Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 126:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af indsatsen mod medier, der uretmæssigt krænker privatlivets fred eller bringer urigtige historier.

Af Jan E. Jørgensen (V) og Preben Bang Henriksen (V).

(Fremsættelse 27.03.2015).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak for det. Og tak til Venstre for at bringe diskussionen om det her ind i Folketingssalen. Det er jo et beslutningsforslag, der udspringer af Se og Hør-sagen. Og jeg vil sige, måske sådan lidt procesmæssigt, at efter Se og Hør-sagen har Folketinget jo sådan set et ret omfattende arbejde i gang, under Kulturudvalget blev der nedsat en arbejdsgruppe omkring medieetik, og Kulturudvalget gav i 2014 efter indstilling fra arbejdsgruppen en beretning om det her spørgsmål.

I beretningen opfordrer Kulturudvalget regeringen til at tage de nødvendige initiativer til en nærmere undersøgelse. Og jeg er sådan set enig med Kulturudvalget i, at straffelovens bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred og æreskrænkelse bør gennemgås i lyset af det, vi har oplevet igennem den senere tid. Derfor har vi jo sådan set på opfordring, vel fra Folketinget, besluttet, at Straffelovrådet skal vurdere, om der er behov for at modernisere de regler, der gælder på det her område. Vi skal finde den rette balance mellem hensynet til hvert enkelt menneskes privatliv og ytringsfriheden. Men jeg synes i respekt for det arbejde, der allerede er lavet i Kulturudvalget, at vi bør afvente resultaterne.

Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger nu. Jeg forventer, vi kan samarbejde om de nødvendige løsninger, og når Straffelovrådet har afsluttet sit arbejde, vil jeg meget gerne, såfremt jeg fortsat er justitsminister, tage en politisk drøftelse af det her spørgsmål.

Der er en kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen.

Tak. Ministeren sagde, at man afventede, at Straffelovrådet skulle afveje hensynet mellem privatliv og ytringsfrihed, hørte jeg. Så må jeg bare lige henlede ministerens opmærksomhed på, at det her forslag jo ikke har noget at gøre med at flytte nogen grænser rent straffemæssigt. Det har noget at gøre med at ændre på de straffe, der er. Det, der er ulovligt i dag, skal også være ulovligt i morgen. Og det, der er lovligt i dag, skal også være lovligt i morgen. Så det, vi taler om, er altså det i forslagets hovedtekst, nemlig spørgsmålet om, hvilken straf der skal gives. Det er vel i høj grad noget, som Folketinget og ministeren har en mening om.

Ministeren.

Jo, jeg forsøgte vel sådan set at sandsynliggøre, at når Kulturudvalget har lavet et ret grundigt arbejde og efterfølgende har bedt regeringen om at følge op på det – og det gør vi ved at bede Straffelovrådet om at kigge på området – så vil jeg gerne afvente de vurderinger, inden vi tager den, tror jeg, helt nødvendige politiske drøftelse.

Hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg havde selvfølgelig håbet, at ministeren også ville forholde sig til de konkrete forslag, som er i beslutningsforslaget. Jeg har naturligvis respekt for, at man beder Straffelovrådet om at undersøge området nærmere. Det kan være en god idé. Men jeg havde håbet, at ministeren også ville forholde sig, i hvert fald sådan på det overordnede plan, til de konkrete forslag, der er i vores beslutningsforslag.

Men så vil jeg i stedet spørge ministeren, om man direkte, positivt vil anmode Straffelovrådet om, at de forholder sig til de fem konkrete forslag, som er i vores beslutningsforslag.

Ministeren.

Jeg modtager altid gerne gode ideer til, hvad der skal videre til Straffelovrådet. Men vi har jo sådan set udformet anmodningen til Straffelovrådet på baggrund af det arbejde, der allerede er foregået i Kulturudvalget.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det er jeg med på, og det er også derfor, jeg stiller spørgsmålet. For vores beslutningsforslag kommer så, efter at Kulturudvalget er kommet med sin betænkning. Så det, der ligger i vores beslutningsforslag, er jo ikke alt sammen noget, som Kulturudvalget har forholdt sig til. Så kan vi få ministeren til at anmode Straffelovrådet om at forholde sig til dette beslutningsforslag, vil vi være rigtig glade.

Ministeren.

Men det er måske det, som jeg procesmæssigt ikke helt forstår. Altså, når der er pågået et ret omfattende arbejde i Kulturudvalget og regeringen har valgt at følge op på det arbejde, hvorfor så fremsætte et beslutningsforslag for nærværende? Var det så ikke bedre at følge den proces, vi vel sådan set i fællesskab har været med til at designe eller i hvert fald motivere og arbejde med? Og så får vi jo rig mulighed for at tage den politiske drøftelse, som jeg synes er helt relevant og sikkert også nødvendig.

Tak til ministeren. Fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører.

Venstre vil med forslaget her pålægge regeringen at fremsætte lovforslag, der skærper kravene til danske medier, som bringer urigtige historier, både i forhold til skærpede bøder for krænkelse af privatlivets fred og frembringelse af urigtige historier og påstande, men også i forhold til et øget strafniveau, en tredobling af eksempelvis fængselsstraffe, til journalister og redaktører. Beslutningsforslaget udspringer af SE og HØR-sagen, en sag, der understreger, hvor alvorligt det er, når medier fremfører urigtige historier, ikke mindst dem, der har personlige konsekvenser og krænker dem, som de omhandler, og deres familier.

På den anden side står et hensyn til den frie presse, som er en grundpille i vores demokrati. Vi skal passe på vores frie presse, og vi skal passe på, at der ikke rokkes ved dette vigtige ben i vores samfund. Hertil kommer, at det er meget alvorligt at ty til så markante lovændringer alene på baggrund af en sag, der end ikke er afgjort ved domstolene.

Det er jo ikke første gang, vi diskuterer den her sag i Folketinget. I december 2014 afgav en parlamentarisk arbejdsgruppe under Folketingets Kulturudvalg en beretning, der opfordrede regeringen til at foretage en nærmere undersøgelse af privatlivsbeskyttelsen og at undersøge, om påtalekompetencen i sager om urigtige historier, bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred kan ændres til offentlig påtale. Og det er Straffelovrådet jo blevet bedt om at undersøge. Det har justitsministeren igangsat.

Derfor mener vi Socialdemokrater, at det giver god mening at afvente Straffelovrådets udtalelse, inden vi ændrer så drastisk på vores lovgivning, som det fremgår af det forslag, vi diskuterer her i dag. Sagt med andre ord: Når Folketinget nu har bedt justitsministeren om at igangsætte en undersøgelse, som justitsministeren har igangsat, så virker det lidt omsonst, at vi begynder at foreslå elementer, som er det samme som det, vi har bedt justitsministeren om at undersøge.

Må jeg så ikke samtidig anføre, at vi Socialdemokrater sådan set gerne ser, at bøderne for urigtige oplysninger bragt i medierne i højere grad afspejler den indtjening, som de historier medfører. Dog ser vi med nogen skepsis på den strafskærpelse, som der lægges op til i forhold til frihedsberøvelse, nemlig en tredobling af frihedsberøvelsen, men lad os tage den videre drøftelse, når anbefalingerne fra Straffelovrådet foreligger.

Med de ord skal jeg meddele, at vi Socialdemokrater ikke kan støtte forslaget her.

Der er to korte bemærkninger. Først er det hr. Preben Bang Henriksen.

