Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 54:

Forslag til folketingsbeslutning om at indstille forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU.

Af Pia Adelsteen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 20.01.2015).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til udenrigsministeren.

Mange tak, formand. Dansk Folkeparti har fremsat et forslag om, at regeringen skal pålægges at arbejde for, at EU's forhandlinger med Tyrkiet om optagelse i EU indstilles. I bemærkningerne til forslaget anerkender forslagsstillerne, at EU's forhold til Tyrkiet er vigtigt, og jeg har også noteret mig, at forslagsstillerne finder, at vi i dag har gode relationer til Tyrkiet i Europarådet, i NATO og i en række andre internationale organisationer.

Forslagsstillerne bag beslutningsforslaget nævner imidlertid også en række forhold, som skulle tale imod, at Tyrkiet bliver fuldgyldigt medlem af EU. Det nævnes for det første, at der er folkelig modstand mod at optage Tyrkiet; for det andet, at Tyrkiet er et stort, fattigt ikkeeuropæisk land; for det tredje, at kvinders rettigheder og ytringsfrihed undertrykkes; og for det fjerde, at Lars Hedegaard-sagen illustrerer, at landet ikke er en retsstat i vestlig forstand.

Jeg er på sin vis ikke uenig med forslagsstillerne i, at de nævnte forhold bør adresseres, men jeg er uenig i, at vi på grund af disse forhold skulle arbejde for at indstille EU's forhandlinger med Tyrkiet om optagelse i EU. Jeg er ikke i tvivl om, at Tyrkiet er en europæisk stat og dermed berettiget til at søge om optagelse i EU, jævnfør Lissabontraktatens artikel 49. Geografien taler også for det: Landets største by ligger halvt i Asien, halvt i Europa. Også i et historisk-kulturelt perspektiv er Tyrkiet en integreret del af Europas historie. Tyrkiet er en strategisk, sikkerhedspolitisk og økonomisk vigtig samarbejdspartner for både Danmark og Europa. Tyrkiet er en geopolitisk afgørende allieret i bestræbelserne på at håndtere de komplicerede udfordringer, det internationale samfund står over for i bl.a. Mellemøsten og i bekæmpelsen af terror. Derfor er det i vores interesse, at EU's dialog med Tyrkiet om reformer fortsætter, også i form af EU's optagelsesforhandlinger.

Regeringens overordnede politik i forhold til EU's udvidelse ligger således fast. Udvidelsesprocessen spiller en vigtig rolle for stabiliteten og den økonomiske vækst og for fremme af demokrati og retsstatsprincipper i Europa. EU's tiltrækningskraft udgør et vigtigt incitament for ansøgerlandenes reformprocesser ved at sikre troværdighed om EU's udvidelsesproces og samtidig holde fast i, at en forsvarlig meritbaseret tilgang kan fremme sikkerhed og velstand, og med danske værdier har vi de største chancer for at fremme netop de værdier.

Lad mig erindre om de rammer, der er aftalt for EU's udvidelsesproces. Et centralt element i udvidelsesprocessen er opfyldelsen af de såkaldte Københavnskriterier, der blev fastlagt under det danske formandskab i 1993. Kriterierne omfatter stramme krav om demokrati, retssamfund, respekt for menneskerettighederne, beskyttelse af mindretal samt krav om velfungerende markedsøkonomier og evnen til at påtage sig forpligtelserne ved EU-medlemskab. Ud fra denne overordnede tilgang vil jeg gerne knytte nogle kommentarer til hvert af de fire forhold, der er nævnt i bemærkningerne til beslutningsforslaget.

For det første finder jeg det ikke overraskende, at Altingets meningsmåling i 2012 om EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet viste en folkelig modstand mod at få Tyrkiet med i EU. Jeg ser det faktisk som et udtryk for, at danskerne er klar over, at der stilles store reformkrav til nye medlemsstater, og at danskerne ved, at Tyrkiet ikke er klar til optagelse i EU på nuværende tidspunkt.

For det andet er jeg enig i, at Tyrkiet er et stort land, der stadig er relativt fattigt i forhold til EU's medlemsstater. Blandt de nuværende EU-lande er det kun Bulgarien, der har et lavere BNP pr. capita end Tyrkiet. Samtidig er det klart, at Tyrkiet har et økonomisk potentiale på sigt. Tyrkiet er EU's sjettestørste handelspartner, mens EU er Tyrkiets største handelspartner. Og Tyrkiet har fortsat pæne vækstrater på 4 pct. i 2013 og 2,8 pct. i de første 9 måneder af 2014. Desuden har Tyrkiet en robust banksektor, hvor man ikke har oplevet de krak, der har præget en række EU-medlemsstater. Det er bestemt ikke uden grund, at regeringen har inkluderet Tyrkiet i sin vækstmarkedindsats.

