Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 33:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et realkreditinstitut for lån til ejerboliger og erhvervsejendomme i yderområder.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 20.11.2014).

Forhandlingen er åbnet. Så er det erhvervs- og vækstministeren.

SF har fremsat forslag om etablering af et realkreditinstitut for lån til ejerboliger og erhvervsejendomme i yderområderne. Realkreditinstituttet foreslås enten at fungere på markedsvilkår med en højere rente eller med hjælp fra staten i form af enten en vis underskudsdækning eller via tilskud til renten.

Regeringen finder ikke, at der skal oprettes et sådant statsligt realkreditinstitut og ser en række problemer i forslaget. Det vil bl.a. være meget problematisk at definere, i hvilke specifikke områder af Danmark borgerne skal have adgang til særlig statslig belåning. Det er heller ikke klart, hvilket omfang en sådan ordning skal have og dermed, hvor mange borgere i yderområderne der i givet fald skal have adgang til en statslig låneordning. Det vil givetvis ikke være alle borgere, men hvordan skulle man kunne udvælge de særligt trængende?

Som jeg forstår forslaget, er en tilgang, at instituttet til en højere rente end markedsrenten skal yde lån til kunder, som ikke kan få lån andre steder. En sådan manglende belåning fra de private institutter må enten skyldes, at pantets værdi vurderes som for usikkert, eller at låneansøgers økonomi ikke vurderes til at være tilstrækkelig god. Dermed vil et statsligt institut formentlig få en kundebase, som er kendetegnet ved udlån af ringe kreditkvalitet. Instituttet vil derfor få en udlånsbog med betydelige tabsrisici, og eventuelle tab skal i sidste ende bæres af statskassen.

En anden variant er – som jeg forstår det – at instituttet skal tilbyde lån med en lavere rente end markedsrenten baseret på dækning eller tilskud fra staten. En sådan model vil imidlertid påvirke konkurrencesituationen på markedet. Hvis instituttet kan yde lån til renter, der er lavere end på det private marked, så vil mange låntagere søge over mod en lavere rente i det statslige institut, og det er, uanset om de selv i forvejen også kunne få et lån i et privat institut. Det vil selvfølgelig være stærkt konkurrenceforvridende, og det kan fungere som indirekte tilskud til stigende boligpriser i de berørte områder.

Det er endvidere afgørende, at kreditvurderingen i et kreditinstitut er skarp. Det offentlige system har i dag ikke kompetencer til at kreditvurdere låneansøgninger. Det vil være ressourcekrævende at opbygge sådanne kompetencer, uanset hvilken af de to modeller vi tager udgangspunkt i. Hvis kreditvurderingen ikke er tilstrækkelig skarp, vil det indebære risiko for betydelige tab.

Vi har i Danmark et velfungerende realkreditsystem, der står for en meget stor del af det samlede udlån til boligejere og virksomheder. Og institutterne har klart tilkendegivet, også ved den seneste høring, der var i Folketinget, at de yder lån til kreditværdige projekter også i yderområderne efter de regler, der nu engang er fastsat i realkreditlovgivningen. De senere år har vi endvidere set øget konkurrence fra pengeinstitutterne, som i stigende grad er begyndt at låne ud på boligmarkedet.

Til slut vil jeg gerne gentage, at jeg ved flere lejligheder har tilkendegivet, at det er uacceptabelt, hvis låneansøgere afvises alene på grund af ejendommens postnummer. Såvel penge- som realkreditinstitutter fortæller mig, at det ikke er tilfældet, og at de i hvert enkelt tilfælde laver en konkret vurdering af låneansøgningen. For at blive klogere på problemstillingen har jeg også opfordret folk, som har modtaget afslag alene på grund af geografisk beliggenhed, til at kontakte mig. Jeg har dog ikke indtil videre modtaget dokumentation for, at afslagene er givet på grund af ejendommens geografiske beliggenhed i et bestemt postnummerområde.

Jeg synes, at det rigtige at gøre nu er at øge vores faktuelle viden om finansieringsforholdene i yderområderne. Jeg har derfor taget initiativ til, at Erhvervs- og Vækstministeriet på baggrund af data fra brancheorganisationerne fremadrettet løbende udarbejder redegørelser over boligfinansieringen i yderområderne. Ved at øge datagrundlaget kan vi drøfte problemstillingen på baggrund af fakta i stedet for følelser og fornemmelser.

Som allerede tilkendegivet kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg ved jo, at ministeren var til stede på den høring, som vi holdt i Folketinget, og jeg vil høre, om ministeren ikke synes, det er mærkeligt, at der kan fremdrives nogle eksempler. Vi hørte jo faktisk en hel del cases på det samråd, hvoraf det fremgik, at der er et problem. Og ejendomsmæglerne og den bank, der var repræsenteret, siger sådan set også, at der er et problem.

Jeg er med på, at det kan være svært at få hånd om, kan være svært at få dokumenteret, men jeg tror, pointen er, at rigtig mange af de afslag aldrig når at komme ned på skrift, for de bliver bremset et sted tidligere. Dertil kommer, at der er ret mange, som stadig synes, de har behov for et godt forhold til deres bank eller realkreditinstitut, så de er bange for at stå frem.

Jeg kan forstå, at ministeren ikke er begejstret for SF's forslag, men hvad er det så, ministeren synes vi skal gøre i de yderområder, hvor det er et reelt problem?

Ministeren.

Jeg vil sige, at jeg også fulgte de her eksempler i forbindelse med konferencen, og man skal gøre sig klart, at når man beder private ejere af penge – det er det, vi taler om her – om at udlåne penge, så skal de jo lave en kreditvurdering i hvert enkelt tilfælde, og så skal de jo finde frem til, om de synes, det er holdbart at låne pengene ud. Det er ikke sådan, at man har et retskrav på, at man skal kunne låne nogen penge nogen steder. Det er jo en kreditvurdering, der laves fra sted til sted – det her er andre folks penge. Så der er mange grunde til, hvorfor man ikke konkret har givet kreditter.

Jeg kan eksempelvis huske, at vi på konferencen fik at vide, at der var en virksomhed, som gerne ville have udbygget et lager et sted ude på landet, og der er det jo klart, at der vil en kreditforening og andre jo stille sig op og vurdere det, for hvad nu, hvis de lige pludselig flytter derfra, eller hvis det lige pludselig går galt for virksomheden, hvem vil egentlig så lægge sin virksomhed derude? Så man skal jo hele tiden afveje risikoen i forhold til det.

Når det her er sagt, har jeg så sagt, at vi hele tiden får meldinger ind om, at der kan være noget her, men det kan ikke rigtig dokumenteres, det er ikke rigtig til at vide det og alt muligt andet. Jeg kan jo ikke lave lovgivning på baggrund af nogle fornemmelser eller følelser, og derfor har jeg bedt om at få alle de data, som jeg overhovedet kan få, ind, så vi meget præcis kan følge med i, om der er stigende udlån, hvor der er problemer. Og hvis vi så i givet fald får identificeret problemerne korrekt, skal vi selvfølgelig drøfte, om der er noget ekstra, vi kan gøre.

Men indtil videre er det bedste, vi kan gøre, rent faktisk at vide, hvad der faktisk er tilfældet derude, og hvad der ikke er tilfældet.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg synes jo heller ikke, at folk skal have et retskrav på at få et lån – selvfølgelig skal de ikke have det. Hvis der er tale om faldefærdige rønner, kan jeg jo sådan set godt forstå, at man ikke låner ud.

Men jeg synes egentlig, det væsentligste bidrag er, at der er en forståelse af, at der er behov for et alternativt lånemarked udenom banken, som jo havde eksempler på folk, som ikke kunne få lån andre steder, men som man så havde matchet med andre lån. Pointen er bare, at de lån bliver dyrere og sikkert også med en kortere tilbagebetalingstid. Det her er altså en bombe under vores yderområder, hvis folk derude ikke kan få lov til at få huslån.

