Europaudvalget 2013-14
Rådsmøde 3340 - udenrigsanliggender Bilag 1
Offentligt
1404521_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Center for Europa og Nordamerika
EUK, sagsnr. 2014-18546
Den 2. oktober 2014
Rådsmøde (udenrigsanliggender) den 20. oktober 2014
SAMLENOTAT
1. Ebola .............................................................................................................................................2
2. Sydlige naboer med fokus på Irak/Syrien/ISIL ..........................................................................5
3. Mellemøsten .................................................................................................................................8
4. Ukraine ....................................................................................................................................... 11
5. Libyen ......................................................................................................................................... 14
1
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1404521_0002.png
1. Ebola
KOM-dokument foreligger ikke
Nyt notat
1. Resumé
Udenrigsrådet forventes at have en generel drøftelse af status for udbruddet af ebola i Vestafrika samt EU's
respons i lyset heraf.
2. Baggrund
Ebolaepidemien i Vestafrika er det største udbrud i sygdommens historie. Situationen i Liberia,
Sierra Leone og Guinea er ved at udvikle sig til en krise med sammenbrud af
sundhedssystemerne i de ebola-ramte lande og med meget store økonomiske, sikkerhedsmæssige
og humanitære implikationer. FN’s sikkerhedsråd har defineret ebola-epidemien i Vestafrika som
en trussel mod international fred og sikkerhed. Der er erklæret undtagelsestilstand i de berørte
lande. De økonomiske konsekvenser af ebola-udbruddet er allerede mærkbare i landene og
skyldes primært en uhensigtsmæssig isolation af landene, der medfører stor nedgang i tilførsel og
afsætning af varer. WHO betegner ebola-udbruddet som ”en sundhedsmæssig nødsituation af
international betydning” og vurderer endvidere, at omfanget af udbrud i form af det officielle
antal døde og smittede er meget undervurderet. Antallet af bekræftede og mistænkte tilfælde er
pt. ca. 6.600, heraf ca. 3.100 dødsfald. FN vurderer, at antallet af tilfælde vil nå 20.000 i
november 2014 og i bedste fald 60.000 i løbet af foråret 2015, før man kan forvente at epidemien
er under kontrol.
I opfølgning på Sikkerhedsrådsresolution 2177 vedtaget den 18. september hvor Danmark var
medforslagsstiller, har FN etableret en mission til håndtering af ebola-krisen, United Nations
Mission for Ebola Emergency Response (UNMEER). Missionen er placeret i Accra, Ghana, og
ledes af FN-generalsekretærens særlige repræsentant, Anthony Banbury. Missionen vil skabe en
operativ tilstedeværelse i regionen, hvorfra indsatser på landeniveau kan koordineres. FN har
desuden annonceret etableringen af Ebola Response Multi-Partner Trust Fund. Fonden
forankres i FN’s Udviklingsprogram UNDP og bliver en fælles finansieringsmekanisme for den
internationale ebola-indsats. FN har den 16. september fremlagt et opjusteret behovsskøn på
næsten 1 mia. USD for ebola-indsatsen. Der arbejdes i kampen mod ebola gennem fem spor:
Stoppe spredningen, behandle de smittede, sikre essentielle services, bevare stabiliteten og
forebygge spredning til flere lande.
Den 15. september afholdtes et EU-Højniveaumøde om ebola i Bruxelles, hvor handels- og
udviklingsministeren deltog. Kommissionen har fremlagt ”EU Comprehensive Response
Framework”, som giver en grundig opdatering af situationen i de berørte lande samt status over
EU’s indsats og behovet for fremtidig styrket indsats, herunder øget hospitalskapacitet, trænet
personale og evakueringskapacitet. EU har indtil nu bevilget i alt 180 mio. Euro.
Fra dansk side bakkes der generelt op om en styrket EU-koordination ift. ebola, såfremt det
indebærer en merværdi ift. den pågående FN-koordination. En af de store udfordringer for en
effektiv bekæmpelse af ebolaepidemien er etablering af en evakueringsmekanisme for
sundhedspersonale, der deltager i den humanitære indsats i regionen.
