Rådsmøde nr. 3398 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 18.-19. juni 2015 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 18-19/6-15, beskæftigelses- og socialdelen

Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
Rådsmøde 3398 - beskæftigelse m.v. Bilag 1
Offentligt

NOTAT

2. juni 2015

Samlenotat om EPSCO-rådsmøde den 18. juni 2015

J.nr. 2015-2385

CAIJ/isy

Beskæftigelsesministeren og ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale

forhold vil forelægge følgende punkter på EPSCO-dagsordenen, hvor punkt 1,2 og

6 hører under MBLIS’ ressort, mens punkt 3,4 og 5 hører under BM:

1. Forslag til direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige be-

styrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber, KOM (2012) 614

- Fremskridtsrapport

Side 3

2. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebe-

handling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering, KOM (2008) 426

- Fremskridtsrapport

Side 19

3. Europæisk Semester 2015: Bidrag til Det Europæisk Råd 25.-26. juni

- Politisk drøftelse

(a) Udkast til Rådets landespecifikke henstillinger til hver medlemsstat

på baggrund af de Nationale Reformprogrammer 2015 KOM (2015)

255

– Vedtagelse (art.148 TFEU)

(b) Eksamination af de Nationale Reformprogrammer (2015) og im-

plementeringen af de landespecifikke henstillinger for 2014

- Godkendelse af udtalelserne fra Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for

Social Beskyttelse

- Godkendelse af Beskæftigelseskomitéens rapport

Side 59

4. Forslag til Rådsbeslutning om retningslinjer for beskæftigelsespolitik-

ken i medlemsstaterne KOM (2015) 98

- Vedtagelse

Side 62

Rådsmøde nr. 3398 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 18.-19. juni 2015 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 18-19/6-15, beskæftigelses- og socialdelen

5. Rådskonklusioner om Den Europæiske Revisionsrets særberetning

”EU’s ungdomsgaranti: De første skridt er taget, men der venter gen-

nemførelsesrisici forude”

-Vedtagelse

Side 64

6. Rådskonklusioner om lige indkomstmuligheder for kvinder og mænd:

Kønsforskelle i pensioner

- Vedtagelse af rådskonklusioner

Side 66

1. Forslag til direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige besty-

relsesmedlemmer i børsnoterede selskaber, KOM (2012) 614

- Fremskridtsrapport

Revideret notat.

1. Resumé

Kommissionen har den 14. november 2012 fremsat forslag til et direktiv, der skal sik-

re en mere ligelig kønsfordeling blandt bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede sel-

skaber og tilhørende foranstaltninger.

Der er tale om et forslag til et minimumsdirektiv. Det står således medlemsstaterne

frit at indføre eller opretholde bestemmelser, der går videre end direktivet,

forudsat at det ikke hindrer et velfungerende indre marked.

Forslaget pålægger medlemsstaterne at sikre, at børsnoterede virksomheder, hvor

det underrepræsenterede køn udgør mindre end 40 pct. af bestyrelsens medlemmer,

indfører forud fastsatte, klare, neutralt formulerede og utvetydige

udpegningskriterier senest den 31. december 2020 med henblik på at nå en 40 pct.-

målsætning for det underrepræsenterede køn. Forslaget omfatter kun

tilsynsførende bestyrelsesmedlemmer (”non-executive” directors”). Vælger

virksomheden at lade forslaget gælde for hele bestyrelsen, er målsætningen mindst

1/3 repræsentation af begge køn i bestyrelsen. Medlemsstaterne skal sikre, at

børsnoterede selskaber afgiver individuelle tilsagn om en ligelig kønsfordeling i

den daglige ledelse (ledende bestyrelsesmedlemmer eller direktionen afhængigt af

virksomhedens ledelsesmodel), som skal være opfyldt senest den 31. december

2020. Medlemsstaterne skal fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes ved

overtrædelse af de nationale bestemmelser, der implementerer direktivet.

Medlemsstater, som inden direktivets ikrafttrædelse har truffet foranstaltninger for

at sikre en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelsen i børsnoterede virksomheder,

kan suspendere anvendelsen af direktivets proceduremæssige krav til udpegningen

af medlemmer til bestyrelsen. Det forudsætter dog, at at disse nationale

foranstaltninger er tilsvarende effektive i forhold til at nå målet om mindst 40 pct.

af hvert køn i børsnoterede virksomheders bestyrelser eller kommer tæt på at nå

dette mål.

Direktivet forventes at have lovgivningsmæssige, samfundsmæssige og administra-

tive konsekvenser. Direktivet forventes ikke at have væsentlige statsfinansielle kon-

sekvenser.

Regeringen er generelt positiv over for forslag, der kan styrke en mere ligelig køns-

fordeling i virksomheders bestyrelser. Regeringen kan dog ikke støtte direktivfor-

slaget, idet regeringen lægger vægt, at initiativer til fremme af ligestilling i besty-

relser bør være tilstrækkeligt fleksible i forhold til virksomhedernes konkrete ram-

mer, tage hensyn til den aktuelle kønsfordeling inden for forskellige virksomheder

og brancher og respektere virksomhedernes ledelsesret.

Regeringen mener, at virksomhederne selv bør kunne fastsætte målet for den køns-

mæssige sammensætning i virksomhedens bestyrelse, og at virksomheden selv skal

fastsætte, hvordan målet nås, som det er hensigten med den danske model for en

mere ligelig kønsfordeling i børsnoterede selskabers bestyrelser. Regeringen me-

ner, at direktivforslaget skal indeholde en fleksibel undtagelsesbestemmelse, som

den danske model for en mere ligelig kønsfordeling i virksomheders bestyrelser vil

falde ind under – også efter 2020.

Regeringen kan ikke støtte direktivforslaget.

Der forventes en fremskridtsrapport på rådsmødet.

2. Baggrund

Kommissionen offentliggjorde den 14. november 2012 et forslag til direktiv om en

mere ligelig kønsfordeling blandt bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede virksom-

heder og tilhørende foranstaltninger KOM(2012) 614. Forslaget er oversendt til

Rådet den 19. november 2012 i dansk sprogversion.

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 157 (3), som har til formål at sikre

anvendelsen af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og

kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, herunder positiv

særbehandling. Forslaget skal behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure

i TEUF artikel 294. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Rådets Juridiske Tjeneste har den 27. marts 2013 afgivet en udtalelse vedrørende

hjemlen for det aktuelle direktivforslag om en mere ligelig kønsfordeling i børsnote-

rede selskabers bestyrelser. Udtalelsen er afgivet på forespørgsel fra Rådets arbejds-

gruppe om sociale spørgsmål i forbindelse med behandling af direktivforslaget. Det er

vurderingen fra Rådets Juridiske Tjeneste, at art. 157(3) i Traktaten om Den Europæi-

ske Union, som er angivet som direktivets hjemmel, ikke yder tilstrækkelig hjemmel

for direktivet.

Kommissionens Juridiske Tjeneste har på arbejdsgruppemøde den 22. maj 2013 be-

kræftet sit valg af hjemmel. Dette er bekræftet ved Kommissionens Juridiske Tjene-

stes Commission Staff Working Document SWD(2013) 278.

Europa-Parlamentet har i sin betænkning, som vedtaget den 20. november 2013 ac-

cepteret Kommissionens valg af hjemmel.

3. Formål og indhold

Formålet med direktivforslaget er at sikre en mere ligelig repræsentation af mænd

og kvinder blandt bestyrelsesmedlemmerne i børsnoterede virksomheder, herunder

offentlige.

Direktivforslaget omfatter børsnoterede virksomheder med over 250 ansatte, en

omsætning på over 372,7 mio. kr. eller en balancesum på over 320,5 mio. kr.

Forslaget fastsætter, at virksomheder, hvor det underrepræsenterede køn udgør

mindre end 40 pct. af bestyrelsens medlemmer, skal indføre forud fastsatte, klare,

neutralt formulerede og utvetydige udpegningskriterier senest den 31. december

2020 med henblik på at nå 40 pct. målsætningen . Forslaget omfatter kun

tilsynsførende bestyrelsesmedlemmer (”non-executive” directors”). Vælger

virksomheden at lade forslaget gælde for hele bestyrelsen, er målsætningen mindst

1/3 repræsentation af begge køn i bestyrelsen.

Forslaget omfatter både de generalforsamlings- og medarbejdervalgte menige

bestyrelsesmedlemmer.

Forslaget indfører en præferenceregel med henblik på at opfylde 40 pct.-

målsætningen. Der skal således gives prioritet til kandidaten af det

underrepræsenterede køn, hvis denne er lige så kvalificeret som kandidaten af det

modsatte køn. Dette gælder dog ikke, hvis en objektiv vurdering, hvori der tages

hensyn til alle de kriterier, virksomheden lægger vægt på ved valg af

bestyrelseskandidater, taler til fordel for kandidaten af det modsatte køn. I

forlængelse heraf pålægges virksomhederne en oplysningsforpligtelse samt en

skærpet omvendt bevisbyrde i tilfælde af, at afviste kandidater påklager

udpegningen.

Forslaget indeholder en mulighed for at fravige forpligtelserne i direktivforslaget,

såfremt det underrepræsenterede køn udgør mindre end 10 pct. af arbejdsstyrken. I

så fald skal disse virksomheder opsætte individuelle måltal for en bedre

kønsfordeling i bestyrelsen.

De børsnoterede virksomheder skal endvidere afgive individuelle tilsagn om en

ligelig kønsfordeling i den daglige ledelse (ledende bestyrelsesmedlemmer eller

direktionen afhængigt af virksomhedens ledelsesmodel), som skal være opfyldt

senest den 31. december 2020.

De børsnoterede virksomheder forpligtes til årligt at indhente og offentliggøre

oplysninger om kønsfordelingen i bestyrelsen og direktionen. De virksomheder,

som ikke opfylder 40 pct. målsætningen for kønssammensætningen i bestyrelsen,

skal anføre en begrundelse herfor og beskrive, hvilke foranstaltninger der er eller

vil blive truffet for at opfylde målsætningen fremover.

Medlemsstaterne skal fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes ved

overtrædelse af de nationale bestemmelser, der implementerer direktivet.

Sanktionerne skal være effektive, proportionelle og afskrækkende og kan bl.a.

omfatte administrative bøder eller annullering af en udnævnelse af et

bestyrelsesmedlem, som er foretaget i strid med direktivet.

Medlemsstaterne kan således indføre eller opretholde bestemmelser, som går vide-

re end direktivets bestemmelser, for at sikre en mere ligelig kønsfordeling, forudsat

at disse bestemmelser ikke medfører uberettiget forskelsbehandling eller hindrer et

velfungerende indre marked.

Direktivforslaget foreskriver, at medlemsstaterne skal afgive en rapport til Kom-

missionen vedrørende implementeringen af direktivet første gang tre år efter vedta-

gelsen af direktivet og herefter hvert andet år. Rapporterne skal bl.a. omfatte in-

formation om de nationale tiltag, der er indført med henblik på at nå direktivets

målsætning på 40 pct. i bestyrelsen samt information om de individuelle tilsagn,

virksomhederne har foretaget i relation til en mere ligelig kønsfordeling i direktio-

nen.

Medlemsstater, som inden direktivets ikrafttrædelse har truffet foranstaltninger for

at sikre en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelsen i børsnoterede virksomheder,

kan suspendere anvendelsen af direktivets proceduremæssige krav til udpegningen

af menige bestyrelsesmedlemmer. Det forudsætter dog, at det kan dokumenteres

overfor Kommissionen, at disse nationale foranstaltninger gør det muligt for det

underrepræsenterede køn at bestride mindst 40 pct. af bestyrelsesposterne i

børsnoterede virksomheder inden de anførte tidsfrister i forslaget.

Direktivet skal træde i kraft senest to år efter vedtagelsen. Kommissionen vil lave

en evaluering af direktivet senest den 31. december 2021 og derefter hvert andet år.

Kommissionen vil navnlig vurdere, om målsætningerne i direktivet er blevet op-

fyldt.

Direktivet skal ifølge forslaget udløbe den 31. december 2028.

Det litauiske formandskab fremsatte i efteråret 2013 en række ændringsforslag til

direktivforslaget. Ændringsforslagene ændrer ikke direktivet indholdsmæssigt, men

præciserer blot en række af direktivets uklare bestemmelser, herunder definitioner i

direktivforslagets art 2, samt muligheden for at have et mål om mindst 1/3 af hvert

køn, hvis direktivet udvides til at omfatte både menige og ledende bestyrelsesmed-

lemmer.

Det græske formandskab fremsatte i foråret 2014 få ændringsforslag, som vil inde-

bære, at virksomhederne skal opsætte egne mål for, hvordan de vil nå direktivets

mål i 2020, samt at medlemsstaterne skal udveksle oplysninger om bedste praksis.

Derudover er ændringsforslagene af sproglige og præciserende karakter.

Det italienske formandskab har i efteråret 2014 fremsat flere ændringsforslag til di-

rektivforslaget. Det gælder især i forhold til direktivforslagets undtagelse, som fri-

tager medlemsstater fra direktivets forpligtelser, hvis medlemsstaten allerede har

truffet foranstaltninger for at sikre en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelser. I

undtagelsesbestemmelsen er der nu tilføjet tre eksempler på, hvornår en medlems-

stat kan falde herunder:

1. National lovgivning kræver, at det underrepræsenterede køn besidder

mindst 30 pct. af tilsynsførende bestyrelsesposter i 2020 (”non-executive”

directors”) eller 25 pct. af alle bestyrelsesposter i 2020, eller

2. det underrepræsenterede køn besidder mindst 30 pct. af tilsynsførende be-

styrelsesposter eller 25 pct. af alle bestyrelsesposter i 2020, eller

3. det underrepræsenterede køn besidder mindst 25 pct. af tilsynsførende be-

styrelsesposter eller 20 pct. af alle bestyrelsesposter i 2020 og procentdelen

af det underrepræsenterede køn er steget med 7,5 procentpoint i de seneste

fem år.

Endvidere er forpligtelsen for børsnoterede offentlige virksomheder til at arbejde

på at nå målet på 40 pct. allerede i 2018 nu udgået af direktivforslaget, således at

målet er 2020 for både offentlige og store private børsnoterede virksomheder. Der-

udover er ændringsforslagene af sproglig og præciserende karakter.

Det lettiske formandskab har i foråret 2015 fremsat enkelte ændringsforslag til di-

rektivforslaget, hvor den vigtigste er et forslag om en forlænget frist for opnåelse af

målene (31. december 2020) samt en mere fleksibel overgangsdato (30. september

2021), hvis kravene til at opfylde undtagelsesbestemmelsen ikke imødekommes.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet stemte den 20. november 2013 om en betænkning over direk-

tivforslaget, som indeholder nedenstående væsentlige ændringsforslag til Kommis-

sionens direktivforslag:

Direktivets undtagelsesbestemmelse begrænses:

Ifølge direktivforslagets art 8(3) kan medlemsstater, som allerede har taget initiativ

til at sikre ligelig kønsfordeling i bestyrelser, undtages fra direktivets forpligtelser.

Europa-Parlamentet foreslår, at undtagelsesbestemmelsen strammes ved at frem-

hæve hhv. den franske og norske kvotemodel eksplicit i direktivet som nationale

initiativer, der kan undtage lande fra direktivets forpligtelser, jf. ændringsforslag

63. Det vil i praksis betyde, at den danske model for en mere ligelig kønsfordeling i

virksomhedernes bestyrelser får sværere ved at falde ind under undtagelsesbe-

stemmelsen. Desuden skal undtagelsesadgangen automatisk rulles tilbage for de

lande, der ikke har nået en andel på mindst 30 pct. af det underrepræsenterede køn i

2017 (2015 for offentlige virksomheder).

Udvidelse af anvendelsesområdet – 10 pct.-reglen fjernes:

Direktivforslagets art 4(6) giver medlemsstater mulighed for at undtage virksom-

heder fra direktivets forpligtelser, hvis det underrepræsenterede køn udgør mindre

end 10 pct. af arbejdsstyrken inden for den pågældende branche.

Europa-Parlamentet foreslår, at bagatelgrænsen på 10 pct. udgår.

Ligestillingspolitik i virksomhederne:

Parlamentet foreslår, at det tilføjes i direktivet, at alle børsnoterede selskaber om-

fattet af direktivet skal forpligtes til at udarbejde en politik for at sikre en mere li-

gelig kønsfordeling i hele virksomheden, jf. ændringsforslag 31.

Virksomheden forpligtes efter forslagets art 5, stk. 1, til at afrapportere, hvilke

fremskridt den pågældende virksomhed har gjort for at skabe en ligelig kønsforde-

ling blandt bestyrelsesmedlemmerne. Europa-Parlamentet foreslår i denne sam-

menhæng, at oplysningerne skal indgå i virksomhedens årsberetning og offentlig-

gøres på virksomhedens hjemmeside, jf. ændringsforslag 55. Er målet på mindst 40

pct. af hvert køn ikke opfyldt, skal virksomheden udarbejde en erklæring for, hvor-

for den ikke har været i stand til at opfylde målet inkl. en fyldestgørende beskrivel-

se af de foranstaltninger, der hidtil er truffet samt som agtes at blive taget for at op-

nå målet, jf. ændringsforslag 56.