Vi skal naturligvis søge at forhindre, at nye medlemsstater bliver en økonomisk byrde for EU. Med Kommissionens udvidelsesrapport fra efteråret 2013 blev der sat større fokus på kandidatlandenes økonomiske styring og konkurrenceevne. Udvidelseslandene skal forberede årlige nationale økonomiske reformprogrammer, som vil blive gennemgået kritisk af Kommissionen. Som led i Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU kan vi således fra EU's side skubbe på for at få gennemført reformer i Tyrkiet, som bl.a. kan mindske den uformelle økonomi, forbedre korruptionsbekæmpelsen og sikre bedre overensstemmelse med de økonomiske spilleregler, der gælder i EU. På den måde bidrager optagelsesforhandlingerne netop direkte til at skabe bedre rammebetingelser for dansk erhvervslivs engagement i Tyrkiet.

Som et tredje argument for at indstille optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet henviser forslagsstillerne til manglende efterlevelse af menneskerettigheder, herunder kvinders rettigheder og ytringsfrihed.

Lad mig bare slå fast, at der klart er plads til forbedring, hvad angår tyrkiske kvinders rettigheder og erhvervsfrekvens. Tyrkiet har iværksat en række tiltag, der skal fremme kvinders adgang til arbejdsmarkedet, men bl.a. traditionelle kønsroller og utilstrækkelig adgang til børnepasning udgør fortsat en barriere for kvinders erhvervsaktivitet.

Vold mod kvinder er desværre også udbredt i Tyrkiet. Det bør dog nævnes, at Tyrkiet var det første land, der underskrev og ratificerede Istanbulkonventionen, Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. Med henblik på at gennemføre konventionens bestemmelser vedtog Tyrkiet landets første lov om bekæmpelse af vold mod kvinder. Loven trådte i kraft i marts 2012, og den indeholder bl.a. bestemmelser om oprettelse af centre, der skal yde rådgivning og støtte til voldsramte kvinder.

Civilsamfundsorganisationer har udtrykt kritik af lovens gennemførelse i praksis, bl.a. bemandingen af centrene, men vi ser altså en vilje til at tackle problemet og fremme ligestilling. I tillæg til en styrket indsats fra myndighedernes side er der også i Tyrkiet brug for en mentalitetsændring, så vold i familien i langt højere grad betragtes og håndteres som et samfundsproblem og ikke som et privat problem.

Med hensyn til presse- og ytringsfrihed må jeg desværre erklære mig enig i, at udviklingen i Tyrkiet er bekymrende. Presse- og ytringsfrihed er fundamentale værdier for regeringen, og det er klart, at Tyrkiet har store udfordringer på dette område, og at fremskridt er nødvendige. Spørgsmålet om pressefrihed i Tyrkiet følges tæt af den danske regering, og vi giver løbende udtryk for bekymring over ytrings- og pressefrihedssituationen i vores dialog med Tyrkiet.

Sagen vedrørende udlevering af Lars Hedegaards formodede attentatmand nævnes så af forslagsstillerne som et fjerde punkt i argumentationen for at indstille EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Det er som bekendt en sag, som både justitsministeren og jeg forfølger. Det er uacceptabelt, at Tyrkiet fortsat ikke har givet et fyldestgørende svar på, hvorfor man har løsladt en person, der er mistænkt for en meget alvorlig forbrydelse, og som Danmark har bedt om at få udleveret. Den aktuelle sag illustrerer desværre, at Tyrkiet fortsat har problemer på retsstatsområdet. Vi vil fortsat holde Tyrkiet fast på, at vi ønsker et svar. De tyrkiske myndigheder er ikke i tvivl om, at den danske regering tager sagen meget alvorligt. Justitsministeren og jeg vil i nærmeste fremtid redegøre nærmere for sagen under et lukket samråd med Udenrigsudvalget.

Siden udvidelsen med Bulgarien og Rumænien har grundlaget for EU's optagelsesforhandlinger med kandidatlandene været en opstrammet forhandlingsramme, hvor forhandlingerne er en åben proces og resultatet ikke er givet på forhånd.

Optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet blev indledt den 3. oktober 2005 på grundlag af en sådan opstrammet forhandlingsramme, der giver mulighed for at opstille milepæle for åbning og lukning af de enkelte kapitler i EU's acquis. Der er derfor ingen tvivl om, at EU har aftalt klare rammer for udvidelsesprocessen i forhold til Tyrkiet og stillet skrappe krav om reformer. Med dette udgangspunkt mener jeg at EU's fortsatte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet faktisk er det bedste værktøj til at sikre dialog med Tyrkiet om den tyrkiske reformagenda, herunder udfordringerne på pressefrihedsområdet og juridiske reformer. Men jeg vil samtidig understrege, at det er afgørende, at Tyrkiet arbejder aktivt for at leve op til de betingelser, der stilles af EU.

Set med regeringens øjne er der behov for et helt andet Tyrkiet, inden landet kan blive medlem af EU. Der er lang vej igen, før Tyrkiet opnår medlemskab. Regeringen bakker fortsat op om forhandlingerne med Tyrkiet. Vi følger linjen i Folketingets vedtagelser om forhandlingerne fra 2006 og 2009, hvor det blev slået fast, at målsætningen er tyrkisk medlemskab af EU. I vedtagelserne understreges det samtidig, at forhandlingerne er en åben proces, hvis resultat ikke er givet på forhånd, og at der også skal tages hensyn til EU's evne til at optage nye medlemmer.