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Danmark har indtil videre bevilget i alt 63,8 mio. kr. til indsatsen mod ebola. Dette omfatter 10
mio. kr. til støtte for FN’s luftbro og 10 mio. kr. til styrkelse af ebolaberedskabet i Ghana, samt
godt 3.2 mio. kr. gennem de danske nødhjælpsorganisationer Læger uden Grænser, Røde Kors i
Danmark, Red Barnet og Dansk Missionsråd, der støtter indsatser i Sierra Leone, Guinea og
Liberia. Desuden er der godkendt en bevilling på 646.000 kr. til Beredskabsstyrelsen, som på
baggrund af en anmodning fra FN er i gang med at levere en koordinationsenhed med tilhørende
personale til FN. Endelig blev der i sidste uge afsat en pakke på i alt 40 mio. kr. til finansiering af
tre elementer: (i) Maritim Roll On/Roll Off kapacitet (dvs. søtransport) fx til transport af
nødhjælpsmateriel i form af ARK Roll On/Roll Off skibe, som er på hhv. 15 og 30 dages
beredskab. Afhængigt af FN’s behov er der foreløbigt afsat op til 10 mio. kr. (ii) Støtte til
oprettelse af indkvarteringsfaciliteter til internationalt sundhedspersonale. Sundhedspersonalet
arbejder under meget vanskelige vilkår og under stort pres, og det er afgørende, at personalet
tilbydes indkvartering med tilstrækkelige sanitære forhold, sikkerhed og mulighed for hvile.
Danmark vil være rede til at bidrage med op til 10 mio. kr. til Beredskabsstyrelsens indsatser til
dette formål. Under denne bevilling er der allerede igangsat indsatser i Liberia og Sierra Leone.
(iii) WHO’s ebolaindsats. Ebola-epidemien understreger behovet for en massiv sundhedsindsats,
ikke mindst på landeniveau. Derfor yder Danmark et øremærket humanitært bidrag på 20 mio.
kr. til organisationens ebola-aktiviteter.
3. Formål og indhold
Udenrigsrådet forventes at have en generel drøftelse af status for udbruddet af ebola i Vestafrika
samt EU's respons i lyset heraf.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Drøftelsen af Ebola forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser
for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Sagen har ikke været sendt i høring.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er blandt medlemslandene enighed om og bekymring for den meget alvorlige situation, som
ebola-udbruddet i Vestafrika har affødt.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen er foruroliget over ebola-udbruddet og dets konsekvenser. Regeringen støtter derfor
op om en aktiv rolle for såvel FN som EU i håndteringen af ebola-udbruddet.
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
4
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1404521_0005.png
2. Sydlige naboer med fokus på Irak/Syrien/ISIL
KOM-dokument foreligger ikke
Nyt notat
1. Resumé
Under dagsordenspunktet Sydlige Naboer forventes Rådet at drøfte den regionale udvikling, herunder med fokus
på truslen fra terrorgruppen Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (ISIL). Udenrigsministrene forventes at
fokusere på den internationale koalitions indsats mod terrorgruppen, herunder de amerikansk-ledede militære
tiltag i Irak og Syrien. Rådet forventes ligeledes at drøfte den humanitære situation i Irak og Syrien samt regionale
og internationale aspekter heraf.
2. Baggrund
Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (ISIL) har gennem de seneste måneder taget kontrollen
over store dele af det vestlige og nordvestlige Irak og kontrollerer også store dele af det nordlige
og østlige Syrien. Den 29. juni 2014 etablerede terrorgruppen et selvudråbt islamisk kalifat. ISIL
har systematisk begået overgreb mod bl.a. kristne og yazidi-mindretallet. Gruppens fremfærd har
drevet hundredetusinder på flugt i Irak. Senest har ISIL’s offensiv i Nordsyrien tvunget
yderligere godt 130.000 fortrinsvis kurdiske syrere på flugt over grænsen til Tyrkiet.
Danmark har bidraget til både den humanitære indsats og til den amerikansk-ledede indsats mod
ISIL i Irak. Danmarks humanitære bistand til Syrien beløber sig i 2014 indtil videre til 288 mio.
DKK. Samlet har Danmark siden konfliktens start ydet 835 mio. kr. i humanitær bistand i
forhold til Syrien-konflikten. I Irak har Danmark i 2014 indtil videre bidraget med 49,2 mio.
DKK til den internationale humanitære indsats. Danmark har herudover stillet et militært
transportfly til rådighed. Den 5. september 2014 indvilligede Danmark i at blive del af en
amerikansk-ledet kernekoalition mod ISIL, som består af 10 lande. På grund af sagens meget
alvorlige udvikling, har regeringen indkaldt Folketinget til en hurtig behandling af et
beslutningsforslag den 1. oktober om yderligere militære bidrag til den igangværende indsats mod
ISIL i Irak. Udover USA og Danmark tæller koalitionen landene UK, Frankrig, Tyskland, Italien,
Tyrkiet, Polen, Canada og Australien. Fra amerikansk side har man erklæret, at man arbejder for
at samle en global koalition mod ISIL. Siden da er koalitionen blevet udvidet til nu at være på
over 50 lande, som på forskellig vis vil bidrage til indsatsen.
