Jeg er blevet nødt til at vikariere for hr.
Frank Aaen, der jo normalt er skatteordfører, men det forlyder, at han har andre vigtige opgaver – og alt andet lige er det vel en positiv meddelelse, selv om det betyder, at I må nøjes med mig.
Udgangspunktet her er, at vi synes, at den her aftale, den her lov i hvert fald løser en kæmpestor udfordring, nemlig den udfordring, der har bestået i, at man som aktiv på arbejdsmarkedet har kunnet optjene pension i Danmark, man har kunnet trække indbetalingerne fra i skat, og efterfølgende har man så kunnet slå sig ned i Luxembourg, som ikke er så langt væk, og slippe for at betale skat, når pengene blev udbetalt.
Det er jo helt åbenlyst, at det er urimeligt.
Det er sådan set også urimeligt for dem, der nu nyder godt af det, men jeg anerkender selvfølgelig, at man ikke har mulighed for at gennemføre nogen lovgivning med tilbagevirkende kraft.
Men det er altså den urimelighed, som fjernes med det her lovforslag.
Og det er afgørende for, at vi i det her konkrete tilfælde i hvert fald ikke er i tvivl om, at det er en rigtig god idé at få det vedtaget.
Derudover skal man selvfølgelig sige – for god ordens skyld – at selvfølgelig er dobbeltbeskatningsaftaler i princippet en god idé, men som fru Lisbeth Bech Poulsen også sagde, afhænger det jo helt af det konkrete indhold, om det også er det, når det føres ud i livet.
Derfor plejer vi også at være nidkære og grundige i vurderingen af, hvad der ligger i aftalerne.
Det vil vi selvfølgelig også være i det her tilfælde.
Så selv om vi ikke er i tvivl om, at vi stiller os positive, så vil vi selvfølgelig også følge op på det, lige så vel som det jo er vigtigt at sikre, at der efterfølgende bliver administreret på en måde, som faktisk betyder, at hverken enkeltpersoner eller virksomheder kan få nogen mulighed for at undslippe den forpligtelse, man har, til at bidrage til fællesskabet.
Men vi er altså positive over for det her lovforslag, som i hvert fald, som vi kan se det, fjerner en rigtig, rigtig stor urimelighed, som har eksisteret i forhold til Luxembourg.