Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 25:

Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til NATO's Resolute Support Mission i Afghanistan.

Af udenrigsministeren (Martin Lidegaard).

(Fremsættelse 13.11.2014).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Troels Lund Poulsen fra Venstre.

Vi behandler i dag B 25, som er forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til den NATO-mission, der finder sted i Afghanistan fra 2015 og frem. Lad mig starte med at sige her, at vi synes, at det beslutningsforslag, regeringen har lagt frem, er både et godt beslutningsforslag og et meget velformuleret beslutningsforslag i den måde, man gennemgår de danske bidrag på.

Det forslag, som vi skal diskutere, ligger jo i forlængelse af en dansk indsats, som vi har haft igennem mange år i Afghanistan, en indsats, der både har været nødvendig, men som desværre jo også til tider har været meget vanskelig, og som jo også har betydet, at der er nogle, at der har betalt den ultimative, den højeste pris, fordi vi har mistet danske soldater i Afghanistan. Det har været en lang og besværlig vej for det afghanske samfund at nå frem til, hvor man er i dag, og som det også fremgår af beslutningsforslaget, vil der stadig væk være risiko for, at der kan være tilbageslag i dele af det afghanske samfund. Det er klart, fordi den udfordring, det afghanske samfund står over for, jo er, at der stadig væk er grupper og personer, der ønsker at omstyrte demokratiet. Der er også store regionale forskelle i Afghanistan, alt efter hvor man befinder sig, og derfor er det selvfølgelig afgørende, at vi bliver ved med at yde et bidrag, der jo så nu får mere karakter af træning og rådgivning end det, vi har set tidligere.

Lad mig også i dag sige, at vi jo selvfølgelig også har nogle spørgsmål til beslutningsforslaget, som vi også vil drøfte med regeringen og tage op under udvalgsarbejdet. En af de ting, som Venstre har interesseret sig for under hele den del, som handlede om udsendelse af helikopterbidraget, har været om, hvorvidt udsendelsen af EH 101-helikopterne er fornuftige i forhold til den situation, som helikopterne befinder sig i. Vi har jo nu kunnet konstatere, at helikopterne har opereret i flere måneder, siden de blev udsendt, men vi har desværre også måttet konstatere, at der er en helikopter, der er havareret, og omfanget af havariet kender vi endnu ikke.

Det rejser selvfølgelig nogle spørgsmål om, hvordan det fremtidige helikopterbidrag skal være, og ikke mindst også om, hvad konsekvenserne bliver af, at der er en helikopter, der nu ikke længere er operationsdygtig i Afghanistan. Det rejser ydermere selvfølgelig også spørgsmålet om, hvad det får af økonomiske konsekvenser for det danske forsvar fremadrettet, men det har som sådan ikke noget med det beslutningsforslag at gøre, som vi diskuterer her i dag.

Men Venstre vil gå ind i det arbejde, som ligger foran os, nemlig udvalgsarbejdet, med en klar opbakning til, at vi fortsat har et bidrag i Afghanistan, og vi noterer os også, at udmøntningen af det beslutningsforslag, vi diskuterer her i dag, ligger i klar forlængelse af den Afghanistanstrategi, som et bredt flertal i Folketinget har bakket op om, nemlig alle partier undtagen Enhedslisten. Det er selvfølgelig også, synes Venstre, meget vigtigt, at vi tilstræber, at der er så brede flertal bag vores militære bidrag som overhovedet muligt og også bag de indsatser, som vi laver, når vi udsender soldater.

Så med de bemærkninger vil vi kvittere for, at beslutningsforslaget både er godt og ikke mindst også detaljeret. Det vil vi gerne kvittere for over for regeringens to ministre her i dag i Folketingssalen.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Annette Lind.