Tak for indlægget, som var et forsvar for den frie presse. Jeg hylder også den frie presse, men det her forslag vedrører altså ikke den del af den frie presse, som opfører sig, som den skal. Forslaget vedrører lovbrydere, altså en straf over dem, som har brudt loven. Derfor synes jeg egentlig, at det første kapitel i ordførerens tale om hensynet til den frie presse, og hvordan vi skulle passe på, er lidt malplaceret i en situation, hvor vi drøfter et forslag, der vedrører straffelovsovertrædelser. Der er ingen af de der folk, der skal beskyttes af den frie presse. Det må være helt klart.

Når det er sagt, vil jeg godt høre ordføreren om noget. Ordføreren henviser jo ligesom ministeren til, at sagen ligger i Straffelovrådet. Jamen har ordføreren og har Socialdemokratiet ikke nogen mening om noget som helst, fordi det nu ligger i Straffelovrådet? Altså, udover de højere straffe ligger der jo spørgsmålet om godtgørelse her. Der ligger navneforbud, offentlig påtale, lukkede døre osv. Hvad er Socialdemokratiets holdning til de spørgsmål?

Ordføreren.

Som jeg sagde, er vi bestemt ikke afvisende over for eksempelvis højere bøder, der i højere grad afspejler de indtjeningsforhold, der ligger bag. Og vi vil heller ikke generelt afvise, at strafferammen for den her type forseelser og de øvrige forhold, som dette måtte vedrøre, skal skærpes. Men det, jeg bare anfører, er, at når vi nu har bedt Straffelovrådet om at vurdere den her samlede pakke, så giver det jo god mening at afvente Straffelovrådets konklusioner og anbefalinger til Folketinget. Vi beder jo netop Straffelovrådet – det er jo det, man har anmodet justitsministeren om – om at få en saglig vurdering af det her. Derfor synes jeg også, det ville være lidt mærkværdigt at begynde at konkludere, inden vi havde fået de anbefalinger.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Det synes ligesom at være sådan, at hvis man har anmodet Straffelovrådet om at se på noget, så er det legitimt ikke selv at have nogen som helst mening om det. Men jeg kunne spørge direkte: Er det Socialdemokratiets opfattelse, at det er rimeligt, at folk selv skal føre de her sager om ærekrænkelser, eller kan Socialdemokratiet have forståelse for, at det er en opgave, der bør ligge hos det offentlige, sådan at det ikke kun er velbeslåede mennesker – der er jo ikke fri proces i de her sager eller retshjælpsdækning eller noget i den retning – der har mulighed for at føre sagerne?

Ordføreren.

Det er da en interessant del af den her undersøgelse, og det er jo også derfor, at Kulturudvalget har anmodet justitsministeren om det. Kulturudvalget, herunder Socialdemokraterne, har anmodet justitsministeren om at se nærmere på den her sag. Men der er jo også nogle forhold, som man bliver nødt til at tage hensyn til, når man giver fri proces. Det er jo, at man skal sikre – jeg er da sikker på, at hovedparten af os, der er herinde i Folketinget, af og til føler os uretfærdigt behandlet af pressen – at der selvfølgelig er nogle mekanismer i det, så man ikke får et utal af sager, som løber op i en kæmperegning til det offentlige. Så der skal være en eller anden form for mekanisme i det, og derfor synes jeg, det giver god mening at afvente Straffelovrådets vurdering.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Jo, men jeg er måske også lidt ærgerlig over, at Socialdemokraternes ordfører i den grad glider af på at forholde sig til de konkrete forslag, som ligger i beslutningsforslaget. Jeg hæfter mig dog ved, at fru Trine Bramsen mener, at bødestraffen kan man godt kigge på, og det ville da også have overrasket mig andet, eftersom fru Trine Bramsen til Berlingske udtalte:

»»Jeg mener, at vi skal gå endnu længere end en tredobling. Jeg mener, at man skal gøre straffene indtægtsafhængige, så det virkelig kan få en effekt. For problemet i dag er jo, at de penge, medierne kan tjene på at krænke kendtes privatliv, er langt større end bødeniveauerne,« siger hun ...«.

Er det fortsat Socialdemokraternes holdning?

Ordføreren.

Ja, det har jeg jo lige bekræftet tre gange fra talerstolen, så det må jeg for fjerde gang bekræfte og sige: Ja, det er det.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det er jeg glad for at høre. Så lad mig spørge med hensyn til forslaget om brud på navneforbud, om Socialdemokraterne mener, at der er noget interessant i det, eftersom bødeniveauet for i dag at krænke et navneforbud kun er på 5.000 kr.

Ordføreren.

Det er jo et af de elementer, som vi har bedt Straffelovrådet om at vurdere. Og jeg må sige, at jeg synes, det giver god mening at få den her faglige vurdering af det, for vi er inde på et område, hvor der nogle gange kan være god ræson i at offentliggøre navne, andre gange ikke. Så jeg synes faktisk, at det er helt reelt og en helt fair politisk holdning at have, at man beder nogen, der har den juridiske, dybdegående ekspertise og kan indhente særlig mediejuridisk bistand, om at vurdere det her og på den baggrund så tage stilling til det.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Alex Ahrendtsen som Dansk Folkepartis ordfører.

Inden jeg gør rede for Dansk Folkepartis stillingtagen, vil jeg gerne rose forslagsstillerne for et fint og meget gennemarbejdet beslutningsforslag. Man kan godt mærke, at der er lagt både tid og kræfter i det, og at stillerne har fagkendskab til området.

Nu er det selve forslaget. På den ene side skal vi politikere tage hensyn til mediernes pressefrihed, og på den anden side er der hensynet til de mennesker, som uretmæssigt bliver hængt ud af dagblade og i æterbårne medier.

Der er ingen tvivl om, at der er nogle medier, som har svært ved at holde sig på den rigtige side af stien. Det er ikke andet end et par dage siden, at fru Tina Nedergaard fra Venstre måtte finde sig i at blive trukket gennem sølet af BT på en mildt sagt meget tynd baggrund. Og igennem de senere år har der været en lang række sager, der har været direkte ulovlige. Beslutningsforslaget henviser også til det, og det er vel hovedårsagen til forslaget.

I Kulturudvalget og i Retsudvalget endte vi i fællig med en beretning, der påbød Pressenævnet at stramme op på sin sagsbehandling, så hammeren falder hårdere over for medier, der ikke opfører sig presseetisk ordentligt. Vi bad nævnet om, at der bliver sammenfald mellem urigtige historier og dementier i avisen. Så vi er helt med på, at der er noget at komme efter.

Vi vil derfor gerne støtte, at bødestraffene bliver forhøjet; om det skal være en tredobling, må vi se nærmere på. Vi vil også gerne støtte, at strafniveauet forhøjes; også her må vi se nærmere på, om det lige skal være en tredobling.

Vi er dog noget forbeholdne, når det drejer sig om resten af beslutningsforslaget.

Først er det navneforbudsdelen. Vi har med bestyrtelse set, at Lars Hedegaards muslimske attentatmand har opnået navneforbud. Man kan altså i Danmark i dag forsøge at slå et menneske ihjel, hvorefter der nedlægges navneforbud. Vi er lidt bange for, at en skærpelse af navneforbudsreglerne vil føre til utilsigtet misbrug, selv om vi anerkender forslagsstillernes ædle hensigter.

Vi er også forbeholdne over for forslaget om at udvide muligheden for offentlig påtale. Vi frygter, at det kan blive en glidebane og blive misbrugt.

