Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 103:

Forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven og retsplejeloven. (Imødegåelse af samarbejdschikane m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 17.12.2014).

Så er mødet genoptaget, efter at ministeren er kommet til stede.

Den første ordfører er hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Da Venstres familieordfører ikke har mulighed for at være til stede, har jeg lovet at tage sagen på Venstres vegne.

Dette lovforslag udmønter en aftale, som er indgået mellem alle Folketingets partier, om at imødegå, minimere og begrænse konflikterne om forældresamvær. Det er desværre en kendt sag, at for mange samværssager ender i store konflikter mellem forældrene, og at der i nogle tilfælde udøves så meget forhaling og endda chikane, at det skader barnets mulighed for en tryg opvækst.

Selv om det er vigtigt, at der ikke hele tiden sker ændringer på området, finder vi i Venstre, at det er vigtigt og rigtigt at reagere fra Folketingets side, når vi finder, at der er lovgivning, der ikke tilstrækkeligt understøtter så gode løsninger for barnet som overhovedet muligt. Lovgivningen kan selvfølgelig ikke forhindre konflikter mellem biologiske forældre i alle sager – desværre ikke – men lovgivningen kan sætte nogle rammer, som minimerer potentialet for konflikt og reducerer incitamenterne til at udøve chikane, for det må være målet for al lovgivning på området at sikre børnene bedst muligt. Det må ikke kunne svare sig at modarbejde samvær mellem barnet og den ene eller begge forældre, da samvær med begge forældre er vigtigt.

Lovforslaget omfatter en stribe tiltag, som har til hensigt at forbedre vilkårene for børns samvær med begge forældre. Det er vigtigt, at kontakten opretholdes, og at samværet afvikles under trygge former, hvor barnet kan være trygt ved fremtidig kontakt med begge forældre.

Lovforslaget omfatter bl.a. mødepligt i statsforvaltningen i sager efter forældreansvarsloven, så møder ikke aflyses uden gyldig grund og dermed trækker sagsbehandlingen i langdrag. Der sættes også en frist for, hvornår statsforvaltningen skal have truffet en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær i det tilfælde, hvor der ikke er kontakt mellem barnet og den ene forælder. Yderligere bliver midlertidige afgørelser gjort endelige – igen for at fremskynde processerne, og at barnet sikres vished for fremtiden. Det sikres også med lovforslaget, at aflyst samvær, der ikke skyldes samværsforælderen, automatisk udløser erstatningssamvær. Dermed kan en forælder ikke forhindre samværet ved igen og igen at stille hindringer i vejen. Lovforslaget vil også medføre, at fastsat eller aftalt samvær alene kan bortfalde, når forældrene har aftalt det, eller når myndighederne har truffet beslutning herom. Endelig tilbydes forældre rådgivning i hjemmet, inden der eventuelt sker fuldbyrdelse af samvær med tvang. For tvang er sidste udvej, hvorfor det er vigtigt, at der fastholdes en dialog med forældrene om mindelige løsninger, som ikke skader barnets ve og vel.

Venstre støtter forslaget, og vi finder det meget positivt, at Folketinget kan samles bredt om fælles aftaler på et område som dette, for det er af så vital betydning for forældrene, men jo i allerhøjeste grad også for børnene. Venstre støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Yildiz Akdogan, Socialdemokraterne. Værsgo.

Vores børne- og familieordfører, Julie Skovsby, er desværre forhindret i at deltage i behandlingen af lovforslaget, så jeg vil på hendes vegne læse vores ordførertale op.

Dårlig stemning, usikkerhed og ondt i maven. Et brud mellem mor og far kan være noget af det værste og mest indgribende, et barn kan komme ud for, men hvis far og mor heller ikke kan finde ud af at samarbejde, efter de er gået fra hinanden, kan det blive helt uudholdeligt.

Det forslag, vi førstebehandler i dag, handler om de tilfælde, hvor den ene forælder bevidst prøver at chikanere den anden forælder ud af barnets liv, uden at der er nogen grund til det, i afmagt og i affekt eller simpelt hen for at få hævn. De fleste forældre kan heldigvis finde ud af ikke at inddrage barnet i deres konflikt, men i de ulykkelige tilfælde, hvor barnet havner midt i orkanens øje, er det vigtigt, at vi som samfund stiller os på barnets side og insisterer på, at barnet er uskyldigt. Det har ikke nogen andel i, at mor og far ikke kan finde ud af det længere, og derfor er det heller ikke rimeligt, at forældrenes uenighed skal føre til, at barnet mister samvær med den ene af forældrene.

Formålet med forslaget er, at barnet fortsat skal have begge forældre i sit liv, og forslaget skal tydeliggøre for forældrene, at det ansvar, der følger med at få børn, stadig væk gælder, også efter man er gået fra hinanden.

Forslaget indeholder flere dele, eksempelvis automatisk erstatningsansvar, der skal sikre, at barnets kontakt til begge forældre ikke afbrydes, ved at den ene forælder aflyser samvær gang på gang eller ikke overholder sin mødepligt i statsforvaltningen, så den ene af forældrene ikke længere har mulighed for at bruge aflysning af møder som en måde at forlænge hele sagsbehandlingsprocessen på.

En del, jeg særlig gerne vil fremhæve, er den børnesagkyndige rådgivning, som statsforvaltningen fremover leverer i situationer, hvor næste skridt er, at fogeden kører ud for at hente barnet. Vi skal gøre alt for at undgå, at et barn udsættes for den voldsomme oplevelse, det kan være at blive mødt af hele det her kæmpestore system med politi, kommune og foged.

Derfor giver vi forældrene en nødbremse, de kan trække i, hvis sagen er ved at køre helt af sporet. Rådgivning bliver tilbudt forældrene i deres hjem, hver for sig, og skal ses i sammenhæng med efterårets satspuljeaftale, hvor vi satte knap 50 mio. kr. af til konflikthåndtering endnu tidligere i forløbet. En skilsmisse er et familieproblem, og derfor løses det også bedst i familien, ved at man taler sammen.

