Tak for det.
Jeg vil starte min tale, sådan som jeg også gjorde det før; nu er det så til det rigtige beslutningsforslag, og det er jo en fordel for debatten.
Jeg gentager gerne, hvad jeg gik i gang med at sige før, nemlig at jeg synes, at der er al mulig grund til at tage endog meget, meget kraftigt afstand fra de holdninger, som enkeltpersoner med tilknytning til moskeen på Grimhøjvej har givet udtryk for i medierne; det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om.
Hvad er det så for et beslutningsforslag, vi har at gøre med her?
Altså, Dansk Folkepartis intention er jo, at vi skal søge moskeen på Grimhøjvej og den bagvedliggende forening opløst ved dom på grundlag af et foreløbigt forbud meddelt af justitsministeren eller en anden myndighed, der er bemyndiget af justitsministeren.
Jeg tror, at der kan være god grund til lige at beskrive, hvad det er for regler, vi har at gøre med, jævnfør vores grundlov og den dertil knyttede mulighed for at opløse en forening.
Vi skal have fat i de regler, der findes i grundlovens § 78.
Bestemmelsen indebærer først og fremmest, at borgere kan danne foreninger uden først at skulle spørge om lov og tilladelse.
Der er altså i den danske grundlov et grundliggende forbud mod foreningscensur.
Der er dog i bestemmelserne principielt en mulighed for, at en forening, som allerede er dannet, kan opløses ved lov.
En opløsning forudsætter, at foreningen har et ulovligt øjemed.
Det betyder, at foreningen f.eks.
skal have som sit formål at gennemføre eller medvirke til overtrædelser af straffeloven.
Ved den konkrete bedømmelse af, hvad der kan siges at være foreningens øjemed, må der anlægges en vurdering af den nærmere karakter af foreningens virksomhed.
Det afgørende her vil være, hvad foreningen reelt står for.
Det er f.eks.
ikke tilstrækkeligt blot at vurdere det formål, som foreningen formelt har efter sine vedtægter.
Det er på den anden side almindeligt antaget, at det forhold, at en forening en enkelt gang eller nogle få gange måtte have overtrådt lovgivningen, ikke i sig selv kan begrunde, at foreningens øjemed anses for ulovligt.
Det samme gælder det forhold, at enkelte af foreningens medlemmer har begået lovovertrædelser.
Opløsningen af en forening ved dom, under henvisning til at foreningen har et ulovligt øjemed, vil altså i almindelighed kunne komme på tale, hvis foreningen eller dens medlemmer som et almindeligt led i foreningens virksomhed udøver strafbare aktiviteter.
Grundlovsbestemmelsen indeholder i stk.
2 en særlig regel om, at foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver – som der står i bestemmelsen – at opløse ved dom.
Det betyder bl.a., at regeringen i forhold til sådanne foreninger i hvert fald som udgangspunkt har pligt til at rejse en opløsningssag.
Det må nok anses for uafklaret, om denne pligt er ubetinget, eller om grundloven levner plads til en vis vurdering af, om det i et bredere perspektiv nu også ville være en hensigtsmæssig fremgangsmåde at skride til opløsning i stedet for at gribe ind med andre midler.
En forening kan ikke opløses ved en regeringsforanstaltning.
Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.
Det er altså ikke sådan, at det er overladt til regeringens frie politiske skøn, om der skal nedlægges et foreløbigt forbud mod en forening.
En justitsminister – også selv om justitsministeren er mig selv – kan således efter grundloven kun nedlægge et foreløbigt forbud mod en forening, hvis de retlige betingelser herfor er opfyldt.
Det betyder bl.a., at der skal foreligge et ordentligt bevismæssigt grundlag, før der kan nedlægges et foreløbigt forbud.
En regering, der skal overholde grundloven – og det vil det være min anbefaling at vi gør – kan således ikke bare fare ud og nedlægge forbud uden at have sådan et grundlag.
