Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 5:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad kan udenrigsministeren oplyse om den foreløbige status på kampen mod ISIL, herunder Tyrkiets relation til ISIL, formodningerne om en mulig tyrkisk fangeudveksling med ISIL og den konkrete sag om den danske statsborger mistænkt for attentatforsøg, samt Danmarks relation til Tyrkiet og støtte til progressive kræfter, der kæmper mod ISIL og for demokrati, ligestilling og mangfoldighed?

Af Nikolaj Villumsen (EL) og Pernille Skipper (EL).

(Anmeldelse 21.10.2014. Fremme 23.10.2014).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til på tirsdag.

Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Den debat, vi skal have i dag, er en rigtig, rigtig vigtig debat. For mens mange i Danmark sidder foran tv-skærmene og forfærdede ser på billederne af IS, der halshugger folk og etnisk udrenser, massakrerer og slagter uskyldige civile i Nordirak og Syrien, så kan man på tyrkisk tv se tyrkiske soldater, som står og hyggesnakker med krigere fra IS inde på den tyrkiske side af grænsen, hvorefter kriterierne fra IS frit vandrer tilbage ind over grænsen og angriber den kurdiske by Kobani.

Mens vi har et FN, som har besluttet, at alle lande skal modarbejde fremmede krigere og forhindre, at de kommer ind og kæmper for ekstremisterne i IS i Syrien eller Nordirak eller Irak, så har vi en situation, hvor det formodes, at Danmarks nære NATO-allierede Tyrkiet har givet IS 150-200 fremmede krigere i en fangeudveksling. Måske har der sågar været en dansker, den attentatmistænkte fra Lars Hedegaard-sagen, blandt de fangeudvekslede. Manden er i hvert fald forsvundet. Mens grænsen til den kurdiske by i det nordlige Syrien Kobani er hermetisk lukket for mad, medicin og forstærkninger i strid med FN's klare krav, står grænsen mellem Tyrkiet og Syrien åben for IS-krigere.

Lige nu har vi en situation, hvor vi fra dansk side selvfølgelig forventer, at en nær allieret overholder internationale aftaler, overholder de aftaler, vi har indgået, følger FN's anbefalinger om at bekæmpe fremmede krigere. Samtidig har vi en situation, hvor vi ikke kan få klare svar fra den tyrkiske regering. Med andre ord holder den tyrkiske regering lige nu Danmark for nar.

Det er en vigtig debat, vi har i Folketingssalen i dag. Den drejer sig om en nær allieret, som svigter Danmark – hvis regering svigter Danmark, hvis regering svigter kampen mod IS – og derfor bør vi drøfte, hvordan vi i Folketinget vil reagere på det. Jeg håber, vi kan få en god debat om den her meget, meget alvorlige situation, og at vi sammen kan komme frem til, at vi bør øge presset på den tyrkiske regering. Vi bør øge presset på en regering, der lige nu holder Danmark for nar, og som lige nu svigter kampen mod ekstremisterne i IS.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Så giver jeg ordet til udenrigsministeren.

Lad mig indlede med at understrege den store trussel og udfordring, som terrorgruppen ISIL udgør. Det internationale samfund har reageret beslutsomt og effektivt mod denne trussel med en bred og omfattende indsats, en indsats, der flugter med den danske tilgang, der spænder fra et styrket dansk bidrag mod voldelig ekstremisme over diplomatiske og økonomiske virkemidler til et militært bidrag til den internationale koalition.

Med en aktiv diplomatisk indsats har Danmark fra starten støttet etableringen af den brede internationale koalition. Vi har ydet væsentlig humanitær nødhjælp til ofrene for ISIL's brutalitet. Vi arbejder på at skabe udvikling og stabilitet i alle de lande, der i øjeblikket bidrager med ekstremister. Endelig bidrager vi militært til nedkæmpelsen af ISIL, hvor USA har den ledende rolle. I det følgende vil jeg orientere om status for den internationale indsats mod ISIL, herunder i forhold til den vigtige rolle, som Tyrkiet spiller.

I Irak udnyttede ISIL som bekendt den tidligere regerings uforsonlige linje og manglende inddragelse af sunniarabere og kurdere i den politiske proces til at styrke sin position blandt landets sunniarabere. Den nye irakiske regering har erklæret, at man vil inddrage alle landets befolkningsgrupper fuldt ud, og det har vi allerede set konkrete positive tegn på at den vil. Det er i mit perspektiv utrolig vigtigt, at det internationale samfund holder fast i kravene til den irakiske regering om, at den fortsætter den inklusive kurs, og at den gennemfører helt nødvendige samfundsmæssige reformer. Et enigt Irak er en væsentlig forudsætning for, at Iraks og den internationale indsats mod ISIL kan bære frugt.

Når det gælder den militære indsats mod ISIL i Irak, er der på trods af vanskelige omstændigheder lyspunkter og basis for forsigtig optimisme. Koalitionens luftangreb har bremset ISIL's fremmarch og begrænset gruppens operationsfrihed. Luftangrebene har skabt rum for irakiske og kurdiske styrkers operationer, som nu oplever skrøbelige fremskridt.

Fra dansk side yder vi et betydeligt bidrag til at støtte Irak i kampen mod ISIL, militært på baggrund af B 123, som et stort flertal på tværs af Folketinget vedtog. Vores kampfly bidrager aktivt til bekæmpelsen af ISIL og støtter de irakiske sikkerhedsstyrkers indsats på jorden. Ud over kampfly og statsbidrag besluttede Folketinget også at stille et kapacitetsopbygningsbidrag til rådighed med henblik på rådgivning, træning og uddannelse af irakiske og kurdiske sikkerhedsstyrker. Forsvaret udsendte lørdag i sidste uge det første mindre træningsbidrag til Cypern for at forberede træningsindsatsen i det nordlige Irak, og de første danske soldater ankom i går til det nordlige Irak, hvor de gennemfører forberedelser, inden resten af enheden ankommer. Bidraget vil indgå i Storbritanniens træning af kurdiske sikkerhedsstyrker frem til februar 2015.

I Syrien gennemfører USA sammen med en række arabiske lande luftangreb mod ISIL og har desuden støttet de kurdiske oprørere med våben. Angrebene har senest forhindret ISIL i at indtage den kurdiske by Kobani. Generelt må man bare sige, at situationen i Syrien fortsat er meget kritisk, og at de militante ekstremistiske grupper desværre stadig vinder frem på bekostning af den moderate opposition såvel som de kurdiske grupper.

ISIL udgør en trussel, både mod Irak og Syrien, mod landene i regionen og internationalt. Gruppen råder over væsentlige ressourcer fra moderne våben, omfattende pengeressourcer fra plyndringer, gidseltagninger, skatteopkrævninger, oliesalg til en særdeles velsmurt propagandamaskine. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat imødegår ISIL på en lang række områder, ikke blot militært, men også ved at svække gruppens finansiering, dens rekrutteringsgrundlag og dens propaganda.

Regeringens handlingsplan mod voldelig ekstremisme, som for nylig blev lanceret, er et væsentligt bidrag hertil. Vi vil også internationalt fortsat bidrage til indsatsen mod foreign fighters i et tæt samarbejde med vores partnere og allierede. Et vigtigt element i den internationale indsats er fortsat behovet for, at den omfatter en bred vifte af lande, der deltager aktivt. Koalitionen er vokset markant i de seneste uger og måneder og tæller nu over 60 medlemmer, som på forskellig vis bidrager til indsatsen. Det er særlig vigtigt, at landene i regionen bakker op om og deltager i indsatsen. Det er klart i deres egen interesse, da ISIL's hærgen jo først og fremmest truer dem og deres trosfæller. Herudover er det vigtigt, at den internationale indsats ikke opfattes som en kamp mellem Vesten og islam.

ISIL's brutalitet vender sig imod alle – det gælder også sunnimuslimer, og man fristes til at sige især sunnimuslimer, hvad angår antal dræbte – som ikke underlægger sig ISIL.

Tyrkiet har en særlig rolle at spille i den internationale indsats. Landet har i de seneste år styrket indsatsen mod tilstrømningen af foreign fighters til Syrien og Irak og huser den moderate syriske opposition og den syriske interimregering, som også bekæmper ISIL. Samtidig har Tyrkiet givet kurdiske peshmergastyrker adgang til Kobani og har åbnet op for, at træning af de moderate oppositionskræfter i Syrien kan finde sted i Tyrkiet. Det er positive tiltag, som konstruktivt bidrager til den internationale indsats mod terrorgruppen. Man må desuden holde sig for øje, at Tyrkiet i lyset af sin lange grænse til både Syrien og Irak er særlig eksponeret over for ISIL, hvilket bl.a. har medført, at Tyrkiet ifølge UNHCR har taget imod i alt 1,1 millioner flygtninge fra Syrien.

Men samtidig er det ingen hemmelighed, at ISIL har formået at udnytte adgangen via Tyrkiet til at rekruttere foreign fighters fra en lang række lande. Der har også været beretninger om oliesmuglinger fra ISIL-kontrollerede områder via bl.a. Tyrkiet, og det er vigtigt, at Tyrkiet aktivt imødegår disse alvorlige udfordringer. Vi har fra dansk side presset på for at få Tyrkiet til at spille en aktiv og konstruktiv rolle i kampen mod ISIL og vil både bilateralt og via EU fortsat gøre det.

Med hensyn til den konkrete sag om den danske statsborger, som er mistænkt for attentatforsøget mod Lars Hedegaard, har jeg selvfølgelig noteret mig hypotesen, som tilsyneladende er baseret især på mediehistorier, om, at de tyrkiske myndigheder skulle have udleveret den pågældende til ISIL som led i en fangeudveksling. Her bliver jeg nødt til at understrege, at Udenrigsministeriet stadig ikke har modtaget nogen officielle informationer herom, hverken fra Tyrkiet eller fra andre kilder. Jeg kan derfor som udenrigsminister ikke begive mig ud i spekulationer og navnlig ikke i en så alvorlig sag.

Men uanset hvad der har ført til løsladelsen af den pågældende, vil jeg ikke desto mindre gerne fastslå, at det er stærkt uacceptabelt, at de danske myndigheder ikke er blevet underrettet om løsladelsen og de nærmere omstændigheder i forbindelse hermed. Som jeg har sagt før, betragter regeringen dette som en meget alvorlig sag, og vi vil fastholde presset på de tyrkiske myndigheder med henblik på at få klarhed over, hvad der er sket, og hvorfor personen er blevet løsladt. Det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om.

Der har nogle gange verseret den opfattelse, at Danmark ikke har været villig til at lægge pres på Tyrkiet i sagen, og det var også lidt den tone, jeg hørte i hr. Nikolaj Villumsens indlæg. Det vil jeg gerne en gang for alle fastslå ikke er tilfældet. På mødet i Det Udenrigspolitiske Nævn den 23. oktober og drøftet i Nævnet igen den 25. november var der opbakning til en tresporet tilgang, som fokuserer på for det første løbende at holde bilateral kontakt med Tyrkiet med henblik på at presse på for oplysninger i sagen, for det andet at gøre det samme gennem EU og for det tredje i Europarådet. Og regeringen har fulgt op i alle tre spor.

I det bilaterale spor har vi med fornyet henvendelse i både Ankara og København, herunder senest ved indkaldelse af den tyrkiske ambassadør, fortsat presset på for oplysninger angående tidspunkt og grundlag for løsladelsen. Sagen er også taget op i EU i forbindelse med møder i udvidelsesarbejdsgruppen både i Bruxelles og i hovedstadsformat den 28. og den 29 oktober, og jeg har endvidere selv orienteret både den nytiltrådte udvidelseskommissær Johannes Hahn og den nye høje repræsentant, Federica Morgherini, i sidste uge. Hun vil følge op i sin bilaterale kontakt med Tyrkiet. Med hensyn til Europarådet rejste Justitsministeriet som det første skridt sagen i den såkaldte PC-OC-komité den 18. november, hvor vi fra dansk side bad om svar på vores helt legitime spørgsmål i sagen. Ifølge Justitsministeriet er det forventningen, at der følges op på et nyt møde i Europarådets styringskomité for kriminalitetsbekæmpelse, CDPC, i starten af næste måned. Regeringen har med andre ord lagt et betydeligt pres på Tyrkiet i denne sag, og det har utvivlsomt også sat de dansk-tyrkiske relationer under et hårdt pres.

Men vi skal stadig væk huske på, at dette ikke er den eneste sag eller det eneste samarbejde, vi har med Tyrkiet. Der er mange interesser på spil, og vi skal selvfølgelig sørge for, at de skridt, vi tager, har den ønskede effekt. Folketinget er som sagt blevet orienteret om de skridt, som regeringen mener er de rigtige at tage i sagen, og de skridt har der været opbakning til – og det vil jeg gerne takke for – men det afgørende er stadig væk at få en fuld forklaring fra Tyrkiet, og den presser regeringen på for at få.

Afslutningsvis er det jo også vigtigt at få sagt, at Danmark derudover generelt har et godt samarbejde med Tyrkiet, også inden for det politimæssige og strafferetslige område – det gælder f.eks. i indsatsen over for foreign fighters – og også i multilaterale sammenhænge spiller Tyrkiet en positiv rolle i forhold til globale indsatser mod voldelig ekstremisme. Tyrkiet er en vigtig partner, og det er i Danmarks interesse at samarbejde med landet. Endelig vil jeg gerne minde om, at målet er få fat i den formodede gerningsmand med henblik på udlevering til Danmark; også her giver det mening at holde kanalerne for dialog og samarbejde med Tyrkiet åbne.

Bekæmpelsen af ISIL er en af de vigtigste globale udfordringer, vi står over for i dag. Der er ingen tvivl om, at indsatsen vil være både omfattende og langvarig. Det er derfor afgørende, at vi i et tæt samarbejde med de andre lande i koalitionen, herunder vores partnere i regionen, samlet imødegår denne trussel.

Tak til udenrigsministeren. Og så har ordføreren for forslagsstillerne mulighed for at kommentere udenrigsministerens besvarelse her fra talerstolen.

Tak til udenrigsministeren. Nu står vi jo i den situation, at når vi har den her debat i dag, er der nogle ting, som vi alle sammen er enige om her i Folketinget. Vi alle sammen enige om, at IS skal stoppes. Vi er alle sammen enige om, at vi ønsker at stoppe de fremmede krigere, som kommer fra Danmark og andre lande til Syrien, til Irak og tilslutter sig ekstremisterne fra IS. Situationen er bare den, at vi har et problem med, hvordan vi får vores nære allierede i Tyrkiet til at arbejde i samme retning.