Med dette forslag tager vi barnets parti i de ulykkelige sager, hvor skilsmisseramte forældre bruger barnet til at bekrige hinanden med, og vi tydeliggør for forældrene, at de har et fælles ansvar for deres barn, at det kan blive ved med at se begge forældrene, også selv om forældrene på ingen måde ønsker at se hinanden.

Derfor kan Socialdemokratiet selvfølgelig støtte forslaget og er rigtig glade for den brede opbakning.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

I mange historier og eventyr er slutsætningen ofte »... og de levede lykkeligt til deres dages ende«. Efter at have gået så gruelig meget igennem for at finde kærligheden og få hinanden, måske trods modstand, er parret nået dertil, at bump på vejen er forceret og lyset skimtes forude, at et liv sammen i medgang og modgang venter, og at der kan etableres en familie med børn og måske senere børnebørn, indtil døden skiller dem ad. Sådan er fortællingen i den fiktive eventyrverden. Uanset om man er troende eller ej, er der for alle aldre en vis tiltrækning og fascination af denne skildring. Hvorfor gribes vi af eventyrfortællingen? Det kan der være flere årsager til. Jeg tror, det er noget meget individuelt, noget, som udspringer af individets historie, erfaring og opvækst, herunder påvirkningen fra forældrene.

Når vi i dag behandler et forslag, som har undertitlen »Imødegåelse af samarbejdschikane m.v.«, er der i mine ører ikke meget eventyr over det. Virkeligheden indhenter os, også os som lovgivere. Der er ting, som ikke stemmer overens med fortællingerne i de gamle eventyr. Der er en virkelighed, som ikke er lys, og hvor det hele ikke ender godt til sidst – snarere tværtimod. Her er der tale om mennesker, der måske ikke har gået så meget grueligt igennem for at få hinanden, har fundet den store kærlighed og har fuldendt denne kærlighed til hinanden med at etablere en familie og få børn. Meget bedre kan det vel ikke være. For dem af os, der har prøvet det, er det en daglig glæde, og det at kunne skabe nyt liv og følge det generation efter generation er noget ganske særligt.

Desværre indhentes lykken og kærligheden for nogle af det uundgåelige brud, hvor man erkender, at man af den ene eller den anden årsag ikke længere skal leve sammen. Trods de bånd, der binder, når man har børn sammen, kommer flere og flere par til den erkendelse, at der skal træffes en beslutning om, at man ikke længere skal leve sammen og dele hverdagens glæder og sorger, at livet i medgang og modgang ikke kan overskues, og at et brud er en udvej. Ulykkeligt er det i nuet, men vi må heldigvis også konstatere, at for mange er et brud det eneste rigtige for at komme ud af et forhold med værdighed for begge parter og for at sikre børnene en god tilværelse.

Jeg skal ikke være den, der afgør, om det for alle i dag er blevet for let at bryde ud af et parforhold, uanset om der er papir på det eller ej. Men jeg må dog udtrykke min bekymring for noget af den lovgivning, som der er lavet her på det seneste omkring ægteskabet, nemlig om, at straksskilsmisse er blevet en mulighed.

Når Dansk Folkeparti er med i den her aftale, som blev indgået i september sidste år, er det med ønsket om, at vi fra lovgivers side gør, hvad vi kan, for at sikre, at de børn, der er involveret i deres forældres skilsmisse, lider så lidt som overhovedet muligt, at det er barnets tarv, der skal være i højsædet, at det er barnets ret til begge forældre og ikke forældrenes ret til barnet, der skal være det afgørende element for et barns levevilkår efter en skilsmisse. Det er vigtigt, at forældrene er klar over, at der er et fælles ansvar for barnet, og at barnet har kontakt med begge forældre, og at der ikke oparbejdes et konfliktfyldt forhold, hvor barnet tages som gidsel i forældrenes brud. På det område kan vi som lovgivere være medvirkende til at skærpe de krav og forhold, der er, for parterne i en skilsmisse. Derfor har vi også bredt politisk opstillet nogle initiativer, som skal være med til at sikre barnets tarv.

Disse initiativer er ikke ensbetydende med, at vi er i mål i forhold til forældreansvarsloven, men jeg tror, det er et skridt i den rigtige retning. Flere skal der til, og derfor arbejder vi fortsat med området, kommer med nye initiativer og følger udviklingen og effekten af aftaler, vi har indgået, herunder udviklingen i at nedbringe sagsbehandlingstiderne, som ligger Dansk Folkeparti meget på sinde.

Jeg må dog også sige, at der ud over lovgivning er en stor opgave, der påhviler især forældrene, da der er tale om følelser. Fra politisk side kan man ikke lovgive sig ud af følelsesmæssige konflikter. Man kan være med til at forebygge, at skilsmissen udvikler sig til chikane og konflikter. Endvidere er der stor forskel på, hvorledes børn oplever forældrenes skilsmisse. Det kan være på grund af den alder, barnet har på det givne tidspunkt, dets personlighed, dets netværk eller noget helt andet. Der er ikke tvivl om, at to skilsmisser ikke er ens, og derfor kan det også være svært at sætte alle forhold vedrørende en skilsmisse ind i lovgivningsmæssige formler.

Jeg vil gerne slå fast, at udtrykket til barnets bedste skal forstås således, at det altid er det, der for det givne barn er bedst, at alle forhold er belyst, og hermed også sagt, at der kan være forhold, som gør sig gældende, hvor det ikke er til barnets bedste at have kontakt og samvær med begge forældre. Desværre ved vi, at nogle børn er udsat for misbrug, fysisk eller psykisk vold eller overgreb, og her skal der være mulighed for at beskytte barnet, og det kan være at afskære en forælder fra samvær med barnet, fordi det skønnes ikke at være til barnets bedste. Enhver mistanke om misbrug eller lignende skal altid tages alvorligt af myndighederne og vurderes meget hurtigt. Det lægger Dansk Folkeparti utrolig stor vægt på fortsat skal være essentielt og ikke undervurderes i iveren efter at sikre barnets ret til begge forældre.

