Vi kan fra Enhedslistens side godt støtte de forholdsvis beskedne forslag, der er til at forenkle reglerne om merudgifter for forældre, som har børn med et handicap.
Ligesom SF og Dansk Folkeparti giver udtryk for, er vi også bekymret for, at nogle forældre vil kunne komme i klemme i det her med, at man nu ikke længere har et retskrav på umiddelbart at kunne få genbehandlet, hvor mange merudgifter man kan få refunderet, hvis nu situationen ændrer sig – altså det her med, at der nu kan gå helt op til 1 år, før man kan få sådan en genberegning.
Så det lyder, som om vi kan lave et samarbejde med Dansk Folkeparti og SF om at afsøge det videre i udvalgsarbejdet, og det er jo rigtig fint.
Når det så er sagt, kunne jeg godt tænke mig at efterlyse nogle flere ambitioner på det her område.
For det er jo helt rigtigt, som flere ordførere har været inde på, nemlig at det her system med at få hjælp til at få dækket ekstraudgifter, man har i forbindelse med et barn med et handicap, er utrolig kompliceret, utrolig bureaukratisk og meget, meget vanskeligt at finde rundt i for de forældre, som det handler om.
I forhold til hvor mange politikere, som jeg har hørt, inklusive mig selv, som taler for forenklinger og taler for afbureaukratiseringer, så synes jeg simpelt hen ikke der sker nok.
Bare for at nævne et par af de forskellige paragraffer, som er i spil, så taler vi om § 41, som vi kigger på her i serviceloven, § 44, § 45, § 83, § 85 og § 95.
Dertil kommer regler i sundhedssystemet og regler i undervisningsloven, og der er nogle tredje regler, hvis man skal have hjælp i fritidsordningen.
Det er en jungle for forældrene, og jeg forstår det godt, for jeg er ikke engang sikker på, jeg selv ville kunne finde rundt i det, hvis jeg havde et barn, der havde det behov.
Det betyder også, at vi kommer til at se nogle ret absurde situationer.
Muskelsvindfonden beskrev et eksempel med nogle forældre, som havde fået tildelt hjælp til deres barn i fritidsordningen, men når barnet skulle til fødselsdag, mens det var i fritidsordningen og tog af sted med klassekammeraterne, så måtte man ikke tage hjælperen med, for hjælperen skulle blive i fritidsordningen, fordi hjælpen ikke var tildelt til det formål.
Jeg synes bare, det siger alt om, at vi har en rigtig god mulighed for at gøre langt mere end det, som det her forslag lægger op til.
Muskelsvindfonden har været ude med et – synes jeg – rigtig glimrende forslag, som går ud på, at man laver én behovsudmåling for det enkelte barn og kommer hele vejen rundt om barnet, hvad det er for en type hjælp, det her barn har behov for, uanset når det gælder skolegang, når det gælder fritidsordning, når det gælder i hjemmet i dagligdagen, sådan at det ikke er forældrene, der skal løbe spidsrod mellem de mange forskellige forvaltninger.
Kunne vi så også lige få sikret, at løn- og arbejdsvilkår var de samme, så man kunne bruge den samme hjælper i de forskellige sammenhænge, ville det være rigtig, rigtig godt.
Så jeg synes, der er meget mere at gøre på det område, som vi taler om her.
Det ændrer ikke ved, at selv bittebittesmå forbedringer kan vi også godt støtte.