Den 11. september 2001 var en skelsættende dag for de fleste mennesker. World Trade Center og det amerikanske forsvarsministerium Pentagon blev mål for kyniske terrorangreb. Verden blev forandret den dag, og her 13 år efter står begivenhederne stadig lysende klart for de fleste af os. Direkte foranlediget af terrorhandlingerne den 11. september oprettede man i december 2001 den internationale militære sikkerhedsstyrke ISAF under NATO-kommando i Afghanistan og efter invitation fra den afghanske regering. ISAF's opgave var at bistå den afghanske overgangsregering med at opretholde sikkerheden i Kabul og andre områder af Afghanistan. Danmark har som NATO-allieret fra begyndelsen bidraget aktivt til den internationale indsats i Afghanistan med omfattende politisk, militær, udviklingsmæssig, humanitær og politimæssig støtte.

Det danske militære bidrag har fokuseret på kapacitetsopbygning af de afghanske institutioner og sikkerhedsstyrker i og omkring Kabul samt udsendelse af støttebidrag. For os i Socialdemokraterne er det vigtigt, at indsatsen i Afghanistan handler om at sikre, at afghanerne selv kan tage vare på sikkerheden i deres eget land.

Jeg har selv haft muligheden for at besøge soldater ude i verden, derude, hvor vores soldater faktisk gør en rigtig stor forskel. Jeg har også været i Afghanistan med Forsvarsudvalget. Her så jeg ved selvsyn, at de danske soldater yder en professionel og dedikeret indsats, hvad enten det er i mentorrollen, i stabsfunktioner, i logistiske eller i andre støttefunktioner.

Danmarks og forsvarets rolle i Afghanistan har forandret sig gennem årene, og det er nu af meget anderledes karakter end tidligere. Den afghanske hær er blevet langt mere selvstændig og tør tage større ansvar. Afghanerne har fået en styrke og en tro på, at de faktisk godt kan selv. Det er netop et af formålene med den danske indsats i Afghanistan, nemlig først og fremmest at forhindre, at landet igen bliver et fristed for terrorister, men netop også at bidrage til fremvæksten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan, som kan tage vare på sin egen sikkerhed og fortsætte en demokratisk udvikling og fremme respekten for menneskerettighederne.

Med udgangen af 2014 afsluttes den internationale sikkerhedsstyrke ISAF's indsats i Afghanistan, og herefter ligger det fulde ansvar for landets sikkerhed, politiske, økonomiske og sociale udvikling hos afghanerne selv. Sikkerheden er som helhed forbedret, men sikkerhedssituationen er fortsat skrøbelig, og der vil være større risiko for tilbageslag. Afghanistan vil derfor fortsat have brug for det internationale samfund til at bistå med betydelig støtte.

NATO vil på baggrund af det fortsatte behov og efter invitationen fra den afghanske regering iværksætte Resolute Support Mission den 1. januar 2015 som afløsning for det nuværende ISAF. Det støtter vi i Socialdemokraterne. Fokus på missionen er træning, rådgivning og støtte til de afghanske nationale sikkerhedsstyrker og altså ikke en kampmission. Træningen, rådgivningen og støtten vil være rettet mod ministerier, højere læreanstalter, specialiserede militære kapaciteter og strategiske stabe. Indsatsen vil blive tilpasset efter behov og i lyset af udviklingen i opgaverne. Efterhånden som opgaverne afsluttes, vil det danske militære bidrag blive reduceret eller omprioriteret i henhold til behovet på opgaveområderne.

NATO og Afghanistan har i enighed understreget, at NATO's fortsatte støtte er vigtig for Afghanistans sikkerhed. Over 40 NATO- og partnerlande deltager og forventes at have et samlet styrketal på omkring 12.000 personer, hvoraf ca. 160 personer er fra Danmark. For Socialdemokraterne er det vigtigt, at Danmark fortsat skal være en markant bidragyder til at skabe sikkerhed og udvikling i Afghanistan. Det er fortsat vigtigt at være med til at skabe et stabilt Afghanistan og et mere udviklet Afghanistan, vel at mærke et Afghanistan, der ikke igen bliver hjemsted for terrorister.

Med de ord vil vi gerne fra socialdemokratisk side støtte beslutningsforslaget.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Marie Krarup.