Jeg må da også afslutningsvis i den her tale komme med en appel til forældrene, som har elsket hinanden, og som sammen har skabt liv, om, at der kæmpes for at sikre det fælles barn en tryg og god opvækst, og at egne følelser og skuffelser og måske nederlag sættes i skyggen, for at barnet kan få et liv med lykke og glæde, og når forholdene er således, at det bedste i barnets perspektiv er, at familien er samlet, ikke kan lade sig gøre, at arbejde for, at det næstbedste bliver til virkelighed, nemlig at mor og far er glade hver især og kan kommunikere med hinanden.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Det kan være virkelig barsk, når ens forældre bliver skilt, og for nogle børn bliver det endnu værre af, at forældrene er uvenner, fordi de er uenige om, hvem der må se barnet hvornår, og derfor ender i statsforvaltningen. Nogle gange går det så vidt, at en forælder bevidst forsøger at chikanere den anden forælder ud af barnets liv. Det kan man f.eks. gøre ved at trække det hele i langdrag, eller hvis man som den forælder, barnet bor hos, sørger for at lægge ferien på det tidspunkt, hvor barnet ellers skulle have været hos den anden forælder. Det er ikke fair over for den anden forælder, og det er slet ikke i orden over for det barn, som gerne vil være sammen med begge forældre.

Formålet med det her lovforslag er derfor at stille børnene bedre, ved at de ikke mister kontakten til den ene forælder uden grund. Det handler om mennesker. Vi vil med lovforslaget gøre vores til, at begge forældre er aktive og loyale i behandlingen af deres sag. Man kan selvfølgelig ikke lovgive sig ud af de følelsesmæssige konflikter, og jeg er som radikal derfor rigtig glad for, at vi har sat penge af til at forebygge med konflikthåndtering. Det her lovforslag bygger ovenpå ved at ændre reglerne, så den ene forælder ikke kan chikanere den anden.

Et godt eksempel er automatisk erstatningssamvær. Langt de fleste forældre kan heldigvis finde ud af samarbejde og være fleksible om at flytte eller aflyse samvær, men der er eksempler, hvor forældre chikanerer hinanden i forbindelse med samværet, så barnet mister kontakten til den anden forælder, og derfor foreslår vi med det her, at man fremover skal have automatisk erstatningssamvær.

Det ændrer ikke på udgangspunktet om, at alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. I sager, hvor der er begrundet tvivl om, hvorvidt samværet faktisk er bedst for barnet, så skal det selvfølgelig vurderes lige så grundigt, som det hidtil har skullet. Det er mit ønske, at lovforslaget ikke bare ændrer reglerne, men også sender et meget stærkt signal til forældrene om, hvor vigtigt det er, at de samarbejder og gør sig umage med at få det til at fungere. Det skylder vi børnene. Radikale Venstre støtter derfor gerne forslaget.

Der er en enkelt spørger indtil videre, og det er fru Mai Mercado, De Konservative. Værsgo.

Jeg tror, det seneste års dokumentarudsendelser har vist, at der er nogle rigtig store problemer i det her. Det har vi jo også erkendt i ordførerkredsen, og vi har med det her lovforslag, version 1.0, hvis man kan kalde det det, forsøgt at få håndteret det. Men jeg tror også, at vi må være ærlige og sige, at det ikke er nok. Selv om vi lancerer det her lovforslag og det bliver vedtaget, stopper chikanen ikke her.

Noget af det, man kan se i høringssvarene, og noget af det, man kunne se, hvis man fulgte med i går aftes i den utrolig triste dokumentar, som jeg tror greb alle, som fulgte med, om hjertet, er jo – og det er også det, der står i høringssvarene, som jeg sagde – at der er behov for at tænke mere i, hvordan vi får ændret hele systemet frem for bare at lave nogle bittesmå ændringer.

Der vil jeg egentlig bare høre, om De Radikale er med på egentlig grundlæggende at se helt fordomsfrit og overordnet på, hvordan vi bedst muligt kan sikre det her system, sådan at vi kommer ud over de her bittesmå inkrementelle ændringer og får kastet alle bolde op i luften og sagt: Hvad er det, vi kan gøre som politikere for at skabe et system til gavn for de børn, som lige nu sidder derude og mangler enten mor eller far?

Tak. Ordføreren.

Jeg er enig med De Konservative og glæder mig til at have den her snak i hele kredsen og også med De Konservative.

Fru Mai Mercado.

Så vil jeg spørge, om De Radikale så vil bakke op om at få undersøgt perspektiverne for en familiedomstol i Danmark. Det har man jo i England. Der har man lavet en række familiereformer, hvor man har reformeret systemet og lavet en selvstændig familiedomstol. Det ville betyde, at de sager, som går til de almindelige domstole her i Danmark, så ville skulle føres over i én enhed, altså en familiedomstol, som skulle kigge på det her.

Det er egentlig bare et spørgsmål fra mig til ordføreren om, om ordføreren vil være villig til at få kigget på det her, når vi skal i gang med den næste proces internt i ordførerkredsen.

Ordføreren.

Det vil jeg meget gerne være med til at diskutere, og derfor synes jeg da, at vi, når vi forhåbentlig kommer i mål med version 1.0, som fru Mai Mercado så fint kalder det, så også skal tage en snak om det andet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Trine Mach fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg er rigtig glad for den brede aftale om initiativer til imødegåelse af samarbejdschikane i sager efter forældreansvarsloven og også den lovændring, som SF bakker op om, og som vi er klar til at vedtage sammen med de øvrige partier. Jeg er glad for, at der er bred enighed om det grundlæggende indhold i aftalen. Men det er vigtigt for mig og SF at understrege, som flere andre ordførere også har gjort det, at arbejdet ikke stopper her, for det løser langtfra alle de problemer, vi ser på skilsmisseområdet. Derfor vil vi også sammen med de øvrige partier følge området tæt og arbejde videre, særlig for at sikre børnenes perspektiv og deres rettigheder.