Vi er heller ikke glade for øget brug af lukkede døre, referatforbud og navneforbud, fordi vi frygter, at det vil blive brugt til at lukke ned for omtale af f.eks. indvandrerkriminalitet og dermed føre til svenske tilstande. Allerede i dag er man blevet varsom med at omtale indvandrerkriminalitet på grund af berøringsangst.

Selv om vi anerkender forslagsstillernes hensigter, og selv om der er dele af forslaget, vi støtter, så stiler vi mod en beretning i udvalget og ser frem til udvalgsbehandlingen, hvor vi forhåbentlig kan blive klogere på selve lovforslaget og den tvivl, vi har, vedrørende forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Hr. Alex Ahrendtsen er altid velkommen, hvis der er noget, han er i tvivl om. Både hr. Preben Bang Henriksen og jeg har kontor her på Christiansborg, og han er velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe, og så skal vi nok forklare, hvad forslaget går ud på, for der er noget, der tyder på, at Dansk Folkeparti har misforstået noget af det.

Jeg vil nøjes med lige i første omgang at fokusere på spørgsmålet om navneforbud. Jeg kunne forstå på ordføreren, at man var bange for misbrug. Det er jeg ikke helt sikker på jeg forstod. Altså, det kan jo ikke være sådan, at hvis der er begået en forbrydelse, som man synes er frygtelig – det er de fleste forbrydelser – og der er nedlagt navneforbud, er det, fordi vedkommende ikke er dømt endnu. Og det er jo sket ganske mange gange, at politiet har anholdt en person, som senere viser sig at være uskyldig, og det er derfor man nedlægger navneforbud.

Dansk Folkeparti må vel være enig i, at indtil der er faldet dom, og indtil man har fundet ud af, at det er den pågældende, der har skudt Lars Hedegaard eller myrdet Maria i Herning, eller hvem det nu måtte være, det er gået ud over, så venter man med at fortælle, hvem det er, indtil retten har talt.

Ordføreren.

Det er jo bl.a. sådanne ting, som udvalgsarbejdet skal afdække. Et lille kaffemøde på hr. Jan E. Jørgensens kontor er altid en fin ting, men vi bliver også nødt til at have dem med i udvalgsbehandlingen, og det er derfor, vi ønsker at få afdækket de her ting, så ministeriets sagkyndige også kan give deres besyv med. Det er vel reelt nok. Det er en frygt, vi har, og det er jo ikke nok bare at tale med forslagsstillerne trods den juridiske baggrund og trods det fagkendskab, som forslagsstillerne har. Det er vel fair nok, er det ikke?

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jo, jo, men jeg er bare ikke helt sikker på, at jeg forstår frygten. Altså, når der bliver nedlagt navneforbud, er det, fordi det er forbudt at nævne navnet, og så er den sådan set ikke så meget længere. Og hvis det så sker alligevel, er det et brud på dansk lov og ret.

Der må Dansk Folkeparti vel være enig med Venstre i, at når nogen forbryder sig mod en afgørelse, som en dansk domstol har truffet, skal det også straffes så tilpas hårdt, at folk holder op med at gøre det, og at folk afskrækkes fra at gøre det. Jeg troede, vi var enige om en sådan forholdsvis hård tilgang til kriminelle, og det er man jo, hvis man bryder eksempelvis et navneforbud.

Ordføreren.

Vi har jo heller ikke afvist beslutningsforslaget, vi er bare forbeholdne over for en del af det. Og det er vel fair nok, at udvalgsbehandlingen skal afgøre det og vise, om vores forbehold er rigtigt, altså om den frygt, vi har, om den tvivl, vi har, er korrekt. Det er vel derfor, vi er hernede i salen. Altså, forventer ordføreren, at vi bare siger ja, fordi Venstre har fremsat et forslag, der i øvrigt er udmærket på andre punkter? Det synes jeg godt vi har lov til. Vi glæder os til udvalgsbehandlingen, og så må vi se. De bedste argumenter må jo så vinde.

Tak til ordføreren. Hr. Jeppe Mikkelsen som radikal ordfører.

Tak, formand. Jeg tror egentlig, at vi sådan bredt her i Tinget grundlæggende deler den indstilling, som forslagsstillerne har til det her område. Vi Radikale er i hvert fald enige i, at det er et relevant område at få kigget på. Men som den socialdemokratiske ordfører var inde på, mener vi altså også, det er en god idé at få det undersøgt lidt nærmere – særlig i lyset af den udvikling, som forslagsstillerne faktisk fint ridser op i deres forslag her.

Vi vil gerne afvente, at Straffelovrådet får tygget sig igennem det her område. Og så synes jeg, det er en lidt mærkværdig behandling, for jeg synes egentlig, at forslagsstillerne stiller ministeren i en lidt mærkelig position. Forslagsstillerne er jo med i det flertal, som har bedt ministeren om at undersøge området nærmere, og det har ministeren så selvfølgelig gjort. Når et flertal i Folketinget beder en minister om noget, så retter ministeren sig efter det; så det har ministeren selvfølgelig gjort. Men før den undersøgelse er færdig, vælger man at ville konkludere på den, og man konkluderer så, at der er behov for strafskærpelser. Det skal jeg ikke afvise at der kan være – det kan der sådan set være god ræson i – men jeg synes faktisk, det er en lidt omvendt proces, at man først beder om at få det undersøgt og så konkluderer, før den undersøgelse er færdig. Jeg synes, det stiller ministeren i en svær position – i hvert fald hvis der er et flertal, der vælger at vedtage det her forslag.

Så for sådan at opsummere vil jeg sige, at vi Radikale sådan set er åbne over for at se på det her vigtige område. Vi er enige i, at udviklingen kræver en gennemgang af vores lovgivning, men vi er ikke klar til at konkludere på området nu. Vi synes, at det skal undersøges nærmere af Straffelovrådet, før vi gør det. Tak for ordet.

Der er nogle korte bemærkninger, først fra hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for den forholdsvis positive modtagelse af forslaget. Med hensyn til alt det processuelle vil jeg sige, at det ved jeg ikke hvor mange uden for denne sal synes er interessant.

Men kunne vi så få Det Radikale Venstres opbakning til, at man sikrer, at Straffelovrådet også konkret forholder sig til de ting, som er indeholdt i beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Altså, det har vi endnu ikke drøftet i den radikale gruppe. Det er ikke en del af forslaget, at ministeren skulle pålægges at bede Straffelovrådet om at tage stilling til de konkrete forslag. Jeg vil gerne være med til at drøfte det med Venstres ordfører; på nuværende tidspunkt er det ikke noget, vi har taget stilling til, men vi kan drøfte det videre i udvalgsbehandlingen.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jamen jeg har stor tiltro til hr. Jeppe Mikkelsens evner, så jeg forventer, at der sker ting og sager.

Tak, tak.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen.

Det er noget underligt noget her i Folketinget, at alle sådan set kan være positive og enige og åbne for en gennemgang osv., og alligevel så slutter de fleste indlæg – i hvert fald flertallet – sandsynligvis af med, at i øvrigt kan man ikke stemme for det. Jeg synes, det er noget underligt noget, og begrundelsen er jo så, at man fundet den her flig, der hedder Straffelovrådet. Jeg har al respekt for Straffelovrådets arbejde, men det enkelte politiske parti må dog kunne tilkendegive sin mening om de her faktuelle forhold med den modifikation, at man kan blive klogere, det kan vi alle sammen blive, det kan også være, vi ændrer opfattelse, når vi ser Straffelovrådets arbejde.