Men kunne ministeren så ikke pålægge banker og realkreditinstitutter, at de skal kunne dokumentere, hvis de giver et afslag, hvis de bremser noget, så vi kan få lidt mere overblik og lidt mere viden om, hvor i processen det her går galt, for jeg synes virkelig, at det er vigtigt, at vi kommer videre med den her diskussion.

Ministeren.

Jeg helt med på at gå videre, jeg er helt med på at få undersøgt det hele; altså der er ingen, der mere end mig har lyst til, at vi har et velfungerende lånemarked også i yderområderne, fordi desto mere kommer der gang i økonomien, og så er vi alle glade. Så jeg er helt med på det. Jeg vil tage alle typer af fornuftige initiativer i den retning, så det har jeg ingen problemer med.

Det, som jeg har problemer med, er, hvis jeg på et eller andet tidspunkt skal lave enten retskrav eller statslige selskaber, og jeg skal selvfølgelig også passe på, når det er, jeg beder folk om at dokumentere diverse ting, så det ikke giver unødige administrative byrder. Men i forhold til sådan nogle ting som udenomsbanker eller noget andet var det jo bare, så vidt jeg kunne bedømme, en ret begrænset portefølje, de samlet set havde. Men jeg er vidende om, at der er andre banker, som låner ud på pantebrevsmarkedet, som låner ud på almindelig vis, og så er det måske lidt dyrere, men det afspejler måske også den risiko, som der så er derude. Og jo mere vi bare på den måde kan få tingene til at fungere, desto gladere er jeg.

Hr. Lars Dohn, en kort bemærkning.

Jeg får det indtryk, at ministeren lægger meget, meget vægt på udlånernes risiko og ikke helt så meget vægt på, hvordan situationen er derude, hvor man, selv om man i mange tilfælde er blevet realkreditgodkendt, ikke kan opnå et lån.

Nu har den her problemstilling jo kørt i efterhånden nogle år, og jeg vil gerne spørge ministeren, om ministeren eller ministeriet har undersøgt f.eks. den norske huslånsordning eller den islandske ordning, hvor man også har et statsligt selskab. Jeg forstår, at ministerens partifæller i Landdistriktsudvalget nu går ind i et samarbejde med de borgerlige om en løsning, som skal findes uden for en statsfinansiering, så jeg kan forstå, at man helt udelukker muligheden. Har man undersøgt de to nabolandes realisering af et statsligt selskab?

Ministeren.

Der var en række spørgsmål her. Først og fremmest vil jeg sige til spørgsmålet, om jeg varetager udlåners interesse, at ja, det gør jeg jo, for så vidt eksempelvis en del af realkreditbranchen jo er ejet af kunderne selv. Jeg skal da ikke udsætte dem for unødige risici. Det ville da være tudetosset at bringe finansiel ustabilitet ind i systemet ved at sige, at nu skulle de bare påtage sig en masse risikable projekter.

Så jeg mener, at jeg stiller krav om i min banklovgivning og i min finansielle lovgivning i det hele taget, at den måde, hvorpå man låner penge ud, skal være holdbar. Det er det, som vi har bestræbt os på at gøre meget, meget grundigt oven på den finansielle krise. Så det mener jeg faktisk er overholdt til punkt og prikke hele vejen igennem. Så derfor stiller jeg faktisk nogle krav i den retning.

Ja, vi har undersøgt den norske ordning. Den er faktisk ikke sådan specifikt rettet mod boligforhold, men mere mod studieboliger og andet, så det er ikke noget, som man direkte vil kunne overføre hertil. Jeg mener ikke, at der er nogen som helst grund til, at vi begynder at lave statslige former for finansiering her. Jeg mener faktisk, at det vil være udmærket, at markedet selv finder ud af det, og det tror jeg også godt markedet kan.

Jeg er faktisk vidende om, at eksempelvis realkreditten jo har udvidet deres lån ganske, ganske kraftigt efter den finansielle krise. Vi taler om flere hundrede milliarder af kroner, og det er også kommet yderområderne til gavn.

Så meget tyder på, at det faktisk virker ganske godt.

Hr. Lars Dohn? Ikke mere. Så siger jeg tak til ministeren, og så er det hr. Thomas Danielsen som Venstres ordfører.

Tak for det, formand. B 33 handler om, at Socialistisk Folkeparti vil oprette et særligt realkreditinstitut, som enten kan fungere på markedsvilkår med en højere rente eller blive understøttet af staten i form af enten en underskudsdækning eller et statstilskud. Jeg beklager, at jeg smiler lidt, men det er lidt sjovt, at lige netop SF fremsætter sådan et forslag. Det er det af flere årsager.

For det første er SF ikke mødt frem i salen, når vi tidligere har drøftet finansieringsudfordringer for landdistrikterne, og SF har vi heller ikke set i udvalgsarbejdet, når vi har drøftet finansieringsudfordringer i landdistrikterne. For det andet fremsætter SF blandt de her forslag en idé om et statstilskud, hvilket vores konkurrenceregler heldigvis ikke tillader, hvorfor dele af beslutningsforslaget slet ikke kan lade sig gøre. For det tredje har SF i denne valgperiode faktisk lige stemt imod en låneordning, som netop tilbød lån til visse erhverv i landdistrikterne, og hvor man netop betalte et risikobidrag, som gjorde, at den var selvfinansierende. Derfor har de altså lige stemt imod dele af deres eget beslutningsforslag.

Derfor kan det godt være, at vi borgerlige skulle fremsætte det forslag igen, når nu SF åbenbart har ændret holdning på den front. Og jeg tror ikke, at SF er interesseret i at opnå reelle resultater med det her beslutningsforslag, da man jo så nok havde sat sig en lille smule ind i tingene, inden man fremsatte det. Man kan sige, at Venstre er optaget af intentionen med forslaget, nemlig at sikre bedre lånevilkår i landdistrikterne. Derfor er vi i modsætning til SF trådt ind i det tværpolitiske arbejde med Folketingets partier, hvor vi netop har fået igangsat et arbejdsudvalg , der skal komme med anbefalinger til Folketinget på det her område.

Bl.a. skal man kigge på 6-månedersreglen, som er grotesk på den måde, at man giver finansiering ud fra en liggetid på 6 måneder, når nu gennemsnitsliggetiden nærmere ligger på omkring 1 år. Man skal også kigge på de vejledende rådighedsbeløb hos dem, der låner. Det er ikke særlig vejledende, når udlånere så får anmærkninger fra Finanstilsynet, hvis de ikke overholder de her vejledninger. Man skal se på, om der er lovgivning, som begrænser udlån, og meget, meget andet. Det støtter vi op om, og det glæder vi os til at se resultaterne af.

Jeg vil meget gerne behandle alle forslag med seriøsitet. Men det siger lidt om seriøsiteten i det her forslag, at forslagsstilleren for det første ikke har opdaget, at den her arbejdsgruppe er sat i gang – næsten alle partier har stået bag den, undtagen SF – for det andet, at dele af forslaget ikke kan lade sig gøre på grund af vores konkurrenceregler, og for det tredje, at SF næsten lige har stemt imod dele af deres eget beslutningsforslag.