Dansk Folkeparti har støttet Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan hele vejen. Nu er den ovre, og nu skal afghanerne koncentrere sig om at bygge deres eget forsvar op, så de selv kan stå for deres sikkerhed. For at opbygge deres eget forsvar har de brug for vores ekspertise på en lang række områder. Det drejer sig om rådgivere ved officersskolen i Kabul, ved deres forsvarsakademi og ved deres specialskoler. Desuden er Danmark blevet bedt om at bidrage med instruktører til opbygning af flytransportkapacitet og om at bidrage med sundhedspersonel og med militærpoliti.

Det er helt naturligt, at Danmark bidrager i denne sammenhæng, og Dansk Folkeparti støtter derfor B 25 helhjertet.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det den radikale ordfører? Nej, det er det ikke. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, hr. Holger K. Nielsen; så kommer den radikale ordfører måske senere. Værsgo.

Vi støtter det her forslag, også selv om jeg må sige, at jeg ikke er særlig enig i mange af de betragtninger, der har været af tidligere ordførere. Den der skamrosning af krigen i Afghanistan mener jeg ikke dækker virkeligheden. Vi kom ind med en masse ambitioner om, at vi skulle støtte en demokratisk regering med Karzai i Kabul. Karzai viste sig at være dybt korrupt. Vi kom ind i en masse modsætninger i forhold til kriminelle organisationer, i forhold til Taleban, ingen vidste, hvem der rigtig var Taleban, ingen vidste rigtig, hvem fjenden var, og i stedet for at vi ligesom fremstod som de store befriere, blev vi opfattet som besættere af den almindelige befolkning, og derfor er det jo ikke særlig overraskende, at Afghanistanindsatsen alt i alt må betegnes som en fiasko.

Men når det nu er sådan, skal vi også ud igen på en ordentlig måde. Vi er tilfredse med, at vi har trukket os ud, og at NATO har erkendt – man vil ikke indrømme det åbent, lige så lidt som man vil det her i Folketingssalen – at det ikke har været nogen succes. Derfor har vi så besluttet, at vi skal ud igen, og det skal vi gøre på en ordentlig måde. Det indebærer så, at vi har et ansvar for at uddanne sikkerhedsstyrkerne og at hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker til selv at kunne varetage ansvaret for landets egen sikkerhed. Det kræver langt mere end en militær uddannelse, det kræver politiske reformer osv., men det, at man trods alt får en mulighed for at selv varetage sikkerheden for den almindelige befolkning, er en vigtig opgave, og derfor er det rimeligt, at vi har det her med i den Afghanistanplan, der er lavet, som vi står bagved, og derfor står vi selvfølgelig også bag det her, fordi det er det eneste rimelige, altså at vi bakker op om at komme ud på en ordentlig måde.

Tak til SF's ordfører. Og så er det Enhedslistens ordfører, hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg mener ikke, at Folketinget efter 13 års forfejlet krig i Afghanistan skal fortsætte Danmarks krigsdeltagelse, og derfor stemmer Enhedslisten også imod forslag nr. B 25 om at sende danske soldater til NATO's indsats.

Tusindvis af civile, almindelige mennesker er blevet dræbt i Afghanistan. Afghanerne har ikke fået et demokrati, afghanerne har ikke fået et trygt samfund, og alt, alt for mange danske soldater har mistet livet eller er blevet såret på krop og sjæl af krigen. Som politikere burde vi tage ved lære af de fejl, der er begået i Afghanistan. Vi burde tage ved lære af fejlene i stedet for at fortsætte den militære indsats.

Det seneste valg i Afghanistan var på mange måder en katastrofe. Det har vist, at der stadig er lang vej til demokrati. Man kan ikke opnå demokrati ved at komme udefra og føre krig. Demokrati i et land bygger på, hvad befolkningen selv vil, ikke på, hvad Danmark, USA eller andre vil. Hvis du spurgte almindelige afghanere, hvad de ønsker sig, er jeg sikker på, at de vil svare fred og stabilitet og mulighed for at leve et liv uden frygt for vold og fattigdom. Vi skal overveje, hvordan vi fra dansk side bedst kan bidrage til det, og jeg tror, det er ved at stoppe den militære tilstedeværelse.