Bare for at tage et eksempel: Hvad mener Det Radikale Venstre om systemet om, at den enkelte, der har været udsat for den her krænkelse, og hvis familie er blevet svinet til og sat på internettet resten af deres dage osv., skal have den økonomiske byrde og den økonomiske risiko ved at føre en sag? Synes Det Radikale Venstre ikke, at det er mere på sin plads, at det er en offentlig opgave?

Ordføreren.

Jeg forstår godt hr. Preben Bang Henriksens indledende pointe om, hvorfor folk ikke bare stemmer for, hvis de nu er enige med forslagsstillerne i, at der er nogle udfordringer på det her punkt, men det er jo, fordi vi er lidt i tvivl om, om det er den rette model eller ej. I forhold til om man skulle ændre i reglementet for, hvem der skal betale, altså om det skal være privat eller offentlig påtale, tror jeg sådan set godt, jeg vil sige, at det er en af de ting, vi også har været opmærksomme på i nogle forskellige sager, altså at det har været en meget, meget stor økonomisk byrde at blive renset, og det har vi da været optaget af i Radikale Venstre. Men det er en af de ting, jeg sådan set også mener vi har behov for at få kvalificeret, for vi ved jo ikke, hvad det koster. Vi ved ikke, hvilke økonomiske konsekvenser det måtte have, hvis man sagde, at det så er en udgift, vi lægger over på offentlige. Det er jo så en af de ting, man kan håbe på, der bliver redegjort lidt nærmere for i forbindelse med det her.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Pernille Vigsø Bagge som SF's ordfører.

Jeg holder denne ordførertale på vegne af SF's retsordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Forslagsstillerne foreslår en skærpelse af indsatsen mod medier, der bl.a. uretmæssigt krænker privatlivets fred. SF tager stærkt afstand fra de sager, hvor der sker ærekrænkelse, krænkelse af privatlivet eller sager, hvor der er bragt urigtige historier. Alle mennesker går rundt med private oplysninger, som de har krav på at få beskyttet, og ingen skal udsættes for, at der bliver skabt løgnehistorier om dem. Derfor er der mange positive elementer i forslaget, som er medvirkende til at øge retssikkerheden for de mennesker, som rammes af sådanne urigtige historier eller historier, der krænker deres privatliv. Eksempelvis er vi enige i, at øget brug af lukkede døre, referatforbud og navneforbud kan være medvirkende til at få flere til at gå til domstolene.

Forslagsstillerne foreslår ligeledes at hæve niveauet for godtgørelse til de personer, der udsættes for krænkelse. Der bliver henvist til, at erstatningsniveauerne på nuværende tidspunkt er så små, at godtgørelsen delvist eller helt udhules, da sagsomkostningerne ikke dækkes af de fulde advokatomkostninger. Det kan vi i SF godt være enige i er helt urimeligt. Det er helt absurd, at det ikke kan betale sig at få ret i en sag, og at det tilmed skal koste flere penge. Derfor er vi grundlæggende enige i, at niveauet for godtgørelse bør hæves.

Men godtgørelsen bør ikke kun hæves for kendte, som rammes af mediernes paparazziblink, som dette forslag lægger op til. Det bør også gælde for helt almindelige mennesker, som ærekrænkes, og ikke kun af medier, men også af andre personer. For nogle år siden blev den tidligere minister, fru Karen Jespersen, dømt i en injuriesag mod den tidligere talsmand for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain, for at beskylde ham for at gå ind for stening af kvinder. Karen Jespersen blev dømt til at betale 10.000 kr. i godtgørelse og fire dagbøder a 250 kr. På trods af det stod Hussain tilbage med en ordentlig regning, da hans sagsomkostninger steg til over 100.000 kr., som han selv måtte betale hovedparten af. Karen Jespersens forsvarsadvokat blev betalt af staten, som i øvrigt var tre gange dyrere end Hussains advokat. Hvor ligger det rimelige i det?

Man kan spørge sig selv, om det er rimeligt, at helt almindelige mennesker, som krænkes af andre og gerne vil have rettens ord for, at de er blevet krænket, skal stå tilbage med så stor en regning, også selv efter at de har fået deres godtgørelse. I SF synes vi ikke, det er rimeligt. Af den grund at forslaget kun beskytter såkaldt kendte personer, kan SF ikke støtte forslaget.

Der er to korte bemærkninger. Først er det hr. Jan E. Jørgensen.

Allerførst tak for en positiv modtagelse af i hvert fald det meste af forslaget. Det, jeg så kan høre man er uenig i, er, at det kun skulle være kendte, der skal have større erstatning. Det er naturligvis ikke tilfældet. Det er jo ikke sådan, at der i straffeloven i dag sondres mellem, om man er kendt eller ej, og jeg ved heller ikke, hvordan der skulle laves sådan en sondring, og hvor kendt man så skulle være for at få beskyttelse. Nu er det jo bare sådan, at sager om privatlivets fred oftest handler om kendte, fordi det er kendtes privatliv, som nogle mennesker synes det er interessant at læse om. Så vores forslag handler om en øget straf og en øget erstatning, og det gælder naturligvis i alle sager inklusive den sag, som ordføreren omtalte. Jeg forventer ikke, at ordføreren tager stilling til det på stående fod, men jeg håber, at afklaringen af den misforståelse kan føre til, at SF kan vælge at støtte beslutningsforslaget.

Ordføreren.

Nu kunne jeg høre fra tidligere her i dag i ordførerrækken, at der var tale om kaffemøder og den slags på kontorerne, så jeg vil gerne anbefale Venstres ordfører at invitere SF's ordfører, som ikke er mig, men som er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, på kaffe, eller hvad det måtte være, på et eller andet kontor.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg vil meget gerne invitere fru Karina Lorentzen Dehnhardt på kaffe eller sågar et glas rødvin.

Ordføreren.

Hun drikker for resten vistnok ikke kaffe, men jeg ved, hun drikker rødvin, så det er godt, vi har en plan.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen.

Jeg vil bare sige, at vi også har stærkere ting, hvis det skal til. Men bortset fra det vil jeg bare kvittere for ordføreren på den her sags gennemgang af sagen om Karen Jespersen og den borger, som vandt sagen. Det er en fuldstændig korrekt gennemgang, og det illustrerer en stor, stor mangel ved vores system herhjemme, nemlig at statens advokat honoreres med en timeløn, der er tre gange så stor som borgerens advokats, og at det skulle være nødvendigt for borgeren at gå ud – oven i købet med Folketingets formands assistance eller i hvert fald nogle personers assistance – og samle penge ind for at dække sagsomkostningerne i en sag, som man har vundet. Det er fuldstændig vanvittigt, men det var nu mere en konstatering og en kvittering. Tak.

Det er da dejligt, at der er noget, vi er enige om.

Tak til SF's ordfører. Fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører.

Der er flere forskellige forslag i ét, det sker jo tit med beslutningsforslag. Der er et af dem, jeg dog vil starte med at påpege rejser en meget væsentlig problemstilling, som også er blevet nævnt flere gange, og det er den her diskussion om de erstatninger, som bliver tilkendt de krænkede i sager, hvor medier har krænket privatlivets fred eller bragt urigtige historie osv., og om, at de erstatninger ikke dækker de reelle omkostninger, som man egentlig har ved at føre sagen. Det vil sige, at hvis man er krænket i sådan en sag, kan man risikere at tabe penge på at få ret. Nogle vil måske slet ikke gøre det, fordi de ikke har midlerne, fordi de ikke vil risikere at tabe penge osv. Problemstillingen er blevet belyst meget klart, og vi synes også i Enhedslisten, at det er et problem. Selvfølgelig gør vi det.