Selv om vi alle sammen herinde godt ved det, kan det ikke understreges ofte nok: Forældreansvarsloven handler om barnets ret til begge sine forældre og ikke om forældrenes ret til at se deres barn. Det børneperspektiv er meget vigtigt for os i SF. Det er et perspektiv, vi bør udbrede så meget som muligt. Derfor bør vi også være særlig opmærksomme på den del af lovforslaget, der handler om erstatningssamvær. Vi hører jo fra en del af børneorganisationerne – det giver egentlig også lidt sig selv – at erstatningssamvær kan risikere at stride imod børnenes interesser, f.eks. ved at falde oven i planlagte sociale aktiviteter. Og det må vi selvfølgelig ikke undervurdere betydningen af; det skal vi holde skarpt øje med, for det duer ikke, at de gode intentioner bag erstatningssamværet strider imod barnets interesser.

Selv om vi med forslaget her forhåbentlig får nedbragt antallet af samværssager, hvor forældre chikanerer hinanden, så mener jeg ikke, vi er i mål. Desværre tror jeg, vi aldrig når målet, hvis målet er at eliminere chikane og konflikt fuldstændig. Skilsmisser handler om følelser, brudt kærlighed og brudte forhold, og det hverken kan eller skal staten styre fuldstændig. Christiansborg kan ikke løse familietragedier eller garantere, at skilsmisser i fremtiden sker uden gnidninger, konflikter, chikane og stor sorg, men vi skal hjælpe, så godt vi kan. Og her mener vi i SF, at vi skal arbejde endnu mere med forebyggelse.

Det bedste er selvfølgelig, at man løser problemerne, inden de vokser sig for store – så store, at de risikerer at få massive negative konsekvenser for de involverede børn. Derfor er jeg også glad for, at vi med satspuljen for 2015 afsatte næsten 50 mio. kr. til et forsøgsprojekt med konflikthåndtering som forebyggelse i sager om forældreansvar. Jeg har store forventninger til projektet og håber, at det kan danne grundlag for udbredelse af gode erfaringer med forebyggende konflikthåndtering. Det er for mig at se vejen frem på store dele af socialområdet.

Afslutningsvis vil jeg gentage, at jeg er glad for, at vi er enige i Folketinget om at rette op på de fejl, mangler og ikkeintenderede effekter af forældreansvarsloven, men det understreger også, som flere af mine kolleger har sagt, at det er komplekst, og at det er følsomme problemstillinger, vi har med at gøre, og derfor må arbejdet ikke stoppe her. Så vi glæder os også i SF til sammen med ministeren at tage fat på anden runde i arbejdet med skilsmisseområdet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt spørger indtil videre. Fru Mai Mercado, Konservative. Værsgo.

Tak for en rigtig god tale. Jeg er meget enig, og jeg tror også, vi er meget på bølgelængde i det her spørgsmål. Man kan se af høringssvarene, at rigtig mange organisationer siger, at man bliver nødt til grundlæggende at nytænke systemet, og at man ikke bare kan blive ved med at lave de her lappeløsninger.

Derfor vil jeg bare spørge, som jeg også spurgte de Radikale, om ordføreren vil være parat til at vende hver en sten og også kaste boldene op i luften og se, om man kunne gå mere radikalt til værks og etablere et nyt system og herunder undersøge, om det kunne være en mulighed at etablere en familiedomstol her i Danmark.

Tak. Ordføreren.

Jeg er meget enig med fru Mai Mercado, og hvis fru Mai Mercado med udtrykket at gå radikalt til værks ikke mener det i partipolitisk betydning, er vi i SF også klar til det – ja.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Frank Aaen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg skal sige på vegne af fru Pernille Skipper, som ikke har mulighed for at være her, at Enhedslisten støtter det her lovforslag. Vi har nogle enkelte kommentarer.

Vi er selvfølgelig enige i det, der ligger i, at man skal imødegå såkaldt samarbejdschikane i sager under forældreansvarsloven. Forældre, der er i konflikt i forbindelse med skilsmisse, kan i dag på mange forskellige måder sabotere samværsaftaler, der er lavet om fælles børn. Man kan undlade at møde til aftaler i Statsforvaltningen, aflyse samvær og lignende, og den slags konflikter og chikaner er først og fremmest ulykkelige for de børn, det går ud over, og som bliver ramt af forældrenes konflikt. Derfor synes vi, det er godt, at alle Folketingets partier har vedtaget en aftale om at gøre noget på det her område. Det er der brug for.

Med lovændringen når vi i mål med dele af den lovgivning, som vi har sagt skulle gennemføres for at modvirke samarbejdschikane. Enhedslisten er glade for, at der bliver mødepligt til Statsforvaltningen, og at der på andre områder er fokus på kontaktbevarende samvær. Vi er også glade for den del af lovgivningen, der giver mulighed for at rådgive begge forældre i deres hjem inden tvangsfuldbyrdelse af samvær.

Der er også brug for andre forbedringer på rådgivningsområdet. Vi ser gerne, at alle familier, der henvender sig til Statsforvaltningen med ønske om en afgørelse af forældremyndighed eller samvær, pålægges obligatorisk rådgivning. De fine resultater fra forsøg med rådgivningsforløb til skilsmissefamilier bør tages til efterretning og udbredes til at gælde i alle sager – også sager, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til de helt store konflikter.

Det er meget velkendt, at skilsmissekonflikter kan være uhyggelig opslidende for forældrene og ikke mindst børnene, som altså efterlades med voldsom traumatisering på grund af forældrenes manglende evne til at tackle problemet og sørge for et ordentligt samarbejde. Så vi mener, der er brug for så meget forebyggelse som muligt, og vi mener også, der er brug for at kunne øge forebyggelsesindsatsen, og at der stadig væk er brug for at tilføre flere penge til området, f.eks til obligatorisk konfliktløsning og rådgivning, som efter vores opfattelse også burde have været en del af det her forslag.