I Enhedslisten stemte vi imod, at Danmark skulle i krig i Afghanistan, men flertallet af Folketingets partier stemte for krigen. Jeg synes ikke, det er for meget at forlange, at de politikere, der sender et land i krig, også skal have en plan, at de også skal tage ansvar, men jeg mener ikke, det har været tilfældet i forhold til krigen i Afghanistan. Der har ikke været en gennemtænkt plan for, hvad Danmark lavede i Helmand.

På det seneste er der kommet mange beretninger ud om problemerne med krigen i Afghanistan. I Danmark er det bl.a. kaptajn Mads Silberg, der har fortalt, hvordan den danske indsats er blevet brugt i lokale magtkampe, og hvordan der fra start har manglet en klar analyse af, hvad de danske soldater kunne og skulle i Afghanistan. Jeg kan stadig ikke se, hvad der er meningen med at fortsætte NATO's militære tilstedeværelse og indsats. Det er en tilbagevendende analyse, at NATO-styrkernes tilstedeværelse i Afghanistan styrker Talebans position og opbakning. Det er på høje tid at satse på politiske løsninger og forhandle en fred med Taleban i Afghanistan. Det hjælper ikke at blive ved med at sende danske soldater af sted.

I stedet for at fortsætte den militære indsats i Afghanistan mener jeg det er på tide at få ryddet op og taget politisk ansvar for de fejl, der er begået. Det betyder, at vi skal have en undersøgelse af Afghanistankrigen, og at Danmark skal lægge en ny udenrigspolitisk linje, hvor vi ikke går med i angrebskrige i fremtiden. Og hvis Danmark går i krig, skal der udvises et helt andet politisk ansvar. I Afghanistan har der desværre været masser af sager om tortur, vold og civile drab, som ikke er blevet behandlet ordentligt. Danmark har konsekvent forsøgt at unddrage sig ansvar for de fanger, der er blevet taget. Afghanske tolke, som har sat livet på spil for det danske forsvar, har ikke fået asyl i Danmark og har ikke fået den hjælpende hånd, de var blevet lovet, og de danske soldater, som er kommet tilbage med sår på sjælen, har ikke altid fået den hjælp, de har haft brug for.

Der er masser af ting, som danske politikere burde bruge tid på at diskutere, burde bruge tid på at løse i forhold til krigen i Afghanistan. Men vi bør ikke igen sende danske soldater af sted. Så i Enhedslisten stemmer vi imod at forlænge tilstedeværelsen af danske soldater i Afghanistan, og vi opfordrer de øvrige partier til at stå ved, at man ikke kan løse problemerne i Afghanistan med krig. Vejen frem er politiske løsninger, og konsekvensen burde være, at de danske soldater trækkes hjem.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så går vi til Liberal Alliances ordfører, hr. Leif Mikkelsen.

Tak for det. Det er altid en alvorlig beslutning at udsende danske soldater til internationale missioner. Det er det også denne gang. Det her sker efter invitation fra den afghanske regering og efter anmodning fra NATO. To væsentlige forudsætninger er dermed opfyldt.

Når det så måske alligevel er en nemmere beslutning, end det så ofte er, er det jo, fordi målet her er ganske klart. Vi skal understøtte den forbedrede sikkerhedssituation i Afghanistan. Vi sender dygtige danske soldater af sted for at uddanne de sikkerhedsstyrker, de militærpersoner, der er i Afghanistan, altså landets egne styrker. Dem skal vi uddanne og undervise, gøre dygtigere. Vi skal være med til at opbygge de sikkerhedssystemer, de skal have som forudsætning for, at det samfund kan udvikle sig, og for, at der kommer demokrati, sikkerhed og fred på lang sigt. Det er det, det her bidrag i sin substans indeholder. Derfor er der sådan set grund til i dag at glæde sig over, at Danmark bliver bedt om at bidrage til at skabe den forbedring, som på lang sigt kan give et andet civilsamfund i Afghanistan.

På den baggrund støtter Liberal Alliance fuldt og helt det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Mike Legarth.

