Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del
Offentligt
1430098_0001.png
Lovafdelingen
Dato:
Kontor:
1. december 2014
Statsrets- og
Menneskeretskontoret
Sagsbeh.: Lasse Boje
Sagsnr.: 2014-0032-1691
Dok.:
1380365
OVERSIGT
over
retsforbeholdsramte vedtagne EU-retsakter
Nedenfor følger en oversigt over de vedtagne EU-direktiver og -for-
ordninger på området for retlige og indre anliggender, der på grund af det
danske retsforbehold ikke er bindende for eller finder anvendelse i
Danmark.
Retsakter, der udgør en videreudvikling af Schengen-reglerne, er ikke
medtaget i oversigten, da Danmark inden 6 måneder, efter at Rådet har
truffet afgørelse om udbygning af Schengen-reglerne, kan beslutte at
gennemføre retsakten i dansk ret.
De fire retsakter, som Danmark på mellemstatsligt grundlag har indgået
parallelaftaler
med
EU
om
(Bruxelles
I-forordningen,
forkyndelsesforordningen,
Dublin-forordningen
og
Eurodac-
forordningen),
er heller ikke medtaget, hvilket også gælder for senere
retsakter, som ændrer disse, da Danmark har ret til fortsat at være tilsluttet
retsakterne med ændringer.
Oversigten indeholder desuden ikke det omfattende antal rådsafgørelser,
beslutninger, henstillinger, meddelelser og udtalelser mv., der er vedtaget
med hjemmel i bestemmelser, som er omfattet af retsforbeholdet.
1. Strafferetligt og politimæssigt samarbejde
1.1. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2010/64/EU af
20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i
straffesager.
I programmet for foranstaltninger med henblik på
gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i
straffesager, som blev vedtaget af Rådet og Kommissionen i juli 2000, er
det anført, at gensidig anerkendelse ikke kun skal gøre det muligt at styrke
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
samarbejdet mellem medlemsstaterne, men også beskyttelsen af personers
rettigheder. Det anføres endvidere, at den gensidige anerkendelse bl.a.
hænger sammen med definitioner af fælles minimumsstander for så vidt
angår mistænktes rettigheder. På den baggrund fremsatte Kommissionen i
2009 forslag til en rammeafgørelse om retten til tolke- og
oversætterbistand i straffesager (KOM(2009) 338). Forslaget blev
imidlertid ikke vedtaget før Lissabon-Traktatens ikrafttræden den 1.
december 2009, hvilket indebar at retsakten bortfaldt. Forslaget blev
herefter genfremsat som et direktivforslag på initiativ af en række
medlemsstater (2010/C 69/01). Direktivet fastsætter minimumsregler med
hensyn til retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager. Direktivet
indeholder således nærmere regler om retten til tolkning og til oversættelse
af væsentlige dokumenter, medlemsstaternes afholdelse af omkostninger
til tolkning og oversættelse samt om tolkningens og oversættelsens
kvalitet.
1.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/36/EU af 5.
april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og
beskyttelse af ofrene herfor, og om ophævelse af rammeafgørelse
2002/629/RIA.
I det flerårige arbejdsprogram (Stockholm-programmet)
fra 2009 er det bl.a. anført, at Rådet finder det nødvendigt at styrke og
forbedre forebyggelsen og bekæmpelsen af menneskehandel, og Rådet
opfordrer i den forbindelse til vedtagelse af ny lovgivning om bekæmpelse
af menneskehandel og beskyttelse af ofre. På den baggrund fremsatte
Kommissionen i 2010 forslag til et direktiv om forebyggelse og
bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor og om
ophævelse af rammeafgørelse 2002/629/RIA (KOM(2010) 0095).
Direktivet fastsætter minimumsregler om afgrænsningen af strafbare
handlinger og strafferetlige sanktioner i forbindelse med menneskehandel.
Direktivet fastsætter endvidere bl.a. regler om bistand og beskyttelse til
ofre for menneskehandel. Den danske straffelov er bragt i
overensstemmelse med direktivet.
1.3. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/93/EU af 13.
december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel
udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets
rammeafgørelse 2004/68/RIA.
I Stockholm-programmet fra 2009 er det
bl.a. anført, at beskyttelse af børn mod seksuelt misbrug er et vigtigt
element i strategien for børns rettigheder, og Rådet opfordrer i den
forbindelse til vedtagelse af ny lovgivning om bekæmpelse af seksuelt
misbrug, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi. På den baggrund
2
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
fremsatte Kommissionen i 2010 forslag til et direktiv om bekæmpelse af
seksuelt misbrug af børn og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi
og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA (KOM (2010)
0094). Direktivet fastsætter minimumsregler for afgrænsningen af
strafbare handlinger og strafferetlige sanktioner i forbindelse med seksuelt
misbrug og seksuel udnyttelse af børn, børnepornografi og hvervning af
børn til seksuelle formål. Direktivet fastsætter endvidere regler om bl.a.
bistand og støtte til ofre og om forebyggelse af seksuelt misbrug mv. Den
danske straffelov er bragt i overensstemmelse med direktivet.
1.4. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/99/EU af 13.
december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre.
Direktivet
indfører en mekanisme, der giver mulighed for, at en afgørelse om en
beskyttelsesforanstaltning, der er truffet i én medlemsstat
(udstedelsesstaten) med henblik på beskyttelse af en person, anerkendes af
en anden medlemsstat (fuldbyrdelsesstaten), hvis den beskyttede person
befinder sig i denne medlemsstat. Direktivet er fremsat på initiativ af 12
medlemsstater. Det fremgår af medlemsstatsinitiativet, at alle
medlemsstaterne råder over foranstaltninger, der har til formål at beskytte
ofre, men at foranstaltningerne kun har virkning i den medlemsstat, der har
truffet foranstaltningen, og ikke følger med ofret, hvis ofret bevæger sig
over grænserne. Det foreslås derfor, at beskyttelsen følger ofret. Det
fremgår af medlemsstatsinitiativet, at ofrets fri bevægelighed kombineret
med gerningsmandens mulighed for at bevæge sig inden for EU’s område
betyder, at beskyttelsesforanstaltninger ikke bør indskrænke sig til at
gælde i den medlemsstat, der har truffet foranstaltningen, idet ofrets ret til
frit at bevæge sig i så fald indskrænkes. Med initiativet modtager den
beskyttede
person
samme
eller
tilsvarende
beskyttelse
i
fuldbyrdelsesstaten som vedkommende ville have modtaget, hvis
beskyttelsesforanstaltningen var blevet udstedt i denne stat fra
begyndelsen.