For en uge siden befandt jeg mig inde i de kurdiske områder i Syrien. Her er talte jeg med lederen og kommandøren for de kurdiske selvforsvarsstyrker Redur Khalil. Han fortalte mig, at de havde kæmpestore problemer med fremmede krigere, som kom ind og angreb dem – angreb deres selvforsvarsstyrker, som forsøgte at forsvare kristne, arabiske, kurdiske landsbyer mod ekstremisterne fra IS. Sjovt nok havde alle de dræbte IS-krigere, som de fandt, fået deres pas stemplet i Tyrkiet. De havde simpelt hen fået passet stemplet, før de fik lov at gå over fra den tyrkiske grænse og ind i Syrien. Man havde sågar fundet to hundetegn fra det tyrkiske militær på to IS-krigere, man havde dræbt 80 km inde i Syrien. Når man er færdig med at være i militæret i Tyrkiet, er den normale praksis, at man afleverer sit hundetegn og derfor ikke har det bagefter.

Om det også har været tilfældet for de her to, er svært at sige. Realiteten er bare, at der gang på gang kommer eksempler på, at IS frit går ind over den tyrkiske grænse, mens vi kan se, at en kurdisk by som Kobani er belejret. Men ikke bare Kobani er belejret, alle de kurdiske områder er belejret. Vi besøgte en flygtningelejr, Newrozflygtningelejren, hvor der befinder sig yazidiflygtninge fra Nordirak. De frygter for vinteren, ikke bare fordi der mangler midler til humanitær hjælp, men fordi Tyrkiet ganske enkelt holder grænsen lukket, så nødhjælpen ikke kan komme over grænsen og ind i de her områder.

Situationen er jo den, at det er ganske rigtigt, at den tyrkiske regering blev presset til at åbne grænsen indtil Kobani og sætte 150 peshmergastyrker ind. Derefter lukkede de grænsen igen. Når Tyrkiet åbnede, var det jo ikke, fordi den danske udenrigsminister havde presset på, så var det, fordi der var tusinder, hundrede tusinder af mennesker, anti-IS-demonstranter, på gaderne i Tyrkiet. Af dem blev omkring 40 dræbt.

Så mens Danmark var stille om, at grænsen til Kobani var lukket, blev mennesker i Tyrkiet dræbt for at protestere mod den tyrkiske regering, som holder hånden over IS. Vi har en meget, meget alvorlig sag. Vi har en alvorlig sag, fordi den tyrkiske regering ikke vil samarbejde med Danmark i Hedegaardsagen. Udenrigsministeren sagde det jo ganske klart: Man har fra dansk side besluttet at lægge et pres på med tre punkter, man konkret vil følge, men det har ikke hjulpet. Den tyrkiske regering er ikke kommet med noget nyt i sagen. Derfor må vi jo i dag drøfte, hvad vi så vil gøre. Det her er en meget, meget alvorlig sag. En attentatmistænkt dansker er måske blevet udleveret til IS i en fangeudveksling. Det er en alvorlig sag for Lars Hedegaard; det er en alvorlig sag for Danmark, fordi det er et brud på en aftale; og det er en meget, meget alvorlig international sag, fordi vi har en allieret, som muligvis holder hånden over IS og ligefrem støtter dem med fremmede krigere ved fangeudvekslinger.

Vi har en situation, hvor Danmark bliver holdt for nar, og hvor det er på tide, at Folketinget handler. Vi skal finde ud af at få oplysninger frem fra den tyrkiske regering. Derfor håber jeg, at vi i dag i Folketinget kan få en god debat, men også få opbakning til handling.

Helt konkret vil jeg på vegne af Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse:

»Folketinget konstaterer, at den tyrkiske regering ikke lever op til sine internationale forpligtelser over for Danmark i sagen om den forsvundne attentatmistænkte i Hedegaard-sagen, og at islamiske ekstremister angiveligt har kunnet udnytte Tyrkiet som transitland ind i Syrien. På den baggrund pålægger Folketinget regeringen at øge presset på Tyrkiet for at få landet til at leve op til sine internationale forpligtelser i forhold til bekæmpelse af kriminalitet og Islamisk Stat.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 7).

Der er en kort bemærkning fra hr. Holger K. Nielsen.

Jeg lyttede med stor interesse til Enhedslistens ordfører og deler holdningen til mange af de kritiske punkter, der er i forhold til Tyrkiet og den måde, Tyrkiet kører på.

Debatten her handler jo om kampen mod ISIL, og så må jeg sige, at det slog mig lidt, at hr. Nikolaj Villumsen ikke nævner Assad med et eneste ord. Assad er fuldstændig fraværende i Enhedslistens tale. Er det et udtryk for, at Enhedslisten mener, at Tyrkiet er et større problem for kampen mod ISIL, end Assad er?

Ordføreren.

Nej, på ingen måde. I Enhedslisten er vi totale modstandere af Assad og totale modstandere af ISIL. De kampe er lige vigtige for os. Vi ser det som to undertrykkende regimer. Det ene sidder i Damaskus, og det andet hærger rundt i Syrien og Nordirak. Der har vi den situation, at de begge skal bekæmpes. Vi mener, at man bør gøre det ved at støtte de demokratiske kræfter, som bekæmper dem.

Problemet er jo, at Tyrkiet modarbejder den kamp, der helt konkret finder sted. Jeg ved godt, at Erdogan altid siger, at hans hovedprioritet er at angribe Assad. Sjovt nok angriber IS ikke Assad. De angriber de kurdiske områder ved Kobani; de angriber de kurdiske områder i andre dele af Syrien. Det er jo tankevækkende, at man har den situation, og derfor mener jeg, at en helt afgørende forudsætning, hvis Danmark vil gøre en forskel i kampen mod Assad og kampen mod IS, er at støtte de demokratiske kræfter og lægge pres på Tyrkiet.

Holger K. Nielsen.

Jeg synes ikke rigtig, at jeg får svar på det. Det er, som om fokus for Enhedslisten er, at vi skal bashe Tyrkiet, at Tyrkiet er hovedproblemet i alt det her. Tyrkiet kan bestemt kritiseres, og vi skal kritisere Tyrkiet. Men mener Enhedslisten ikke, at præsident Assad er et meget, meget større problem, og at det er vigtigere, at vi retter fokus mod at få bekæmpet Assad, hvis vi skal bekæmpe ISIL?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, det ene udelukker det andet. Det tror jeg også at hr. Holger K. Nielsen er enig med mig i. Jeg ønsker at bekæmpe Assad, og jeg ønsker at støtte de demokratiske kræfter. Jeg mener, at den bedste måde at gøre det på er ved at støtte de demokratiske og mangfoldige kræfter, der befinder sig i de kurdiske områder. Det er de kristne arabere og kurdere, der har besluttet, at de sammen skal kæmpe mod Assad, og som desperat prøver at forsvare sig mod angrebene fra IS.

Når vi har en debat i dag om Tyrkiets relation, er det jo, fordi Tyrkiet har holdt os for nar i Hedegaardsagen, fordi Tyrkiet holder grænsen til Kobani og de kurdiske områder lukket, mens de holder den pivåben for ekstremisterne fra IS. Det styrker Assad; det styrker IS. Det er en ganske uacceptabel opførsel, som vi selvfølgelig skal have diskuteret. Jeg tager gerne masser af diskussioner om, hvordan vi derudover ved at støtte de demokratiske kræfter i Syrien kan bidrage til at få væltet Assad.

Hr. Lars Barfoed har en kort bemærkning.

Jeg har også med interesse lyttet til hr. Nikolaj Villumsens tale og deler jo langt hen ad vejen det, hr. Nikolaj Villumsen siger om de enorme udfordringer, der er i området, kritikken af Tyrkiet, og jeg lyttede så også til det forslag til vedtagelse, som blev fremlagt af hr. Nikolaj Villumsen, som indeholdt en bemærkning om, at man skal øge presset mod Tyrkiet. Det lyder sådan set meget godt, hvis det er sådan, at det kunne fremkalde det, vi i virkeligheden vil opnå, nemlig at få den formodede eller i hvert fald sigtede attentatmand pågrebet og udleveret til Danmark. Men hvordan er det helt konkret? Jeg er simpelt hen bare nysgerrig. Hvordan er det helt konkret, hr. Nikolaj Villumsen vil, at vi skal øge presset mod Tyrkiet, på en sådan måde at vi kan opnå det mål, vi gerne vil?

Ordføreren.

Tak for det. Jamen det er jo en rigtig god debat. Altså, situationen er jo den, at vi i Folketinget har haft en drøftelse i Udenrigspolitisk Nævn om de tre forslag, som regeringen kom med til at lægge pres. Vi har alle sammen sagt, at det var en god idé at gøre det. Vi var fra Enhedslistens side bekymret for, om det var nok. Nu blev det så gjort, og vi kan se, at reaktionen er ingenting.

I starten af ugen var der et møde med den tyrkiske ambassadør i Udenrigsministeriet. Han kom ikke med nogen nye oplysninger. Nu står vi så om fredagen og diskuterer, hvad vi skal gøre ved det, og der er Enhedslistens simple forslag at sige: Lad os lægge et øget pres på Tyrkiet; lad os lægge et øget pres på den tyrkiske regering. Hvordan skal det foregå? Det synes jeg at vi skal diskutere i Udenrigspolitisk Nævn.

Jeg har gode forslag til, hvordan man kunne gøre det. Jeg har et forslag om, at man eksempelvis kunne tage at anlægge en sag ved Menneskerettighedsdomstolen. Fra Enhedslistens side har vi også foreslået, at vi kunne trække det danske NATO-bidrag hjem. Det kan være, at der er andre, der har andre gode ideer. Det helt afgørende for mig er, at der bliver lagt et øget pres på den tyrkiske regering, der indtil nu har holdt Danmark for nar.

Tak. Hr. Lars Barfoed.

Jeg er sådan set enig i, at hvis et øget pres kunne medføre, at vi nåede målet, nemlig at få den pågældende udleveret til Danmark – hvis man overhovedet kan finde den pågældende – så er det meget fornuftigt, men jeg mangler stadig væk et konkret forslag, der kan føre til det, og jeg synes, at når man fremlægger sådan et forslag til vedtagelse, burde man også sige som et bidrag til den diskussion, vi så skulle have om det: Vi foreslår, at det skal gøres på den og den måde. Det synes jeg ikke jeg hører. Nu bliver der godt nok nævnt det med det danske NATO-bidrag, men det er jo ikke det, som får Tyrkiet til at tænke: Hold da op, nu må vi godt nok lige tage os sammen og finde den pågældende og udlevere ham til Danmark.

Tak. Så er det ordføreren.

Situationen er jo den, at det forslag, vi diskuterer nu fra Enhedslistens side, og som jeg virkelig undrer mig over at der ikke kan være opbakning til, er at øge presset. Jeg er kommet med to konkrete forslag, meget moderate forslag. Det ene er at gå til Menneskerettighedsdomstolen, altså Europarådets Menneskerettighedsdomstol. Det er jo det fuldstændig logiske at gøre, i en situation hvor vi har et land som Tyrkiet, som holder Danmark for nar i en aftale indgået igennem Europarådet. Den anden mulighed er at trække de her NATO-bidrag hjem. Der kan være andre muligheder.

Hvis jeg havde skrevet de to forslag, kunne man afvise det, på grund af at lige præcis de to forslag kunne et eller andet parti i Folketinget eller alle partier i Folketinget ikke lide. Jeg går konstruktivt til det. Jeg mener bare, at vi bør lægge et pres, og jeg mener, at vi skylder den danske befolkning, at vi konkluderer, at det pres skal øges, når den tyrkiske regering fortsætter med at holde Danmark for nar, i en situation hvor man allerede har lavet et lille pres, som har vist sig ikke at være godt nok.

Tak. Så er det hr. Søren Pind fra Venstre for en kort bemærkning.

Tak for det, høje formand, kommandør, tillykke. Måtte jeg spørge hr. Nikolaj Villumsen, om han fortryder, at han ikke på et tidligt tidspunkt i det her forløb støttede Venstres krav om præcis det, hr. Nikolaj Villumsen nu ønsker sig – ganske vist kun for en del af de moderate oprørere – nemlig støtte til våben, så de kunne have bekæmpet den situation, det nu har udviklet sig til.

Tak. Ordføreren, hr. Nikolaj Villumsen.

Nej, situationen er den, at det, man kan konkludere, er, at den frie syriske hær er mere eller mindre ikkeeksisterende, at mange grupper fra den er hoppet over til ekstremisterne i IS. Det har hele tiden været vores bekymring, at der var en splittet opposition i den såkaldte frie syriske hær, og hvis man gav dem våben, kunne de ende i hænderne på ekstremisterne i IS. Det er der desværre eksempler på er sket. De våben bliver nu brugt til at angribe kristne kurdiske og arabiske byer, som desperat forsøger at forsvare sig.

Hvis man skal give våben til et område, hvor der er en konflikt, skal man tænke sig rigtig godt om. Man skal være sikker på, at dem, man giver våben til, er demokrater, og man skal være sikker på, at de ikke vil bruge dem på en forkert måde. De forslag, der har været fra Venstre, har vi i Enhedslisten klogeligt afvist. De eksempler fra andre lande, der har fulgt Venstres forslag, har været rigtig, rigtig kedelige.

Men nu har vi en situation, hvor vi kan se, at der er nogle, der vil kæmpe mod IS, som er demokratiske og mangfoldige, og de fortjener vores støtte. Der er det da trist, at Venstre for en måneds tid siden stemte imod det forslag fra Enhedslisten om lige præcis at støtte modstanden mod IS's angreb i Kobani.

Der er en ny bemærkning til hr. Søren Pind. Værsgo.

Skal jeg forstå Enhedslistens politik sådan, at hvis man er kurder, er man et godt, ordentligt og anstændigt menneske, hvis man er moderat demokratisk syrer, skal man i hvert fald ikke støttes, for så går det helt galt, og at den holdning, som Nikolaj Villumsen her giver udtryk for, ingen medvirken har til den situation, der er opstået? F.eks. har hr. Holger K. Nielsen dog været ude i refleksioner om, hvorvidt det ikke havde været en god idé at levere våben tidligere, og endda udenrigsministeren har været ude med nogle af de samme betragtninger.

Tak. Ordføreren, hr. Nikolaj Villumsen.

Vi har en situation, hvor Enhedslisten i 3 år har siddet og råbt og skreget i Udenrigspolitisk Nævn og i alle andre sammenhænge, hvor Syrien er blevet diskuteret, og hvor vi har sagt: Åbn ind til de kurdiske områder. Det har flertallet i Folketinget nægtet at gøre, og regeringen har nægtet at lægge pres på.

Enhedslisten står ikke og siger, at det kun er kurderne, der er anstændige mennesker. Vi siger, at vi ikke får løst konflikten i Syrien, hvis vi ikke har sikret minoriteternes rettigheder. Der er 40 pct., der tilhører minoriteterne i Syrien. Jeg besøgte Syrien i sidste uge. Jeg mødtes med arabere, jeg mødtes med kristne, og jeg mødtes med den arabiske milits, som er en del af forsvarsstyrkerne i de kurdiske områder. Det er de mennesker, Venstre har nægtet at hjælpe. De har nægtet at hjælpe de kristne, som lige nu fører en desperat forsvarskamp. Det foreslog Enhedslisten helt konkret at gøre. Venstre stemte imod. Det synes jeg er trist at konkludere.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Søren Pind, Venstre. Værsgo.