I løbet af sidste år havde vi jo, som det også er blevet nævnt, en arbejdsgruppe siddende – en ny form for parlamentarisk redskab, kan man sige – som forsøgte at gennemgå et område, der var afgrænset på forhånd, og via sådan en tværpolitisk arbejdsgruppe forankret i Kulturudvalget forsøgte man at gennemgå nogle af problematikkerne og se, hvor man kunne ende henne, og hvad man kunne blive enige om. Det var faktisk en rigtig positiv oplevelse, og jeg havde simpelt hen fornøjelsen af at få min første titel som formand for noget parlamentarisk, overhovedet, så på den måde var det også særlig interessant. Nå, men i arbejdsgruppen på tværs af partierne var vi sådan set også enige om, at det er et problem, at man ikke får dækket sine reelle omkostninger, selv om man vinder sagen. Det betyder jo, som jeg også sagde før, at der er nogle, der måske vil afholde sig fra at gå ind i sager.

Men det var ikke arbejdsgruppens opfattelse – og det er stadig væk heller ikke Enhedslistens opfattelse – at vi løser problemet ved at skrue erstatningerne i vejret eller, som Venstre nu foreslår, ved at få dem tredoblet. Hvis man gør det, risikerer man nemlig at komme i den situation, at erstatningerne for krænkelse af privatlivets fred ikke står i forhold til andre straffesager og andre erstatninger. For at skære det ud i pap kan man komme i den situation, at en tv-vært, som er blevet krænket ved f.eks. at få bikinibilleder i Se og Hør, for at tage et nærliggende eksempel, får en større erstatning end en person, som har været udsat for voldtægt, og jeg tror ikke, der er nogen af os, der er interesseret i, at vi ender i den situation. Derfor mener vi sådan set ikke, at det er det mest egnede.

Det er så også derfor, man i arbejdsgruppen begyndte at diskutere, om det så betyder, at vi skal overflytte påtalekompetencen fra at være civil til at være offentlig. Det vil sige, at det er anklagemyndigheden, der tager sagen på vegne af den forurettede, i stedet for at den forurettede selv skal rejse en civilsag. Det er så det, som Straffelovrådet er ved at kigge på nu, fordi vi jo fandt, at det var den mest nærliggende måde at komme problemet til livs på.

Vi kan ikke stemme for forslaget allerede i dag. Det kunne vi heller ikke, da vi var færdige med arbejdet, og det er bl.a., fordi man også skal overveje, at det har den konsekvens, at hvis der indføres offentlig påtale, vil du som person ikke i teorien og heller ikke i praksis kunne bestemme, om en sag skal rejses. Altså, ved at der føres en civil sag, kan man faktisk også undlade at føre en sag, hvis man f.eks. ikke har lyst til at blive trukket igennem det hele en gang til. Det er jo den negative konsekvens, der vil være af at indføre offentlig påtale, og det er derfor, vi meget gerne vil have Straffelovrådet til at kigge på det, før vi tager endelig stilling. Men det ændrer ikke på, at det umiddelbart er det mest nærliggende at gøre.

Når det så kommer til et andet forslag her, som jeg lige vil trække frem til sidst, og som handler om øget brug af navne- og referatforbud, så vil jeg sige, at det jo bryder med et helt grundlæggende princip om åbenhed i retsplejen, som jeg mener, er rigtig, rigtig vigtigt – ikke kun af hensyn til pressens mulighed for at skrive historier, men generelt for, at vi via åbenheden kan kontrollere, hvad der foregår ved vores domstole. Mig bekendt har der ikke været eksempler på, at referat- eller navneforbuddet har været brugt for lidt, altså at der er nogle sager, hvor det skulle have været brugt, men ikke er blevet det. Jeg har heller ikke nogen oplysninger om, at der er en stor stigning eller generelt et højt antal sager, hvor man bryder referat- eller navneforbuddet, ej heller selv om man kunne mene, at straffen var lav. Så det ser vi sådan set heller ikke nogen grund til at gå ind og kigge på nu.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg fandt ud af, hvad Enhedslisten mener om de enkelte punkter, men lad mig prøve at spørge ind til noget af det, som jeg forstod. Det er spørgsmålet om erstatningsniveauer, som man fra Enhedslistens side er bekymret for at hæve, fordi der derved vil komme en manglende proportionalitet i forhold til erstatningsniveauet i andre sager, og Enhedslistens ordfører nævnte så voldtægt. Det er jo reelt nok.

Omvendt er det jo også på samme måde som i romanen »Catch-22«, at man ikke kan hæve erstatningsniveauet for den her type sager, for så bliver de for store i forhold til erstatningsniveauet i andre sager. Når vi så skal diskutere erstatningsniveauet i voldtægtssager, vil man sige, at der kan man ikke hæve erstatningsniveauet, for så vil der jo være andre sager, hvor det vil komme ud af proportion.

Vi er nødt til at starte et sted, hvis vi mener, at de erstatninger, vi i dag tildeler for tort, er for lave, men med den argumentation, som Enhedslisten fremkommer med, kan vi aldrig nogen sinde hæve erstatningsniveauet i nogen sagstyper.

Ordføreren.

Jeg er faktisk ikke enig i, at man bliver nødt til at begynde et sted. Det er jo fuldstændig rigtigt, at hvis man nøjes med at kigge på én form for kriminalitet ad gangen, vil min argumentation føre til, at man aldrig kan gøre noget. Jeg mener sådan set, at hvis man mener, at erstatningsniveauerne er for lave, må man sætte gang i en overvejelse om, hvorvidt det skal ske generelt set, og fremsætte et forslag, som generelt hæver erstatningsniveauerne, fordi det ville være uproportionelt, hvis man giver en højere erstatning ved bagvaskelse og krænkelse af privatlivet end f.eks. ved voldtægt. De ting skal ses i forhold til hinanden.

Man kan sagtens komme til den konklusion, at man skal gennemgå størrelsen på alle erstatninger. Det mener jeg ville være fjollet, for her er nu engang tale om et særligt problem, hvor man kan risikere at tabe penge på at føre sagen, fordi den er civil. Derfor mener jeg, at det er mere nærliggende at kigge på det, som også er en del af forslaget her, nemlig at man bruger offentlig påtale. Det vil vi gerne have Straffelovrådet til at kigge på.

Det er sådan set ikke, fordi vi ikke anerkender problemet overhovedet. Vi mener bare, at den løsning, der ligger til overvejelse i Straffelovrådet lige nu, er den bedste.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Så lad mig forholde mig til det andet i Enhedslistens argumentation, nemlig spørgsmålet om offentlig påtale. Der skuffer fru Pernille Skipper mig altså en kende, for det er jo netop derfor, at vores forslag ikke taler om, at der skal være offentlig påtale, men betinget offentlig påtale, sådan at offeret altså kan vælge at lade være med at bede politiet om at rejse sagen, og sådan at offeret kan vælge at køre sagen i den civile retsplejes form, eller som en tredje mulighed, som kun eksisterer i dag i absolutte undtagelsestilfælde, kan man vælge at anmode politiet om at føre sagen. Så den indvending, Enhedslistens ordfører kommer med, er der jo netop taget højde for i vores forslag.

Ordføreren.