Medarbejderrepræsentanter:

Europa-Parlamentet foreslår en ændring af direktivforslaget, jf. betragtning 21,

hvormed det gøres klart, at de nationale procedurer for valg af medarbejderrepræ-

sentanter til bestyrelser skal ændres, så det bliver muligt at sikre en ligelig kønsfor-

deling blandt medarbejderrepræsentanter i bestyrelser.

Sanktioner:

Ifølge direktivforslagets art 6 skal medlemsstaterne indføre sanktioner over for

virksomheder, der ikke overholder direktivets forpligtelser. Sanktionerne skal være

effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virk-

ning. Sanktionerne kan fx være administrative bøder og afgørelse om ugyldighed

eller annullering af valgte bestyrelsesmedlemmer.

Europa-Parlamentet foreslår, at de foreslåede sanktioner i direktivet, dvs. bøder og

annullering af udpegede bestyrelser, gøres til minimumskrav, jf. ændringsforslag

59-61. Udelukkelse fra offentlige udbud tilføjes som sanktion.

5. Nærhedsprincippet

I medfør af nærhedsprincippet handler Unionen på de områder, der ikke hører ind

under dens enekompetence, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte

handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, re-

gionalt eller lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller

virkninger bedre kan nås på EU-plan, jf. TEU artikel 5(3).

Kommissionen har fremlagt forslag til et minimumsdirektiv. Kommissionen har

anført, at forslaget harmonerer med nærhedsprincippet, idet målet om ligelig køns-

fordeling i børsnoterede virksomheders bestyrelser efter Kommissionens opfattelse

bedre kan opnås ved regulering på EU-plan. På trods af det forhold, at medlemssta-

terne har mulighed for selv at foretage effektive foranstaltninger, er det – også efter

Kommissionens høring – tydeligt ifølge Kommissionen, at medlemsstaternes indi-

viduelle tiltag ikke vil være tilstrækkelige til at opfylde målet om en mere ligelig

kønsfordeling på europæisk plan inden 2020.

Hensigten med de grundlæggende traktater er ifølge Kommissionen at skabe ensar-

tede konkurrencevilkår mellem medlemsstaterne blandt andet ved at indarbejde

princippet om lige løn og ligestilling på arbejdsmarkedet. På denne måde undgås

det, at medlemsstaterne underbyder hinanden i arbejdsmarkeds- og ligestillings-

spørgsmål. Ifølge Kommissionen tøver mange medlemsstater formentlig med at re-

gulere på området, idet de i givet fald vil pålægge nationale virksomheder ulemper

i konkurrencen med de øvrige lande.

Den spredte og divergerende regulering, som findes blandt medlemsstaterne i dag,

resulterer ifølge Kommissionen i praktiske og konkurrencemæssige problemer,

fordi virksomhederne er underlagt forskellige regler og sanktioner på området. Det

kan have en negativ indvirkning på virksomhedernes grænseoverskridende investe-

ringer og etablering af dattervirksomheder.

Målet om en mere ligelig kønsfordeling kan ifølge Kommissionen ikke i tilstræk-

kelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene og kan derfor bedre gennemføres på

EU-niveau frem for regulering på nationalt niveau.

Det foreliggende direktivforslag er fremsat med hjemmel i artikel 157(3) TEUF,

der giver mulighed for at vedtage foranstaltninger, som skal sikre anvendelsen af

princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbin-

delse med beskæftigelse og erhverv. Princippet om positiv særbehandling er aner-

kendt i artikel 157(4) i TEUF.

Kommissionen oplyser i direktivforslaget, at medlemsstaterne ikke har formået at

opfylde målet om mere ligelig kønsfordeling i børsnoterede virksomheders besty-

relser nationalt på trods af flere opfordringer hertil fra blandt andet Rådet og Euro-

pa-Parlamentet. Målet har således i praksis vist sig ikke at kunne opfyldes i til-

strækkelig grad af medlemsstaterne, hvorfor Unionen har lov til at handle på områ-

det i henhold til nærhedsprincippet, da den påtænkte handlings virkning bedre kan

nås på EU-plan.

Regeringen er på den baggrund enig med Kommissionen i, at området kan regule-

res på EU-plan, da der er hjemmel til EU-regulering af ligestilling i forbindelse

med beskæftigelse og erhverv i traktaten, og idet landene endnu ikke selvstændigt

har formået at opnå en ligelig kønsfordeling i børsnoterede virksomheders bestyrel-

ser.

6. Gældende dansk ret

Ligestillingsloven

Lov om ligestilling af kvinder og mænd

har til formål at fremme ligestilling mel-

lem kvinder og mænd, herunder lige integration, lige indflydelse og lige mulighe-

der i alle samfundets funktioner. Loven har endvidere til formål at modvirke direk-

te og indirekte forskelsbehandling på baggrund af køn. Lovens kapitel 4 indeholder

en række krav til kønssammensætningen af offentlige udvalg, kommissioner og

lign., herunder krav til kønssammensætningen ved besættelse af visse bestyrelses-

poster inden for den statslige forvaltning m.v.

Med ændringen af ligestillingsloven

, der trådte i kraft den 1. april 2013 er der ind-

ført krav om, at alle statslige virksomheder, institutioner mv. skal opstille måltal

for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan og udarbej-

der en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i ledelsen generelt.

Det følger således af ligestillingsloven, at bestyrelser, repræsentantskaber eller til-

svarende kollektive ledelser i statslige forvaltningsmyndigheder bør have en ligelig

sammensætning af kvinder og mænd. I praksis er en 40/60 fordeling at anse for li-

ge. Ledelsen i selvejende institutioner, interessentskaber, anpartsselskaber og aktie-

selskaber, der ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning, men hvis udgifter

overvejende dækkes af statslige midler, bør så vidt muligt have en afbalanceret

sammensætning af kvinder og mænd, I praksis er en ”afbalanceret sammensæt-

ning” mindst 1/3 af hvert køn.

Årsregnskabsloven

Årsregnskabsloven indeholder regler om virksomheders aflæggelse af årsrapporter.

Loven indeholder en bestemmelse om samfundsansvar, der tilskynder de ca. 1100

største danske virksomheder til at forholde sig aktivt til, hvordan de kan bidrage til

at løse samfundsmæssige udfordringer.

Samfundsansvar omfatter efter regeringens opfattelse også fremme af ligestillingen

af mænd og kvinder. Bestemmelsen anfører, at virksomhederne skal redegøre for

Lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007

Lov nr. 1288 af 19. december 2012

om deres arbejde med samfundsansvar i årsrapporten. Hvis virksomhederne ikke

har politikker for samfundsansvar, skal der i årsrapporten oplyses herom.

Selskabsloven mv.

Selskabsloven fastsætter bl.a. regler om stiftelse, drift og ophør af kapitalselskaber,

herunder bl.a. kapitalforhold, ledelse, m.v. På tilsvarende måde indeholder den fi-

nansielle lovgivning regler om kapitalforhold, ledelse, m.v., for virksomheder, der

driver finansiel virksomhed, m.v. Der er således tale om et ”følg og forklar”-

princip.

Med ændringen af selskabsloven, årsregnskabsloven samt en række andre love

, er

der pr. 1. april 2013 indført krav om, at de ca. 1.100 største danske virksomheder

skal opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledel-

sesorgan og udarbejder en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede

køn i ledelsen generelt.

De nævnte ændringer af ligestillingsloven, selskabsloven, årsregnskabsloven samt

en række andre love udgør samlet set ”den danske model” for en mere ligelig køns-

fordeling i de største danske virksomheder og alle statslige virksomheder mv.

De første resultater af indberetninger om måltal og politikker efter den danske model

Med indførelsen af reglerne blev det besluttet, at regeringen skulle følge op på udvik-

lingen, og at Erhvervsstyrelsen årligt skal offentliggøre en rapport over virksomhe-

dernes afrapporteringer. Den første rapport, som blev offentliggjort den 1. oktober

2014, er udarbejdet af COWI A/S og er baseret på en tilfældig stikprøve bestående af

170 virksomheder ud af de i alt ca. 1.200, der er omfattet af reglerne. Rapporten viser,

at 73 pct. af virksomhederne angiver et måltal, og måltal er i gennemsnit på ca. 25 pct.

for det underrepræsenterede køn.

Tilsvarende udarbejder Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale For-

hold en opsamling på måltal i statslige institutioner og virksomheder. Her viser talle-

ne, at 65 pct. angav måltal mellem 40-60 pct. Af de statslige institutioner og virksom-

heder forventer 32 pct. at opfylde deres måltal allerede i 2014, mens 27 pct. forventer

at opfylde deres måltal i 2018.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

Direktivforslaget omfatter børsnoterede virksomheder med mere end 250 ansatte

og med en årlig omsætning på over 372,7 mio. kr. eller en årlig samlet balance på

over 320,5 mio. kr. Det vurderes pr. 15. marts 2015, at omkring 76 danske selska-

ber ud af 165 børsnoterede selskaber vil blive omfattet af direktivforslaget om en

mere ligelig kønsfordeling i bestyrelser, i dets nuværende udformning.

Såfremt direktivforslaget vedtages i sin nuværende form, vil det være nødvendigt at

foretage visse lovændringer. Implementering af direktivet forventes at berøre sel-

skabsloven, lov om erhvervsdrivende fonde, lov om visse erhvervsdrivende virk-

somheder, årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om betalingstjene-

Lov nr. 1383 af 23. december 2012

ster og elektroniske penge lov om investeringsforeninger m.fl., lov om forvaltere af

alternative investeringsfonde og lov om værdipapirhandel. Der vil bl.a. skulle ind-

føres hjemmel til at stille krav om, at udpegningen af kandidater til bestyrelsen i

børsnoterede virksomheder foretages på baggrund af klare, neutralt formulerede og

utvetydige udpegningskriterier. Endvidere skal der indføres en præferenceregel,

hvorefter bestyrelsen forpligtes til at vælge en kandidat af det underrepræsenterede

køn, hvis denne er lige så kvalificeret som en kandidat af det modsatte køn. Virk-

somhederne skal i forlængelse heraf underlægges en oplysningsforpligtelse med

skærpet bevisbyrde i forhold til afviste kandidater.

Forslaget forventes endvidere at berøre lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Forslaget forventes ikke at have væsentlige statsfinansielle konsekvenser.

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Forslaget vurderes at kunne have positive samfundsøkonomiske konsekvenser, da

direktivets formål er at skabe en mere ligelig kønsmæssig sammensætning i tople-

delsen af børsnoterede selskaber og at sikre en bedre udnyttelse af den eksisterende

talentmasse i Europa.

Direktivforslaget forventes alene at omfatte børsnoterede virksomheder med mere

end 250 ansatte og med en årlig omsætning på over 372,7 mio. kr. eller en årlig

samlet balance på over 320,5 mio. kr. Det vurderes, at omkring 76 danske selska-

ber vil blive omfattet af direktivet.

Disse virksomheder har samfundsmæssig og økonomisk betydning i Danmark i

kraft af deres størrelse og virke. Kvinder er fortsat underrepræsenteret i topledelsen

af de største danske virksomheder til trods for, at kvinder udgør en væsentlig og

kvalificeret andel af samfundets ressourcer. En øget repræsentation af kvinder i

topledelsen, som i højere grad afspejler vores samfund, vurderes at kunne have po-

sitive samfundsøkonomiske konsekvenser, da den eksisterende mængde af talent-

fulde kandidater vil blive udnyttet bedre, og det vil være med til at skabe lige mu-

ligheder for kvinder og mænd.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Som anført ovenfor vurderes omkring 76 danske børsnoterede virksomheder at væ-

re omfattet af direktivforslaget i dets nuværende form. Direktivforslaget vurderes

på det foreliggende grundlag at have administrative konsekvenser for disse virk-

somheder.

Direktivforslaget medfører en forpligtelse for de pågældende virksomheder til at

indføre en gennemsigtig rekrutteringsprocedure ved valg af menige bestyrelses-

medlemmer for at nå målet om mindst 40 pct. kvinder og mænd i børsnoterede

virksomheders bestyrelser i 2020. Rekrutteringsproceduren forpligter virksomhe-

derne til at fastsætte de kriterier, som bestyrelsesmedlemmer i deres virksomhed

skal besidde. Kravet forventes at medføre administrative omstillingsomkostninger

vedrørende at opstille kriterierne. Disse vurderes at udgøre ca. 1,1 mio. kr. for det

første år. Kravet forventes ikke at medføre løbende administrative konsekvenser.

Ved valg af kandidater til virksomhedens bestyrelse skal kandidaterne vurderes på

baggrund af de fastsatte kriterier. Hvor to kandidater vurderes lige kvalificerede ud

fra de fastsatte kriterier, skal en person af det underrepræsenterede køn vælges

frem for en person af det overrepræsenterede køn. De administrative konsekvenser

for virksomhederne forbundet med at følge den pågældende procedure vurderes at

være begrænsede.

De børsnoterede virksomheder skal efter forslaget afgive individuelle tilsagn om

kønsfordelingen i den daglige ledelse (ledende bestyrelsesmedlemmer eller direkti-

onen). Der forventes at være administrative omstillingsomkostninger forbundet

med at forberede individuelle tilsagn. Disse vurderes at udgøre ca. 1,1 mio. kr. sva-

rende til 15.000 kr. per virksomhed for det første år.

Dog gælder forpligtelsen til at fastsætte individuelle tilsagn ikke for virksomheder,

som vælger at lade direktivets forpligtelser gælde for den samlede bestyrelse. Det

forventes, at størstedelen af de omfattede virksomheder vil lave udpegningsproce-

durer for den samlede bestyrelse, da hovedparten af virksomhederne ikke skelner

mellem ledende og menige bestyrelsesmedlemmer.

Virksomhederne skal efter forslaget årligt indsende oplysninger til de offentlige

myndigheder om kønsfordeling i ledelsen samt gøre disse oplysninger offentligt

tilgængelige. De administrative konsekvenser herved vurderes at udgøre ca. 7.500

kr. pr. virksomhed svarende til ca. 0,6 mio.kr. på samfundsniveau årligt for de be-

rørte danske virksomheder.

Direktivforslaget giver mulighed for at suspendere anvendelsen af direktivets pro-

ceduremæssige krav til udpegning af medlemmer til bestyrelsen, hvis en medlems-

stat inden direktivets ikrafttrædelse har truffet foranstaltninger til at sikre en mere

ligelig kønsfordeling i ledelsen af børsnoterede virksomheder. Såfremt Danmark

bliver omfattet af denne undtagelsesbestemmelse, vurderes direktivforslaget ikke at

medføre administrative konsekvenser for erhvervslivet.

8. Høring

Forslaget har været sendt i høring i EU-specialudvalget for Konkurrenceevne,

Vækst og Forbrugerspørgsmål samt EU-specialudvalget for Arbejdsmarkedet og

Sociale Forhold med frist den 28. november 2012.

DI støtter ikke Kommissionens direktivforslag. DI støtter generelt et ønske om at

øge andelen af kvinder i bestyrelser og anerkender, at andelen på nuværende tids-

punkt fortsat er meget lav. DI mener dog ikke, at kvoter er den rette løsning på

problemet. Den danske model lægger vægt på frivillighed, fleksibilitet og ”føde-

kæden”, og dette anses som et blandt flere svar på Danmarks udfordringer vedrø-

rende manglende anvendelse af kvinders kompetence. DI anfører, at mangfoldig-

hed i kompetencer gavner bestyrelsesarbejdet – men at denne forudsætning ikke er

bundet til køn men alene til det enkelte individ. DI mener således ikke, at en køns-

mæssig ubalance i virksomhedsbestyrelser er et ligestillingsanliggende. DI under-

streger, at bestyrelsesarbejde forudsætter de rette faglige kvalifikationer i relation

til den enkelte virksomheds forretning samt den tilstrækkelige erfaring med at drive

virksomhed på både et højt strategisk niveau og et operationelt niveau.

DI gør afslutningsvist gældende, at direktivforslaget harmonerer dårligt med nærheds-

og proportionalitetsprincippet.

Dansk Erhverv er positiv overfor de nationale regeringers arbejde for at fremme virk-

somhedernes frivillige arbejde med mangfoldighed, herunder ligestilling mellem køn-

nene. Dansk Erhverv mener endvidere, at erhvervslivets arbejde med kønssammen-

sætningen på virksomhedernes ledelsesniveauer grundlæggende skal være forret-

ningsdrevet og bygge på et princip om frivillighed. Dansk Erhverv finder det derfor

problematisk, at EU blander sig i så virksomhedsnære spørgsmål, som hvem der skal

lede private virksomheder og udtrykker bekymring for at direktivforslaget med mål-

sætningen for menige bestyrelsesmedlemmer vil indføre kvoter af bagvejen.

Dansk Erhverv finder derimod, at de foranstaltninger, der er foreslået i dansk regi for

at opnå en mere ligelig repræsentation mellem kønnene i højere grad gør, at arbejdet

med lige vilkår for begge køn kan håndteres med respekt for virksomhedernes forskel-

le og interne muligheder. Dansk Erhverv udtrykker derfor bekymring for, om undta-

gelsesbestemmelsen i forslaget i tilstrækkelig grad tager højde for eksisterende natio-

nale foranstaltninger, idet den kun gælder, såfremt det kan dokumenteres, at de natio-

nale foranstaltninger lige så effektivt kan opfylde målsætningen om 40 pct.

Endelig lægger Dansk Erhverv vægt på, at Kommissionen følger op på, om reglerne

resulterer i en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder i de børsnoterede selskabers

bestyrelser set i forhold til de administrative byrder erhvervslivet pålægges med for-

slaget.