Der er indkaldt til en meget bred debat i dag, tror jeg man kan sige, hvor vi både skal omkring kampen mod ISIS, Tyrkiets involvering i denne sag, Lars Hedegaard-sagen og lokale oprørsgrupper i Mellemøsten. Det bærer præg af, at intentionen er at give Enhedslisten mulighed for at botanisere i spørgsmål, som vi tidligere har behandlet i diverse samråd, under møder i Udenrigspolitisk Nævn og ved behandlingen af B 123 her i Folketingssalen.

I forhold til kampen mod ISIS, hvor Danmark bidrager med F-16-fly i Irak, så vil jeg gerne udtrykke Venstres fortsatte støtte til den militære mission. Jeg har kunnet iagttage, hvordan visse partier er blevet mere forbeholdne i deres støtte, her blot 2 måneder efter at vi behandlede sagen i Folketinget. Det undrer mig, for det har været klart fra begyndelsen, at kampen mod ISIS både ville blive lang og samtidig udfordre det billede, der er blevet tegnet af en ren kamp mellem det gode og det såkaldt onde. Det har ikke mindst været gældende i debatten om ISIS, som, efter alt hvad jeg kan skønne, er en af de værste terrorbevægelser, vi endnu har stiftet bekendtskab med.

Det betyder ikke, at kampen mod ISIS er uden paradokser. Vi har senest set beskrivelsen af nogle af de yderliggående grupper, som indirekte er allieret i vores kamp mod ISIS. Vi er den ene side selvfølgelig ikke taget i kamp for at støtte dem, men på den anden side må man jo sige, at den træghed, den langsommelighed, hvormed Vesten reagerede på den situation, jo har skabt en situation, som er fuldstændig uholdbar, og som nu gør, at vi må reagere desto stærkere. Derfor er det nok svært at være kræsen nu med, hvem man samarbejder med.

Situationen skyldes med andre ord i høj grad, at de mere moderate kræfter i Syrien, der tidligere var dominerende i konflikten, er blevet udmanøvreret og marginaliseret – og efter min opfattelse helt og alene på grund af manglende støtte, bl.a. meget direkte fra Enhedslisten. Dertil – det er almindelig anerkendt – kommer, at den irakiske regering har forsømt at inkludere sine politiske modstandere i landets ledelse. Det er velkendte størrelser, og der er sådan set ikke større grund til at gå ind i det spørgsmål. Men det er her, vi finder de væsentligste årsager til det kludetæppe af oprørsgrupper, vi ser i dag.

For Venstre har konflikten i Syrien, der siden hen endte med at sprede sig til Irak, fra sin begyndelse handlet om at vælge den mindst ringe løsning i en situation, hvor der udelukkende har været dårlige løsninger. Vi har længe talt for vestligt engagement i regionen, inden situationen eskalerede yderligere. Det har taget sin tid, men vi står i dag her, hvor en international koalition ledet af Amerika aktivt bekæmper ISIS med militære midler. Det bifalder vi, for vi mener, det også er i Danmarks direkte interesse at få stoppet ISIS og sikre ro og stabilitet i regionen. Hvis man er i tvivl om det, har man ikke fulgt debatten om svingende asyltal og danskere, der drager i kamp for ISIS. Om det er for sent, er jo et åbent spørgsmål. Om ikke andet er det i hvert fald Venstres forhåbning, at det, der skete, før vi greb til militære magtmidler, vil stå som en skamstøtte over den passive udenrigspolitik, der jo bl.a. ledte til det, FN beskrev som den største humanitære katastrofe i nyere tid.

Når Enhedslisten i dag vælger at sammenkæde Hedegaard-sagen med Tyrkiets rolle i kampen mod ISIS, kunne man få den tanke, at det hermed antydes, at regeringen har været tilbageholdende for ikke at kompromittere det danske forhold til Tyrkiet i en tid, hvor vores soldater er aktive i nabolandet Irak. Til det vil jeg blot sige som en del af, vil jeg da selv mene, en aktiv opposition, at vores opfattelse i Venstre er, at regeringen har taget Hedegaard-sagen alvorligt og reageret, som vi mente var berettiget.

Lad mig afslutningsvis minde om, at Danmark på trods af vores betydelig internationale engagement er af begrænset størrelse, hvilket selvfølgelig begrænser vores handlemuligheder, og i det lys skal man jo se tingene.

Jeg skal derfor på vegne af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, SF, Liberal Alliance [og Det Konservative Folkeparti] – jeg tror, jeg har fået alle med – fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig regeringens redegørelse for den internationale indsats mod terrorgruppen ISIL og det danske militære bidrag på grundlag af folketingsbeslutning B 123 samt regeringens diplomatiske, stabiliserende og humanitære indsatser. Folketinget tilslutter sig regeringens holdning om, at der fortsat er behov for en bred, international koalition mod ISIL, og at særligt landene i regionen, herunder Tyrkiet, må spille en aktiv og konstruktiv rolle i den internationale indsats mod ISIL.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 8).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger. Og jeg skal lige tilføje, at hr. Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti, vist også er med på det her forslag. ( Søren Pind (V): Om forladelse!) Det var godt. Tak, ordfører.

Der er et spørgsmål fra hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Altså, når vi siger, at Hedegaardsagen og kampen mod IS hænger sammen, er det jo, fordi vi bl.a. frygter, at den attentatmistænkte dansker, som er forsvundet, måske er blevet udleveret til IS i en fangeudveksling, og det er jo en bekymrende situation. Da hr. Søren Pind var minister, kaldte han sig selv frihedsminister, og når vi har lyttet til Venstre gennem årene, har vi tit hørt dem tale for ytringsfrihed.

Nu har vi en situation, hvor en attentatmistænkt dansker forsvinder fra de tyrkiske fængsler og muligvis bliver udleveret til ekstremisterne i IS. Fra regeringens side har man lagt et pres med tre punkter, og man må på baggrund af mødet med den tyrkiske ambassadør i mandags konkludere, at det ikke har hjulpet. Der kom ingen nye oplysninger fra Tyrkiet.

Hvorfor afviser Venstre at lægge et øget pres? Hvorfor ikke lægge pres på den tyrkiske regering, så vi kan få sandheden frem i den her sag?

Tak. Ordføreren.

Det gode ved at være frihedsminister er, at det trods alt er en titel, som hverken Folketinget eller nogen andre kan tage fra en. Det kan man fortsætte med at være, så jeg vil ikke sige, at der er noget fra tidligere tider.

Til hr. Nikolaj Villumsen vil jeg bemærke, at vi jo hverken taler om at lempe presset på Tyrkiet eller om eventuelt ikke at forøge det – overhovedet ikke. Vi har bare været enige med regeringen om, hvad en proportional reaktion har været og er.

Så hr. Nikolaj Villumsens forsøg på at tegne et billede af, at nu bliver der ikke gjort noget, mener jeg sådan set er forkert. Men det vil udenrigsministeren jo senere kunne uddybe. Det sagde han sådan set også udmærket her fra talerstolen.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg må sige, at jeg er fuldstændig målløs. Altså, vi har en situation, hvor en nær allieret af Danmark måske har udleveret en dansker til ekstremisterne i IS i strid med FN's klare beslutninger. Det er et brud på en aftale, som er indgået for mange år siden mellem Danmark og Tyrkiet, om, at man udveksler borgere, som er mistænkt for kriminalitet i hinandens lande.

Altså, hallo! Vi står i en situation, hvor Venstre siger, at det er proportionalt ikke at gøre noget som helst; det er altså proportionalt at stemme imod Enhedslistens forslag om at øge presset. Det er et stille og roligt forslag, og hvis Venstre ønsker at øge presset, så stem da for Enhedslistens forslag. Ellers må man konkludere, at Venstre vil lade stå til.

Ordføreren.

Det er som regel altid proportionalt at stemme imod Enhedslistens forslag. Men derudover vil jeg sige, at den indsats, som regeringen har udøvet, med bl.a. protester over for den tyrkiske regering, overvejelser om en indsats i Europarådet og lignende, jo ikke er udtryk for, at man intet gør. Men det, Enhedslisten har præsteret i den her sag, har jo vist sig at være urealistiske ting, som alligevel ikke kunne lade sig gøre, da det kom til stykket, og det er jo sådan set problematikken i den her sammenhæng.

Venstre tager kraftigt afstand fra Tyrkiets ageren i den her sag. Men vi mener også, at det, man så kan gøre, må være inden for de rammer, der er – ikke uden for.

Tak for det, og tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. John Dyrby Paulsen, Socialdemokraterne, værsgo.

Tak for det, formand. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sagde engang, at Vesten ikke kan føre krig i Mellemøsten uden Egypten og ikke kan lave fred uden Syrien. I dag tror jeg, han ville sige, at Vesten ikke kan lave fred i Syrien – i hvert fald ikke alene. Det kan vi jo bl.a. ikke bl.a. på grund af ISIL, som vi skal diskutere her i dag. Jeg tror, det er en kærkommen lejlighed til at drøfte, hvad vi gør mod ISIL.

Man må også sige, at det er en sådan lidt underlig forespørgselstekst fra Enhedslisten, altså at vi nu skal fokusere på Tyrkiets rolle og Danmarks relation til Tyrkiet. Jeg synes, det er at blande tingene lidt sammen.

Der er ingen tvivl om – og det må også være blevet slået fuldstændig fast med udenrigsministerens tale – at vi skal have et godt forhold til Tyrkiet. Tyrkiet er en regional stormagt, men er jo så absolut ikke de eneste, der indgår i kampen mod ISIL på den ene eller den anden måde.

Jeg får lidt den tanke, når jeg hører Enhedslistens argumentation, at det her måske først og fremmest handler om at varetage Enhedslistens særinteresser i forhold til de kurdiske marxister i PKK og deres syriske allierede i Det Demokratisk Enhedsparti, der også er kendt som PYD. Det er sådan set fair nok.

Men jeg synes, at man fuldstændig glemmer det noget problematiske forhold, som Tyrkiet med rette har haft til PKK og deres handlinger – bl.a. i Tyrkiet – der godt kunne minde om terrorvirksomhed. Det synes jeg også skal med i ligningen, når man vurderer Tyrkiets ageren i forhold til PKK og situationen i det nordlige Syrien ved grænsen mod Tyrkiet.

Jeg synes også, det er værd at gøre opmærksom på, at i kampen mod ISIL er der en række tiltag, der ikke bare handler om en militær aktion og militære midler mod ISIL, men også om at skabe orden, ro og bedre forhold i regionen som helhed.

Det drejer sig selvfølgelig om en diplomatisk indsats – både i forhold til Tyrkiet, men også i forhold til Irak – og om, at der igennem EU lægges pres på de aktører, der er i regionen. Det gælder selvfølgelig Assad i Syrien, det gælder Irak, det gælder Iran, og det gælder i nogen grad også Tyrkiet.

Der er også den civile indsats, som Danmark jo bidrager til, og til næste år vil det bidrag udgøre 100 mio. kr. Det er bl.a. et overgangsprogram for at sikre, at vi bidrager til en politisk løsning, og at der initieres en konfliktløsning af politisk karakter i Syrien. I Irak har vi afsat 75 mio. kr. til at udvikle civilsamfundet, til at udvikle medier og til en tværreligiøs dialog. Det er også noget, der skal tages med i kampen for en mere stabil og rolig region.

Vi er også i FN's Sikkerhedsråd gået med til at stille forslag om at bekæmpe foreign fighters, hvilket selvfølgelig også hører med. Og det er klart, at vi i den sammenhæng skal lægge pres på Tyrkiet.

Jeg var i Tyrkiet i starten af oktober, og det, jeg kunne høre på mine tyrkiske kolleger, var, at man også var optaget af det og af det, der skete i FN. Endelig har vi jo bidraget til den humanitære indsats i området og i krisen i Syrien, nemlig indtil nu med over 800 mio. kr. Det er der også brug for, og det er nødvendigt for de mennesker, der lider overlast i Syrien som følge af borgerkrigen. Så vi har gjort noget, og den internationale koalition har gjort noget, og vi bliver ved med at gøre noget.

Jeg har også noteret mig, at FN's særlige udsending i Syrien har sagt, at vi nu står over for noget, der godt kunne ligne en vending i udviklingen – det er ikke en meget optimistisk, men en meget forsigtig vurdering.

Så er der jo i alt det her et betydeligt amerikansk pres på ikke mindst ISIL, og det er der god grund til. Vi deltager også i det pres i Irak, og vi støtter det selvfølgelig helhjertet.

Der er ingen tvivl om, at Tyrkiets ageren i udleveringssagen er helt og aldeles uacceptabel. Tyrkiet burde have ageret anderledes og burde have ageret hurtigere på de forespørgsler, der har været fra den danske regerings side, og også på det betydelige pres, der har været fra udenrigsministeren og den danske regerings side. Jeg hilser jo velkommen, at det pres bliver ved med at blive lagt på Tyrkiet, altså at vi ikke stopper med det, og derfor synes jeg, at det lidt er et slag i luften, at Enhedslisten foreslår, at vi øger presset.

Det er mit klare indtryk, at regeringen og ikke mindst udenrigsministeren holder ved det pres, der er på Tyrkiet. Det er rigtigt at gøre, og det er godt. Men det er også et spørgsmål om at agere inden for de rammer, der er. De eksempler på øget pres på Tyrkiet, som jeg har hørt fra Enhedslisten, er ærlig talt ikke meget bevendt, for nu at sige det meget direkte.

Så for at opsummere tingene er kampen mod ISIL vigtig. Den er afgørende, og den kommer til at tage lang tid. Der er enkelte lyspunkter, men det er ikke mange. Der er meget at være bekymret for. Der er også mange grunde og årsager til at være nervøs for, om vi kommer i mål med det her. Men der er ikke nogen vej uden om at bekæmpe ISIL på alle måder – også gennem samarbejdet med Tyrkiet – og at forsøge at få Tyrkiet til måske at agere lidt anderledes, end de har gjort indtil nu. Det er også nogle af de ting, jeg hører fra mine tyrkiske kolleger.

Jeg hører til gengæld ingen reelle eller realistiske planer fra Enhedslistens side med hensyn til at bekæmpe ISIL. Joh, man vil bevæbne de irakiske kurdere, og man vil også sende penge til de syriske kurdere. Det kan – og jeg understreger kan – på mange måder være en del af det her, men det er også det eneste. Og at det i sig selv skulle være med til at bekæmpe ISIL eller nedkæmpe dem har jeg svært ved at se. Tak for ordet.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Den socialdemokratiske ordfører siger, at der bliver lagt pres på den tyrkiske regering. Det er jo også korrekt. Men siden vi traf den beslutning her i Folketinget om at lægge pres på den tyrkiske regering, er der sket følgende.