Tak til hr. Frank Aaen. Den næste ordfører er hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Vores vanlige ordfører på området, fru Merete Riisager, kan ikke være til stede i dag, men hun har skrevet en tale, som jeg vil læse op.

Lovforslag nr. L 103 er baseret på den bedste af alle intentioner, nemlig den at fremme begge forældres medvirken til, at barnet har kontakt med begge sine forældre. Det er en god og rigtig intention, al den stund børn altid bør have mulighed for at have kontakt til to velfungerende og kærlige forældre. Sådan burde barndommen være for alle børn, uanset om forældrene er skilt eller ej.

Sådan ser virkeligheden blot ikke ud, og når vi i disse år ser en eksplosion i antal sager i Statsforvaltningen og i medierne, er det ikke tilfældigt. De mange ulykkelige sager har først og fremmest rod i, at vi oftere bliver skilt, end vi gjorde førhen. Der er ingen grund til at idyllisere ægteskaber for 50 og 100 år siden, hvor mulighederne for at blive skilt var anderledes. Men vi må også konstatere, at det, at mange forældre i dag lader sig skille, har nogle omkostninger for især børnene.

En anden væsentlig faktor i forhold til det øgede antal sager, hvor forældrene ikke er enige om fordelingen af samværet med børnene, er den glædelige udvikling, at fædre i dag ønsker at være forældre, i lige så høj grad som mødrene gør. Førhen, da både forældre og samfund havde en form for konsensus om, at børn primært var moderens ansvar, lå løsningerne også mere lige for.

Sådan er det ikke i dag. Langt de fleste børn vokser op med nærværende fædre, der tager del i deres barndom. Dette forhold ønsker både børn og fædre naturligvis at fortsætte, hvis forældrene bliver skilt. Meget tyder på, at fædrenes nye rolle, om end den ikke er så ny endda, ikke kan rummes i det eksisterende system. En alarmerende stor andel af de fædre, der får en sag behandlet i Statsforvaltningen, giver udtryk for, at de ikke mener, at de har fået en fair behandling. Afgørelserne tyder også på, at der stadig er en skævhed mellem mor og far, når de træder ind i dette system.

Lovforslag nr. L 103 indeholder reguleringer, der skal sikre, at en forælder ikke kan afholdes fra at se sit barn i en længere periode på grund af sagsbehandlingstid, eller fordi bopælsforælderen udebliver fra møderne. Vi er i Liberal Alliance helt klar over, at lovforslaget ikke løser de mange og store problemer, der er på samværsområdet, og vi bilder os ikke noget ind, men vi støtter forslaget, fordi det er et skridt i den rigtige retning. Men vi er også klar til at diskutere området videre, i erkendelse af at problemerne langtfra er løst.

Det er først og fremmest vigtigt og nødvendigt at sige, at et system aldrig kan løse alle konflikter mellem ægtefolk eller tidligere ægtefæller, der hader hinanden. Mennesker, der har giftet sig af kærlighed og har fået børn sammen, og som siden ender med at bekrige hinanden, har altså også et personligt ansvar for, hvordan det går dem og særlig deres børn.

Langt de fleste forældre er optaget af at beskytte deres børn, også når de står midt i en skilsmisse. Størstedelen af de forældre, der bliver skilt, arbejder sammen og løser hverdagens problemer i mindelighed, også selv om det kan betyde, at de engang imellem må sætte sig selv i baggrunden eller sluge deres stolthed. Nogle forældre er ikke i stand til det. De bliver opslugt af hadet til hinanden og glemmer hensynet til deres børn. Uanset hvilke løsninger vi finder, må vi huske på, at ansvaret for børn er forældrenes, også når de bliver skilt.

Men systemet kan forbedres. I Liberal Alliance foreslår vi ligesom Børns Vilkår, at det tænkes helt forfra. Borgeren og barnet skal i centrum; der skal større gennemsigtighed til, så borgerne præcis ved, hvad der kommer til at ske, og hvad deres muligheder er; sager skal med det samme deles op i de lette, de svære og de konfliktfyldte sager, sådan at de kan blive behandlet korrekt; konfliktsagerne skal nyde en særlig bevågenhed og tilknyttes særlige ressourcepersoner; alle sagsbehandlere skal have gennemgået obligatoriske kurser; og alle forældre, der kontakter Statsforvaltningen, skal have adgang til et frivilligt digitalt informationskursus i, hvad deres muligheder er, og hvilke omkostninger det kan have for deres barn, hvis de ikke bidrager til at løse problemerne.

De økonomiske vilkår for mor og far i forbindelse med skilsmisse skal gennemgås med det formål at revidere dem. De nuværende regler har rod i en tid, hvor de økonomiske forskelle mellem mor og far var langt større, end de er i dag. Endelig skal Statsforvaltningen igennem en granskning, hvor der stilles større krav til både ledere og sagsbehandlere. Vi kan ikke leve med et system, der behandler så vigtige sager, og hvor en stor andel af borgerne føler sig dårligt behandlet.

Der er med andre ord brug for forandringer på dette område, der strækker sig fra en erkendelse af, at den enkelte forælder har et ansvar, til både økonomiske og organisatoriske ændringer. Vi er i Liberal Alliance klar til at deltage i både den værdibaserede diskussion og de praktiske forhandlinger.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mai Mercado, Konservative. Værsgo.

800 børn lever uden at se enten far eller mor, fordi myndighederne har besluttet at stoppe kontakten. Det kan der være mange årsager til, men det er mange børn, og det er en sørgelig situation, de står i, som man kun kan få rigtig ondt i hjertet over. Og det er en hård virkelighed for alle, når mor og far slås i statsforvaltningen.