Jeg skal på denne baggrund og på regeringens vegne opfordre til, at nærværende beslutningsforslag afvises.

Tak til udenrigsministeren. Så går vi til ordførerrækken. Først hr. Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre.

Tak for det, formand. Jeg skal forsøge at fatte mig nogenlunde i korthed, da min og Venstres holdning til Tyrkiets udvikling er forholdsvis entydig. Kort sagt kan man sige, at det går den forkerte vej i Tyrkiet.

Derfor vil jeg også gerne slå fast, at Venstre bestemt ikke bifalder den udvikling, som vi har været vidne til i de seneste år. Det gælder Tyrkiets forhold til menneskerettigheder i almindelighed og til ytringsfriheden og menneskerettigheders gyldighed for kvinder i særdeleshed. Derudover kan man rolig sige, at de tyrkiske myndigheders håndtering af Lars Hedegaard-sagen har været beklagelig og udtryk for en mangel på tyrkisk samarbejdsvilje. Det kan vi ikke være tilfredse med i Danmark. Det burde derfor også være helt klart for enhver, at Tyrkiet set med danske øjne absolut ikke står på spring til at blive medlem af EU, og at de er ganske langt fra at blive det.

Betyder det så, at vi skal indstille optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, sådan som forslagsstillerne ønsker? Nej, det mener jeg ikke at det gør, selv om jeg nok i lighed med forslagsstillerne i øjeblikket stiller mig nærmest måbende tvivlende over for den tyrkiske vilje til at gennemføre de samfundsreformer, som er en forudsætning for, at Tyrkiet engang kan bevæge sig nærmere EU. Når jeg trods den her skepsis alligevel mener, at det vil være forkert at indstille forhandlingerne med Tyrkiet, skyldes det, at optagelsesforhandlingerne nu engang er vores bedste mulighed for at påvirke forholdene i Tyrkiet og at rykke landet i en rigtig retning. Det er ikke så tydeligt i øjeblikket, men det betyder ikke, at man skal give slip.

Vi har både på Balkan og i Central- og Østeuropa set, hvordan udsigten til et muligt EU-medlemskab har kunnet være den drivkraft og motivation, som kan gøre det muligt at genindføre grundlæggende og nødvendige reformer af samfundet og overkomme gamle stridigheder, og vi skal ikke afskære reformkræfterne i Tyrkiet fra den her mulighed. Det er i Europas og dermed også i Danmarks interesse at arbejde for, at vores tyrkiske nabo i syd fortsat er en tæt allieret, som respekterer demokratiske normer og basale menneskerettigheder. Det ser jeg som hele formålet med optagelsesforhandlingerne.

Den her interesse er jo ikke blevet mindre i den nuværende situation, hvor urolighederne i Mellemøsten og de store migrationsstrømme fra Syrien og Irak kun øger vores interesse i et tæt samarbejde med Tyrkiet, og i den her situation har jeg svært ved at se, hvilken gavn det skulle gøre, at EU indstiller forhandlingerne med Tyrkiet.

Derfor kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget, selv om vi absolut deler den bekymring for udviklingen i Tyrkiet, som ligger bag fremsættelsen af forslaget. I stedet opfordrer vi regeringen og udenrigsministeren til at fortsætte den kritiske dialog og til at gå forrest i EU-kredsen ved at stille krav om, at tyrkerne efterlever de værdier og den europæiske samfundsnorm, som deres ønske om EU-medlemskab helt grundlæggende må være udtryk for. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Morten Bødskov.

Tak for det, formand. Jeg kan for Socialdemokraternes vedkommende også gøre det relativt kort. Jeg kan sige, at Socialdemokraterne ikke kan støtte beslutningsforslaget om, som det hedder, at indstille forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU.

Det er bestemt helt relevant at påpege, at der er mange problemer, også i det tyrkiske samfund. Når vi ser på kvindernes rettigheder, når vi ser på forholdene for ytringsfriheden, og ikke mindst når vi ser på Tyrkiet som retsstat, og sidst, men ikke mindst, når vi ser det sådan i en snæver dansk kontekst i forhold til håndteringen af den såkaldte Lars Hedegaard-sag, så er der meget at ønske. Spørgsmålet er så, om det er et grundlag at indstille forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU på. Det mener Socialdemokraterne ikke, ene og alene af den grund, at lige nøjagtig forhandlingerne jo her er et bevis på, at EU rent faktisk kan bruges til at trække Tyrkiet i den rigtige retning. Det er, om man vil, vejen til at sikre en gennemførelse af de nødvendige reformer. Der er meget, der skal nås endnu, men hvis man ikke holder de her forhandlinger, kan man jo have lange diskussioner om, hvilken vej det ellers vil gå. Så Socialdemokraterne kan ikke støtte forslaget.

