Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 26:

Forslag til lov om ændring af adoptionsloven. (Adgang for samlevende til at adoptere sammen).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 08.10.2014).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Tina Nedergaard fra Venstre.

Tak. Regeringen foreslår med det lovforslag, der her er fremsat, at samlevende får samme adgang til at adoptere sammen eller f.eks. at adoptere den enes barn – det, der betegnes som stedbarnsadoption – som ægtepar har i dag. I Venstre mener vi, at det er et fornuftigt forslag. Hvis et par gennem længere tid har levet sammen som ægtepar, men uden papirerne, kan dette forhold være lige så stabilt for et barn og skabe en lige så god ramme for et barn som et forhold, der er indgået som ægteskab, kan.

I Venstre har vi det udgangspunkt, at det afgørende er, at barnet, for så vidt at der er behov for adoption, placeres det sted, hvor barnet vil befinde sig bedst, og det skal en institution som ægteskabet hverken tilskynde til at man gør eller forhindre at man gør. Vi er således enige med regeringen i intentionerne i lovforslaget.

Desværre er vi meget kritiske over for enkelte dele af lovforslaget. Der er et forbehold fra vores side, i forhold til at man som samlevende par, der adopterer børn, ikke skal leve op til de krav, som stilles for at indgå ægteskab. Når man er et ægtepar, betyder det jo i praksis, at man i sagens natur ikke er gift med andre, for det forbyder lovgivningen, men jeg kan se af et af ministeriets svar på et høringssvar, at i dette tilfælde vil man rent faktisk kunne være samlevende igennem mange år, men gift med en tredjepart og så alligevel få adgang til adoption. Den del er vi i Venstre endog meget kritiske over for. Vi mener rent faktisk også, at man med den forskelsbehandling egentlig taber en del af intentionen i lovforslaget på gulvet, da det jo i sig selv er et mål at have ligestilling i Danmark mellem par og ægtepar, hvad angår deres grundlæggende rettigheder som mennesker.

Yderligere mener vi – men det er ikke så afgørende som det andet – at der kan være brug for lidt flere ord om, hvordan man i nævnet skal kunne tolke det at være samlevende. Jeg kan se af bemærkninger til lovforslaget – og det kvitterer vi selvfølgelig også for – at regeringen tillægger det meget stor betydning, at man har været samlevende på samme bopæl i 2½ år. Det er også et rigtig godt udgangspunkt, men jeg synes alligevel – og det er ikke nogen betingelse – at vi, hvis ministeren vil være imødekommende over for det, skulle prøve at tage en drøftelse af, om der er andre ting, der med rette kunne drages ind, da vi jo i forhold til f.eks. plejefamilier stiller meget rigide krav. Det kan være udmærkede krav, men de er i hvert fald skrappere end kravene her.

Det, der er vigtigt for os at få anført her ved førstebehandlingen, er, at vi er helt enige i intentionerne i lovforslaget. Vi mener, det er fuldstændig rigtigt at give samlevende denne adgang til at adoptere, og ikke mindst finder vi det relevant, for så vidt at et par har levet sammen med den ene parts datter eller søn i nogle år – hvis man f.eks. har været enke eller enkemand – at denne i praksis nye forælder også får den juridiske myndighed over barnet i lighed med situationen, hvis man havde været gift.

Så alt i alt finder vi det rigtig positivt, at regeringen har fremsat dette lovforslag, og jeg kunne sådan set have ønsket, at vi selv havde nået at gøre det. Men vi håber så selvfølgelig også, at ministeren vil være imødekommende over for disse par punkter. For det enes vedkommende er det nærmest en betingelse, for at vi kan støtte forslaget, og for det andets vedkommende drejer det sig mere om, at vi kommer tættere på – det kan også være i spørgsmål og svar i udvalgsbehandlingen. Jeg tror bestemt, at vi kan nå til enighed. Det vil vi i Venstre i hvert fald være indstillet på.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen bemærkninger. Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil, ordfører for Socialdemokraterne.

Tak for det. Det er ikke kutyme, at man stiller spørgsmål til de andre ordførere heroppefra. Det plejer at være noget, man gør nede fra sin plads, men nu har det ikke karakter af den type af spørgsmål, men jeg er selvfølgelig rigtig interesseret i at høre om, hvad det er, Venstre forestiller sig, når det blev nævnt, at der er andre kriterier i forhold til plejefamilierne. Men det må vi selvfølgelig drøfte videre i udvalgsarbejdet. Det får vi også rig anledning til at tale med hinanden om der.

Det, der jo i virkeligheden er spørgsmålet, når vi behandler det her, er, om man bliver en bedre mor eller far af at være gift, og der er jeg fuldstændig på linje med det, der tidligere er sagt heroppefra: Selvfølgelig er man ikke det. Det er jo ikke papirerne, det handler om. Og som socialdemokrat mener jeg selvfølgelig ikke, at ægteskabet i den sammenhæng i sig selv er afgørende. Det afgørende er jo, hvordan man er som menneske, og om man er i stand til at tage sig af et barn, om ens parforhold er sundt og stabilt, og om man har et dybfølt ønske om at bære både de glæder, men også de rigtig mange pligter, der følger af at have ansvar og også juridisk ansvar for et barn.

I dag er det jo lidt absurd, fordi vi faktisk ikke skelner mellem, om et par er gift eller ej, hvis parforholdet ikke længere fungerer. Hvis det er sådan, at man går fra hinanden og der skal til at betales børnebidrag eller aftales samvær omkring ungerne, så skelner vi ikke. Så er det faktisk ligegyldigt, om folk har været gift eller ej; det er det samme regelsæt, der gælder. Men vi skelner, når det går godt. Det er faktisk en lille smule underligt. Noget lovgivning har på en eller anden måde fulgt med tiden. Efterhånden som folk begyndte at bo på polsk, har vi forandret lovgivningen, men der er noget af det, der ikke er blevet forandret.

I dag er det jo simpelt hen sådan flat out, at man ikke kan adoptere sammen med hinanden, hvis man ikke har papir på hinanden – så simpelt er det – og heller ikke, hvis de mennesker, vi taler om, i øvrigt sagtens ville kunne blive godkendt til adoption efter en tur i kirken eller på rådhuset. Det er det, som vi med det her lovforslag gerne vil rette op på. Forslaget betyder simpelt hen, at det bliver muligt for samlevende, der ikke er gift, at adoptere sammen.

Som det er i dag, kan den ene part i et papirløst forhold – der bliver det så endnu mere absurd – godt få lov til at adoptere, men så er det som eneadoptant. Man bliver betragtet som enlig ansøger, hvis man ikke er gift med den, man er i forhold med eller bor sammen med. Men det betyder ikke, at partneren ikke tæller med i vurderingen. Det gør vedkommende. Men man bliver godkendt som eneadoptant. Vedkommende kan ikke være med til at adoptere, men bliver vurderet på, om vedkommende er egnet til at være en del af bopælen og alt det der. Det er selvfølgelig alt sammen meget positivt, men hvorfor i alverden dog så ikke også give muligheden for, at vedkommende tager det juridiske ansvar. Partneren kommer jo alligevel til at være forælder.

Vi lægger så op til, at der skal gælde samme regler for gifte par og for samlevende par, og det betyder, at man skal have boet sammen i 2½ år, for at man kan blive godkendt til adoption. Det betyder, at vi sikrer, at forholdet skal være stabilt, både til glæde for adoptivforældrene selvfølgelig, men allermest til glæde for adoptivbarnet. Derved gør vi op med den forskelsbehandling mellem adoptivbørn, som der er i dag.

Forslaget betyder også, at det er muligt for samlevende at adoptere hinandens børn med den virkning, at det bliver et fællesbarn, altså det, man kalder stedbørnsadoption. Så det er både fremmedadoption og de tilfælde, hvor man bor sammen med en, som har sit eget barn, som man også godt kunne tænke sig at være juridisk forælder for.

Vi mener, at det her lovforslag grundlæggende både er til gavn for adoptivbørnene og selvfølgelig for de ugifte par, fordi det betyder, at adoptivbørnene bliver sikret to juridiske forældre, uanset om de kommer til at bo hos et ægtepar eller et papirløst par, og så selvfølgelig fordi samlevende nu får de samme rettigheder og pligter i forhold til adoption, som gifte par har. Derfor kan Socialdemokratiet selvfølgelig støtte regeringens lovforslag.

Der er en kort bemærkning fra fru Tina Nedergaard.

Tak. Ordføreren valgte at spørge mig om nogle ting, da ordføreren var oppe som ordfører – det havde været nemmere under korte bemærkninger til mig. Men jeg skal bare lige hurtigt sige, at jeg tror faktisk, at vi er nået rigtig, rigtig langt, hvis det er sådan, at vi kan opnå enighed med regeringen og regeringspartierne og forhåbentlig jo et bredt flertal i Folketinget om, at man for at opnå den ret til at adoptere, som samlevende har, så opfylder samme betingelser, som man skal for at indtræde i ægteskab.

Jeg hæftede mig faktisk bare ved, at Adoptionsnævnet også er inde i det felt og arbejder lidt med det eller i hvert fald nævner det i deres høringssvar, nemlig at de egentlig forudsætter, at samlevende skal leve op til de regler, man også stiller for at indgå ægteskab. For for at et ægtepar kan adoptere, har de indgået et ægteskab, og det er der nogle betingelser for, bl.a. at man ikke må være gift med andre. Det er jo lidt pudsigt, at det ikke gælder for samlevende, der adopterer – de må sådan set gerne være gift med nogle andre.

Vi behøver ikke drøfte det, for så ville jeg gerne have stået oppe på talerstolen, hvis jeg skal være ærlig. Helt kort vil jeg gerne spørge om, om Socialdemokraterne vil være interesseret i at prøve at gå i dialog om at prøve at finde en ramme for det her, som også vil lette Adoptionsankenævnets mulighed for at kunne håndtere de opgaver, når de bliver forelagt.

Ordføreren.

Altså, til det første vil jeg lige sige, at det egentlig også var for at opklare, hvad det egentlig handlede om – jeg tror, jeg nu lidt mere forstår, hvad det handlede om. Jeg kunne ikke lige se for mig, hvordan det var med hensyn til de der kriterier, men det var, fordi jeg tænkte på stedbarnsadoption, og jeg tror, at ordføreren tænkte på fremmedbarnsadoption. Så nu forstår jeg, hvad det var, der blev talt om i den første del.

Så vil jeg sige, at selvfølgelig er vi da åbne over for at drøfte de her ting. Jeg synes jo altid, at når vi har at gøre med børn, må det være sådan, at vi tænker så bredt som muligt herinde i Folketinget, og at vi får tænkt alle perspektiver ind i det. For jeg tror egentlig, det er sådan, vi varetager barnets tarv bedst. Så jeg synes, vi skal bruge udvalgsarbejdet rigtig grundigt i forhold til det her.

Så spurgte ordføreren om Socialdemokratiets holdning i forhold til det med ankedelen. Vi er selvfølgelig åbne over for at kigge på de elementer, som Venstre tager op i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Så er der ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Den næste i talerrækken er fru Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti.

Tak. Politisk har der gennem det seneste år været en del debat om adoption. Der har været fokus på emnet, fordi der var nogle forhold, der gjorde sig gældende, og som ikke var hensigtsmæssige på adoptionsområdet. Primært var der hele spørgsmålet om barnets tarv, hvordan det kunne sikres, at det står som værende det bærende element for at gennemføre en vellykket adoption.

For Dansk Folkeparti er der ikke tvivl om, at hensynet netop til barnets tarv skal stå i centrum og også skal være gældende, når vi i dag drøfter adoption mellem samlevende. For os skal adoption, både fremmedadoption og stedbarnsadoption, være noget, som kan sikre barnet tryghed og stabilitet i hverdagen, hvor der som udgangspunkt skal være sikkerhed for, at de rammer, som barnet lever i, skal være præget af, at det ikke skal være nemt, at der kan ske et opbrud og markante ændringer.

Andre familiemønstre kan givetvis give børn en tryg og god opvækst, men for Dansk Folkeparti er ægteskabet noget ganske særligt. Ægteskabet bør fortsat være udgangspunktet for et familieliv med børn, og vi mener ikke, at man kan sidestille et papirløst forhold med ægteskabet. En sidestilling af papirløst forhold, som forslaget lægger op til, kan betragtes som en begunstigelse, og det mener vi ikke skal være tilfældet. Skulle det være det, kunne jeg stille spørgsmålet: Hvorfor så bevare ægteskabet som institution?

Jeg kan være bekymret for, at der med en vedtagelse af dette lovforslag kan opstå en forvirring i det involverede barns liv. Hvad sker der, hvis f.eks. en biologisk mor og hendes samlever, som hun ikke er gift med og kun har kendt i få år, uden videre går fra hinanden? Barnet er adopteret af denne, moderen finder en ny mand, som efter måske flere års samliv med den biologiske mor egentlig også gerne vil adoptere barnet osv. osv. Hvad så, hvis den biologiske far pludselig dukker op og vil adoptere sit eget biologiske barn? Der er mange scenarier, der pludselig kan dukke op, og som jeg tror vil kunne gøre et barns opvækst mere urolig og ustabil.

Dansk Folkeparti var også imod, at der kunne indføres straksskilsmisser. Det kan godt være, at det giver mulighed for de voksne til at bryde hurtigt med hinanden uden måske at have forsøgt at bevare ægteskabet trods de vanskeligheder, der kan være opstået, men det kan ikke mindst påvirke de involverede børn. Vi mener, at der er en risiko for, at barnets tarv kan blive tilsidesat, når forældre hurtigt kan bryde med hinanden, og den fare ser vi også med det her forslag.

Vi mener, at for at sikre barnet bedst muligt og sikre mest stabilitet i forbindelse med adoption bør det ske mellem to, der er gift med hinanden. Man kan have forståelse for, at der kan være et ønske om at adoptere den anden parts barn eller børn for at sikre dem bedst muligt, men vi finder egentlig, at et forhold, der kun har eksisteret i 2½ år uden indgåelse af ægteskab, ikke som udgangspunkt er med til at sikre den stabilitet, som vi ønsker for at sikre barnet.

For Dansk Folkeparti er der noget ganske særligt og forpligtende ved den beslutning, som to mennesker træffer, når de indgår ægteskab. Det er noget skelsættende i livet, ligesom det er skelsættende at få børn, også dem, man har adopteret. I vores optik er der som udgangspunkt en større grad af bundethed i det traditionelle ægteskab. Med henvisning til den netop nævnte lov om straksskilsmisser og en eventuel vedtagelse af det her lovforslag synes vi, at det er ved at udvikle sig til lidt af en glidebane, hvor det er de voksnes behov og ønsker, der opprioriteres, frem for at sikre barnets tarv.

Vi ønsker at udtrykke vores holdning om, at ægteskabet som institution er noget ganske særligt, og at børn, biologiske eller adopterede, netop i ægteskabet har mulighed for at blive sikret et fundament for en forhåbentlig god tilværelse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når en samlever ønsker at adoptere sin kærestes barn og på den måde også sikre det rent juridisk, hvorfor så ikke indgå ægteskab? Hvad skulle egentlig tale imod det, hvis man elsker forælderen og man elsker det barn, som man ønsker at adoptere?

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Dansk Folkeparti er modstander af eneadoption. For det er jo sådan i dag, at samlevende faktisk godt kan adoptere sammen og danne en familie. Juridisk set er det bare så kun den ene forælder, der gør det. Det betyder så, at der vil være børn – og det er der så i dag – der er i risiko for kun at have ret til at få deres ene forælder, selv om de lever i mange år med to, som er samlevende. Mener Dansk Folkeparti, at det er problematisk, at enlige adopterer? Er det kun ægtepar, der kan være ordentlige forældre?

Ordføreren.

Jeg vil gerne lige slå fast, at jeg også håber, at fru Pernille Skipper lyttede til min tale, hvoraf det fremgik, at vi har fuld respekt for, at der er mange forskellige familiemønstre. Men vi må også gerne ud fra vores ideologi sige, hvad vi mener er det optimale. Og vi mener, at der faktisk er ved at opstå lidt af en glidebane. Jeg prøvede faktisk at skitsere et scenarie også, som måske er tænkt, men alligevel om nogle år måske ikke er så tænkt endda. Derfor siger jeg igen, at det er barnets tarv, vi skal tænke på, også når vi behandler det her forslag, og så er vi nødt til at forholde os til det her lovforslag, som det ligger nu.

Fru Pernille Skipper.

Jeg er meget enig i de ting, som ordføreren siger, både at Dansk Folkeparti har ret til at have deres egen holdning – jeg har så også lov til at spørge, hvad den indebærer, og så er vi lige vidt, kan man sige – og at det handler om barnets tarv. Det er faktisk det, jeg prøver at rejse et spørgsmål om. Er det virkelig barnets tarv, at man udelukker børn, der adopteres af to forældre, i realiteten har to forældre, fra også juridisk at have ret til to forældre, fordi de er samlevende, og fordi det kun er eneadoption, der er mulig i dag? Jeg spørger, om Dansk Folkeparti ikke synes, det er problematisk, og om Dansk Folkepartis optimale ideologi indebærer, at det kun er ægtepar, der kan adoptere, og kun ægtepar, der kan være ordentlige forældre.

Ordføreren.

Jeg bryder mig slet ikke om det udtryk med ordentlige forældre, for der er jo næsten ikke andet, uanset hvilket familiemønster man har. Vi er bare nødt til at forholde os til det her forslag, hvor det skitseres, at man lever som to mennesker, samlevende, og at man så åbenbart har fravalgt at blive gift, og at man så gerne vil adoptere den andens barn. Igen mener jeg, det er barnets tarv, vi skal sætte højest, og det synes jeg ikke vi gør på den optimale måde i forhold til det her forslag, og derfor har vi den holdning, som vi så har ytret i dag – og jeg var ikke i tvivl om, at Enhedslisten ville have en anden holdning.

Der er en kort bemærkning fra fru Tine Mach.

Tak. Vil ordføreren ikke uddybe, hvad den der glidebane, ordføreren mener at kunne identificere, rent faktisk går ud på?

Ordføreren.

Jamen det vil jeg da gerne. Jeg gav faktisk et eksempel på det, og det er, at vi lige pludselig kan stå i en situation med et barn, hvor der er flere, der faktisk vil kunne komme og sige, at de gerne vil være forældre til barnet. Nu kan jeg igen give det tænkte eksempel, at man er en kvinde og bor sammen med en mand i en kortere periode – for jeg synes egentlig ikke, at 2½ år er så lang tid. Der sker så det, at hendes samlever eller kæreste adopterer barnet, og hvis de går fra hinanden, er den her person jo stadig væk barnets far. Flytter hun så sammen med en ny, som måske kommer til at præge hele barnets opvækst, og som siger, at han gerne vil adoptere det barn, så er det faktisk ikke muligt. Og endnu en sløjfe på det er, at hvad nu, hvis der lige pludselig dukker en biologisk far op, som siger, at han faktisk gerne vil have det her barn? Der synes jeg, at det lige pludselig bliver på de vosknes præmisser og ikke på barnets præmisser. Det kan godt være, at vi i dag siger, at det ikke er tænkeligt. Jeg er bare bange for, at vi om nogle år vil stå i en situation, hvor vi har nogle af de scenarier, og det er jeg ikke indstillet på at bakke op i dag.

Fru Trine Mach.

Men vil ordføreren ikke give mig ret i, at når man vanligvis anvender udtrykket glidebane, er det ofte et spørgsmål om kvantitet, altså at man pludselig ser rigtig, rigtig mange tilfælde af familier, der braser sammen eller noget andet. Kan ordføreren igen prøve at uddybe, hvad ordet glidebane betyder i den her sammenhæng? Man kan identificere et enkelt teoretisk eksempel, men tror ordføreren i ramme alvor, at stadig flere parforhold vil brase sammen til skade for barnet, alene fordi vi indfører den her ændring af adoptionsloven – eller hvad?

Ordføreren.

Altså, jeg skal ikke forholde mig til, hvorfor folk egentlig går fra hinanden. Man må bare konstatere, at der er rigtig mange mennesker, der i dag bliver skilt – 46-47 pct. af danske ægteskaber går i opløsning, og det synes jeg jo i princippet er dybt tragisk.

Men når ordføreren spørger om det med glidebane, vil jeg sige, at jeg sådan set har skitseret det, og der vil jeg bare helt fredsommeligt sige, at for os er ægteskabet noget helt særligt, og derfor mener vi, at det er en institution, der skal have en særstatus, og at vi skal gøre alt for at bevare den.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, Mie Bergmann.

[Lydudfald] ... ændring af revisionsloven, så samlevende kan adoptere sammen. Den gamle adoptionslov trådte i kraft i 1972, så det er tid til en opdatering. Siden 1972 har udviklingen i familiemønstrene ændret sig, så med dette lovforslag indføres der mulighed for, at samlevende på lige fod med ægtefæller kan adoptere herunder adoptere den andens barn, altså stedbarnsadoption, og kravet er, at de samlevende skal adoptere sammen, så betingelserne opfyldes.

Jeg har noteret mig, at Børns Vilkår er tilfredse med lovforslaget, da det tager højde for de nutidige samlivsformer. Det er over tid blevet almindeligt at bo sammen på ægteskabslignende vilkår. I 1960'erne var det umuligt at leje en lejlighed uden at have en vielsesattest i hånden. Sådan er det ikke i dag. Tiderne skifter som bekendt, så Radikale Venstre støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Trine Mach fra SF.

Jeg skal gøre det ganske kort. SF kan selvsagt bakke op om det foreliggende lovforslag, da det er med til at gøre adoptionslovgivningen mere tidssvarende, så den flugter med vore dages familiemønstre, som både bygger på ægteskab og samlevende par uanset køn.

Selvfølgelig skal det af hensyn til barnet forudsættes, at der er tale om et stabilt forhold, og der er der allerede krav om i de gældende regler, nemlig de 2½ års samliv. Dette lovforslag bakkes heldigvis også op i alle høringssvarene, og også – hvad der i denne sammenhæng er nok så væsentligt – af de organisationer, der varetager børnenes tarv, bl.a. Børns Vilkår og Børnerådet.

En lille vigtig ting, som myndighederne på adoptionsområdet også sidder og kigger på lige nu, er, om man kan ændre på de 2½ års samliv i de situationer, hvor et kvindeligt par – sådan står det formuleret i ministerens høringsnotat – skal have barn og være forældre sammen. Altså, kan man ændre praksis i det tilfælde? Det er noget, vi meget gerne vil diskutere videre i lovarbejdet.

Tak til ordføreren. Så er den næste i talerrækken fru Pernille Skipper.

Tak. Undskyld, nu gik det pludselig hurtigt her.

Som flere har nævnt heroppefra, er det ganske almindeligt i dag, at man ikke nødvendigvis er gift, selv om man stifter familie og opflasker børn i sunde og stabile omgivelser. Det hænder også, at både gifte par og samlevende går fra hinanden og der kommer børn i klemme, desværre. Så er der omvendt også masser af mennesker, som lever ganske fint og trygt og rart i både skilsmissefamilier og regnbuefamilier med sted- og papforældre og alt muligt andet dertil hørende, som kun gavner fællesskabet.

Sådan er virkeligheden, og derfor gør det her lovforslag efter Enhedslistens mening ikke så meget andet end at bringe lovgivningen i overensstemmelse med virkeligheden ved at sikre, at det ikke er ægteskabets status, men stabiliteten i familien, der er afgørende for muligheden for adoption. Så vil lovgivningen på det her område falde i hak med andre dele af den familieretlige lovgivning, og jeg synes også, at en af de grundpræmisser, vi efterhånden taler om, når vi taler familieret og familielovgivning, først og fremmest er barnets tarv og hensynet til dette.

Stabiliteten sikrer man ifølge lovforslaget ved, at samlevende par skal opfylde det samme krav, som gifte par skal i dag, om 2½ års forudgående samliv. Man skal derigennem være sikker på, at der så vidt muligt er tale om en familie, der kan give kontinuitet i hverdagen og i livet. Hvis jeg har tiden, vil jeg lige kort vende tilbage til, at det måske også er lidt for rigidt i nogle tilfælde.

Vigtigst af alt mener vi at det her lovforslag styrker barnets rettigheder. Det afgørende er ikke for os, at samlevende par ligestilles med par, der har indgået ægteskab. Det afgørende for os er, at børn af samlevende par har de samme rettigheder som børn af gifte forældre. Det handler om, at barnet har ret til to forældre, som minimum endda. Det er vigtigt, at samlevende ikke blot får muligheden for at adoptere sammen, men også bliver udelukket fra at være eneadoptanter. Med andre ord: Er man to mennesker, der ønsker et barn sammen, skal det barn for fremtiden have de to forældre, og de skal have ret til begge forældre, uanset om kærligheden brister og man vælger at flytte fra hinanden senere hen. Bevarer vi den nuværende lovgivning, vil der for et barn af samlevende for fremtiden være en risiko for at miste den ene af dets to forældre, hvis de går fra hinanden, og med det her lovforslag vil der altså være to forældre, og barnet vil have ret til dem begge to.

Derfor støtter Enhedslisten forslaget.

Jeg vil også nævne, som SF's ordfører også gjorde, og som det også er blevet nævnt i høringssvarene, at vi har et kæmpe problem med det her krav om 2½ år i forhold til børn af to mødre. Vi har løst det langt hen ad vejen med aftalen om medmoderskab, men det er altså et kæmpe problem for de kvinder, hvis børn har stabile familieliv, og som vælger hjemmeinsemination af den ene eller anden grund. De skal vente 2½ år på, at barnet får ret til at have begge sine mødre. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt over for børnene, og derfor ser jeg også frem til, at vi på den ene eller anden måde får løst det problem. Jeg tror sådan set, at det er noget, vi næsten alle sammen herinde ved er et problem ude i den virkelige verden.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra Karin Nødgaard.

Jeg vil sådan set meget kort stille et spørgsmål til fru Pernille Skipper. Det handler om et citat, og jeg gentager: »... at barnet har ret til to forældre, som minimum endda.« Hvor mange forældre kan et barn maksimalt have?

Ordføreren.

Jamen nu lever jeg ikke helt i den verden, som Dansk Folkeparti nogle gange lever i, hvor familier er far, mor og børn. Altså, nogle gange er man i tvivl om, om der kan være mere end to børn, og at de også skal have hvert sit køn, for så opfylder man alle kasserne.

Familier i dag er altså mange forskellige ting. Der findes familier, hvor man som barn har to mødre, men også i praksis en far. Der findes familier, hvor man som barn har pap, sted og alt muligt i både bedsteforældre- og forældreled. Og jeg synes sådan set, at det, det handler om, er, at vi så vidt muligt får indrettet en familielovgivning, som gør, at børnene har ret til det, der reelt er deres familie, og ikke det, som Dansk Folkeparti har en idé om kan være en familie i sådan en gammeldags opfattelse.

Fru Karin Nødgaard.