Venstre kan selvfølgelig ikke støtte den her form for pjat, men vi ser meget frem til det tværpolitiske arbejde i udvalget om lånemuligheder i landdistrikterne. Jeg kan oplyse, at hvis SF fremover bare vil møde op til nogle af de her møder, vil jeg også anbefale, at SF indtræder i arbejdet på lige fod med de øvrige partier. Tak.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Jeg synes, vi skal afholde os fra at være polemiske. Nu er det så lille et parti, at man ikke kan være til stede alle steder, og jeg har andre møder på det tidspunkt, hvor udvalgsmødet ligger, men jeg har faktisk været i kontakt med formanden for udvalget om det her. Det var jeg i mandags. Så det er ikke, fordi jeg ikke har gjort noget.

Jeg synes jo, der er ret mange andre Venstrefolk, der støtter det her. Hans Christian Schmidt har faktisk været ude at sige, at statsgaranterede lån er lige noget af det, vi skal have. Det har han oven i købet selv foreslået. Så hvad er det, der er Venstres konkrete forslag? Så vidt jeg forstår på Realkreditrådet, er 6 måneders liggetid fuldstændig underordnet for den her problemstilling. Om det så var 1 år, ville udfordringen være, at de her huse ligger nogle steder, hvor omsætningshastigheden er utrolig lav, og det vil påvirke mulighederne for at få lån. Det vil ikke have nogen som helst betydning.

Så hvorfor er det, at Venstre fortsætter ud ad et spor, som ikke giver en løsning for de mennesker, som er stavnsbundne i deres huse rundtomkring på landet?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er nogle partier, der er mere optaget af det her end Venstre. Jeg vil bare sige, at 6-månedersreglen kan man ikke negligere og sige, at den ikke har nogen betydning. Det har den. Det har den både for værdiansættelse, omsætningsmuligheder og lånemuligheder.

Med hensyn til hvad Venstre vil, vil jeg sige, at det ikke er Venstres politik at lave statsfinansierede lån, for det siger sig selv, at det må man ikke. Det, som man har foreslået fra Venstres side, og som jeg også nævner, og som SF i øvrigt lige har stemt ned i den her valgperiode, er lån til visse erhverv i landdistrikterne. Man giver en statsgaranti, mod at den er selvfinansierende. Der er en væsentlig forskel. Det er ikke det, SF foreslår i det her forslag.

Vi har en række gode erfaringer med f.eks. udflytning af statslige arbejdspladser. Vi har udflyttet SKAT, den digitale tinglysning, Sikkerhedsstyrelsen, miljøcentrene m.m. Desværre har SF også selv været med til og endda stået i spidsen for centralisering af flere af de her arbejdspladser, og det er jo netop noget af det, som dem, der udbyder realkreditlån og finansierer ejendomme i landdistrikterne, påpeger. De siger, at den væsentligste forudsætning for, at vi i kan tilbyde lån i landdistrikterne, er, om vi tror på, at der er nogle, der vil flytte derud. Hvis staten går foran og affolker de områder, siger det sig selv, at det vanskeliggør mulighederne for at få lån. Det er bl.a. nogle af de veje, vi gerne vil gå.

Når det helt konkret gælder udlån, drejer det sig om nu, at Udvalget for Landdistrikter og Øer i Folketinget har nedsat et arbejdsudvalg, som skal komme med nogle anbefalinger og vurdere, om vi herinde laver lovgivning, som begrænser pengeinstitutternes og realkreditinstitutternes udlånsmuligheder. Det kan vi se at vi gør på nogle områder.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg skal bare høre, om man er enig eller uenig med Carl Holst og Hans Christian Schmidt, som har sagt, at statsgaranterede lån er vejen frem. Han har oven i købet selv foreslået det. Er man uenig med flere Venstreborgmestre i Syd- og Sønderjylland på det her punkt? Det kunne jeg godt tænke mig at få en afklaring af.

Ordføreren.

Jeg vil gerne gentage mit svar. Venstre har haft et forslag, som SF måske kan forveksle med sit eget forslag om, at man skal yde tilskud til lån. Det går vi ikke ind for i Venstre. Men ja, vi har haft forslag i salen om statsgaranterede lån, mod at de er selvfinansierende. Det er jo en væsentlig forskel. Det har vi gjort for landbruget; det har vi også gjort for fiskeriet. Det er muligt, at SF er kommet til at forveksle det, men Venstre går selvfølgelig ikke ind for, at vi skal gå imod vores konkurrenceregler – det siger sig selv.

Hr. Henning Hyllested for en kort bemærkning.

Jeg vil lige fortsætte i det der spor med det der udvalg, som er blevet nedsat i tirsdags. Det er lidt hurtigt. Der står søreme, at det er et hurtigtarbejdende udvalg, der skal komme med forslag til løsningsmodeller for hele den her problematik, men som ikke omfatter statslig finansiering.

Jeg kan ikke helt blive klog på, hvad Venstre mener. Er det direkte statslig finansiering, der er udelukket i det udvalgsarbejde, man vil i gang med, eller omfatter det også statsgaranti? Statsgaranti er jo også en form for statslig finansiering, idet garantien udløser en udbetaling, når lånene misligholdes, og så er staten involveret. Så jeg kan ikke helt blive klog på, hvad der er sket med det her udvalg, og jeg synes også, at meldingerne fra Venstre er lidt forvirrende i øjeblikket.

Jeg godt forstå, at ordføreren synes, det er forvirrende, hvis han ikke kan kende forskel på statstilskud og statsgaranti. Der er en væsentlig forskel. En statsgaranti kan man tilbyde, hvis man agter det, og det kan man gøre, på grund af at det er en selvfinansierende ordning, som man på den måde går ind og stiller en garanti for. Statstilskud tillader EU's konkurrenceregler ikke, så det er ikke noget, vi behøver at diskutere i salen.

Jeg ved godt, der er nogle, der er inspireret af Norge, men Norge har lige nøjagtig på det her område den fordel, at det kan landet være ligeglad med. Vi har bedt et udvalg om at komme med nogle anbefalinger til, hvad vi fra Folketingets side kan gøre for at sikre bedre udlånsmuligheder. Det er muligt, at de deriblandt vil foreslå en eller anden form for ordning, hvor der indgår statsgaranti.

Hr. Henning Hyllested.

Jeg anerkender selvfølgelig, at hvis man er tilhænger af EU osv. osv., står man selvfølgelig hårdt på det synspunkt. Det er vi nogle der ikke tager så meget hensyn til, og hvis man synes, at man her i Danmark vil opbygge en ordning a la den norske, synes jeg jo, vi skulle gøre det.

Det er jo så rigtigt forstået, kan jeg forstå, at Venstre godt kan være med til, at staten garanterer for, at de private låneinstitutter – det være sig banker eller kreditforeninger – på den måde i virkeligheden ikke risikerer noget som helst, hvis man overlader det til staten at garantere for lån, som eventuelt bliver misligholdt.

Det er jo så i bund og grund også en eller anden form for tilskud. Det kan godt være, at det i EU-retten ikke opfattes sådan, men det er i hvert fald at holde hånden under de private låneinstitutter på det her område, og det kan jeg så forstå er Venstres linje, og man ønsker ikke nogen anden linje.

Ordføreren.

Det har hr. Henning Hyllested fuldstændig misforstået. Men indledningsvis vil jeg sige, at tager man ikke hensyn til realiteter, kan man godt have hr. Henning Hyllesteds holdning om, at vi bare kan foreslå de lovforslag, vi har lyst til hernede, uanset om de så strider imod vores konkurrenceregler eller andet, men vi er visse seriøse partier, der bliver nødt til at tage hensyn til det. Og selvfølgelig gør vi det.

Vi taler i Venstre ikke om, at vi skal give statsgaranti til realkreditinstitutter. Vi taler i Venstre ikke om, at vi skal give statsgaranti til bankerne. Vi har været inde at foreslå velfungerende statsgarantier, som egentlig har kørt, indtil den her regering besluttede, at man ikke vil støtte det fremadrettet. Det var statsgarantier til landbrug og fiskeri; det var generationsskiftelån. Det er et område, hvor man i den grad understøtter erhverv i landdistrikterne, og vi er meget interesserede i, at vi går ind og kigger på statsgaranti der.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen som socialdemokratisk ordfører.

