Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 120:

Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Faglig støtte til netværksplejefamilier m.fl., ændring af afgørelseskompetence i sager om ændring af anbringelsessted samt nedsættelse af alder for samtykke i afgørelser om ændring af anbringelsessted m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 28.01.2015).

Forhandlingen er åbnet. Fru Tina Nedergaard som Venstres ordfører.

Tak for det. For Venstre er det vigtigt, at vi fra Folketingets side gør vores yderste for at sikre anbragte børn så god og tryg en opvækst som overhovedet muligt. Heldigvis viser den seneste undersøgelse, at rigtig mange anbragte børn er tilfredse med deres hverdag, men det ændrer ikke på, at vi hele tiden skal være opmærksomme på, om der er mere, vi kan gøre for at skabe en så god en opvækst for dem som overhovedet muligt. Derfor valgte vi fra Venstres side også at sætte fokus herpå i forhandlingerne med regeringen, og det er glædeligt, at vi i Folketinget er enige om at gøre det yderste for at imødekomme børnenes behov.

Lovforslaget indeholder to elementer. For det første indføres der ret til en øget faglig støtte til netværksplejefamilier og plejefamilier, der adopterer et barn, der tidligere har været i pleje i familien. For det andet styrkes grundlaget for at ændre et anbragt barns anbringelsessted, så børn- og ungeudvalget ikke alene skal tage stilling til grundlaget for anbringelsen, men også grundlaget for ændringen af anbringelsesstedet, når der ikke foreligger samtykke fra forældre eller barn. Det bliver præciseret, at valg af anbringelsessted skal ske med udgangspunkt i barnets behov. Derfor vil børn- og ungeudvalget f.eks. også kunne beslutte, at et barn ikke skal flyttes, men kan tilkendes øget støtte på det nuværende anbringelsessted.

Samtidig nedsættes alderen for samtykke fra 15 år til 12 år. I dag kan barnet allerede påklage afgørelse om anbringelsessted, når barnet er 12 år, men nu gives der altså også adgang til, at der kan gives samtykke fra denne alder. Reglerne for forældrenes samtykke ændres ikke.

Vi finder det positivt, at der tilbydes øget faglig støtte til plejefamilier, der adopterer deres plejebarn, og til netværksfamilier, med udgangspunkt i at netværksfamilier typisk ikke har samme ressourcer, som øvrige plejefamilier har, hvor de voksne hyppigere har en faglig baggrund og måske en stærkere uddannelsesmæssig og social baggrund for at varetage omsorgen. Netværksplejefamilier kan også have et øget behov for støtte til f.eks. samarbejdet med de biologiske forældre.

Den øgede faglige støtte til plejefamilier, der adopterer deres plejebarn, kan bl.a. være medvirkende til flere gode adoptioner. Undersøgelser viser nemlig, at op mod hver tredje plejefamilie ønsker at adoptere deres plejebarn, men at de er meget usikre på opgaven, da de ved adoption ikke sikres samme støtte, som en plejefamilie får. Intentionen er at øge sikkerheden for, at barnet trives så godt som muligt i sin hverdag.

Venstre mener i forhold til det andet element i lovforslaget, at den faglige vurdering, der ligger i børn- og ungeudvalget, vil medvirke til en sikring af, at der i forhold til ændring af anbringelsessted fuldt ud tages højde for barnets behov. Klageadgangen ændres herudover ikke for hverken barn eller forældre, hvilket vi også er tilfredse med i Venstre.

Vi finder det yderligere naturligt, at barnet fra det 12. år kan give samtykke til ændring af anbringelsessted, da barnet jo allerede i dag har klageadgang. Ændring af anbringelsesstedet er så stor en ændring af et barns hverdag, at det giver mening at høre et barn allerede fra det fyldte 12. år.

Vi forventer, at netværksplejefamilier og familier, der adopterer et tidligere plejebarn, samt børnene selv vil få gavn af øget faglig støtte til familien. Vi forventer også, at det vil styrke børnenes rettigheder, at vi kvalitetssikrer en eventuel beslutning om ændring af anbringelsessted. Det vil helt sikkert også gavne barnet, at det nu får ret til at blive hørt i en lavere alder end hidtil. Venstre støtter selvfølgelig lovforslaget.