Tak, hr. formand. Sagen her handler jo om det danske militære bidrag til NATO's mission i Afghanistan. Det Konservative Folkeparti støtter forslaget. Vi synes, det er helt rigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for at den afghanske regering kan overtage ansvaret og håndtere situationen i Afghanistan. I den forbindelse synes vi også, det er fornuftigt, at vi medvirker til en yderligere uddannelse og træning af det afghanske militær, så de er i stand til at håndtere de udfordringer, de bliver mødt af.

Med de kommentarer vil jeg endnu en gang sige, at Det Konservative Folkeparti støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Og nu er der så kommet en radikal ordfører til, som får lov at afslutte ordførerrækken. Fru Zenia Stampe, værsgo.

Jamen så kan jeg jo prøve, hvordan det er at være det mindste parti. Man ved jo aldrig, hvilken skæbne der venter en dag. Men det er da også dejligt at have det sidste ord. Ja, ja, så sidder Dansk Folkeparti og griner, og det er jo meget passende lige i dag – med det kan ske for enhver.

Med beslutningsforslaget giver vi samtykke til at udsende et dansk bidrag til NATO's støttemission i Afghanistan. Støttemissionen har til formål at støtte udviklingen af de afghanske sikkerhedsstyrker. Det er i sig selv jo ikke en ny type opgave for Danmark, for det ligger jo i direkte forlængelse af den opgave, vi har løst de sidste par år, der netop har handlet om at ruste afghanerne til at varetage deres egen sikkerhed.

Men det er alligevel en ny type opgave, fordi vi hermed træder et skridt længere tilbage. Hvor vi tidligere har lavet det, man måske kunne kalde sidemandsoplæring i felten, altså været med afghanerne ude, hvor kampene kæmpes, så handler det nu i højere grad om at træne, uddanne og rådgive på uddannelsesinstitutioner i ministerierne. Så vi kommer stadig væk til at yde et betydeligt og vægtigt bidrag, men det får en anden, mere tilbagetrukket karakter. Det synes vi ligger i rigtig fin forlængelse af vores indsats, og det er en rigtig logisk bevægelse, i retning af at afghanerne varetager det fulde ansvar for sikkerheden i landet.

Med de ord kan Radikale Venstre støtte forslaget.

Tak til alle ordførerne. Så har ministrene mulighed for at afslutte. Jeg giver ordet til udenrigsministeren.

Mange tak. Jeg satser stærkt på, at den radikale ordfører ikke kommer i denne situation igen inden for en overskuelig fremtid, bliver jeg nødt til at sige indledningsvis. Men derudover vil jeg gerne takke alle partier, der har tilkendegivet, at de vil støtte vores beslutningsforslag, og så måske knytte et par enkelte bemærkninger til situationen i Afghanistan.

Det er jo efter 14 års massiv international tilstedeværelse i Afghanistan, at afghanerne fra 2015 kan og vil overtage det fulde ansvar for landets sikkerhed og politiske, sociale og økonomiske udvikling, og det betyder, at det er en helt anden indsats, vi går ind i i forhold til Afghanistan, og at samarbejdet mellem også Danmark og Afghanistan træder ind i en ny fase, hvor vores rolle vil være fundamentalt anderledes end hidtil med et betydelig mindre militært bidrag og et betydelig større civilt bidrag. Man kan vel lidt populært sige det sådan, at vi nu er kommet langt med at have vundet krigen i den forstand, at afghanerne selv kan overtage sikkerheden og politikken i deres eget land, men at det nu handler om at vinde freden.

Under mit besøg i Afghanistan tidligere på måneden mødtes jeg bl.a. med præsident Ghani og den såkaldte premierminister, Abdullah, og flere repræsentanter for civilsamfundet. Jeg vil gerne sige, uden at det skal udvikle sig til en meget stor diskussion om hele vores Afghanistanindsats – den har vi haft nogle gange – at jeg måske synes, det er for enkelt ikke at kalde vores Afghanistanindsats for en succes eller at kalde den en decideret fiasko, som både hr. Holger K. Nielsen og hr. Nikolaj Villumsen meget entydigt gør.