Grundlæggende finder Finansrådet det afgørende, at bestyrelsesmedlemmer udnævnes

på baggrund af kvalifikationer frem for køn. Finansrådet finder det positivt, at direk-

tivforslaget alene stiller krav om, at medlemsstaterne skal indføre regler om, at virk-

somhederne skal fastsætte måltal for kvinder i bestyrelser, og dermed ikke stiller straf-

sanktionerende krav om opnåelse af kønskvoter. Dog finder Finansrådet det uhen-

sigtsmæssigt, at forslaget på forhånd definerer et måltal på 40 pct. Finansrådet ser hel-

lere, at der anvendes en model, hvor virksomhederne selv definerer deres målsætnin-

ger, hvilket også er fremgangsmåden i bl.a. regeringens lovforslag om indførelse af

regler om måltal og politikker for den kønsmæssige sammensætning i de øverste le-

delsesorganer.

For så vidt angår reglerne om udnævnelse af bestyrelsesmedlemmer finder Finansrå-

det det upassende, at virksomhederne pålægges omvendt bevisbyrde i de tilfælde,

hvor det anfægtes, at kriterierne for udnævnelse er blevet overholdt. Finansrådet støt-

ter endvidere, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer skal tælle med i opgørel-

sen vedrørende måltallet. Endelig ønsker Finansrådet, at sanktionsmulighederne kun

bør omfatte bøder, og ikke annullering af valget til bestyrelsesmedlem.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) støtter ikke Kommissionens direktivfor-

slag, som anses for en indirekte kvote. FA finder, at fremme af ligestillingen i besty-

relser i stedet bør ske ved virksomhedernes egne initiativer.

Dansk Aktionærforening (DAF) er ikke modstander af direktivforslagets målsætning

om, at begge køn skal være repræsenteret med mindst 40 pct. i virksomhedsbestyrel-

serne, men mener dog, at forslaget rummer flere elementer, der giver anledning til be-

kymring. Ifølge dansk lovgivning sker valget af bestyrelsesmedlemmer enten på ge-

neralforsamlinger eller blandt medarbejderne. Fælles for begge procedurer er, at der

kan være tale om hemmelige afstemninger, hvorfor det ikke efterfølgende vil være

muligt at afgøre om de forslåede krav til udvælgelsesproceduren er blevet overholdt.

Det er derimod muligt at anvende de forslåede udvælgelsesprocedurer i forbindelse

med fremsættelsen af kandidaterne til valgene. DAF finder på den baggrund, at direk-

tivet bør omhandle de forslag til kandidater, som de forskellige valgforsamlinger kan

vælge til virksomhedsbestyrelserne.

FSR – Danske Revisorer bemærker, at initiativer såsom det fremsatte direktivforslag

kan have en positiv effekt i retning af en mere ligelig kønsfordeling i virksomhedsbe-

styrelser mv. FSR finder dog, at den i forslaget skitserede model er vanskelig at gen-

nemføre i praksis. Efter den danske selskabslov er det generalforsamlingen, der væl-

ger bestyrelsen og FSR anfører, at det er uklart, hvordan den forslåede model skal

fungerer i forhold til generalforsamlinger. FSR mener, at det næppe vil være menings-

fyldt at bede generalforsamlingen om at give tilsagn om, at den frem mod 2020 vil

sikre valg af et tilstrækkeligt antal af det underrepræsenterede køn, da et generelt til-

sagn givet på selskabets vegne givetvis vil være uforpligtende for den enkelte aktio-

nær.

FSR anbefaler derfor, at man i stedet søger at fremme den model, som den danske re-

gering har fremsat med L17, da den er mere klar med hensyn til, hvem der har ansva-

ret for hvad, og hvordan rapporteringen skal ske, og ikke mindst er mindre byrdefuld.

Landbrug og Fødevarer finder ikke, at direktivforslaget i tilstrækkelig grad tager højde

for brancher med særlige karakteristika som fx landbruget. Det anføres, at en model

baseret på frivillighed – som den danske model – er mere hensigtsmæssig, idet den ta-

ger højde for virksomhedernes individuelle forhold.

Lederne støtter generelt målet om at få flere kvinder i ledelsen. Lederne kan dog ikke

støtte direktivforslaget, som findes for vidtgående i forhold til den danske model. Le-

derne støtter den danske model og anfører samtidig, at rekrutteringsprocessen til virk-

somhedsbestyrelser fortsat bør ligge hos virksomhederne.

Kvinderådet støtter intentionen i direktivforslaget og mener, at det er nødvendigt med

bindende lovgivning samt effektiv monitorering og sanktioner for at opnå en ligelig

kønsfordeling i samfundets beslutningsprocesser. Kvinderådet finder det endvidere

positivt, at direktivet indeholder krav om, at de omfattede virksomheder skal formule-

re objektive kriterier i forbindelse med rekruttering af bestyrelsesmedlemmer. Kvinde-

rådet er dog bekymret for, om forslaget vil have den ønskede omfattende effekt på an-

tallet af kvinder i bestyrelser, idet forslaget bærer præg af at være et produkt af kom-

promisser, hvilket har svækket direktivets rækkevidde.

Dansk Byggeri kan ikke støtte direktivforslaget, idet man både nationalt og på euro-

pæisk niveau tager afstand fra fastsatte kønskvoter. Dansk Byggeri mener i stedet, at

det er virksomhederne selv, der skal bestemme og tage ansvar for, hvordan deres

medarbejder- og ledelsessammensætning skal være.

Finansforbundet ser positivt på Kommissionens ønske om at opnå en mere ligelig

kønsfordeling i bestyrelser men kan dog ikke støtte direktivforslaget. Finansforbundet

støtter den danske model som forventes at kunne føre til en mere ligelig fordeling af

mænd og kvinder i ledelse. Finansforbundet opfordrer Kommissionens til, at de med-

arbejderrepræsentanter undtages fra direktivforslaget, da det anses for et unødigt ind-

greb i medarbejdernes ret til at være repræsenteret i bestyrelsen, ligesom tal viser, at

medarbejderne allerede har ligestillingen for øje, når der vælges medlemmer til besty-

relsen.

Ingeniørforeningen, IDA støtter et slutmål, hvor det underrepræsenterede køn både

sikres reel indflydelse i virksomhedsbestyrelser, samtidig med at den nødvendige

fleksibilitet bevares. IDA mener dog, at reguleringen af kønssammensætningen i be-

styrelser mest hensigtsmæssigt sker ved en model, hvor virksomhederne selv er med

til at fastsætte målene og metoderne til at opnå disse. IDA understreger, at dette kræ-

ver tæt opfølgning på, om både mål og midler er tilstrækkelig ambitiøse og efterleves

samt vejledning og bistand til at sikre, at dette sker, hvor det ikke er tilfældet. Endelig

er IDA ikke enig i, at der alene bør fastsættes mål for de menige medlemmer af besty-

relsen.

Institut for Menneskerettigheder har tidligere anført, at der er behov for at sikre en reel

fødekæde til bestyrelser gennem en indsats for en mere ligelig repræsentation af kvin-

der i en række rekrutteringsprocesser. Instituttet anfører generelt, at direktivforslagets

model er uklar, hvorfor de anbefales, at forpligtelser og rettigheder tydeliggøres. Insti-

tuttet anbefaler, at kravet om udpegningsprocedurer suppleres med en adgang til på

anmodning at kunne få oplysninger om de kvalifikationskriterier m.v., et selskab an-

vender ved udvælgelse af bestyrelsesmedlemmer. I relation til forslagets krav om

yderligere individuelle tilsagn for direktionen gøres det gældende, at bestemmelsen

ikke klart gør rede for, hvad der forstås ved en ligelig fordeling. Der foreslås en præci-

sering heraf.

Forsikring og Pension ser positivt på ønsket om, at bestyrelserne løbende skal overve-

je deres sammensætning, herunder andelen af det underrepræsenterede køn. Dog fin-

der Forsikring og Pension, at det i det konkrete tilfælde bør overvejes at lade nær-

hedsprincippet finde anvendelse. Forsikring og Pension lægger endvidere vægt på, at

direktivet fortsat sikrer bestyrelsens ret til at gennemføre valg, der afspejler aktionæ-

rernes ret til på generalforsamlingen at vælge den mest kvalificerede kandidat. Ende-

lig finder Forsikring og Pension det meget positivt, af forslaget fastsætter, at de kvan-

titative mål for bestyrelsens sammensætning også gælder medarbejderrepræsentanter.

Danmarks Rederiforening støtter ikke direktivforslaget, idet foreningen finder at,

mangfoldighed, herunder ligestilling, bedst adresseres i corporate governance anbefa-

linger, som fx de danske anbefalinger for god selskabsledelse. Hvis direktivforslaget

alligevel fremmes, bør det ifølge Rederiforeningen adressere ikke bare køn men

mangfoldighed generelt. Det bør endvidere være op til den enkelte virksomhed selv at

fastsætte egne måltal for kønsfordelingen i bestyrelsen. Rederiforeningen finder af-

grænsningen af de virksomheder, der er omfattet af forslaget, tilfredsstillende. Endvi-

dere kan Rederiforeningen ikke støtte introduktionen af omvendt bevisbyrde i de til-

fælde, hvor det anfægtes, at kriterierne for udnævnelse et af bestyrelsesmedlem er

blevet overholdt. Endelig vurderes det at være problematisk, at forslaget åbner for en

række ikke nærmere definerede sanktionsmuligheder som fx dagbøder.

LO byder generelt ligestillingspolitiske initiativer fra EU velkomne. LO anfører, at

forskellene i kvinders repræsentation vil give virksomheder, der ønsker at undgå regu-

lering, et incitament til at ændre på størrelsen af bestyrelsen. I den forbindelse påpeges

det, at virksomhederne lettere kan nå procentsatsen, idet de medarbejdervalgte besty-

relsesmedlemmer tælles med. Det findes som udgangspunkt positivt, at der indføres

en forpligtelse til at anvende forud fastsatte udpegningskriterier, der vil tvinge besty-

relsen til at lede uden for de traditionelle netværk. Der er dermed potentiale til at for-

bedre den kvalitative sammensætning af bestyrelsen. Effekten heraf betvivles imidler-

tid. LO påpeger, at indholdet af direktivforslagets præferenceregel forekommer ind-

holdsløst som følge af muligheden for at fravige denne ved en helhedsvurdering. LO

finder, at direktivforslagets gyldighedsperiode er for kort til at kunne sikre en bedre

kultur i bestyrelserne. LO anmoder endeligt om, at sig en præcisering af en række af

præamblerne, herunder hvad der forstås ved en ”objektiv vurdering” og ”objektive

kriterier”.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er generelt opbakning blandt medlemslandene til det overordnede formål om at

fremme en ligelig kønsfordeling i børsnoterede selskabers bestyrelser, og medlems-

landene er generelt gået konstruktivt ind i forhandlingerne.

Samtidig tegner der sig dog et billede af, at medlemslandene deler sig i to grupper,

hvor den ene gruppe lande støtter direktivforslaget, mens en anden gruppe af lande

forventes at have større vanskeligheder ved at støtte forslaget og i stedet foretrækker

henstillinger frem for lovgivning.

Regeringen noterer sig desuden, at et flertal i det danske Folketing uden om regerin-

gen har afgivet en begrundet udtalelse til Kommissionen, hvor flertallet ikke finder, at

direktivforslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Ti medlemsstater har den 20. juni 2013 fremsat følgende erklæring til Rådet med hen-

blik på at udtrykke modstand mod direktivforslaget:

”ERKLÆRING FRA DANMARK, TYSKLAND, ESTLAND, UNGARN, LET-

LAND, NEDERLANDENE, DEN TJEKKISKE REPUBLIK, DET FORENEDE

KONGERIGE, SVERIGE OG SLOVAKIET

Kommissionen vedtog den 14. november 2012 et forslag til Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige bestyrelsesmedlem-

mer i børsnoterede selskaber og tilhørende foranstaltninger. Forslaget til direktiv tager

sigte på at løse det alvorlige problem med kvinders underrepræsentation i den økono-

miske beslutningstagning på højeste niveau og fastsætter et kvantitativt mål om, at det

underrepræsenterede køn skal tegne sig for en andel på 40 % i bestyrelserne i børsno-

terede selskaber senest i 2020 (senest i 2018, hvis der er tale om offentlige virksom-

heder). Selskaberne ville blive forpligtet til at arbejde hen imod dette mål, bl.a. ved at

indføre proceduremæssige regler for udvælgelse og udnævnelse af menige bestyrel-

sesmedlemmer.

I lighed med Kommissionen mener vi, at lige muligheder for kvinder på menige be-

styrelsesposter bør og skal fremmes både i medlemsstaterne og i hele Europa. Kvinder

støder gennem hele karrieren på talrige hindringer, hvilket er uacceptabelt ud fra et li-

gestillingssynspunkt. De står også i vejen for en optimal udnyttelse af potentialet i en

kvalificeret arbejdsstyrke.

Med hensyn til de forskellige selskabsretlige regler og forskellige rettigheder i forbin-

delse med selskabsledelse i Den Europæiske Union er vi dog af den opfattelse, at det i

overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet må være op til med-

lemsstaterne at finde deres egen nationale tilgang til opnåelse af dette mål. Mange af

medlemsstaterne overvejer eller har på frivilligt og om fornødent retligt grundlag gen-

nemført flere forskellige nationale foranstaltninger, der er skræddersyet til deres sy-

stem, for at fremme en bedre kønsfordeling i bestyrelser.

Af disse årsager mener vi fortsat, at alle målrettede foranstaltninger på dette område

skal udformes og gennemføres på nationalt niveau. Vi støtter ikke vedtagelsen af ret-

ligt bindende bestemmelser for kvinder i selskabsbestyrelser på europæisk niveau."

Erklæringen blev fremsat første gang i forbindelse med EPSCO-mødet den 20. juni

2013.

Erklæringen blev genfremsendt til formandsskabet den 22. november 2013. Det skete

på baggrund af en opfordring fra formandskabet om, at de enkelte medlemsstater

fremsendte en meddelelse om, hvorvidt det overhovedet er muligt for de blokerende

medlemsstater at omvende deres positioner. Tyskland deltog ikke i erklæringen, da

den blev genfremsendt.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for forslag, der kan styrke en mere ligelig køns-

fordeling i virksomheders bestyrelser.

Regeringen finder, at initiativer til fremme af ligestilling i bestyrelser bør være til-

strækkeligt fleksible i forhold til virksomhedernes konkrete rammer, tage hensyn til

den aktuelle kønsfordeling inden for forskellige virksomheder og brancher og re-

spektere virksomhedernes ledelsesret. Af samme grund mener regeringen ikke, at

der skal indføres kvoter for kønsfordelingen i bestyrelser.

Regeringen mener, at virksomhederne selv bør kunne fastsætte målet for den

kønsmæssige sammensætning i virksomhedens bestyrelse, og at virksomheden selv

skal fastsætte, hvordan målet nås, som det er hensigten med den danske model for

en mere ligelig kønsfordeling i børsnoterede selskabers bestyrelser.

Regeringen mener, at direktivforslaget skal indeholde en fleksibel undtagelsesbe-

stemmelse, som den danske model for en mere ligelig kønsfordeling i virksomhe-

ders bestyrelser vil falde ind under – også efter 2020.

Det er regeringens holdning, at den tætte kobling mellem et fast og bindende mål

og en bestemt rekrutteringsmetode, er uhensigtsmæssig, fordi dette griber ind i

virksomhedernes ledelsesret og er for ufleksibel for virksomhederne. På den bag-

grund finder regeringen, at direktivets forpligtelse til at følge en bestemt rekrutte-

ringsprocedure, hvor en person fra det underrepræsenterede køn skal gives fortrins-

ret, hvis to bestyrelseskandidater er lige kvalificerede, og hvor virksomhederne på-

lægges en omvendt bevisbyrde, hvis der vælges en person fra det overrepræsente-

rede køn, griber unødigt ind i virksomhedernes almindelige ledelsesret.

Regeringen er ligeledes af den opfattelse, at rekrutteringsproceduren, præference-

reglen og den omvendte bevisbyrde er uhensigtsmæssig i forhold til direkte demo-

kratisk valg blandt medarbejdere af repræsentanter til bestyrelser, idet bestyrelsen

ikke har indflydelse på valgprocessen af de medarbejdervalgte bestyrelsesrepræ-

sentanter.

Regeringen kan på baggrund af ovenstående ikke støtte direktivforslaget.

I regeringens overvejelser omkring direktivforslaget er også indgået, at et flertal i

Folketinget har vurderet, at direktivforslaget ikke er i overensstemmelse med nær-

hedsprincippet.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Europaudvalget modtog grund- og nærhedsnotatet den 7. december 2012 samt re-

videret grund- og nærhedsnotat den 13. december 2012.

Forslaget har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til forhandlingsop-

læg den 7. juni 2013, hvor Europaudvalget tilsluttede sig regeringens forhandlings-

oplæg.

Herudover har regeringen ved flere lejligheder forelagt direktivforslaget for Euro-

paudvalget til orientering, senest den 5. december 2014.

2. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehand-

ling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering,

KOM(2008) 426

- Fremskridtsrapport

Revideret notat.