For det første at vi intet nyt har fået at vide i sagen. Når man, som vi har fået oplyst fra Udenrigsministeriets side, har talt med den tyrkiske ambassadør, har der ikke været noget nyt.

Desuden har vi siden da kunnet se på tyrkisk tv, at tyrkiske soldater står inde på den tyrkiske side af grænsen sammen med IS-krigere og hyggesnakker, hvorefter IS-krigerne går tilbage igen og angriber de demokratiske, kristne arabiske og kurdiske styrker i Kobani. Er det ikke på tide, at der bliver lagt et fornyet og øget pres på den tyrkiske regering inden for rammerne, altså ved at gå til Menneskerettighedsdomstolen og trække et militært bidrag hjem? Hallo! Det er da inden for rammerne.

Vil Socialdemokraterne overhovedet ikke øge presset i en situation, hvor den tyrkiske regering ignorerer det pres, der er blevet lagt hidtil?

Tak. Ordføreren.

Altså, der lægges et vedvarende, konstant pres på Tyrkiet for at få dem til at være med til at opklare den her sag. Det gælder sådan set både i relation til den person, der var fængslet i Tyrkiet, og som vi gerne vil have udleveret, og såmænd også i forhold til situationen i Kobani og andre dele af det nordlige Syrien, hvor der kæmpes mod ISIL.

Så det er jo ikke et spørgsmål om, at den danske regering har sagt: Nu gør vi ikke det mere. Der er et vedvarende, konstant pres mod den tyrkiske regering for at få dem til at medvirke, og jeg kan ikke se, at nogen af de ting, som Enhedslisten foreslår, på nogen måde skulle være med til at presse Tyrkiet til noget i den her retning. Det er et spørgsmål om at behandle Tyrkiet som en samarbejdspartner og på den måde forsøge at presse dem.

Det tror jeg er langt, langt mere frugtbart end at begynde med sådan nogle trusselsscenarier, som jeg ikke tror er noget, som Tyrkiet vil reagere på overhovedet. Specielt det der med at trække danske NATO-soldater væk fra Tyrkiet – det er ikke ret mange, vi har der.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg synes ærlig talt, vi står i en situation, hvor der er en vedvarende og konstant naivitet fra Socialdemokraternes side. Altså, vi har at gøre med en tyrkisk regering, som lod stå til og sørgede for, at 40 anti-IS-demonstranter blev slået ihjel i de tyrkiske gader. Vi har en situation, hvor det pres, man har besluttet at lægge, ikke har hjulpet. Vi har at gøre med en regering, som slår sin egen befolkning ihjel, når de kræver, at den stopper samarbejdet med IS. Og vi kan se, at det pres, vi har lagt fra dansk side, ikke virker. Ærlig talt, er det så ikke naivt ikke at øge presset?

Tak. Ordføreren.

Det ville være naivt, hvis man ikke blev ved med at have det pres. Man kan diskutere, hvad et øget pres så er. Det, som Enhedslisten har foreslået, er ikke et øget pres. Det, der virkelig virker i den her sammenhæng, er at blive ved med at have det pres mod Tyrkiet og blive ved med at sige til Tyrkiet, at det her ikke er acceptabelt, blive ved med at sige til Tyrkiet, at vi gerne vil have, at de også bidrager aktivt i den her kamp, bl.a. i det nordlige Syrien, men også i andre dele af Syrien, og specielt i kampen mod IS.

Jeg tror, at hvis der er noget, der er naivt i den her sammenhæng, så er det at tro, at Enhedslistens forslag skulle flytte noget som helst i Tyrkiet. Det vil det ikke gøre – intet som helst.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det den næste ordfører, og det er hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, og også tak til Enhedslisten for at have rejst diskussionen. Jeg synes, det er væsentligt at have den her diskussion om vores krigsdeltagelse forskellige steder – også uden for Det Udenrigspolitiske Nævn og Udenrigsudvalget – så det er godt, den kommer i salen.

Når det gælder forslagene til vedtagelse, har vi i Dansk Folkeparti valgt at støtte det brede forslag og dermed også regeringen i den måde, hvorpå den er med til at føre kampen mod ISIL, og dermed står vi sammen med flertallet her.

Vi er enige med regeringen i, at Tyrkiet i den her fortsatte kamp er en meget vigtig og også værdsat alliancepartner. Tyrkiets indledende manøvre som alliancepartner vil dog ikke gå over i historien som værende hæderkronet. Tyrkerne var mildt sagt nølende i deres støtte til kampen mod ISIL. Først nu synes jeg, at der gradvis bliver vist en slags engagement, om end det stadig væk ikke kan siges at være direkte.

Direkte obstruerende synes jeg dog tyrkerne har optrådt i forbindelse med Lars Hedegaard-sagen, og jeg tror, at mange danskere er blevet forargede over vores alliancepartners optræden.

I hele det her spil høster Danmarks regering heller ikke roser. Udenrigsministeren burde over for tyrkerne have håndteret problemet anderledes eller i det mindste have undladt offentligt at kaste håndklædet i ringen på det, som jeg betragter som en sædvanlig radikal lilleputtraumemaner – det er vist et ord, jeg selv har fundet på – således at Tyrkiet faktisk kunne læse i Berlingske, at Danmark nu reelt har lukket sagen og pakket sammen.

På det felt synes jeg, at Danmark i de seneste år har udviklet sig uheldigt, idet regeringen så småt er ved at falde tilbage til tidligere tiders dårligdomme, hvor det officielle Danmark ikke alene gik varsomt i forhold til ubehagelige stater, men bøjede sig for dem. Vi har set det pinagtigt længe i forhold til Kommunistkina, og vi ser det nu i forhold til det desværre mere og mere islamistiske Tyrkiet.

Det er ikke rart i disse tider at spore en gentagelse af vores lands sørgelige udenrigspolitiske standard fra 1930'erne. Salig P. Munch ville have glæde sig over, at hans parti ikke har ændret sig det allermindste, for på en og samme uge lykkedes det faktisk to af hans nutidig partifæller at gøre ham kunsten efter.

Det var dels kulturministeren, som i Peking bøjede sig for kommunisterne ved i sidste øjeblik at glide af på et aftalt møde, som hun havde med frihedskæmperen Ai Weiwei, dels udenrigsministeren, som pludselig stoppede al yderligere kritik af Tyrkiet på trods af præsident Erdogans frigivelse af Hedegaards attentatmand.

Som det i dag forholder sig med såvel Kinas som Tyrkiets nuværende ambassadører, var også Tysklands ambassadør dengang emsig med at fremføre klager over alverdens ting: Fornærmende avisartikler, hvem der aflagde besøg i Danmark, forkerte domme. Det var protester af den type – som vi i stor stil også kender dagens kinesere for – hvor man chikanerer vores erhvervsfolk og vores politikere samt eksempelvis vores restauratører eller andre, som har lagt hus til de forkerte møder.

Ligesom nutidens erhvervsfolk presser på for at smidiggøre eksporten til Kommunistkina og til det voksende tyrkiske marked, opfordrede førende erhvervsfolk dengang i 1930'erne til, at man fra regeringens og pressens side udviste mere rummelighed og forståelse for den tyske nazisme. Som dagbladet Børsen dengang i 1930'erne skrev:

Det kan da aldrig være regeringens eller dansk presses opgave at vanskeliggøre det handelspolitiske mellemværende ved utidigt at blande sig i politiske forhold i vort sydlige naboland.

Det er måske på tide, at man nu fra officiel dansk side igen begynder at ranke ryggen. Min og Dansk Folkepartis skræk er i den forbindelse, at Danmark atter bliver et kræmmerland.

Men som nævnt: I kampen mod ISIL og alle denne elendige bevægelses dårligdomme står vi sammen her til lands, og her er det på sin plads at takke vores mandskab ved vores kampfly, som dag efter dag med præcise bombninger svækker fjenden. Så afsluttende skal jeg herfra på Dansk Folkepartis vegne sende en varm hilsen til vort dygtige flyvevåben. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Nikolaj Villumsen for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Det er faktisk lidt svært at tro sine egne ører. Altså, vi har en situation, hvor hr. Søren Espersen på vegne af Dansk Folkeparti står og siger, at den islamistiske tyrkiske præsident og hans regering er en værdsat alliancepartner – en værdsat alliancepartner – på et tidspunkt, hvor den tyrkiske regering holder Danmark for nar.

Helt ærligt: Er det ikke hr. Søren Espersen og Dansk Folkeparti, der lider af et lilleputtraume, når man afviser det simple forslag fra Enhedslisten om, at presset skal øges på den tyrkiske regering?

Tak. Ordføreren.

Tyrkiet har i årtier været en værdsat alliancepartner i NATO. Det er det, jeg henholder mig til. Jeg tror, det har været umådelig vigtigt for NATO stort set lige fra starten netop at have Tyrkiet som medlem. I forhold til Sovjetunionen havde Tyrkiet på det tidspunkt en fantastisk geografisk position, så det har været umådelig væsentligt, at vi har haft Tyrkiet med. Tyrkiets mæglende rolle i Mellemøsten, som de desværre er ved at opgive, var også meget, meget væsentlig igennem mange år. Så det er det, jeg mener med, at det er en værdsat alliancepartner.

Derfor kan vi ikke bare blæse på dem og så lade, som om de nu ikke længere eksisterer. Jeg ved ikke, hvad hr. Nikolaj Villumsen havde forestillet sig. Vi skal protestere, og det har vi også gjort. Jeg synes så måske, at det skulle have været gjort på en helt anderledes måde end det, der er sket, men nu er det sådan. Fuglen er faktisk fløjet, og nok så meget opstandelse i den anledning vil ikke gøre, at vi får manden tilbage til Danmark igen.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen.

Altså, det er jo nærmest tragisk at høre. Dansk Folkeparti springer op som bjørne eller løver, når det gælder Tyrkiet og EU, men falder ned som små lam, når det gælder Tyrkiet og NATO. Helt ærligt, hr. Søren Espersen: Det er da et lilleputtraume. Det er da udtryk for et lilleputtraume, at vi kan have en tyrkisk regering, som holder Danmark for nar, og et Dansk Folkeparti, der falder ned som bløde lam og stemmer imod at øge presset på den tyrkiske regering.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg er et blødt lam. Men jeg synes jo, at man må sige, at udenrigsministeren – det har jeg også sagt til ham – har håndteret den her sag forkert. Jeg havde gerne set en hjemkaldelse af den danske ambassadør i Ankara til det, der hedder en konsultation. Det havde været et meget, meget stærkt diplomatisk skridt at tage.

I NATO-samarbejdet synes jeg at problemet er sværere. Men hvad angår EU, tror jeg, at EU bør se det her som en lektion i, hvad det betyder at have Tyrkiet som medlem. Det er sådan set en meget god lektion i, hvad det er for et land, Tyrkiet er ved at udvikle sig til.

Så kan der blive lagt pres på de andre europæiske partnere i forbindelse med optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, synes jeg, det er glimrende.

Den næste ordfører er fru Zenia Stampe, Radikale Venstre, værsgo.

Tak for det. Så kom vi jo næsten hele jorden rundt. Jeg tror, jeg vil holde mig til nærområdet, hvis man kan kalde Mellemøsten det.

Vi er glade for at deltage i den brede indsats mod IS i alle dele. Det gælder både den humanitære indsats, bekæmpelsen af voldelig ekstremisme, også den militære indsats og så ikke mindst den diplomatiske indsats, som jeg synes den danske regering har varetaget gennem en meget aktiv og god politik. Det handler både om den diplomatiske indsats over for irakerne og den irakiske regering, indsatsen for at få en bred og inkluderende regering, som vi ved er en del eller skal være en del af løsningen, og det handler også om at inddrage landene i regionen i bekæmpelsen af IS.

Et af de lande, der er meget vigtigt i de bestræbelser, er Tyrkiet. Tyrkiet er vigtig på grund af den humanitære indsats – lige nu huser Tyrkiet over en million flygtninge fra krigen i Irak og Syrien. Af den grund synes jeg måske også, at man skal passe på med sine ord i Enhedslisten og med kun at slå på Tyrkiet og sige, at Tyrkiet holder os andre for nar, at Tyrkiet obstruerer indsatsen osv., når det er Tyrkiet, der løfter det allerstørste ansvar, hvad angår den humanitære indsats.

Tyrkiet er også vigtig i bekæmpelsen af foreign fighters. Det er utrolig vigtigt, når det gælder, hvem der kommer ind og ud ved grænseovergangene. Tyrkiet er også vigtig, fordi Tyrkiet huser den moderate syriske opposition og på grund af kampen mod Assad, og så er Tyrkiet selvfølgelig også vigtig i den konkrete Hedegaardsag. Jeg synes, ministeren har gjort rigtig fint rede for, hvordan der er blevet lagt pres på Tyrkiet i både Hedegaardsagen og i den bredere bekæmpelse af IS.

Hvad angår den brede indsats, er det jo klart, at der er områder, hvor vi mener at Tyrkiet endnu ikke yder nok. Jeg er også enig, og det tror jeg måske de fleste af os er, i hr. Søren Espersens betragtninger om, at det ikke var den fineste start, Tyrkiet havde i den her indsats, men Tyrkiet er kommet efter det og går i den rigtige retning. Men det er klart, at vi fortsat skal lægge pres på Tyrkiet, for at de deltager i bekæmpelsen af IS, men lige nu kan vi konstatere, at det går i den rigtige retning, og at Tyrkiet i øvrigt løfter et meget stort ansvar med hensyn til den humanitære indsats og de mange flygtninge, der kommer fra områderne.

Hvad angår den konkrete Hedegaardsag, skal vi fortsat lægge et pres, og det er selvfølgelig frustrerende for os, at det indtil videre ikke har ført os særlig langt, men jeg tror, at uanset hvor meget Enhedslisten står her og trommer i bordet, kommer det ikke til at bringe os tættere på at få den pågældende person hjem til Danmark. Det er sådan set det, der er formålet.

Jeg vil gerne afslutte med at sige, at jeg synes, det er farligt at blande de to sager for meget sammen, for det er klart, at når det handler om Hedegaardsagen, skal den danske regering lægge et stærkt pres på Tyrkiet. Vi må konstatere, at vi ikke har fået så meget ud af det endnu, men i stedet for at slå på den danske regering, som jeg synes har gjort så meget, den næsten kunne, synes jeg, at man selvfølgelig kunne blive ved med at forholde sig kritisk til Tyrkiet. Det er det, vi andre gør. Jeg synes, man skal passe på med at blande den her sag ind i den brede bekæmpelse af IS.