Den 15. august 2014 afholdtes ekstraordinært EU-udenrigsministermøde, hvor Rådet drøftede
situationen i Irak med særlig fokus på bekæmpelsen af ISIL. Der var bred enighed i vurderingen
af den alvorlige trussel fra ISIL i Irak og Syrien og den negative effekt på landenes udvikling,
men også i regionen og Europa. Der blev vedtaget rådskonklusioner om Irak, der på det
kraftigste fordømmer angrebene fra ISIL og udtrykker bekymring over den katastrofale
humanitære situation. Rådskonklusionerne bakker endvidere op om et antal medlemsstaters
beslutning om at reagere positivt på de kurdiske regionale myndigheders anmodning om hurtigst
muligt at få leveret militært materiel. Sådanne tiltag gennemføres i overensstemmelse med
medlemsstaternes nationale lovgivning og med samtykke fra Iraks nationale myndigheder. Fra
EU’s side imødesås tillige en snarlig dannelse af en inklusiv irakisk regering.
5
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Den 8. september 2014 blev der dannet en ny regering i Irak under ledelse af premierminister
Haidar Al-Abadi. Det er håbet, at den nye regering kan samle landet og overvinde de etniske og
sekteriske konflikter, som Irak er præget af. En fungerende og bred regering (som bl.a. også
inkluderer sunnierne) vil være en væsentlig forudsætning for, at Irak effektivt kan håndtere ISIL.
Truslen fra ISIL er ikke blot rettet mod Syrien og Irak, men er også relevant både regionalt og
internationalt. Regionalt er det afgørende, at Iraks nabolande aktivt samarbejder og koordinerer
bekæmpelsen af ISIL, som led i den internationale koalition. Internationalt udgør ISILs
fremmarch og konsolidering i Irak og Syrien en reel terror- og radikaliseringstrussel i kraft af, at
terrorgruppen bl.a. omfatter militante islamistister fra andre lande end Irak og Syrien, herunder
Danmark. Der har været konkrete tilfælde af ISIL-relaterede aktioner i Europa. Det må
forventes, at tendensen i lyset af den aktuelle militære operation i Syrien og Irak vil blive større.
En aktiv og koordineret indsats på dette område forventes i stigende grad at blive en prioritet for
en lang række lande, både i regionen og internationalt. Området var i høj grad fokus for FN’s
generalforsamling, hvor udenrigsministeren sammen med Malis udenrigsminister var vært for et
højniveau-møde om forebyggelse af voldelig ekstremisme. Den 26. september vedtog
Sikkerhedsrådet enstemmigt resolution 2178 om ’Foreign Terrorist Fighters’ under ledelse af
Præsident Obama. Resolutionen forpligter staterne til at tage en række konkrete skridt med
henblik på bekæmpelsen af truslen fra ”foreign fighters”.
Natten til den 23. september indledte amerikanske styrker luftangreb mod ISIL mål i Syrien.
USA har anført, at UAE, Bahrain, Saudi Arabien, Qatar og Jordan har medvirket i operationerne.
3. Formål og indhold
Rådet forventes at drøfte truslen fra terrorgruppen ISIL samt de regionale og internationale
aspekter heraf, med fokus på EU’s sydlige nabolande og samarbejdet med disse lande.
Udenrigsministrene forventes at drøfte USA’s og en række regionale landes målrettede militære
indsatser i Irak og Syrien. Det forventes, at Rådet ligeledes vil drøfte den humanitære situation i
Irak og Syrien.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Drøftelsen af Sydlige Naboer, herunder truslen fra terrorgruppen ISIL, forventes ikke at have
konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Sagen har ikke været sendt i hørring
6
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes at være enighed blandt medlemslandene om at fordømme overgreb begået af ISIL
og behovet for at bidrage med humanitær assistance til Irak og Syrien. Det forventes ligeledes, at
der vil være enighed om at bakke politisk op om de amerikansk-ledede militære luftoperationer i
Irak og Syrien samt om snarlig implementering af beslutninger vedr. bekæmpelsen af ISIL, som
for nylig er vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen tilslutter sig den internationale fordømmelse af ISIL’s overgreb og støtten i EU-
kredsen til den internationale koalitions indsats mod ISIL, herunder den amerikansk-ledet
flerårige samtænkte strategi for bekæmpelse af ISIL i Irak og Syrien. Fra dansk side støttes den
samtænkte strategi, der strækker sig fra de politiske og militære bidrag til de økonomiske og
humanitære bidrag. Samtidig understreges nødvendigheden af at øge bestræbelserne på at finde
en politisk løsning på konflikten i Syrien. Danmark støtter FN’s særlige udsending, Staffan de
Misturas, bestræbelser i den henseende.