1.5. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2012/13/EU af 22.
maj 2012 om ret til information under straffesager.
Rådet vedtog i
2009 en såkaldt køreplan med henblik på at styrke mistænktes og tiltaltes
processuelle rettigheder i straffesager, hvorefter der skal vedtages
foranstaltninger vedrørende de mest grundlæggende processuelle
rettigheder. I Stockholm-programmet fra 2009 omtales køreplanen som en
integreret del af det flerårige program, og Kommissionen opfordres til at
fremsætte forslag til gennemførelse heraf samt til at undersøge flere
aspekter af mistænktes og tiltaltes processuelle minimumsrettigheder. På
3
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
den baggrund fremsatte Kommissionen i 2010 et direktivforslag om ret til
information i straffesager (KOM(2010) 392). Direktivet fastsætter
minimumsregler vedrørende mistænktes og tiltaltes ret til information
under straffesagen. Forslaget indeholder således bl.a. regler om retten til
generel mundtlig information om mistænktes og tiltaltes rettigheder, retten
til skriftlig information om rettigheder i forbindelse med anholdelse, retten
til skriftlig information om rettigheder, der følger af en sag vedrørende
fuldbyrdelse af europæisk arrestordre, retten til information om tiltalen og
adgang til aktindsigt i sagens akter.
1.6. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2012/29/EU af 25.
oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med
hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets
rammeafgørelse 2001/220/RIA.
I Stockholm-programmet fra 2009 er det
bl.a. anført, at rettighederne for ofre for forbrydelser i straffesager skal
styrkes, og Kommissionen opfordres til at undersøge, om det er
hensigtsmæssigt at evaluere og samle eksisterende rammeafgørelser om
beskyttelse af ofre. På den baggrund fremsatte Kommissionen i 2011 et
direktivforslag om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med
hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse (KOM(2011) 275). Direktivet
fastsætter minimumsregler om rettigheder for ofre for kriminalitet.
Direktivet indeholder således nærmere regler om ofres ret til beskyttelse,
information og rådgivning samt deltagelse i straffesagen.
1.7. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2013/40/EU af 12.
august 2013 om angreb på informationssystemer og om erstatning af
Rådets rammeafgørelse 2005/222/RIA.
I Stockholm-programmet fra
2009 er det bl.a. anført, at internettet har skabt nye udfordringer i form af
it-kriminalitet, og at EU bør fremme politikker og lovgivning, som sikrer
et meget højt beskyttelsesniveau. Kommissionen anmodes i den
forbindelse om, hvor det er nødvendigt, at fremsætte forslag til præcisering
af lovgivningen om efterforskning af it-kriminalitet. På den baggrund
fremsatte Kommissionen i 2010 et direktivforslag om angreb på
informationssystemer
(KOM(2010)
517).
Direktivet
fastsætter
minimumsregler for afgrænsningen af strafbare handlinger og strafferetlige
sanktioner i forbindelse med angreb på informationssystemer. Direktivet
indeholder endvidere regler om udveksling af oplysninger.
1.8. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2013/48/EU af 22.
oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i
sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en
tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere
4
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
med tredjemand og med konsulære myndigheder under
frihedsberøvelsen.
Rådet vedtog i 2009 en såkaldt køreplan med henblik
på at styrke mistænktes og tiltaltes processuelle rettigheder i straffesager,
hvorefter der skal vedtages foranstaltninger vedrørende de mest
grundlæggende processuelle rettigheder. I Stockholm-programmet fra
2009 omtales køreplanen som en integreret del af det flerårige program, og
Kommissionen opfordres til at fremsætte forslag til gennemførelse heraf
samt til at undersøge flere aspekter af mistænktes og tiltaltes processuelle
minimumsrettigheder. På den baggrund fremsatte Kommissionen i 2011 et
direktivforslag om ret til adgang til advokatbistand i straffesager
(KOM(2011) 326). Direktivet fastsætter minimumsregler for retten til
adgang til advokatbistand og retten til i forbindelse med anholdelse at
kommunikere med tredjemand (f.eks. et familiemedlem eller en
arbejdsgiver) og konsulære myndigheder. Reglerne finder også anvendelse
på mistænkte og tiltalte i straffesager og på eftersøgte personer, der er
genstand for sager om europæiske arrestordrer.
1.9. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/41/EU af 3.
april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager.
Formålet med den europæiske efterforskningskendelse er at indføre et
enkelt og samlet system til indsamling og fremskaffelse af bevismateriale,
der befinder sig i en anden medlemsstat, i forbindelse med straffesager.
Der indføres med direktivet som udgangspunkt en pligt for
fuldbyrdelsesstaten til at anerkende og fuldbyrde en europæisk
efterforskningskendelse uden yderligere formaliteter, medmindre staten
kan påberåbe sig en af de afslagsgrunde, der er indeholdt i forslaget.
Forslaget til direktivet blev fremsat på initiativ af en række medlemsstater.
I præamblen er der bl.a. henvist til, at den hidtil gældende ramme for
indsamling af bevismateriale er for fragmenteret og kompliceret, hvorfor
der har været behov for en ny tilgang.
1.10. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/42/EU af 3.
april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte
fra strafbart forhold i Den Europæiske Union.
I Stockholm-
programmet fra 2009 opfordres medlemsstaterne og Kommissionen til at
gøre konfiskation af aktiver fra kriminalitet mere effektiv. I 2010 vedtog
Rådet endvidere konklusioner om konfiskation og inddrivelse af aktiver,
hvorved der opfordres til en mere koordineret indsats mellem
medlemsstaterne for at sikre en mere effektiv og konsekvent konfiskation
af aktiver fra kriminelle forhold. På den baggrund fremsatte
Kommissionen i 2012 et direktivforslag om indefrysning og konfiskation
5
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (KOM(2012) 85). Direktivet
fastsætter bl.a. minimumsregler for indefrysning og konfiskation af
redskaber og udbytte fra strafbart forhold. Direktivet indeholder således
nærmere regler om indefrysning og konfiskation af formuegoder, der
tilhører personer, der er dømt for visse grovere former for kriminalitet,
herunder bl.a. terrorisme og narkotikakriminalitet. Direktivet indeholder
endvidere regler om indefrysning og konfiskation af formuegoder i
situationer, hvor strafforfølgning ikke er mulig på grund af den mistænkte
eller tiltaltes sygdom eller forsvinden. Endelig indeholder direktivet regler
om indefrysning og konfiskation af formuegoder, som en mistænkt eller
tiltalte har overdraget til en tredjemand.
