Tak for det.
Ja, ja, nu er vi jo så godt i gang, og så der er ingen grund til, at vi skal gå for tidligt hjem, og det er tilladt at tage pyjamas på, både herinde og derude – eller det ved jeg faktisk ikke om det er.
(Reagerer på fjerde næstformands (Per Clausens) svar):
Nej.)
Men jeg vil gerne sige tak for debatten og også tak for forespørgslen.
Som det er blevet nævnt, er det, selv om det foregår her i en sen nattetime, faktisk en vigtig debat, fordi frihandelsaftalen er vigtig for Danmark – det er den for vores økonomi og for vores beskæftigelse – men det er også vigtigt, at frihandelsaftalerne, herunder også investeringsbeskyttelsen, bliver indrettet på den rigtige måde, og det synes jeg der har været en god debat om her i dag.
Men jeg er også nødt til lige at kommentere nogle ting, særlig nogle af de ting, som Enhedslistens ordfører har sagt heroppe fra talerstolen, og det er for det første i forhold til, hvad den her ISDS egentlig indeholder.
For som flere ordførere har sagt, senest SF's ordfører, er det jo mærkeligt, at Enhedslisten har besluttet sig for, at man ikke vil have en investeringsbeskyttelsesmekanisme, allerede inden man ved, hvad den indeholder.
Det er jo mærkeligt, og det tror jeg der er mange der ikke kan forstå, og da særlig hvis mekanismen bliver indrettet på lige præcis en sådan måde, som der også står at læse i det forslag til vedtagelse, som et stort flertal af partier har fremsat her i dag.
Jeg har været inde at se på, hvad vi har af oplysninger om det, der ligger på bordet, i forhold til den ISDS-mekanisme, man vil indrette, og hvornår det så er, at virksomheder kan tage en sag op over for en stat, og det gælder jo både danske virksomheder, som måtte investere i USA, og det gælder amerikanske virksomheder, der måtte investere i EU.
Det er, hvis man bliver nægtet en retfærdig rettergang eller en retfærdig administrativ sagsbehandling, det er, hvis der er åbenlys vilkårlighed i de retlige og administrative afgørelser, altså det, vi kalder magtfordrejning, det er, hvis der er målrettet diskrimination på grundlag af race, køn og tro, det er, hvis der er en direkte chikane mod en investor, eller hvis der er en situation, hvor staten beviseligt – og det skal man så kunne bevise – har givet en investor en bestemt forventning om et konkret resultat af investorens engagement i det pågældende land.
Jeg kunne da godt tænke mig at vide, om der er nogen, der er imod, at man har mulighed for at få prøvet sin sag, hvis man bliver udsat for sådan noget her, og det gælder enkeltpersoner, og det gælder selvfølgelig også virksomheder.
Jeg synes i den sammenhæng også, det er vigtigt at sige, når det gælder indirekte ekspropriation, som er blevet nævnt heroppefra, og hvornår man i den forbindelse kan anlægge sager, at det er i de tilfælde, hvor det kan sammenlignes med egentlig ejendomsberøvelse, og det synes jeg også er helt fair.
Endelig er der også det forhold, hvor en investors fortjeneste forringes gennem en bestemt lovgivning, hvor det også vil blive slået fast, at det ikke kan opgøres som ekspropriation.
Endvidere vil der også være en bestemmelse, sådan som vi kender ordlyden, som medfører, at hvor en investor bliver nødt til at tåle en forringelse af sin indtjening som følge af en lovgivning, der tilsigter at varetage offentlige interesser, bliver retten til at regulere fastslået.
Så det er det, der ligger på bordet, og jeg må spørge:
Hvem kan egentlig være imod det?
Det gælder jo også i dansk retspraksis, at man tager sådan nogle hensyn som dem her, når det gælder en investor.
Så er der spørgsmålet om, om alt det her så er indarbejdet i den canadiske aftale.
Nej, det er det ikke.
Men der er lavet masser af forbedringer i den canadiske aftale.
Den er meget bedre end de tidligere ISDS'er, der er lavet, for den er jo lavet nu her for et par år siden.
Så der er forbedringer i den.
Men vi ønsker, hvis det er muligt, at lave yderligere forbedringer af den.
Forhandlingerne er jo lukket, men der er, tror vi, også muligheder for at få yderligere forbedringer med ind i den sidste del af den, og det arbejder vi også for fra dansk side.
Så vil jeg godt nævne noget, når hr.
Nikolaj Villumsen heroppefra siger, at det jo kun er de store selskaber, der får rettigheder her, og at man diskriminerer nationale selskaber:
Nej, danske selskaber får rettigheder i USA, lige såvel som amerikanske selskaber får rettigheder i EU – retten til ikke at blive diskrimineret, i forbindelse med at man etablerer sig på andre markeder, gælder jo begge veje.
Og jeg synes, det var helt betimeligt, at den socialdemokratiske ordfører nævnte, hvem de her virksomheder er, for det kan måske gøre det lidt forståeligt for os alle sammen.
Det er bl.a.
også danske pensionsselskaber, der forvalter vores alle sammens pensioner, og som skal sørge for, at vi kan få en fornuftig forrentning, så vi kan få en ordentlig pension.