Regeringen hilser dannelsen af den nye regering i Irak under ledelse af premierminister Haidar
Al-Abadi velkommen. Fra dansk side understreges det, at den nye irakiskske regering også skal
føre en inklusiv politik. Danmark lægger vægt på, at kampen mod ISIL har en stærk regional
forankring. Indsatsen må ikke blive opfattet som en kamp mellem Vesten og islam. Fra dansk
side støttes ligeledes EU og centrale europæiske aktørers dialog med andre lande i regionen,
herunder Iran og Saudi-Arabien. Danmark bidrager til at afhjælpe den humanitære krise i Irak og
Syrien ved støtte til de mange flygtninge og internt fordrevne og bakker op om en fælles EU’s
indsats på dette område samt en snarlig implementering af tiltag mod ISIL taget af FN’s
Sikkerhedsråd.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.
Sydlige Naboer har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til skriftlig orientering den
14. august 2014.
7
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1404521_0008.png
3. Mellemøsten
KOM-dokument foreligger ikke
Nyt notat
1. Resumé
Rådet ventes at drøfte den mellemøstlige fredsproces i lyset af de suspenderede fredsforhandlinger mellem Israel og
Palæstina og den seneste udvikling i regionen, særligt i forhold til Gaza.
2. Baggrund
Det forventes, at Rådet vil drøfte den aktuelle situation i forholdet mellem Israel og
palæstinenserne bl.a. på baggrund af våbenhvileforhandlingerne i Cairo vedr. Gaza. Der ventes
fokus på, hvordan EU vil kunne bidrage til at sikre gennemførelsen af en holdbar aftale om
Gaza, der både adresserer de israelske sikkerhedsbekymringer og de palæstinensiske krav om
ophævelse af restriktioner i form af adgang til og fra Gaza for personer og varer.
Under egyptisk mægling nåede Israel og de palæstinensiske forhandlingsparter den 26. august i
Kairo til enighed om en våbenhvile på Gaza-konflikten. Der var enighed om at vende tilbage til
forhandlingsbordet i Kairo ca. en måned senere med henblik på at fortsætte forhandlingerne om
elementerne i en mere permanent våbenhvile. De to delegationer har hver især overdraget en
liste over emner for de videre Kairo-forhandlinger til de egyptiske mæglere. Fra israelsk side
fokuserer man på demilitarisering af Gaza og sikring af, at Hamas ikke får anledning til at
genopbygge sin militære kapabilitet, herunder ophør af transporter igennem tunnellerne af våben
og personer med voldelige hensigter. Også israelsk fokus på betingelser for hvordan man ville
kunne acceptere, at byggematerialer og penge ville kunne komme ind i Gaza.
Palæstinenserne fokuserer på ophævelse af blokaden af Gaza, lige som bl.a. krav om etablering af
en lufthavn og havn i Gaza samt frigivelse af en række fanger fortsat indgår i udmeldingerne.
Hamas og PA synes i forbindelse med våbenhvileforhandlingerne i Kairo at have bekræftet viljen
til at få forsoningsregeringen til at virke, herunder ved at sikre, at PA får delvis administrativ
kontrol over Gaza.
I rådskonklusionerne fra udenrigsministermødet den 15. august understreger EU
nødvendigheden af en endelig våbenhvileaftale om Gaza, der kan give et perspektiv for både
palæstinensere og israelere, så man imødegår en fornyet Gaza-konflikt om nogle år. EU
erklærede sig i den forbindelse rede til at støtte en international mekanisme med afsæt i en
vedtagelse i FN’s Sikkerhedsråd for at støtte en holdbar våbenhvile. De nærmere elementer i en
sådan EU-støtte vil bl.a. afhænge af indholdet i den våbenhvileaftale, som parterne vil nå frem til
under de planlagte videre forhandlinger i Cairo i løbet af oktober. Samtidig understreges det i
rådskonklusionerne, at situationen i Gaza ikke kan ses uden sammenhæng med fredsprocessen,
og at en to-statsløsning er det ultimative mål i den sammenhæng.
Konsekvenserne af Gaza-konflikten er voldsomme. Mere end 2100 palæstinensere er blevet
dræbt i Gaza siden den 7. juli, herunder omkring 75 pct. civile. 71 israelere har mistet livet.
Omkring 100.000 rapporteres fortsat internt fordrevne i Gaza. FN forventer, at de samlede
omkostninger for genopbygningen (samlet FN og PA indsatser) vil være på over USD 5 mia., og
8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1404521_0009.png
at omkostningerne for UNRWA alene vil være på USD 1 mia. FN’s Menneskerettighedsråd har
nedsat en undersøgelseskommission, der vil se på mulige overtrædelser af den humanitære
folkeret og menneskerettighederne begået af alle parter i konflikten. Kommissionen ventes at
fremlægge sin rapport i marts 2015.
Danmark har i 2014 allokeret 36,5 mio. kr. til humanitære indsatser i Palæstina og for
palæstinensere i regionen. Dertil kommer et kernebidrag på 90 mio. kr. til FN’s Organisation for
Palæstinaflygtninge (UNRWA). Egypten og Norge har sammen med præsident Abbas inviteret
en bred kreds af lande til ”The Cairo Conference on Palestine - Reconstructing Gaza” den 12.
oktober 2014. Danmark deltager med udenrigsministeren.
3. Formål og indhold
Rådet ventes at drøfte den mellemøstlige fredsproces i lyset af den seneste udvikling, herunder
hvorledes EU sammen med USA bedst kan støtte fredsprocessen fremadrettet, og særligt den
aktuelle situation i forhold til konflikten vedrørende Gaza.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Drøftelsen af Mellemøsten forventes ikke at have konsekvenser for statsfinanserne,
samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Ikke relevant.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes at være enighed blandt medlemslandene om behovet for en fortsat aktiv og
bredspektret EU-indsats i samarbejde med internationale og regionale aktører med det
hovedsigte at støtte fredsforhandlinger.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen støtter fuldt ud en aktiv rolle for EU i samarbejde med relevante internationale
partnere, herunder i særdeleshed USA. Målet med EU’s bestræbelser er overordnet at
understøtte mulighederne for en snarlig genoptagelse af fredsforhandlingerne med henblik på
realiseringen af en to-stats-løsning. Danmark bakker fuldt op om EU-bestræbelser på at kunne
bidrage til gennemførelsen af en holdbar våbenhvile, der ikke alene sikrer mod fortsatte
kamphandlinger, men også kan hindre, at situationen rulles tilbage til den status quo, som var
inden udbruddet af kamphandlinger. Det er vigtigt, at der kommer et perspektiv for alle parter -
for palæstinenserne i Gaza om en normalisering af livsvilkår, og for israelere en sikkerhed mod
9
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
raketangreb mv. fra Gaza. Perspektivet for en to-statsløsning vil dermed også komme på
dagsordenen.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til skriftlig orientering den 14. august
2014.
10
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1404521_0011.png
4. Ukraine
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat
1. Resumé
Der forventes en drøftelse af udviklingen i Ukraine, herunder implementeringen af Minsk-aftalen, den
humanitære situation og forberedelserne til det ukrainske parlamentsvalg. Desuden forventes en drøftelse af
Ruslands adfærd, EU’s sanktioner og de trilaterale gasforhandlinger mellem EU, Rusland og Ukraine.
2. Baggrund
På det ekstraordinære EU-udenrigsministermøde den 15. august 2014 var der enighed om, at EU
måtte stå klar til at overveje yderligere tiltag, hvis Ruslands destabiliserende adfærd fortsatte.
I lyset af Ruslands markante militære optrapning i det sydøstlige Ukraine i slutningen af august,
bad EU’s stats- og regeringschefer den 30. august 2014 Kommissionen og Den Fælles
Udenrigstjeneste om at forberede yderligere sanktioner mod Rusland. Det førte til, at EU den 8.
september vedtog en stramning af de eksisterende sanktioner og en udvidelse af EU’s
sanktionsliste med 24 personer. Disse yderligere tiltag trådte i kraft den 12. september.
Den 5. september 2014 indgik Kiev-regeringen og de pro-russiske separatister en våbenhvile.
Våbenhvilen var del af den bredere Minsk-aftale, der blev forhandlet på plads i Hvideruslands
hovedstad mellem repræsentanter fra Ukraine, Rusland, OSCE (den trilaterale kontaktgruppe) og
repræsentanter for de pro-russiske separatister. Foruden våbenhvilen omfatter aftalen
umiddelbare tiltag som fangeudveksling, styrket grænsekontrol og øget OSCE-monitorering samt
mere langsigtede tiltag som decentralisering, genopbygning og national dialog.
Selvom volden siden den 5. september 2014 er aftaget markant, er der løbende sket adskillige
mindre brud på våbenhvilen – især begået af de pro-russiske separatister. Parterne har dog i
offentlige udtalelser slået fast, at de ønsker at opretholde våbenhvilen. Den 19. september 2014
blev den trilaterale kontaktgruppe og de pro-russiske separatister enige om det såkaldte Minsk-
memorandum, der udstikker de nærmere punkter for våbenhvilens implementering.