Med de dokumentarer, som er blevet vist over det seneste år, er der heldigvis kommet et større fokus på området, som jo også betyder, at vi som politikere modtager mange kommentarer og bemærkninger. Nogle af de kommentarer og bemærkninger, jeg har modtaget, går på, at nu må mor og far også stoppe krigen, at nu må det ophøre for børnenes skyld. Men jeg tror bare ikke, at det er så enkelt, for hvilke forældre vil ikke deres børns bedste? Jeg tror grundlæggende, at forældrene vil deres børn det godt, men jeg tror også, at deres perspektiv på, hvad der er godt for børnene, kan blive ændret igennem en grim skilsmisse.

Derudover er det jo også svært at fælde dom, fordi det er en svær problematik. Er der tale om en reel bekymring for barnet, som afholder den ene forælder fra at udlevere det – det kunne være psykisk vold, det kunne være fysisk vold, endda misbrug – eller er det ren chikane fra en forsmået, hævngerrig forælder? Det er meget forskelligartede eksempler, vi møder, og det viser høringssvarene også. Og man må bare sige, at Foreningen Far har et helt andet fokus, end eksempelvis Landsforeningen af Kvindekrisecentre har – og jo med god grund.

Så spørgsmålet er, hvordan vi får inddæmmet og stoppet chikanen. Forebyggelse og skilsmissekurser tidligt er jo en del af løsningen, men hvad med de forældre, som allerede er i dyb konflikt med hinanden?

Som politikere har vi et ansvar for både at forebygge konflikterne og dæmpe dem, når de er i gang. Det her lovforslag er et godt skridt på vejen, men der er også mange af høringssvarene, som siger, at det ikke er nok, og det ansvar oplever jeg egentlig at socialordførerne gerne vil tage på sig. I dag behandler vi så den første chikanepakke; socialministeren har annonceret, at der kommer en mere, og det er rigtig positivt. Jeg oplever egentlig også en stor enighed blandt ordførerne om gerne at ville gøre noget på det her område, altså at man gerne vil ændre systemet. Der vil jeg bare sige, at jeg tror, at vi har brug for at vende hver en sten og tænke systemet helt på ny, for lige nu – med de beslutninger og det lovforslag, som ligger foran os – ser det altså ud til, at man lapper videre på et system, som har nogle indbyggede og åbenlyse mangler.

Der er blevet sat spørgsmålstegn ved brugen af børnesamtaler og deres kvalitet både hos fogeden og i Statsforvaltningen og de forskellige konklusioner, de kan kaste af sig. Og der kan muligvis godt være brug for et enstrenget system, så man undgår at blive kastebold – både som forælder og som barn. Der bliver påpeget en uacceptabelt lang ventetid. Der bliver påpeget, at det kan være svært at henvende sig og blive taget alvorligt i Statsforvaltningen, og at det kan betale sig at modarbejde den ene eller den anden forælder.

Vi Konservative har foreslået, at man kigger mere overordnet på det her område, og vi har efter britisk forbillede foreslået nedsættelsen af en familiedomstol. Jeg må så også erkende, at det jo ikke er, fordi der indtil nu har været det store ønske om at undersøge det her perspektiv. Derfor kunne jeg ikke lade være med at spørge SF og Radikale om det, og jeg håber da, at det, der er givet udtryk for i dag, også står til troende, når vi kommer til forhandlingerne, netop at man gerne vil undersøge den mulighed.

Forslaget om en familiedomstol, som netop skal sikre, at man samler kompetencerne, sådan at domstolens personale både vil være erfarne, men også klædt på til at håndtere de sager hurtigt og effektivt, drejer sig også om fuld information, altså at domstolen har mulighed for at indhente alle informationer, at man ikke skal løbe spidsrod mellem fogedretten og statsforvaltningen, og ikke mindst også at mindske ventetiderne og at styrke retssikkerheden for alle. Som jeg har hørt det, bliver forslaget bakket op af Foreningen Far, og selv om dokumentaren i går, som hedder »Med børnene som våben«, primært handlede om mødre, der blev afskåret fra at se deres børn, ved vi, at det også gælder fædre, og at der desværre også er en tendens til, at der finder en forfordeling sted.

Derfor håber jeg, at vi vil se et Folketing, som tager ansvaret på sig, og som aktivt vil arbejde på at hjælpe de mange børn, som lige nu er fanget i chikanen mellem mor og far.

Tak til ordføreren. Inden det bliver ministerens tur, skulle jeg måske lige præcisere, da der nu er fire ordførere, som har optrådt som stedfortrædere for deres fagordførere og for nogles vedkommende også har læst en tale op på vegne af denne ordfører, at det selvfølgelig ikke forhindrer andre politikere i at udfordre ordføreren på talerstolen.

Så er det ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, værsgo.

Tak for det, formand. Det er altid godt med en præcisering.

Jeg vil selvfølgelig også takke for den drøftelse, som der har været i dag, og sådan set også for alle de gode ordførertaler. Og vanen tro vil jeg især rose fru Karin Nødgaards tale. Hun holdt vanen tro en rigtig, rigtig fin tale, og det synes jeg sådan set der har været holdt hele vejen rundt. Det vidner et eller andet sted om, at det er noget, der optager os alle sammen. Vi har i hvert fald diskuteret det, i den grad. Sådan er det med både forældreansvarsloven og også de sager, som statsforvaltningen behandler. De giver altid anledning til en debat, og det er der jo sådan set ikke noget overraskende i. Det har vi også kunnet se i de tv-udsendelser, senest i går, som fru Mai Mercado også nævnte, fordi det netop handler om vores børn.

Det var sådan set også derfor, vi i foråret og henover sommeren sidste år havde det som udgangspunkt, da vi diskuterede hele situationen omkring samarbejdschikane, da debatten egentlig også kørte. Og vi blev meget hurtigt enige om, at det ville vi egentlig gerne se på. Vi ville gerne ser på, hvad der kunne gøres, så børn ikke mister kontakten til den ene forælder uden grund, sådan som vi fik at vide på et møde, vi var til, at det rent faktisk sker. Det kan rent faktisk betale sig at chikanere en forælder ud af barnets liv, som flere ordførere også har været inde på. Det er sådan set det, der ligger i dag.