1.11. Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 513/2014/EU af
16. april 2014 om oprettelse af et instrument for finansiel støtte til
politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt
krisestyring som en del af Fonden for Intern Sikkerhed og om
ophævelse af Rådets afgørelse 2007/125/RIA.
Med forordningen
etableres et instrument for finansiel støtte til politisamarbejde,
forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring som en del
af Fonden for Intern Sikkerhed. Det finansielle instrument, som erstatter
tidligere finansielle programmer om forebyggelse og bekæmpelse af
kriminalitet og om forebyggelse og beredskab i forbindelse med terrorisme
og andre sikkerhedsrelaterede risici, indeholder regler for tildeling af
midler til forskellige aktiviteter på området, herunder medlemsstaternes
flerårige programmer, Kommissionens foranstaltninger samt relevante
aktiviteter i regi af Europol og Det Europæiske Politiakademi, CEPOL.
Det fremgår af Kommissionens forslag (KOM(2011) 753), at forordningen
skal bidrage til at sikre et højt sikkerhedsniveau i EU gennem støtte til
forebyggelse og bekæmpelse af grænseoverskridende, grov og organiseret
kriminalitet, herunder terrorisme, øge sikkerhedsniveauet for borgere og
virksomheder i cyberspace, bekæmpe radikalisering og rekruttering, øge
kapaciteten til at beskytte kritisk infrastruktur øge EU’s modstandskraft
over for kriser og katastrofer.
1.12. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/57/EU af 16.
april 2014 om strafferetlige sanktioner mod markedsmisbrug.
I
Stockholm-programmet fra 2009 er det anført, at der er behov for at
regulere de finansielle markeder og forhindre misbrug. I 2010 vedtog
Rådet endvidere konklusioner om forebyggelse af økonomisk krise og
støtte til økonomiske aktiviteter, hvoraf det fremgår, at det kan overvejes,
om det vil være hensigtsmæssigt at harmonisere strafferetten vedrørende
6
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
1430098_0007.png
alvorlig kursmanipulation og andre ulovlige aktiviteter, der vedrører
værdipapirmarkederne. På den baggrund fremsatte Kommissionen i 2011
et direktivforslag om strafferetlige sanktioner mod markedsmisbrug
(KOM(2011) 654). Kommissionen fremsatte i 2012 et ændret
direktivforslag med henblik på at udvide definitionen på markedsmisbrug
til også at omfatte manipulation med benchmarks (KOM(2012) 420).
Direktivet skal ses i sammenhæng med Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug, som
ikke er omfattet af det danske retsforbehold. Direktivet fastsætter
minimumsregler for, hvilke handlinger der udgør grovere tilfælde af
insiderhandel, videregivelse af intern viden og markedsmisbrug, og regler
om strafferetlige sanktioner for overtrædelse heraf.
1.13. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/62/EU af 15.
maj 2014 om strafferetlig beskyttelse af euroen og andre valutaer mod
forfalskning og om erstatning af Rådets rammeafgørelse
2000/383/RIA.
Kommissionen fremsatte i 2013 et direktivforslag om
beskyttelse af euroen og andre valutaer mod falskmøntneri (KOM(2013)
42). Kommissionen har om baggrunden for forslaget anført, at det er af
grundlæggende betydning, at borgerne, virksomhederne og de finansielle
institutioner har tillid til, at sedler og mønter er ægte, og at det er vigtigt
ved hjælp af effektive strafferetlige foranstaltninger at beskytte euroen og
andre valutaer, der er i lovligt omløb. Direktivet fastsætter
minimumsregler om afgrænsningen af strafbare handlinger og
strafferetlige sanktioner i forbindelse med falskmøntneri. Direktivet
indeholder endvidere regler om efterforskningsmidler og analyse af
formodede falsk penge.
2. Civil-, familie- og handelsretligt samarbejde
2.1. Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs
(konkursforordningen)
som
ændret
senest
ved
Rådets
gennemførelsesforordning (EU) nr. 663/2014 af 5. juni 2014 om
erstatning af bilag A, B og C til forordning (EF) nr. 1346/2000 om
konkurs.
Det fremgår af forordningens præambel, at det er en
forudsætning for et velfungerende indre marked, at grænseoverskridende
insolvensbehandlinger kan afvikles rationelt og effektivt. Forordningen
danner derfor grundlag for grænseoverskridende insolvensbehandling.
Forordningen indeholder regler om domstolenes indbyrdes kompetence,
lovvalg samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser om konkurs.
7
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
2.2. Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om
samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det
civil- og handelsretlige område (bevisoptagelsesforordningen) som
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1103/2008 om tilpasning til Rådets afgørelse nr. 1999/468/EF af visse
retsakter, der er omfattet af proceduren i artikel 251 i traktaten, for
så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol.
Formålet med
forordningen er at gøre det nemmere og hurtigere for domstolene at
gennemføre bevisoptagelse i andre medlemsstater til brug for retssager på
det civil- og handelsretlige område. Ifølge forordningens præambel er
baggrunden herfor, at det ofte er nødvendigt at optage bevis i en anden
medlemsstat, for at en ret i en medlemsstat kan træffe afgørelse.
2.3. Rådets forordning (EF) nr. 743/2002 af 25. april 2002 om
fastlæggelse af en generel fællesskabsramme for aktiviteter med
henblik på at lette iværksættelsen af det civilretlige samarbejde.