Undskyld, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstod, hvordan parentesen omkring det betingede lige præcis skal forstås, men det er derfor, at Straffelovrådet skal kigge på det.

Jeg forstår egentlig ikke helt, hvorfor Venstre er så sure over, at Straffelovrådet kigger på det her. Altså, det er jo sådan set noget, vi ofte gør på retsområdet, fordi det er kompliceret, og fordi vi skal være sikre på, at alting bliver afdækket. Og så kan det jo være, at de kommer frem til den konstruktion, som hr. Jan E. Jørgensen lige har redegjort for. Og det ville i øvrigt være fint for Enhedslisten. Vi er sådan set positive over for det, men vi vil bare gerne have, at Straffelovrådet kigger på det, så vi er sikre på, at tingene hænger sammen.

Tak til ordføreren. Hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliances ordfører.

Venstre har fremsat et beslutningsforslag, der omhandler en skærpelse af indsatsen mod medier, der uretmæssigt krænker privatlivets fred eller bringer urigtige historier. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det jo er to væsentlige problematikker, som jeg tror mange er optaget af – vi er det i hvert fald i Liberal Alliance – og derfor kunne det være væsentligt at se på, hvad man kan gøre.

Det er klart, at der er mange principielle overvejelser i det her, der handler om, at vi heldigvis er et frit samfund med en fri presse, der skal have vide rammer for udfoldelse, og samtidig er det klart, at vi ikke skal have et samfund, hvor folk bare kan få krænket deres privatliv, uden at det får konsekvenser for dem, der gør det, og et samfund, hvor det selvfølgelig ikke kommercielt skal kunne betale sig at bringe urigtige historier om andre mennesker eller krænke deres privatliv. De problemer er Venstre kommet med hele fem forslag til hvordan man kan løse, og jeg er sikker på, Venstre har tænkt det inden for rammen af det dilemma, jeg lige har skitseret.

I Liberal Alliance er vores udgangspunkt, at man jo ikke har ret til at bringe urigtige historier om andre, at man ikke har ret til at krænke andre menneskers privatliv. Og sådan er loven jo heldigvis også. Når det så sker alligevel, må der jo være noget galt, så må der være brug for, at noget skal ændres.

Vores holdning til det her er, at det vil være godt at se på strafniveauet, og det vil være godt at se på niveauet for godtgørelser. Det betyder, at vi uden videre kan tilslutte os de tre første pinde i Venstres beslutningsforslag, altså en tredobling af niveauet for godtgørelse til dem, der bliver udsat for uretmæssige krænkelser af privatlivets fred eller urigtige historier, en tredobling af strafniveauet for samme og en kraftig forøgelse af strafniveauet for brud på referat- og navneforbud. Det siger vi ja til fra Liberal Alliances side.

Men vi tror så, at disse tre forslag alene vil kunne ændre situationen og ændre praksis fra de, skal vi sige, uvornes side – dem, der i dag krænker privatlivets fred, dem, der i dag bringer de urigtige historier. Det vil få så stor en konsekvens for dem, hvis vi laver de første tre ændringer, at vi ikke tror, det er nødvendigt at gennemføre hele pakken i Venstres forslag. Derfor vil vi appellere til Venstre om at prøve at se, om vi kunne samle et flertal, hvor vi alene går videre med disse tre elementer fra forslaget for at se, om det ikke vil medføre ændringer i virkeligheden. Gør det mod forventning ikke det, må vi jo tage diskussionen om, hvad vi i så fald kan gøre, videre. Men det er vores tilgang til forslaget, som ligger her.

Tak til ordføreren. Så er det fru Mai Mercado som konservativ ordfører.

Det her forslag har til formål at skærpe sanktionerne for medier, der uretmæssigt krænker privatlivets fred eller bringer urigtige historier. Og i beslutningsforslaget er der givet en lang række eksempler på kendte, der har været en tur i mediemøllen og har været udsat for det helt store stormvejr, tilsyneladende uden det mindste gran af sandhed.

Da jeg gik i gymnasiet, lærte vi om nyhedskriterierne. Det var: identifikation, konflikt, aktualitet, væsentlighed og sensation. Jeg gad nok vide, hvad nyhedskriterierne er i dag, for verden har forandret sig de sidste 15 år. Privatlivet er blevet mere sårbart og mindre privat, i takt med at kameratelefoner og diverse sociale platforme har udviklet sig. Nyhederne holder ikke så længe, journalister er på evig jagt efter en ny historie, og tempoet er højere. Dertil hører også, at antallet af nyhedskanaler er eksploderet, såvel som at karakteren af nyhedskanalerne er meget mere forskelligartet end tidligere.

Så kan man vel egentlig også sige, at sensations- og identifikationskriterierne i nærmest pervers form har formeret sig i yderligere tre kriterier: celebrityfiksering, skandalehistorier og en negativ spiral, som betyder, at jo mere negativ en historie er, jo større er den. Tilsammen betyder de nytilkomne nyhedskriterier, at det i høj grad også er negative skandalehistorier centreret om kendte mennesker, som sælger kulørte blade og aviser i dag. For sandt at sige er det jo ikke kun SE og HØR, der kører de historier. Det gør en række af de øvrige medier også.

Den nye virkelighed kræver også et nyt svar, og i Det Konservative Folkeparti mener vi, det er på tide at sætte foden ned. Det betyder, at vi bakker op om det principielle i forslaget, om end vi ikke lægger os decideret fast på strafniveau og bødeniveau, fordi proportionaliteten jo er vigtig.

Men jeg vil gerne tilføje, at vi stadig væk ser nogle væsentlige problemer, som det her forslag ikke tager højde for. For det er jo korrekt, at man kan klage til Pressenævnet, men forslaget tager ikke højde for, at omkostningerne ved at klage kan være meget høje. Og her tænker jeg ikke på de økonomiske omkostninger, men derimod på de menneskelige omkostninger. For klager man først til Pressenævnet, ser en række journalister sig kaldet til at omtale og nævne den indklagede sag igen og igen, og derfor vil disse kendisser, som indklager – eller ikke gør det – ofte gøre brættet således op: Kan det betale sig at lægge låg på og håbe på, at sagen hurtigst muligt bliver glemt? Eller vil man forfølge sagen principielt og samtidig vide, at der vil komme indtil flere opfølgende artikler om emnet?

Der er mange kendte, der vælger det første, og det er faktisk ærgerligt. Det er forståeligt, men det er ærgerligt. Derfor ser vi gerne en mekanisme – og jeg skal ikke kunne sige på nuværende tidspunkt, hvordan den skal være – hvor det i højere grad bliver mindre omkostningsfuldt rent menneskeligt at klage til Pressenævnet.

En af dem, der gik hele vejen, klagede og fik ret, var Oliver Bjerrehus, som af SE og HØR blev beskyldt for at være i narkoafvænning og på metadon. Der skal en hel del styrke til at stå model til sådan nogle anklager. Han kunne have valgt at lade det fare, så havde der formentlig eksisteret langt færre artikler om Oliver Bjerrehus og narkomisbrug i dag. Han kæmpede, og han vandt. Respekt for det, men der kan sagtens være andre kendisser, som er i en position, arbejdsmæssigt eller i deres privatliv, hvor de vurderer, at de ikke kan holde til at blive kædet sammen med en bestemt sag, og hvor de vælger at lægge låg på. Og disse menneskelige omkostninger tager forslaget jo desværre ikke højde for.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Jeg vil takke for talerne, ikke mindst den sidste tale fra Det Konservative Folkeparti, netop i forhold til at historien bliver gentaget igen og igen, hvis man vælger at gå videre, og at det er et problem, som vi jo så adresserer, men ganske rigtigt kun i forhold til straffelovsovertrædelser, hvor man vælger at gå domstolsvejen, og ikke hvis man går den vej, der hedder, at man klager til Pressenævnet.