1. Resumé

Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om lige-

behandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel følgegruppe med

henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske konsekvenser. Regerin-

gen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats mod diskrimination og

bakker op om håndhævelsen af menneskerettighederne. Forslaget til direktiv, som

det er fremlagt, giver dog anledning til en række betænkeligheder, idet forslaget

indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede

undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at få be-

lyst en række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske

konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere generelle afgrænsede bestem-

melser, inden en nærmere holdning fastlægges. Regeringen vil arbejde for en af-

klaring af de afgrænsnings- og fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til direktiv-

forslaget, navnlig i relation til beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af al-

der og handicap.

Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det

franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske, cyprioti-

ske, irske, litauiske, græske og italienske formandskab.

Sagen har ligeledes været drøftet under lettisk formandskab. Der forventes en

fremskridtsrapport inden rådsmødet.

2. Baggrund

Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem

mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder

eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud mod diskrimination af

de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse inden for EU

af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.

Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er for-

bud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller sek-

suel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og erhvervsuddan-

nelse.

Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om

at bekæmpe diskrimination og er konsistent med EU’s tværgående mål, herunder

især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og efterfølgende Europa

2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social

inklusion.

Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel 26 i FN’s konvention om bor-

gerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for

loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.

I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle lige-

lig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race,

hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social

herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder artikel

14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt diskriminations-

forbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politi-

ske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention alene anvendelse i forhold til de rettigheder, der omfattes af denne

konvention med tilhørende protokoller.

EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt diskrimi-

nationsforbud i artikel 21.

3. Formål og indhold

Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli 2008,

da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.

Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at gen-

nemføre princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet. Direktivet forby-

der ikke ulige behandling på grund af køn, som er omfattet af EUF-traktatens arti-

kel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.

De øvrige artikler:

Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling

Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der

fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-

traktats art. 13, stk. 1.

Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende på

grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle oriente-

ring. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller praksis,

som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens for en

person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold gør sig gældende.

Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at retfærdig-

gøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse

eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det

hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at krænke

en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende eller ubehageligt

klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de andre direktiver

vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som retsgrundlag.

Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med handicap

anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i overensstemmelse

med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med handicap og med direk-

tiv 2000/78/EF.

Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et legi-

timt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæs-

sige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er således ikke til hin-

der for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for adgang til sociale goder, til

uddannelse og til visse varer og tjenester, i det omfang ovenstående betingelser op-

fyldes.

De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod

direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende erhvervsmæssige

krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i forbindelse med for-

skelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til varer og tjenester.

Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og handi-

cap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med bestemte

produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap ved risikovurde-

ringen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.

Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til

den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at

beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 3: Anvendelsesområde

Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel ori-

entering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med hensyn til

social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale goder, uddan-

nelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er tilgængelige for of-

fentligheden.

Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed omfattet.

De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under

Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet

og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse hermed, herunder tilret-

telæggelsen af undervisning for handicappede, under medlemsstaternes kompeten-

ce, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med adgang til

uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen, herunder

undervisning af personer med særligt behov. Medlemsstaterne kan endvidere give

mulighed for ulige behandling ved adgang til uddannelsesinstitutioner baseret på

religion eller tro.

Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig

status, herunder adoption, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette

indbefatter reproduktive rettigheder. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de øn-

sker at indføre og anerkende

retligt

registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid så-

danne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder prin-

cippet om ligebehandling anvendelse.

Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om statens

og dens institutioners sekulære status eller om religiøse organisationers status.

Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører ikke

bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse per-

soners indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behand-

ling, der skyldes de pågældendes retsstilling.

Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap

Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker med

handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse samt

adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport, som er tilgængelige for

offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det omfang, den ville medføre en

uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve grundlæggende ændringer inden for

de pågældende områder. I bestemte tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt

omfang være nødvendige for at sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang.

Dette er dog kun tilfældet, hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.

Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan tages i

betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor, herunder or-

ganisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger og de mulige for-

dele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.

Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger

Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats arti-

kel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage sær-

foranstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til religi-

on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 6: Mindstekrav

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for at

fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og forbyder

omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling bør

sænkes ved gennemførelsen af direktivet.

Artikel 7: Klageadgang

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at de har

været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative eller retlige

procedurer, også efter at det forhold, under hvilket forskelsbehandlingen angiveligt

har fundet sted, er ophørt.

Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling, gives

mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller administrative

procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af denne bestemmel-

se.

Artikel 8: Bevisbyrde

Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den tidli-

gere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet, jf. di-

rektiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag

af køn.

I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det, at

princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere direktiver

finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede forskelsbe-

handling forfølges strafferetligt.

Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til beskyt-

telse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort deres rettighe-

der i henhold til direktivet gældende.

Artikel 10: Formidling af oplysninger

I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at medlemsstaterne skal in-

formere om direktivet og nationale bestemmelser.

Artikel 11: Dialog med relevante interessenter

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen mellem

de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der har en legi-

tim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af religi-

on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling

Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i henhold til

den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne

have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på nationalt plan til fremme af

ligebehandling af alle uden forskel på grund af religion eller tro, handicap, alder el-

ler seksuel orientering.

Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF vedrørende

adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende bestemmelser i direktiv

2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter minimumskompetencen for organer

på nationalt plan, der bør handle uafhængigt for at fremme princippet om ligebe-

handling. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse organer skal være de samme som

dem, der allerede er oprettet i henhold til de tidligere direktiver.

En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre for

forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige undersøgelser af for-

skelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger på ligebe-

handlingsområdet.

Artikel 13: Overholdelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at ophæve alle

love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehand-

ling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders interne regler

og vedtægter for foreninger, der strider mod ligebehandlingsprincippet, erklæres

ugyldige eller ændres.

Artikel 14: Sanktioner

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-Domstolens prak-

sis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse for den godtgørelse, der

skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om ligebehandling. Godtgørelsen

skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en præventiv ef-

fekt.

Artikel 15: Gennemførelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på to år til

at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen teksten til de

nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at forpligtelsen til at sik-

re reel adgang for mennesker med handicap først skal gælde fire år efter vedtagel-

sen af direktivet.

Artikel 16: Rapport

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne artikel

aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direkti-

vet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i rapporten tages hen-

syn til de synspunkter, der fremsættes af arbejdsmarkedets parter, de relevante

ngo'er og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Artikel 17: Ikrafttræden

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for offent-

liggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18: Adressater

Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne,

er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13

som retsgrundlag.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Eftersom hjemlen til direktivforslag er artikel 19 i Traktaten Om Den Europæiske

Unions Funktionsmåde, finder den sædvanlige lovgivningsprocedure med Europa-

Parlamentet ikke anvendelse. Europa-Parlamentet har dog den 2. april 2009 vedta-

get en resolution om forslaget. Europa-Parlamentets forslag til ændringer vedrører

blandt andet udvidelse af direktivets anvendelsesområde til at omfatte flere typer af

diskrimination, ligesom Europa-Parlamentet ønsker at henvise til en række andre

internationale bindende og ikke-bindende instrumenter.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og proportionalitets-

princippet således:

”Subsidiaritetsprincippet

finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er omfat-

tet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i tilstrækkelig

grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger på fællesskabs-

plan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering i alle med-

lemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed med hensyn til borgernes

og de økonomiske aktørers rettigheder og forpligtelser, også hvis de bevæger sig

mellem medlemsstaterne. Erfaringerne med de tidligere direktiver, der er blevet

vedtaget i henhold til EF-traktatens artikel 13, stk. 1 (EUF-traktatens artikel 19,

stk. 1), viser, at de har haft en positiv virkning med hensyn til at opnå en bedre be-

skyttelse mod forskelsbehandling. I overensstemmelse med proportionalitetsprin-

cippet går det foreslåede direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de

fastlagte mål.

Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser, social

beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på beskæftigel-

sesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime samfundsmæssige valg på

områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.

De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal re-

spekteres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som tilrettelæggelse af

uddannelsessystemet og undervisningens indhold, anerkendelse af civilstand eller

familiemæssig status, adoption, reproduktive rettigheder og andre lignende

spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen medlemsstat skal derfor som føl-

ge af direktivet ændre sin gældende lovgivning eller praksis med hensyn til disse

spørgsmål. Det berører heller ikke nationale bestemmelser om kirkers eller andre

religiøse organisationers aktiviteter eller deres forhold til staten. Det vil således

f.eks. fortsat være medlemsstaterne alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som

tilladelse til selektiv adgang til skoler, forbud mod eller accept af at bære eller

bruge religiøse symboler i skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af

samme køn og eventuel regulering af forholdet mellem organiseret religion og sta-

ten.”

Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.

6. Gældende dansk ret

I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i forskellige

sammenhænge. Bestemmelsen i direktivforslaget er i sin nuværende form så elasti-

ske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne komme i en situation, hvor

Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af, hvornår en aldersgrænse er fast-

sat efter objektive og rimeligt begrundede kriterier, og hvad der er et legitimt for-

mål, ikke nødvendigvis vil være sammenfaldende med den danske opfattelse.

På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af direkti-

vet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af områder, der

kan undtages helt fra direktivet.

Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om ligebehandling af

mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige adgang for mennesker

med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse

samt adgang til varer og tjenesteydelser, herunder boliger og transport, som er til-

gængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset, i det omfang den

ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller vil kræve grundlæggende æn-

dringer inden for de pågældende områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det vanske-

ligt at afgrænse bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af artiklen, at

medlemsstaterne kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre gennemførelsen af

rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig stor byrde”.

Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som grundlag

for de juridiske overvejelser på de enkelte ressortministeriets område, som beskri-

ves nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har ført til nye konkrete

tekstforslag, som alle medlemmer er enige om.

Ministeriet for Børn, Ligestilling Integration og Sociale forhold

Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Ministeriet for Børn,

Ligestilling, Integration og Sociale forholds område er objektivt og rimeligt be-

grundet i et legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets

forstand. Når et endeligt udkast til direktiv foreligger, vil regeringen på baggrund

af denne vurdere, hvorvidt der måtte være behov for ændringer som følge af vedta-

gelse af direktivforslaget. Det gælder for eksempel serviceydelser efter servicelo-

ven.

Handicap

Serviceloven indeholder en del bestemmelser om tilbud til personer med handicap,

herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af kompensation for at

sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til direktivforslaget vurde-

res at skulle undersøges nærmere.

Kompensation for merudgifter

§§ 41 og 100 i lov om social service pålægger kommunalbestyrelserne at yde dæk-

ning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer under fol-

kepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til per-

soner med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov

om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

Ledsageordning

§ 97 i lov om social service pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde 15 timers

ledsagelse om måneden til personer under folkepensionsalderen, dog således at al-

dersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af

betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Stk. 2 foreskriver, at

personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om måneden ved det fyldte 67. år

bevarer denne ret efter det fyldte 67. år.

Beskyttet beskæftigelse

§ 103 i lov om social service pålægger kommunalbestyrelsen at tilbyde beskyttet

beskæftigelse til personer under folkepensionsalderen, som på grund af betydelig

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan

opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som

ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på Beskæfti-

gelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social foranstaltning. Dette

indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har krav på at modtage

feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på det ordinære arbejds-

marked.

Botilbud

For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke fastsat reg-

ler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet skal være egnet

formålet.

For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med handicap,

er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen, f.eks. at hver bo-

lig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad. Det generelle billede er, at

almene ældreboliger har en højere boligstandard end de længerevarende botilbud

efter servicelovens § 108.

Handleplaner

§ 141 i lov om social service forpligter kommunalbestyrelsen til at skønne, om det

er hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der ydes

hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.

Ældre

Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en behovsvurde-

ring og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller anden afgrænsning, så-

som køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen. Kommunalbestyrelsen skal

eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet til borgere, som på

grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Kommunalbestyrel-

sen skal i den forbindelse træffe afgørelse om tildeling af hjælpen på baggrund af

en konkret, individuel vurdering.

Forebyggende hjemmebesøg

Serviceloven forpligter kommunerne til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg

mindst 1 gang om året til alle over 75 år. Kommunalbestyrelsen kan vælge at und-

tage de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, fra ordnin-

gen om forebyggende hjemmebesøg.

Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år

Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra forældre-

myndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.

Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. § 53.

Er der tale om børn under 15 år, vil der således ikke være krav om, at den pågæl-

dende har givet samtykke til den iværksatte foranstaltning.

Klagereglerne

For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører børn

og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år. Det gæl-

der eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser om samvær

og kontakt jf. § 167 i serviceloven.

Efterværn

Efter serviceloven § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til formål

at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge mellem 18-

22 år, når det må anses for af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov

for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Børn og unge, der er tvangsanbragt

umiddelbart inden

det 18. år,

har

ret til at få

efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes un-

ge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk. 3,

nr. 1.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er

eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk.3, nr. 7, på eget værelse, kollegium

eller kollegielignende opholdssteder, i form af en kontaktperson frem til den 19. år.

Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold

efter § 76, stk. 3, nr. 1.

Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der imid-

lertid være mulighed for, at der kan iværksættes en foranstaltning efter voksenreg-

lerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp, omsorg og

støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.

Folkepension, førtidspension mv.

Kontantydelser er:



Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.



Lov om social pension



Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag



Lov om en børnefamilieydelse

For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er afhængig af, at den enkelte har op-

nået myndighedsalderen på 18 år eller pensionsalderen på 65 år. Det må antages, at

aldersbestemmelser i forhold til disse ydelser er objektivt og rimeligt begrundet i et

legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand.

Repatrieringsloven

I repatrieringsloven er størrelsen af den støtte til repatriering, der kan udbetales til

en udlænding, der ønsker at vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholds-

land, knyttet til en aldersgrænse på 18 år.

Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår mulighe-

den for at opnå reintegrationsbistand, som er knyttet til en antagelse om manglende

muligheder for at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet på grund af alder

og f.eks. helbredsforhold. Disse aldersgrænser er således udtryk for positiv særbe-

handling.

Lov om etnisk ligebehandling

Lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling indeholder et forbud mod di-

rekte og indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden

for arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.

Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens for-

bud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så

vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale go-

der, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder

bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling

gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlem-

mer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver med-

lemmerne. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf. lovbekendtgørelse

nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000, inde-

holder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. inden for erhvervs-

mæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge denne lov forbudt på grund af

en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle ori-

entering at nægte at betjene den pågældende på samme vilkår som andre eller at gi-

ve en person adgang på samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling,

sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden. Overtrædelse af denne

lov straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den nævnte lov omfatter ikke

forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og loven omfatter endvidere

ikke uagtsomme forhold.

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er regu-

leret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters område

Almene boliger

Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper.

Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig bo-

lig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål. Be-

stemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.

Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt handi-

cappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her tale om at

stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs. positiv sær-

behandling.

Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i direkti-

vets forstand.

Privat udlejningsbyggeri

Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og ven-

telister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af ejendomsret-

ten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod forskelsbehandling

på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.

Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination el-

ler forskelsbehandling i direktivets forstand.

Beskæftigelsesministeriets område

Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven og kontanthjælps-

lovgivningen indeholder aldersgrænser på en lang række områder i relation til er-

hvervelse af ret til f.eks. arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v. F.eks. ophø-

rer retten til arbejdsløshedsdagpenge/efterløn, når en person når folkepensionsalde-

ren.

Ligeledes findes der aldersbestemmelser i efterlønsordningen, i fleksydelsesregler-

ne, delpensionsreglerne, fleksjobreglerne, i de særlige ungeregler og i reglerne om

medlemskab/optagelse i en arbejdsløshedsforsikringsordning.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte forskels-

behandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk oprindelse, religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på arbejdsmarkedet. Loven base-

rer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-direktiv 2000/78/EF.

Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod forskelshandling i

forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse med afskedigelse, for-

flyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og arbejdsvilkår. En arbejdsgiver må

ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til adgang til erhvervsmæssig videreud-

dannelse, omskoling, m.v. Loven gælder for både arbejdsgivere, for enhver, der

driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og for enhver, der anviser beskæfti-

gelse.

Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige tilpas-

ninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med handicap ad-

gang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må imidlertid ikke være

urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang

gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig

stor.

Arbejdsløshedsforsikring

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vurderet, at aldersgrænserne i ar-

bejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til direk-

tivet. Det forudsætter, at de aldersbestemte regler i arbejdsløshedsforsikringsloven

kan undtages fra begrebet forskelsbehandling efter artikel 2, stk. 6, og ikke er om-

fattet af anvendelsesområdet som beskrevet i artikel 3, stk. 1, litra a-b).

For at blive optaget som medlem i en dansk i a-kasse er det en betingelse, at man er

fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis man har gen-

nemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-kasse, kan man op-

tages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år. Medlemskabet af en a-kasse

ophører ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.

Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af en a-

kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab, kan man

derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.

Arbejdsskadelovgivningen

Bestemmelser, der relaterer sig til handicapkriteriet

Erstatning samt godtgørelse efter lov om Arbejdsskadesikring fastsættes på grund-

lag af arbejdsskadens følger. Dette betyder, at erstatningen kan nedsættes eller efter

omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle lægelige og sociale si-

tuation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden. Der ydes således ikke

fuld erstatning, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller erhvervsevne allerede

var nedsat før skaden. Der ydes heller ikke fuld erstatning, når den forudbestående

sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det væsentlige

de samme følger, selvom skaden ikke var sket.

Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for erstat-

ningsudmålingen, og der kan ske fratræk i erstatningen, såfremt det er dokumente-

ret, at hele eller dele af det varige mén/tab af erhvervsevne skyldes andre forhold

end arbejdsskadens følger. Det bemærkes, at handicappede kompenseres økono-

misk efter anden social lovgivning.

Bestemmelser, der relaterer sig til alderskriteriet

I relation til ménerstatningen, som er en økonomisk kompensation for en tilskade-

komnes varige ikke-økonomiske følger, nedsættes godtgørelsen med en procent for

hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden (tilskade-

komne er fyldt 40 år ved arbejdsskadens indtræden). Godtgørelsen nedsættes dog

ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Baggrunden, for at det er valgt at lade godt-

gørelsen nedsætte for ældre personer, er, at ældre personer ikke skal leve så længe

med det varige mén som yngre personer. Reglen om nedsættelse af godtgørelse er

baseret på statistiske oplysninger om den normale forventede restlevetid for en per-

son med en given alder.

I relation til erstatning for tab af erhvervsevne er hovedreglen, at erstatning for tab

af erhvervsevne er en løbende erstatning. Den løbende erstatning skal i nogle sager

(tab af erhvervsevne på mindre end 50 procent) og kan i andre sager omsættes til et

engangsbeløb (kapitalbeløb). Kapitaliseringsfaktorerne fastsættes efter aktuarmæs-

sige principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbeløbet er forskelligt i forhold til

alder, således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre jo ældre tilskadekomne er.

Beskæftigelsesindsatsen

Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver sammenhæng

med folkepensionsalderen. Det gælder fx efterløn, fleksydelse og delpension, som

er tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen.

Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder

en række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller handicap (be-

grænsninger i arbejdsevnen). Der kan opstilles følgende (foreløbige) liste over be-

skæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser – direkte eller indi-

rekte – om alder/handicap:

Ordning

Fleksjob

Løntilskud til førtids-

Afgrænsning

Væsentlig og mere end midlertidig begrænsning

i arbejdsevnen. Ophører ved folkepensionsalde-

ren eller ved overgang til fleksydelse.

Forudsætter førtidspension (som kræver væsent-

pensionister (skåne-

job)

Revalidering

lig og varig begrænsning i arbejdsevnen).

Væsentlig begrænsning i arbejdsevnen med mu-

lighed for selvforsørgelse ved f.eks. skift af er-

hvervsområde. Revalideringsydelse er subsidiær

ift. alle andre former for forsørgelse.

Varig og betydelig psykisk/fysisk funk-

tionsnedsættelse.

Dagpenge-, kontant- og starthjælpsmodtagere

over 55 år med mindst et års ledighed kan blive

ansat med et særligt højt løntilskud, såfremt de

selv finder arbejde i en privat virksomhed. Ord-

ningen bygger på objektive kriterier, og løntil-

skuddet kan gives i max 6 måneder. Ordningen

er ophævet med virkning fra 1. januar 2013. Der

er stadig nogen på ordningen.

Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge, udløber

tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret til ansæt-

telse i et seniorjob, når dagpengeretten er udlø-

bet og indtil efterlønsalderen. Det er en betingel-

se, at personen betaler til efterlønsordningen, og

at personen vil kunne opfylde anciennitetskravet

for efterløn, når vedkommende når efterlønsal-

deren.

Personer med omfattende psykiske, fysiske eller

sociale problemer, der kun kan yde en meget be-

grænset arbejdsindsats.

Personlig assistance til

handicappede (kom-

pensationsloven)

Løntilskud til over 55-

årige

Seniorjob

Løntilskud til elev-

/lærlingeforløb (LAB

§ 51, stk. 3, nr.2)

Fleksjob

Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte en

aldersgrænse ud fra objektive kriterier - f.eks. at folkepensionsalderen er 65 år for

alle - og at forskellige ydelser ophører (for alle), når de opnår folkepensionsalderen

(fordi pensionen så træder i stedet), så er det Styrelsen for Arbejdsmarked og

Rekrutterings vurdering, at der ikke er udgifter ift. fleksjobordningen ved direktiv-

forslaget. Dog skal det nævnes, at der er det særlige forhold knyttet til fleksjobord-

ningen, at fleksjob ophører ved 65 år, selvom man i øvrigt kan fortsætte på det or-

dinære arbejdsmarked efter 65 år. Umiddelbart er det vurderingen, at heller ikke

dette har betydning i forhold til direktivforslaget, da man ikke mister retten til at

arbejde, og derfor stadig er ansat hos arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.

Når et fleksjob ophører, er det således kun arbejdsgiveren, der mister retten til en

ydelse/tilskud.

Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart vurderin-

gen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det fortsat

må være muligt at afgrænse en ordning til nogle bestemte handicap/et væsentlig-

hedskriterium, som så omfatter alle borgere. Også ud fra den betragtning er det op-

fattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.

Reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv

I relation til reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv

m.v. gælder, at personer med handicap som udgangspunkt er omfattet af den ordi-

nære beskæftigelsesindsats. Er der behov for kompensation for den nedsatte ar-

bejdsevne, er der regler i lov om kompensation til mennesker med handicap m.v.

om fortrinsadgang, personlig assistance til handicappede i erhverv og om isbryder-

ordningen. Her er de væsentligste regler reglerne om personlige assistance, der kan

ydes til ledige, lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, som på grund af

en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig

personlig bistand.

Formålet med reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv er

at give personer med handicap kompensation for handicappet, således at disse per-

soner bliver ligestillet med personer uden handicap og dermed får samme mulighe-

der for erhvervsudøvelse.

Umiddelbart er det vurderingen, at det også i denne sammenhæng ikke er i strid

med direktivforslaget at afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som

omfatter alle borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift. ordnin-

gen om kompensation til mennesker med handicap i erhverv ved direktivforslaget.

Kontanthjælp

På kontanthjælpsområdet sondres i dag imellem personer under 25 år og personer

på 25 år og derover. Kontanthjælpsmodtagere under 25 år modtager en særlig un-

gesats, der tager udgangspunkt i SU-satserne, hvorimod personer på 25 år og der-

over modtager en højere sats, der oprindelig var en funktion af dagpengemaksi-

mum. Grænsen på 25 år er politisk bestemt og begrundes i ”den sædvanlige uddan-

nelsesalder”. Grænsen for ungesatserne har tidligere været lavere.

Bestemmelsen i art. 6, 1. pkt., i direktivet angiver, at forskelsbehandlingen kan ret-

færdiggøres ud fra tre kriterier 1) den skal være objektivt retfærdiggjort ud fra et

legitimt mål, 2) den skal være passende og 3) den skal være nødvendig. Indholdet

af disse tre kriterier vil i sidste ende bero på en fortolkning hos EU-domstolen. Det-

te er ikke uproblematisk, da EU-domstolen i andre sammenhænge har pålagt en

meget snæver fortolkning af lignende proportionalitetshensyn. Der er således en vis

risiko for, at den aldersafgrænsning, der politisk er fastsat i kontanthjælpssystemet,

vil blive underkendt, fordi de ikke lever op til de tre kriterier, der er opregnet i be-

stemmelsen, og derfor vil blive betragtet som udtryk for diskrimination.

Sygedagpenge

På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen aldersbegrænsning

for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en aldersbegrænsning mht. varig-

hedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i hvor lang tid, der kan udbetales syge-

dagpenge. Mens udbetaling af sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når der er

udbetalt sygedagpenge i 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, ophører

sygedagpengene for personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er udbetalt

sygedagpenge i mere end 26 af de forudgående 12 kalendermåneder. Der er desu-

den ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige personkreds.

Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse, nemlig

folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at sygemelde sig

før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en årrække.

Integrationsloven

Integrationsloven indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om introdukti-

onsprogram, som retter sig mod voksne mennesker og iværksættes med henblik på

at skabe mulighed for selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsal-

deren, men introduktionsprogrammet kan også efter en konkret vurdering tilbydes

til uledsagede mindreårige asylansøgere. Disse aldersgrænser findes objektivt og

rimeligt begrundet.

Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og

tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse

bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse alders-

grupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller beskæftigelse.

Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.

Kulturministeriets område

Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte diskrimi-

nation af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering.

Ophavsretsloven

Der er foreskrevet positiv særbehandling af blinde, svagtseende, døve og taleliden-

de samt personer i øvrigt, der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt

tekst, fx ordblinde, i ophavsretsloven, jf. § 17. Ifølge bestemmelsen er det tilladt at

gengive og sprede eksemplarer af udgivne værker til brug for de ovennævnte, når

gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til brug for disse perso-

ner.

Licensbekendtgørelsen

Blinde og stærkt svagtseende personer, der bor alene eller bor i husstande udeluk-

kende med andre blinde eller stærkt svagtseende personer og/eller hjemmeboende

børn uanset alder, er efter ansøgning til DR Licens berettiget til fritagelse for me-

dielicens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem af

Dansk Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk

Blindesamfund.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses område

Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i sundhedslovgiv-

ningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr. mindreåriges adgang til

at samtykke til behandling og aktindsigt (Sundhedslovens § 17), adgangen til at op-

rette livstestamenter (Sundhedslovens § 26), transplantation fra levende og afdøde

personer (Sundhedslovens §§ 52 og 53), reglerne vedr. valg af sikringsgruppe og

praktiserende læge (Sundhedslovens §§ 58 og 59), gratis tandpleje til børn og unge

under 18 år, en række alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og scree-

ningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med influenzavaccine, HPV-vaccine og

screening for brystkræft og livmoderhalskræft) og tilskud til behandling af angst

ved privatpraktiserende psykolog. Hertil kommer regler om aldersgrænser ift. steri-

lisation (sundhedslovens § 105) og kastration (sundhedslovens § 115). Endvidere

er det i om lov om assisteret reproduktion fastsat, at assisteret reproduktion ikke må

finde sted i de tilfælde, hvor den person med livmoder og æggestoksvæv, der skal

føde barnet, er ældre end 45 år (§ 6).

Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i sundhedslovgivningen er

objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige hensyn. Det kan dog ikke på

nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne blive behov for ændringer heri

som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.

I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel ori-

entering bemærkes, at ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 768 af 10. juli

2008 om sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af hu-

mant blod undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag 2

til bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære

udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor ri-

siko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med blo-

det".

Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst mu-

ligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved an-

vendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå det-

te udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af infektion

med blodet.

Bekendtgørelsen er gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.

Endvidere er det forhold, at en mand har haft sex med en anden mand, nævnt som

én blandt flere risikofaktorer ved vurderingen af en sæddonorkandidats egnethed.

Det er imidlertid ikke en udelukkelsesgrund, at en mand har haft sex med en anden

mand, og en homoseksuel mand kan således efter en konkret vurdering være at væ-

re egnet som sæddonor, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 753 af 3. juli

2006 om kvalitet og sikkerhed ved donation, udtagning og testning (humane væv

og celler).

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeris område.

Det kan dog nævnes, at der i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris lov-

givning findes visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis

alder for at få del i et gode eller lignende. Der kan til eksempel være tale om den

såkaldte "Yngre jordbruger-ordning", hvor en ansøger bl.a. skal være under 40 år

for at kunne opnå de særligt gunstige lån, som er omfattet af ordningen. Men så-

danne eksempler, hvor der er fastsat særlige alderskriterier i national lovgivning på

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris område, er ikke i strid med direk-

tivforslaget, idet kriterierne er objektive, sagligt begrundet og proportionelle, jf.

forslagets artikel 2, stk. 6.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriets område

Indenfor Klima-, Energi- og Bygningsministeriets ressort vil direktivet kunne inde-

bære et øget krav om tilgængeliggørelse af byggeriet. Det er dog på nuværende

tidspunkt ikke klart i hvilket omfang og for hvilke dele af byggeriet, direktivet vil

være gældende. Efter Klima-, Energi- og Bygningsministeriets opfattelse kan der

både være tale om tiltag i forhold til nybyggeri og i det eksisterende byggeri.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriet vurderer, at de gældende regler for nybyg-

geri og ombygninger i form af byggeloven og bygningsreglementets bestemmelser

lever fuldt op til direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed for mennesker

med handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske væsentlige tilpasninger

i forhold til tilgængelighed i den eksisterende bygningsmasse, viser beregninger, at

det vil kunne blive forholdsvis omkostningsfuldt set i relation til omfanget af de

krævede tiltag.

Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være afhængige

af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse med krav om til-

gængelighed til den eksisterende bygningsmasse. Dette indebærer, at direktivets

virkefelt i forhold til bygningsmassen, samt omfanget og tidshorisonten for tilgæn-

geliggørelse af det eksisterende byggeri, vil have stor betydning for omkostnings-

niveauet for såvel offentlige som private bygningsejere.

Erhvervs- og Vækstministeriets område

Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden for

bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle tjenester

anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og

alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de pågældende fakto-

rer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".

Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger og er

ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal have an-

svaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes aktuarmæssige faktorer

og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som anses for afgørende for ri-

sikovurderingen, således at usaglig forskelsbehandling undgås, skal der indarbejdes

en lovhjemmel hertil i den finansielle lovgivning

Frekvensloven

Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven har

ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren - regler-

nes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det betyder,

at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om tilladelse - det gæl-

der så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende frekvenser. På nogle

områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man har bestået en prøve - det

gælder på det maritime område, luftfartsområdet og radioamatørområdet. Da der er

tale om skriftlige prøver, kan det være vanskeligt for f.eks. en svært synshandicap-

pet radioamatør at gå til prøve.

Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige prøver

for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden for afhol-

delse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.

Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-

standardloven)

Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af digita-

le radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra 2009 er

reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere og seere.

Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt rummelige og-

så i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være be-

hov for ændringer i forbindelse med implementeringen af ligebehandlingsdirekti-

vet.

R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold)

R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr, teleter-

minaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner således ale-

ne på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det vil sige bruge-

ren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger etc. Der vurderes

derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med implemen-

teringen af ligebehandlingsdirektivet.

Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold

Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af

regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.

Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarke-

det og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om forsyningspligtydel-

ser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang til elektroniske kommu-

nikationsnet og -tjenester for personer med handicap. Eksempelvis er der i forsy-

ningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en teksttelefonitjeneste med til-

hørende formidlingscentral samt nummeroplysning og automatisk gennemstilling

til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af handicappede. Disse forsy-

ningspligtregler er baseret på direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerret-

tigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Særreg-

lerne for personer med handicap udgør "særforanstaltninger" og er derfor i over-

ensstemmelse med ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Po-

sitiv særbehandling og særforanstaltninger".

Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske kommunikati-

onsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a. implementerer en ræk-

ke særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om

ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i for-

bindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række særbestem-

melser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om ændring af bl.a.

direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Justitsministeriets område

Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for Justitsministeriets

område:

De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager) inde-

holdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af direktivforslagets an-

vendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.

For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af direktiv-

forslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I sin nuvæ-

rende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er reglerne

muligheden

for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten, der falder uden for

direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart fremgår, at også de be-

tingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse personer

opholder sig på i med-

lemsstaten,

falder uden for direktivet. Det bør ligeledes sikres, at "betingelser ved-

rørende ophold" også omfatter udvisning, afvisning og udrejse.

Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor Justitsministeriets

område.

Undervisningsministeriets område

Forbud mod diskrimination pga. for alder

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal Un-

dervisningsministeriet gøre opmærksom på, at der i love og bekendtgørelser findes

alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler kan især nævnes bestemmelser,

der udgør kriterier for udløsning af statstilskud for elever og kursister på skolerne:



§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdssko-

ler, jf. lovbekendtgørelse nr. 916 af 13. august 2014, indeholder krav til

minimums- og maksimumsalder for elever på efterskoler, husholdnings-

skoler og håndarbejdsskoler (frie fagskoler).

§ 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 702 af 30. juni 2008 med senere ændringer,

om tilskud til friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer,

indeholder minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgø-

relsen af skolens elevtal og dermed få statstilskud.

Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger

undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten ne-

denfor om folkeskolen.



Ved lov nr. 1570 af 21. december 2010 om ændring af lov om institutioner for

almengymnasiale uddannelser og almen voksenundervisning mv., lov om pri-

vate gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen

(hf-kurser) og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) mv.

blev det vedtaget, at undervisningsministeren fastsætter regler om, at kursister,

der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som ikke eller kun i

mindre omfang har en arbejdsmarkedstilknytning, skal yde en deltagerbetaling,

der er højere end den almindelige deltagerbetaling. Loven vedrører AVU og

gymnasiale uddannelser tilrettelagt som enkeltfag. Kursister, der modtager ef-

terløn eller en aldersbetinget pension, og som har en videregående uddannelse,

skal ikke betale den forhøjede deltagerbetaling, men den fulde deltagerbetaling

som alle andre kursister med videregående uddannelse. Forhøjelse af deltager-

betalingen fastsættes i de årlige finanslove og udgør i finansåret 2015 750 kr.

§ 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 456 af 23. maj

2012 med senere ændringer, indeholder maksimumalder for påbegyndelse af

produktionsskoletilbud med statstilskud (op til 25 år), og § 1, stk. 2, i lov om

erhvervsgrunduddannelse mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 987 af 16. august

2010, er der fastsat en maksimumalder for påbegyndelse af erhvervsgrundud-

dannelse (op til 30 år).



Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 17, stk. 2, i lov om produktions-

skoler, hvor skoleydelsens størrelse differentieres efter, om eleven er over eller un-

der 18 år, samt for så vidt angår elever over 18 år, om disse er ude – eller hjemme-

boende. Tilsvarende gør sig gældende for skolepraktikydelse efter § 66 k i lov om

erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 17. februar 2015.

Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven lovbkg. 665 af 20. juni 2014 er

fastsat aldersgrænser for undervisningspligtens indtræden (1. august i det kalender-

år, hvor barnet fylder 6 år) og ophør (den 31. juli ved afslutningen af undervisnin-

gen på 9. klassetrin eller senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17

år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen) (se § 34, stk. 1).

Der endvidere bestemmelser om alder ved indskrivning i folkeskolen før undervis-

ningspligtens indtræden (barnet kan indskrives fra begyndelsen af det kalenderår,

hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1) og om alder ved optagelse i børnehaveklassen

før undervisningspligtens indtræden (barnet kan optages i børnehaveklassen i det

kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder 5 år) (se § 37).

Forbud mod diskrimination pga. religion eller tro

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination p. g. a. religion eller

tro skal Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at de frie grundskoler som

udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil optage. Det fremgår dog af

bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2. samling), at: "De frie

grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og lov om inkorporering af

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skolerne må således ikke for-

skelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder i forbindelse med

beslutningen om, hvem de vil have som elever. I øvrigt henvises til bemærkninger-

ne til forslag 3 nedenfor." Og af bemærkningerne til nr. 3 fremgår det: "Det vil som

følge heraf være i strid med bestemmelsen, hvis skolen i sin optagelsespraksis udø-

ver diskrimination på baggrund af køn eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen vil

derimod ikke afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs overbevisning, fra

kun at have elever med den samme religiøse overbevisning som skolen eller kun at

have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som skolen." Tilsvarende

principper gælder for efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie

fagskoler).

Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap

Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbkg. 665 af 20. juni

2014) er regler for elever med særlige behov (handicap). Der henvises til § 3, stk.

2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives

specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i specialklasser eller

specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk

bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres

med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af folkeskolelovens § 3 a føl-

ger endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som ikke alene kan understøttes

ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal tilbydes suppleren-

de undervisning eller anden faglig støtte. Hvis der er behov herfor, skal der gives

personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at overvinde praktiske vanskelighe-

der i forbindelse med skolegangen.

Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde spe-

cialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der foregår på

de selvejende uddannelsesinstitutioner.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området, her-

under med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud til

mennesker med handicap.

Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den aktu-

elle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige uddannelsesniveauer og

-områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret forpligtelse til at yde special-

pædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op til, at der kan tages hensyn til

personer med funktionsnedsættelse, mens der på andre områder i uddannelseslove-

ne er en direkte forpligtelse for institutionerne til at yde specialpædagogisk støtte.

Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb ’proak-

tivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis for støttetildeling,

m.v.

På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:

Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 917 af 13. august

2014, skal en fri grundskole

1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør

af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2

2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har

brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af undervisningsdiffe-

rentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige un-

dervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,

3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske van-

skeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3 a, 2.

pkt., i lov om folkeskolen.

Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på fi-

nansloven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervis-ning og

anden specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler til ele-

ver i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til ekstra-

udgifter til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens § 11,

stk. 1, nr. 4, fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning eller an-

den faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes

alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på

elevens inklusion i den almindelige undervisning.

Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, jf.

lovbekendtgørelse nr. 916 af 13. august 2014 kan efterskoler, husholdningsskoler

og håndarbejdsskoler (frie fagskoler) tilbyde specialundervisning og anden special-

pædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, i lov om folkeskolen. Efter § 3

a i samme lov skal efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler tilbyde

supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for støt-

te, og som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og

holddannelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning, jf.

§ 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der er behov herfor, skal skolerne give

personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske vanskelighe-

der i forbindelse med undervisningen, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.

I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejds-

skoler yder staten tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bi-

stand. Endvidere yder staten efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstra-

udgifter, der er godkendt af undervisningsministeren, til personlig assistance, jf. § 3

a, 2. pkt., og hjælpemidler til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor.

Efter samme lovs § 24 a yder staten endelig tilskud til efterskoler, husholdnings-

skoler og håndarbejdsskoler til støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion

af disse elever i den almindelige undervisning.

Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler, husholdningsskoler og

håndarbejdsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 916 af 13. august 2014, at kurset skal

være åbent for alle, der opfylder kravene til minimumsalder. Deltagelse i et kursus

kan dog gøres betinget af højere alder, men ikke af bestemte kundskaber, uddan-

nelser, stillinger, erhverv eller ansættelsesforhold og lign. eller af medlemskab af

bestemte foreninger eller organisationer.

På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes tilskud til institutionernes udgifter til

specialpædagogisk bistand. Efter § 18 a, i lov om institutioner for erhvervsrettet

uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 878 af 8. august 2011 med senere ændringer

og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale uddannelser og almen

voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 880 af 8. august 2011 med senere

ændringer, kan der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til elever og kur-

sister, der efter følgende love skal have tilbud om specialpædagogisk bistand:



lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1076 af 4. september 2013 med senere ændringer.

lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1075 af 4. september 2013 med senere ændringer.

lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 17. februar

2015 og

lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk

eksamen (htx), jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 4. september 2013 med

senere ændringer.

Der kan knytte sig en særlig problemstilling i forhold til efter- og videreuddannel-

sesområdet, idet der bortset fra arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og enkelt-

fags HF ikke findes en støtteordning for specialpædagogisk bistand.

Specialpædagogisk bistand til AMU-deltagere ydes som en forsøgsordning med

hjemmel i tekstanmærkning 20.98.31.30. Bevillingen anvendes til videreførelse af

forsøgsordningen vedrørende forbedring af handicappedes vilkår på AMU-

uddannelser ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse ved udvikling og an-

skaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og udstyr. Der kan af den af-

satte bevilling udbetales specialpædagogisk støtte til deltagere på arbejdsmarkeds-

uddannelser, så deltagere med et særligt behov får mulighed for at gennemføre en

arbejdsmarkedsuddannelse. Der er tale om en bevilling, som kan bruges til perso-

ner med særlige behov, herunder blandt andet hørehæmmede, synshandicappede,

bevægelseshandicappede, ordblinde og læsesvage samt andre, f.eks. psykisk udvik-

lingshæmmede.

Midlerne kan blandt andet bruges til særligt udstyr, udvikling af egnede undervis-

ningsmaterialer, afholdelse af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for psykisk

udviklingshæmmede, rådgivning af uddannelsesstederne, efteruddannelse af lærer-

ne og informationsspredning. Indsatsen er en forlængelse af den forsøgsordning,

der blev iværksat i 1998, og er en fortsættelse af initiativerne inden for denne ram-

me.

Undervisningsministeriet skal betone, at området adskiller sig fra de fleste andre

uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kortvarige kurser. Det vil

formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis der bliver fastlagt en

forpligtelse til at betjene disse deltagere på samme måde som personer, som delta-

ger i mere langvarige uddannelser, især hvis ordblinde og personer med tilsvarende

vanskeligheder omfattes af reglerne.

Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt al-

men voksenuddannelse

Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf.

lovbekendtgørelse nr. 380 af 19. april 2011 og lov om almen voksenuddannelse og

om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i

hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf. lovbekendt-

gørelse nr. 1073 af 4. september 2013 indeholder ikke regler om specialpædago-

gisk støtte. Der er heller ikke mulighed for at yde specialpædagogisk støtte hertil i

henhold til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 584 af 1. juni 2014 (denne lov hører under Uddannelses- og

Forskningsministeriets ressortområde). Det må imidlertid forventes, at en gennem-

førelse af forslaget vil kunne medføre krav om en tilsvarende ordning, som er gæl-

dende for de videregående uddannelser efter lov om specialpædagogisk støtte ved

videregående uddannelser.

Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af reli-

gion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk godtgørel-

se. Undervisningsministeriet antager på den baggrund, at der vil blive tale om en

godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov om ligebehandling af mænd

og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 8.

juni 2011 med senere ændringer, og at der således ikke som i dansk rets almindeli-

ge erstatningsregler forudsættes, at der er lidt et tab.

Uddannelses - og Forskningsministeriets område

For så vidt angår Lov om Åben Uddannelse, hvor der ikke er nogen eksplicit

hjemmel til specialpædagogisk støtte, må en nærmere vurdering af problemstillin-

gen imidlertid bero på en nærmere redegørelse for direktivets rækkevidde i forhold

til eksempelvis den af Danmark undertegnede FN-konvention om rettigheder for

personer med handicap og en nærmere udredning af Åben Uddannelseslovens

sammenhæng med handicapkompenserende foranstaltninger i anden lovgivning.

SU-loven

Lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014

med senere ændringer, indeholder to aldersgrænser vedrørende den studerende

selv, en 18 års grænse og en 20 års grænse.

Det er efter § 2a i SU-loven en betingelse for at få SU til ungdomsuddannelse, at

den uddannelsessøgende er fyldt 18 år. Indtil dette tidspunkt er den uddannelsessø-

gende omfattet af forældrenes forsørgelsespligt. Der kan tidligst gives SU fra be-

gyndelsen af det kvartal, der følger efter den dato, hvor den uddannelsessøgende er

fyldt 18 år. For uddannelsessøgende, der søger SU-stipendium til videregående ud-

dannelser, gælder 18 års grænsen ikke, jf. SU-lovens § 2, stk. 3.

For uddannelsessøgende under 20 år i ungdomsuddannelser er satsen for SU af-

hængig af forældrenes indkomst, og støtten udbetales som udgangspunkt med sat-

sen for hjemmeboende. Uddannelsessøgende over 20 år, samt udeboende uddan-

nelsessøgende i videregående uddannelse får tildelt SU uafhængigt af forældrenes

indkomst, og de får SU med satsen for hjemmeboende, hvis de er hjemmeboende,

og satsen for udeboende, hvis de er udeboende. Se § 8 i SU-loven. Fra den 1. juli

2015 ændres reglerne imidlertid, så hjemmeboende uddannelsessøgende i videre-

gående uddannelser uanset alder får SU med satsen for hjemmeboende.

Efter § 9 stk. 1, nr. 4, i SU-bekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 792 af 25. juni

2014, får udenlandske statsborgere, der sammen med deres forældre har taget fast

ophold i Danmark og ved indrejsen i landet ikke var fyldt 20 år, SU på samme be-

tingelser som danske statsborgere til uddannelser i Danmark. Man har ikke ønsket

at afskære personer, der i en så ung alder bosætter sig her i landet sammen med de-

res forældre, fra at få SU.

Handicaptillæg er et tillægsstipendium, der gives sammen med SU-stipendium eller

sammen med slutlån til uddannelsessøgende i videregående uddannelse med varig

funktionsnedsættelse. Tillægget blev indført med virkning fra den 1. august 2004.

Handicaptillægget gives til studerende på videregående uddannelser, der på grund

af varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser har meget betydelige be-

grænsninger i evnen til at påtage erhvervsarbejde.

Der gives endvidere tillægsstipendium og/eller supplerende lån til uddannelsessø-

gende, der er forsørgere, det vil sige, at de har deres eget barn under 18 år boende

hos sig. Enlige forsørgere får det højeste tillægsstipendium, mens forsørgere, der

bor sammen med en anden SU-modtager, får et lavere tillægsstipendium. Alle for-

sørgere har dog ret til supplerende lån.

Ordningerne med handicaptillæg og forsørgertillæg giver ikke anledning til andre

bemærkninger end de allerede fremførte om SU vedr. aldersaspektet.

SVU-loven

I lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), jf. lovbekendtgørelse nr. 364af 9.

april 2014, findes der både øvre og nedre aldersgrænser. Baggrunden for SVU-

loven er at skabe økonomisk grundlag for, at voksne kortuddannede på under-

visningsministerens område kan deltage i uddannelse på folkeskoleniveau og i

gymnasial uddannelse, og at voksne på uddannelses- og forskningsministerens om-

råde kan deltage i videregående uddannelse.

Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 1, i SVU-loven, at der gives SVU til uddannelsessø-

gende, der er i alderen fra 25 år og indtil nået folkepensionsalder efter § 1 a i lov

om folkepension, jf. dog stk. 2, hvorefter uddannelsessøgende, der er i alderen 20

og op til 25 år kan få SVU til forberedende voksenundervisning (FVU) eller speci-

alundervisning for voksne. Endelig er der med hjemmel i § 2, stk. 6, fastsat regler

om, at aldersbetingelsen kan fraviges i forbindelse med jobrotation.

Skatteministeriets område

Skatteministeriets lovgivning indeholder ikke bestemmelser med det sigte at dis-

kriminere. Forslaget er imidlertid så bredt formuleret, at det umiddelbart kan med-

føre en del fortolkningsspørgsmål. Det oplyses, at skattelovgivningen indeholder

en række afgrænsninger i forhold til alder. Dette gælder både mht. forholdet

børn/voksne og ældre/pensionister, men også inden for disse kategorier, jf. børne-

familieydelsens tre satser (afhængig af alder), og det i sidste samling gennemførte

lovforslag om skattenedslag for seniorer, der fylder 64 år i 2010-16. Sidstnævnte

omfatter således ikke andre aldersgrupper, herunder personer, der allerede er fyldt

64 år.

Transportministeriets område

Individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede

Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber gælder

kørsel til fritidsformål for svært bevægelseshæmmede. Hvis borgeren er svært be-

vægelseshæmmet, har man ret til at benytte ordningen. Personer med andet handi-

cap er ikke omfattet af denne ordning, men vil ofte være omfattet af andre ordnin-

ger. Den individuelle handicapkørsel kan kun benyttes til fritidsformål og ikke til

fx læge- eller tandlægebesøg. Der er en risiko for, at direktivets § 4 vil blive fortol-

ket således, at der er tale om forskelsbehandling, når ét handicap giver adgang til

den individuelle kørselsordning, mens et andet ikke gør.

Rabatordninger afhængige af alderskriterier

Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love men også ad-

ministrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil kunne

rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det bemærkes,

at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på rabatordninger, som

enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som eksempler kan nævnes, at

børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med bus og tog, når de ledsages af en

voksen, og at personer, som er fyldt 65 år eller som modtager social pension, kan få

50 % rabat på billetprisen. Endvidere findes der eksempler på studierabatter, lejr-

skolerabatter og familierabatter. I de fleste tilfælde fastsættes rabatterne af de of-

fentlige transportudbydere, f.eks. DSB og trafikselskaberne. I andre tilfælde er der

indgået særlige aftaler mellem Transportministeriet og enkelte private transport-

virksomheder om at yde visse rabatter til pensionister og studerende. Det må anta-

ges, at disse rabatordninger kan være i strid med direktivets forbud mod aldersdis-

krimination.

Forbedringer af adgangen til den kollektive transport

Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor transportsektoren

qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel 15, at udføre f.eks.

tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur, der ikke er planlagt som

led i det almindelige renoveringsarbejde eller udbygning af infrastrukturen, vil

imidlertid kunne indebære en ganske betydelig økonomisk byrde. På denne bag-

grund er det vigtigt, at der fastsættes klare definitioner af, hvilke forbedringer der

kan kræves, som en direkte følge af direktivet.

Kirkeministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet

dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Finansministeriets område

Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor

For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på Digita-

liseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området. Dog er of-

fentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne standarder,

forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt indhold på inter-

nettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider. Denne aftale giver mu-

lighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen, som til dels vurderes at

kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige tilpasninger".

Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som berøres

af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital information og tjene-

steydelser fra både offentlige og private informations- og tjenesteudbydere i artik-

ler i FN's handicapkonvention.

EU-Kommissionen har den 3. december 2012 fremslag forslag til direktiv om til-

gængelighed af offentlige hjemmesider. En vedtagelse af direktivet forventes at

medføre behov for ændringer i dansk lovgivning.

7. Konsekvenser

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har nedsat en føl-

gegruppe, som bl.a. har til opgave at foretage en analyse af forslagets konsekvenser

for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet og beskyttelsesniveauet, herunder

tilgængeligheden til offentlige bygninger. Når resultatet heraf foreligger, vil det til-

gå Folketingets Europaudvalg.

8. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold

og har været drøftet på flere møder i udvalget.

KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende rettighe-

der. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel 13 om at

alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i forbindelse med hø-

ringen vedrørende direktiv 2000/78.

Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling på

grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et objektivt og rimeligt

begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og artikel 2 stk. 6 i det nye di-

rektivforslag) – er ikke en god løsning. Belært af erfaringerne fra EU retssagerne

C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-299/08 finder KL det nødvendigt, at

der tages et klart forbehold for alder, og at det inddrages som diskriminationskrite-

rium i direktivforslaget.

Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i

forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til stemmeaf-

givning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse lovmæssige og

administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse pludselig er potentiel

EF-stridige og ulovlige.

Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder an-

vendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra c) der-

for bør udgå – uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant og bør li-

geledes udgå.

I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et nationalt

anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser. Artiklen bør

udgå.

Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette

selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til rets-

sikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre om de

meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter gennemfø-

relsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.

Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage arbejdsmarkedets

parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.

Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende og

KL skal anmode om, at det udgår.

Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et nati-

onalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis der på en

balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen bør derfor ud-

gå.

KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at sa-

gen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et klart

mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske forhandlere.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det skal

regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, og at det

skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår diskriminationskriterierne,

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det vil sige, at nærvæ-

rende direktivforslag vedrører området social beskyttelse, sociale goder, uddannel-

se og adgang til varer og tjenesteydelser.

DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række princi-

pielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende forskelsbehandlingsom-

rådet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og umiddelbare reguleringssig-

te, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den danske samt europæiske politiske

proces vedrørende direktivforslaget.

Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og forstærker

en udvikling – herunder via EF-Domstolen – der ligger langt ud over den ramme

for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.

DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at

alle

mennesker har ret til en

retfærdig, fair og saglig behandling, og at

ingen

skal diskrimineres – det vil sige

uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra diskrimination

af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og demokrati,

at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige og civile sam-

menhænge. Efter DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man fra dansk politisk

side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets generelle implikationer

på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan efter DA’s opfattelse også

få implikationer for arbejdsmarkedet og det almindelige kernestof i arbejds-og an-

sættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at man tager EF-Domstolens fortolknings-

metode med i betragtning allerede nu, når direktivet skrives og dermed i den politi-

ske proces om vedtagelsen af et direktiv. Direktiverne på navnlig diskriminations-

området skaber en retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i øvrigt i samfundet

må betragtes som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil forslaget f.eks. medfø-

re, at sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et juridisk perspektiv, om de

(undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand for tvivl og klagemål hos

myndigheder, retsinstanser m.v.

Ophøjes til absolut beskyttelse

Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige internationale

instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske Menneskerettighedskonventi-

on, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i direktivet nævnte beskyttelseskri-

terier. Disse henvisninger er isoleret set korrekte, men det er vigtigt at erkende, at

disse henvisninger ikke alene er ”henvisninger i snæver forstand”. Henvisningerne

skal derimod ses som et element, der i sig selv ikke alene bekræfter, men også gi-

ver juridisk samt politisk rum for, at man via direktivforslaget bidrager til at regule-

re diskriminations- og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst end

direktivforslaget selv.

DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet forskellig

karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette medfører, at man

f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte kriterier en juridisk ab-

solut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den højeste fællesnævner. DA

kan konstatere, at man på diskriminationsområdet generelt og fejlagtigt opererer

med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra grunden må betragtes som et ”retstomt

rum”, såfremt et område ikke er eller belægges med eksplicit lovgivning. Et ek-

sempel på denne fejlslutning kan f.eks. henvise til almindelige forvaltningsretlige

regler – herunder lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i dansk offentlig ret,

som jo vil være dækkende uanset nærværende direktivforslag!

Trædestensprincippet

Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i den

retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af beskyttelsen,

men også at det må formodes, at de bagvedliggende instrumenter, som er baggrund

for direktivforslaget samt det nye direktiv, gensidigt anvendes til generelt at fortol-

kes gensidigt udvidende, da de jo bekræfter hinanden netop via direktivforslaget.

Det medfører f.eks., at beskyttelseselementer, som er eller kan indfortolkes i det

ene instrument, men ikke i et andet via retspraksis vil blive fortolket ind i det andet

instrument alene ud fra en formålsfortolkning. Det ene instrument anvendes således

som trædesten for en beskyttelse på et andet område, og omvendt således at beskyt-

telsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt højere niveau.

Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier

Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den angivne

baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel stillingtagen

og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke tale om en lukket

liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af dette direktivforslag.

Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil regulere andre af de ik-

ke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de nævnte internationale instru-

menter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke forskelsbehandlingskriterier.

Der må således på relativt kortere sigt imødeses et yderligere pres fra EU-niveau

for at indsætte andre diskrimineringskriterier uden for og på arbejdsmarkedet.

Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-Domstolen

på egen hånd – i kraft af bl.a. dette direktiv – lægger nye diskrimineringskriterier

ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er opregnet i de internationale in-

strumenter, eller det kan være helt nye kriterier, som EF-Domstolen måtte finde

frem til som forhold, der kan findes af en eller anden art i europæisk ret – herunder

i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.

Yderligere diskriminationsbeskyttelse

Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale om

en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der på rela-

tivt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte nye

og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden for og på arbejds-

markedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke kan udelukke, at EF-

Domstolen på egen hånd – i kraft af bl.a. dette direktiv – strammer beskyttelsesni-

veauet via sin praksis. Dette kan være stramninger, f.eks. forbud, der er opregnet i

andre internationale instrumenter, visse medlemsstater, eller det kan være helt nye

krav eller udvidende fortolkninger, som EF-Domstolen måtte kunne finde frem til.

Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu

DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke direkti-

vets område,

flyttes

fra direktivets såkaldte betragtninger og

indsættes

i selve direk-

tivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-Domstolen el-

ler fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at begreber i øvrigt

i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve direktivets egentlige

normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis indskrænkende af-

hængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks. henvise til EF-

Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C 144/04) fra 2006 og Co-

leman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre afgørelser fra EF-Domstolen i og

uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere dette.

I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan –

som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv – og ikke direktivet om for-

skelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod forskelsbehandling

på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes nok af direktivet, men

normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom EF-Domstolen frem til, at

da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe alle former for forskelsbehand-

ling, vil den gælde alle, således også en pårørende til en handicappet, hvor den på-

rørende påstod sig forskelsbehandlet på grund af sin tilknytning til en handicappet.

Man kan på baggrund af bl.a. ovennævnte vurdere, at direktiverne og deres udsagn

som sådan ikke er afgørende for EF-Domstolens vurdering af de enkelte sager, og

hvor langt beskyttelsesniveauet mod diskrimination reelt kan siges at være i EU.

Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den bag-

vedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er jo bl.a.

dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra medlemsstaternes

side direkte erklærer, at en række internationale instrumenter og EU-ret uanset for-

skellig juridisk styrke i forvejen er og fremover skal og kan anvendes af EF-

Domstolen.

Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning, at

beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier allerede ek-

sisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning til de princip-

per i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som direktivforslaget selv henvi-

ser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-retten og med en styrke, der

ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte udsagn og begrænsninger samt præci-

seringer. Allerede nu må man således på grundlag af afgørelsen i ovennævnte Co-

leman- sag vurdere, at begrebet ”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”1.

I dette direktiv

betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte eller indi-

rekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde”) mindst

skal for-

tolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver med nogen

som helst tilknytning af nogen art til de pågældende diskriminationskriterier. I

samme retning kan formentlig begrebet ”nogen” i pågældende bestemmelse fortol-

kes.

På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet betegner

sig i art. 1 som givende (alene) en ”ramme for bekæmpelse” af forskelsbehandling

som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som eksempel kan tilsvarende

nævnes betragtning 16) hvorefter:

”Enhver har frihed til at indgå aftaler, herunder

frihed til at vælge en aftalepartner til en given transaktion. Dette direktiv bør ikke

finde anvendelse på økonomiske transaktioner foretaget af private, for hvem disse

transaktioner ikke udgør en faglig eller erhvervsmæssig virksomhed.”

Dette er en

klart stærkere bestemmelse end den tilhørende artikeltekst, hvorefter: ”Litra

d) fin-

der kun anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller er-

hvervsmæssig virksomhed.”

Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor den

private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene accesso-

risk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne ”private” og

”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed” levner

stort rum for fortolkninger.

Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende for-

tolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det gælder

f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”. Særligt

vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et relativt stort

fortolkningsrum.

DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i foranledning

godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der er også nye formu-

leringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA skal heller ikke undlade

at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt og således også i almindelige

privatretlige retsforhold overfører princippet om delt bevisbyrde, der er en undta-

gelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.

Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme

med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til direktiv

om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog fremhæve, at en

uges frist for at indkomme med bemærkninger til så omfattende et forslag, er meget

uhensigtsmæssig. Det giver os ringe muligheder for at inddrage vores medlemsor-

ganisationer, hvilket selvsagt er dybt problematisk. Det er ikke befordrende for den

demokratiske proces, der skal sikre den organisatoriske opbakning til direktivet

specifikt og EU’s initiativer på handicapområdet generelt.

Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt skridt,

at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette område. Vi for-

venter, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen af direktivet, men

samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt behov for at styrke visse

bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en effektiv diskriminationsbeskyt-

telse for personer med handicap samt de øvrige grupper, som direktivforslaget

dækker.

Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager ud-

gangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod diskrimina-

tion. Det er det område, der interesserer os mest – og det er her, vi har vores særli-

ge ekspertise.

DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig beskyttelse

imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-traktatens arti-

kel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto hierarki mellem de

forskellige diskriminationsgrunde.

Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer af

diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre grupper,

dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse til forskels-

behandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende rimelig tilpas-

ning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt defineres som for-

skelsbehandling.

Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i rimeligt

omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc., hvilket set fra

DH’s synspunkt er et konstruktivt element.

Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved dis-

se bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom nedenfor.

DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med

den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er blevet

en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks tilslutning til

FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes konsekvensvur-

dering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær meget få detaljer ikke

pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er indeholdt i konventionen.

Samtidig må det dog understreges, at en gennemførelse af direktivforslaget i dansk

ret, som det fremstår på nuværende tidspunkt, ikke i sig selv vil kunne udgøre en

fyldestgørende efterlevelse af FN-konventionen. Områder som eksempelvis adgang

til retsvæsenet, familierettigheder, deltagelse i det politiske liv, adgang til kulturli-

vet, tilgængelighed til det offentlige rum samt adgangen til information og kom-

munikation, herunder eksempelvis tilgængelige informationsformater og tegnsprog,

er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-konventionen findes vægtige be-

stemmelser om disse forhold.

Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at

fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i

konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er tilfredsstil-

lende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere overligger end kon-

ventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination af perso-

ner med handicap. Konventionen og direktivet må kunne ses som instrumenter, der

supplerer hinanden og må som sådan ses som retskilder, der til sammen kan være

med til at sætte rammer for dansk lovgivning vedrørende ligebehandling af perso-

ner med handicap. Således er der brug for en højere grad af overensstemmelse mel-

lem konventionens principper og direktivteksten.

Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i direktivfor-

slaget.

Artikel 1

Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af

EU’s kompetence, hvilket også anføres i de indledende betragtninger til direktiv-

forslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne om sam-

menhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at hele

spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af anvendel-

sesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en gennemskuelig og ef-

fektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes lovgivning.

Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til handicap

tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante aspekter af FN’s

konvention om rettigheder for personer med handicap. I den sammenhæng ville det

være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s tilslutning til FN-konventionen,

ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så indsnævret fortolkning af, hvor

langt EU-kompetencen går, når det gælder vigtige områder for personer med han-

dicap, se eksempelvis bemærkningerne vedr. uddannelsesområdet til artikel 3 ne-

denfor.

Artikel 2, stk. 2, litra b)

DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den udtrykke-

ligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering. Som be-

stemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination kun kan knyt-

te sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil f.eks. forældre,

der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med handicap ikke være ek-

splicit dækket af bestemmelsen om indirekte diskrimination. Dette er åbenlyst uri-

meligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den såkaldte Coleman-sag, og derfor skal

teksten formuleres, så der ikke opstår tvivl om dette.

Artikel 2, stk. 5

Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende rimelig

tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som forskelsbehand-

ling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og tilgængelighed for

personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle bestræbelser og andre for-

anstaltninger (universelt design mv.) på at gøre ligebehandling og tilgængelighed

til en del af de tilbud, der udbydes offentligt. Dette er der taget delvis højde for i ar-

tikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH uklart, hvilken retlig status overtrædelser

af disse bestemmelser har. Vil sådanne overtrædelser skulle forstås som forskels-

behandling, eller er det noget andet?

Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med han-

dicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så høj grad

som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld deltagelse i

samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af de barrierer, der

er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation gennem de seneste

mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4, stk. 1, litra a) tager del-

vist fat få. Det må derfor sikres, at manglende efterlevelse af denne bestemmelse i

lige så høj grad som direktivets øvrige anti-diskriminationsbestemmelser har bin-

dende retsvirkning, samt at der er knyttet effektive sanktioner til manglende efter-

levelse.

Artikel 2, stk. 6

DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund af al-

der kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap. Frekvensen af

personer med handicap blandt ældre borgere er højere end frekvensen blandt yngre

borgere. Der er personer, der først bliver handicappede, efter at de er blevet ”gam-

le”. Særligt derfor vil en beskyttelse mod indirekte diskrimination af denne gruppe

på grund af handicap være væsentlig.

Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod diskri-

mination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser fra. Det

skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på baggrund af

sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i overensstemmelse med

den generelle målsætning fra EU's side om at bekæmpe multipel diskrimination.

Artikel 2, stk. 7

Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og statisti-

ske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger må forventes

at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger, sundhedsforsikringer

og kriterier for långivning.

Der synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om ret-

tigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også berører den

lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til sundhed samt sam-

me konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om pensionsordninger.

Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i forhold

til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i henseende

til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget forundret over

valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at der som minimum

specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan indgå som en faktor i

aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som bestemmelsen er formuleret nu, er

det ikke klart, hvornår handicap kan indgå og under hvilke betingelser.

Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige ad-

gang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses solidarisk

enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som sådan. Dette er ek-

sempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang, når det gælder gruppe-

livsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.

Artikel 2, stk. 8

Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de parallelle di-

rektiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For DH er den

praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til gruppen af personer

med handicap. DH savner en konkret begrundelse for bestemmelsens optræden i

forslaget, ikke mindst i forhold til dets konsekvenser for gruppen af personer med

handicap.

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan tæn-

kes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale sikringsordninger

og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette spørgsmål helt nødvendig.

Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination sted. Der skal være fuld og lige

adgang for alle til sociale sikrings- og sundhedsordninger.

Artikel 3, stk. 1, litra d)

En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver

vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i forhold

til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger og andre

typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets anvendelsesområde. I

Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger. DH efterlyser en afklaring

af dette spørgsmål. DH savner en konkret begrundelse for, at indskrænkningen

skulle være særligt relevant i dette direktivforslag.

Artikel 3, stk. 2

Det skal bemærkes, at dette er et område, hvor FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.

Artikel 3, stk. 3

En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle di-

rektiv vedr. race.

Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til or-

ganisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for eksem-

pelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre inklusion i

mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig uacceptabelt. Som mini-

mum må dette tages i betragtning ved en dansk implementering af direktivet. Det

må ikke være sådan, at man kan diskriminere personer med handicap på nogen må-

de eller noget sted i undervisningssystemet. Organiseringen af undervisningen kan

i sig selv være diskriminerende.

Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s konven-

tion om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har tilsluttet sig

konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne bundet af denne. DH

er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i forhold til uddannelses-

området. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at denne begrænsning lige nøjag-

tig er relevant i forhold til specialundervisning og organisationen omkring denne.

Det synes på den baggrund at være en fuldstændig uhensigtsmæssigt og arbitrær

disposition at lade en indskrænkning af direktivets rækkevidde gå på dette og på

den måde sætte spørgsmålstegn ved den fulde og hele tilslutning til FN-

konventionens principper om et inkluderende skole system – disse principper har

været den internationalt anerkendte politiske linje siden først i halvfemserne.

I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige for-

tolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor direk-

tivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred lovgiv-

ning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at afgrænsningsproblemer ik-

ke kommer til at stå i vejen for en effektiv og gennemskuelig beskyttelse mod dis-

krimination af personer med handicap i Danmark.

Artikel 4, stk. 1, litra a)

Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske oversættelse af

Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af forslaget fremgår det,

at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en generel forudsætning om,

at personer med handicap benytter tjenester osv. Dette lille begreb er yderst cen-

tralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse til at sikre ligebehandling af per-

soner med handicap. Der må derfor foretages en ændring af den danske oversættel-

se!

Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller

grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan nævnes

tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve grundlæggende for-

andringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men tilgængeligheden vil i

mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan benytte sig af en offentlig

eller privat ydelse. DH savner som minimum en klarlæggelse af, hvad disse ind-

skrænkninger indebærer.

DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om uforholdsmæssigt

store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng, særligt i lyset af at rele-

vante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.

Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at strukturel

forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er således yderst

centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som overhovedet muligt.

DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er

gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte behovet

for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af universelt

design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et særdeles nødvendigt

skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan tilgang til eksisterende og

kommende europæiske standarder, sådan at tilgængelighed ville være klart define-

ret i hele EU. Dette ville også øge gennemskueligheden af bestemmelsen for aktø-

rer på markedet. DH foreslår derfor, at manglende efterlevelse af europæiske stan-

darder vedr. tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4 som

en form for diskrimination.

DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig om

fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig assistance, tilve-

jebringelsen af information i alternative formater og tolkebistand, herunder tegn-

sprogstolkning, er eksempler på relevante tilpasninger, som efter DH’s opfattelse

ikke må kunne fortolkes ud af direktivet. Derfor bør artikel 4 reformuleres med

henblik på også at inkorporere disse aspekter af adgangen for personer med handi-

cap.

Artikel 4 stk. 2

Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde und-

tagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere afbalance-

ring af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går på de mulige

fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger til fordel for per-

soner med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som eksempel kan blot

nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede i offentlige

transportmidler også kan give betydelige fordele for personer i følgeskab med

småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage. Hertil kommer den ikke ubetydeli-

ge effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i bred forstand.

Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i

nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en række

undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi efterlyser

derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl om, hvorvidt

man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.

Artikel 5 og 6

Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af reelt

lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som meget positivt

og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at følge dette spor i

overensstemmelse med FN’s konvention om rettigheder for personer med handi-

cap.

Artikel 7, stk. 1

Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette skal

præciseres i direktivet.