Det
fremgår af forordningens præambel, at det er nødvendigt med en fleksibel
og effektiv generel finansieringsramme for aktiviteter på det civilretlige
område for at opfylde målsætningerne i bl.a. EF-traktaten. Forordningen
fastsætter for perioden fra den 1. januar 2002 til 31. december 2006 en
generel finansiel fællesskabsramme for aktiviteter med henblik på at lette
iværksættelsen af det civilretlige samarbejde. Det gælder bl.a. aktiviteter
vedrørende uddannelse, udveksling og praktikophold, undersøgelser og
forskning, møder og seminarer samt formidling af oplysninger.
2.4. Rådets direktiv nr. 2002/8/EF af 27. januar 2003 om forbedret
adgang til domstolene i grænseoverskridende tvister gennem
fastsættelse af fælles mindsteregler for retshjælp i forbindelse med
tvister af denne art (retshjælpsdirektivet).
Som følge af en opfordring fra
Det Europæiske Råd fremlagde Kommissionen i 2000 en grønbog om
retshjælp i civile sager. Direktivet har til formål at garantere passende
retshjælp i forbindelse med grænseoverskridende tvister på det civilretlige
område gennem fastsættelse af visse fælles minimumstandarder for ydelse
af retshjælp, herunder fri proces. Direktivet tager sigte på at fremme
anvendelsen af retshjælp for alle, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis
en sådan hjælp er nødvendig for at sikre reel adgang til domstolene.
2.5. Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i
ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (Bruxelles
IIa-
forordningen).
I relation til ægteskabssager (separation, skilsmisse m.v.)
8
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
og sager om forældreansvar (forældremyndighed, barnets bopæl, samvær,
internationale børnebortførelser m.v.) indeholder forordningen regler om
international kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,
fri proces og administrativt samarbejde. Det fremgår af Kommissionens
forslag (KOM(2002) 222), at forordningen er en del af arbejdet med
henblik på at indføre et egentligt retligt område, baseret på princippet om
gensidig anerkendelse af retsafgørelser.
2.6. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af
21.
april
2004
om
indførelse
af
et
europæisk
tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav som senest ændret
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1103/2008
om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF af visse retsakter, der
er omfattet af proceduren i artikel 251 i traktaten, for så vidt angår
forskriftsproceduren med kontrol.
Rådet vedtog i 2000 Kommissionens
og Rådets fælles program for foranstaltninger med henblik på
gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på
det civil- og handelsretlige område. Forordningen, som gennemfører den
første fase af programmet, har til formål at afskaffe mellemliggende
procedurer i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelse og fuldbyrdelse
(eksekvaturprocedure)
ved
indførelse
af
et
europæisk
tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav. Dokumentet fastsætter
mindstestandarder for at tillade fri bevægelighed for retsafgørelser,
retsforlig og officielt bekræftede dokumenter mellem medlemsstaterne.
2.7. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af
12.
december
2006
om
indførelse
af
en
europæisk
betalingspåkravsprocedure, som senest ændret ved Rådets forordning
(EU) nr. 517/2013 af 13. maj 2013 om tilpasning af visse forordninger,
beslutninger og afgørelser vedrørende frie varebevægelser, frie
personbevægelser,
selskabsret,
konkurrencepolitik,
landbrug,
fødevaresikkerhed og veterinær- og plantesundhedspolitik,
transportpolitik, energi, beskatning, statistikker, transeuropæiske net,
retsvæsen og grundlæggende rettigheder, retfærdighed, frihed og
sikkerhed, miljø, toldunionen, eksterne forbindelser, udenrigspolitik
og sikkerheds- og forsvarspolitik samt institutioner på grund af
Republikken Kroatiens tiltrædelse.
Som følge af en opfordring fra Det
Europæiske Råd fremlagde Kommissionen i 2002 en grønbog om en EF-
procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og
fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi. I Haag-programmet
fra 2004 opfordredes der endvidere til at arbejde aktivt videre med et
9
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
instrument vedrørende krav af mindre værdi. Forordningen har til formål
at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte
pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk
betalingspåkravsprocedure. Det skal muliggøre fri bevægelighed for
europæiske betalingspåkrav overalt i medlemsstaterne ved at fastsætte
mindstestandarder, hvis overholdelse overflødiggør en mellemliggende
procedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen.
2.8. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af
11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure som
senest ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 517/2013 af 13. maj
2013 om tilpasning af visse forordninger, beslutninger og afgørelser
vedrørende frie varebevægelser, frie personbevægelser, selskabsret,
konkurrencepolitik, landbrug, fødevaresikkerhed og veterinær- og
plantesundhedspolitik,
transportpolitik,
energi,
beskatning,
statistikker, transeuropæiske net, retsvæsen og grundlæggende
rettigheder, retfærdighed, frihed og sikkerhed, miljø, toldunionen,
eksterne
forbindelser,
udenrigspolitik
og
sikkerheds-
og
forsvarspolitik samt institutioner på grund af Republikken Kroatiens
tiltrædelse.
Som følge af en opfordring fra Det Europæiske Råd fremlagde
Kommissionen i 2002 en grønbog om en EF-procedure for betalingspåbud
og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav
af mindre værdi. I Haag-programmet fra 2004 opfordredes der endvidere
til at arbejde aktivt videre med et instrument vedrørende krav af mindre
værdi. Forordningen om den europæiske småkravsprocedure har til formål
at forenkle og fremskynde behandlingen af grænseoverskridende
retstvister vedrørende krav på højst 2.000 EUR på det civil- og
handelsretlige område og at nedbringe de omkostninger, der er forbundet
med afholdelse af retssager.
2.9. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007
af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt
(Rom
II-forordningen).
Rådet vedtog i 2000 Kommissionens og Rådets
fælles program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af
princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område, hvori man pegede på foranstaltninger om
harmonisering af lovvalgsregler som foranstaltninger, der kan bidrage til at
lette den gensidige anerkendelse af retsafgørelser. I Haag-programmet fra
2004 opfordredes der endvidere til at arbejde aktivt videre med
lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt. Rom II-forordningen,
der har til formål at gennemføre en sådan harmonisering af lovvalgsregler,
10
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
indeholder regler om lovvalg ved forpligtelser uden for kontrakt, som
udspringer af en skadevoldende handling, herunder produktansvar og
illoyal konkurrence, og regler om lovvalg ved forpligtelser uden for
kontrakt, som udspringer af uberettiget berigelse, uanmodet
forretningsførelse, og culpa in contrahendo.