Tak. Det er jo altid dejligt at kunne diskutere og debattere landdistriktspolitik, så det er også rigtig godt, at vi i dag behandler flere beslutningsforslag på området foreslået af SF. Så tak for det.

Grundlæggende er det for Socialdemokratiet meget vigtigt, at vi skaber balance i Danmark. Det er en udfordring, som ikke løses med et snuptag. Vi har fra dag et i regeringskontorerne arbejdet på det lange seje træk for landdistrikternes fremtid. Med det forslag, som SF fremsætter i dag, ønsker de at hjælpe væksten på vej i yderområderne ved at sikre flere lånemuligheder til bolighandler i disse områder. Det er som sådan et sympatisk projekt. Vi må jo anerkende, at der er visse områder i Danmark, hvor det er meget svært at låne penge til boligkøb. Det gælder især de meget billige huse. Det kan virke temmelig uhensigtsmæssigt, især fordi mange af de familier, der flytter på landet, netop køber et hus, der har en overkommelig pris.

Så jeg er altså enig i forslagsstillernes diagnose, men jeg deler ikke SF's opfattelse af, hvad der er den rigtige medicin. Det foreslås nemlig, at det skal være lettere at få adgang til lån til ejerbolig eller erhvervsejendom i yderområderne ved etablering af et statsligt realkreditinstitut. Der er en række forhold, der gør, at Socialdemokratiet er endog meget betænkelig ved en sådan løsning.

For det første ønsker vi ikke at sætte den troværdighed, som det danske realkreditsystem har, over styr. Der er i dag overordentlig stor tillid og dermed meget lav rente. For det andet vil oprettelsen af et statsligt kreditvurderingsselskab være en bekostelig og meget usikker affære, dels fordi staten ikke har erfaring på det felt, dels fordi de ejendomme, der vil skulle belånes, er de mest usikre på markedet med størst risiko for tab. For det tredje kan det tilføjes, og det er allerede nævnt, at oprettelsen af et statsligt realkreditinstitut kan være stærkt konkurrenceforvridende og dermed i strid med EU's regler for statsstøtte.

Alt i alt mener Socialdemokratiet ikke, at det er statens rolle at være realkreditinstitut. Jeg mener, vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at skabe vækst og arbejdspladser i landdistrikterne. På den måde kan det også blive lettere at få mulighed for at få adgang til kredit. Men det skal være i den rækkefølge. Der er behov for politisk handling for at sikre landdistrikterne, og det er noget, som optager Socialdemokratiet og regeringen meget. Men dette forslag vil være at gamble med midlerne i fælleskassen, og det er der ikke brug for.

Socialdemokratiet kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Mette Hjermind Dencker som Dansk Folkepartis ordfører.

Forslaget her går ud på at etablere et realkreditinstitut for lån til ejerboliger og erhvervsejendomme i yderområderne. Den problemstilling, Socialistisk Folkeparti ønsker at belyse med forslaget, er yderst relevant. I Landdistriktsudvalget bliver vi præsenteret for rigtig mange sager, hvor folk, som bor derude, hvor der er allersmukkest og allermest fredeligt, ikke kan låne penge til bolig eller erhvervsejendom, på trods af at de faktisk har en valid økonomi.

Det problem skal vi politikere løse. Og da Finanstilsynet og realkreditinstitutterne og de borgere, der bor ude i områderne, tilsyneladende har tre forskellige oplevelser af, hvad der er op og ned i den her sag, så blev vi i Landdistriktsudvalget enige om, at vi simpelt hen ville sætte alle parter sammen til en høring, hvor de kunne mødes, og hvor de kunne komme med nogle fælles forslag til, hvordan vi løser det problem. Vi var også i Landdistriktsudvalget enige om, at på baggrund af hvad der kom ud af den høring, ville vi gå videre i processen og sammen finde ud af, hvordan vi gik videre.

Set i lyset af at det var den proces, som et enigt Landdistriktsudvalg besluttede at følge, så kan det måske godt undre nogen, at SF pludselig i pressen præsenterede et forslag til etablering af et realkreditinstitut, få dage inden vi overhovedet skulle have den høring. Men så kom jeg til at tænke på, at det måske ikke er så underligt endda. Fordi for at man kan blive enig med resten af Landdistriktsudvalget, for at man kan følge en proces, så kræver det naturligvis, at man dukker op til landdistriktsmøderne. Det kræver, at man deltager i det daglige arbejde i Landdistriktsudvalget. Og vi har stadig væk til gode at se fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som vistnok er SF's landdistriktsordfører, i udvalget.

Som man siger: Blind høne finder også et korn. Når et folketingsvalg nærmer sig, er det rart at se, at selv SF begynder at interessere sig for landdistrikter og øer. Det kan vi kun glæde os over i resten af udvalget. Og skulle fru Karina Lorentzen Dehnhardt være interesseret i at beskæftige sig med landdistriktspolitik – ud over selvfølgelig at lave et par mediestunts op til et folketingsvalg – så kan jeg oplyse, at vi i udvalget faktisk har en sammensætning af mennesker, der oprigtigt, af hjertet brænder for landdistrikterne og øerne. Og fordi vi alle sammen uanset partifarve brænder for landdistrikterne og øerne, bliver vi også enige om rigtig mange ting i udvalget.

Vi var også et enigt Landdistriktsudvalg, der besluttede, at nu ville vi skrive en betænkning, hvor vi opfordrer regeringen til at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal komme med nogle forskellige bud på, hvordan man kan afhjælpe problematikken. Det kan f.eks. være pantebrevsløsninger. Det kan være at se lempeligere på reglerne om, at huset skal være omsætteligt inden for 6 måneder. Så vi er et enigt udvalg, der er i gang med at finde løsninger på området her. Og i Dansk Folkeparti vil vi gerne have undersøgt til bunds, hvilke muligheder der er for at bekæmpe skævvridningen i landdistrikterne. Derfor tilslutter vi os den betænkning, som udvalget er i gang med at udarbejde.

En anden vigtig ting at pointere her er faktisk, at det værste, vi overhovedet kan gøre mod landdistrikterne, er at give dem nogle særvilkår som f.eks. de her særlån. Ministeren redegjorde også fint for det i sin tale, nemlig at man faktisk kan risikere at blackliste nogle områder, hvor de ikke kan få lån på normale vilkår. Man kan risikere at sætte folk i en situation, hvor det ude i befolkningen hedder: Nå, det er jer, der er inde under de her lån. Hvis der først er to huse på en vej, der får de her lån, så bliver det altså hurtigt et bestemt område, en landsby, og det kan komme til at se rigtig grimt ud. Og det er ikke det, som dem, der bor i landdistrikterne, ønsker.

Derfor kan vi i Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget.

Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Henning Hyllested.

Jeg bliver nødt til at spørge fru Mette Hjermind Dencker med hensyn til netop det her udvalg, man på udvalgsmødet i Udvalget for Landdistrikter og Øer i tirsdags ligesom lagde op til at der skal nedsættes, fordi man jo der siger, at man skal komme med forslag til løsningsmodeller, som ikke omfatter statslig finansiering. Så vil jeg gerne høre: Hvad ligger der i det? Altså, hvad er mulighederne så? Jeg havde indtryk af, at den enighed, vi har haft indtil nu i Udvalget for Landdistrikter og Øer, trods alt omfatter, at alle muligheder står åbne, at alle muligheder kan komme på bordet, hvis vi ellers anser det for at være en samfundsmæssig opgave at prøve at understøtte både bosætning og erhvervsudvikling i landdistrikterne. Så jeg vil gerne høre, hvad fru Mette Hjermind Denckers opfattelse er af det udvalg, man er på vej til at nedsætte. Lukker man døren for nogle muligheder, eller er alle muligheder stadig væk åbne?