Mens kamphandlingerne er reduceret, er udviklingen i Ukraine fortsat præget af en alvorlig
humanitær situation. FN anslog den 26. september 2014, at der befinder sig ca. 295.000 internt
fordrevne i Ukraine, mens ca. 341.000 er flygtet til nabolande, herunder især Rusland. Den
væsentligste udfordring for en effektiv humanitær indsats er manglende adgang til de værst ramte
konfliktområder i det østligste Ukraine. Pro-russiske separatister har længe nægtet at give
ukrainske myndigheder og internationale humanitære organisationer sikker adgang. I kontrast
sendte Rusland den 12. september 2014 en ny humanitær konvoj bestående af 216 lastbiler ind
over grænsen til de separatist-kontrollerede områder i Luhansk. Hverken ukrainske grænsevagter
eller internationale humanitære organisationer fik mulighed for at inspicere lastbilerne.
Lastbilerne forlod ukrainsk territorium igen den 13. september 2014.
Den 11. september 2014 udsendte formanden for det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, en
udtalelse, hvor han understregede, at det var hans forståelse, at medlemslandenes EU-
11
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ambassadører inden udgangen af september 2014 ville tage bestik af Minsk-aftalens
implementering og udviklingen på jorden. På den baggrund drøftede EU-ambassadørerne den
30. september udviklingen i Ukraine og fandt, at situationen endnu ikke tilsagde en lempelse af
EU’s sanktioner. Samtidig var der enighed om at understrege den fortsatte reversibilitet og
skalerbarhed af de indførte sanktioner samt at EU fortsat står klar til at ændre, suspendere eller
ophæve sanktionerne helt eller delvist, hvis situationen tilsiger det.
Den 16. september 2014 ratificerede Europa-Parlamentet og Ukraines parlament parallelt
associerings- og frihandelsaftalen mellem EU og Ukraine. Forinden var EU, Ukraine og Rusland
den 12. september blevet enige om at udskyde den midlertidige anvendelse af frihandelsaftalen
fra den 1. november 2014 til den 1. januar 2016. Frem til da vil EU opretholde sine ensidige
handelspræferencer til Ukraine. Denne beslutning blev endosseret på det generelle EU-
ministermøde den 29. september 2014.
Den 26. september 2014 genoptog EU Kommissionen, Rusland og Ukraine de trilaterale
forhandlinger om leveringen af russisk gas til Ukraine. Det var første gang, at parterne samledes
ved forhandlingsbordet siden juni 2014. Energikommissær Oettinger, som deltog i mødet på
vegne af EU, udtalte efterfølgende, at parterner kom tættere på et kompromis, der kan muliggøre
en genoptagelse af de russiske gasleverancer til Ukraine. Et nyt trepartsmøde ventes afholdt i
oktober.
EU-udenrigsministermødet den 20. oktober 2014 finder sted seks dage før det ukrainske
parlamentsvalg den 26. oktober. Valgprocessen og det endelige udfald ventes at få væsentlig
betydning for Kiev-regeringens legitimitet og parlamentets videre reformarbejde. Danmark
støtter valgprocessen via OSCE både med finansiel støtte og udsendelse af valgobservatører.
3. Formål og indhold
Der ventes en drøftelse af udviklingen i Ukraine, herunder implementeringen af Minsk-aftalen,
den humanitære situation og forberedelserne til det ukrainske parlamentsvalg. Desuden forventes
en drøftelse af Ruslands adfærd og EU’s målrettede økonomiske sanktioner. Herudover ventes
Kommissionen at orientere om de trilaterale gasforhandlinger mellem EU, Rusland og Ukraine.
Endeligt forventes en kort orientering vedrørende det igangværende arbejde med at hjemtage
bevismateriale og omkomne fra MH17-nedstyrtningsstedet.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Ikke relevant.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Drøftelsen af Ukraine forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller
konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
12
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
8. Høring
Ikke relevant.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er blandt EU-landene bred enighed om at bakke op om implementeringen af Minsk-aftalen i
bestræbelserne på at finde en politisk løsning. Herudover er der enighed om at fastholde presset
på Rusland for at medvirke til at nedtrappe den anspændte situationen i det sydøstlige Ukraine og
efterleve Minsk-aftalen, samt at fastholde ikke-anerkendelsespolitikken overfor Ruslands ulovlige
forsøg på annektering af Krim. På udenrigsrådet forventes der desuden bred enighed om, at EU
skal stå klar til at ændre, suspendere eller ophæve sanktionerne helt eller delvist, hvis situationen
tilsiger det. Endeligt forventes der bred opbakning til, at der sikres fuld og sikker adgang til
MH17-nedstyrtningsstedet således, at undersøgelserne af flystyrtet kan færdiggøres.
10. Regeringens generelle holdning
Fra dansk side følges udviklingen i Ukraine tæt. I samarbejde med vores EU-partnere og det
øvrige internationale samfund vil vi fra dansk side fortsat lægge vægt på aktivt at sikre en politisk
løsning på krisen. Der bakkes op om implementeringen af Minsk-aftalen. Der lægges vægt på, at
EU står sammen om at sikre den rette balance mellem politisk dialog og pres overfor Rusland.
Fra dansk side bakkes fuldt op om de målrettede økonomiske sanktioner mod Rusland. Det
anses som afgørende, at enigheden i EU om sanktionerne mod Rusland bevares.
Fra dansk side finder man den forværrede humanitære situation i det østligste Ukraine
bekymrende. Der bakkes op om en humanitær indsats, herunder et evt. russiske bidrag, såfremt
en sådan indsats finder sted med ukrainsk accept, gennemføres af internationale humanitære
organisationer og sker i overensstemmelse med internationale konventioner og praksis for
nødhjælpsarbejde. Der lægges vægt på, at der sikres fuld og sikker adgang til området, hvor MH-
17 styrtede ned således, at undersøgelserne af flystyrtet kan færdiggøres.
Fremadrettet er det vigtigt at sikre stabilitet og Ukraines nationale enhed gennem en inklusiv
politisk proces, reformer og decentralisering. Det vil være et vigtigt signal til de mange
russisktalende ukrainere i det østlige og sydlige Ukraine. EU skal i samarbejde med internationale
partnere også bidrage til at stabilisere Ukraines økonomi. Regeringen støtter også fortsat den
aktive ikke-anerkendelsespolitik overfor Ruslands ulovlige annektering af Krim.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Ukraine er senest forelagt Folketingets Europaudvalg til skriftlig orientering den 14. august 2014.
13
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1404521_0014.png
5. Libyen
KOM-dokument foreligger ikke
Nyt notat
1. Resumé
Det forventes, at Rådet vil drøfte situationen i Libyen med fokus på, hvordan EU kan bidrage til fremme af den
demokratiske transition, herunder FN’s bestræbelser på at etablere en våbenhvile mellem militserne samt inklusiv
national dialog og forsoning.
2. Baggrund
Situationen i Libyen har siden det relativt vellykkede demokratiske valg til Nationalkongressen i
juli 2012 været præget af stigende politisk polarisering og væbnede sammenstød mellem sekulære,
herunder pro-nationale/liberale, og ikke-sekulære aktører, som det Muslimske Broderskab og
ekstremistiske grupper. Konflikten er mere kompleks end skellet mellem sekulær/ikke-sekulær.
Den udspiller sig også mellem regioner/byer/klaner samt ikke mindst rester af det gamle regimes
kamp mod yngre, ofte islamistiske, revolutionære. Som konsekvens har det vist sig vanskeligt at
finde politisk enighed om transitionsprocessen.
I maj 2014 påbegyndte tidl. general og militsleder Khalifa Haftar den såkaldte ”Operation
Dignity” med det formål at nedkæmpe ikke-sekulære militser omkring Benghazi. Denne front,
rettet mod både Det Muslimske Broderskab og ekstremister, har ført til en betydelig eskalering af
kampene, der medio juli også spredte sig til Tripoli. De to største og mest magtfulde militser er
gået ind i kampene, således at Misrata-militserne allierede sig med de ikke-sekulære militser, mens
Zintan-militserne gik i koalition med Khalifa Haftars sekulære milits. Efterfølgende iværksatte de
ikke-sekulære militser i Tripoli den såkaldte ”Operation Dawn”, der har resulteret i voldsomme
kampe i og omkring Tripoli, herunder om den internationale lufthavn, der siden 2011 har været
under kontrol af Zintan-militserne. Den aktuelle situation er, at de ikke-sekulære militser allieret
med Misrata har taget kontrol over Tripoli, mens det i Benghazi ikke er lykkedes de sekulære
militser at nedkæmpe islamisterne. Der er meldinger om civile tab og store flygtningestrømme til
nabolandene, særligt til Tunesien.
Der var håb om, at valget den 25. juni til et nyt parlament (House of Representatives) som
afløsning for Nationalkongressen, kunne være med til at sætte skub i den demokratiske
transitionsproces, men det har indtil videre ikke været tilfældet. Valget styrkede de sekulære og
svækkede de ikke-sekulære kræfter. Som følge af uroen i Tripoli har det nye parlament etableret
sig i byen Tobruk i det østlige Libyen og udpeget en ny regering under ledelse af tidligere
premierminister Al-Thinni. Samtidig har de ikke-sekulære militser i Tripoli genindkaldt dele af
den tidl. Nationalkongres, der parallelt har indsat en ny regering og en premierminister. I februar
2014 blev der valgt en 60 mand stor forfatningskomité, der er i gang med at udarbejde en ny
demokratisk forfatning.