2.10. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2008/52/EF af 21.
maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige
område (mæglingsdirektivet).
I 2000 vedtog Det Europæiske Råd en
række konklusioner om alternative metoder til bilæggelse af tvister på det
civil- og handelsretlige område, og i 2002 fremlagde Kommissionen en
grønbog vedrørende samme emne, som følge af en opfordring fra Rådet.
Direktivet sigter mod at lette adgangen til konfliktløsning ved at fremme
anvendelsen af mægling og sikre et hensigtsmæssigt forhold mellem
mægling
og
retssager.
Direktivet
indeholder
derfor
visse
minimumsstandarder for de enkelte medlemsstaters regulering af mægling.
2.11. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af
17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom
I-
forordningen).
Rådet vedtog i 2000 Kommissionens og Rådets fælles
program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet
om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område, hvori man pegede på foranstaltninger om harmonisering af
lovvalgsregler som foranstaltninger, der kan bidrage til at lette den
gensidige anerkendelse af retsafgørelser. I Haag-programmet fra 2004
opfordredes der endvidere til at arbejde aktivt videre med lovvalgsregler
for kontraktlige forpligtelser. Rom I-forordningen, der har til formål at
gennemføre en sådan harmonisering af lovvalgsregler, indeholder regler
om aftalt lovvalg i kontrakter, regler om lovvalg i mangel af aftale mellem
kontraktparterne, samt en række særlige bestemmelser om lovvalg ved
transportaftaler, forbrugeraftaler, forsikringsaftaler og individuelle
arbejdsaftaler.
2.12. Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om
kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og
samarbejde
vedrørende
underholdspligt
(underholdspligtsforordningen).
Forordningen indeholder regler om
international kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelser, fri proces og administrativt samarbejde i sager om
underholdspligt. Danmark har i kraft af parallelaftalen med EU om
Bruxelles I-forordningen tilsluttet sig forordningens bestemmelser om
international kompetence, fri proces samt anerkendelse og fuldbyrdelse af
11
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
retsafgørelser. Det fremgår af Kommissionens forslag (KOM(2005) 649),
at formålet med forordningen var at fjerne de hindringer, der
vanskeliggjorde inddrivelse af underholdsbidrag i andre EU-
medlemsstater. Forordningen er en del af arbejdet med gensidig
anerkendelse af retsafgørelser på det civilretlige område.
2.13. Rådets forordning (EF) nr. 664/2009 af 7. juli 2009 om indførelse
af en procedure for forhandling og indgåelse af aftaler mellem
medlemsstater og tredjelande om kompetence, anerkendelse og
fuldbyrdelse af domme og retsafgørelser i ægteskabssager, sager om
forældreansvar og sager om underholdspligt samt lovvalgsregler
vedrørende underholdspligt.
Forordningen giver EU-medlemsstaterne
mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande om international
kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i
ægteskabssager (separation, skilsmisse m.v.), sager om forældreansvar
(forældremyndighed,
barnets
bopæl,
samvær,
internationale
børnebortførelser m.v.) og sager om underholdspligt. Det fremgår af
Kommissionens forslag (KOM(2008) 894), at formålet med forslaget var
at etablere en procedure, som gør det muligt for Unionen at vurdere, om
den har interesse i at indgå bilaterale aftaler om ægteskab, forældreansvar
og underholdspligt med tredjelande, som en EU-medlemsstat har planlagt
at indgå, og – hvis dette ikke er tilfældet – til at bemyndige medlemsstaten
til at indgå aftalen.
2.14. Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om
indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i
forbindelse med skilsmisse og separation (Rom
III-forordningen).
Forordningen indeholder regler om, hvilken stats lovgivning der finder
anvendelse på sager om separation og skilsmisse. Den hænger således
sammen med Bruxelles IIa-forordningen, som nærmere er beskrevet
ovenfor under pkt. 2.5. Forordningen er vedtaget efter reglerne om
forstærket samarbejde, og den gælder derfor ikke for alle EU-
medlemsstater. Det fremgår af Kommissionens forslag (KOM(2010) 105),
at formålet med forslaget var at gøre det muligt for ”internationale”
ægtepar at forudse, hvilket lands lov der vil finde anvendelse på deres
skilsmisse eller separation, herunder give dem mulighed for at indgå en
aftale om lovvalget.
2.15. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af
4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af
officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et
12
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
europæisk arvebevis (arveretsforordningen).
Det Europæiske Råd
understregede i Haag-programmet fra 2004 behovet for et omfattende
instrument på arveområdet. I 2005 fremlagde Kommissionen en grønbog
om arv og testamente med henblik på iværksættelse af en høring om legal
og testamentarisk arv i sager med et grænseoverskridende element.
Formålet med forordningen er at lette behandlingen af arvesager med et
grænseoverskridende element. Forordningen indfører således fælles regler
vedrørende retternes kompetence, lovvalg samt anerkendelse og
fuldbyrdelse. Endvidere indføres et europæisk arvebevis.
2.16. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 606/2013 af
12. juni 2013 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger
i civilretlige spørgsmål (den
civilretlige beskyttelsesordre).
Forordningen
har til formål at sikre, at beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige sager,
som er truffet i én medlemsstat, anerkendes i en anden medlemsstat uden
mellemliggende procedurer. Ved beskyttelsesforanstaltninger forstås
afgørelser af forebyggende og midlertidig karakter, der er truffet af en
myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med national ret med
henblik på at beskytte en person, når der er alvorlig grund til at antage, at
den pågældende persons fysiske eller psykiske integritet er i fare. En
beskyttelsesforanstaltning, der er truffet i én medlemsstat, anerkendes uden
at der kræves en særlig procedure, og uden at der kan gøres indsigelse mod
anerkendelsen,
hvis
afgørelsen
er
blevet
attesteret
i
udstedelsesmedlemsstaten i overensstemmelse med de relevante
bestemmelser i forordningen. Det fremgår af Kommissionen forslag
(KOM(2011) 276), at forordningen indgik i en lovgivningsmæssig pakke,
der tager sigte på at styrke ofres rettigheder i EU. Det fremgår endvidere,
at forslaget vedrører beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål
og skal supplere medlemsstaternes initiativ fra 2009 om vedtagelse af et
direktiv om den europæiske beskyttelsesordre, som vil sikre gensidig
anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger, der træffes på det
strafferetlige område. Det fremgår endelig af Kommissionens forslag til
forordningen, at stadigt flere på grund af de øgede muligheder for fri
bevægelighed rejser eller flytter til et andet land, og at det derfor er
særdeles vigtigt at sikre, at en sådan midlertidig beskyttelse, der ydes i én
medlemsstat, opretholdes, når den pågældende person rejser eller flytter til
en anden medlemsstat, uden at det medfører tidskrævende procedurer.
