skal artikel 3, stk. 1, artikel 7, stk. 1 (som
ændret ved direktiv 2009/14), og artikel 10,
stk. 1, i direktiv 94/19 sammenholdt med
samme direktivs artikel 1, stk. 1, der definerer
begrebet indskud, anses for tilstrækkeligt klare,
præcise og ubetingede til at skabe subjektive
rettigheder, der kan påberåbes af
privatpersoner ved de nationale retsinstanser
med henblik på at opnå dækning af de krav,
som de har rettet mod det garantiorgan, som
medlemsstaten har oprettet, og som har til
opgave at forestå betaling i henhold til en
garantiordning? b) Skal artikel 2, stk. 2, og
artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/9 anses for
tilstrækkeligt klare, præcise og ubetingede til at
skabe subjektive rettigheder, der kan
påberåbes af privatpersoner ved de nationale
retsinstanser med henblik på at opnå dækning
af de krav, som de har rettet mod det
garantiorgan, som medlemsstaten har oprettet,
og som har til opgave at forestå betaling i
henhold til en garantiordning? c) Såfremt de
foregående spørgsmål (»3a« og »3b«) besvares
bekræftende, spørges, hvilken af de to
garantiordninger den nationale ret skal vælge
ved løsningen af en tvist mellem en
privatperson og et kreditinstitut, i hvilken
forbindelse der er rettet henvendelse til det
garantiorgan, som medlemsstaten har oprettet,
og som har til opgave at forvalte en
garantiordning for indskydere og investorer?
4) Skal artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i
direktiv 97/9 (sammenholdt med bilag I til det
nævnte bilag) fortolkes således, at disse
bestemmelser er til hinder for en national
lovgivning, hvorefter en
investorgarantiordning ikke omfatter de
investorer, der er indehavere af værdipapirer
udstedt af et kreditinstitut, på grund af det
finansielle instruments form (værdipapirer) og
under forudsætning af, at kreditinstituttet ikke
har overført eller anvendt investorernes
midler eller værdipapirer uden disses
samtykke? Er den omstændighed, at det
kreditinstitut, der har udstedt værdipapirerne –
udstederen – [org. s. 12] samtidig optræder
som depotselskab for disse finansielle
instrumenter (mellemled), og at de investerede
midler ikke kan adskilles fra de andre midler,
som kreditinstituttet råder over, relevant for
fortolkningen af de nævnte bestemmelser i
15
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1487254_0016.png
direktiv 97/9 i forhold til beskyttelsen af
investorerne?
16