Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del
Offentligt
Folketingets Europaudvalg
København, 9. december 2014
Sagsnr.: 27391
Dok.nr.: 755746
FVM 355
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 22 (EUU alm. del) stillet den 10.
november 2014 efter ønske fra Eva Kjer Hansen (V)
Spørgsmål nr. 22:
”Hvad er baggrunden for, at fødevareministeren i sit svar på Statsrevisorernes bemærkninger til
Rigsrevisionens Beretning til Statsrevisorerne om Danmarks udnyttelse af tilskud fra EU's fonde
anfører, at overbooking vurderes at indebære en risiko for ufinansierede statsfinansielle udgifter,
mens erhvervs- og vækstministeren i sit svar anfører, at Erhvervsstyrelsen er blevet bedt om at
undersøge andre EU-landes erfaringer med overbooking og i forbindelse hermed vurdere, hvorvidt
en tilsvarende løsning er hensigtsmæssig for EU’s Regionalfond og Socialfond i Danmark. Hvad
forklarer de to ministres forskellige svar på anbefalingen? Spørgsmålet stilles som opfølgning på
samrådet med fødevareministeren den 7. november 2014.”
Svar:
Rigsrevisionen anfører, at hjemtagningen kan øges ved brug af overbooking, det vil sige ved at
give tilsagn for flere EU-midler, end der indgår i rammen.
Jeg har for Landdistriktsprogrammet og Fiskerifondsprogrammet vurderet, at overbooking ikke er
relevant. Det har jeg gjort af følgende grunde:
For programperioden 2014-2020 forventer jeg en fuld udnyttelse af EU-rammen både på
landdistriktsprogrammet og hav- og fiskeriudviklingsprogrammet.
Det er vigtigt at understrege, at der for de to programmer er en række andre, alternative gode
håndtag, som på anden vis end ved overbooking kan styrke hjemtagningen. Eksempelvis er det
vurderingen, at med Aftale om udmøntningen af landdistriktsprogrammet for 2014 og 2015 mellem
regeringen (S, SF, R) og V og K er hjemtagningen af EU-midler godt understøttet ved en solid
tilsagnsvolumen i begyndelsen af programperioden. Dermed sikres et tidligere afløb af midler og
dermed en mere jævn udnyttelse i programperioden.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk