Tak for det, formand, og tak for ordet. Jeg skal indledningsvis sige, at jeg også taler på vegne af Det Konservative Folkeparti.
Lad mig sige, igen, at Venstre som udgangspunkt støtter op om engrosmodellen på elområdet, som skaber en øget gennemsigtighed og fremmer konkurrencen, uden at det giver anledning til øget bureaukrati og nye byrder for erhvervslivet. Jeg skal ikke trætte jer med den ekstraregning på over 80 mio. kr., som regeringen på grund af deres nøl har udskrevet til de danske elkunder. Den vinkel har vi vendt for kort tid siden i behandlingen af L 151, og derfor vil jeg gerne fokusere på noget andet.
Det er nemlig sådan, at hele argumentationen bag det her lovforslag er, at SKAT ikke skal løbe nogen risici, og det er et fornuftigt mål, som vi ikke kan være uenige i. Vi er jo i den situation i Danmark, at elbeskatningen er en betydelig og væsentlig del af statsbudgettet, så de penge skal i kassen. Derfor er det for mig afgørende, at det sker på en måde, som ikke ligger kunderne til last, og her tænker jeg både på SKATs kunder, som nu også bliver netvirksomhederne, og på elhandlerne og i sidste ende elkunderne.
Lad mig starte et andet sted. Virksomheden Birn, som bl.a. driver jernstøberi i Holstebro og Odense, beskæftiger i alt 650 i koncernen. De laver produkter, hvis priser er afhængige af elregningen, faktisk i sådan en grad, at den bliver indekseret efter elprisens udvikling. Så hvis elprisen stiger, stiger prisen på varerne og omvendt. Det er klart, at Birn har behov for en hurtig og klar tilbagemelding fra deres elhandler på, hvilken pris de skal betale for deres strøm. Derfor er det også noget rod, at man med den nye model pludselig skal vente endnu flere dage på den endelige regning – som jeg forstår det, bliver det i omegnen af 11 hverdage i måneden, før elregningen når virksomheden. Det er et problem, hvis man som hos Birn lukker bøgerne gennemsnitligt efter 6½ hverdag. Og det er ikke godt nok i mine øjne, og der bør findes en løsning i den kommende lovbehandling, så det her ikke bliver endnu et kapitel i bogen om administrative byrder, som skyldes, at SKAT og andre myndigheder slet ikke tænker på erhvervslivets muligheder for at drive forretning. Her savner jeg i den grad, at regeringen stempler ind i debatten i det lovforberedende arbejde.
Lidt i samme dur kan jeg forstå, at SKAT også vil give netvirksomhederne en rolle i forhold til at validere de enkelte kunders særlige afgiftsforhold på elområdet som f.eks. elopvarmede boliger, der jo har en lavere elafgift. Her skal vi huske, at hele intentionen med engrosmodellen var at samle kundedialogen ved elhandleren, og det vil sige, at netvirksomhederne ikke har en kundevendt rolle. Alligevel lægger det aktuelle lovudkast op til, at Energinet.dk skal holde øje med mistænkelige afgiftsforhold, og i det omfang de opdager noget, skal de smide bolden over til nethandelsvirksomhederne, som så skal lave tilsvarende detektivarbejde i den retning, vel at mærke uden at de har kundekontakten. Det virker både som dobbeltarbejde, og det virker tosset at lave noget, som går stik imod intentionen ved engrosmodellen. Som minimum bør det overlades til Energinet.dk at træffe de nødvendige myndighedsbeslutninger, ganske som de har gjort eksempelvis på solcelleområdet, og dermed friholde nethandelsvirksomhederne fra den ekstra belastning, som helt sikkert også koster samfundet. Alternativt burde det være skattemyndighedernes ansvar at tage vare om, at beskatningsgrundlaget er det rigtige.
Endelig er der et kompliceret spørgsmål om identitet på elregningen for mindre virksomheder, som stadig aflæses eller årsaflæses. Det er en mindre gruppe virksomheder, som der bliver færre og færre af. Udfordringen er, som jeg forstår det, at disse elkunder i dag afregnes efter deres forventede årsforbrug, hvilket Skatteministeriet ikke finder dækkende. Derfor vil Skatteministeriet kræve, at aktørerne på elmarkedet skal indrette helt nye it-systemer og andet for at håndtere den her skrumpende gruppe kunder. Det vil selvfølgelig være omkostningstungt, og gevinsten vil være til at overse. I 2020 har alle kunder nemlig fjernaflæste målere og timeafregning, og så er problemet væk.
Min indstilling til det kommende udvalgsarbejde i forhold til lovforslaget er, at vi ikke skal lave store omvæltninger for en begrænset gruppe kunder, som vil blive mindre og mindre og være helt væk allerede i 2020. Det giver næppe samfundsøkonomisk mening, og der må være veje til en midlertidig ordning, så skattemyndighedernes rigide krav til identitet ikke skaber unødig og dyr belastning.
Samlet set bakker Venstre op om intentionerne i det fremlagte, men djævlen ligger som kendt i detaljen, og som jeg ser det her, tegner der sig et billede af, at der er mange djævle og mange detaljer, som vi skal kigge nærmere på, men jeg ser frem til udvalgsarbejdet.