2.17. Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1382/2013/EU af
17. december 2013 om oprettelse af et program for retlige anliggender
for perioden 2014 til 2020.
Med forordningen etableres et finansielt
13
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
1430098_0014.png
program, som bl.a. gennem analyseaktiviteter og uddannelsesaktiviteter
skal bidrage til at videreudvikle et europæisk område med retfærdighed
baseret på gensidig anerkendelse og gensidig tillid. Det skal navnlig ske
ved at fremme og støtte det civil- og strafferetlige samarbejde, fremme og
støtte uddannelse af dommere og anklagere, lette en effektiv adgang til
retsvæsenet for alle og støtte initiativer inden for narkotikapolitikken hvad
angår det retslige samarbejde og forebyggelse af kriminalitet.
2.18. Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 655/2014/EU af
15. maj 2014 om indførelse af en procedure for en europæisk kendelse
til sikring af bankindeståender med henblik på at lette
grænseoverskridende gældsinddrivelse på det civil- og handelsretlige
område.
Det fremgår af Kommissionens handlingsplan til gennemførelse
af Stockholm-programmet, at der skal vedtages en forordning om udlæg i
bankindeståender. Forordningen har til formål at indføre en ny europæisk
procedure for sikring af bankkonti, som vil sætte kreditor i stand til at
forhindre, at debitor flytter eller hæver indeståender på sine bankkonti i
EU. Forordningen tager sigte på at give kreditorer mulighed for at opnå
konto-sikringskendelser på samme betingelser, uanset i hvilket land den
kompetente domstol ligger, at sætte kreditorer i stand til at få oplysninger
om debitors bankkonti og at mindske omkostningerne og afkorte den tid,
det tager, når kreditorer søger at opnå og få fuldbyrdet en
kontosikringskendelse i grænseoverskridende situationer.
3. Samarbejdet på udlændingeområdet
3.1. Rådets direktiv nr. 2001/55/EF af 20. juli 2001 om
minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af
massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der
skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen
med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf.
Direktivet fastsætter minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i
tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer, herunder standarder
for varighed og iværksættelse af midlertidig beskyttelse samt
medlemsstaternes forpligtelser over for de pågældende personer.
Direktivet indfører også en solidaritetsmekanisme, der skal fremme en
ligelig fordeling af de pågældende personer blandt medlemsstaterne. Det
fremgår af Kommissionens forslag (KOM(2000) 303), at direktivet skal
underbygge det fælles europæiske asylsystem, så det ikke bryder sammen i
tilfælde af massetilstrømning, og at det skal sikre fuld anvendelse af
Genève-konventionen om flygtninges retsstilling.
14
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
3.2. Rådets direktiv nr. 2003/9/EF af 27. januar 2003 om fastlæggelse
af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i
medlemsstaterne.
Direktivet ophæves ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv nr. 2013/33/EU om fastlæggelse af standarder for modtagelse af
ansøgere om international beskyttelse (omarbejdning), jf. nedenfor under
pkt. 3.12, med virkning fra den 21. juli 2015.
3.3. Rådets direktiv nr. 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til
familiesammenføring.
Direktivet fastlægger fælles regler for retten til
familiesammenføring for familiemedlemmer til personer fra tredjelande
med lovligt ophold i EU, herunder de nærmere betingelser for retten til
familiesammenføring, procedurerne for familiesammenføring og de
familiesammenførtes rettigheder. Det fremgår af Kommissionens forslag
(KOM(1999) 638), at direktivet er et led i etableringen af en fælles
europæisk indvandringspolitik, hvor målet er at beskytte familien og lette
integrationen af tredjelandsstatsborgere i medlemsstaterne.
3.4. Rådets direktiv nr. 2003/109/EF af 25. november 2003 om
tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding.
Direktivet
indfører en ensartet status for fastboende tredjelandsstatsborgere i EU,
herunder betingelserne for at opnå denne status, fastboende
tredjelandsstatsborgeres rettigheder og betingelser for ophold i en anden
medlemsstat end den, der har meddelt status som fastboende udlænding.
Det fremgår af Kommissionens forslag (KOM(2001) 27), at formålet med
direktivet er at sikre fastboende tredjelandsstatsborgere en retfærdig og
ensartet behandling i hele EU uanset bopælsland, der kan sidestilles med
den behandling, der gælder for unionsborgere.
3.5. Rådets direktiv nr. 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af
opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for
menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring,
og som samarbejder med de kompetente myndigheder.
Direktivet
fastlægger
betingelserne
for
udstedelse
af
tidsbegrænsede
opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, som er ofre for
menneskehandel eller er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som
samarbejder med henblik på bekæmpelse af menneskehandel og ulovlig
indvandring. Det fremgår af Kommissionens forslag (KOM(2002) 71), at
formålet med direktivet er at styrke bekæmpelse af ulovlig indvandring
ved at indføre en opholdstilladelse for ofre for organiseret ulovlig
indvandring og menneskehandel, således at de opfordres til at samarbejde
med de kompetente myndigheder mod de formodede gerningsmænd.
15
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
3.6. Rådets direktiv nr. 2005/85/EF af 1. december 2005 om
minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af
flygtningestatus i medlemsstaterne.
Direktivet ophæves ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2013/32/EU om fælles procedurer for
tildeling og fratagelse af international beskyttelse (omarbejdning), jf.
nedenfor under pkt. 3.11, med virkning fra den 21. juli 2015.
3.7. Rådets direktiv nr. 2009/50/EF af 25. maj 2009 om indrejse- og
opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt
kvalificeret beskæftigelse (Blue
Card-direktivet).