Lovforslaget udmønter den aftale, som vi så efterfølgende alle sammen indgik i september måned, hvor vi lige præcis skruede på nogle ting og kom med nogle initiativer netop til at imødekomme de her ulykkelige sager. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi også så hurtigt kunne blive enige om, at det er fuldstændig uacceptabelt, hvis den ene forælder prøver at chikanere den anden forælder ud af barnets liv, uden – som jeg sagde før – at der er en grund til det.

Med forslaget her imødegår vi med meget, meget enkle og omvendt også effektfulde virkemidler de helt særlige situationer, hvor forældre bevidst undlader at samarbejde og holder barnet væk fra den anden forælder. Man kan i gåseøjne sige, at det her et eller andet sted har været den nemme del af det – det tror jeg også alle har været inde på – for der er selvfølgelig også et arbejde, der skal kigges på også med hensyn til hele det her område.

De situationer, som vi rammer nu, tilgodeser selvfølgelig samarbejdet og tilgodeser selvfølgelig børnene. De foreslåede ændringer her har naturligvis også samme overordnede fokus, som forældreansvarsloven i øvrigt også har, og som det hele tiden har været vores sigte og skal blive ved med at være vores sigte, nemlig barnets bedste og barnets perspektiv. Alle afgørelser skal derfor fortsat træffes ud fra netop hensynet til barnets bedste og barnets perspektiv. Vi skal sørge for, at det altid bliver belyst i hver enkelt sag. Og i sager, hvor det ikke er godt for barnet med kontakt, skal tingene som hidtil – det skal vi huske, og jeg tror også, det var det, som SF var inde på – undersøges ordentligt og til bunds.

Som vi har aftalt, skal vi følge udviklingen og effekten af de her initiativer i forbindelse med de årlige statusmøder om udviklingen på forældreansvarslovens område, og jeg er selvfølgelig som sagt rigtig glad for, at der er så stor opbakning til lovforslaget, hvilket forhåbentlig betyder, at lovforslaget kan vedtages og træde i kraft allerede den 1. oktober 2015. Med de ord vil jeg selvfølgelig gerne endnu en gang takke for debatten, og jeg ser selvfølgelig frem til den fortsatte behandling af lovforslaget i udvalget og stiller mig vanen tro også i den her forbindelse til rådighed for spørgsmål og bemærkninger.

Der er et spørgsmål fra fru Mai Mercado. Værsgo.

Til trods for formandens opfordring er det jo ikke, fordi debatten slår sig meget løs i dag, må man sige. Men jeg vil alligevel spørge om noget, for det her er et område, som er afsindig vigtigt, og jeg tror, rigtig mange bliver grebet af de historier, de fortællinger, som vi alle sammen som socialordførere og som nogle, der arbejder med socialpolitik, møder i de her chikanesager. Og det er jo meget inkrementelle ændringer, altså bittesmå, gradvise justeringer af et allerede eksisterende system, som vi lige nu lovbehandler. Derfor vil jeg bare spørge socialministeren, om han kunne forestille sig, at vi på de møder om samværschikane, vi skal have i næste runde, i højere grad kunne tænke ud af boksen og tænke på, om man kunne strukturere systemet anderledes til gavn for de her børn og til gavn for også de forældre, som alligevel bliver holdt ude af børnenes liv.

Tak. Ministeren.

Nu kan jeg, hånden på hjertet, ikke helt huske, om fru Mai Mercado var til det allerførste møde, vi holdt – jo, det var hun, okay. Så vil ordføreren selvfølgelig også kunne huske, at der blev lagt et mere eller mindre blankt stykke papir på bordet, og at jeg netop også opfordrede til, at man kunne tænke ud af boksen – sådan som fru Mai Mercado også opfordrer til – og komme med alle de ting, som vi har talt om de sidste 6-7 måneder om lige præcis forældreansvarsloven og chikane, og hvad der nu ellers måtte være.

Vi havde nogle forskellige elementer oppe, og dem har vi jo selvfølgelig fået arbejdet på. Den proces fortsætter selvfølgelig, for som jeg også har sagt de sidste par dage, har jeg ikke noget, der er ideologisk eller helligt for mig, i forhold til hvilken vej vi skal. Det, der er vigtigt for mig, er, at vi gør alt, hvad vi kan, for netop at undgå de her ulykkelige sager, der er, og som i den grad går ud over børnene. Så det vil jeg i den grad bestræbe mig på.

Men jeg vil bare lige her til sidst citere fru Karin Nødgaard, som sagde, at man ikke kan lovgive sig fuldstændig ud af følelser – jeg tror også, at hr. Ole Birk Olesen sagde det – og det er jeg fuldstændig enig i, men vi kan i hvert fald prøve at gøre det så godt som overhovedet muligt.

Fru Mai Mercado.

Det skulle ikke forstås som en kritik, og jeg synes egentlig også, processen har været god, altså underforstået at først tog vi de lette sten på vejen og flyttede dem – med den lovning, at nu kommer de lidt større drøftelser. Og det håber jeg meget, for jeg oplevede også, at der kom nogle konkrete indspark undervejs i forhandlingerne, som sådan lidt blev skudt til hjørne, og jeg håber bare ikke, at de bliver skudt så langt til hjørne, at de ryger ned i en eller anden syltekrukke og aldrig kommer op igen.

Det her er et område, hvor vi er meget, meget optaget af at løse problemerne og også finde nye løsninger, og derfor har det været meget magtpåliggende for mig, at vi, når vi skal ud i en ny forhandling, så ikke risikerer at ende med kun at sidde med et meget snævert forhandlingsrum, men at vi rent faktisk også forsøger at kigge på, hvordan andre lande har organiseret det her, og hvad det er, der gør, at vi grundlæggende har de problemer indlejret i systemerne. Så det er simpelt hen en større strukturdiskussion, vi skal ud i.