Tak til Venstres ordfører. Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil som socialdemokratisk ordfører.

Tak. Nu brugte Venstre en del tid på den ene del af lovforslaget, nemlig det her om en ændring af grundlaget for ændringer af anbringelsen. Jeg er meget enig i de bemærkninger, og derfor vil jeg lade være med at gentage dem heroppefra, og bruge lidt tid på at folde den anden del ud, som det jo ikke er nogen hemmelighed er et af mine hjertebørn, nemlig det her med netværks- og familieplejen. For det er jo desværre sådan, at det ikke er alle børn og unge, som får den gode og trygge start på livet, som man kunne ønske sig, og der kan være problemer i familierne og hos forældrene, som er så store, at børnene vil have bedst af at vokse op inden for nogle andre rammer end dem, de er født til.

De anbragte børn er jo nogle af de allerallermest sårbare og udsatte mennesker, der er i Danmark, og derfor har vi også som samfund et særligt ansvar for at tage os af dem og skabe de tryggest tænkelige rammer, som de ikke fik hjemme hos deres biologiske forældre. En af de rammer, som samfundet kan hjælpe med at skabe for børnene, er, hvis man som barn bliver anbragt hos noget af ens netværk, altså noget af familiens netværk, nogle venner eller bekendte, eller selvfølgelig nogle familiemedlemmer, der er i stand til at tage sig af dem, nogle, som barnet kender i forvejen, og som man måske derfor føler sig mere tryg ved, end hvis det er nogle vildt fremmede.

Der er en SFI-undersøgelse fra 2011, der viser, at der er rigtig mange gode ting ved netværksplejefamilierne. F.eks. har børn, der er anbragt hos deres netværk eller familie, mere stabile anbringelsesforløb og oplever færre sammenbrud, og det kan man jo godt se for sig. Vi taler om børn, som har en relation til de voksne, der tager sig af dem, i forvejen. Det kan f.eks. være en moster, der siger: Okay, min søster er ikke så god til det her med at tage sig af børnene – og der kan være noget med noget misbrug eller noget andet. Det vil sige, at vi her taler om en, som måske har været på fødegangen, og som har set barnet for første gang et par timer, efter at det er blevet født, og som har fulgt barnets tilværelse tæt siden dengang. Der vil der selvfølgelig være en særlig tilknytning, og defor viser SFI-undersøgelsen altså også, at der dér er mere stabile anbringelsesforløb, end hvor det er plejefamilier.

Så er der selvfølgelig også nogle ekstra udfordringer for netværksplejefamilier, og det er noget af det, som det her lovforslag forsøger at hjælpe til med at løse. Netværksplejefamilier har for så vidt i dag den samme ret og pligt til uddannelse og efteruddannelse og supervision af de her ting som andre typer af plejefamilier. De skal være på et kursus i 4 dage og deltage i efteruddannelse i mindst 2 dage om året. Men det er ikke altid tilstrækkeligt, og det er jo bl.a., fordi netværksplejefamilien tit ikke har den samme pædagogiske baggrund som andre typer af plejefamilier.

Derudover kan der selvfølgelig være et ekstra behov for at lære at håndtere konflikter, der kan opstå, netop fordi man er netværks- eller familiepleje. Altså, netop fordi det kan være ens søsters børn, man har overtaget, så kan der nok være det. Jeg tror, vi alle sammen kender til, at søskende er nogle af dem, man kan skændes mest med, men jeg tror, det i særdeleshed gælder, hvis den ene har været i stand til at tage sig af børnene og den anden ikke har. Der opstår selvfølgelig en særlig type af konflikter, når det er inden for familien, eller hvis det er en veninde eller en ven, som har overtaget ansvaret for ens børn, og der kan altså være nogle konflikter, som man skal have særlig hjælp og støtte til at lære at håndtere. Derfor skruer vi op for rettighederne for netværksplejefamilier, og det gør vi med et tilbud om løbende støtte. Det kan f.eks. være råd eller vejledning i form af samtaler med fagpersoner i starten af anbringelsesforløbet, men det kan også være løbende at forebygge og håndtere konflikter med den biologiske familie.