Det er klart, at i forhold til en eventuel optagelse er det jo, som udenrigsministeren også var inde på, helt nødvendigt at være opmærksom på, at en eventuel optagelse ikke bliver en, om man vil, økonomisk belastning for EU. Ser man på Tyrkiet som sådan, ser man jo, at det faktisk er et land i økonomisk fremgang. Det synes jeg også bør nævnes. Det bør også nævnes, at med hensyn til hvilke forhandlinger der rent faktisk er, så er spillereglerne jo sat for forhandlingerne om en eventuel optagelse i EU. Det er spilleregler, som er klare, og det er slået fast, hvad det er, Tyrkiet skal efterleve. Så ej heller for tyrkerne kommer det som nogen overraskelse, at vi i EU-samarbejdet som grundlag for en eventuel optagelse prioriterer vigtigheden af kvinders rettigheder og vigtigheden af ytringsfrihed, og som vi har været inde på, er der her plads til fremskridt. Men har vi ikke den her snor, det her bånd at holde fast i, kan man med rette diskutere, hvilken vej det ellers vil gå.

Vi skal være meget opmærksomme på de her forhandlinger. Der er ingen tvivl om, som forslagsstillerne også lægger vægt på, at det er et spørgsmål, som også præger den offentlige debat, og alene af den grund tror jeg, det er vigtigt at gøre meget, meget klart, hvad det er for forudsætninger, forhandlingerne rent faktisk kører på. Jeg synes, det er helt fair, og det er helt åbent og helt transparent, at når EU har udvidelsesprocesser, er det de her kriterier, som man arbejder efter. Der er populært sagt tale om et meget godt stykke vej, inden det overhovedet kan komme på tale at optage Tyrkiet i EU, og det synes jeg også er relevant, al den stund at når man ser på de problemer, der er med kvinders rettigheder og med ytringsfrihed, og når der er de spørgsmål, der kan rejses om Tyrkiet som retsstat, ikke mindst i forlængelse af deres kritisable håndtering af den såkaldte Lars Hedegaard-sag, så er der rigtig mange spørgsmål, der kan stilles. De spørgsmål og de synspunkter skal selvfølgelig håndhæves i samarbejdet mellem EU og Tyrkiet. Det er derfor, processen er vigtig at holde på sporet.

Så Socialdemokraterne kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget. Vi mener, det er vigtigt at holde dialogen og forhandlingerne på sporet, og vi mener ikke, at svaret er at indstille forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det Det Radikale Venstres ordfører, hr. Helge Vagn Jacobsen.

Tak for ordet. Dansk Folkeparti har fremsat forslag om, at regeringen skal arbejde for at indstille forhandlinger om Tyrkiets optagelse i EU, og baggrunden for forslaget er ifølge forslagsstillerne flere forskellige forhold. Jeg skal komme ind på et par af dem.

Med hensyn til ytringsfrihed er Radikale Venstre faktisk meget enige med Dansk Folkeparti i, at udviklingen i Tyrkiet er meget bekymrende. Presseytringsfrihed er en fundamental værdi, som bør respekteres af alle nuværende og kommende medlemmer af EU. Derfor er det et problem, når man lukker for YouTube og Twitter i foråret 2014 og faktisk først genåbner dem, efter at forfatningsdomstolen har truffet afgørelse om, at det ikke var lovligt.

Et andet eksempel er, at der jo stadig sidder mange journalister fængslet i de tyrkiske fængsler, også på grundlag af, hvad skal man sige, manglende ytringsfrihed. Det er helt uacceptabelt. Det er vi faktisk meget enige i i Det Radikale Venstre.

Forslagsstillerne nævner også som baggrund for forslaget, at Tyrkiet er et stort og fattigt og ikkeeuropæisk land. Og vi er jo meget enige i, at det er et stort og et fattigt land – det er faktisk kun Bulgarien, der har et lavere BNP pr. indbygger end Tyrkiet. Vi skal naturligvis være opmærksomme på, at nye medlemsstater ikke bliver en økonomisk byrde for EU, det er vi også enige i, og derfor har Kommissionen jo også med sin udvidelsesrapport fra 2013 sat et større fokus på kandidatlandenes økonomiske styrke og konkurrenceevne. Udvidelseslandene skal over for Kommissionen bl.a. hvert år forelægge deres planer for, hvordan man vil gennemføre økonomiske reformprogrammer.

Forslagsstillerne begrunder også deres forslag med, at Tyrkiet ikke er et europæisk land. På det område er vi ikke enige. Tyrkiet er en europæisk stat og dermed også berettiget til at søge om optagelse i EU, jævnfør Lissabontraktatens artikel 49. Tyrkiet er derudover i dag også en meget vigtig geopolitisk allieret i forbindelse med de udfordringer, som det internationale samfund står over for i Mellemøsten i forhold til bekæmpelse af terror osv. Derfor er det i høj grad også i vores interesse, at vi har en dialog og EU har en dialog med Tyrkiet om reformer, og at det også fortsætter i sporet i forbindelse med optagelsesforhandlingerne.