Ordføreren.

Vi var selvfølgelig enige om, at det ikke skulle være statslig finansiering, og det var ærgerligt, at Enhedslisten ikke var med til det udvalgsmøde, for Enhedslisten plejer jo at dukke op i udvalget hver eneste gang. Så det var lidt ærgerligt, at vi ikke også havde Enhedslisten med i det arbejde der. Men i hvert fald er det korrekt, at vi ikke ønsker statslig finansiering. Hr. Thomas Danielsen fra Venstre har jo fint redegjort for, at det jo ikke dermed udelukker statsgaranti på lån. Men det var vi simpelt hen enige om. Vi var enige om at komme med forskellige problematikker, som vi jo har diskuteret i udvalget, nemlig det her med pantebrev og med 6-månedersreglen, med omsætteligheden, med rådighedsbeløbet og alle de ting, så vi vil godt have belyst alle de områder.

Hr. Henning Hyllested.

Skal jeg så forstå det sådan, at f.eks. den norske mulighed, som jeg mener fru Mette Hjermind Dencker tidligere har udtrykt en vis forståelse for – men korreks mig, hvis jeg er forkert på den – er udelukket, eller det forslag, som også ligger fra SF nu, om et statsligt, sådan forstår jeg det i hvert fald, kreditselskab, er en mulighed, som er udelukket efter fru Mette Hjermind Denckers opfattelse?

Ordføreren.

Ja, det er de i høj grad, og jeg har aldrig været for det, når Enhedslisten har foreslået de der norske huslån. Det, som hr. Henning Hyllested måske kan have misforstået i forhold til den norske model, er jo, at Dansk Folkeparti har været fortaler for, at vi skulle hente inspiration fra den norske model, i forhold til hvordan de behandler yderområderne, men det har ikke lige været i forbindelse med statslånet.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, kort bemærkning.

Jeg skal bare høre, om Dansk Folkeparti selv tror på, at hvis ikke staten blander sig i det her, kommer der til at blive bedre lånemuligheder i yderområderne.

Ordføreren.

Jeg kan da love for, at staten skal blande sig i det her, men den måde, staten skal blande sig på, er netop ved at starte med at placere arbejdspladser i yderområderne. Det er der, vi går forrest. Hvis vi går forrest fra Folketingets side og beslutter os for, at der skal være flere statslige arbejdspladser ude i provinsen – vi har 180.000 statslige arbejdspladser i Danmark, og de 80.000 ligger i Region Hovedstaden, så vi har da en kæmpe opgave med at flytte de statslige arbejdspladser ud – så lur mig, om der ikke også er nogle realkreditinstitutter, der synes, at det en god idé også at låne penge ud derude, når der flytter folk til.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg skal bare lige forstå, om jeg hørte rigtigt. Så statslige arbejdspladser og udflytning af dem er løsningen på de problemer, folk har med at få realkreditlån i yderområderne?

Ordføreren.

Statslige arbejdspladser er en væsentlig, en stor del af det, fordi det er sådan, at når man flytter flere statslige arbejdspladser ud i provinsen, genererer arbejdspladser flere arbejdspladser. Der, hvor der ligger et skattecenter, er der nogle, der godt kan se en god idé i at slå en café eller en frisørsalon op ved siden af. Så selvfølgelig er det en del af udfordringen, men det er det sammen med en masse andre ting – sammen med mobildækning, sammen med bedre offentlig transport – der er jo en masse andre ting. Så der er en helt del udfordringer, som vi skal have løst i landdistriktsområderne. Derfor kan vi jo ikke bare sige, at det her med lån kommer først. Det er vigtigt, at vi først får gang i det derude, og det er en statslig opgave, som vi gerne vil være med til at løse, også sammen med SF.

Hr. Lars Dohn for en kort bemærkning.

Lige for en ordens skyld, jeg er kommet lidt i tvivl, og det er derfor, jeg spørger, nemlig for at blive klogere. Det er blevet helt afvist, at staten skulle være en deltager i den her proces, sådan forstår jeg indtil nu det, der er blevet sagt. Men jeg er i tvivl, for mener Dansk Folkeparti, at statsgaranterede lån er udelukket, eller er det en mulighed?

Ordføreren.

Jamen det mener Dansk Folkeparti stadig væk er en mulighed, sådan at vi på den måde kan holde hånden under realkreditinstitutterne.

Hr. Lars Dohn? Tak til ordføreren. Så er det fru Helle Løvgreen Mølvig som radikal ordfører.

Tak, formand.

SF er her kommet med et sympatisk, vil jeg også kalde det, beslutningsforslag om at styrke lånemulighederne for de mennesker og virksomheder, der ikke kan få bevilget et lån i yderområderne. SF foreslår, at det sker, som vi også har hørt det flere gange, ved at oprette et særligt realkreditinstitut, som enten kan fungere på markedsvilkår med en højere rente eller understøttes af staten i form af enten en vis underskudsdækning eller rentetilskud. Dette er et af de forslag, som SF har til styrkelse af yderområderne. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad motiverne er til at fremsætte forslagene; det ved SF nok bedst selv.

Radikale Venstre er dog både oprigtigt interesseret i og bekymret for de muligheder, vi har, for at bo og arbejde i alle dele af vores land. Vi er oprigtigt interesseret i, at det er muligt at bosætte sig, hvor man har lyst, eller hvor økonomien tillader det, og vi er også oprigtigt interesseret i, at vores iværksættere kan åbne virksomheder i alle dele af landet, også i vores landdistrikter. Vi er oprigtigt interesseret i, at allerede eksisterende sunde virksomheder kan udvide ude på landet, når der er brug for det.

Vi anerkender, at udviklingen med affolkning af landet og søgningen mod de større byer af forskellige årsager har haft flere uheldige følgevirkninger over årene, og det er bl.a. også derfor, at vi diskuterer den her problematik i dag, nemlig at det i visse områder af landet er svært at låne både til privatboliger og til erhverv. Men lige meget hvor sympatisk forslagets mål end må være, er det efter Radikale Venstres mening ikke løsningen med et nyt statsligt realkreditinstitut, der driver udlånsvirksomhed på andre vilkår end dem, vi kender.

For det første ønsker vi faktisk ikke at forskelsbehandle danskerne, hvor de end bor. Vi skal alle sammen kunne gå ind ad den samme dør, når vi har brug for lån til bolig og erhverv. Vi vil ikke have et institut for andenrangsborgere.

For det andet synes vi, ligesom ministeren fremlagde det, at det vil være alt for kostbart og yderst omstændeligt at opbygge de kompetencer, der skal til inden for kreditvurdering og værdiansættelse, i et statsligt regi.

For det tredje er vi også enige i, at det vil være stærkt konkurrenceforvridende at have et statsligt institut, som kan yde lån på andre vilkår end dem, vi normalt ser. Vi anerkender, som jeg har nævnt, at problemet eksisterer, men vi ser langt hellere, at vi løser problemet inden for det allerede eksisterende realkreditsystem. Der skal selvfølgelig også andre ting til generelt at øge udviklingsmulighederne på landet. Vi er derfor også rigtig glade for, at ministeren gerne vil dykke lidt længere ned i problematikken og har imødekommet, at hvis man kender til tilfælde, der kan belyse problematikken, så vil ministeren se på dem.

Radikale Venstre kan derfor ikke støtte SF's beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Hr. Lars Dohn som ordfører. Er hr. Lars Dohn ikke ordfører for Enhedslisten? Det er Enhedslistens ordfører, der har ordet nu.

