UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til Udenrigsministeren af 26.
januar 2015.
EUU alm. del – spørgsmål 43
stillet efter ønske fra Pia
Adelsteen (DF)
Udenrigsministerens svar på spørgsmål nr. 43 ad EUU alm. del til udenrigsministeren af
26. januar 2015 vedr. direktiver der ændres til forordninger
Spørgsmål 43:
På baggrund af udenrigsministerens svar på EUU alm. del - spørgsmål 39 bedes ministeren
oversende udvalget konkrete eksempler på EU-forslag, hvor direktiver er blevet ændret til
forordninger, og hvor dette ikke af regeringen er blevet betragtet som ”af større rækkevidde”,
og hvor det derfor af regeringen er blevet vurderet, at det ikke har været nødvendigt at bede
Europaudvalget om mandat. Spørgsmålet stilles tillige på baggrund af erhvervs- og
vækstministerens besvarelse spørgsmål KOM (2014) 0187 – spørgsmål 1.
Svar:
Som angivet i svaret på spørgsmål 39 af 22. december 2014 er det aldrig retsaktstypen (direktiv
eller forordning), som er afgørende for, hvorvidt en sag forelægges til orientering eller
forhandlingsoplæg for Europaudvalget. Det er derimod substansen. Forordninger forelægges til
Europaudvalget til orientering, hvis de er væsentlige og til forhandlingsoplæg, hvis de er af
større rækkevidde. Det forhold, at et direktiv ændres til en forordning udgør ikke i sig selv en
ændring af ”større rækkevidde” eller det modsatte. Det er derfor altid en konkret vurdering af
den enkelte sag, der er udslagsgivende ift. om en sag skal forelægges til orientering eller større
rækkevidde, jf. sammenskrevet udgave af Europaudvalgets beretninger om procedure af 2.
oktober 2013.
Når Kommissionen fremsætter forslag til retsakter, der erstatter eksisterende EU-lovgivning,
hænder det, at disse ændres fra direktiv til forordning. Det ser man bl.a. jævnligt ved
harmonisering inden for det indre marked, hvor nylige eksempler er forordning om
tovbaneanlæg og forordning om personlige værnemidler, der begge er forelagt Folketingets
Europaudvalg til orientering. Hensigten med at ændre et direktiv til en forordning var i disse
tilfælde at afhjælpe nogle af de vanskeligheder, der har været forbundet med anvendelsen af de
eksisterende direktiver, herunder forskellige tolkninger og holdninger til anvendelsesområdet,
hvilket har medført retsusikkerhed og ulige konkurrencevilkår. Ændringen kan derfor betragtes
som et led i Kommissionens mål om at forenkle EU-lovgivningen. Regeringen har i begge
tilfælde vurderet, at forslagene, der indebærer en ændring fra direktiv til forordning som helhed
ikke var af større rækkevidde for Danmark, hvorfor sagerne blev forelagt Europaudvalget til
orientering.