Endelig er der Lars Hedegaard-sagen. Det er rigtigt, at det er et stort problem, og det er også noget, vi vil påpege i den videre dialog, nemlig at man ikke har, om jeg så må sige, kunnet begrunde, hvorfor man har løsladt den mistænkte person i forbindelse med attentatet mod Lars Hedegaard. Vi ved også, at der er indkaldt til et lukket samråd om det i Udenrigsudvalget den 8. april.

Samlet set er Radikale Venstre således enige i nogle af de forbehold, der ligger til grund for beslutningsforslaget, og enige i, at man fortsat skal rejse det over for Tyrkiet. Det bør dog ikke føre til, at vi vil anbefale, at man indstiller forhandlingerne med Tyrkiet om deres optagelse i EU. Tværtimod mener vi faktisk, at dialogen med EU og Tyrkiet er helt afgørende for, at man kan skubbe på i en positiv retning i forhold til Tyrkiets udvikling.

Jeg skal på den baggrund opfordre til, at nærværende beslutningsforslag afvises. Tak.

Tak til den radikale ordfører. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Da mit partis ordfører på området, hr. Holger K. Nielsen, ikke kan været til stede, skal jeg på vegne af SF sige følgende:

I SF har vi igennem årene været tilhængere af et tyrkisk EU-medlemskab. Tyrkiet er et stort land med en høj økonomisk vækst. Landet har gennemgået en kraftig reformproces, og det er et vigtigt signal til den muslimske verden, at vi i Europa ønsker at samarbejde i stedet for at skabe konflikter.

Det er klart, at Tyrkiet skal leve op til de krav, der stilles til nye medlemslande, herunder en tilfredsstillende demokratisk udvikling. Vi er enige i, at der har været problemer med demokratiet i Tyrkiet, men så meget desto vigtigere er det, at døren holdes åben, og at Tyrkiet kan blive medlem, når forudsætningerne er til stede, og ikke før.

Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti.

Tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Der er jo sådan lidt gammelt romersk senat over det her. I øvrigt bør Karthago ødelægges – gentog man ofte der, og her gentager Dansk Folkeparti så, at Tyrkiet ikke skal med i EU.

Når man så læser beslutningsforslaget, kan man se, at det er en lang opremsning af meningsmålinger. Meningsmålinger er jo somme tider dejlig læsning og andre gange mindre dejlig læsning, men sjældent noget rigtig godt og sagligt argument for at komme med et forslag. Og så er der det med geografien, hvor jeg måske synes de påstande, der fremføres om Tyrkiets sådan grundlæggende asiatiske karakter, ikke helt svarer til, hvad jeg lærte i folkeskolen. Men det er mange år siden, og det kan være, der er kommet nye elementer ind i folkeskoleundervisningen.

Det er jo ikke, fordi Enhedslisten vil anbefale Tyrkiet at gå med i EU, men vi har faktisk den opfattelse, at hvis den tyrkiske befolkning skulle ønske det, og hvis Tyrkiet kan leve op til grundlæggende demokratiske standarder, er det ikke os, der vil forhindre, at Tyrkiet bliver medlem.

Til gengæld kan man jo roligt sige, at det Tyrkiet, der findes i dag under Erdogan, ikke lever op til demokratiske retsstatsprincipper. Tværtimod går udviklingen, som andre også har været inde på, i den forkerte retning. Kritikere af regeringen og af præsidenten fængsles, forsamlings- og ytringsfriheden krænkes. Minoriteternes rettigheder og ikke mindst kurdernes rettigheder trædes dagligt under fode – det er der i hvert fald også nogle af Enhedslistens folketingsmedlemmer som har haft mulighed for at opleve på egen krop, fordi de tyrkiske myndigheder ikke altid er helt præcise i deres indsats mod minoriteter.

Det er klart, at en sådan undertrykkelse og de problemer, der er med menneskerettighederne, skal kritiseres, og det er lige så klart, at Tyrkiet jo faktisk også med de her krænkelser bryder sine forpligtelser over for Europarådet.

Hedegaardsagen viser også, at Tyrkiet ikke er en retsstat. Som det klart fremgår af Justitsministeriets redegørelse, blev efterretningstjenesten og Udenrigsministeriet blandet ind i sagen om udlevering af danskeren, som er mistænkt for attentatet på Lars Hedegaard. Og man kan sådan set godt frygte, at den attentatmistænkte dansker er udleveret til Islamisk Stat som en del af en fangeudveksling. Det vil i så tilfælde være bare ét eksempel i rækken af samarbejder mellem den autoritære, islamistiske tyrkiske regering og fascisterne fra Islamisk Stat.

Det samarbejde er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Det kan ikke være rigtigt, at Danmarks nære allierede støtter ekstremisterne fra Islamisk Stat og modarbejder de arabere, kurdere og kristne, som kæmper en desperat kamp i det nordlige Syrien for at afværge massakrer og etnisk udrensning.

