Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til Udenrigsministeren af 6.
november 2014.
EUU alm. del – spørgsmål 20
stillet efter ønske fra Eva Kjer
Hansen (V)
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
EUU alm. del, spørgsmål nr. 20.
Regeringen bedes oplyse, i hvilke tilfælde Kommissionen notificeres, når Danmark
implementerer EU-retsakter - både gennem lovgivning og administrativt.
Svar:
Medlemsstaterne er ansvarlige for at gennemføre EU-lovgivningen. Samtidig er Kommissionen
ansvarlig for at kontrollere, at dette bliver gjort. Heraf følger, at medlemsstaterne er forpligtede
til at underrette Kommissionen om nationale gennemførelsesforanstaltninger. Normalt fremgår
notifikationsforpligtelsen også direkte af den konkrete EU-retsakt, der skal gennemføres i
national lovgivning.
EU-Domstolen har i sag C-427/07, Kommissionen mod Irland fastslået, at notifikationspligten
både gælder nye og allerede gældende love og administrative foranstaltninger til gennemførelse
af en EU-retsakt. Hvis gennemførelsen fremgår af national retspraksis, skal dette oplyses til
Kommissionen.
I Danmark er det enkelte ressortministerium ansvarlig for at underrette Kommissionen om,
hvilke love og administrative bestemmelser, der gennemfører en EU-retsakt. Dette sker i
praksis ved, at gennemførelsesforanstaltningerne overføres til en central database oprettet af
Kommissionen med angivelse af, hvilken EU-retsakt foranstaltningerne vedrører.
Information om de enkelte landes indberettede gennemførelsesforanstaltninger kan findes på
hjemmesiden
www.eurlex.eu.
Regeringen fører ikke en samlet liste over danske notifikationer.