Tak. Ministeren.

Jamen jeg tog det skam heller ikke som en kritik. Det var simpelt hen bare en servicemeddelelse, hvis der nu var nogle, der kiggede med eller sad på tilhørerpladserne, så vi ikke talte så indforstået med hinanden.

Vi er jo fuldstændig enige om, at der skal ske noget, og også at vi skal kaste alle boldene op i luften. Det, jeg bare rigtig godt kunne tænke mig, var, at vi fik de ideer, der nu måtte komme, undersøgt til bunds; at vi gør lige præcis det, så vi har et solidt vidensgrundlag at stå på, så vi igen kan tage nogle beslutninger, så vi ikke står i de her situationer, hvor vi hele tiden skal prøve at lappe hullet, og så vi én gang for alle kan få lavet noget ordentligt. Så den viden vil jeg søge, og det hører jeg egentlig også at alle andre vil.

Tak. Så er det fru Karin Nødgaard. Værsgo.

Tak. Jeg synes også, at det, på trods af at vi ikke er så mange socialordførere til stede, alligevel er en fin debat, og at det er godt, at vi har den. Jeg er også rigtig glad for, at vi har fået lavet den her aftale, og jeg ser frem til det møde, som vi jo allerede i næste uge skal have, og som har været planlagt i lang tid i forhold til det her område.

Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre ministeren om noget. Den lovgivning, vi laver nu, er jo ikke lovgivning med tilbagevirkende kraft. Det er der ikke sådan kutyme for at vi gør. Det, der jo tit fylder os meget, er, når der kommer de her udsendelser, hvor vi bliver konfronteret med nogle forfærdelig tragiske sager, og hvor man tænker, som jeg også sagde i min tale, at man jo ikke kan forstå, at de ikke tænker på, hvad der er til barnets bedste osv. osv.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om noget. Kan ministeren oplyse, hvilke muligheder sådan nogle forældre har, som jo egentlig er i klemme nu? Er der nogle ting, som der kan gøres? Er det noget, man skal kigge særskilt på, eller hvad gør man egentlig på hele det her område? For det er jo også noget af det, vi som ordførere bliver konfronteret med.

Tak, så er det ministeren.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi bliver konfronteret med det. Det gør jeg også. Og ordføreren kommer selv med spørgsmålet og også svaret, nemlig at det er ganske umuligt at lovgive med tilbagevirkende kraft. Det kan lade sig gøre, men der er bare et andet element, når det handler om de her sager, nemlig at der er taget nogle beslutninger, og det betyder så også, at der er nogle børn og nogle voksne, der er begyndt at leve et liv, og det risikerer man jo også, så det skal man på en eller anden måde forholde sig til. Jeg tror, at ordføreren – det går jeg næsten ud fra – refererer til de to sager, der var i går aftes, hvor det handlede om børnesamtalerne, og som begge var rigtig ulykkelige. Jeg kender ikke sagerne, og det er jo nogle gange sådan, at når sagerne bliver belyst i medierne, får vi jo ikke hele sagen belyst. Vi får nogle elementer af den. Så derfor er det ganske svært for mig at svare på det, desværre.

Tak, så er det fru Karin Nødgaard.

Men det takker jeg sådan set også for. Det er jo sådan noget, vi må have med ind i drøftelsen, altså hvad man så gør osv. Og så skal vi i hvert fald fremover sikre det.

Det andet, jeg egentlig godt vil ind at høre lidt om, er det, ministeren siger, om, at man skal undersøge ideerne til bunds. Det er klart, at vi da er folkevalgte og sådan noget, men vi er jo ikke specialister. Jeg kunne da godt tænke mig at høre, om ministeren har nogle planer om måske at involvere nogle flere af dem, som måske er specialister på området, så vi kan have nogle fællesmøder, og så det ikke kun er ministeren, der har sine egne møder, og vi som udvalg laver nogle høringer osv. For det er jo det, vi har gjort. Jeg vil gerne præcisere, at jeg mener, at det skal være dem, som kan se sådan meget nuanceret på det, så det ikke bliver netop det følelsesmæssige. For jeg ved, at der godt kan være forældre, der gerne vil ind og involveres i en debat, men det kan blive lidt for følelsesmæssigt. Men det er for, at vi ikke bagefter får at vide, at nu har vi kun lavet sådan en lappeløsning.

Tak, så er det ministeren.

Jeg er helt enig, ja, fuldstændig enig, især i det med følelserne. Jeg synes, at der virkelig er mange følelser i det her. Vi bliver også forført af de følelser. Jeg synes et eller andet sted – og det vil jeg også virkelig gerne kvittere for – at vi, til trods for at vi er blevet forført, alt andet lige i de forhandlinger, vi har haft, har holdt et overblik og også har haft den erkendelse, at alle har hørt det ene og det andet, men at der også er den anden side. Det vil jeg gerne kvittere for. Det, jeg i hvert fald lægger op til, er, at den viden, som vi nu skal have, selvfølgelig skal tilvejebringes på den bedst tænkelige måde. Jeg har ikke lagt mig fast på, at det skal være nogle bestemte. Jeg vil jo glæde mig til, at vi skal have vores forhandlinger, og jeg vil selvfølgelig række hånden ud, som jeg plejer, til alle ordførerne, og få gode ideer til, om det skal være det ene eller det andet.

Jeg synes, vi har bevist, at lige præcis med det her har vi en fælles tilgang. Jeg synes også, vi har bevist, at vi kunne stå sammen og få et godt resultat både med hensyn til skilsmissepakke 1, som den er døbt, til skilsmissepakke 2, som den også er døbt i satspuljeregi – og så også med hensyn til det, vi skal i gang med. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Så jeg vil bare kvittere.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere spørgsmål, og der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, vil jeg betragte dette som vedtaget.

Det er så vedtaget.