Inspireret af den sidste ordførertale fra hr.
Brian Mikkelsen – ikke blot på grund af rosen, tak for den, men lige så meget på grund af understregningen af balancerne mellem, at der er et behov for en kontrol på den ene side, og at der på den anden side er et behov for at tænke i retning af, hvordan vi gør det let for virksomhederne – kan man jo netop sige, at det er det, som er den svære balancegang, når vi netop gør tiltag, som går i retning af at lette regler.
Det må man sige er den kunst, som vi altid er ude i, for som regel er regler indført af en eller anden årsag, med en eller anden begrundelse, og når vi så bliver mødt med et synspunkt fra eksempelvis erhvervslivet om, at der er en regel, som er bøvlet, jamen så er det jo en evig afvejning af, om det så rent faktisk giver mening at afskaffe eller at lempe den pågældende regel.
Jeg vil i hvert fald gerne takke for den modtagelse, der har været af dette lovforslag, og det er fuldstændig rigtigt, som flere har sagt, og det erkender jeg gerne, at det er et lovforslag, som er lidt af en mundfuld, uanset om man så kalder det alt godt fra havet eller romkuglen, eller hvad der ellers er blevet sagt undervejs i debatten, forstået på den måde, at det her er et forslag, som består af mange forskellige elementer.
Men jeg vil dog så også godt samtidig understrege, at der jo altså er den linje i det, at det overordnede formål med lovforslaget er at forenkle en række administrative regler på afgiftsområdet og i den forbindelse mindske de administrative byrder for erhvervslivet, som vist alle også har været inde på.
Som eksempel på det kan jeg nævne forslaget om forenkling af registreret varemodtageres adgang til at få afgiftsgodtgørelse ved eksport af afgiftspligtige varer.
Det vil være en administrativ lettelse for mange virksomheder.
Også forslaget om afskaffelse af banderoler på spiritusflasker vil medføre en stor lettelse for virksomheder, der således fremover ikke skal sætte banderoler på spiritusflaskerne inden salget.
I den forbindelse var der et par ordførere, som gjorde sig bemærkninger, bl.a.
hr.
Mads Rørvig og Dansk Folkepartis ordfører, og De Konservatives ordfører var også inde på spørgsmålet.
I forhold til den illegale handel er der ikke noget, der tyder på, at en afskaffelse af banderolerne vil medføre en øget illegal handel.
I 2001 blev banderolerne på vin fjernet, da kravet om at have banderoler på blev ophævet, hvilket ikke gav anledning til problemer.
Men selvsagt kan jeg godt forstå, at der er et behov for at uddybe de spørgsmål, som bl.a.
Dansk Folkepartis ordfører var inde på, f.eks.
spørgsmålet om kontrol, og det vil vi gerne udbore nærmere i den efterfølgende udvalgsbehandling.
Det gælder også spørgsmålet om bødestørrelser.
Her kan jeg for en ordens skyld oplyse, at bødeniveauet i dag er sådan, at hvis man finder ulovligt importeret spiritus, så skal man selvfølgelig først og fremmest betale den unddragelse, som man har gjort sig skyldig i, altså den afgift, som skulle have været betalt, og dertil kommer så en bøde, som udgør halvanden gang den unddragelse, som man i øvrigt gør tingene op til.
Det er der, hvor bødeniveauet ligger i dag.
Og det er klart, at det afgørende her er, hvor stor unddragelsen dermed er, og det er så også der, hvor bøden lægges.
Men vi kan godt vende tilbage til spørgsmålet om dette i udvalgsbehandlingen også, hvis der også er spørgsmål om, hvordan praksis i øvrigt er på det område.
I tråd med regeringsgrundlaget arbejder regeringen generelt med at lette erhvervslivets administrative byrder og dermed gøre det enklere at drive virksomhed i Danmark.
En række initiativer er jo allerede gennemført.
Et eksempel på det kunne være at nævne de betydelige lettelser, der følger af vækstplanerne, herunder tilbagerulning af forsyningssikkerhedsafgift, forenkling og lempelse af elafgift, afskaffelse af den vægtbaserede emballageafgift, ophævelse af sodavandsafgiften, nedsættelse af ølafgift og sådan nogle ting.
Initiativerne i lovforslaget her ligger i forlængelse af regeringens tidligere arbejde, som skal sikre, at de danske virksomheder får de bedste betingelser for at konkurrere på det globale marked.
Undervejs i debatten blev spørgsmålet om vejhjælpsabonnementer også nævnt – det var både Venstres og Liberal Alliances ordførere inde på.
Hvad det angår, er der to elementer.
Det ene er, som Liberal Alliances ordfører var inde på, spørgsmålet:
Hvorfor indføre denne afgift på området?
Der synes jeg det er vigtigt at understrege, at det i dag alene er forsikringsvirksomheder, som pålægger denne afgift i forbindelse med vejhjælpsabonnementer.
Andre, der udbyder vejhjælpsabonnementer, betaler altså ikke den samme afgift.
Så formålet med lovforslaget er altså at fjerne den konkurrenceforvridning, som er indbygget i det, så det fremover klart fremgår af loven, at der er en ensartet afgiftsbetaling på vejhjælpsabonnementer, uanset hvem udbyderen så i øvrigt er.
Så det her handler altså om at skabe ensartede konkurrencevilkår.
Venstres ordfører var inde på spørgsmålet om konkurrenceforvridning, som bliver nævnt i et af høringssvarene.
Der synes jeg det er værd at gøre opmærksom på, at ikrafttrædelsestidspunktet for denne lovændring er blevet udskudt til den 1.
juli 2015 i forhold til det forslag, der var i høring.
Det er netop blevet gjort for at imødekomme virksomhedernes ønske om, at der gives tid til at implementere de nødvendige it-systemer, så de kan håndtere betalingen af denne skadesforsikringsafgift på lige vilkår med forsikringsselskaberne.
Så på det område er der allerede foretaget en imødekommelse.
Jeg ved ikke, om Venstre ordfører har yderligere spørgsmål i forbindelse med det, men så kan vi jo selvfølgelig også vende det yderligere i udvalgsbehandlingen.
Jeg vil gerne takke for debatten, som har været vidt omkring, også omkring forskellige procedurer i Folketinget.
Det er jeg helt sikker på er et emne, som Folketingets Præsidium vil drøfte, og som de plejer at drøfte med jævne mellemrum, men det vil jeg overlade til Folketingets Præsidium.
Jeg vil i hvert fald gerne takke for debatten, og jeg ser frem til en konstruktiv udvalgsbehandling.