Jeg synes, det kommer til at klinge utrolig hult, når Enhedslisten laver den sammenblanding, for det pres, vi skal lægge på Tyrkiet for at styrke bekæmpelsen af IS, er et pres, som et lille land som Danmark – ja, så skal det være mig, der siger, at vi er et lille land; det sagde hr. Søren Pind så også, eller i hvert fald at vi bare er en del af en større alliance – skal lægge som en del af en større alliance, for alene kan vi ikke presse Tyrkiet til at gå længere på de her meget vigtige områder.

Det er noget, vi skal gøre samlet i koalitionen, og der er jo ingen tvivl om, at hvis Enhedslisten havde fået ret og vi ikke havde været en del af den her koalition, havde vi overhovedet ikke haft noget at sige og overhovedet ikke haft mulighed for at lægge pres på Tyrkiet, og det er derfor, jeg synes, at hele den her forespørgselsdebat ligner en farce en lillebitte smule, fordi Enhedslisten kører sig selv op i et meget, meget højt gear, bruger meget, meget voldsomme ord, og det, der bare realiteten, er, at hvis Danmark skal lægge pres på Tyrkiet på det her område, foregår det igennem koalitionen. Hvis vi ikke var en del af den, havde vi overhovedet ikke noget som helst at skulle sige.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Lad mig minde ordføreren for Det Radikale Venstre, fru Zenia Stampe, om, at Enhedslisten har stemt for at transportere våben og humanitær hjælp til den kurdiske regionalregering i Nordirak. Vi har så ikke stemt for at hjælpe den sekteriske irakiske regering i Bagdad med at bombe, og det er der gode grunde til. Det var også en diskussion i sidste uge, fordi man kunne se, at den regering jo har gjort sig skyldig i grove krigsforbrydelser, som jeg tror vil styrke IS. Så den farce, som den radikale ordfører er bange for Enhedslisten gør sig skyldig i, synes jeg ikke finder sted.

Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at høre fra den radikale ordfører: Hvordan går det i den rigtige retning? Vi har altså en situation, hvor grænserne ind til de kurdiske områder og grænserne ind til Kobani stadig er lukkede, så sårede ikke kan komme ud og blive behandlet. Vi har en situation, hvor vi kan se, at siden man fra regeringens side besluttede at lægge det pres, der trods alt er besluttet at lægge, så fortsætter tyrkiske soldater med at stå og sludre og hyggesnakke med IS-krigere inde på den tyrkiske side af grænsen. Altså, er det at gå i den rigtige retning, og hvad skal der til, før vi skal gå i en anden retning og begynde at lægge et øget pres?

Ordføreren.

For det første giver Tyrkiet nu mulighed for, at man kan træne nogle af de styrker, der skal gå op imod ISIL, i Tyrkiet, og Tyrkiet har også åbnet grænsen for peshmergastyrkerne, så de kan komme ind til Kobani. Så der er jo sket noget, og det går i den rigtige retning.

Men det er jo klart, at det, der gør den her konflikt så umådelig kompliceret, er, at alle lande har alle mulige interesser. Nu hørte vi hr. John Dyrby Paulsen være så venlig at sige noget direkte, som man ellers kan være bange for at sige åbent. Men jeg har også Enhedslisten mistænkt for at bruge den her debat og hele den her sag som en stedfortræderdebat for noget helt andet, nemlig det kurdiske spørgsmål.

Det er en helt anden og meget kompliceret debat, men der er jo ingen tvivl om, at nogle af de forbehold, som Tyrkiet har haft, jo skyldes, at man har været bange for indirekte at komme til at støtte PKK.

Vi mener, at man på trods af den her frygt burde været gået videre eller i hvert fald have åbnet op tidligere. Men det er jo et hensyn, som er der, og som man må tage højde for, og som i et eller anden omfang også er legitimt. Vi har jo, ligesom alle andre lande i regionen, appelleret til Tyrkiet om at prøve at lægge gamle stridigheder og andre konflikter til side og i stedet stå sammen om at bekæmpe IS. Og jeg synes, man er nået et stykke allerede.

Hr. Nikolaj Villumsen igen. Værsgo.

Altså, vi har en situation, hvor Tyrkiet holder grænsen til Kobani lukket. Vi har en situation, hvor tyrkiske soldater står og sludrer med IS-krigere og lader dem vandre ind over den tyrkiske grænse og angribe Kobani. Vi har en situation, hvor Danmark har besluttet at lægge et pres, men det har ikke hjulpet, og vi har en situation, hvor den danske udenrigsminister – da FN kritiserede, at Tyrkiet holdt grænsen til Kobani lukket – var stille. Han sagde ingenting.

Hvorfor skal Danmark ikke øge presset? Hvorfor skal Danmark ikke lægge pres på den tyrkiske regering, så de demokratiske kræfter i Syrien kan blive hjulpet, sådan at de civile, som lige nu frygter at få hugget hovedet af, kan få en hjælpende hånd? Hvorfor skal Danmark se passivt til?

Ordføreren.

Jamen vi har også en situation, hvor der er omkring 1,1 millioner flygtninge, og hvor den moderate syriske opposition er i Tyrkiet. Så jeg er ikke enig i, at situationen er så sort-hvid, at Tyrkiet bare obstruerer det hele. Tyrkiet er en vigtig alliancepartner for os og yder allerede et stort bidrag. Og ja: Vi ønsker os mere, men vi er også nået et stykke vej, bl.a. er grænsen blevet åbnet. Ikke helt i det omfang, vi ønskede, men i et omfang. Så det går den rigtige vej. Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at presset på Tyrkiet skal øges, men spørgsmålet er, om det skal øges her fra Folketingets talerstol, eller om det skal øges gennem en alliance, hvor vi kommer med et troværdigt og stort bidrag. Og det er der, hvor jeg tror vi er uenige.

Tak. Så er det hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

Jeg ved jo, at Det Radikale Venstre er begejstrede tilhængere af Tyrkiets optagelse i EU. Synes fru Zenia Stampe, at den udvikling, der har været i Tyrkiet, med den begyndende islamisme og med det, vi så har oplevet i forhold til Lars Hedegaard, har bragt Tyrkiet tættere på et EU-medlemskab eller længere fra et EU-medlemskab?

Tak. Ordføreren.

Det har selvfølgelig bragt Tyrkiet længere fra et EU-medlemskab. Men Tyrkiet kan jo rette op på det igen, og der er jo ikke nogen af os, der tror, at Tyrkiet bliver medlem af EU inden for en meget, meget kort årrække. Det er klart, at vi altid har været tilhængere af udvidelser, fordi vi ser det som en demokratisering og en udvidelse af det Europa, som vi jo godt kan lide, og som vi også ønsker Tyrkiet skal være en del af.

Men det er klart, at vi jo også altid har stået fast på, at der er nogle ting, man skal opfylde for at blive en del af det fællesskab, og det er klart, at når man agerer, som Tyrkiet har gjort i den her sag, rykker man længere væk. Men det er ikke umuligt, at Tyrkiet kan komme tilbage på rette spor. Men nej, vi siger ikke ja til Tyrkiet for enhver pris. Tyrkiet skal også gøre sig fortjent til at være medlem af EU.

Tak. Hr. Søren Espersen.

Jeg er glad for, at der bliver sagt, at Tyrkiet nu er kommet længere væk fra EU i De Radikales øjne. Det, jeg så gerne vil opfordre til, er, at De Radikale via regeringen også fortæller vores EU-partnere det her, for jeg tror slet ikke, de er klar over det her med Lars Hedegaard-sagen, og hvad der egentlig er foregået af skandaler. Så jeg vil spørge fru Zenia Stampe, om hun vil være medvirkende til, at udenrigsministeren ved det næste møde i EU-kredsen holder et godt foredrag om, hvad der er foregået, sådan at de andre lande også kan se, at Tyrkiet nu har bragt sig længere væk fra EU.

Tak. Ordføreren.

Jeg forstår egentlig ikke det her spørgsmål, for det er noget, vi har været inde på tidligere, og regeringen har jo også klart udtrykt, at man vil være åben omkring den her proces. Vi har ikke kunnet få hele EU til at stå bag os, for så tror jeg, alle lande kunne komme med nogle anmodninger om, at man skulle bakke op om dette og hint enkelte lands bilaterale forhold til Tyrkiet, eller hvilke andre lande det måtte være. Men vi har jo hele tiden sagt, at det her ikke var noget, vi ville gå og putte med, det var noget, vi ville inddrage i de snakke, der er om udvidelsen af Tyrkiet. Og det er klart, at det her da har gjort os mindre overbevist om, at de inden for en overskuelig årrække vil gøre sig fortjent til at komme ind i EU. For det er klart, at sådan noget her kan ikke finde sted, hvis man skal kvalificere sig til at være medlem af EU. Men det synes jeg faktisk regeringen og ministeren har været meget åben om, og det er derfor, jeg ikke helt forstår forespørgslen.

Tak til ordføreren. Så er det en ny ordfører. Hr. Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ligesom andre kolleger synes jeg også, det er en meget ufokuseret forespørgselstekst, der er lavet her. Den handler om mange forskellige ting: Handler det om kampen mod ISIL, handler det om kurdernes ret til selvbestemmelse, handler det om Lars Hedegaard-sagen, handler det om, at Tyrkiet nu skal have et hak i tuden? Jeg synes, det stritter i alle mulige retninger, og det er også derfor, der er to tekster til vedtagelse, som jo handler om noget vidt forskelligt. Vi kan sådan set stemme for begge tekster, men der er kun én, man kommer til at stemme for, og der synes vi at regeringens jo dækker meget mere, hvad det her handler om, nemlig kampen mod ISIL, og har sådan en bred tilgang til den diskussion, meget mere end Enhedslistens forslag gør det. Så det er grunden til, at vi er medforslagsstillere til det forslag til vedtagelse.

Jeg deler sådan set en meget stor del af den kritik, som Enhedslisten har i forhold til Tyrkiet. Tyrkiets adfærd i mange af de her ting har i høj grad været, hvad jeg vil kalde skandaløs. Man har igennem lang tid, om jeg så må sige, set igennem fingre med, at der kom foreign fighters ind til Syrien, hvor man er mere optaget af kampen imod kurderne i Tyrkiet end i kampen imod ISIL, og hvor man i sagen om Lars Hedegaard jo ikke har handlet særlig solidarisk i forhold til en partner i en alliance.

Men jeg tror også, det er vigtigt, at det her ikke bliver for sort-hvidt, og at man har blik for, at den her konflikt er meget, meget kompleks, for der er mange forskellige interesser, der kører på tværs af hinanden. Samtidig med at Tyrkiet skal kritiseres for det her, skal vi også have med i billedet, at Tyrkiet har taget imod mange, mange flygtninge, at det er Tyrkiet, der holder hånden under den moderate opposition i Syrien, den frie syriske hær, at Tyrkiet jo er en meget aktiv spiller i kampen mod Assad. Derfor er vi jo nødt til ligesom at se de der ting i sammenhæng med hinanden.

Jeg er enig med Enhedslisten i, at kurderne er en meget, meget vigtig faktor i alt det her, at kurderne er en stor ressource i kampen mod ISIL og også bør være det i kampen mod Assad. Men problemet her har jo været – og det må vi så sige ærligt, vil jeg sige til hr. Nikolaj Villumsen, jeg er selv en stor tilhænger af kurderne, har støttet dem igennem årene meget, meget intenst og ønsker, at de får deres egen stat – men vi er nødt til at have med i billedet her, at PYD jo har haft en alliance med Assad, og det er jo en af grundene til, at det har været så svært at få det til at fungere i den syriske opposition. Der synes jeg også vi må sige til hinanden, at en del af det her også må være, at vi får PYD og kurderne i Syrien til at tage kampen imod Assad mere alvorligt, end man har gjort.

Der er formentlig ved at ske et eller andet, der er nogle tilnærmelser mellem den frie syriske hær og så PYD og de andre grupper, og det er fint nok. Men vi er nødt til også at tage det her med, ikke mindst fordi man ikke får bekæmpet ISIL, hvis ikke også man bekæmper Assad. Jeg synes, det var fantastisk godt, at det lykkedes at stoppe ISIL's fremmarch mod Kobani. Hvis Kobani var faldet, havde det været en meget, meget stor sejr for ISIL, og det er vigtigt for kurderne, at vi fik reddet dem fra at blive massakreret af ISIL, ligeså vel som det var vigtigt, at kurderne blev reddet fra at blive massakreret i Erbil i Nordirak. Og jeg går ud fra, at Enhedslisten er enig med os i, at det i høj grad var de der bombeangreb, der reddede kurderne fra ISIL, både i Kobani, men også i Erbil. Men problemet har jo så været, og det viser noget om kompleksiteten her, at når amerikanske bombefly har bombet for at redde kurderne i Kobani, er det blevet opfattet andre steder i Syrien som en støtte til Assad, og derfor er der kommet en meget, meget kraftig reaktion imod de her bombninger, netop fordi det bliver opfattet på den måde, at vi bare vil støtte kurderne og ikke bekæmpe Assad.

Vi er nødt til at støtte kurderne, vi er nødt til at have kurderne som en vigtig del af kampen imod ISIL, men forhåbentlig også i kampen imod Assad. Derfor er vi nødt til at se de her to ting i sammenhæng med hinanden. Derfor nytter det ikke noget, at vi udelukkende bruger vores krudt på at gå efter Tyrkiet, det er simpelt hen bare ikke nok. Tyrkiet skal kritiseres, men for os at se er Tyrkiet ikke det største problem i det her. Det er et problem, men det er ikke det største problem. Det største problem er og bliver præsident Assad i Damaskus, og ham skal vi have bekæmpet, og det er vi nødt til at have som udgangspunkt for alt det her. Derfor synes jeg, at det her fokus har været forkert, har været for skævt, og det håber jeg på vi kan diskutere videre fremover.

Hr. Nikolaj Villumsen, en kort bemærkning, værsgo.

Tak for det. Det er jo egentlig lidt underligt. Det er underligt, at man i sidste uge befandt sig i Syrien og snakkede med kurdere, som har mistet slægtninge, som selv har været i kamp mod Assads styrker, for så en uge efter at stå i Folketinget og få at vide, at de selv samme kurdere er allierede med Assad. Altså, situationen er jo lige præcis kompleks, hvilket hr. Holger K. Nielsen også siger.

Situationen er jo den, at den såkaldte frie syriske hær, som Danmark har støttet, ikke har villet garantere de kristnes, garantere drusernes, garantere kurdernes rettigheder, altså garantere minoritetsbefolkningens rettigheder i et nyt Syrien. Og så har man fra kurderne, de kristne og de arabiske gruppers side i den nordlige del af landet sagt, at jamen så forsvarer vi vores egne områder, og så prøver vi at lave en model her for et demokratisk Syrien.

Altså: Er hr. Holger K. Nielsen ikke enig i, at hvis ikke man får løst minoritetsspørgsmålet i Syrien, kommer der ikke et fredeligt, demokratisk Syrien i fremtiden, så kommer der enten et Assadsyrien eller et islamistisk fundamentalistisk Syrien.