En anden ting, jeg vil fremhæve ved det her lovforslag, er, at den løbende støtte også fremover tilbydes til familier, som ikke længere er plejefamilier, men som har valgt at adoptere deres barn. Op imod hver tredje plejefamilie ønsker faktisk at adoptere deres plejebarn, det har Ankestyrelsens undersøgelse vist, og vi har som samfund en kæmpe interesse i at skabe den sikkerhed og tryghed omkring barnets opvækst, som netop en adoption kan give, for det er jo naturligvis den mest stabile form for anbringelse, vi kan komme ud i.

Men undersøgelsen fra Ankestyrelsen viste også, at rigtig mange af familierne er bange for at føre adoptionen ud i livet, fordi de så vil miste opbakningen fra kommunen, og det retter vi så op på nu. For i overgangen fra at være plejefamilie til at være adoptivfamilie vil der selvfølgelig også være behov for at håndtere den ændrede rolle fra plejefamilie til adoptivfamilie, og der kan være brug for fortsat at få hjælp til at håndtere f.eks. barnets forhold til den biologiske familie eller andre problemstillinger, der kunne komme i kølvandet på det at have været et anbragt barn.

For os som socialdemokrater er det helt essentielt at kæmpe for, at alle mennesker får så god en start på tilværelsen som muligt og får lige muligheder med alle andre. Vi arbejder for, at alle skal med, og vi knokler for at bryde den negative sociale arv, og det her er et af de steder, hvor man tidligst skal ind, og hvor man skal give den størst tænkelige støtte, for det er altså nogle af de allermest sårbare og udsatte børn.

Jeg synes, vi havde et rigtig godt forhandlingsforløb i forbindelse med satspuljen, og det vil jeg gerne kvittere for over for både Venstre og Dansk Folkeparti. Jeg tror, at Dansk Folkepartis ordfører og jeg var meget på bølgelængde, med hensyn til at det her er hjerteblod, det er noget af det allervæsentligste, og derfor havde vi mange rigtig gode samtaler i forhandlingsforløbet. Det synes jeg også man skylder at sige fra talerstolen, når den slags sker. For ellers tror jeg, at folk har en fornemmelse af, at det altid er ét stort rivegilde. Det er det trods alt ikke. Tak.

Tak til ordføreren. Fru Karina Adsbøl som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak for det. Lovforslaget udmønter dele af aftalen om at styrke plejefamilieområdet, som er en del af satspuljeaftalen for 2015-2018. I Dansk Folkeparti har vi arbejdet for at få sat anbringelsesområdet på dagsordenen. Derfor har vi også påpeget de udfordringer, der er på området, gentagne gange både i samråd, i spørgetiden med ministeren og under forespørgselsdebatten om Barnets Reform, som Dansk Folkeparti tidligere har haft indkaldt til. Derudover har vi tidligere fremsat beslutningsforslag på området, hvor vores ønske var, at vi gjorde det obligatorisk at bruge de metoder, der virker, herunder familierådslagning, netværksrådgivning m.m., altså se på familiens ressourcer og sammen lægge en plan. Vi ville have øget fokus på, at man i større omfang anvender netværksfamilier og bruger netværkets ressourcer.

Det lykkedes så endelig i satspuljeforhandlingerne at finde nogle gode løsninger på området, hvor det overordnede formål med lovforslaget er at styrke kontinuiteten i anbringelserne bl.a. ved i højere grad at understøtte, at børn kan anbringes i familier, de allerede har en tilknytning til, heriblandt netværksplejefamilier, og ved at styrke afgørelsesgrundlaget i sager om flytning fra ét anbringelsessted til et andet.

Vi har desværre set en række sager, hvor børn er blevet flyttet fra deres anbringelsessted mod deres vilje, så derfor sætter vi nu minimumsalderen for samtykke i afgørelser om ændring af anbringelsessted ned fra 15 til 12 år. Det foreslås at styrke afgørelsesgrundlaget i sager om ændring af anbringelsessted, så der tages højde for barnets relationer til anbringelsesstedet, og desuden stilles flere krav til, hvornår et barn kan flyttes.