Tak for ordet. Det er jo en meget trykfølsom skærm, og jeg har engang fået ordet uden egentlig at have ønsket det, så det var det, jeg var lidt nervøs for var sket igen.

Jeg vil starte med at sige tak til SF for det her beslutningsforslag, for der skal jo ske noget på det her finansieringsområde. Det forslag, der kommer senere fra SF, er jo afhængigt af, om der sker noget på finansieringsområdet, for hvad skal vi med planer, hvis ikke der er mulighed for at få gang i den derude på landet?

Vi ved jo fra undersøgelser, at der er mange flere, der gerne vil bo på landet, end dem, der bor der nu, så derfor er det vores opgave som politikere at skabe nogle rammer, så vi kan få folk til at flytte derhen, hvor de gerne vil bo. Vi ved også, at der er en række personer, som kan blive lånegodkendt, men realkreditinstitutterne i deres nuværende form vil ikke altid låne ud. Og så hører alting jo op, så går livet i stå derude, og det er jo det, der i høj grad er sket.

Nu har Boligudvalget jo afholdt to høringer om den her problemstilling, og jeg ved ikke, om erhvervsministeren stadig væk er af den opfattelse, at der ikke er nogen problemer. Nu har vi så fået et løfte om, at man nu vil prøve at følge op på situationen. Så lidt er der da vundet.

Man har i udvalget besluttet at nedsætte et udvalg, som skal kigge på finansieringen, men man vil ikke medtage statsfinansielle løsninger. For Enhedslisten forekommer det lidt underligt, for vi mente ellers at have en aftale med Venstre om, at der skulle nedsættes et bredt udvalg, som skulle se på alle muligheder, men sådan kan tingene jo forandre sig. Det var måske rart, hvis man kunne blive orienteret om, at en aftale ikke længere eksisterer. Så Enhedslisten har for længst meldt ud, at den her problemstilling skal løses, ved at det, når markedsfunktionerne ikke virker, så er samfundet, der skal gå ind og sikre lånemuligheder på landet. Det kan ske, ved at staten, som jo allerede er involveret i finansiel stabilitet, som har udlånsinstitutioner, som også vil kunne realkredit- og lånevurdere, herunder vurdere lånesituationer i det hele taget, går ind i det.

Hvis man ser på den danske historie, er det jo også sådan, at man vil se, at i de tilfælde, hvor der er sket noget på landet, er det den danske stat, det danske samfund, der har været derude. Statshusmandsbevægelsen, arbejderboligerne efter anden verdenskrig er de to ting, som har rykket allermest derude på landet og skabt gode arbejds- og bovilkår, så derfor må samfundet på banen igen. Hvis vi kigger os omkring, kan vi se, at det i Norge er sådan, at man har en husbank, som ikke bare låner ud til huslån, men på andre måder sikrer, at livet på landet kan foregå. Også på Island har man en husfinansieringsfond. Det vil sige, at vi ikke skal se ret langt væk, før vi kan se, at det er de samfundsmæssige løsninger, der gør en forskel.

Det, som SF foreslår, er så et særligt realkreditinstitut. Jeg synes ikke, man nogen steder skriver et statsligt . Det, som vi må sige om forslaget, er, at hvis det skal være på markedsvilkår, så bliver det jo bare med en ekstra høj rente, og så bliver det bare en ekstra afgift af at bo på landet. Hvad det sidste angår, altså en statslig ordning, er det jo den løsning, som Enhedslisten langt bedre ville kunne støtte.

Så hvis vi skal konkludere, må vi sige, at SF's forslag er et meget løst og meget, meget bredt udspil, som formentlig bliver torpederet af den enighed, der er mellem de borgerlige og regeringen, om en løsning, der ikke omfatter statslig involvering.

Enhedslisten betragter SF's forslag som et fremskridt – det, at man i det hele taget vil gøre noget – og derfor støtter vi forslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det har. Leif Mikkelsen som Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Det er et væsentligt område, der kastes lys over med det her forslag til folketingsbeslutning. Løsningen er bare forkert. Det er helt rigtigt at være særdeles opmærksom på, at der er vanskeligheder på det her område. Der er en skævvridning af Danmark i gang, og der er en flytning fra land mod by, som gør, at muligheden for finansiering af boliger, erhverv osv. er blevet vanskeliggjort i de senere år. Problemstillingen er altså reel nok, og vi har haft en række anledninger til at kaste lys på den i landdistriktssammenhæng med høringer, konferencer, møder osv., og det er rigtig godt at fortsætte med det for at påvirke, så vi finder løsninger.

Men vi har et godt realkreditsystem i Danmark, som jo helt bevidst skal sørge for så vidt muligt at sikre sine penge, fordi det er vores alle sammens penge, der snakkes om. Og der er nok ingen af os her, der ville være interesseret i, at nogen tog unødige risici og så tabte nogle af vores penge. Så derfor er det klart, at det system ikke af sig selv kan løse alle spørgsmål, når der tales om værdisættelse.

Derfor vil jeg godt pege på, at det, der er sket i de senere år, jo er, at det pantebrevsmarked, der var en del af hushandler, hvis vi kigger historisk på det, stort set er fjernet. Det er det, fordi bankerne på et tidspunkt faktisk overtog den øvelse, fordi der var gode penge at tjene. Nu er bankerne jo så i en situation, hvor de i hvert fald er meget tilbageholdende og måske også vil foretage den samme vurdering som realkreditten. Forskellen med sådan et pantebrevsmarked var, at det var sælgeren, der lod et beløb stå i ejendommen, og så var det jo ikke et spørgsmål om, om man turde investere i den ejendom, for det havde vedkommende gjort. Og muligheden er der for dermed at hjælpe en køber på vej eller unge mennesker på vej, sådan at kreditforeningerne kan give en pant, der er forholdsvis sikker, en mindre pant, en førstepant, og så er der en, der måske kender køber og har kigget vedkommende dybt i øjnene og gerne vil sælge, og som så kan bidrage til, at den handel går i gang. Og vi har jo også hørt af nogle de cases, vil blev forelagt på høringen, at det faktisk blev en sådan løsning, der løste en sag, der var gået i hårdknude.

Spørgsmålet er – og det er jo så til overvejelse i regeringen – om man kunne hjælpe det på vej ved måske at give særlige skatteforhold for dem, der tager den risiko, i stedet for at tænke den her tanke om en statslig institution, der skal yde særlige lån. Så jeg synes, det kunne siges her fra talerstolen til venlig overvejelse for måske at hjælpe med at sætte gang i et marked, der kunne optø den nedfrosne tilstand, der er på det her område.

Så Liberal Alliance kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Da der ikke er nogen konservativ ordfører til stede, er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, fra SF.

Jeg vil gerne sige tak for debatten. Jeg kan forstå, at der er meget vrede over SF's forslag. Vi anerkender alle sammen problemstillingen, men det er for frækt, at SF har foreslået at gøre noget ved den situation, som vi oplever i vores yderområder i de her år. Jeg kan sige så meget, at det ikke er et drilleforslag. Det skyldes simpelt hen, at jeg selv kommer fra et område, hvor det her er meget virkelighedsnært. Det foregår simpelt hen lige uden for min hoveddør, og det er selvfølgelig noget, som jeg som SF'er er optaget af, for for mig er det her en lighedsdagsorden. Det handler om, at man har lige adgang, uanset hvor man bor i landet, til de samme muligheder, og det har man altså ikke, når nogle ikke kan få et realkreditlån.

