Tak for det.
Tak til alle partierne for at tage debatten i dag.
De fire beslutningsforslag, som vi behandler her til at starte med, handler alle sammen på den ene eller den anden måde om pensionsvilkår.
Som det er blevet skitseret, er det for det første et forslag om, at politikere ikke skal have en mere gunstig pensionsalder end resten af befolkningen, men først få deres pension fra folkepensionsalderen.
Det er for det andet et forslag om, at man trods alt skal have siddet 2 år på taburetten som minister, før man kan få adgang til de meget lukrative pensionsforhold, i modsætning til i dag, hvor et enkelt år er nok til, at man kan få livsvarig skatteyderbetalt pension.
For det tredje er det et forslag om, at det skal tage lidt længere tid at optjene den meget høje ministerpension, men altså på en måde, så ministre stadig væk er på niveau med godt betalte embedsmænd.
For det fjerde er det et forslag om, at der skal være en grænse for, hvor meget pension man kan skrabe sammen gennem flere politiske hverv, altså at der er et loft på 0,5 mio.
kr.
om året.
Ministres og politikeres pensioner er meget lukrative.
De er ikke bare i den bedre ende sammenlignet med almindelige lønmodtagere, de er i den rigtig god ende.
Enhedslistens fire forslag har til formål at fjerne de mest åbenlyse urimeligheder – man kan også kalde det sådan det øverste fedtlag, hvis man vil.
Det er altså ikke noget, der sender nogen politiker på fattiggården.
For nylig foreslog økonomi- og indenrigsministeren, formanden for Radikale Venstre, at hæve pensionsalderen endnu mere, end det allerede er sket, vel at mærke fordi han mente, at det var økonomisk nødvendigt, som det blev sagt.
Og sådan nogle udtalelser er jo vanvittig nemme at komme med, når man sidder lunt på bagsædet af en ministerbil med sin privatchauffør foran sig, vel vidende at man selv kan gå fra som 60-årig.
Det var de samme politikere, der afskaffede efterlønnen og bad nedslidte ufaglærte arbejdere om at knokle endnu mere.
De har åbenbart et behov for et meget langt otium, fordi det er så forbistret hårdt at sidde på de her bløde stole inde på Christiansborg, inden man som minister bliver hentet og kørt hjem af sin privatchauffør, eller hvad?
Noget tyder på det.
Jeg begriber ikke, hvorfor politikere skal kunne gå fra før alle andre, og jeg mener sådan set heller ikke, jeg har fået nogen forklaring i dag, andet end søforklaringer.
Samtidig vækker det forståeligt nok stor harme hos almindelige mennesker, når et enkelt år som minister kan give adgang til den her fede pension – der har jo været en hel del ministre i indeværende regeringsperiode, som har givet anledning til den diskussion – og at den så også bliver optjent så hurtigt, at man kan måles med selv nogle af de dyreste embedsmænd.
Ikke nok med det, hvis man så har ramt loftet som minister og ikke rigtig kan hive mere ud af det, kan man jo supplere pensionen med f.eks.
EU-poster eller andre politiske hverv.
Det er jo på den måde, at f.eks.
tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager kan få sig over 1 mio.
kr.
om året i livslang pension, efter at hun tog turen fra ministerkontoret til Bruxelles.
Der synes vi jo at der burde være en grænse for, hvor mange skattekroner man skal have under pensionen.
Selv Margrethe Vestager tror jeg ikke kan mene, at en pension på 1 mio.
kr.
om året er rimelig.
Det er urimeligt, det er hyklerisk, det er spild af skattekroner efter Enhedslistens mening.
110 mio.
kr.
skulle ministre under den nuværende regering have kostet i eftervederlag og pension – er det blevet opgjort i pressen.
Og så er det helt klart for os at se, at når man har så gunstige vilkår som det, glemmer man, hvordan det er at knokle med et hårdt fysisk arbejde og få et budget til at hænge sammen og skulle finde en bus, når regnvejret rammer og cyklen er punkteret.
Sluttelig vil jeg påpege, at jeg var rigtig glad for tilkendegivelserne fra især Dansk Folkeparti.
Der var også lidt gode takter fra Liberal Alliance, om end man samlet set ikke kan sige, at Enhedslisten og Liberal Alliance er enige.
Jeg giver dog ikke meget for de partier, der siger, at man sådan set ikke mener, der skal være mere gunstige vilkår, og man mener måske ligefrem, at nogle af vilkårene kunne blive mere rimelige, end de er i dag, men man har parkeret stemmerne hos en Vederlagskommission.
For det første mener jeg, det er at løbe fra ansvaret.
For det andet kunne man jo, hvis man virkelig ikke føler, man er i stand til at tage ansvaret på sig, have skrevet ind i kommissoriet, at løn, pensioner og vederlag ikke må stige.
Det har man ikke gjort.
Derfor vil jeg faktisk godt vædde en omgang med alle Folketingets medlemmer om, at de samme partier formentlig kommer til at stemme for at bruge flere skattekroner på sig selv, når det kommer til stykket.