Vi har flere gange taget sagen op ved at stille krav om, at vi øger presset på Tyrkiet på baggrund af landets manglende indsats mod Islamisk Stat og manglende respekt for landets internationale forpligtelser. Da vi stillede et sådant forslag den 2. december 2014 om en øget indsats, stemte Dansk Folkeparti imod, med henvisning til at Danmark havde et godt forhold til den tyrkiske regering, og at det var vigtigt at bevare det. Vi må så nok sige, at det er lidt modsætningsfyldt, at man i dag næsten ikke kan finde på nok dårlige ting at sige om den tyrkiske regering og Tyrkiet i forhold til det beslutningsforslag, der ligger her.

Nu er det sådan en lidt underlig diskussion, for hvis man ønsker at lægge pres på Tyrkiet, er en trussel om, at de ikke kommer med i EU, næppe særlig effektiv, al den stund at de fleste mennesker i Tyrkiet godt ved, at et medlemskab af EU næppe bliver realistisk før i hvert fald tidligst om 20-30 år. Derfor bidrager det forslag, der er fremsat her, heller ikke til at fremme menneskerettigheder og ligestilling, og det støtter ikke de demokratiske kræfter i Tyrkiet, der kæmper for menneskerettigheder. Man kan tværtimod sige, at Dansk Folkeparti i virkelighedens verden bøjer nakken for den tyrkiske regering, når man stemmer imod forslag om et øget pres, og når man nægter at støtte kurderne i Kobani mod Islamisk Stat.

Vi kan ikke støtte forslaget. Hvis man virkelig ønsker at lægge pres på den tyrkiske regering, er det et spørgsmål om at lægge pres på den tyrkiske regering gennem NATO-samarbejdet, som Tyrkiet jo er med i. Det er lidt paradoksalt, at der for tiden faktisk står danske tropper i Tyrkiet til støtte for den regering, som langt hen ad vejen holder os for nar. Her er Dansk Folkeparti imidlertid passiv. Så på de områder, hvor man kunne gøre noget for at presse den tyrkiske regering, gør man ingenting, men når det handler om at lave symbolske forslag om noget, der ikke må ske om 30 år, er man fremme i skoene.

Vi kan ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, fru Merete Riisager.

Vi har i dag første behandling af Dansk Folkepartis forslag om at pålægge den danske regering at arbejde for, at EU's forhandlinger om Tyrkiets optagelse i EU indstilles. Baggrunden herfor er bl.a. den meget omtalte Lars Hedegaard-sag.

Det er hævet over enhver tvivl, at forløbet omkring den mistænkte i Lars Hedegaard-sagen er stærkt kritisabelt. Det er nu snart et halvt år siden, at de danske myndigheder ved en tilfældighed erfarede, at den formodede gerningsmand var blevet løsladt af de tyrkiske myndigheder. Der er desuden forlydender om, at løsladelsen skulle være en del af en fangeudveksling mellem Tyrkiet og Islamisk Stat i september sidste år, hvilket i givet fald ville være helt uhørt.

På trods af sagens alvor er det endnu ikke lykkedes at få en fyldestgørende redegørelse fra de tyrkiske myndigheder. Hvis der foreligger en domsafsigelse, der begrunder løsladelsen, må den kunne fremsendes, og det er indlysende, at henvisninger til magtens tredeling er fuldstændig absurde i den aktuelle diplomatiske krise. At udlevere en domsafsigelse har intet med indgreb i den dømmende magts uafhængighed at gøre.

I forlængelse af sagens pinlige forløb kan man også spørge, hvorfor de danske myndigheder endnu ikke har efterlyst den formodede gerningsmand med tilhørende offentliggørelse af navn og billede. Den tyrkiske regering holder Danmark for nar. Den danske regering handler ikke konsekvent, og de danske politimyndigheder tøver fortsat.

På den baggrund er ikke blot Dansk Folkeparti, men hele det danske Folketing naturligvis oprørte. Spørgsmålet er så, hvilke konsekvenser vi bør drage. Dansk Folkeparti foreslår, at den danske regering pålægges at arbejde for, at forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU indstilles. Tyrkiet blev anerkendt som kandidatland i 1999, og forhandlingerne om optagelse blev indledt i 2005.

Det er hævet over enhver tvivl, at Tyrkiet er milevidt fra at opfylde de såkaldte Københavnskriterier. Tyrkiet er endnu ikke et demokrati i vestlig forstand, hvilket Hedegaardsagen er blot et af mange eksempler på. Tyrkiet er heller ikke en retsstat. Landets myndigheder krænker menneskerettighederne, beskytter ikke mindretal, der er på ingen måde ligestilling mellem mænd og kvinder, og den såkaldte pressefrihed er en farce.

Dermed er det ganske umuligt at forestille sig Tyrkiet som medlem af EU i mange år frem, og hvorfor så ikke indstille forhandlingerne om optagelse? Fordi Tyrkiet kan betegnes som en svingstat. De kommende 10-20 år vil vise, om Tyrkiet udvikler sig i en retning, hvor de vestlige værdier bliver bærende, eller om Tyrkiet udvikler sig i en retning, hvor de mellemøstlige værdier kommer til at dominere. Det er præcis den skillevej, Tyrkiet står overfor. Og det bliver fuldstændig afgørende for Europas fremtid, om det bliver den ene eller den anden vej, der kommer til at præge udviklingen i Tyrkiet.