Derudover får netværksplejefamilier og familier, der adopterer et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien, ret til mere faglig støtte, end de har i dag. Formålet er at sikre, at familierne får den nødvendige rådgivning og vejledning med udgangspunkt i familien og barnets eller den unges aktuelle støttebehov.

I Dansk Folkeparti støtter vi selvfølgelig op om det forslag, som imødekommer nogle af de gode forslag om forbedringer, Dansk Folkeparti tidligere har fremsat. Og jeg vil gerne kvittere over for fru Pernille Rosenkrantz-Theil, for det er rigtigt, at det var et godt forhandlingsforløb, og vi var meget enige om, at vi gerne ville styrke det her område, og det er jeg rigtig glad for. Tak for det.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen radikal ordfører, så vi ser, om den radikale ordfører dukker op. Så tager vi fru Trine Mach som SF's ordfører nu. Vil fru Trine Mach også hellere vente? Så tager vi hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak. Enhedslisten er jo altid fleksible og arbejdsvillige, så vi fylder gerne pauserne ud.

På vegne af min kollega fru Pernille Skipper skal jeg meddele vores synspunkter på det her lovforslag. Enhedslisten finder det positivt, at også børn under 15 år med dette forslag kan få indflydelse på deres eget liv, når det kommer til at flytte barnet til et nyt anbringelsessted. At blive flyttet, måske væk fra skole og venner, væk fra omsorgspersoner og det kendte, er en voldsom ting for et barn. Derfor er det positivt, at der med forslaget skal være mere fokus på kontinuitet, samt at barnet får mulighed for at blive hørt og får indflydelse. I den forbindelse vil jeg dog bemærke, at det er vigtigt, at det bliver reel indflydelse og ikke bare en afkrydsningsboks i et skema.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd bekræfter den mistanke, vi alle længe har haft: Kun 35 pct. af børnene føler sig reelt hørt. Det er ikke godt nok. Vi bør undersøge, hvordan vi kan få ændret den kultur, der gør, at børn har mulighed for at udtale sig, men ikke har indflydelse.

Vi er også rigtig positive over for en ekstra støtte til netværksplejefamilier. Som regeringen også selv fremhæver, er netværksanbringelser ofte rigtig godt for barnet, fordi man derved bevarer større tilknytning og kontakt til sin familie. Dog har netværksplejefamilier måske ikke altid så mange ressourcer, og de kan have behov for ekstra støtte ud over eksisterende ret og pligt til efteruddannelse i supervision.

Vi bliver dog fra Enhedslistens side nødt til at påpege, at plejefamilierne som helhed ikke har ordentlige vilkår. Vi er stærkt bekymrede over, at der ikke er tilstrækkelig tid til supervision, og at efteruddannelsen er for ringe. Vi mener samtidig, at når det drejer sig om løn og arbejdsvilkår, er der tale om decideret underbetaling f.eks. uden mulighed for at tage på ferie med det anbragte barn. Det offentlige er overordentlig tæt på at udnytte menneskers gode hjerter, samtidig med at vi risikerer, at egnede plejefamilier ikke stiller sig til rådighed, fordi økonomien ikke hænger sammen. Vi skal huske på, at det kræver noget at have et barn boende, der måske har været svigtet, har forældre med misbrug eller på anden måde har haft det svært. Det er en pædagogisk-faglig opgave.

Med hensyn til kompetencen til at ændre anbringelsesstedet er Enhedslisten også enige i forslaget, dog med de samme bemærkninger, som f.eks. Børnerådet er kommet ned. Børnene skal sikres klageadgang, vejledning herom og advokatbistand, og klager skal have opsættende virkning, så børnene ikke skal flyttes, før en eventuel klagesag er afgjort endeligt. Alt andet vil være voldsomt indgribende. Selv om det er nødvendigt, kan det opleves som et enormt svigt, hvis man skal flyttes ufrivilligt fra et sted, hvor man har tæt voksenkontakt, tilknytning til omsorgspersoner osv. Men Enhedslisten kan støtte forslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er den radikale ordfører, fru Lotte Rod, kommet til stede. Værsgo.