Det er da helt utroligt, som fru Pernille Skipper ved, hvad Dansk Folkeparti har af opfattelse på det område, og kan konkretisere det her, altså sige, at vi har en gammeldags opfattelse, og det kan så egentlig være, at det måske er meget godt i den her forbindelse. Fru Pernille Skipper svarede overhovedet ikke på, hvor mange forældre et barn egentlig kan have. Det vil jeg gerne have et helt konkret svar på.

Så synes jeg måske også, at Pernille Skipper har haft lukket ørerne lidt, da jeg holdt min tale, for der siger jeg jo faktisk helt tydeligt, at der er flere familiemønstre, som kan give børn en tryg og god opvækst. Det synes jeg altså lige at fru Pernille Skipper må kvittere for.

Så til hele den der meget søgte snak om, at man gerne vil have, at det er en kvinde og en mand og en pige og en dreng: Jeg synes simpelt hen, det er helt hen i vejret at sige sådan noget der. Jeg synes faktisk, fru Pernille Skipper skal svare på det spørgsmål, jeg stiller: Hvor mange forældre kan et barn egentlig have?

Ordføreren.

Jeg prøver faktisk på at svare på spørgsmålet, altså, jeg prøver faktisk at sige, at det synes jeg er en gammeldags måde at se familier på, hvis du skal sætte tal på og kasser på, hvad der kan være familier. Og der findes børn, der har mere end to forældre i den virkelige verden. Sådan er familiemønstrene i dag, og det kan man da godt have. Det synes jeg da ikke der er noget galt i. Så jeg prøver faktisk at svare på spørgsmålet.

Jeg har også hørt, at Dansk Folkeparti anerkender, at der er flere familiemønstre. Jeg ser bare, at Dansk Folkeparti stemmer imod enhver form for lovgivning, der sørger for, at børn, der vokser op i de anderledes familiemønstre, faktisk også har ret til deres familie og deres forældre.

Tak til ordføreren. Så er det den næste i rækken, og det er hr. Peter Laigaard, som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Tak for ordet. Lovforslaget omhandler jo det faktum, at der står i § 5 i adoptionsloven, at det er en forudsætning, at personer kun kan adoptere sammen, såfremt de er gift. Derfor kan par, der lever sammen uden at være gift, jo ikke adoptere. Vi ved netop, at familiemønstrene – det har andre ordførere også fremført her fra talerstolen – har ændret sig meget siden 1972, hvor adoptionsloven trådte i kraft. Skilsmisseprocenten ligger på omkring 50 i Danmark. Det kan vi selvfølgelig beklage meget, men det er bare et faktum, at folk nu engang lever på den måde, som de har valgt. Samtidig er der også en række andre overvejelser, f.eks. det arvemæssige område, der gør, at folk ikke bare nødvendigvis gifter sig igen, som kan afholde dem fra det her.

Vi er tilfredse med det lovforslag, der ligger her. Det sikrer netop den her ligestilling, som man tidligere har sikret for registrerede partnerskaber, i adoptionsmæssig sammenhæng. Vi er også tilfredse med, at der gennem kravet om de 2½ år – man kan kalde det en karenstid – tages hensyn til den stabilitet, som et parforhold skal indeholde. I praksis vil folk jo nok lige tænke sig om, inden de begynder at adoptere. Fru Pernille Skipper rejser en problemstilling omkring det med samme køn, og der kan jeg jo godt se, at når man allerede fra starten af har planlagt det, så lyder det ikke helt rigtigt, at man skal vente 2½ år. Det lyder ikke helt rigtigt, så det må også være noget, der skal kigges på. Men i princippet synes vi i Liberal Alliance, det er fair nok, at der er en vis karenstid.

Så afslutningsvis skal jeg meddele, at Liberal Alliance støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har ønsket en kort bemærkning. Så er det fru Mai Mercado som den sidste ordfører i talerrækken.

Jeg kan sige ganske kort, at i Det Konservative Folkeparti støtter vi lovforslaget. Det er blevet diskuteret meget fra talerstolen her i dag, at det er barnets tarv, der må være af afgørende. Det er vi enige i. Når det kommer til spørgsmålet om at splitte eller samle familien, så tror vi på, at det her er noget, der er med til at samle familien, for vi må bare indse, at tiden er til nye familieformer.

Jeg synes jo ikke, at vi skal stå og diktere, hvad der er rigtigt og forkert, om man skal gå ind i et ægteskab eller ej. Set med vores øjne er man hverken mere eller mindre familie, hvis man lever papirløst i stedet for at være gift. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg selv er stedbarnsadopteret, og jeg kan da i dag stå og være helt glad over, at mine forældre – min mor og min stedfar, som det jo så er – dengang var gift. Jeg har aldrig skænket det en tanke, at jeg, hvis de bare havde kærester, ikke kunne være blevet adopteret. Men det, der i hvert fald i mit tilfælde var tilfældet, var jo, at jeg voksede op i en familie med både en mor og far.