Ifølge amerikanske oplysninger gennemførte jagerfly fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE)
i august en serie angreb mod de ikke-sekulære militser i Tripoli. Der er også forlydender om
egyptisk involvering, hvilket dog er afvist af de egyptiske myndigheder. Qatar, der i 2011 var
aktiv med støtte til at vælte Gadaffi, er blevet beskyldt for at yde støtte til de islamistiske militser.
14
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Sikkerhedsrådet vedtog den 27. august resolution 2174, der udvider FN’s sanktionsregime til at
omfatte personer og enheder, der vurderes at obstruere eller underminere en succesfuld
afslutning på den politiske transitionsproces. Man forsøger herigennem at påvirke adfærden hos
parter i konflikten - uden med det samme at sætte navn på individer/enheder.
Generalsekretærens særlige udsending i Libyen, Bernardino Leon, leder det internationale
samfunds bestræbelser på dialog og forsoning mellem parterne. Det har indtil videre resulteret i
forhandlinger begyndende den 29. september om en våbenhvile. Desuden arbejder nabolandene,
herunder Algeriet, også på at bistå den politiske proces.
De fleste vestlige lande, EU, FN m.v. har evakueret deres medarbejdere fra landet og midlertidigt
lukket deres repræsentationer. EU’s grænsemission (EUBAM) er også trukket ud af Libyen. Som
følge af stigende sikkerhedsomkostninger lukkede Danmark ultimo marts 2014
repræsentationskontoret i Libyen. Internationale flyvninger til Libyen er næsten indstillet.
Antallet af migranter der ankommer fra Libyen over Middelhavet til Italien er nu langt over
100.000 alene for 2014, og overgår dermed betydeligt rekordåret 2011 i forbindelse med de
arabiske oprør.
Danmark har siden kort efter Gadaffis fald gennem Freds- og Stabiliseringsfonden og det
Arabiske Initiativ søgt at bidrage til stabilitet og demokratisering i Libyen - militært, diplomatisk
og bistandsmæssigt. Støtten går bl.a. til fremme af frie medier, menneskerettigheder,
torturrehabilitering og retssektorreformer. Flere aktiviteter er dog blevet forsinket som følge af
sikkerhedssituationen i landet.
Det planlagte danske bidrag på ca. 65 mand til træning af libyske soldater i Storbritannien er
suspenderet på ubestemt tid. Træningen skulle være startet i januar 2015, men de britiske
myndigheder har meddelt, at man suspenderer opstarten som følge af den sikkerhedsmæssige
udvikling i Libyen, der vanskeliggør reintegration af trænede soldater i de svage, formelle
sikkerhedsstrukturer. Samtidig er det ikke praktisk muligt at rekruttere libyere til træningen på
grund af den aktuelle situation i Libyen.
Danmark støtter en aktiv rolle for EU i samarbejde med relevante internationale/regionale
partnere, herunder i særdeleshed FN. Den eneste holdbare vej frem er at få etableret en
våbenhvile mellem militserne samt at få igangsat en inklusiv national dialog- og forsoningsproces
for at få transitionsprocessen tilbage på sporet. Danmark støtter FN’s rolle som facilitator for
forsoningsprocessen. Indblanding fra regionale magter vil forværre situationen og underminere
transitionsprocessen. Det må forventes, at afvæbningen af militserne og opbygning af nationale
sikkerhedsinstitutioner vil tage tid og kræve fortsat støtte fra det internationale samfund.
3. Formål og indhold
Rådet forventes at drøfte situationen i Libyen, herunder igangværende forsøg på at få parterne til
at indgå våbenhvile. Der ventes fokus på, hvordan EU kan bidrage til fremme af den
demokratiske transitionsproces i Libyen.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
15
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Drøftelsen af Libyen forventes ikke at have konsekvenser for statsfinanserne,
samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Ikke relevant.
9. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen støtter en aktiv rolle for EU i Libyen i samarbejde med relevante internationale
partnere, herunder i særdeleshed FN. Den eneste farbare vej frem er at få etableret en holdbar
våbenhvile mellem militserne samt at få iværksat en inklusiv national dialog- og
forsoningsproces. Danmark støtter FN’s rolle som facilitator for forsoningsprocessen. Det må
dog forventes, at processen med at afvæbne militserne og opbygge effektive
sikkerhedsinstitutioner vil tage tid og kræve støtte fra det internationale samfund.
10. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes at være enighed blandt medlemslandene om behovet for en aktiv EU-indsats i
samarbejde med relevante internationale og regionale aktører med det hovedsigte at sikre fred og
stabilitet i Libyen.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg den 14. august 2014 til skriftlig
orientering.
16