Mit håb er, at børns baggrund ikke må afgøre deres fremtid. Det er det, der driver mig som politiker. Der er vi ikke endnu. Selv om det på mange måder er bedre i Danmark end i andre lande, så afhænger fremtiden for nogle børn fortsat af deres baggrund. Et af de steder, vi ikke har knækket koden, er for anbragte børn. Vi ved, at kontinuitet har afgørende betydning for børn og unges muligheder, for deres personlige udvikling, deres trivsel og deres mulighed for at få et selvstændigt voksenliv. Derfor har vi en vigtig politisk opgave i at blive bedre til at sikre kontinuitet for de børn, der har allermest brug for det.

Jeg tror på, at vi skal blive bedre til at bruge familien og netværket, når forældrene ikke selv kan tage hånd om deres barn. Måske er der en moster eller en onkel eller en anden vigtig person omkring familien, som kan tage sig af barnet. Vi ved nemlig, at der er færre sammenbrud hos netværksanbragte, og at netværksanbragte børn har bedre udviklingsmuligheder end børn anbragt i traditionelle plejefamilier. Det er en stor opgave. Mosteren er formentlig ikke uddannet til opgaven på samme måde som andre plejefamilier. Formentlig er det heller ikke helt ligetil at finde ud af de nye roller sammen med barnets biologiske forældre. Derfor er det vigtigt, at vi bakker op om og støtter netværksplejefamilier. Det samme gælder i øvrigt familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.

Vi foreslår derfor en ret til faglig støtte for netværksplejefamilier, der ligger ud over den nuværende ret og pligt til efteruddannelse og supervision. Støtten kan f.eks. være råd eller vejledning i starten af anbringelsesforløbet eller støtte til at forebygge og håndtere konflikter med den biologiske familie. Støtten kan bestå af samtaler med fagpersoner på området, kurser eller undervisning, der kan støtte netværksplejefamilien i at imødekomme barnets eller den unges behov. Familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i plejefamilien, skal også have ret til faglig støtte. Støtten skal målrettes den enkelte families konkrete situation og behov.

Det er mit håb, at vi med det her forslag tager et vigtigt skridt mod at give nogle af vores mest sårbare børn håb for fremtiden, og jeg vil derfor gerne sige tusind tak til resten af satspuljekredsen for at prioritere den her indsats sammen med os. Radikale Venstre støtter forslaget.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Trine Mach som SF's ordfører.

SF ser lovforslaget som endnu en vigtig styrkelse af børns rettigheder og som en ekstra støtte til udsatte børn, der er anbragt i netværkspleje. Børns rettigheder og støtte til anbragte børn og til de familier, de er anbragt i, er også fokusområder for SF, og vi er faktisk rigtig glade for, at man bredt i Folketinget arbejder for det her, ikke ud fra partipolitiske interesser, men ud fra en fælles interesse om at støtte og forbedre forholdene for nogle af disse mest udsatte børn og unge i vores land.

Alle mine kollegaer, der tidligere har været på talerstolen, har sagt en række centrale og kloge ting om det med ændringen af afgørelseskompetence, øget støtte til netværksfamilier osv., og vi er meget på linje med det. Så derfor vil jeg blot helt kort knytte en kommentar til det med netværksplejefamilierne. Det er jo ikke uden udfordringer at adoptere et plejebarn eller at være den familie, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi giver mere faglig støtte og gør det til en ret. Det er det for barnets skyld, men det er det jo også for selve familiens skyld. Der er ikke brug for flere sammenbrudte relationer mellem voksne og børn.