Direktivet fastsætter
betingelserne for indrejse og ophold i over tre måneder i EU for
tredjelandsstatsborgere og deres familier med henblik på højt kvalificeret
beskæftigelse. Direktivet indfører en særlig opholdstilladelse (et såkaldt
blåt EU-kort), som giver gradvis adgang til arbejdsmarkedet samt ret til
ophold og mobilitet for den pågældende og dennes familie. Endvidere
indføres en særlig fast-track indrejseprocedure. Det fremgår af
Kommissionens forslag (KOM(2007) 637), at direktivet navnlig sigter
mod at forbedre EU’s evne til at tiltrække og om nødvendigt fastholde højt
kvalificerede arbejdstagere fra tredjelande for derved at øge den lovlige
indvandrings bidrag til EU’s konkurrenceevne.
3.8. Rådets direktiv nr. 2009/52/EF af 18. juli 2009 om
minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger for
arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold.
Direktivet indeholder et forbud mod beskæftigelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Ifølge direktivet skal en
arbejdsgiver, som overtræder dette forbud, kunne straffes med økonomiske
sanktioner i form af bøder og betaling af udgifterne for udsendelse af den
pågældende tredjelandsstatsborger. Arbejdsgiveren skal endvidere kunne
udelukkes fra at modtage offentlige ydelser og tilskud og fra visse
kontrakter med det offentlige mv. I alvorligere tilfælde, f.eks.
gentagelsestilfælde eller ved særligt udnyttende arbejdsforhold, skal
arbejdsgiveren kunne pålægges strafferetlige sanktioner, som er effektive,
proportionale og har afskrækkende virkning. Det fremgår af
Kommissionens forslag, at en af de faktorer, som øger den ulovlige
indvandring til EU, er, hvor let det er at finde arbejde. Direktivet har til
formål at mindske denne pull-faktor ved at bekæmpe beskæftigelsen af
tredjelandsstatsborgere, som opholder sig ulovligt i EU.
3.9. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 439/2010 af
19. maj 2010 om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor.
Forordningen etablerer det europæiske asylstøttekontor (EASO), der har til
16
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
opgave at styrke det praktiske samarbejde mellem landene i EU på asyl-
området, at støtte de EU-lande, hvis asylsystemer er udsat for et særligt
pres, og at bidrage til gennemførelse af et fælles europæisk asylsystem.
Det fremgår af Kommissionens forslag (KOM(2009) 66), at forordningen
indgår i EU's bestræbelser for at udvikle en samlet asylpolitik. Danmark
deltog forud for oprettelsen af EASO i det praktiske samarbejde på
asylområdet, og det fremgår af forordningen, at EASO skal fremme det
operationelle samarbejde med Danmark. Danmark stiller på den baggrund
ekspertbistand til rådighed for det praktiske samarbejde, der finder sted
inden for rammerne af EASO, og deltager som observatør til
bestyrelsesmøderne i EASO.
3.10. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/51/EU af 11.
maj 2011 om ændring af Rådets direktiv nr. 2003/109/EF for at udvide
dets anvendelsesområde til at omfatte personer med international
beskyttelse.
Direktivet udvider anvendelsesområdet for direktiv nr.
2003/109/EF om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding
til også at omfatte personer med international beskyttelse. Disse personer
kan herefter få status som fastboende udlænding i den medlemsstat, der
tildelte dem international beskyttelse, på samme vilkår som dem, der
gælder for andre tredjelandsstatsborgere. Det fremgår af Kommissionens
forslag (KOM(2007) 298), at direktivet har til formål at lukke et hul i
reglerne, hvorefter flygtninge og personer under subsidiær beskyttelse ikke
havde ret til status som fastboende udlændinge i medfør af Rådets direktiv
2003/109/EF.
3.11. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13.
december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af
tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international
beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der
er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan
beskyttelse (kvalifikationsdirektivet) (omarbejdning).
Direktivet
fastsætter standarder, som skal sikre, at medlemsstaterne anvender fælles
kriterier til at identificere personer, som har et reelt behov for international
beskyttelse, samt sikre at der findes et minimum af ydelser til fordel for
disse personer i alle medlemsstater. Det fremgår af Kommissionens forslag
(KOM(2009) 551), at direktivet har til formål at forenkle
beslutningsprocedurerne, at føre til sikrere afgørelser i første instans, så
misbrug forhindres, at forbedre effektiviteten i asylprocessen, og at sikre
sammenhængen
med
EF-Domstolens
og
Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis.
17
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
3.12. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2013/32/EU af 26.
juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af
international beskyttelse (asylproceduredirektivet).
Direktivet erstatter
pr. 21. juli 2015 direktiv nr. 2005/85/EF om minimumsstandarder for
procedurer for tildeling og fratagelse af asylstatus i medlemsstaterne.
Direktivet fastsætter minimumsstandarder for behandlingen af
asylansøgninger, herunder bl.a. tidsfrister for behandlingen af
asylansøgninger, adgang til juridisk rådgivning og effektiv klageadgang.
Det fremgår af Kommissionens forslag (KOM(2011) 319), at direktivet har
til formål at skabe fælles procedurer, som er effektive og retfærdige, at
bidrage til at håndtere potentielt grundløse asylansøgninger, og at sikre en
ensartet behandling i medlemsstaterne.
3.13. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2013/33/EU af 26.
juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere
om international beskyttelse (modtagelsesdirektivet).
Direktivet erstatter
pr. 21. juli 2015 direktiv nr. 2003/9/EF om fastlæggelse af
minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne.
Direktivet fastsætter minimumsstandarder for modtagebetingelserne for
asylansøgere, herunder bl.a. standarder for frihedsberøvelse, indkvartering,
adgang til lægebehandling, uddannelse, beskæftigelse mv. Det fremgår af
Kommissionens forslag (KOM(2008)0815), at direktivet har til formål at
sikre sammenlignelige behandlingsstandarder for asylansøgere for så vidt
angår modtagelsesforhold i alle medlemsstater og at begrænse sekundære
bevægelser.
3.14. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/36/EU af 26.
februar 2014 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse
og ophold med henblik på arbejde som sæsonarbejdere
(sæsonarbejderdirektivet).
