Finansudvalget 2014-15 (1. samling)
L 1 Bilag 6
Offentligt
Bemærkninger til ændringsforslag fra partierne til FFL 2015
Til nr. 448 af V, DF og LA
Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ønsker at fastsætte udviklingsbistanden, så den udgør 0,7 pct.
af BNI. Dermed vil Danmark fortsat være blandt den lille gruppe lande i verden, der opfylder FN’s
målsætning om en udviklingsbistand på 0,7 pct. af BNI. Forslaget medfører en reduktion i
udviklingsbistanden i 2015 på 2.590 mio. kr.
Til nr. 449 af KF
KF ønsker i højere grad at lade det være op til den enkelte dansker, hvor meget vedkommende ønsker at
yde i bistand til andre lande. Derfor vil KF fastsætte Danmarks udviklingsbistand til 0,80 pct. af BNI, hvilket
betyder, at vi giver mere end 15 mia. kr. i samlet bistand og dermed stadig er et stykke over FN’s mål om at
yde 0,7 pct. af BNI. Et mål som kun fem lande i dag opfylder. Forslaget sikrer et merprovenu på 600 mio. kr.
Til nr. 450 af V, LA og KF
Af hensyn til retssikkerheden bør det være omkostningsfrit at få medhold i skattesager imod myndighederne.
Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti vil derfor genindføre fuld omkostningsgodtgørelse til
virksomheder og fonde, som får medhold i sager mod SKAT i det administrative klagesystem. Forslaget
skønnes at medføre udgifter for 50 mio. kr.
Til nr. 451 af LA
Partistøtten er problematisk, idet den fordeles efter antal stemmer per parti. Dermed er partistøtten med til at
gøre store partier endnu større. Liberal Alliance finder 100 mio. kr. i 2015 ved en afskaffelse af partistøtten.
Til nr. 452 af LA
Grundskylden vil i de kommende år stige med ca. 14 mia. kr. fra ca. 26 mia. kr. til ca. 40 mia. kr. om året i
2020. Det er en voldsom og urimelig skattestigning, som vil tvinge folk fra hus og hjem. Liberal Alliance vil
med forslaget sikre boligejerne mod disse grundskyldsstigninger. Liberal Alliance afsætter 1 mia. kr. i 2015.
Til nr. 453 af KF
Grundskylden er en stor og stigende belastning for mange boligejere, og den risikerer at rive tæppet væk
under mange husejere særligt i og omkring de store byer. Der er behov for ro på området, så boligejere ikke
tvinges til at gå fra hus og hjem eller bliver stavnsbundet til deres bolig. Derfor skal grundskylden fastfryses
på sit nuværende niveau og kun reguleres med den generelle prisudvikling. Således sikres danske familier
mod ubehagelige overraskelser i deres privatøkonom. Forslaget ventes at koste 700 mio. kr.
Til nr. 454 af KF
Politiet har i dag flere opgaver, end det kan løse. Det er nødvendigt med en generel styrkelse af indsatsen,
så politiet med sikkerhed både kan håndtere bandekonflikt, organiseret kriminalitet og de alt for mange
indbrud. 500 mio. kr. ekstra skal styrke politiets indsats mod bander og organiseret kriminalitet.
Til nr. 455 af KF
Det statslige redningsberedskab er til for at forebygge og afhjælpe større katastrofer og ulykker. Orkanerne
Allan og Bodil var med til at understrege betydningen af et stærkt og velfungerende beredskab. Derfor
foreslår KF at styrke det statslige redningsberedskab med 25 mio. kr.
Ref. 14-001237-4