Hvis vi lukker ned for optagelsesforhandlingerne, vil der være betydelig risiko for, at den tyrkiske befolkning vender ryggen til sekulariseringssporet og demokratiseringen af landets institutioner, og det kan aldrig være i Europas interesse. Vi skal ikke vende ryggen til Tyrkiet, men tværtimod fastholde forhandlingerne og presset for sekularisering og demokratisering. Det går uendelig langsomt, og det vil det formentlig gøre i rigtig mange år endnu. Tyrkiet kunne også i den forbindelse spille en markant rolle i forhold til relationen til Islamisk Stat.

Ikke desto mindre må vi anerkende, at Tyrkiet er en af de skarpeste kritikere af Assad, at landet har taget imod flere hundrede tusinde flygtninge fra Syrien, og at Tyrkiet til dato har stoppet mange tusinde foreign fighters på vej til kamp for Islamisk Stat. Det fremgik af de informationer, som Udenrigspolitisk Nævn fik på en rejse i landet i sidste uge, og informationerne blev bekræftet af den danske ambassadør.

Svingstaten Tyrkiet skal fastholdes på et reformspor. Ved at afslutte forhandlingerne om optagelse i EU risikerer vi at kaste landet i den stik modsatte retning. Lad os derfor fastholde presset i forhold til Hedegaardsagen, pålægge den danske regering at tage stærkere midler i brug og true med at trække de danske militære bidrag til Tyrkiet tilbage og pålægge regeringen at sikre større inddragelse i EU i dette pres.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det den konservative ordfører, Daniel Rugholm.

Tak for det. Da den konservative ordfører, Lars Barfoed, ikke kan være til stede, har jeg lovet at læse følgende op:

Det Konservative Folkeparti har den holdning til spørgsmålet om Tyrkiets deltagelse i i EU, at det på flere måder vil være gavnligt. Både økonomisk og sikkerhedspolitisk er det vigtigt for os, at Tyrkiet er knyttet til Europa. Men et egentligt medlemskab kan først komme på tale, når Tyrkiet selv er parat til det, og det er Tyrkiet ikke nu. Der er lang vej, og der er adskillige års forhandlinger forude, før det kan blive en realitet.

Først og fremmest skal Tyrkiet opfylde de såkaldte Københavnskriterier: for det første det vigtige politiske kriterium, at landet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for beskyttelse af mindretal; for det andet det økonomiske kriterium om, at landet skal have en velfungerende markedsøkonomi og skal kunne klare konkurrencepresset om markedskræfterne inden for EU; og for det tredje det, som handler om EU's samlede regelværk, nemlig at landet skal være i stand til at påtage sig de forpligtelser, der følger af et EU-medlemskab, herunder at acceptere målet om en politisk, økonomisk og monetær union.

Danmark og det øvrige Europa har på en række vigtige områder gode og vigtige samarbejdsrelationer til Tyrkiet. Tyrkiet er en stor økonomisk faktor og et stort marked. Og geopolitisk er Tyrkiet placeret meget centralt mellem de arabiske lande i Mellemøsten og Europa. Det er af hensyn til både den europæiske økonomi, stabilitet og sikkerhed af stor betydning, at Tyrkiet ser EU som den fremtidige centrale samarbejdspartner og ikke vender sig bort fra Europa.

I det beslutningsforslag, vi behandler her, bliver der meget rigtigt peget på nogle af de problemer, der blokerer for et tyrkisk medlemskab af EU. Men det er netop perspektivet om en dag at opnå medlemskab af EU, der kan udgøre det nødvendige pres, der skal til, for at understøtte både den økonomiske og den retspolitiske udvikling, som er ønskelig. Det vil derfor hverken være i Danmarks eller EU's interesse at stoppe al videre forhandling med Tyrkiet om et EU-medlemskab, tværtimod. Selv om det har lange udsigter, skal der være et lys for enden af tunnellen, som forankrer Tyrkiet i en kurs imod Europa.

På den baggrund kan Det Konservative Folkeparti ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil sige, at efter de indlæg, der har været – jeg vil dårligt kalde det debat – så er jeg ikke overrasket. Jeg tror, jeg var blevet overrasket, hvis alle havde støttet forslaget. Men jeg synes, det er vigtigt, set i lyset af hvad der er sket inden for de sidste par år, at have den her debat om Tyrkiets optagelse. For det virker på mig og på Dansk Folkeparti, som om man fortsætter ud af det sædvanlige spor, man gør, som man plejer, man siger, at dialog er godt, og at man ikke behøver stille så forfærdelig mange krav. Det, jeg siger, er selvfølgelig ikke helt rigtigt, for det er også lidt sort-hvidt tegnet op, men sådan er det nu også en gang imellem.