Jeg tror, at vi på høringen fik dokumenteret, at der faktisk er et problem, for UdenomBanken.dk har i den meget korte tid, som den har eksisteret, faktisk oplevet at yde lån i de tilfælde, hvor realkreditten svigter. Jeg tror heller ikke, at løsningen er at påtvinge realkreditten flere usikre lån, for vi har behov for at have tillid til, at det, der sker der, er fornuftigt. Det er også det, der giver de lave renter. Men vi må reagere på, at der er folk, der kommer til at være stavnsbundne i deres huse, og det er en utryg situation. Vi må reagere på, at der ikke bliver skabt arbejdspladser, fordi virksomheder får nej til at investere eller til at bygge nyt. Når først arbejdspladserne forsvinder fra vores yderområder, gnaver det på skatteindtægterne, og så gnaver det på velfærden, og så er den onde cirkel startet.

Den norske ordning har været nævnt et par gange her i dag. Jeg synes, det er en rigtig interessant ordning, som vi burde undersøge nærmere. Jeg ved i hvert fald, at der er Venstreborgmestre i Sydjylland, som er meget, meget optagede af den her dagsorden, og der er nok et skel, i forhold til hvad man tænker her på Christiansborg fra Venstres side.

Jeg synes, det er rigtig fint, at der er blevet nedsat et udvalg i Landdistriktsudvalget. Jeg havde en samtale med formanden for udvalget i mandags, fordi jeg vidste, jeg ikke kunne dukke op i tirsdags, og jeg sagde, at jeg var parat til at finde et flertal for hvad som helst, der bringer den her diskussion videre. Og det er jeg, fordi jeg er virkelig optaget af, at vores yderområder ikke fortsætter i en ond spiral. Jeg tror bare ikke, at det, man har valgt fra udvalgets side, nemlig at kigge på 6 måneders liggetid og rådighedsbeløb, er den rigtige medicin.

Jeg tror ikke, det løser problemet, for når den sidste bus er kørt, når nabohuset er en faldefærdig rønne, og når der i øvrigt ikke bor nogen i alle de andre huse rundtomkring, så vil et realkreditinstitut tage bestik af, hvordan det ser ud om 20 år, og om den her bolig så kan videresælges. Og det kan den højst sandsynligt ikke, eller i hvert fald kan det vise sig at være rigtig, rigtig svært. Så om liggetiden er 6 måneder, 1 år eller 2 år, tror jeg ikke gør den store forskel, og det har Realkreditrådet i det store og hele også bekræftet over for mig. Der er allerede et realkreditinstitut, som har fået anmærkninger for at have en lidt for løs portefølje, så jeg tror simpelt hen ikke, at vi får løst det her i det sædvanlige realkreditsystem. Der skal simpelt hen en anden ordning til.

Men jeg er jo glad for, at SF's forslag har skubbet til, at der er blevet nedsat et udvalg, for det har godt nok været lang tid undervejs at få kigget på den her problemstilling. Så noget godt er der kommet ud af SF's forslag, og jeg tror sådan set også, at tiden, i takt med at udfordringerne for vores yderområder forværres, vil modnes for, at vi bliver nødt til at kigge på noget, hvor staten i en eller en grad er medspiller, for at få løst den her knude.

Der er et par korte bemærkninger. Det er først hr. Thomas Danielsen.

Det skinner tydeligt igennem, at ordførerens uvidenhed på området afspejler, at man ikke har været med på de mange studieture, som udvalget ellers har været på for at undersøge de her sager. Men det kan selvfølgelig heller ikke forventes, når man nu ikke har været med.

Men jeg kunne godt tænke mig at vide, om vi kan forvente nu, hvor ordføreren står og fortæller om, hvor vigtig en dagsordenen det her er for SF, at SF vil følge den her sag til dørs; det betyder at dukke op til udvalgsarbejdet til måske bare et enkelt møde, når nu det er så vigtigt. Eller er det ikke noget, SF – enten den ene eller den anden ordfører – vil prioritere tiden til?

Endelig bliver jeg bare nødt til at sige, at hvis vi laver en statslig låneordning som en pendant til realkreditinstitutter eller andre udlånsformer, bliver det et skraldespandsselskab. Vi kan godt kalde det en statslig bank til boliger med en særlig attraktiv og flot udsigt, eller hvad vi vil, men det bliver et skraldespandspengeinstitut eller -bank, som alle vil frygte at komme ind i, for hvis først én får lån i sådan et pengeinstitut eller skraldespandsselskab, betyder det jo fremadrettet, at når pengeinstitutterne på det private og frie marked skal låne, vil de jo skele til den ejendom og sige: Hov, i det område, hvor det ligger, bruger man skraldespandsselskabet, og derfor skal du også have den her fordyrende måde at låne på; du kan ikke bare låne på lige vilkår med resten af landet. På den måde laver man en skævvridning mellem land og by, og det er altså ikke det, der er Landdistriktsudvalgets intentioner.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, når nu ordføreren er så optaget af det her: Vil SF gå ind og kigge på de lovforslag, som vi laver om pengeinstitutterne og realkreditinstitutterne, så vi ikke fortsætter med at stramme op over for dem? Det er jo det, der i sidste ende udmønter, at man låner mindre og mindre ud, og der er det jo først og fremmest landdistrikterne, der bliver ramt.

Ordføreren.

Nu har jeg jo kun været ordfører på det her område lidt under 2 måneder, så det har været svært for mig at deltage i alle mulige studieture, der har ligget forud for det her. Om jeg dukker op til udvalgsarbejdet i fremtiden? Det kan jeg ikke love, for det ligger på samme tid som gruppemøder og gruppebestyrelsesmøder, og i tirsdags var jeg i Justitsministeriet. Det er jo det, der er udfordringen ved at være et lille parti. Men jeg kan love Venstres ordfører, at SF forfølger den her sag, for jeg anser det for afgørende vigtigt, at der kommer nogle løsninger.

Med hensyn til skævvridningen mellem land og by så er den allerede godt i gang, og den er blevet kraftigt forværret over de senere år. Jeg er oprigtig talt bange for, at der, hvis vi ikke griber ind, vil komme større problemer.

Jeg mener heller ikke, at løsningen er at stille færre krav til vores pengeinstitutter og til vores realkreditinstitutter, forstået på den måde at jeg ikke synes, at vi igen skal opleve en finanskrise. Jeg synes ikke, at vi skal opleve, at der opstår alle mulige uhensigtsmæssige bobler.

Derfor tror jeg, at løsningen skal findes i et andet system end i det almindelige system. Og vi kan jo bare skele til Norge og se, at der har man noget, der fungerer, og dermed kan det her altså lade sig gøre. Det er bare den politiske vilje, der skal til.

Hr. Thomas Danielsen.

Jeg må bedrøve SF med, at det desværre ikke tjener SF til ære, at den her tværpolitiske arbejdsgruppe i udvalget bliver nedsat. Den var planlagt, lang tid før SF pludselig kom det her lidt sjove beslutningsforslag. Men ordføreren nævner hele tiden den norske model.

Kunne det ikke tænkes, at man kunne have gjort sig den ulejlighed, inden man kom med det her forslag, at henvise til den måde, Norge gør tingene på, altså, at man havde kigget på, om Norge var en del af EU, eller om de havde de samme konkurrenceregler, som vi har? Det kan være, at man ikke behøver at kigge på realiteterne i et parti som SF, men det ville jo styrke lovgivningsprocessen, hvis man ville behandle de forslag, man fremsætter, bare en lille smule seriøst, sådan at vi på forhånd vidste, at i hvert fald bare halvdelen af lovforslaget havde gang på jorden.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, at Venstres vrede i den her forbindelse skyldes, at Venstre ikke har nogen gode bud på, hvordan man løser det her. Man vil fortsætte ud ad en eller anden sti, hvor det højst sandsynligt ikke kommer til en løsning, hvor det ender i ingenting. Jeg tror ikke, man har lyst til at lave en løsning og slet ikke før et folketingsvalg.