Jeg vil knytte de fleste kommentarer til det, som handler om at ændre alderen fra 15 år til 12 år i forbindelse med samtykke fra barnets side. Alle børn har ret til at blive hørt og blive inddraget i beslutninger, som vedrører dem selv. Det står i FN's børnekonvention, og det er også en grundværdi for SF i vores børnepolitik. Men desværre hører vi jo lidt for tit og senest i sidste uge med SFI's rapport, at der er alt for mange børn, der oplever at blive hørt for lidt. Og undersøgelsen viste bl.a., at godt hvert andet barn ikke følte sig taget med på råd, når der skulle tages beslutninger om anbringelsessted. Det er uacceptabelt, og det er bekymrende. Derfor er det rigtig godt, at vi med det her lovforslag sikrer flere børn ret til at blive hørt, når det gælder flytning af anbringelsessted.

Det at nedsætte alderen fra 15 år til 12 år i forbindelse med samtykke giver rigtig god mening. For det er en temmelig barsk livssituation at være i som et lille menneske, og så skal man ikke opleve at blive kørt over af andre, der træffer vigtige beslutninger om ens liv, uden at man selv bliver lyttet til. Vi tror i SF ligesom børneorganisationerne, at langt de fleste 12-årige er modne nok til at give samtykke, hvis de skal flytte, ikke mindst hvis de får den rette faglige støtte og de rette midler til at tage en sådan beslutning. Og det skal kommunerne selvfølgelig bidrage til at børnene har. Jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at alle børn inddrages i sager, der vedrører dem selv. Det er skræmmende, når vigtige beslutninger i sager om ens liv bliver taget hen over hovedet på en. Det bør vi for alt i verden undgå, og det her er et vigtigt skridt på den vej. Vi ved alle sammen godt, hvordan det er, når styring og kontrol foregår uden ens egen indflydelse. Det er ikke sundt for et voksent menneske, og det er heller ikke sundt for et barn.

I SF er vi ikke bare optaget af at lovfæste børns ret til at blive hørt, vi er mindst lige så optaget af, at det rent faktisk virkeliggøres. Og derfor er der måske også grund til, at vi fortsat har antennerne ude, for én ting er at lave en ændret lovgivning, en anden ting er, hvordan det bliver implementeret i praksis. Og vi vil kraftigt opfordre til, at vi sammen i Folketinget følger det tæt, både at det rent faktisk sker, altså at boksen bliver – som hr. Finn Sørensen sagde – krydset af, men også at det i praksis betyder, at barnet rent faktisk får mere indflydelse i sager om dets eget liv og i det her tilfælde i anbringelsessager.

Afslutningsvis vil jeg blot tilslutte mig det, mine kolleger har sagt, og sige, at jeg også er rigtig glad for, at satspuljeforhandlingerne var så konstruktive og gode, som de var, og at vi har en bred aftale, som det her lovforslag jo er en udløber af, og vi støtter bestemt også forslaget fra SF's side.

Tak til SF's ordfører. Fru Thyra Frank som Liberal Alliances ordfører.

Tak, hr. formand. Lovforslag L 120 handler om nogle af de borgere, der har allermest behov for beskyttelse og omsorg i dette land, nemlig børn, der anbringes uden for hjemmet. Det er lige præcis disse børn, der bør være i centrum, når vi taler om, hvordan vi kan sørge for dem, der ikke kan selv. Børn kan ikke selv; de har brug for, at nogle tager sig af dem, og de har ikke blot brug for mad og klæder, de har også brug for kærlighed. Derfor er vi i LA også meget positivt stemt over for, at når et barn svigtes af sine biologiske forældre, starter man med at se på barnets nære relationer for at finde ud af, om der er nogle ansvarlige voksne, der er klar til at tage over. Børn har brug for at blive valgt til og at blive elsket.

De har også brug for at vide, hvor de kommer fra, hvad de er rundet af. Derfor er det langt at foretrække, hvis man kan finde en anbringelsesfamilie, der allerede er en del af familien eller netværket omkring barnet. At tage et barn ind, der har været ude for alvorlige svigt, er ikke nogen nem opgave. Derfor er det også vigtigt, at netværksfamilier får hjælp i den første tid til at klare opgaven. De må have rådgivning om, hvordan de klarer at få skabt rolige og trygge rammer om barnet uden selv at gå til.