Tak. Ordføreren.

Jamen jeg er fuldstændig enig i den betragtning og den tilgang til det. Derfor sagde jeg også, at jeg hele tiden har bakket meget op om kurdernes indsats og det, kurderne gjort der. Men det kan jo ikke skjule, at PYD på et tidspunkt indgik en taktisk alliance med Assad. Det ved hr. Nikolaj Villumsen også udmærket godt man har gjort. Det har man haft sine grunde til, det er jeg da med på, og de grunde kan man diskutere, men det har bare været et tilfælde; forhåbentlig er det ved at ændre sig nu.

Men problemet er jo så, at når vi så går ind og forsvarer kurderne, hvad vi skal gøre, bliver det udlagt andre steder i Syrien som en støtte til Assad; det jo dér, hele kompleksiteten kommer ind. Derfor er Enhedslisten jo nødt til at indtænke den kompleksitet, når vi diskuterer de her ting, de kan ikke bare sige, at der er en stor, ond magt i det her, og det er Tyrkiet, og at hvis vi bare lige får base i Tyrkiet, skal vi nok få løst det her. Det mener jeg er en fuldstændig analyse af det, som finder sted i øjeblikket.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg mener ikke, at Tyrkiet er det eneste problem i forhold til IS, i forhold til bekæmpelsen af Assad. Det har jeg på ingen måde påstået, og det ved hr. Holger K. Nielsen også godt. Men når jeg synes, at det er relevant at diskutere det i dag, er det, fordi vi har en nær allieret, som jeg ikke mener bidrager nok til bekæmpelsen af IS, til bekæmpelsen af kriminalitet, som jo er essensen af Lars Hedegaard-sagen.

Derfor vil jeg godt høre SF: Når SF's ordfører siger, at I kunne stemme for Enhedslistens forslag, hvorfor er det så, at I ikke gør det?

Tak. Ordføreren.

Enhedslisten sendte sit forslag til mig i går eftermiddags, sidst på eftermiddagen, kl. 5 eller sådan. Det viser jo, at Enhedslisten ikke på noget tidspunkt har haft nogen interesse i at forhandle det her med andre partier. På det tidspunkt havde jeg været i kontakt med regeringen og set deres udkast til forslag, som jeg synes er udmærket. Og skulle jeg vælge mellem de to, ville jeg stadig væk vælge regeringens, fordi det er meget mere bredt adresseret, hvad angår det, som er hoveddiskussionen i det her.

Så svaret på det her er såmænd enkelt nok, jeg synes simpelt hen det er bedre, det dækker bedre, end Enhedslistens gør, men Enhedslistens kunne vi såmænd også godt stemme for, hvis vi fik mulighed for det.

Tak til ordføreren. Så er det en ny ordfører, og det er fru Mette Bock, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Det er jo en debat, der spænder utrolig vidt – fra Irak over Syrien til ISIL og kurderne og Lars Hedegaard, og hvad ved jeg. Så jeg tror sådan set, Enhedslisten har forsømt en mulighed for at få rigtig mange og rigtig spændende og substanstunge forespørgselsdebatter her i de kommende måneder, men det er jo Enhedslistens valg. Under alle omstændigheder er det vigtigt at få diskuteret de her ting.

Jeg synes, det er væsentligt, at man erkender, at det her er et dybt, dybt problematisk område, hvilket mange af os endnu en gang blev bekræftet i i går, da vi deltog i adskillige orienteringer i diverse udvalg. Man må konstatere, at det her er så komplekst og at konfliktlinjerne er så komplekse i området, at det er umådelig svært.

Men så er der jo også lyspunkter, og jeg vil gerne kvittere for, at ministeren i redegørelsen gjorde rede for, at der faktisk også ind imellem sker nogle fremskridt. Hvis vi kigger på Irak og den nye regerings i hvert fald udtalte intention om også at inddrage alle befolkningsgrupper, synes jeg faktisk, at det er et positivt skridt i den rigtige retning, for mindretalsbeskyttelsen er jo det allerførste og vigtigste skridt i retning af, at man faktisk kan samle et samfund. Spørgsmålet er så, hvad man kan samle det om, men det må jo så blive det næste.

Vi er i Liberal Alliance glade for, at vi er med til at støtte, at vores kampfly deltager, og for, at vi støtter kapacitetsopbygningen. Det er små bidrag, men det er vigtige bidrag, og det er væsentligt, at det internationale samfund står sammen om bekæmpelse af ISIL.

Når vi så kommer til Tyrkiet, så synes jeg, at de senere års udvikling i høj grad viser, hvilket limbo Tyrkiet står i. På den ene side gør Tyrkiet faktisk nogle ting, som er ganske udmærkede. Jeg synes, at man i høj grad skal have respekt for, at Tyrkiet på egen hånd har taget imod 1,1 millioner flygtninge fra Syrien, og at de faktisk behandler de flygtninge rigtig godt. På den anden side må vi sige, at det jo er dybt kritisabelt, at Tyrkiet både bliver anvendt eller lader sig anvende som rekrutteringsbase. Foreign Fighters har alt for gode forhold i Tyrkiet. Og på den nære dagsorden, som i virkeligheden også har en principiel og meget bredere betydning, synes jeg, at sagen om Lars Hedegaard jo viser, at Tyrkiet fortsat er meget langt fra at anvende de standarder, som vi anvender i demokratiske lande.

Derfor skal Tyrkiet være under fortsat pres, og det må vi jo så gøre med de midler, som vi har til at lægge et pres. Jeg mener ikke, at den vej, som Enhedslisten her lægger op til at vi skal gå, er vej en . Der er mange måder at lægge det her pres på, og vi skal blive ved med at forfølge bl.a. sagen om Lars Hedegaard, så langt som vi overhovedet kan. Vi skal stadig væk stille spørgsmål, og vi skal stadig væk kræve svar, og vi skal stadig væk gøre klart opmærksom på, at den behandling, Hedegaardsagen har fået i Tyrkiet, er fuldstændig uacceptabel. Det skal vi ikke holde for os selv. Vi skal også have de øvrige europæiske lande til at indse dette. Så der er lang vej endnu.

Så vil jeg godt lige, når jeg nu har ordet, knytte en enkelt kommentar til Dansk Folkepartis indlæg om Tyrkiets indlemmelse i EU. Sådan som jeg ser på sagen, drejer Tyrkiet helt klart antennerne for øjeblikket. Den store interesse, som Tyrkiet for ganske få år siden viste for at blive medlem af EU, er dæmpet ganske betydeligt. Det er den af to grunde. Punkt 1: EU har jo ikke været specielt heldig til at håndtere den økonomiske krise. Punkt 2: I forhold til den udvikling, der foregår i området, er der for mig at se ingen tvivl om, at Tyrkiet ønsker at indtage en ledende position i området, og det er det, de lægger an til nu. Så interessen fra Tyrkiets side er for mig at se kølnet ganske betydeligt, og det bliver interessant at se, hvad der sker i de kommende år.

Tak for det. Hr. Nikolaj Villumsen har en kort bemærkning.

Tak for det. Enhver, der følger debatten om tyrkisk medlemskab af EU, ved jo godt, at det er en fuldstændig teoretisk debat. Som en TV 2-journalist sagde, ja, så kommer den her Hedegaardsag ned i bunken af tusinder af sager i det tyrkiske retssystem, som ikke fungerer efter grundlæggende demokratiske retsstatsprincipper. Så det er jo en gratis omgang for LA at stå og vifte med et tyrkisk EU-medlemskab. Men jeg skal bare forstå LA's ordfører korrekt: Altså, vejen til at øge presset på Tyrkiet er ikke at stemme for Enhedslistens forslag om, og jeg citerer: at pålægge regeringen at øge presset på den tyrkiske regering. Enhedslistens simple forslag er jo bare at øge presset på den tyrkiske regering og pålægge regeringen at gøre det og så tage en drøftelse af det i Folketinget. Hvis LA har et forslag til, hvordan den vej ville være god at gå, så lytter jeg meget gerne.

Tak. Ordføreren.

Det har vi jo sådan set, fordi det er med i det andet forslag til vedtagelse.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen.

Jamen det andet forslag til vedtagelse er jo fint. Det siger bare ikke noget om at øge presset, det siger, at man er glad for, at Tyrkiet gør en aktiv indsats. Tyrkiet gør bare ikke en aktiv indsats, når tyrkiske soldater står og snakker med IS-krigere, når de holder Danmark for nar i Hedegaardsagen. Kære Liberal Alliance, kære fru Mette Bock: Situationen jo den, at den tyrkiske regering ikke gør noget, og at det pres, som indtil nu er blevet lagt, ikke har hjulpet, så hvorfor er vejen fremad ikke at øge presset?

Tak. Ordføreren.

Jeg synes sådan set, at ordførerens beskrivelse af det andet forslag til vedtagelse meget godt viser, at ordføreren sådan set også er enig i det. Så vi er sådan set alle sammen enige om begge forslag, og derfor stiller jeg mig uforstående over for, at Enhedslisten ønsker at gå solo i det her. Hvis vi overhovedet skal noget som helst som et lille land i forhold til Tyrkiet, så synes jeg da i allerhøjeste grad, at der er brug for, at vi står sammen.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti.

Der er gode grunde til, at det er en verdensomspændende koalition, der nu deltager i kampen mod ISIL, også med en lang række arabiske lande. Vi er i Danmark naturligvis med i den koalition, fordi vi vil tage et medansvar for at stoppe de grusomheder, som ISIL begår i det nordlige Irak. Men vi er så sandelig også med, fordi det er i vores nationale interesse at være med. Udenrigspolitik handler jo netop om at varetage vores egne interesser, beskytte vores egne værdier, vores ret til at leve i vores eget land, sådan som vi selv vil. Og hvis der udvikler sig et fundamentalistisk kalifat i store dele af Irak, så er det en trussel mod vores verden, så er det en trussel mod vores værdier, en trussel mod, at vi kan leve i vores land på den måde, vi selv vil, for det vil blive et arnested for terrorisme rettet mod den vestlige verden.

Derfor er vi til stede med vores F-16-fly og det mandskab, der knytter sig til dem, samt med uddannelse, træning og stabspersonale. Det står Det Konservative Folkeparti fortsat klart bag. Vi ville egentlig også gerne fra konservativ side være gået længere med det mandat, som regeringen fik ved den lejlighed, end regeringen selv bad om. Og selv om vi nu er langt fra målet – ISIL er jo på ingen måde blevet nedkæmpet, og det varer lang tid, før det er sket, men det er målet – så er det altså sådan, at vi nu kan se, at den ønskede effekt opnår vi. ISIL's fremgang og fremmarch er blevet stoppet. De angriber slet ikke nu på samme måde, som vi så for nogle uger og nogle måneder siden. Det har haft en effekt, ikke mindst at luftbombardementerne er blevet sat ind mod ISIL i det nordlige Irak, hvilket vi bidrager til, men også i Syrien, hvilket andre bidrager til. Det synes jeg også at udenrigsministerens udtalelser for lidt siden bekræftede.

Derfor er der også en god grund til, at vi her fra Folketingets side i dag takker de udsendte danskere, som gør en meget dygtig indsats i området. Det kan vi alle sammen være stolte af og glæde os over.

Når det så gælder Tyrkiet – for forespørgslen her omfatter jo også Tyrkiet og sagen med den danske statsborger, som på mystisk vis blev løsladt af de tyrkiske myndigheder – så er der bestemt grund til at kritisere Tyrkiet kraftigt for løsladelsen af den attentatsigtede i Lars Hedegaard-sagen. Målet må være, at Tyrkiet bidrager til igen at få den pågældende pågrebet, hvis det overhovedet er muligt, og få ham overført til Danmark, så der kan blive ført en retssag imod ham. Jeg har ved flere lejligheder kritiseret regeringen for ikke at ville rejse sagen over for EU for via EU at lægge et større pres på Tyrkiet, end vi kan som land alene. Jeg havde lejlighed til at rejse det over for EU's nye udenrigskommissær, Federica Mogherini, for nylig, da hun besøgte os, og hun sagde faktisk, at hun var parat til at tage sagen op direkte over for Tyrkiet. Det bekræftede udenrigsministeren jo også i dag at Kommissionen vil, og at udenrigskommissæren vil. Jeg synes, det er glædeligt, at vi nu er nået dertil, at vi også på den måde får EU's opbakning til at lægge pres mod Tyrkiet.

Samtidig skal vi så også være opmærksomme på, at Tyrkiet i en lang række andre sammenhænge er en vigtig partner. Det har vi jo ingen interesse i at ændre på.

For så at vende tilbage til situationen i Irak er der jo ingen grund til at skjule, at det er en meget kompliceret situation, der rummer en lang række dilemmaer. Situationen i Irak er tæt forbundet med situationen i Syrien, hvor vi jo ser en forfærdelig situation for civilbefolkningen i en borgerkrig, der har varet alt for længe, og som det lige i øjeblikket stadig ikke er til at se nogen ende på. ISIL står både i Irak og i Syrien, og hvor vi jo ikke har nogen mulighed for direkte at gribe ind i borgerkrigen i Syrien, så kan vi gøre en indsats – og det er det, vi gør – for at bekæmpe ISIL. Og der er ingen tvivl om, at uanset hvordan situationen i øvrigt udvikler sig, så er det en forudsætning for at få stoppet borgerkrigen i Syrien og få fjernet Assad, at ISIL bliver bekæmpet, og derfor er der mange gode grunde til, at vi fra dansk side står der, hvor vi står i den her sammenhæng.

Tak til ordføreren. Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Mange tak. Lad mig starte med at takke alle Folketingets partier for, hvad jeg egentlig synes har været en god debat. Jeg er måske enig med nogle af de ordførere, der har sagt, at det har været en meget bred debat, og at spørgsmålet også var meget bredt formuleret, men jeg synes alligevel, det har været en god debat takket være meget fokuserede og gode indlæg fra ordførerne.

En stor tak til den borgerlige opposition med Venstre i spidsen, som jeg synes viser, at vi i det her Folketing nogle gange kan se ud over de snævre partiinteresser og have en helt konstruktiv, lødig, balanceret debat om substansen, dilemmaerne. Jeg tror, hr. Søren Pind brugte ordet paradokserne, som er til stede i udenrigspolitik nogle gange, og som gør det til et spændende område, men også et svært område, når man skal træffe svære valg for Danmark.

En tak til regeringsordførerne, som jeg synes var med til at understrege Tyrkiets positive rolle uden på nogen måde at lægge fingrene imellem, når det handler om de problematiske sider af Tyrkiets adfærd i de sidste måneder. Og en tak til SF, der jo meget præcist gjorde rede for dilemmaet i forhold til PYD og det kurdiske spørgsmål.