Jeg har haft møde med dem, og jeg har spurgt:
Har det betydning for jer, at danske virksomheders investeringer rundtomkring i verden er beskyttet?
Ja, siger de, det har stor betydning for os.
Og de har oplevet eksempler på, at danske pensionsopspareres midler simpelt hen er forsvundet, fordi deres investeringer ikke har været beskyttet.
Så det har også betydning for den ganske almindelige danskers pensionsinvesteringer, at man selvfølgelig kan stole på de lande, som man investerer i.
Så er der heroppefra af hr.
Nikolaj Villumsen blevet nævnt en lang række eksempler på sager, hvor det, tror jeg, fremstilles, som om det er nogle farlige sager.
Man nævner Philip Morris-sagen mod Australien, og man nævner Wattenfallsagen mod Tyskland, og jeg vil sige helt ærligt, at min holdning er helt klar.
Selvfølgelig skal Tyskland have lov at lave lovgivning, hvor de vil udfase deres atomkraft, uden at nogen kan komme og søge erstatning for det, medmindre – og jeg kender ikke til de aftaler, der er indgået – der er indgået en aftale med den investor, som har skullet investere i de her atomkraftværker, som klart berettiger til erstatning, men ellers skal det selvfølgelig ikke være muligt for en investor at komme og anlægge sag.
Men både den sag og den australske sag og en lang række andre af de sager, som er fremme i debatten, er altså ikke afgjort, og derfor forstår jeg ikke, hvordan man kan bruge det som eksempler på, at ISDS er forkert eller problematisk.
Tænk sig, hvis nu den tyske stat får ret, tænk sig, hvis den australske stat får ret, betyder det så, at Enhedslisten mener, at ISDS jo sådan set fungerer fint nok, fordi staten fik ret?
Men det er jo ikke afgjort, og derfor kan det altså ikke bruges i argumentationen.
Når vi er ved Australien, som blev fremhævet som et eksempel på, at her ville man ikke have ISDS, er jeg altså nødt til at sige, at Australien har ISDS i fire handelsaftaler, nemlig med Chile, med Singapore, med Thailand og med New Zealand, og de har ISDS-bestemmelser i 21 investeringsbeskyttelsesaftaler, bl.a.
med Hongkong, og i den nye TTIP-handelsaftale, der er blevet indgået inden for Stillehavsområdet, er ISDS med.
Så det er sådan, det står til i Australien.
Og når hr.
Nikolaj Villumsen nævner, at Hollands parlament er imod ISDS og TTIP, så er det altså heller ikke korrekt.
Det er, når man her fra talerstolen eller i den offentlige debat kommer frem med sådanne eksempler eller lægger en sådan argumentation frem, at jeg også bliver nødt til at appellere til, at vi alle sammen skal bestræbe os på, at det, som vi siger, har hold i virkeligheden, for ellers er det ikke rimeligt over for befolkningens mulighed i forhold til at tage stilling til det her på en ordentlig og fornuftig måde.
Så vil jeg sige til sidst i forhold til de ting, som hr.
Nikolaj Villumsen har fremdraget heroppefra – nu må Enhedslisten undskylde, at jeg sådan forholder mig meget til de indlæg, der er kommet fra deres side, men det er jo, fordi det var her, der ligesom var en kritik at svare på, og det vil jeg meget gerne gøre – at når det gælder om, hvorvidt fagbevægelsen står bag det her, er det rigtigt, at der også er kritiske røster i fagbevægelsen i Europa.
Jeg har jo selv arbejdet i fagbevægelsen i mange år og også i den europæiske fagbevægelse, og jeg ved, hvor forskellige holdninger man kan have der.
Særlig er der nogle gange stor forskel på, hvad man mener i Sydeuropas fagbevægelse, og hvad man mener i Nordeuropas fagbevægelse.
Jeg skal bare sige, at vores fagbevægelse herhjemme i Danmark bakker op om, at vi indgår en handelsaftale med USA, og at de også bakker op om en investeringsbeskyttelse, hvis den hviler på de principper, som jeg har redegjort for heroppefra.
Jeg har selv lagt navn til en kronik sammen med formanden for Dansk Metal, LO, 3F, FOA og HK, der klart signalerer det.
Og jeg har på et tidligt tidspunkt lige præcis taget en dialog med dansk fagbevægelse for at være sikker på, hvor de står i den her sag.
De er ikke ukritiske, og det er vi jo heller ikke, hverken regeringen eller de partier, der står bag det forslag til vedtagelse, som forhåbentlig bliver vedtaget i morgen.
Vi forsøger selvfølgelig på alle mulige måder at indarbejde den kritik i de resultater, vi arbejder på at man kan opnå nede i Bruxelles.
Jeg skal hermed slutte, idet jeg kan se, at formanden rejser sig op.
Derfor kan jeg næsten ikke nå at nævne, at det er, som om ISDS er blevet til en giraf.
Så må man jo spørge, når nu Enhedslisten gerne vil putte den her giraf ned i en kummefryser, hvordan man så gør det.
Det er ganske simpelt, hr.
formand, man åbner låget på kummefryseren, putter giraffen derned, og så lukker man låget igen.
Hermed skal jeg anbefale det forslag til vedtagelse, som hr.
Jakob Ellemann-Jensen har fremsat på en række partiers vegne.