Jeg var lidt skuffet, som det forhåbentlig også er fremgået af debatten, over, at så få valgte at forholde sig til sådan selve materien i forslaget med henvisning til, at Straffelovrådet sidder og arbejder. Så var jeg også lidt ærgerlig over, at flere har misforstået, hvad forslaget går ud på. På trods af at jeg skulle mene, at det er beskrevet ganske grundigt, hvad det er, vi foreslår, så var der alligevel en del misforståelser, hvilket egentlig overraskede mig lidt. Men lad nu det ligge.

Vores beslutningsforslag har jo interesseret pressen, ikke mindst den faglige organisation Dansk Journalistforbund, og vi har fået en henvendelse fra Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, som forholder sig til de fem punkter. Og journalistforbundet har i hvert fald læst forslaget og har sådan set også forstået, hvad det går ud på – og det er jo ikke nogen selvfølge – så det er vi da selvfølgelig fra Venstres side glade for. Og jeg vil gerne som min begrundelse, i virkeligheden for at forklare, hvad det er, vi er oppe imod, forholde mig til det indlæg, vi har fået fra Dansk Journalistforbund. Dansk Journalistforbund tror, at Venstre har fremsat det her forslag på grund af Se og Hør-sagen, og at vi ligesom går fra en enkeltsag til en generel problemstilling. Og det er forkert. Se og Hør-sagen, hvor man benyttede sig af oplysninger, som var fremkommet på ulovlig vis fra Nets om kendte menneskers brug af deres kreditkort, er rigtig slem og er nok den værste sag, vi har set hidtil. Men der er jo ikke tale om nogen enkeltstående sag. Der er desværre mange andre sager, hvor kendte får krænket deres privatliv – det er typisk kendte – eller hvor der bliver bragt urigtige historier om andre mennesker, og det kan også ramme helt almindelige mennesker.

En af de sager, som er kommet frem i lyset på baggrund af Venstres beslutningsforslag og den presseomtale, der har været, handler om en mand fra Herningegnen, der blev varetægtsfængslet af politiet i forbindelse med en forfærdende sag om en ung kvinde, der hed Maria, som var blevet myrdet i sin lejlighed. Og mens han sad varetægtsfængslet, valgte Ekstra Bladet at sætte et billede af ham på forsiden af avisen med rubrikken: »Genert og pigesky«. Man kunne også læse, at Maria var blevet kvalt med sine egne strømper, og man kunne videre læse, at myrdede Maria fik tæsk i den 48-åriges lejlighed.

Nu var der så bare den detalje ved sagen, at det sådan set ikke var den person, som Ekstra Bladet omtalte på forsiden af avisen, der havde myrdet Maria. Han blev fuldstændig frifundet. Dna-spor viste, at han intet havde med sagen at gøre. Han havde overhovedet ikke været i nærheden af Maria, og der var tale om en forfærdelig fejltagelse.

Hvorfor valgte han ikke at gå videre med sagen over for Ekstra Bladet? Det ved vi, fordi Berlingske efterfølgende har interviewet ham, og det, han begrundede det med, var, at han efter at have opsøgt juridisk bistand, fik at vide, at det, han kunne få i erstatning, simpelt hen var så lidt, at det risikerede slet ikke at stå mål med de omkostninger, han ville få, både i forhold til al den tid, han skulle bruge, og også i forhold til den advokatregning, han ville risikere at ende med. Han udtaler til Berlingske, at havde Venstres forslag dengang været gældende, altså at der havde været nogle fornuftige erstatningsniveauer, ville han være gået videre. Som han udtalte til Berlingske:

»Ikke kun for pengenes skyld - men for at få en følelse af retfærdighed over det, jeg var udsat for. Og for at give de medier, der hængte mig ud for mordet, en lærestreg. Det kunne jo forhåbentligt - hvis jeg altså havde vundet sagen - have betydet, at der var en lavere risiko for, at andre blev bragt i samme situation, som jeg blev bragt i.«

Jeg tror ikke, man kan forestille sig, hvor forfærdeligt det må være at blive hængt ud for et kvindemord, som man ikke har begået. Og det er jo også derfor, at vi bl.a. har en institution, der hedder navneforbud, altså at man kan få nedlagt et navneforbud.

Der har vi set en anden sag om pædofili, hvor en politiker og sportsstjerne måtte opleve, at der blev rejst en tiltale mod ham, og at han skulle i retten. Der blev nedlagt navneforbud, men der var medier, som alligevel ikke kunne dy sig for at bringe billeder af ham, så han nemt kunne identificeres via de muligheder, der er kommet for det på internettet. Og der gik ikke ret lang tid, før alle vidste, hvem det handlede om. Han blev frifundet fuldstændig, men ikke desto mindre har han altså været igennem mediemøllen, har været sygemeldt osv. på grund af et navneforbud, som ikke blev overholdt.

Hvad får man i bødestraf, hvis man krænker et navneforbud? Jo, man får en bøde på 5.000 kr. Vi mener sådan set ikke, man behøver at spørge Straffelovrådet, om en sådan bødestraf er tilpas. Vi mener, at den er helt til grin, og vi tror ikke på, at den har nogen som helst form for præventiv virkning i forhold til de medier, som altså ikke kan holde sig i skindet, men vælger at trodse et navneforbud, som jo altså er nedlagt af retten.

Der er også i dag blevet talt om, at det er vigtigt, at vi har en fri presse. Det er vi i Venstre fuldstændig enige i, og det er også noget af det, som Dansk Journalistforbund påpeger. Og vi ønsker i Venstre på ingen måde at lægge hindringer i vejen for kritiske og afslørende historier. Men i vores verdensbillede handler det altså ikke om kritisk journalistik, når et ugeblad vælger at bringe løgnagtig sladder om en tv-værts sexliv. Og vi mener heller ikke, at afslørende historier omfatter afsløringer, som er forkerte, og som jo altså har voldsomme konsekvenser for de stakkels mennesker, som uretmæssigt hænges ud som kvindemordere eller pædofile. Det må være muligt at skrive avis uden at krænke folks privatliv; det må være muligt at holde sig på den rigtige side af straffeloven.

Så har vi også hørt fra Dansk Journalistforbund, at nu har man i Kulturudvalget konkluderet, at der ikke er behov for at se på erstatningsniveauet, niveauet for den økonomiske kompensation, men det var jo ikke helt det, som Kulturudvalget nåede frem til. Kulturudvalget mente, at der kunne komme en disproportionalitet, i og med at nogle erstatningsniveauer så ville blive for lave, set i forhold til hvad man kan komme ud for her. Og det er jo altså en catch 22-situation, hvor vi ikke kan hæve det her, fordi man ikke har hævet det andre steder, og når vi så skal hæve det andre steder, siger man, at det kan vi ikke, for så skal man også hæve det her. Altså, lad os nu få begyndt at få hævet erstatningsniveauet ét sted, og så kan vi altid hæve det andre steder, for det er et generelt problem, at erstatningsniveauet er for lavt i dansk ret.