Så var der, kan man sige, to andre stemmer i debatten. Der var Enhedslisten, som jo er af den faste overbevisning, at vi skal lægge et yderligere pres på Tyrkiet. Og det, der jo er det helt afgørende spørgsmål der, som mange var inde på, er: Hvad er det, vi skal gøre? Der blev nævnt to ting. Vi skal trække nogle NATO-soldater tilbage, altså nogle danske soldater, der er ude for NATO i Tyrkiet. Jeg har altså svært ved at se logikken i det forslag. Det ville bare betyde, at NATO skulle sende nogle andre soldater ind, og det ville bare pålægge andre NATO-allierede en yderligere udgift uden nogen som helst betydning for Tyrkiet. Det er en mærkelig måde at lægge pres på Tyrkiet på.

Så var der tanken om at rejse sagen for Menneskerettighedsdomstolen. Der må jeg sige, at det har både Justitsministeriets og Udenrigsministeriets jurister kigget på, og som sagen umiddelbart fremstår, ser vi altså ikke, at der skulle være overtrådt nogen menneskerettigheder, som man kunne indberette for domstolen. Så det tror vi ikke er nogen gangbar vej.

Så kunne man gå videre og sige: Skulle vi afprøve de diplomatiske forbindelser, trække ambassadøren hjem, eller hvad ved jeg? Det tror jeg egentlig ikke er Enhedslistens indstilling at vi skulle. Det var i hvert fald ikke noget, vi gjorde, dengang vi havde tegningsagen kørende. Det var ikke noget, vi gjorde, dengang Rusland invaderede Ukraine. Og derfor må man også spørge sig selv, om det ville være et klogt træk, når man så i øvrigt gerne vil pågribe den formodede gerningsmand og har brug for Tyrkiets hjælp der, og når vi gerne vil påvirke Tyrkiet i en mere fornuftig retning. Så det, der udestår, er jo: Hvad er det præcis for et pres, Enhedslisten forestiller sig der rent faktisk ville være et pres, ud over det, regeringen allerede har gjort?

Jeg må også sige, at jeg lidt ligesom hr. Holger K. Nielsen nogle gange har svært ved at forstå den meget, jeg vil ikke kalde det sekteriske, men i hvert fald meget fokuserede tilgang til hele det her meget komplekse spørgsmål, som Enhedslisten har, med udgangspunkt i kurderne. Jeg har dyb respekt for den modstandskamp, kurderne i Kobani har gennemført, og og for, at de har været i stand til at slå ISIL tilbage. Det er en heroisk kamp. Jeg har også stor respekt for det, man har gjort i det nordlige Irak. I det hele taget mener jeg, at kurderne skal have lov til at leve et fredeligt og demokratisk liv som alle andre grupper.

Men jeg har det altså også sådan, at fordi man er kurder, er man ikke nødvendigvis demokrat. Og fordi man er sunni- eller shiamuslim, er man ikke nødvendigvis ekstremist. Jeg har hvert fald i min tid mødt både, om jeg så må sige, demokratiske og ikkedemokratiske kræfter med enhver etnisk eller religiøs baggrund. Og det med, at det kun er kurderne, vi skal satse på, og kun kurderne, der kan sikre fred og demokrati i Syrien, køber jeg ikke. Jeg synes, man skal passe på med at fokusere så meget på én befolkningsgruppe som værende det eneste saliggørende. Det, der virkelig er brug for, er jo, at der er plads til alle, og at de regeringer, vi skal have i både Irak og Syrien, skal være regeringer for både kurderne og shiaerne og sunnierne. Ellers kommer det aldrig til at fungere nogen af de steder. Og det må være det vedvarende budskab fra vores side både til sunnierne og til shiaerne og til kurderne, som også bærer et stort ansvar her.

Det andet spor, der har været, har så været hr. Søren Espersens. Det var et meget, synes jeg, veloplagt indlæg, der kom fra hr. Søren Espersen i dag. Jeg må forstå hr. Søren Espersen, som jo er medforslagsstiller til det fælles forslag til vedtagelse, derhen, at han sådan set i det store hele er enig i de konkrete skridt, regeringen har taget, og at han sådan set også er enig i, at det er svært at gøre meget mere, men at man måske kunne have trukket en ambassadør hjem.

Jeg tror, hr. Søren Espersen vil medgive mig, at det nok heller ikke ville have gjort en revolution til forskel. Som sagt synes jeg, at i forhold til at vi hverken bruger det over for Rusland eller over for mange andre nationer, der har begået større, i mine øjne i hvert fald, forbrydelser end den, vi taler om her, ville det måske være lidt ude af proportion. Men lad det nu være.

Det, som i virkeligheden er hr. Søren Espersens anke, og som gør, at han drager paralleller tilbage til både førkrigstiden og Kina, og jeg ved ikke hvad, er, at jeg offentligt har udtalt, at der er grænser for, hvor langt vi skal gå. Det er interessant, for det viser jo virkelig en forskel på Dansk Folkepartis og Det Radikale Venstres og regeringens politik. Lilleputradikalt traumemaner tror jeg det blev kaldt fra hr. Søren Espersens side, og det vil jeg gerne arbejde for kommer ind i Nudansk Ordbog, næste gang der skal optages nye begreber og ord. Der var også referencer tilbage til Peter Munch. Det får jo sådan en som mig til at rødme. Jeg takker mange gange for det. Det varmer dybt inde i mit hjerte.

Men mener hr. Søren Espersen i ramme alvor, at hvis man har en udenrigspolitik, som man mener skal balancere imellem på den ene side at have en god og kritisk dialog med en tæt allieret og på den anden side selvfølgelig at gøre opmærksom på, når man virkelig er utilfreds med noget, så siger man det højt, og man siger det åbent, så der ingen tvivl er om det, så skal man helst ikke fortælle befolkningen om den balance, den udenrigspolitiske afvejning, og at den den danske befolkning i virkeligheden er bedre tjent med, at man ikke fortæller om de paradokser og de dilemmaer, der nu engang er i udenrigspolitikken.

Der er jeg i hvert fald meget uenig med hr. Søren Espersen. Jeg synes ikke, det er udtryk for svaghed. Jeg synes ikke, det er udtryk for, at man er en lilleputtænker, at man tør udstille de dilemmaer, som er hele udenrigspolitikkens væsen. Og jeg tror ikke, Danmark bliver mindre af, at man indgår aktivt i en dialog både med Tyrkiet, med Kina og med alle mulige andre, end hvis man står bag en grænsebom og råber i en megafon ned til dem i stedet for. Der er en forskel på Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre her, og den står jeg gerne ved. Jeg diskuterer det gerne, men jeg forstår ikke det der med, at man ikke åbent skal fortælle om de overvejelser, man har.

Tak for debatten, og tak for, at vi har kunne samle så bred en kreds bag forslaget til vedtagelse. Det vil jeg også gerne takke Dansk Folkeparti for, selv om vi kan have en diskussion om stilen og formen. Jeg tror, det sender et meget stærkt signal, både til vores soldater og til alle de andre danskere, der yder en indsats i området, og til Irak, til Syrien og ikke mindst til Tyrkiet.

Tak til udenrigsministeren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti, værsgo.

Mange tak. Jeg synes, det er meget præcist beskrevet. Jeg underkender ikke, at der er dilemmaer og svære valg. Tit må det være utrolig vanskeligt at vide, hvordan man skal agere som udenrigsminister. Generelt synes jeg – det har jeg også givet udtryk for – at vi har en udenrigsminister i dag, som egentlig gør det meget godt. Det vil jeg gerne sige.

Så er der selvfølgelig altid skønhedspletter, og det er der i mine øjne i den her situation. Nu er løbet kørt og fuglen er fløjet. Det ved vi godt. Men der, hvor presset på Tyrkiet præcis standsede, var der, hvor udenrigsministeren gav det famøse interview, hvor han sagde: Vi kan jo ikke gøre noget, Tyrkiet er meget større end os, vi er meget små, vi kan ingenting stille op. Hvad skal vi gøre? Og i øvrigt er vi mere interesserede i Tyrkiet end i Lars Hedegaard. Der sluttede presset på Tyrkiet. Der kunne man godt standse alt muligt, for Tyrkiet har nemlig folk i København, der læser Berlingske og fortæller regeringen om det dernede. Er udenrigsministeren ikke enig i, at i det sekund var presset på Tyrkiet forbi?

Tak. Udenrigsministeren.

Mange tak for den venlige bemærkning. Jeg skal også være den første til at erkende, at ingen og absolut ikke mig er ufejlbarlig. Jeg er også kommet til at lave fejl. Det gør man. Men lige i det her tilfælde er jeg ikke sikker på, at jeg synes, jeg har lavet en fejl. Det er, fordi jeg ikke synes, at presset stoppede der. Nu vil jeg så sige – sådan er det altid, når man giver interviews til pressen – at jeg da er ked af, at Berlingske ikke også bragte det, jeg sagde hele vejen igennem, nemlig at vi leverer et stærkt pres, og det fortsætter vi med, men vi mener ikke, det giver mening at afbryde de diplomatiske forbindelser, som var den kontekst, mit citat indgik i. Jeg ved godt, at det ikke er hr. Søren Espersens ærinde, men det var bare lige for at give den præcise gengivelse.

Men jeg kan alligevel godt stå inde for citatet. For siden jeg har udtalt det til Berlingske, og som jeg stadig mener er en rigtig vurdering, har vi jo faktisk rejst det over for den nye høje repræsentant. Vi agter at gå videre i regi af Europarådet. Presset er ikke stoppet. Min egen vurdering er, at det, som bekymrer Tyrkiet mest i den her sammenhæng, nok er EU-sporet, om man så må sige, og hvilken betydning det kan få for EU's vurdering af Tyrkiets renommé. Det pres fortsætter sådan set uanfægtet. Så jeg er ikke enig i, at presset er slut. Ikke fra min side i hvert fald.

Hr. Søren Espersen.

Nej, men udenrigsministeren ved også – det siger han også – at jeg ikke havde til hensigt, at man skulle afbryde de diplomatiske forbindelser med Tyrkiet, overhovedet ikke. Jeg taler om en tilbagekaldelse for konsultation som et muligt skridt på det tidspunkt. Mange af sådanne ting foregår jo bedst i diplomatiets rækker.

Det, der egentlig står tilbage, er en forklaring fra udenrigsministeren på, hvorfor man sagde det der. Hvorfor udtalte man sig, som man gjorde til Berlingske i det interview? Hvorfor lagde man kortene på bordet og sagde: Vi giver op. Det var det indtryk, man fik. Det, jeg gerne vil have en forklaring på, er, hvorfor man gjorde det. Hvorfor sagde man ikke: Jeg vil ikke udtale mig om det her i dag, vi arbejder på sagen eller et eller andet, hvad man så givetvis gør. Hvad var årsagen til, at hele Danmark og hele Tyrkiet og resten af verden skulle orienteres om, at vi nu havde kastet håndklædet i ringen, hvad angår Lars Hedegaard?

Tak. Udenrigsministeren.

Jeg har ikke kastet håndklædet i ringen. Men når jeg udtaler mig, som jeg gør til Berlingske, er det, fordi en udenrigsminister både har, synes jeg, et ansvar for at repræsentere landet udadtil, så godt vedkommende nu kan, og en rolle at spille indadtil over for Folketinget og den danske befolkning. Der er det jo min opgave at forklare, hvorfor jeg repræsenterer landet, som jeg gør, hvorfor regeringen tager de udenrigspolitiske skridt, som vi tager.

Modsat – og her tror jeg der er en reel forskel – Dansk Folkeparti og hr. Søren Espersen tror jeg ikke, jeg varetager Danmarks interesser bedst ved at stå og råbe til andre lande, når jeg synes, de gør noget forkert.

Jeg tror mere på nærkampen, om jeg så må sige, på at gå ind i et diplomatisk rum, hvor man kan have en kritisk dialog og tage kampen. Det betyder også, at man nogle gange ikke bliver så eksplicit eller aggressiv i sine diplomatiske træk og gør ting, som er ude af proportioner, for så mister man muligheden for at få den kritiske dialog. Det tør jeg godt vedstå. Det synes jeg ikke er udtryk for lilleputradikaltraumemanér. Det synes jeg er udtryk for rettidig omhu og for at føre en realpolitisk udenrigspolitik, der fremmer danske værdier og det, vi tror på allermest.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Altså, udenrigsministeren mener ikke, at forslaget fra Enhedslisten om, at man skal øge presset på den tyrkiske regering, er rigtigt. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre fra udenrigsministeren, hvornår det så er på tide at øge presset. I mandags var der møde med den tyrkiske ambassadør, og der var ikke noget nyt i sagen. Hvor mange gange skal man mødes med den tyrkiske ambassadør, uden der kommer noget som helst nyt i sagen, før regeringen mener, det er på tide at øge presset?

Udenrigsministeren.

Altså, vi bygger jo stille og roligt oven på det pres, vi allerede har lagt. Jeg nævnte det over for den høje repræsentant, der vil tage det med videre over for Tyrkiet. Vi har haft det oppe i én komité i Europarådet, og vi overvejer nu, forstår jeg på justitsministeren, at tage det videre med i den næste komité.

Det, der er interessant, er, hvad det præcis er, Enhedslisten forestiller sig vi skulle øge presset med ud over de spor, vi har lagt ud, og som er proportionale med det problem, vi har. Jeg forstår, at man vil kalde soldater tilbage fra NATO. Det har jeg redegjort for hvorfor jeg ikke synes er fornuftigt. Jeg har også redegjort for, at vi ikke vurderer, at man kan rejse en menneskerettighedssag på den her konto rent juridisk. Hvad er det, Enhedslisten forestiller sig regeringen skulle gøre for at øge presset?

Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Enhedslisten er kommet med nogle forslag, og jeg synes, det burde være et minimum, at man, når man har en situation, hvor der er en konvention, som en allieret forbryder sig mod, så prøver den sag ved en domstol. Jeg synes, det burde være et minimum, at man fra dansk side trak et militært bidrag til en regering, som holder Danmark for nar, hjem. Det kan være, at der er andre, der vil gøre endnu mere end det. Det kunne være, der var et forslag til, hvordan man ville øge presset på en anden måde. Enhedslisten er åben for den diskussion. Realiteten er bare, at udenrigsministeren, efter at han har lagt et pres, må konkludere, at det ikke har hjulpet, hvorefter udenrigsministeren nægter at øge presset. Hvorfor er det sådan, og hvad skal der til, før vi samlet begynder at kunne øge presset?

Udenrigsministeren.

Jeg er udenrigsminister i Danmark, og derfor er jeg sat til at varetage Danmarks interesser bedst muligt. Nogle gange stiller det en over for nogle svære valg og nogle rigtige paradokser, dilemmaer, og et af dem er her, at vi har brug for samarbejdet med Tyrkiet: Vi har brug for at have dem i koalitionen mod ISIL, vi har brug for at have dem til at bekæmpe Assad, og vi har brug for at have dem til at skabe stabilitet i regionen, ligesom vi har brug for dem til at hjælpe os, når vi har danske foreign fighters derude, eller hvis vi skulle komme i den ulykkelige situation, at vi fik gidsler igen i Syrien.

