Ekstraordinært rådsmøde for udenrigsanliggende den 20. februar 2014 - bidrag til
samlenotat
Ukraine
KOM-dokument foreligger ikke.
1. Resumé
Det ekstraordinære rådsmøde er indkaldt på baggrund af situationen i Ukraine, der i den indeværende uge er
eskaleret voldsomt. Efter at det ikke lykkedes oppositionen at fremsætte forslag i parlamentet om genindførelse af
forfatningen fra 2004 kom det til endog meget voldelige sammenstød. Torsdag formiddag rapporteres der i
medierne om 25 døde, heriblandt ti politifolk og en journalist. Drøftelsen på rådsmødet forventes primært at
vedrøre EU’s muligheder for konkrete handlinger, herunder restriktive tiltag, mod de direkte ansvarlige for
myndighedernes hårdhændede fremfærd i indeværende uge.
2. Baggrund
Situationen i Ukraine er særdeles flydende, både politisk og sikkerhedsmæssigt. De seneste
dages voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter har været de voldsomste siden de
regeringskritiske demonstrationer begyndte den 21. november 2013, hvor den ukrainske
regering valgte at suspendere forhandlingerne med EU om undertegnelse af en associations- og
frihandelsaftale (AA/DCFTA). Torsdag formiddag rapporterede indenrigsministeriet om 25
døde, heraf en journalist og ti politibetjente. Det lykkedes ikke politiet at rydde
Uafhængighedspladsen onsdag aften og torsdag middag var der ifølge lokale medier stadig ca.
5000 demonstranter til stede. Blandt demonstranterne er der over de seneste måneder opstået
flere yderligtgående og voldelige fraktioner. Regeringens specialstyrker og i nogen grad politiet
har udvist hårdhændet adfærd og unødig brug af magt overfor demonstranterne. Der er
rapporter om brug af molotovcocktails, skud fra biler og gentagne tilfælde af grov vold.
Både EU's høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik Ashton, præsident Van
Rompuy samt kommissionsformand Barosso har i officielle udtalelser fordømt volden og
opfordret Ukraines politiske ledelse til at gå i spidsen med hensyn til at finde en politisk løsning.
Med de seneste dages voldsomme sammenstød er demonstrationer blusset op ad tre omgange
siden slutningen af november. I første omgang umiddelbart efter suspensionen af
forhandlingerne med EU i november og i anden omgang efter den 16. januar 2014, hvor det
ukrainske parlament vedtog en række love, der bl.a. formodes at få en indskrænkende effekt på
ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, herunder mindske mulighederne for at demonstrere.
Lovene blev senere ophævet på grund af uregelmæssigheder i vedtagelsesprocessen.
3. Formål og indhold
På det ekstraordinære udenrigsministermødet den 20. februar forventes en drøftelse af
situationen i Ukraine samt EU’s håndtering heraf. Drøftelsen forventes særligt at handle om
hvilke sanktionerne, der bør undersøges, herunder hvorvidt de bør målrettes de direkte
ansvarlige for volden, eller om sanktioner mod den politiske ledelse også kan komme på tale.