Så har Dansk Journalistforbund også beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvorvidt de her sager skal kunne køre som offentlig påtale, altså hvor det er politiet, som fører sagen via anklagemyndigheden, eller om det system, vi har nu, er tilstrækkeligt. Og der ser vi en næsten rørende omsorg fra Dansk Journalistforbunds side over for politiet, for Dansk Journalistforbund mener, at det hverken er rimeligt eller formålstjenligt, at politiet skal benytte en del af sine ressourcer til at undersøge, efterforske og lægge sag an i tilfælde, hvor der kan være mistanke om, at eksempelvis en artikel i et ugeblad indeholder en uretmæssig krænkelse af privatlivets fred, eller at artiklen indeholder oplysninger, der er ærekrænkende og urigtige.

Det kan undre, at Dansk Journalistforbund interesserer sig så meget for ressourceanvendelsen i politiet og hos anklagemyndigheden, og man kunne jo få den mistanke, at Dansk Journalistforbund er godt tilfredse med, at der i dag ikke bliver rejst flere sager, end der gør, og at Dansk Journalistforbund i virkeligheden er bekymret for, at en vedtagelse af Venstres forslag vil føre til, at der bliver rejst sager mod de af journalistforbundets medlemmer, som ikke kan finde ud af at overholde straffeloven.

Til sidst er der spørgsmålet om åbne døre. Vi er naturligvis enige i, at åbne døre er et vigtigt princip, og derfor står det jo også i grundloven. Men ingen regel uden undtagelser. Man taler jo netop om i retsplejeloven i dag, at når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, kan man lukke dørene. Og det er jo lige præcis det, vi taler om i den her sagstype, altså at hvis man får krænket sit privatliv i et ugeblad og man så vælger at gå til domstolene med sagen, ja, så ser vi så, at alle de såkaldt pæne medier efterfølgende fortsætter krænkelsen ved at referere til, at nu er der anlagt den her sag.

Så vi havde selvfølgelig håbet på en lidt større og lidt bredere opbakning, men vil alligevel takke for de positive meldinger, der er kommet. Vi ser frem til, at Straffelovrådet kommer med deres udtalelse, og håber, at det her fører til en lovændring. Der kommer i hvert fald en lovændring, hvis der kommer et regeringsskifte – det kan vi godt love.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Ønsker hr. Preben Bang Henriksen ordet som privatist? Ja, værsgo.

Tak. Journalister har nu engang lidt lettere adgang til medierne, end politikere har, og sådan skal det nu nok også være. Men det forhindrer ikke journalisterne i også indimellem at lade falde et par misforståelser, og det forslag, som hr. Jan E. Jørgensen og jeg har fremsat, har i hvert fald været genstand for flere misforståelser i pressen, kan jeg så sige.

Lad mig derfor slå et par hovedlinjer helt fast. Med det forslag, der behandles i dag, ønskes der intet ændret i de materielle regler i straffeloven. Det, der er strafbart i dag, vil også være strafbart efter forslagets vedtagelse, og det, der er straffrit i dag, vil også være straffrit efter forslagets vedtagelse. Der er intet, der ændres heri.

En af de ting, der derimod søges ændret, er jo strafniveauet. Det er der jo så mange der har fortolket, som om det er en indskrænkning i mediernes frihed, og Socialdemokratiets ordfører var også i dag inde på, at der må man sandelig tage et udstrakt hensyn til pressen. Nej, det skal man ikke. Det, vi taler om, er ulovlige handlinger. Det er handlinger, der er i strid med straffeloven. Der behøver vi altså ikke tage mere hensyn til forbryderen end til offeret.

Det er som sagt strafniveauet, vi taler om, og man kan ikke sige, at det er en indskrænkning i ytringsfriheden eller andre frihedsrettigheder, at vi ændrer på niveauet. Det vil jo være det samme som at sige, at vi af hensyn til voldsmanden ikke kan ændre på straffen for vold – at den vil vi ikke kunne sætte op, for det vil også være en grov indskrænkning osv. osv.

Vi må konkludere, at bødeniveauet i dag vel ligger i området for dagbøder og i de værste tilfælde på mellem 10.000 kr. og 40.000 kr., og der må man sige at det jo slet ikke står mål med fortjenesten, som de pågældende medier har ved at publicere disse historier. Så det bør der laves om på, uanset hvad Straffelovrådet i øvrigt siger. Det var bødeniveauet.

Så er der erstatningsniveauet. Det ligger sådan sagt lidt groft mellem 10.000 kr. og 100.000 kr. Der er mig bekendt ikke givet erstatninger eller godtgørelser, som det hedder i den her sammenhæng, på over 100.000 kr. Det skal så holdes op mod, at disse historier for manges vedkommende ødelægger en god del af deres liv, og at de for manges vedkommende også ødelægger familiens og vennekredens liv osv., og at man bliver sat fast på internettet i årevis. Det er jo som bekendt meget vanskeligt at blive renset der.

Vi mener, at politiet skal have mulighed for at føre sagerne. Vi mener i hvert fald, at borgeren skal have mulighed for at bede politiet om at føre sagen. Det er der også gode grunde til, hovedsagelig økonomiske grunde. Risikoen for at tabe den, risikoen for at blive idømt sagsomkostninger osv. afholder mange fra at gå i gang med en straffesag.

Lad mig give et eksempel med Plejebosagen på, hvordan økonomien hænger sammen i sådan en sag. I den pågældende sag blev en sygeplejerske omtalt som: Hun dræbte 12. Det gjorde hun jo altså ikke. Hun blev jo pure frifundet. Hvad skete der omkostningsmæssigt i Østre Landsret? Hun blev tilkendt 20.000 kr. i sagsomkostninger. Det er 20.000 kr. inklusive moms, så hun kan altså starte med at aflevere de 4.000 kr. til statskassen, når advokatregningen kommer. Der er i hvert fald 16.000 kr. plus moms tilbage til at føre sagen for. Så skal vi i øvrigt trække retsafgiften fra, som også er inkluderet i beløbet. Det er ca. 1.350 kr. Så kan jeg godt afsløre, at der ikke er mange penge tilbage at føre retssag for i en landsret. Der er ca. 14.000 kr. tilbage til at føre sagen for.

Derfor kan jeg garantere Folketinget for en ting: Der er ikke én, der har ført en af de her sager uden at have underskud på dem. Det er ikke rimeligt, og det skal vi have gjort noget ved.

Min kollega Jan E. Jørgensen har nævnt Herningsagen, og jeg skal ikke tærske langhalm på den. Det er vel det skrækkeligste eksempel, vi har, på, hvordan en mand kan blive hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet for at være en morder. Essensen i dag er, at han ikke orkede at føre sagen. Det er også det, vi vil lave om på med vores forslag om muligheden for at forlange, at politiet fører sagen. Han orkede det ganske enkelt ikke, og når han ikke gjorde det, var det, som det blev citeret tidligere, fordi han havde erfaret, at det havde man ikke overskud ud af, men at det tværtimod bare ville rippe op i det en gang til.

Jeg kan så supplerende sige, at vedkommende sad varetægtsfængslet i 19 dage, og lad os afsløre, hvad han så fik for det – det har ikke noget med dagens emne at gøre – nemlig erstatning efter Rigsadvokatens meddelelser på et beløb, der hedder 36.000 kr. Det er 1.900 kr. om dagen for at sidde varetægtsfængslet som morder. Det har intet med dagens emne at gøre, men er et problem, som vi også skal kigge på i anden sammenhæng. Tak

Tak til hr. Preben Bang Henriksen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen om denne sag er slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)