Og det er vurderingen i Justitsministeriet, at det er der ikke på nuværende tidspunkt i forhold til Grimhøjmoskeen.
Derfor er der heller ikke lige nu grundlag for at bede Rigsadvokaten om at vurdere, hvorvidt der bør iværksættes en undersøgelse af de spørgsmål, som opløsningen af en eventuel forening bag moskeen indebærer.
Når alt det her så er sagt, kan det måske også være meget fint lige at understrege, at man skal passe på med ikke at have for store forventninger til, hvad man egentlig ville kunne opnå, hvis man opløste en eventuel forening bag moskeen på Grimhøjvej.
For virkningen af en sådan opløsning ville jo være, at foreningen retligt ville holde op med at eksistere, at man ville kunne konfiskere foreningens formue, og at der ville være mulighed for at straffe personer, som deltager i fortsættelsen af foreningens virksomhed, efter at den måtte være opløst.
Men de personer, som står bag udtalelser, som der er grund til at tage afstand fra, og de holdninger, der måtte herske i dele af miljøerne, vil jo fortsat være der.
Og man kan ikke forbyde og ikke opløse hverken mennesker eller holdninger, selv om man en gang imellem måtte have lyst til det.
Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at vi ikke hermed har at gøre med en mirakelkur.
De mennesker, som man ønsker at stoppe, vil givet fortsat have de samme holdninger.
Derfor vil det være min klare opfordring til Folketinget, at vi ikke stemmer for beslutningsforslaget her, men i stedet bruger vores kræfter, vores tid og vores energi på at bekæmpe den radikalisering og ekstremisme, som er farlig for Danmark og for vores demokrati, og som i øvrigt er en hovedprioritet for mig som justitsminister.
Derfor kunne jeg godt tænke mig bare lige at dvæle en lille smule ved den handlingsplan, vi har lagt frem, om radikalisering og behovet for at imødegå den ekstremisme, som vi ved findes i vores samfund.
For det, der er vores ønske, er jo i højere grad at kunne gribe ind, eksempelvis hvis der er folk, der vælger – hvad der er mig helt uforståeligt – at drage til eksempelvis Syrien for at kæmpe på samme side som Islamisk Stat.
Det, der er vores tanke, er at tage passet fra dem, der måtte have lyst til at rejse af sted; at det skal være muligt at udstede udrejseforbud; og at det skal være muligt, hvis der er tale om herboende udlændinge, at inddrage opholdstilladelsen eller opholdsretten fra de pågældende.
Derudover står vi over for forhandlinger med rigtig mange af Folketingets partier, alle med undtagelse af Enhedslisten, i regi af satspuljekredsen – for at diskutere en række konkrete initiativer af mere forebyggende karakter og for at sikre, at de danske myndigheder i alt er klædt på til opgaven.
Jeg vil også gerne sige helt generelt, at når vi taler om radikalisering og ekstremisme i vores samfund, betragter jeg det faktisk først og fremmest som en opgave for PET, altså vores efterretningstjeneste.
For der er tale om meget, meget alvorlige udfordringer og problemer for både vores demokrati og potentielt også vores retssikkerhed.
Og jeg har en meget klar forventning om – også når vi taler om konkrete steder i Danmark – at der selvfølgelig er et ualmindelig forstærket øje fra myndighedernes side i forhold til eksempelvis islamistiske radikale miljøer i Danmark, som desværre findes.
Afslutningsvis vil jeg bare sige, at jeg synes, det er vigtigt, at vi hele tiden afdækker, om vi også er i stand til at retsforfølge folk, der rejser ud og deltager, og det er vi også i gang med at se på lige nu.
Der er – skal jeg måske sige afslutningsvis – et samarbejde omkring Grimhøjmoskeen, hvad angår både PET og Østjyllands Politi.
Jeg synes, at der er meget stor grund til at tage afstand fra nogle af de ytringer, vi har hørt fra enkeltpersoner omkring miljøet, og jeg synes, vi skal gøre, hvad vi kan, for at bekæmpe det.