Lovforslaget indeholder også en nedbringelse af alderen fra 15 år til 12 år for samtykke i afgørelser om anbringelsessted. Dette bakker vi også op om. Det er så vigtigt at høre barnet, også selv om det er et mindre barn. Og det er vigtigt, at det faktisk sker derude, og at det ikke kun er noget, vi står og vedtager her i Folketinget.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Hr. Per Løkken som konservativ ordfører. Velkommen til.

Tak for det. Lovforslaget udmønter en del af satspuljeaftalen og har til formål at sikre mere stabile anbringelser. Netværksanbringelser giver ofte gode resultater, fordi barnet placeres i familiens umiddelbare netværk. Det kan være hos en søster eller en svoger, som barnet allerede har en tilknytning til. Med netværksanbringelser ses ofte færre sammenbrud, og det er med til at skabe mere stabilitet i anbringelsen.

Vi hæfter os særlig ved, at lovforslaget giver konkrete muligheder for at kunne give mere faglig støtte til netværksanbringelserne. Og det er en støtte, der ligger ud over den efteruddannelse og supervision, som familierne i forvejen modtager. Det er positivt, for der er god grund til at vejlede og hjælpe familien til at kunne håndtere konflikter og sikre ro i barnets liv.

Lovforslagets anden del skal styrke børn og unge-udvalgets afgørelseskompetence i afgørelser, der påvirker anbringelsens stabilitet, nemlig afgørelser om ændring af anbringelsessted i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren og den unge ikke samtykker dertil.

Lovforslagets anden del drejer sig om at styrke afgørelsen i sager, hvor barnet skal skifte anbringelsessted. Hensynet til barnets eller den unges behov for støtte imødekommes bedst ved en ændring af anbringelsesstedet ud fra en konkret afvejning af hensynet til kontinuiteten i anbringelsen og formålet med anbringelsen. Det synes vi er vældig positivt, og det bakker vi op om.

Det Konservative Folkeparti kan naturligvis støtte lovforslaget. Tak.

Tak til den konservative ordfører. Så er det ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Tak for det. Jeg vil gerne takke for de positive kommentarer til forslaget, og jeg vil også gerne, ligesom andre har gjort det, kvittere for et rigtig godt forløb, når det handler om satspuljen. Jeg synes, det var fantastisk.

Jeg synes, at det, at vi har fået strikket det her forslag sammen, sådan set også afspejler det gode forhandlingsforløb. I har alle sammen været inde på indholdet, og det er jo fornuftigt, så det vil jeg ikke bruge så meget tid på. Men jeg bed i hvert fald mærke i, at fru Tina Nedergaard, fru Pernille Rosenkrantz-Theil og fru Trine Mach var inde på hele tankegangen om plejefamilier. Man tog afsæt i den undersøgelse, som der lige er blevet foretaget – og det er måske der, jeg gerne vil hen – og som sådan set meget, meget glædeligt viste, at vi har fundet frem til noget efter Barnets Reform, som rent faktisk betræder en vej på det her område, som er positiv; det er i hvert fald positivt, at man også hører børnene. Det synes jeg virkelig vi skal glæde os over.

Så er der selvfølgelig nogle tidsler, og jeg synes, vi skal glæde os over, at vi har fundet dem frem, så vi selvfølgelig kan arbejde på dem ad den vej. Noget af det er jo det, som også SF var inde på, nemlig at der er børn, der bliver hørt, men at der desværre også er børn, der ikke bliver hørt. Der er det selvfølgelig også glædeligt, at vi har fundet penge til efteruddannelse, så sagsbehandlere kan blive bedre til det.

Når det er sagt, er det jo altid godt at have et forslag, der også er med til at styrke afgørelsesgrundlaget for, hvornår man kan flytte et barn, og selvfølgelig det, som alle har været inde på, at styrke hele plejefamilieområdet, herunder selvfølgelig også netværksplejefamilier. Det synes jeg er rigtig positivt. Og vanen tro vil jeg selvfølgelig være til rådighed, hvis der skulle være spørgsmål under den videre behandling i udvalget.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet til denne sag, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.