Derfor har vi brug for at have et partnerskab med Tyrkiet. Vi har også brug for, når Tyrkiet opfører sig uacceptabelt, at gøre det fuldstændig klart, at det synes vi er uacceptabelt, og lægge et pres, der er svarende til den, om jeg så må sige, ugerning, som Tyrkiet i det her tilfælde har begået i forhold til Lars Hedegaard-sagen, og som vi også derfor lægger et ret massivt pres på.

Hvis jeg havde den mindste tro på, at det at foretage sig nogen af de gerninger, som hr. Nikolaj Villumsen remser op, vil 1) løse sagen, 2) gavne Danmark på nogen som helst måde, ville jeg gøre det. Sagen er, at jeg og alle andre partier i Folketinget end Enhedslisten har den opfattelse, at det forholder sig lige præcis modsat: at vores mulighed for at løse den konkrete sag og vores mulighed for at fremme Danmarks interesser vil være skadet, hvis vi tog uproportionale skridt i den her sag.

Tak til udenrigsministeren, og så er det hr. Nikolaj Villumsen, som runder af. Værsgo.

Tak for det. Man må jo konkludere på baggrund af dagens debat, at det ikke blev øretævernes holdeplads, men de dårlige undskyldningers holdeplads. Nogle partier ville hellere have, at vi skulle have diskuteret Assad; nogle partier ville hellere have, at vi skulle have diskuteret PKK; andre partier ville hellere have diskuteret Kina. Jeg synes, at det er vigtige debatter, men seriøst, I har valgt at tale udenom. Folketingets flertal har valgt at stikke hovedet i busken, og det er svært at se det som andet, end at man sender et signal til den tyrkiske regering om, at den fortsat kan holde Danmark for nar.

Hvis nogen skulle være i tvivl, vil jeg sige det ganske klart på vegne af Enhedslisten, at vi selvfølgelig synes, at regimet i Kina er undertrykkende, at vi selvfølgelig gerne vil have, at Assad bliver væltet, og at Enhedslisten selvfølgelig støtter en politisk og fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet og derfor mener, at terrorstemplingen af PKK bør fjernes, så man fra dansk side kan understøtte fredsforhandlingerne.

Der er flere af jer, som har sagt, at undskyldningen for ikke at kritisere Tyrkiets manglende støtte til kampen mod IS er, at Tyrkiet gør en stor indsats for flygtningene. Jeg vil anbefale jer at tage til grænsen, til Kobani. Der var jeg for 3 uger siden, jeg besøgte en flygtningelejr i byen Suruc. Den flygtningelejr er ikke drevet af den tyrkiske stat. Der sidder 4.000 flygtninge fra Kobani, som ikke har kunnet få hjælp af den tyrkiske stat, som er fuldstændig uden hjælp i forhold til lægehjælp, mad, medicin og telte. Der er 130.000 kurdiske flygtninge fra Kobani, fra Singal, altså i Nordirak, i præcis den samme situation. Den tyrkiske regering fører en sekterisk politik, ikke bare over for sin egen befolkning, men over for de flygtninge, som kommer til landet.

Der var en lille dreng, som spurgte os, om han måtte få lov at få deres telte med hjem i flygtningelejren, når de skulle tilbage til Kobani. Det var et lidt underligt spørgsmål, synes vi, og vi spurgte, hvorfor han stillede det spørgsmål, fordi situationen var jo den, at teltet var totalt dårligt. Der ville komme vand ind, når vinteren kom, det ville begynde at regne ind igennem det. Så vi spurgte ham hvorfor. Hvorfor er det, du gerne vil have dit telt med tilbage til Kobani? Den lille dreng svarede, at han gerne vil have teltet med hjem til Kobani, fordi IS havde ødelagt deres hus. Realiteten er bare, at den lille dreng formentlig aldrig kommer hjem til Kobani, fordi grænsen er lukket, byen er under belejring, der kan ikke komme forstærkninger frem. Skulle Kobani blive reddet, kan han ikke få teltet med hjem, fordi den tyrkiske regering fortsætter belejringen og ikke åbner grænsen.

Situationen er jo den, at i en tid hvor et flertal i Folketinget gang på gang snakker om vigtigheden af at hjælpe i nærområderne, modarbejder Tyrkiet og den tyrkiske regering, at flygtninge kan blive hjulpet i nærområderne, ja, modarbejder, at de kan komme hjem.

Der har været mange dårlige undskyldninger. Fra Venstre mente man, at det var uproportionalt at øge presset, men altså ærlig talt, uproportionalt at øge presset på en tyrkisk regering, som holder Danmark for nar.

Fra Socialdemokraternes side mente man, at det ville være underligt at gå til Menneskerettighedsdomstolen i Hedegaardsagen, underligt at gå til den domstol, som er sat i verden for at afprøve, om medlemslandene i Europarådet overholder konventionerne, altså en konvention, som Tyrkiet lige nu har brudt, fordi de har brudt en aftale under Europarådet, hvor de ellers burde udlevere den danske statsborger. Undskyldningerne har været rigtig, rigtig mange.

Jeg vil sige, at Dansk Folkeparti slår alle rekorder. Det var en meget, meget underlig oplevelse at se, at Dansk Folkeparti valgte at bruge sin taletid på at rose Danmarks forhold til den islamistiske autoritære tyrkiske regering. Jeg er sikker på, at den tyrkiske præsident Erdogan er rigtig glad for den ros, men jeg er helt sikker på, at man fra den tyrkiske regerings side ikke vil betragte det som et pres fra Dansk Folkeparti.

Situationen er jo, kære udenrigsminister, at kurderne i Syrien ikke agerer sekterisk. Hvis udenrigsministeren havde besværliggjort sig med at mødes med de tre delegationer, som har været fra de syriske kurdiske områder, de kristne arabere og kurderne, der har været fra de områder, og havde talt med dem på de tre møder, der har været inden for det seneste år, ville de jo have kunnet fortælle udenrigsministeren, at man lige præcis i de her områder har sikret indflydelse til alle grupper, har taget alle grupper med.

Jeg vil opfordre udenrigsministeren og andre af Folketingets partier til at møde op, næste gang der kommer delegationer fra de her områder, for jeg mener, at det er helt afgørende, at hvis vi skal af med Assaddiktaturet, hvis vi skal undgå, at det bliver ekstremister fra IS, der i fremtiden styrer Syrien, så skal man støtte de folk, der prøver at skabe et mangfoldigt, fremtidigt demokratisk Syrien. Realiteten er jo, at et flertal vælger at bøje nakken. Jeg synes, at det er trist, at man vælger at se igennem fingre med den tyrkiske støtte til IS, med den tyrkiske holden Danmark for nar. Der har været rigtig, rigtig mange dårlige undskyldninger.

Nu har I nogle dage, før vi skal stemme om det endelige forslag, og jeg vil opfordre jer til at lægge de dårlige undskyldninger til side og beslutte at lægge et pres på den tyrkiske regering.

Tak til Nikolaj Villumsen. Der er lige en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen. Værsgo.

Ja, det er faktisk mere en bemærkning, end det er et spørgsmål. For jeg vil bare sige, at jeg, når vi nu skal skældes ud, fordi vi er så utrolig useriøse, vil give Holger K. Nielsen ret i, at Enhedslisten, hvis man havde ment noget med det med at have en ordentlig forhandling om det forslag til vedtagelse, der er kommet, jo så burde have fremsendt det lidt tidligere. Jeg så det først i aftes kl. 22.00, og da syntes jeg ikke, der var nogen særlig anledning til at reagere på det. Så jeg vil bare komme med det gode råd, at man, hvis man ønsker at have en seriøs forhandling om et forslag til vedtagelse, fremover nok bør starte en uge før, vil jeg tro. Så det var bare det råd, jeg ville give, mere end det var et spørgsmål.

Ordføreren.

Jamen jeg synes, det er mageløst. Ikke nok med, at man i Dansk Folkeparti bruger sin taletid på at rose den islamistiske og autoritære præsident Erdogan og hans regering, man bruger også sine spørgsmål til Enhedslisten på at afsløre sin egen ligegyldighed over for det her vigtige spørgsmål. Det er selvfølgelig rigtigt, at vi burde have fremsendt det før, men det er jo også rigtigt, at man i et Folketing har travlt, og vi ved, at man fra alle ordføreres side selvfølgelig har en opgave i at prøve at samle et flertal.

Hvis Dansk Folkeparti er oprigtigt interesseret i at lægge et pres på den tyrkiske regering, så er det altså en for dårlig undskyldning, at man ikke har haft mere tid til at tænke sig om end fra i går kl. 22.00 og indtil i dag kl. 13.00, da debatten startede. Hvis Dansk Folkeparti skal have længere betænkningstid, vil jeg da opfordre Dansk Folkeparti til at bruge tiden fra nu af og indtil der skal stemmes, til at tænke sig om. Så kan man i sin gruppe drøfte, om man mener, det er forkert at lægge et øget pres på den tyrkiske regering, og man kan drøfte det i Dansk Folkepartis lokale vælgerforeninger. Jeg vil tro, at man i Dansk Folkeparti, hvis man spørger sine medlemmer, sine vælgere og sin folketingsgruppe, så vil komme frem til, at det er en rigtig god idé at lægge et øget pres på den tyrkiske regering.

Tak. Så er det hr. Søren Espersen igen.

Jeg vil bare konstatere, at Enhedslisten ikke vil tage ved lære, og at man ikke vil tage imod gode råd; så ved vi det.

Ordføreren.

Men Enhedslisten tager altid imod gode råd, og det håber jeg også at Dansk Folkeparti gør. Mit gode råd er, at Dansk Folkeparti fra nu af og frem til valget drøfter med sine vælgere, om man skal finde sig i, at den tyrkiske regering holder Danmark for nar i Lars Hedegaard-sagen. Jeg synes, det er en vigtig debat at få taget med den danske befolkning, altså om vi skal finde os i, at den tyrkiske regering bryder internationale aftaler, nægter at svare på simple spørgsmål, og at det absolut ingen som helst konsekvens skal have. Selvfølgelig har det fået en lille konsekvens, men når den konsekvens ikke har hjulpet, så stemmer Dansk Folkeparti nej til at øge presset. Jeg tror, at man i Dansk Folkeparti, hvis man lytter til Enhedslistens gode råd og snakker med sine vælgere og sine medlemmer, så vil komme frem til, at man burde have stemt for Enhedslistens forslag.

Så er der endnu en kort bemærkning fra hr. John Dyrby Paulsen.

Tak. Jeg synes, at det kalder på en enkelt kommentar. Når man hører Enhedslistens ordfører, er Enhedslisten fuldstændig ren, mens vi andre er nogle, der simpelt hen ikke vil Danmark det godt. Vi vil ikke lægge pres på Tyrkiet; vi vil faktisk ikke gøre noget som helst; vi er fuldstændig fløjtende ligeglade med, hvad der sker i Syrien og specielt i den nordlige del af Syrien, hvor Enhedslisten har visse interesser.

Skal vi ikke gøre det helt klart, at vi alle sammen gerne vil lægge pres på Tyrkiet, og at vi alle sammen gerne vil fortsætte med at lægge det pres på Tyrkiet? De fleste af os synes ikke, at de forslag, der er kommet fra Enhedslisten, vil føre til noget øget pres på Tyrkiet og slet ikke føre til nogen løsning overhovedet.

Lad nu være med den renskurethed og med hele tiden at pudse glorien og sige, at Enhedslisten vil det hele, og at vi andre ikke vil noget. Kunne man ikke bare for en gangs skyld række en hånd frem og sige, at man anerkender, at vi alle sammen gerne vil noget på det her område, men at Enhedslistens vej så er lidt anderledes end vores, i stedet for at stå på talerstolen og lade, som om vi andre ikke vil noget som helst i den her sag? Det er ærlig talt ikke til at holde ud at høre på. Tak.

Ordføreren.

Det er sjovt, for vi har jo den situation, at regeringen har valgt at lægge pres på den tyrkiske regering på tre punkter. Det har Enhedslisten sagt er fint at gøre, at det var på tide, at man gjorde noget. Vi troede ikke, det ville være nok. Så viste det sig ikke at være nok. Så viste det sig, at det pres, man indtil nu havde lagt, ikke ville hjælpe. Så kommer Enhedslisten med et simpelt lille forslag om at øge presset på den tyrkiske regering. Vi har et par forslag til, hvordan det kan gøres.

Jeg er åben over for, at der kan være andre og bedre forslag. Men at sige, at det ikke er noget, man kan holde ud at høre på, tror jeg mere skyldes, at man føler, at det er lidt irriterende at dukke nakken i den her sag. Det synes jeg ærlig talt taler for sig selv.

Hr. John Dyrby Paulsen.

Jeg anerkender jo netop, at Enhedslisten har nogle forslag. Jeg synes bare ikke, de er særlig gode. Det, jeg anholder, er sådan set ikke, at Enhedslisten har rejst det her spørgsmål, men at Enhedslisten forsøger at få det til at se ud, som om vi andre ikke har en interesse i det her.

Må jeg så ikke bare lige minde Enhedslisten om, at hvis man snakker om at bekæmpe ISIL, så gør vi rent faktisk noget ved det gennem de militære operationer, vi har sat gang i, mens Enhedslisten stemte nej til at sende det kampfly derned. Så det er endnu en årsag til, at det her er rent – undskyld, at jeg siger det – spil for galleriet, for når det kommer til stykket. Når det gør rigtig ondt, vil Enhedslisten jo ikke være med.

Ordføreren.

Det er jo sjovt, at ordføreren siger, at vi ikke vil være med, når det gør rigtig ondt. Jeg er da ikke i tvivl om, at det gør rigtig ondt, når der kommer en shiamilits ind i en sunnimuslimsk landsby og begynder at tage alle unge mænd og slagter dem. Det er lige præcis det, der er så problematisk. Det var den politik, der under Maliki skabte IS. Og det er den politik, som den nye regering desværre ser ud til at fortsætte. Den nye regering ser ud til at fortsætte den politik med støtte fra danske kampfly. Jeg tror, det kommer til at styrke IS. Jeg mener, at IS skal bekæmpes, men jeg mener, at man skal gøre det ved at støtte de demokratiske kræfter.

Hvis Socialdemokraterne har gode forslag til, hvordan presset på den tyrkiske regering bør øges, som er anderledes end IS, kunne vi jo have diskuteret dem i dag. Nu har man fra Socialdemokratiets side valgt ikke at fremlægge dem, men kritiserer i stedet for bare Enhedslistens forslag. Jeg synes, det er meget ukonstruktivt, og jeg håber, at man vil tænke sig om og stemme for Enhedslistens forslag til vedtagelse, når det kommer til afstemning i Folketingssalen.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt finde sted tirsdag den 2. december 2014.