Jeg synes, at noget af det, der er blevet sagt, og noget af det, der er rigtigt, er, at Tyrkiet er en vigtig samarbejdspartner. Jeg mener ikke, Tyrkiet bør komme i EU, jeg mener, det er en stat, som overhovedet ikke hører hjemme i EU, men det er så det, som vi mener i Dansk Folkeparti, og som resten af Folketinget ikke er enige i. Men det er en vigtig samarbejdspartner, og jeg synes egentlig, at Venstre sagde det ganske fint, nemlig at det er den tyrkiske nabo i syd – altså en nabo. Det synes jeg er helt rigtigt, det er rigtigt set, og sådan er det jo nu, og jeg synes også, det skal blive ved med at være en nabo.

Liberal Alliance kaldte Tyrkiet for en svingstat, og det rammer måske også meget præcis årsagen til, at man gør, som man gør, nemlig bliver ved med at forhandle, for så har man lidt hånd i hanke med, hvad der sker. Jeg synes også, det er at stikke Tyrkiet blår i øjnene, når man bliver ved med at sige, man har forhandlinger, vel vidende, som det ovenikøbet bliver sagt fra talerstolen, at der i hvert fald ikke kommer til at ske noget som helst de næste 20-30 år, når man ser den udvikling, der foregår i Tyrkiet – så er tidsperspektivet i hvert fald langt. Ministeren sagde det også: Der er behov for et helt andet Tyrkiet, før det er klar til optagelse. Og det er jo helt rigtigt set, og derfor virker det måske også en smule sådan skinmanøvreagtigt, at man har de her optagelsesforhandlinger, ud over ideen om, at en svingstat kan være lidt god at holde hånd i hanke med.

Noget af det, som der også bliver sagt, er, at spillereglerne er klare – det sagde hr. Morten Bødskov; spillereglerne er klare for at blive optaget i EU. Det er måske der, hvor min bekymring kommer ind. Der er nemlig ikke nogen grænser for, hvor stort EU kan være, ikke når man spørger Europaudvalget, og nu har jeg siddet der i så mange år – det svar svæver sådan lidt i luften. EU kan blive lige så stort, som det nu engang kan blive. Det er den ene ting. Den anden ting er, i forhold til at man taler om de her såkaldte Københavnskriterier. Måske netop med baggrund i det kan jeg være bekymret for en udvidelse med ti stater, hvor det bestemt ikke var alle kriterierne, der var opfyldt, og hvor man i hvert fald har nogle erfaringer, der gør, at jeg godt kan være bekymret. For vi har lande, som er blevet medlem af EU, som bestemt ikke har overholdt kriterierne, da de blev medlemmer, og som bestemt ikke har udviklet sig synderligt siden. Det synes jeg er problematisk, og jeg vil bare om ikke andet så i hvert fald, når vi står her i dag, og alle andre partier er enige om, at i forhold til Tyrkiet skal man fortsætte forhandlingerne, appellere meget kraftigt til, at de kriterier under alle omstændigheder skal være overholdt. Det gælder sådan set ikke kun Tyrkiet, men alle stater. Det er hamrende vigtigt.

Den sidste ting, jeg gerne lige vil nævne, er, at det er sjovt, at når vi diskuterer Tyrkiet og Tyrkiets optagelse i EU, så glemmer man lidt den associeringsaftale, der blev lavet tilbage i 1980. For der er jo nogle gange, hvor man sådan godt kan sidde og sige, om det egentlig ikke er lidt ligegyldigt for Tyrkiet at blive medlem af EU, vel vidende at der ligger en associeringsaftale, som rent faktisk gør, at tyrkiske statsborgere, tyrkiske borgere, der er i EU og er her lovligt – og vi har, tror jeg, 40.000 i Danmark, nogle af dem er også blevet danske statsborgere, ingen tvivl om det – har nogle rettigheder, som andre tredjelandsborgere altså ikke har. Så kan man jo sige i forhold til optagelse i EU eller ej, at der i hvert fald er nogle ting, der giver problemer, og der er nogle rettigheder, som tyrkerne har i dag, som ingen andre har. Og så er der den her optagelsesforhandling, som jeg ville have appelleret til at alle sagde at vi altså nu gør noget ved.

Jeg har et problem med vold mod kvinder i Tyrkiet. Og ud over der er meget vold, er der faktisk en kvinde om dagen, der bliver dræbt i Tyrkiet. Det læste jeg i Metroxpress her for en lille måneds tid siden – en om dagen bliver dræbt i Tyrkiet. Vi har hele Lars Hedegaard-sagen, hvor jeg tror, der blev brugt ord som kritisabel håndtering, det var en beklagelig håndtering af sagen – ja, det er vist mildt sagt. Og jeg synes i hvert fald, det vækker stof til eftertanke, at det er sådan en stat, man sidder og forhandler med. Vi har udtalelser i forhold til Charlie Hebdo fra den tyrkiske premierminister, Erdogan, som siger, at tegningerne i magasinet Charlie Hebdo var en alvorlig provokation, og at man ikke tillader krænkelser mod profeten Muhammed. Det synes jeg også er værd at tage med, for det vidner noget om de problemer, der vil være, synes jeg, i forhold til en optagelse af Tyrkiet. Det går i hvert fald bestemt ikke den rigtige vej.

Men tak for ordene og tak for debatten.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.