De Konservative kan støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Og så er det ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold til opsamling.

Tusind tak for det. Jeg vil gerne takke for den drøftelse, som vi har haft, og også de bemærkninger, der er kommet, til lovforslaget. Adoptionsloven er løbende blevet moderniseret og tilpasset den måde, som vi lever på i Danmark, hvilket et par ordførere har været inde på. Først fik registrerede partnere adgang til at adoptere, og senere, da det blev muligt for personer af samme køn at indgå ægteskab, blev adoptionsloven også anvendt på disse par.

Jeg er også rigtig glad for, at vi med dette seneste skud på stammen nu også giver samlevende par mulighed for at adoptere sammen. Vi er blevet opmærksomme på, at det er nødvendigt at stille to ændringsforslag til lovforslaget. Se, det er jo rigtig hurtigt at komme med ændringsforslag allerede.

Det ene ændringsforslag vedrører indfødsretsloven, som henhører under justitsministeren. Der er tale om en konsekvensændring, som skal sikre, at udenlandske børn, der adopteres af samlevende, automatisk får dansk statsborgerskab på samme måde som udenlandske børn, der adopteres af ægtefæller eller enlige. Det andet ændringsforslag stilles for at præcisere, at samlevende tillægges forældremyndigheden ved adoption. Ændringsforslagene vil blive stillet snarest.

Så vil jeg bare sige, at jeg er rigtig, rigtig glad for den brede opbakning til lovforslaget, der forhåbentlig betyder, at forslaget kan vedtages og træde i kraft den 1. januar 2015.

Med disse ord vil jeg sige tusind tak for en god debat – medmindre der selvfølgelig er spørgsmål.

Det er der nemlig: en kort bemærkning fra fru Tina Nedergaard.

Tak. Som sagt vil vi i Venstre rigtig, rigtig gerne støtte forslaget, men vi har en betænkelighed, i forhold til at de samlevende par ikke skal leve op til de krav, som man jo altså stiller til det at indgå ægteskab, herunder at man ikke er gift med en tredjepart. Jeg håber virkelig, at ministeren vil tage en drøftelse med os om det, fordi vi jo meget gerne vil nå til enighed med regeringen om dette lovforslag, men har de betænkeligheder. Jeg vil gerne have ministerens kommentar til det.

Ministeren.

Jeg vil da gerne indgå i en dialog. Jeg vil også glæde mig til, at det bliver lidt mere konkret, som jeg tror at den socialdemokratiske ordfører også var inde på. Men efter hvad jeg har hørt mig frem til, er der nogle årsager til nogle af de ting. F.eks. kan der være helt særlige grunde til, at man ikke ønsker at lade sig skille, selv om man ikke lever sammen med sin ægtefælle og ikke har gjort det gennem et stykke tid. Der kan være nogle helt særlige tilfælde, hvor en ansøger er gift, men bor sammen med en anden end ægtefællen og ønsker at adoptere sammen med sin samlever. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis ansøgeren ikke ønsker at lade sig skille eller har indledt en skilsmissesag, som ikke er afsluttet, og hvor afslutningen af sagen trækker i langdrag.

Det kan også være nogle andre nuancer, som ordføreren er inde på, men jeg er selvfølgelig villig til at indgå i en dialog om nogle af de forskellige nuancer i forslaget.

Tina Nedergaard.

Tak. Jo, der kan jo sagtens være grunde til, at man ikke er skilt. Det er bare de grunde, der bekymrer os en lille smule. Vi finder det faktisk en lille smule underligt, at et samlevende par skulle være interesseret i i fællesskab at adoptere et barn, hvis de stadig væk har forpligtelser. Der følger også juridiske forpligtelser med at være gift med en tredjepart.

Derfor har vi i hvert fald behov for at få afdækket, hvorfor vi ikke behøver at have den bekymring. Jeg vil sige til det med skilsmisser, der trækker i langdrag, at så er det, fordi man ikke ønsker dem. For man må jo sige, at det er blevet let for ethvert par, der måtte ønske at opløse deres ægteskab i dag, at gøre det. Og bl.a. derfor giver det jo heller ikke mening at skelne mellem samlevende og ægtepar, hvad angår adoption, fordi det er så nemt også at komme ud af et ægteskab. Men tak for tilkendegivelsen. Vi ser frem til videre drøftelser under udvalgsbehandlingen.

Ministeren.

Jeg vil også glæde mig.

Så ser det ikke ud til, at der er flere, der har bedt om ordet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.