Vi har faktisk forsøgt at lave vores beslutningsforslag så løst og så åbent, at vi kunne få en diskussion af, hvordan vi sammen kunne nå frem til en politisk løsning. Det allerallervigtigste for mig var sådan set ikke, hvordan løsningen var skruet sammen, det var bare, at vi kunne enes om, at her er et problem, som vi politisk har et ansvar for at løse sammen.

Fru Mette Hjermind Dencker for en kort bemærkning.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt nævnte, at det her åbenbart havde været en lang proces. Det har det været, fordi vi i Landdistriktsudvalget har tradition for at undersøge tingene tilbunds, så vi får en stor referenceramme. Vi har været ude og besøge en masse småøer, en masse af de større øer, vi har været ude og besøge en masse landdistriktsområder, så vi har fået en bred referenceramme, som peger på det samme problem, som netop er det her med omsætteligheden inden for de 6 måneder. Det er en af de ting, vi har oplevet, ligesom der tilsyneladende også er det, at Finanstilsynet sætter nogle rammer for rådighedsbeløbet, som er helt urimelige og helt ude af trit med virkeligheden. Så vi har dannet os den viden ved at være til stede, ved at deltage i udvalgsturene.

Nu, hvor SF så efter alt at dømme ser ud til at blive stemt ned på det her forslag, kunne SF så være positivt indstillet på at gå med i den her betænkning, så vi nedsætter et udvalg, som skal undersøge de her ting og komme med nogle konkrete løsninger på, hvordan vi løfter de her områder?

Ordføreren.

Jamen jeg sagde allerede til hr. Hans Christian Schmidt i mandags, at vi støtter hvad som helst, der kan drive det her i en retning, hvormed vi sikrer, at vores yderområder ikke bliver hægtet yderligere af. Så ja til, at det ville jeg gerne i mandags, og at det vil jeg gerne stadig væk. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får set på nogle løsninger. Jeg siger bare, at jeg ikke tror på, at løsningen findes ved at kigge på rådighedsbeløbet og de 6 måneder, for der vil stadig væk være det konkrete problem, at de her huse ligger i nogle områder, der ikke er særlig attraktive.

Det problem vil blive forværret over de næste år, i takt med at de her områder affolkes yderligere, men jeg er åben over for at kigge på det. Det er jeg stadig væk. Jeg siger bare, at jeg tror, at som tiden modnes, kommer vi til at diskutere, om ikke staten skal være medspiller. Jeg synes jo, at det så ville have været mest fair at sige, at man ikke på forhånd skærer nogen fra, når man skulle kigge på løsningsmodeller. Vi kan altid, når analysen foreligger, sige: Jamen det er ikke den vej, vi vil gå.

Fru Mette Hjermind Dencker.

Jamen det er rart at høre, at SF er med på den her. Når SF siger, at man ikke skal skære nogen fra, handler det jo netop om, at gør vi det med de her statsfinansierede lån, så er vi altså kommet ud i noget, som vi ikke selv kan overskue. Jeg ville i hvert fald være glad for, hvis SF, der fremsætter forslaget, så har et bud på, hvordan vi skulle kunne gå ind og dække de statsfinansierede lån.

Ordføreren.

Jo, men måske skulle det ikke handle om, hvad DF's ordfører på det her område kan overskue. Måske skulle vi lave en analyse, hvor vi kigger fordomsfrit på alle de modeller, der er. Men det er jo ikke det, man gerne vil med sit udvalgsarbejde. Det, jeg bare siger, er: Lad os lave analysen først, så kan vi jo altid tage stilling til det bagefter, og så se, om fru Mette Hjermind Dencker kan overskue de løsningsmodeller, der ligger, eller ej.

Så er der en kort bemærkning til fru Helle Løvgreen Mølvig.

Tak. Det er blevet sagt af fru Karina Lorentzen, at SF ønsker en dialog, og at de ikke har fremsat det her forslag som et drilleforslag, og det tror jeg bestemt heller ikke at I har. Radikale Venstre går også ind for en seriøs dialog, og selv om man er et lille parti og netop har lidt svært ved at nå alle møderne, vil jeg alligevel foreslå, at man møder op i udvalget og prioriterer det, når det ligger rigtig meget på sinde. Vi kæmper også med at nå det hele, men vi prioriterer det her rigtig højt.

Så jeg vil også gerne have, at vi inviterer SF med, når vi nedsætter den her arbejdsgruppe, og at vi så dermed kigger på hele paletten. For det er selvfølgelig ikke kun finansiering og lånemuligheder, der er problemet i landdistrikterne, det drejer sig også om arbejdspladser, som selvfølgelig kommer af, at en virksomhed kan låne til det, det drejer sig om uddannelsessteder osv. osv. Så der er selvfølgelig en stor palet af tiltag, som kan hjælpe udviklingen i yderområderne i gang. Det vil jeg da også bare gerne opfordre til at vi samarbejder om, og at vi lægger alle eventuelle drillerier på hylden. Det er min opfordring.

Ordføreren.

Det synes jeg lyder som et rigtig gangbart forslag, og vi har netop også i SF forslag om at lægge en handleplan for yderområderne; det er det næste forslag, vi skal behandle, og jeg håber, at der vil være opbakning til det. Men jeg ved ikke, om jeg hørte rigtigt, nemlig at den radikale ordfører åbner op for, at man i udvalgsarbejdet kan kigge på samtlige løsningsmodeller, for det synes jeg ville være et rigtig, rigtig gangbart forslag, og det ville jo i hvert fald betyde, at Enhedslisten og SF ville blive imødekommet i det her arbejde.

Fru Helle Løvgreen Mølvig.

Nej, det åbner vi så ikke lige op for. Vi har jo netop i udvalget siddet og diskuteret for og imod, og jeg vil sige, at Radikale Venstre heller ikke støtter op om en eller en form for statsligt institut af de grunde, jeg selv nævnte i ordførertalen, og som hr. Thomas Danielsen fra Venstre også uddybede lidt. Vi ønsker, at der er én dør for alle danskere at gå ind ad. Vi skal ikke have ligesom et A- og et B-hold, hvor nogle skal hen i et institut, hvor man allerede måske bliver kigget på med lidt andre øjne, fordi man ikke har de samme muligheder, eller fordi instituttet ikke tror, man har de samme muligheder. Så vi synes ikke, at den mulighed er særlig gangbar – også fordi den er meget omkostningstung, og fordi, når man nu nævner Husbanken, vi ikke har de forhold, som findes i Norge.

Vi vil hellere have, at man faktisk kigger på nogle løsninger inden for det realkreditsystem, som vi har allerede, for vi vil ikke underminere vores gode system på den front. Så det åbner vi ikke mulighed for.

Men jeg synes bare, der er rigtig mange andre muligheder, og det er det, vi bl.a. har afdækket på udvalgsmøderne, nemlig at der altså er rigtig mange andre ting, som vi kan kigge på inden for det eksisterende system, og vi kan kigge på, om der er noget i vores egen lovgivning, der spænder ben. Men lige den her mulighed synes vi ikke er holdbar.

Ordføreren.

Altså, jeg må bare sige, at jeg synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt, at man allerede i analysedelen skærer nogle muligheder fra. Jeg synes, man burde kigge åbent og fordomsfrit på alle, og når man så har resultaterne, kan man jo tage stilling til, om man synes, det ikke skal være en mulighed. Men jeg synes da, det er dumt på forhånd at sige, at der her er noget, som vi slet, slet ikke vil undersøge, hvis det kan være en mulighed.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet. Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Landdistrikter og Øer. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.