Artikel 7, stk. 2

Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap. Direktiv-

forslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke udelukkende ba-

seres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud ved at lade f.eks.

organisationer af personer med handicap indtræde på klagerens side i en sag. Også

selve vurderingen af sagen bør være baseret på handicapfaglig viden. Det er et fak-

tum, at kun ganske få juridiske eksperter har viden om handicapområdet, der kan

sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved at have et handicap kommer til vurde-

ring i forbindelse med afgørelse af sager om diskrimination.

Artikel 10

Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at få

fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan komme til

at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og tjenesteydelser skal mod-

tage fyldestgørende information om deres proaktive pligter i henhold til direktivet.

Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse

til at udvikle redskaber, der kan støtte offentlige og private vare- og tjenesteudby-

dere i at leve op til direktivets bestemmelser.

Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som helhed

skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer med handicap

af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige formater, på tegn-

sprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.

Artikel 11

DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med baggrund i

denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af organisationer, af

personer med handicap og andre relevante grupper, både på europæisk og nationalt

plan med henblik på at sikre en tæt dialog om direktivets udformning og imple-

mentering.

Artikel 13

DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen

indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som gen-

nemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for perso-

ner med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en tæt konsulta-

tion af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af denne.

Artikel 15, stk. 2

DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen for

implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke været

muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder. Hvis begrun-

delsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4, er der så meget

desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning så hurtigt som mu-

ligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap, som manglende ef-

terlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig ensbetydende med stærke

begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget regule-

rer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og således sup-

plerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår diskriminationskriterierne, reli-

gion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering. Som konsekvens heraf vil direk-

tivforslaget vedrøre området om socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse og

adgang til service- og tjenesteydelser.

Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det problematisk,

at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder bliver ofte anvendt

som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i forhold til administra-

tion f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved demokratiske

valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige og administrative bestemmelser, som ef-

ter direktivets vedtagelse pludselig er potentielt EF stridige og ulovlige.

Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder via

EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som umiddelbart

kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en undtagelsesbe-

stemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er forskelsbehandling såfremt

der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt formål (art. 2 stk. 6 i direktivfor-

slaget) er ikke en god løsning. FA finder det derfor nødvendigt, at der tages et klart

forbehold for, at alder inddrages som diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af de

områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et nationalt

anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.

Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse her-

om. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret via EF

domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af direktivforsla-

get.

Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det FAs opfattelse, at der i realiteten her

indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette kritisabelt, uan-

set at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør anvendes i forbin-

delse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at bestemmelsen om bevis-

byrde udgår.

I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode om,

at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne tilskyndes til at inddrage ar-

bejdsmarkedets parter i det omfang arbejdsmarkedet berøres”. Dette harmonerer

også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler arbejdsmarkedets parter i

forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om anvendelsen af direktivet. Vi ser

derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket frem også til artikel 11.

Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse, at

der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.

Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt anlig-

gende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF domstolspraksis vare-

tager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke specifikt, som der anføres i

forslaget, bør anføres typer af sanktioner.

Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens artikel 6

samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den Europæiske menneske-

rettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med hensyn til de i direktivet nævn-

te beskyttelseskriterier. Uanset at disse henvisninger er korrekte, er det væsentligt,

at der ikke er tale om henvisninger i snæver forstand, men at de skal ses som et

element, der giver juridisk mulighed for, at man via direktivforslaget bidrager til at

regulere diskrimination og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intens

end selve direktivforslaget

FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse, end

det fremgår af selve direktivforslaget.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger.

Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet nødvendighe-

den af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet om yderligere

præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring navnlig i relation til

mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de praktiske og økonomi-

ske konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har generelle undersøgelsesfor-

behold.

Sagen har været drøftet under to kortvarige møder under det lettiske formandskab,

hvor ingen nævneværdige fremskridt er blevet opnået. Der vil til rådsmødet fore-

ligge en fremskridtsrapport.

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og accepte-

rer idéen om et direktiv på området.

På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod forskelsbehandling

på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse, religion og tro samt

seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der forbud mod forskelsbehand-

ling på grund af køn, race og etnisk oprindelse. Der er således ikke forbud mod

diskrimination udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alder, handicap, religion eller

tro og seksuel orientering.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række betæn-

keligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række vagt af-

grænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for direktivets

anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang reelt vil skulle

fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget i den

fremsatte form.

Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at sik-

re, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument, og at

dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet, kan fast-

holdes.

Endelig er det nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets

nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser, herunder rækkevidden af flere

generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud

for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts 2009, 8.

juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10. juni 2011, 1.

december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013, 9. december 2013,

12. juni 2014 og den 5. december 2014.

3. Europæisk Semester 2015: Bidrag til Det Europæisk Råd 25.-26. juni 2015

- Politisk drøftelse

(a) Udkast til Rådets landespecifikke henstillinger til hver medlemsstat

på baggrund af de Nationale Reformprogrammer 2015, KOM (2015)

255

– Vedtagelse (art.148 TFEU)

(b) Eksamination af de Nationale Reformprogrammer (2015) og imple-

menteringen af de landespecifikke henstillinger for 2014

- Godkendelse af udtalelserne fra Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for

Social Beskyttelse

- Godkendelse af Beskæftigelseskomitéens rapport

Nyt notat

Resumé

EPSCO-ministrene skal på rådsmødet vedtage de landespecifikke henstillinger,

hvilket er hovedpunktet for denne del af dagsordenen. Regeringen er tilfreds med

Kommissionens vurdering af, at henstillingen til Danmark vedrørende beskæftigel-

se ikke længere er nødvendig. De øvrige medlemslande forventes desuden at tage

konstruktivt imod Kommissionens forslag til henstillinger, herunder særligt den

mere fokuserede tilgang med færre henstillinger, og til komitéernes udtalelser.

1. Baggrund

Som altid er der på EPSCO-rådsmødet i juni en drøftelse af de landespecifikke

henstillinger, som bidrag til DER-mødet 25.-26. juni. Den politiske drøftelse på

mødet forventes at tage udgangspunkt i spørgsmål eller oplæg fra Formandskabet.

Der er endnu ikke modtaget oplysninger herom.

Hovedemnet under dagsordenspunktet vil være Rådets indstilling vedrørende de

landespecifikke henstillinger. Rådet kan i henhold til art. 148 på forslag af Kom-

missionen give landespecifikke henstillinger til medlemslandene, der udarbejdes på

baggrund af blandt andet medlemsstaternes nationale reformprogrammer, der er af-

leveret april 2015.

På basis af Kommissionens udkast skal de landespecifikke henstillinger vedtages af

EPSCO, for så vidt angår de anbefalinger der vedrører arbejdsmarkedet.

Under dette dagsordenspunkt godkendes desuden udtalelser fra Beskæftigelsesko-

mitéen og Komitéen for Social Beskyttelse om eksamination af de nationale re-

formprogrammer og om implementeringen af de landespecifikke henstillinger fra

2014 (b). Desuden godkendes Beskæftigelseskomitéens udtalelse vedrørende indi-

katorer og nøgleudfordringer for beskæftigelsen i hvert medlemsland (Employment

Performance Monitor) (c).

2. Formål og indhold

Formålet med forslagene til landespecifikke henstillinger (a) efter art. 148 er at

identificere de primære udfordringer, som det enkelte medlemsland står over for,

og hvis løsning - gennem nationale reformer - vil gøre en positiv forskel med hen-

syn til udviklingen på landets arbejdsmarked mv.

Kommissionen har udarbejdet en landerapport for hver medlemsstat, hvori Kom-

missionens vurdering af tiltag, udfordringer, reformbehov mv. er fremlagt. Som

noget nyt i år er denne rapport offentliggjort forud for udkastet til nye henstillinger,

så landene har haft tid til at forholde sig til den analyse, der ligger til grund for ud-

kastet til henstillinger, og komme med indsigelser, hvis der var faktuelle fejl eller

vurderinger, man var meget uenig i. Kommissionen har herefter 13. maj 2015

fremlagt en pakke med udkast til nye landespecifikke henstillinger samt Rådets ud-

talelser om landenes stabilitets- og konvergensprogrammer (for hhv. eurolande og

ikke-eurolande).

Kommissionen har i år valgt en mere fokuseret tilgang med færre henstillinger til

de enkelte lande, for at henstillingerne bedre afspejler Kommissionens vurdering af

landenes

væsentligste

udfordringer. Danmark har de senere år haft én landespecifik

henstilling på beskæftigelsesområdet, men i Kommissionens udkast i år er denne

henstilling bortfaldet.

Beskæftigelseskomiteen og Komitéen for Social Beskyttelse forventes at fremlæg-

ge komitéernes overordnede konklusioner vedrørende eksaminationerne af lande-

nes reformprogrammer og den multilaterale/tematiske overvågning af medlemslan-

denes politikker, der er foregået i løbet af året, samt om Kommissionens forslag til

landespecifikke henstillinger til medlemslandene.

3. Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsnærhedsprincippet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøko-

nomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konse-

kvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Kommissionens udkast til landespecifikke henstillinger er sendt til EU-

Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold til orientering.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemslandene forventes at tage konstruktivt imod Kommissionens forslag til

henstillinger, herunder særligt den mere fokuserede tilgang med færre henstillinger.

9. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for brug af henstillinger efter art. 148 som led i

EU2020-strategiens gennemførelse.

Regeringen er tilfreds med Kommissionens vurdering af, at henstillingen til Dan-

mark vedrørende beskæftigelse ikke længere er nødvendig, da Danmark har gen-

nemført omfattende reformer og løbende har fokus på implementeringen og effek-

terne heraf.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

4. Forslag til Rådsbeslutning om retningslinjer for beskæftigelsespolitikken i

medlemsstaterne, KOM (2015) 98

Vedtagelse

Nyt notat

1. Baggrund

EPSCO skal vedtage de årlige retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelses-

politikker. Disse retningslinjer indgår sædvanligvis i arbejdet med de nationale re-

formprogrammer, som medlemslandene sender til Kommissionen i april, og som er

udgangspunkt for udarbejdelsen og vedtagelsen af landespecifikke henstillinger på

Det Europæiske Råds møde i juni. Processen er imidlertid af Kommissionen blevet

forsinket i år, hvorfor retningslinjerne først skal vedtages nu. Beskæftigelsesret-

ningslinjerne vil skulle tages i betragtning, når de nationale reformprogrammer for

2016 udarbejdes næste forår.

2. Formål og indhold

Kommissionen har fremlagt forslag til rådsbeslutning om retningslinjer for med-

lemslandenes beskæftigelsespolitikker for 2015. Rådet skal på forslag af Kommis-

sionen og efter høring af bl.a. Europa-Parlamentet og Beskæftigelseskomiteen opnå

politisk enighed om nye retningslinjer for beskæftigelsen.

Retningslinjerne for beskæftigelsen indgår i de integrerede retningslinjer, der ud-

over beskæftigelsesretningslinjerne omfatter de overordnede økonomisk-politiske

retningslinjer (retningslinjerne 1-4).

Forslaget lægger op til følgende nye beskæftigelsesretningslinjer:

5: Fremme af efterspørgslen efter arbejdskraft

6: Styrke udbuddet af arbejdskraft og kvalifikationer

7: Forbedre arbejdsmarkedernes måde at fungere på

8: Sikre retfærdighed, bekæmpe fattigdom og fremme lige muligheder

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet sin udtalelse.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Dokumentet medfører ingen lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfunds-

økonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller

konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Forslaget til beskæftigelsesretningslinjerne er sendt til orientering i Specialudvalget

for Arbejdsmarked og Sociale Anliggender.

8. Generelle forventninger til andre landes holdning

Der forventes generel opbakning blandt medlemslandene til Kommissionens

forslag til retningslinjer for beskæftigelsen for 2015.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for Kommissionens forslag til retningslinjerne

for beskæftigelsen.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

5. Rådskonklusioner om Den Europæiske Revisionsrets særberetning ”EU’s

ungdomsgaranti: De første skridt er taget, men der venter gennemførelsesrisi-

ci forude”

- Vedtagelse

Nyt notat

Resumé

Rådskonklusionerne kommenterer på revisionsrettens rapport om implementerin-

gen af EU’s ungegaranti. Rådet tilkendegiver enighed med Revisionsrettens kon-

klusioner

1. Baggrund

Som reaktion på den stigende ungdomsarbejdsløshed, stillede Kommissionen i

2012 forslag om en ungdomsgaranti. I april 2013 blev rådshenstillingen om EU

ungegarantien vedtaget. Her henstillede Rådet, at Kommissionen og medlemssta-

terne opretter en ungegaranti med henblik på i hele EU systematisk at sikre, at alle

unge under 25 år modtaget et kvalitetstilbud om beskæftigelse, videreuddannelse,

en lærlingeplads eller et praktikophold, senest fire måneder efter, at de er blevet ar-

bejdsløse eller har forladt det formelle uddannelsessystem.

Siden har alle medlemslande arbejdet på at implementere EU ungegarantien.

Kommissionen overvåger implementeringen og bistår med at skabe rammerne for

erfaringsudveksling lande imellem. Med YEI-initiativet (Youth Employment Initia-

tive) gives der desuden økonomisk støtte til implementeringen i lande med en regi-

onal ungdomsarbejdsløshed på over 25 %.

Revisionsretten har udarbejdet rapport nr. 3/2015 om implementering af ungega-

rantien. Konklusionerne og anbefalinger i rapporten er hovedsageligt rettet mod

Kommissionen og deres arbejde med at overvåge medlemslandenes implemente-

ring af ungegarantien og sikre tilstrækkelig finansiering via YEI-midler, herunder

timingen og fordelingen af disse. Danmark er ikke omfattet af YEI-midler, da

Danmark ikke har en regional ungdomsarbejdsløshed på over 25%. Det konklude-

res endvidere, at det kan være udfordring for implementeringen, at det ikke er defi-

neret, hvad et kvalitetsbud helt præcist er.

2. Formål og indhold

I rådskonklusionerne kommenterer rådet på Revisionsrettens konklusioner i rappor-

ten ”EU ungdomsgaranti: De første skridt er taget, men der venter gennemførelses-

risici forude”.

Rådet tilkendegiver enighed med Revisionsrettens konklusioner – særligt omkring

sikring af tilstrækkelig finansiering og timingen af denne, samt om behovet for

yderligere præcisering af relevante redskaber i – og monitorering af landenes ind-

sats. Ift. finansieringen minder Rådet om, at der med Europa-Parlamentet er indgå-

et aftale om endnu en fremrykning af YEI-midler. Rådet håber, at dette vil effekti-

visere implementeringen af EU ungegarantien.

Rådet erkender, at det er en udfordring at definere et kvalitetstilbud helt præcist

grundet de store forskelle i medlemslandenes arbejdsmarked og lægger derfor op til

en mere pragmatisk output baseret tilgang.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

6. Konsekvenser

Vedtagelsen af rådskonklusionerne forventes ikke at have lovgivningsmæssige

konsekvenser eller konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet

eller beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Rådskonklusionerne har ikke været sendt i høring.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det forventes, at medlemslandene vil støtte rådskonklusionerne.

9. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen støtter rådskonklusionerne.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

6. Rådskonklusioner om lige indkomstmuligheder for kvinder og mænd:

Kønsforskelle i pensioner

- Vedtagelse af rådskonklusioner

Nyt notat.

1. Resumé

Rådskonklusionerne fremsættes som led i de skiftende formandskabers opfølgning

på FN’s Beijinghandlingsplan. Med rådskonklusionerne understreges det, at øko-

nomisk uafhængighed for kvinder og mænd, herunder på pensionsområdet, er af-

gørende for at sikre reel ligestilling mellem kvinder og mænd. Rådskonklusionerne

lægger op til, at der sættes ind overfor årsagerne til kønsforskelle i pensioner.

2. Baggrund

Rådskonklusionerne er en del af de skiftende formandskabers opfølgning på Bei-

jinghandlingsplanen (Beijing Platform for Action – BPfA). Handlingsplanen blev

vedtaget på FN’s 4. verdenskvindekonference afholdt i Beijing i 1995. Konferen-

cen resulterede i Beijingdeklarationen og -handlingsplanen. Det Europæiske Råd

besluttede i 1995, at der løbende skulle følges op på implementeringen af BPfA.

Formandskabet fremsætter på baggrund heraf rådskonklusioner om lige indkomst-

muligheder for kvinder og mænd i form af kønsforskelle i pensioner.

3. Formål og indhold

Formålet med forslaget til rådskonklusioner er at understrege, at økonomisk uaf-

hængighed for kvinder og mænd, herunder på pensionsområdet, er afgørende for at

sikre reel ligestilling mellem kvinder og mænd.

Rådskonklusionerne lægger op til, at der sættes ind på områder, der har betydning

for kønsforskelle i pensioner. Det kan eksempelvis være indsatser overfor at frem-

me kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, for at nedbringe lønforskelle mellem kvin-

der og mænd samt for at nedbryde det kønsopdelte arbejdsmarked og uddannelses-

valg.

4. Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

5. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsnærhedsprincippet er ikke relevant.

6. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

7. Konsekvenser

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøko-

nomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konse-

kvenser for beskyttelsesniveauet.

8. Høring

Forslaget til rådskonklusioner sendes til EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet

og Sociale Forhold til orientering.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Alle medlemslande forventes at have en positiv holdning til det fremlagte forslag

til rådskonklusioner.

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen er generelt positiv overfor den fremlagte forslag til rådskonklusioner.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.