Direktivet skal imødekomme EU’s strukturelle
behov for sæsonarbejdere, imødegå problemer med udnyttelse af visse
sæsonarbejdere med ulovligt ophold og ulovlig beskæftigelse samt sikre
ordentlige løn- og arbejdsvilkår for denne persongruppe. I Kommissionens
”Politikplan for lovlig migration” fra 2005 (KOM(2005) 669), blev det
fastsat, at der mellem 2007 og 2009 skulle vedtages forslag til fem
retsakter om arbejdskraftindvandring, herunder et forslag til et direktiv om
indrejse- og opholdsbetingelser for sæsonarbejdere. I Stockholm-
programmet fra 2009 blev Kommissionen og Rådet opfordret til at
fortsætte gennemførelsen af politikplanen for lovlig migration, som
anerkender, at en øget arbejdskraftindvandring kan bidrage til øget
konkurrenceevne og økonomisk vitalitet og samtidigt afhjælpe de store
18
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
demografiske udfordringer, som EU står over for i fremtiden. Direktivet
fastsætter betingelser for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med
henblik på sæsonarbejde. Derudover fastsættes en række kriterier, som en
sæsonarbejder fra et tredjeland og dennes arbejdsgiver skal opfylde,
herunder en gyldig ansættelseskontrakt, gyldige rejsepapirer,
sygeforsikring og bevis for indkvartering.
3.15. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/66/EU af 15.
maj 2014 om indrejse- og opholdsbetingelser for virksomhedsinternt
udstationerede tredjelandsstatsborgere (koncernarbejderdirektivet).
Direktivet har til formål at gøre EU konkurrencedygtigt ved at etablere
gennemsigtige og harmoniserede procedurer og rettigheder for
virksomhedsinternt udstationerede medarbejdere fra tredjelande, samt
fremme tiltrækningen af kvalificeret arbejdskraft til EU og samtidig
indføre minimumsbeskyttelse af de berørte arbejdstagere. I
Kommissionens ”Politikplan for lovlig migration” fra 2005 (KOM(2005)
669), blev det fastsat, at der mellem 2007 og 2009 skulle vedtages forslag
til fem retsakter om arbejdskraftindvandring, herunder forslag til et
direktiv om virksomhedsinternt udstationerede (koncernansatte). I
Stockholm-programmet fra 2009 blev Kommissionen og Rådet opfordret
til at fortsætte gennemførelsen af politikplanen for lovlig migration, som
anerkender, at en øget arbejdskraftindvandring kan bidrage til øget
konkurrenceevne og økonomisk vitalitet og samtidigt afhjælpe de store
demografiske udfordringer, som EU står over for i fremtiden. Det fremgår
således af Kommissionens direktivforslag fra 2010, at en række faktorer
begrænser internationale virksomheders muligheder for at benytte sig af
mobilitet i form af virksomhedsinterne udstationeringer. Mange
multinationale selskaber, der ønsker at udstationere deres personale, er
stødt på problemer med manglende fleksibilitet og begrænsninger,
herunder mangel på klare specifikke ordninger i de fleste EU-
medlemsstater, komplekse krav, omkostninger, forsinkelser i udstedelsen
af visa og arbejdstilladelser samt usikkerhed om regler og procedurer.
Derudover er der store forskelle mellem medlemsstaterne, hvad angår
indrejsebetingelser og begrænsninger i familierettighederne. Direktivet
fastsætter betingelser for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med
henblik på virksomhedsintern udstationering som leder, specialist eller
ansat trainee, samt for deres medfølgende familiemedlemmer. Der
fastsættes en række kriterier, som ansøgeren og virksomheden skal
opfylde, herunder bl.a. dokumentation for, at udstationeringen reelt finder
sted mellem to enheder i samme koncern, en gyldig ansættelseskontrakt,
samt krav om, at lønnen er i overensstemmelse med, hvad der er
19
 EUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om opfølgning på oversigt vedr. retsforbeholdet, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
sædvanligt for statsborgere i tilsvarende stillinger i den medlemsstat, hvor
arbejdet udføres. Direktivet indeholder desuden en regulering af mobilitet
mellem medlemsstaterne, som gør det muligt for virksomhedsinternt
udstationerede at bevæge sig inden for EU og arbejde i andre enheder, der
er etableret i forskellige medlemsstater.
3.16. Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 514/2014/EU af
16. april 2014 om almindelige bestemmelser om Asyl-, Migrations og
Integrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politi-
samarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt
krisestyring.
Forordningen indeholder regler om planlægning, kontrol,
finansiel styring, regnskab, rapportering og evaluering, som skal finde
anvendelse i forhold til de nye fonde og de underliggende finansielle
instrumenter på området for retlige og indre anliggender. Det fremgår af
Kommissionens forslag (KOM(2011) 752), at formålet bl.a. er at sikre en
mere politisk motiveret og resultatorienteret finansiering, at forenkle
administrative regelsæt, at gøre den økonomiske forvaltning og
gennemførelsen af fondene mere fleksibel og at forbedre overvågnings- og
evalueringsmekanismerne.
3.17. Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 516/2014/EU af
16. april 2014 om oprettelse af asyl-, migrations- og
integrationsfonden, om ændring af Rådets beslutning 2008/381/EF og
om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr.
573/2007/EF og nr. 575/2007/EF og Rådets beslutning 2007/435/EF.
Med forordningen oprettes en asyl-, migrations- og integrationsfond.
Forordningen om fonden, som erstatter Den Europæiske Flygtningefond,
Den Europæiske Fond for Integration af Tredjelandsstatsborgere og Den
Europæiske Tilbagetagelsesfond, indeholder regler om tildeling af midler
til medlemsstaternes flerårige nationale programmer for perioden 2014-
2020 på asyl-, integrations- og tilbagesendelsesområdet samt til
Kommissionens årlige programmer inden for krisebistand, Det Europæiske
Migrationsnetværk, teknisk bistand og gennemførelse af relevante
operationelle foranstaltninger vedrørende asyl og ulovlig indvandring i
EU’s Asylstøttekontor, EASO, og EU’s grænseagentur, Frontex. Det
fremgår af Kommissionens forslag (KOM(2011) 751), at fonden skal
bidrage til en effektiv forvaltning af migrationsstrømme i EU, herunder at
styrke og udvikle det fælles europæiske asylsystem, støtte lovlig
indvandring, fremme integration af tredjelandsstatsborgere samt styrke
tilbagesendelse og samarbejde med tredjelande.
20