Jeg talte også med repræsentanterne for civilsamfundet om f.eks. det forhold, at vores indsats fra 2001 og 2003 og frem faktisk har givet 8 millioner afghanske børn mulighed for at gå i skole. Ud af dem er 30-40 pct. piger, som ellers slet ikke ville kunne have gået i skole. Noget af det, jeg fandt mest opmuntrende under mit besøg, var civilsamfundets beskrivelse af den nye generation af afghanere. Vi har faktisk været der i 14 år, så der er jo afghanere, der er blevet født og har gået i skole og fået hele deres skolegang, efter Taleban faldt. For dem har de sidste 14 år ikke været ligegyldige. Jeg tror heller ikke, det er det for Afghanistans fremtid, at der nu kommer en generation af unge, som er blevet uddannet, og hvor pigerne har haft mulighed for at komme med. Også når vi kigger på de stillinger, der skal besættes både i Parlamentet, i regeringen og i administrationen, kan vi se, at kvinderne er kommet med. Det er bare for at give et eksempel på, at jeg ikke bare synes, at man kan kalde det en fiasko.

Så vil jeg meget gerne medgive, at det ikke er alt det, der er foregået i Afghanistan, der har været en succes. Men jeg synes, at man bliver nødt til at have den balance i det og også den nuance med, at det ikke er sådan, at det enten har været en fiasko eller en succes. Der er noget, der er gået godt, og der er også noget, der er gået mindre godt. Det er også derfor, jeg er glad for, at alle de partier, der har stået bag vores indsats i Afghanistan, er blevet enige om at lave en erfaringsopsamling for netop at blive klogere på, hvad det er, vi har haft held med, og hvad det er, der ikke er gået så godt, og som vi forhåbentlig kan lære af i de fremtidige indsatser.

Der er ingen tvivl om, uanset hvordan man kigger på fortiden, at når vi kigger fremad, er der store udfordringer både politisk, økonomisk, socialt og sikkerhedsmæssigt. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at overbringe en stor tak og en stor anerkendelse fra både præsident Ghani og premierminister Abdullah, som udtrykte en meget stor taknemlighed over for det danske folk og det danske Folketing for vores fortsatte commitment, vores fortsatte villighed til at levere støtte til det afghanske samfund. De er meget opmærksomme på den store opgave, de står over for, og de er, så vidt jeg kan vurdere, meget, meget interesserede i og viljefaste med hensyn til at skulle kunne levere den politiske ledelse, som Afghanistan i den grad har manglet.

Sikkerhedssituationen i Afghanistan er jo desværre fortsat skrøbelig, og der er også risiko for tilbageslag, og derfor finder vi det fra regeringens side vigtigt, at vi herfra i de første kritiske år efter ISAF-missionen fortsat understøtter afghanernes egen indsats for at vinde freden med træning, rådgivning og støtte, som flere ordførere har været inde på. Det kommer til at ske gennem deltagelse i Resolute Support Mission og en betydelig udviklingsindsats.

Afslutningsvis vil jeg for god ordens skyld komme ind på den såkaldte status of forces agreement, som skulle indgås mellem Afghanistan og NATO og udgøre det folkeretslige grundlag for Resolute Support Mission og for det danske militære bidrag. Den nye afghanske regering underskrev aftalen, få dage efter at den var tiltrådt, og et stort flertal i det afghanske underhus godkendte den 23. november aftalen. Jeg kan så fortælle, at i går blev den også godkendt i overhuset, og derfor udestår nu kun de rene formaliteter med præsidentens underskrift og offentliggørelsen i det afghanske parlaments lovtidende, der hedder Gazette. Det er derfor min meget klare forventning, at processen vil være afsluttet, inden Resolute Support Mission starter den 1. januar.

Lad mig afslutningsvis understrege, at vi fra regeringens side håber, at der fortsat vil være bred politisk opbakning til det danske militære bidrag, til NATO's indsats i Afghanistan, men så sandelig også til den øvrige og nu tungere indsats. Det er vigtigt for de danskere, vi sender ud, og jeg ser derfor frem til Folketingets velvillige behandling af beslutningsforslaget.

Hr. Nikolaj Villumsen har en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg må sige, at jeg er meget enig med udenrigsministeren i, at der er ting, der er gået mindre godt i Afghanistan, som ministeren lige sagde. Nu behandler vi så et forslag om at fortsætte den militære tilstedeværelse i netop Afghanistan. I Norge har man besluttet at nedsætte en uvildig undersøgelseskommission til at kigge på den indsats, Norge har gjort i Afghanistankrigen. I Danmark har man også besluttet at evaluere indsatsen, men man har fra ministerens og de andre partiers side uden om Enhedslisten besluttet, at det skal være forsvaret og Forsvarsakademiet under Forsvarsministeriet, som kigger på den militære del af indsatsen. I en situation, hvor vi kan se, at der er noget, der er gået mindre godt, burde man så ikke sætte uvildige øjne, uafhængige øjne til at kigge på det og måske finde fejl, som man kan undgå i fremtiden?

Udenrigsministeren.

Det er vigtigt at lære af sine erfaringer, både de gode og de dårlige. Vi har jo, for så vidt angår nogle af de steder, hvor vi er urolige over, om der er foregået ting, der ikke skulle have foregået, nedsat en egentlig kommission, der skal kigge på den del af vores Afghanistanindsats, den såkaldte Irakkommission, der også behandler elementer af vores Afghanistanindsats.

Så har vi så igangsat et andet spor, som handler om at kigge på, hvad der er gået godt og dårligt i sammenspillet mellem at have en militær indsats og samtidig en civil indsats. Som hr. Holger K. Nielsen var inde på, kan det jo være svært med den ene hånd at have en stærk militær indsats og med den anden hånd forsøge at skabe tillid og bygge bro til civilbefolkningen. Hvad har vi af erfaring med det? Hvor er det gået godt? Hvad gjorde vi, for at det gik godt? Hvad har vi af erfaringer med, hvor det er gået dårligt? Hvad gjorde vi der?

Der har vi så lavet en – kan man sige – blanding af eksterne bidrag og interne bidrag. Vi har sat DIIS til at indhente internationale erfaringer om det her felt med at blande civile og militære indsatser. Vi vil fra Udenrigsministeriets side sætte eksterne konsulenter til at evaluere vores udviklingsindsats i lyset af den samlede indsats, og endelig vil forsvaret med Forsvarsakademiets hjælp analysere den militære indsats i det samme lys.

Når vi har lagt vægt på både at inddrage uafhængige friske øjne på det her og samtidig inddrage de medarbejdere og den administration, der udfører indsatsen, så er det selvfølgelig, fordi vi oprigtigt gerne vil lære af vores erfaringer. Der skal ikke udfældes en politisk dom. Den kan hr. Nikolaj Villumsen og jeg selv tage, om jeg så må sige.

Det, der er vigtigt her, er, at vores administrationer lærer af processerne, for egentlig tror jeg, at alle dem, der har været involveret i Afghanistanindsatsen fra politisk side, jo kun har haft et ønske, og det var at bidrage til fred og genopbygning af landet så hurtigt som muligt. Derfor tror jeg også, at vi får mere ud af at inddrage alle de kræfter og al den viden, der ligger i Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, samtidig med at vi inviterer folk helt udefra til at kigge på det med friske øjne.

Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jeg er meget enig i, at det er meget vigtigt at lære, men hvordan lærer man bedst? Jeg var med Forsvarsudvalget i Afghanistan for at besøge de danske soldater for lidt over et års tid siden, mener jeg det var, og der kom det jo bl.a. frem, at nogle af de steder i Helmand, hvor flest danske soldater er døde, er områder, som man nu har besluttet sig for slet ikke at forsøge at forsvare længere, hvor man har accepteret, at Taleban kontrollerer dem.

Derfor er det vel værd at diskutere, om det så tidligere var fornuftigt at sende danske soldater i døden for at forsvare de områder, som man nu har besluttet at opgive, og som man accepterer at Taleban kontrollerer. Det er jo en svær evaluering at foretage, men min pointe er bare: Er det smartest at sætte de selv samme folk, som traf de beslutninger, til at overveje, om det var godt, eller kunne vi ikke med fordel sætte friske øjne til at se på det, som man har valgt at gøre det i Norge?

Udenrigsministeren.

Jeg synes egentlig, at det helt konkrete eksempel, som hr. Nikolaj Villumsen hiver frem her, meget godt illustrerer, at denne form for evaluering ikke er en meget stringent faglig evaluering.

Det er jo altid let at kigge tilbage og konstatere, at vi skulle have ladet være med at tage de slag, som vi tabte, at vi kun skulle have taget dem, vi vandt. Så enkel er virkeligheden jo ikke, og det er ikke for at negligere, at der er taget forkerte beslutninger – det gør vi alle sammen; det sker også i en krig – men for at sige, at jeg tror, at vi med fordel kan skelne mellem de spørgsmål, som har brug for en grundig politisk drøftelse på et mere principielt niveau, herunder om det giver mening at anvende militære bidrag, som hr. Nikolaj Villumsen jo også lægger op til i sin ordførertale, og så dem, der handler om, hvad vi, når vi så er dernede og arbejder, så kan sige om de indsatser, hvor vi prøver at udvikle landet civilt, økonomisk og demokratisk på den ene side, samtidig med at vi har en stor militærindsats kørende.

Det er en stor diskussion. Jeg synes, at enhver vinkel på det her, også i Folketingssalen, er på sin plads. Det er den største militæroperation, Danmark har foretaget siden anden verdenskrig – jeg tror måske endda, den er større end den, vi foretog der, men det er i hvert fald den største krigsindsats, vi har været i – og jeg synes, vi har brug for at lære af erfaringerne. Men jeg mener faktisk, det giver mening at inddrage al den viden og de ressourcer, der er i de ministerier, der har været involveret, samtidig med at man henter uafhængige folk udefra, der kan se på det med friske øjne. Med den kombination tror jeg sådan set at vi får det bedste grundlag for at evaluere vores indsats og også for at bringe de erfaringer, vi så har fået, videre. Dermed tror jeg at vi får det mest konstruktive bidrag, og det må være det, det handler om i forhold til at sikre, at vi aldrig sender danske mænd og kvinder ud, uden at være sikre på, at det gør en forskel i den rigtige retning.

Tak til udenrigsministeren. Og så giver jeg ordet til forsvarsministeren.

I forlængelse af udenrigsministerens bemærkninger vil jeg også knytte nogle kommentarer til forslaget om et dansk militært bidrag til Resolute Support Mission. Det er vigtigt at slå fast, at nu går den danske indsats fra tidligere at have været en kampmission til nu at blive en trænings- og rådgivningsmission. De bærende principper vil være, at vi skal medvirke til at træne og uddanne de afghanske styrker, sådan at de er i stand til at varetage landets sikkerhed, og det er også en understregning af, at Danmark nu bidrager med en bred vifte af indsatser til Afghanistan, men at forsvaret fortsat vil løfte sin del af opgaven.

Ved indgangen til 2015 vil vi have ca. 160 personer fordelt på rådgivningsfunktioner og øvrige funktioner i Kabulområdet samt et transporthelikopterbidrag i det nordlige Afghanistan. Det er dygtige folk, vi sender af sted, og det er godt, at der er så bred en opbakning i det danske Folketing til deres indsats.

Dagen i dag er også en lejlighed til at sige tak til alle de danske soldater og øvrige udsendte, som igennem alle årene har gjort en stor indsats i Afghanistan. Det gælder dem, der er kommet hjem styrkede, men det gælder også dem, som er kommet hjem med sår på krop og sjæl, og det gælder naturligvis dem, som ofrede deres liv i Afghanistan, for at det land kan udvikle sig i en positiv retning, og sådan at vi andre kan leve i fred og sikkerhed. Så til alle dem og alle deres familier og pårørende vil jeg sige en stor og varm tak i dag. De har gjort en forskel, og det vil Danmark også gøre fremadrettet.

Tak til forsvarsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Forsvarsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.